Jeg var nu ikke længere i mindste Tvivl om, at Jesus af Nazareth var Messias, og at han er deres Frelser, som tror på ham; men endnu havde jeg ingen personlig Erfaring for, at han var min Frelser og min Genløser. Dette var mig en Årsag til megen Bedrøvelse. Jeg var fuldt forvisset om, at ingen anden kunne frelse mig end han, som blev korsfæstet og nu sidder ved Faderens højre Hånd i det høje; men Tanken om, hvor dybt jeg havde hadet ham, og hvor ofte jeg havde forbandet hans hellige Navn, medførte, at jeg ikke kunne tro, han også vilde vise mig Barmhjertighed.
Pastor Hansen søgte ofte at trøste mig. Han sagde, at jo mere jeg sørgede over mine Synder, desto mere forvisset kunne jeg være om, at Jesus vilde tilgive. Hans Bønner gjorde et stærkt Indtryk på mig, når vi ofte knælede ned tilsammen og bad. „Dersom Kristus blot vil forlade mig mine Synder," sagde jeg til ham, „så vil jeg offentlig bekende hans Navn og min Tro på ham."
For hver Dag, der gik, voksede mit Ønske om at kunne aflægge en offentlig Bekendelse af min Tro. Der var dog endnu mange Ting, som trykkede mig. Mine elskede Forældre vilde sandsynligvis støde mig bort, og jeg fældede bitre Tårer ved Tanken om, at jeg måske ikke længere vilde kunne have en Plads i min kære Moders Hjerte. Fra alle Sider stormede Fristelserne ind over mig; men Herren styrkede mig ved sin Nåde, og jeg vandt Sejr. Når jeg læste de Ord: „Hvo som elsker Fader og Moder mere end mig, er mig ikke værd" (Matt. 10,37), og tænkte på mine Forældres store Kærlighed, kunne jeg ikke andet end sammenligne denne med Jesu usigelige Kærlighed til mig. Jeg tænkte på Krybben i Bethlehem, på` Tømmermandens Værksted i Nazareth, på Domsscenen hos Pilatus, på jødernes og Hedningernes Forhånelse og Spot, på Tornekronen på den himmelske Konges Hoved, på Naglerne, der blev slået gennem hans Hænder og Fødder, på Spydet, der gennemtrængte hans Legeme, og på Graven, hvor det Legeme, som aldrig så Forrådnelse, blev lagt, og jeg tænkte ved mig selv: Findes der Kærlighed større end denne?
En Påskemorgen aflagde jeg efter endt Gudstjeneste i Kirken min første offentlige Bekendelse. Sammen med Hansen havde jeg Aftenen i Forvejen ved inderlig Bøn til Herren forberedt mig til denne højtidelige Handling. Det var blevet bekendt, at jeg havde valgt denne Dag til hint vigtige Skridt, og dreven af Nysgerrighed havde en hel Del af mine tidligere Trosfæller indfundet sig for at hore på mig. Da jeg kom ud på Gader forfulgte de mig med Stenkast og Trusler.
Endelig nåede jeg Hjemmet, hvor jeg opholdt mig, og da jeg så mig om og betragtede den oprørte Skare, mine egne Brødre efter Kødet, kunne jeg ikke andet end bede: „Herre, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør!"
Den følgende Aften aflagde jeg Besøg hos en gammel jødisk Ven. Denne modtog mig meget hjerteligt; men da han spurgte om min Beskæftigelse og om, hvor jeg boede, tøvede jeg med mit Svar. Jeg var bange for at bekende den Herre Jesus, da jeg vidste, at dette blot vilde opvække Vrede hos den gamle Herre; men de velsignede Ord kom mig til Hjælp: „Hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskenes Søn skamme sig, når han kommer i sin Herlighed og Faderens og de hellige Engles." Luk. 9,26.
Jeg tog Mod til mig og sagde: „Hvad tykkes dig om Kristus?"
„Hvad!" råbte han, „du tror dog vel ikke på den Bedrager?"
„Hvem er det, du kalder en Bedrager?"
„Jesus Kristus, selvfølgelig!"
„Det er muligt, at du betragter ham som en sådan," svarede jeg, „men han er dog ingen Bedrager. Han er Verdens Frelser, ja han er bleven min personlige, velsignede Frelser og Forløser."
Derpå forsøgte jeg at overbevise ham om Sandheden; men opbragt som han var, spyttede han mig blot i Ansigtet, befalede mig at forlade hans Hus og slog Døren i efter mig. Dette virkede meget pinligt på mig; men jeg bad Herren om Nåde og Styrke til at bære alle lidelser med Tålmodighed.
Nogle få Dage derefter traf jeg en ung Russer på Gaden, en af mine Venner fra Hjemmet. Han blev så henrykt over at se mig, at han lige midt på Londons Gader faldt mig om Halsen og kyssede mig. Efter at vi havde vekslet nogle Ord, forstod han imidlertid, at jeg var bleven en Kristen, og straks forandredes hans Optræden. Også han spyttede mig i Ansigtet, vendte mig Ryggen og råbte: „Væk med dig, din Hund! Væk med dig, din Slyngel!"
Hvad en Jøde må gennemgå, når han bliver en Kristen, kan udenforstående aldrig til fulde sætte sig ind i. I nogle Breve, som jeg modtog, blev jeg truet på Livet, hvis jeg ikke atter vendte om til Jødedommen, og alle mine gamle Venner vendte sig fra mig med 'Foragt. Følgende vil kunne tjene som et Eksempel på, hvor langt en Jøde kan gå i sit uforsonlige Had til en Jøde Kristen. En Dag besøgte jeg en ortodoks jødisk Familie. Jeg førte Samtalen ind på Spørgsmålet om Messias. I Modsætning til, hvad andre havde gjort, bespottede de ikke hans Navn, men var meget venlige og bad mig endog komme igen, hvilket jeg med Glæde lovede. Jeg havde dog fattet Mistanke og besluttede at være på min Vagt. Noget senere mødte jeg en Eftermiddag en ung Jøde, der under Løfte om Tavshed lod mig vide, at man i den ovennævnte Vens Hus havde gjort en Sammensværgelse imod mig, og at min Skæbne skulle besegles ved et Glas forgiftet Vin. Herren kom således mine Mordere i Forkøbet og gjorde deres Planer til intet. Jeg begyndte nu at forstå den fulde Betydning af de Ord: „De skal udelukke eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslår eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse." Joh, 16,2.
Men endnu langt smerteligere end de engelske Jøders Had og Forsøg på Snigmord var de Breve, jeg modtog hjemmefra. Min kære Fader skrev:
„O ve mig! Ve mig! Du har ført evig Skam og Vanære over os. O hav dog Medlidenhed med os og vend om fra den kristne Tro! Efter at vi fik Meddelelse om, at du er bleven en Kristen og et uægte Barn, græder vi ikke længere. Forbandet være den Time, da jeg ægtede din Moder! Bedre var det, om jeg var en Sten end et Menneske! Ve mig, thi mit Liv er bittert! Vil du ikke forbarme dig over os? Vil du ikke tænke på dine Forældre og Søskende, hvis Liv du har formørket? Husk, min elskede Isak, at du aldrig mere vil kunne finde en Moder og Fader her i Verden! Jeg kan ikke være rolig; thi min Sorg er for stor. O Isak, Isak, Isak! for din Skyld vil jeg aldrig kunne nyde Himlens Glæder! Hvad er Livet nu værd for mig? Det var bedre, om jeg aldrig var født. Din Moder er bleven helt forandret, siden hun fik den frygtelige Nyhed at vide; og hvad dine Brødre og Søstre angår, da var det langt bedre, om Gud tog deres Liv, end at de skal gå i Graven med Skam. Min Bøn til Gud er, at han vil udrydde vor Slægt af Jorden; thi dette var bedre end at leve i den Skam, du har påført os. Jeg beder også, at du må blive udslettet af de levendes Tal.
Hvad er vel en Jødes Håb om ikke dette, at hans Sønners Liv er sådant, at Efterslægten kan se tilbage på det med Stolthed og Ærefrygt? Men ve mig! - det Minde, du efterlader dig, vil kun bringe mig evig Skam og Vanære. Din Broder Hessel står i meget høj Anseelse i Provinserne Giovno og Kovno; men når jeg tænker på dig, kan jeg kun undres over, hvorfor Gud har forbandet mig med en slig Forbandelse.
Vi modtog den sørgelige Efterretning ved Purimfesten. Kan du vel danne dig nogen Forestilling om vor Sorg og Bestyrtelse? Både din Moder og jeg besvimede, og alle Børnene stod omkring os, grædende og jamrende. En hel Del Mennesker stimlede sammen om os, og da de atter havde bragt mig til Bevidsthed, spurgte de, hvad der var på Færde. Hvad skulle jeg vel svare dem?
Din Moder beder hver Dag til Gud, at han vil tage hendes Liv. Hun ønsker ikke at leve længere, efter at hendes Søn er bleven en „Meshamad". Endnu er det Tid til at angre, og dersom du gør det, så vil du i hvert Fald kunne blive frelst i den tilkommende Verden. Kom hjem til os og bliv en from Jøde! Men hvis ikke, hvis du ikke vil angre, da vil vi ikke mere have noget med dig at skaffe. Vi vil hverken have dine Penge eller dit Billede, ja vi vil ikke en gang længere regne ham for en Søn, som er bleven en „Meshamad".
Dersom du gør, hvad jeg nu byder dig, så skal du erholde stor Velsignelse, men hvis ikke - så Farvel, Farvel! Jeg er da ikke længere din Fader, min Hustru er ikke mere din Moder, dine Brødre og Søstre ikke længere dine Slægtninge, og du har ikke mere Ret til at bære Navnet Jøde."
Min Søster skrev i samme Tone:
„Inderlig kære Broder, hav dog Medlidenhed med os og lad ikke evig Skam og Vanære komme over os for din Skyld! Betænk, at vi er Børn, og at du ikke må ødelægge mit Liv i denne Verden! O udøs ikke dine små Brødres og Søstres Blod i Skændsel!"
Efter at have modtaget ovennævnte Brev fra min Fader skrev jeg sikkert tyve Gange, men han svarede aldrig. Og da jeg så endelig en Dag fik mit sidst afsendte Brev Retur tilbage, ophørte også jeg med at skrive.
Min Faders sidste Brev påførte mig Kvaler, som jeg ikke formår at beskrive. Jeg elskede mine Forældre højere end mit eget Liv; men disse mine Forældre, for hvem jeg ikke vilde have betænkt mig på at udgyde min sidste Blodsdråbe, havde forstødt mig! Jeg kunne imidlertid ikke vende om - jeg måtte tage Korset op og følge Kristus, min Herre. O hvor ofte sad jeg ikke grædende over mit Arbejde, når jeg tænkte på mine elskede Forældre!
En Dag modtog jeg et Brev fra min Broder, der sluttede med disse Ord:
„Endnu en gang: fortryd din Handlemåde og vend om! Men dersom du ikke vil, så Farvel for stedse! Vi vil da aldrig ønske at få noget at vide om dig, hverken i denne Verden eller i den tilkommende. Hvis du ikke angrer og atter går over til Jødedommen, så skriv ikke mere til mig. Du må da være for mig som en død, og jeg ønsker blot til Gud, at du virkelig var død. Jonas Abel, vor kæreste Broder, er død. Vi nærer alle den Overbevisning, at vort Hus ikke var bleven hjemsøgt af Dødens Hånd, dersom du ikke havde syndet mod den store Gud ved at vende dig bort fra ham. Din og vor Broder er død for dine Synders Skyld - husk det! O hvor bitter, hvor bitter er ikke vor Skæbne! En af vore Brødre er bleven en frafalden og en anden er død! Give Gud, at vi enten alle var døde, eller at Døden måtte afskære din Livstråd!"
Min Moders Brev var det, som rørte mig allermest: „- - Jeg beder dig inderligt, elskede Isak, om nøje at overveje det Skridt, du har taget. Husk på, at din Sjæl vil blive evig fordømt! O skal mit Barn, mit eget Kød og Blod, for hvis Lykke jeg vilde ofre alt, hvad jeg ejer, blive fordømt, evig fordømt? Langt, langt bedre havde det været, om den Almægtige havde handlet med mig som med Lots Hustru! Bedre, om jeg aldrig var bleven født end at gå en høj Alderdom i Møde og se min elskede Søn falde i Djævelens Magt og gå evig fortabt! O Isak, jeg frygter for, at endog hele Familien vil blive fordømt for din Vanartigheds Skyld. Fra nu af vil der altid være en Skillevæg mellem Gud og vor Slægt. "Tænk over, at din Moder, som elsker dig så højt, og din Fader, hvis Hengivenhed til dig er så stor, måske skal blive forbandet for din Skyld. Tænk på den evige Skændsel og Vanære, som vil komme over dine to små Søstre. Allerede nu skammer de sig ved at vise sig på Gaden; thi Naboernes Børn råber efter dem. „Se, der går Isak den frafaldnes Søstre!" Dersom du foragter mit Råd og ikke vender om, så er jeg ikke længere din Moder! Hvis du ikke angrer, så skriv aldrig til mig mere; thi jeg ønsker i så Fald ikke at komme dig i Hu! Min Bøn er, at du enten må vende om, eller at Herren må tage både dit og hele Familiens Liv."
***
Ved et Bønnemøde en Aften i et Baptistkapel deltog jeg for første Gang efter min offentlige Bekendelse i et Bønnemøde. Jeg følte mig svag og var meget bevæget og blev derfor i høj Grad overrasket, da Taleren i sin Slutningsbøn bad Herren udruste mig med Nåde til at forkynde Guds Søns Evangelium. Den Gang troede jeg ikke, at en sådan Bøn vilde blive hørt. Efter Mødet meddelte Taleren mig, at det var hans fulde Overbevisning, at jeg burde gå ud og forkynde Kristi Navn. Jeg kendte dog meget lidt til det engelske Sprog og havde i det hele taget ingen Fornemmelse af, at der lå videre Betydning i hans Ord.
Nogle Måneder forløb. Jeg besøgte stadig det samme Kapel, og det blev mere og mere klart for mig, at jeg måtte gøre noget for at forherlige Frelserens Navn. Som en første Begyndelse fik jeg en Klasse at undervise i Søndagsskolen, og senere besøgte jeg sammen med en Ven de fattige i Arbejdsanstalten „Bethuel Green". Disse Besøg bragte mig rigelig Belønning for min Møje, og det var mig en Kilde til stor Glæde, da en gammel Kvinde på sit Dødsleje erklærede, at mine Ord havde bragt Velsignelse til hendes Sjæl. Da jeg forstod, at det behagede Herren at gøre Brug af mig i sin Tjeneste, følte jeg det både som en Glæde og som en Pligt at benytte enhver Anledning til at forkynde hans Navn.
Ved en vis Lejlighed fik jeg en meget velsignet Samtale med en jødisk Familie i Whitechapel angående den lovede Messias. En opvakt ung Mand, som var nærværende, lyttede med stor Opmærksomhed, da jeg fortalte, hvorledes Herren havde ledet mig, siden jeg rejste bort fra mit Fædreland, og hvorledes jeg havde lært Sandheden at kende, således som den er i Kristus Jesus. I flere Timer talte vi sammen om Loven og Profetierne. Den unge Mand udtalte Ønsket om at foretage en Spadseretur sammen med mig. Under denne havde vi en lang Samtale om Messias's Komme, og da jeg meget ønskede, at vi kunne bede sammen, gik vi ind i en Kafe, hvor jeg betalte for et privat Værelse. Her foreslog jeg min unge Ven, at vi skulle bøje vore Knæ i Bøn til Herren; men da det jo stred mod jødisk Skik at knæle under Bønnen, måtte jeg knæle alene og opsendte en Bøn på Tysk.
Senere henviste jeg den unge Mand til Pastor Hansen, hos hvem han i flere Måneder fik Undervisning, der blev ham til stor Nytte. Til min Glæde aflagde den unge Mand senere offentlig Bekendelse af sin Tro på Kristus. Da Herren således havde velsignet mine Bestræbelser og givet mig Nåde til at føre en af mine Brødre efter Kødet til Sandhedens Lys, følte jeg mig stærkt tilskyndet til at gå ud blandt Jøderne og prædike den korsfæstede og genopstandne Frelser for dem, som vilde høre.
Jeg besøgte flere Synagoger, hvor jeg søgte at indlede en Samtale med Jøderne om Messias. Men så snart de forstod, at jeg var en Jøde Kristen, jagede de mig bort. Dette gjorde mig imidlertid ikke forsagt, thi jeg vidste, at jeg for få Måneder siden selv vilde have gjort det samme.
Snart begyndte jeg også at aflægge Besøg ved engelske og tyske Hospitaler, og navnlig i de sidste blev jeg meget opmuntret. Her traf jeg blandt andre en tysk Jøde, der var meget fattig og forladt af alle og havde ingen, som kunne tale et opmuntrende Ord til ham. Jeg gik altid til ham i Besøgstiden, gav ham forskellige Småting og talte med ham om hans Sjæl. Efter nogen Tids Forløb begyndte han virkelig at give Agt på, når jeg talte om Messias, og efter to Måneders Forløb erkendte han åbent sin Tro på Jesus. Hele hans Optræden bar Vidnesbyrd om, at han havde modtaget Guds Nåde i sit Hjerte.
Men der kom en Dag, da Døden lagde sin kolde Hånd på ham. Før han opgav Ånden, aflagde han et herligt Vidnesbyrd om den Glæde, Troen på Frelseren havde bragt ham, og den Taknemmelighed, han viste mig som den, der havde været et Redskab til hans Omvendelse, var så rørende, at mit Hjerte strømmede over af Fryd. Herren havde vist mig den Ære at bruge mig som et Middel til at føre endnu en af de fortabte i Israel til den sikre Fårefold.
Disse Erfaringer, der overbeviste mig om, at Herren vilde benytte et så skrøbeligt Redskab til mine Brødres Omvendelse, fyldte min Sjæl med Glæde og styrkede mig i Beslutningen om at benytte enhver Anledning til at vidne om Jesus og hans Kærlighed.
„Hvad skal jeg gøre herefter?" var et Spørgsmål, som nu ofte trængte sig ind på mig. Og i denne Tid bad jeg med stor Inderlighed Apostlens Bøn: „Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?" Skulle jeg drage ud til Hedningerne og fortælle dem om Kristus, eller skulle jeg gå til Jøderne i fjerne Lande? Jeg havde ikke megen Lyst til at forlade England, hvor der var så stor Frihed, og hvor enhver kunne tjene og tilbede Gud i Overensstemmelse med sin egen Overbevisning. Efter megen Overvejelse besluttede jeg at rejse til Ny Zeeland. Der blev mig tilbudt fri Rejse, og jeg skulle ledsage to unge Mænd, der havde opholdt sig ved „De Jøde Kristnes Institut".
Da jeg meddelte Pastor Hansen min Plan, talte han imidlertid så ivrigt for, at jeg skulle blive i England, at jeg ikke syntes, jeg kunne undlade at følge hans Råd. Han havde selv prædiket Evangeliet for mange forskellige Folkeslag i Østen, og det blev mig klart, at jeg måtte bøje mig for hans Erfaringer. Jeg fortsatte derfor mine Besøg på Hospitalerne og Fattighusene og blandt de mange fattige i East End, idet jeg tænkte på, at Gud havde ført mig til England, hvor jeg havde lært Jesus at kende som min Frelser. Herren velsignede min ringe Virksomhed til Sjæles Frelse og til min egen Fremvækst i det åndelige.
Ved denne Tid blev jeg en gang opfordret til at holde en Prædiken i et Kapel i Hackney. Dette var i Sandhed en Ildprøve for mig, og da jeg stod foran den store Forsamling, hvor jeg måske var den yngste, rystede jeg over hele Legemet.
Jeg talte over Teksten: „Jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium". Rom. 1,16. Herren stod mig bi, og efter Mødet blev jeg atter anmodet om at drage ud for at forkynde Glædesbudskabet om Guds Nåde i Kristus Jesus. Mangen Gang har jeg frygtet for, at min Kilde skulle svigte mig; men Herren har altid velsignet mig og iført mig ny Styrke. Om Dagen arbejdede jeg i den Forretning, hvor jeg havde Ansættelse; om Aftenen rejste jeg ud til de forskellige Landsbyer og holdt Møde, eller også læste jeg den hellige Skrift. Med Glæde kan jeg bevidne, at Gud er trofast og sanddru, og at han holder sit Ord, når han siger: „Som dine Dage skal din Hvile være." 5 Mos. 33,25.
Læseren vil kunne forstå, at jeg den Gang kun havde et meget begrænset Kendskab til Guds Sandheder, og mine Erfaringer i det åndelige var som et Barns. Men den Helligånd er en tålmodig Lærer, og lidt efter lidt førtes jeg dybere ind i Skriftens Sandheder. Jeg var overbevist om, at Jesus Kristus var min Herre, min Vejleder, mit Mønster og min Ven, og skønt jeg har måttet gå gennem mangt et mørkt, trangt Sted og har været fristet både til Vantro og Frygt, så har jeg dog ved Guds Nåde kunnet fryde mig i min Frelser og glæde mig ved Forvisningen om, at alle mine Synder er tilgivne formedelst hans Blod.
***
Min Fortælling nærmer sig nu sin Afslutning. Mange År er gået siden de i det foregående Afsnit omtalte Begivenheder fandt Sted, og Isak Levinson er ikke længere en Yngling, men en lykkelig Fader og Ægtefælle. Han har fået sit Hjertes Ønske opfyldt, idet han nu kan rejse Landet rundt og prædike Jesus Kristus og ham korsfæstet og have rig Anledning til at tale til sine Brødre om Guds underfulde Ledelse både med ham selv og med mange af Israels Sønner.
Hidindtil har Herren ledet mig, og når jeg nu skuer tilbage over de År, som svandt, må jeg i Sandhed takke Herren såvel for de mange Prøver, han har ført mig igennem, som for den Fred, der indtil i Dag har fyldt min Sjæl, og som overgår al Forstand. Alt, hvad jeg har måttet møde af Farer og Vanskeligheder, af legemlige og sjælelige Kvaler, er bleven mig en Kilde til Salighed og Glæde. Jeg er Herren inderlig taknemmelig for, at han ledede mig til at tage Ophold i dette frie Land, og fordi han har befriet mig for Despotismens Jernåg i mit Fødeland. Men herlig som denne Frihed er, så er den dog for intet at regne mod den herlige Frihed, som Herren skænker enhver, der kommer til ham, han være sig Jøde eller Hedning. Mit inderligste Ønske er, at mine Brødre Jøderne måtte afkaste Rabbinernes Trælleåg, give Afkald på al Egenretfærdighed og tro på Jesus, som er fuldkommen dygtig til at frelse dem, der kommer til ham.
Min Hensigt med dette sidste Afsnit er især at fortælle Læserne lidt om Herrens Nåde og Barmhjertighed mod min kære Familie. De sidste få Års heftige Jødeforfølgelser i forskellige Dele af det russiske Rige havde bevirket store Forandringer også for min Slægts Vedkommende. Jøder i "Tusindvis blev jaget bort fra deres hyggelige Hjem, fra Gods og Ejendom for at omkomme i Elendighed. Ikke blot Jødernes Huse, men undertiden også hele jødiske Landsbyer blev brændte, og de stakkels Beboere måtte flygte ud på de åbne Marker, hvor de var udsatte for Død ved Sult og Kulde. Skarer af grusomme Mennesker flokkedes omkring de brændende Ruiner, hvor de spottede de uskyldige Børns Skrig og de ulykkelige Mødres Nødråb. Årsagen til, at Jøderne blev udsat for disse Forfølgelser, var udelukkende den, at de var Jøder, og med sådanne Rædselsscener for øje vil jeg spørge: Hvorledes kan man vente, at de russiske jøder skulle kunne være venlige stemt overfor de Kristne?
Men som vi læser i den hellige Skrift: „Et Menneskes Vrede breder dig Pris; hvad der bliver tilovers af Vreden, omslutter du dig med." Sl. 76,11. I ti År hørte jeg intet som helst fra mine kære Slægtninge. Da hørte Herren endelig mine Bønner, og jeg modtog Efterretninger hjemme fra - men o, hvilke Efterretninger! Min Fader var død under de frygtelige Forfølgelser, og min Moder sad igen som Enke med mine to Søstre i meget trange Kår.
Spørgsmålet var, hvordan jeg nu skulle gribe Sagen an. Kunne det nytte noget for mig at tilbyde Moder Hjælp? Mon hun vilde modtage endog blot et Brev fra den Søn, som hun for ti År siden havde forstødt og siden den Gang forbandet og betragtet som død? Jeg var imidlertid straks klar over min Pligt og skrev øjeblikkelig:
„Min kære Moder!
Jeg har modtaget Meddelelse om det tunge Slag, som har rammet dig. O hvis jeg blot vidste, hvorledes jeg skulle trøste dig! Jeg vilde blive så glad, dersom jeg blot kunne hjælpe dig.
Elskede Moder, i ti År har jeg ikke haft Lov til at tale; vil du nu give mig Lov til at sige nogle deltagende Ord? Mit Hjerte bløder for dig.
Hvor underfulde er ikke Herrens Veje! Når jeg tænker på dig, min dyrebare Moder, og på mine kære unge Søstre, kan jeg ikke andet end nære Forvisning om, at den Gud, som har ladet dig blive tilbage som Enke, og som har lovet at være Enkers Trøst og faderløses Fader, også vil beskytte dig, sørge for dig og sende dig Hjælp. Jeg længes så inderlig efter at kunne hjælpe dig. Vil du tillade mig at opfylde min hellige Pligt imod dig som din Søn? Du skal ikke lide Mangel; hvad jeg har, vil jeg dele med dig. Hellere vilde jeg nægte mig selv det aller nødvendigste, end jeg vilde lade min elskede Moder lide Nød. Havde jeg kun en eneste Skilling, skulle Halvdelen af den være din. Jeg er overbevist om, at Herren vil sørge for os alle. Hoslagt sender jeg dig en Bankanvisning på Kr. og vil med største Glæde sende dig Kr. hver Måned."
Endelig indløb det Svar, jeg utålmodigt havde ventet på. Brevet var skrevet med min Moders egen Hånd, og jeg kan ikke beskrive de Følelser, der rørte sig hos mig, da jeg læste følgende:
„Min kære Søn!
Dit kærkomne Brev ankom, medens dine kære Søstre og jeg bad ved din Faders Grav. Vi tilbragte flere Timer ved Graven i Gråd og Bøn om, at hans hellige Sjæl måtte gå i Forbøn for os tre forladte Kvinder. Jeg græd, indtil jeg til sidst næsten ikke kunne se, medens vi alle tre lå på den hellige Grav, hvori din retfærdige Fader, min dyrebare Ægtefælle og mit Alt hviler. O hvad er jeg uden ham! Livet er ikke værd at leve! O hvorfor tog Gud ikke mig først!
Vi åbnede dit Brev, og dine kære Søstre læste det sammen med mig. Under Læsningen af Brevet blev vi alle så overvældede og beskæmmede, at vi på ny begyndte at græde bitterlig, og da vi endelig kom til os selv, gjorde vi alle tre det Løfte, at dine Fædres Gud skulle være vor Gud. Dit Brev, min kære Søn, har gjort et dybt Indtryk på mig. Når jeg betænker, at du er en Kristen og har været det nu i mange År, så er det mig uforklarligt, hvorledes du kan vise os så megen Kærlighed. Jeg har aldrig troet, at en Søn, der var en Kristen, vilde kunne vise sin Moder nogen som helst Deltagelse, når hun var i Nød, og navnlig kunne jeg ikke have ventet det af dig, som er bleven behandlet så hårdt af dine Forældre. Jeg havde jo udstødt dig af Familien og slettet dit Navn af vort Slægt register som en forbandet, en „Meshamad". Det vilde have glædet os, om vi da havde fundet dig døende på Kovnos Gader, ja vi vilde ikke en gang have budt dig en Bid Brød eller et Glas Vand. Men når Herren sender os Modgang og Trængsel, kommer du os i Møde som en Frelser. Jeg må i Sandhed indrømme, at du er i Besiddelse af et ædlere Sindelag end nogen af os.
Min kære Søn, hvem jeg anså for at være død, skønt du jo lever, jeg siger dig mange Tak for dine trøstefolde Ord og for den Hjælp, du tilbyder. Jeg modtog din Bankanvisning, som var en særdeles velkommen Gave. Herren selv lønner dig for din Kærlighed! Men hvor inderlig ønsker jeg alligevel ikke, at jeg var forvisset om, at min Søn Isak endnu frygtede Gud, Israels Gud. O søg ham nu; thi der er ingen Gud lig Jehova, Israels Gud!"
Nu havde jeg altså Anledning til at veksle Breve med min Moder, og under denne Brevveksling blev det mere og mere klart for mig, at skønt hendes Sorg var så stor, at hun var nær ved at bukke under, så vilde den alligevel måske blive til Velsignelse for hende. Når jeg sendte hende timelig Hjælp, søgte jeg også på forskellige Måder at sende hende et og andet Sandhedens Ord, som jeg håbede måtte blive hende til Velsignelse. Således oversatte jeg en gang en Prædiken om „Kristus vort Påskelam" og sendte den til hende. 1 det Brev, som jeg med sendte, skrev jeg blandt andet:
„Jeg vilde så gerne, om jeg kunne forklare det, som kan forekomme dig dunkelt. Du er forundret over, at jeg så gerne vil hjælpe dig - men er der da noget mærkeligt ved, at en Søn vil vise sin Moder Venlighed? Er det ikke en Søns uafviselige Pligt at hjælpe sin Moder? Er det ikke så meget desto mere hans Pligt at være hende til Støtte, når hun, således som min Moder har gjort, har opdraget sin Søn med Tårer pog Bønner?
Jeg ved, at du ikke kan forstå mig som en Kristen. Du mener sandsynligvis, at den Religion, jeg har sluttet mig til, er lig den, man træffer hos de Kristne i Kovno. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. De Kristne i Kovno er Afgudsdyrkere og fører et dårligt Liv; men jeg er ingen Afgudsdyrker. Jeg tilbeder Israels Gud, Jehova er min Gud, og jeg tjener ingen anden Herre. Den sande Kristendom er ikke sådan som den, du har set i Rusland. Sand Kristendom forædler Menneskene og gør dem rene, trofaste og hellige. Den lærer dem at elske hver andre og tilgive deres Fjender, og derfor har heller ikke jeg, skønt du i mange År har forstødt mig, fordi jeg var en Kristen, nogen Sinde kunnet glemme dig, min kære Moder, eller kunnet undlade at bede for dig og for alle mine Slægtninge.
Havde jeg ikke troet på Messias, og havde ikke hans Lære slået Rødder i min Sjæl så vilde mit Hjertes Dør nu sandsynligvis have været lukket både for dig og for mange andre. Tanken om, at du en gang forbandede mig, kunne måske have været nok til, at jeg havde lukket mine Øren endog for en bedrøvet Moders Råb: men dersom jeg havde gjort dette, så vilde jeg ikke have været værdig til at bære Kristennavnet, det Navn, som skurrer i dine Øren, men som, priset være Herren, er kendt og elsket i dette Land.
I sine sidste Ord efterlod den døende Jesus af Nazareth sig et herligt Eksempel til Efterfølgelse. Da han hang på Korset i Skændsel og Smerte, så han ud over den Skare Mennesker, der frydede sig over hans Død, og bad: „Fader, forlad. dem, thi de ved ikke, hvad de gør!" Og når jeg ved, at denne Jesus er min Frelser, hvorledes skulle jeg da kunne andet end elske ham? Men han er tillige Verdens Frelser. For ham skal hvert Knæ bøje sig, og jo mere jeg tænker på ham, desto mere må jeg elske ham. Jeg kan ikke beskrive den Glæde, som gennemstrømmer min Sjæl, når jeg forlader mig på Herren og erfarer hans Kærlighed."
Herpå svarede min Moder:
„Min kære Søn!
Hjertelig Tak for dit velkomne Brev med indlagte Prædiken af Rabbiner Spurgeon. Han må sikkert være en Mand fuld af hellig Nidkærhed og lige så oprigtig i sin Tro, som din hellige Fader var i sin. Aldrig i mit Liv havde jeg troet, at den kristne Religion kunne gøre Menneskene så gode og sande, som du siger, de er.
Jeg har selv læst Prædikenen og også lånt den ud til andre, der har læst den med stor
Interesse. Den er nær ved at overbevise mig. Kan denne Forklaring af Påskelammet virkelig være sand? Den er næsten for herlig til at være troværdig. Men hvis dette virkelig forholder sig så, hvorfor kender da ikke de vise i Israel noget til det? Hvorfor kan ikke Gud, som jo formår at gøre Undere, på en eller anden Måde åbenbare disse Sandheder for os, så at vi ikke behøver at tvivle? Jeg vilde så inderlig gerne nyde den Fred og Lykke, som du siger, at de, der tror på Messias, er i Besiddelse af. Bed for mig, min Søn."
Når jeg modtog sådanne Ord fra min Moder, fyldte det mig altid med Glæde og Tak, og jeg begyndte at håbe, at hun også snart vilde lære at se og kende Jesus Kristus som den sande Messias og Frelser. Ved denne Brevveksling med min Moder og mine Søstre blev mange Fordomme efterhånden ryddede af Vejen, og mange af mine Slægtninge og Venner begyndte at nære andre Tanker om mig. Men dette var ikke alt. Min ældste og eneste Broder aflagde et Besøg i England i den Hensigt at søge at føre mig tilbage til den rette Vej. Herunder blev han selv grebet af Evangeliet og er nu villig til for Kristi Skyld at give Afkald på alt, ja endog Hustru og Børn, om så skulle være.
Mine to Søstre har også besøgt mig, og jeg har efter bedste Evne fremholdt Evangeliet for dem. Måtte Gud åbne deres Hjerter for Sandheden!
Rygtet om den Måde, hvorpå jeg havde behandlet min Moder, vakte sådan Forundring hos mine Slægtninge, Venner og gamle bekendte, at de besøgte mig og udtalte Ønsket om at vide, hvori mit nuværende Standpunkt adskilte sig fra mit tidligere. De kunne ikke forstå, at en „Meshamad" kunne udvise et sådant Sindelag. Senere har jeg hørt, at flere af dem er bleven omvendte og nu tjener og elsker den Herre Jesus.
Her må jeg afslutte min Fortælling. Det er mig en Glæde at kunne aflægge mit Vidnesbyrd om, at Kristus er med dem, som elsker ham i Oprigtighed, og det er mig en stor Opmuntring at vide, at mange Kristne beder for mit Folk. På den anden Side har det også virket meget nedslående på mig, at så mange af dem, som påstår sig at elske den Herre Jesus og venter på hans Komme, næppe skænker mine Brødres evige Vel en Tanke. Det har ofte forundret mig, at Hedningerne, som Gud dog har antaget som sine Børn, ikke er mere opfyldte af hellig Nidkærhed for Israels Frelse.
„Brødre! mit Hjertes Ønske og Begæring til Gud for Israel er om deres Frelse." Rom. 10,1.