Torsdagen den 19de Januar 1871 forlod jeg Hamborg med Billet til Hull i England. Ankommen til dette Land forstod jeg i Sandhed. at jeg befandt mig i en fremmed Nation og iblandt et Folk, hvis Sprog var mig ukendt. Det var Sabbatsaften, da Skibet sejlede ind i Havnen. En lang Stund gik jeg fuldstændig rådvild omkring langs Stranden, da jeg hverken kunne tale eller skrive Engelsk. Efter nogen Tids Forløb vovede jeg mig endelig ud på Gaden. Jeg gik ind i en Boghandlerbutik, hvor jeg forsøgte at tiltale dem både på Tysk, Hebraisk, Russisk og Polsk; men der var ingen, som forstod mig. I den Tanke, at måske en af de tilstedeværende i det mindste kunne læse Tysk, bad jeg i dette Sprog om en Pen for at kunne skrive nogle Ord; men de troede, jeg tiggede og gav mig en Penny. Da jeg dernæst viste dem en engelsk Shilling og med denne begyndte at skrive på Disken, forstod de, hvad jeg mente, og gav mig Per og Blæk. Endelig var jeg så heldig at få fat i en Herre, der forstod Tysk, og ved hans Hjælp købte jeg en engelsktysk Ordbog.
Først søgte jeg Oplysning angående Jødekvarteret; thi jeg vilde jo gerne hvile på Sabbatsdagen ifølge Loven. Det lykkedes mig at gøre mig forståelig for en ung Mand, der henviste mig til en polsk Jøde. Denne bød mig velkommen, da han så, at jeg var fremmed, og jeg kan ikke sige, hvor godt det gjorde mig at høre den gamle velbekendte Hilsen: „Schalem alachar" („Fred være med dig!"). Således hilser Jøderne hverandre hele Verden over. På mit Spørgsmål om, hvor jeg vilde kunne få Logi, tilbød han mig straks, at jeg måtte blive hos ham. Om Aftenen tog han mig med til Synagogen, hvor der holdtes Gudstjeneste. Min Vært var meget from og overholdt nøje alle Lovens Forskrifter.
Da jeg ønskede at fejre den store Forsoningsfest i London, fik jeg af Rabbineren i Hull Tilladelse til at rejse Sabbats Eftermiddag. Ved Ankomsten til London tyede jeg atter til min Ordbog og skrev nogle Ord, hvori jeg udtrykte Ønsket om at finde et jødisk Hotel. Jeg traf snart en lille Dreng og viste ham Papiret. Han tog straks min Bylt og gik foran mig som Fører? Vi gik længe, og jeg vidste selvfølgelig ikke, hvor det bar hen. Endelig kom vi til en Gård, der lå ved Siden af en offentlig Bygning, og her gjorde Drengen Tegn til, at jeg skulle vente udenfor, hvorpå han forsvandt inde i et Hus. Jeg ventede en lang Stund, men da han ikke kom tilbage, begyndte jeg at nære alvorlig Frygt for, at han havde spillet mig et Puds og oven i Købet berøvet mig mine Ejendele. Endelig dristede jeg mig til at træde ind i Huset. Men da jeg var kommen ind i den store Bygning, blev jeg en Stund stående ganske rådvild. Ved Hjælp af min Ordbog, Blyant og Papir lykkedes det mig imidlertid at gøre mig forståelig for en ung Mand, som gik forbi, og denne tilbød mig velvilligt at følge mig hen til et jødisk Hotel i Spitalfields.
Hvor var jeg ikke lykkelig ved atter at være iblandt Jøder! Mine Trosbrødre betalte min Fører og talte derpå venligt til mig. Da jeg meddelte dem, at mit Tøj var blevet stjålet, trøstede de mig blot med, at sådant måtte man være belavet på i England. Hertil svarede jeg kun, at hvis det forholdt sig således, vilde jeg ikke længe opholde mig der i Landet.
Den store Forsoningsdag oprandt, og det var mig meget magtpåliggende at efterkomme alle de jødiske Anordninger. Det første, jeg måtte sørge for, var at skaffe det lovbefalede Offer til Veje, hvorfor jeg bad mine Venner købe mig en Hane til Sonoffer. Denne blev købt for de sidste Penge, jeg ejede. Efter at Hanen skyndsomt var bleven skaffet til Veje, fremsagde jeg nogle Bønner ifølge Forskriften og overlod den til Schochad, den Mand, der slagtede Offerdyrene, for at han skulle dræbe den og udgyde Blodet for mine Synder. Ifølge Formularen blev følgende Ord oplæste:
„Dette er min Stedfortræder. Denne Hane går i Døden for mig. Måtte jeg blive indsamlet i dit Rige og nyde et langt og lykkeligt Liv i Fred!"
Da jeg så Blodet rinde og Fuglen vride sig i Dødskamp, blev jeg meget bevæget. Mine Synder var jo Årsag til dens Død, og dybt inde i min Sjæl undredes jeg, hvorledes dette Blod skulle kunne rense mig fra mine Synder. (1 Joh. 1,7.)
Siden Jerusalems Ødelæggelse og Jødernes Adspredelse har Talmud påbudt, at hver Jøde i Stedet for de Ofre, som Mose Lov foreskrev, skal ofre en Hane og hver Jødinde en Høne på den store Forsoningsdag. Læseren erindrer muligvis de store Synd ofre, som omtales i 3 Mos. 16de Kap. i Forbindelse med den store Forsoningsdag, ved hvilken Lejlighed Dyrenes Blod blev ført ind i det allerhelligste, og hvorledes Ypperstepræsten, efter at Gud havde modtaget Forsoningsblodet for Folkets Synder, trådte frem for hele Israel, der i Ypperstepræsten så et Bevis for, at Synderne var forsonet. Nu har Jøderne hverken Alter eller Helligdom mere; i Stedet for Præsten må de nøjes med en Schochad, og i Stedet for de Ofre, som Moses påbød, har de kun de Ofre, Talmud foreskriver. Overmåde rørende er en Sætning, der er tilføjet Beskrivelsen af Præstens, Templets og Gudstjenestens tidligere Herligheder, og som nu atter og atter gentages i Forbindelse med Forsoningshøjtideligheden i Synagogerne: „Salige de Øjne, som ser alt dette, men blot at høre derom bedrøver vore Sjæle!"
Idet Fuglens Blod udgydes, opløfter den, for hvem det bliver udgydt, sit Hjerte i Bøn og Taksigelse for den Forsoning, der er sket, idet han anser det for afgjort, at hans Synder er udslettede. Derpå tager han Ofret med hjem og nyder det som et Fredsoffer. Det udgydte Blod har jo udslettet Synderne, og Kødet kan derfor nydes i Fred med Gud.
Efter at Ofringen var fuldendt gik jeg til Synagogen, hvor jeg toede mine Hænder, trak Skoene af mine Fødder og opsendte de foreskrevne Bønner. Aftenen, Natten og hele den følgende Dag tilbragte jeg her med Tanken stadig dvælende ved Forsoningen. Derpå vendte jeg atter tilbage til mit Logi, og da jeg havde fastet siden foregående Dag, smagte Maden mig fortræffeligt. Medens jeg spiste, kunne jeg ikke komme bort fra Tanken om den uskyldige Skabning. som havde måttet lade Livet for mine Synders Skyld, og jeg kunne ikke forstå, hvorledes Gud kunne kræve Blodet af en Fugl som Forsoning for mine Misgerninger.
Til Trods for, at jeg nu var i Færd med at spise, hvad Jøderne kaldte et Fredsoffer, havde jeg dog ingenlunde Fred med Gud. I et Brev, som jeg ved den Tid skrev hjem til min Fader, talte jeg atter om de mange forvirrede Spørgsmål, der rørte sig i min Sjæl. I Brevet skrev jeg bl. a.:
„Jeg opholder mig nu i England og har fuldstændig genvundet mit Helbred, hvorfor jeg takker Herren af ganske Hjerte. På Forsoningsdagen tilbad jeg i Synagogen i Forening med vore Brødre, de engelske Jøder. De havde skaffet mig en Hane, således som du havde for Sædvane at gøre, og denne lod jeg dræbe som en Forsoning for mine Synder. Vel var det vanskeligt for mig at skulle af med de Penge, jeg måtte betale for Offerdyret; men jeg gav dem alligevel med Glæde, da du altid har fortalt mig, at Jehova kræver dette Offer. Du må tilgive mig, at jeg atter volder dig Bedrøvelse; men jeg må lette mit Hjerte ved at fortælle alt, hvad der trykker mig. Jeg gav Hanen til en Schochad og stod selv og så på, medens han slagtede den. Skønt jeg hjemme hvert År jo havde været Vidne til den samme Handling, har jeg dog aldrig været så alvorlig stemt eller så bekymret som denne Gang,
 ligesom jeg heller aldrig før har haft en så dyb Forståelse af, hvad det betyder, at der sker en Forsoning for mine Synder. Men det er så vanskeligt for mig, kære Fader, at forstå, hvorledes Blodet af et Dyr kan sone for vore Synder, og hvorledes Gud kan antage et sådant Offer. Det har ikke behaget Gud at åbenbare alle sine Sandheder for os; men måske vil disse Gåder blive opklarede, når Herren, vor Messias, kommer for at tage os til sig og gøre os evig lykkelige, og når alle Hedningenationerne på Jorden skal omkomme."
Mit Sind var optaget kun af dette ene: at granske Loven. Og jeg besøgte mange Jøder og bad dem lære mig Guds Veje. Alle var de villige til at efterkomme mit Ønske; men Frugterne af deres Møje var kun såre lidet tilfredsstillende. Når mine Brødre ikke formåede at bringe min Sjæl Trøst, lagde jeg imidlertid altid Skylden over på mit eget fordærvede Hjertes Hårdhed.
Ofte var jeg så forpint, at jeg hverken vidste ud eller ind, og mangen Gang spurgte jeg dem, jeg traf sammen med, om de var lykkelige. Det forvirrede mig i høj Grad, at Svaret altid var benægtende.
Jeg havde ikke flere Penge og anstrengte mig til det yderste for at få noget at bestille. Netop på dette kritiske Tidspunkt fik jeg fra min Fader et Brev, hvori der var indlagt en Del Penge. Jeg kunne nu skaffe mig ordentlig Tøj, hvad der atter gjorde det muligt for mig endelig at få en Plads.
***
En Dag gik jeg i Middagsstunden forbi en protestantisk Kirke. En Dør stod åben, og dreven af Nysgerrighed trådte jeg indenfor. Der fandtes hverken Malerier eller udhuggede Billeder, således som Tilfældet er i de Kristnes (græsk katolske) Kirker hjemme i mit Fødeland, og selv om jeg ikke forstod et Ord af, hvad der blev sagt, forekom det mig, at alt gik for sig på en så enkel og ligefrem Måde, at jeg næsten begyndte at tro, at det måtte være en jødisk Synagoge, jeg var kommen ind i.
Jeg kunne ikke glemme, hvad jeg havde set, og da jeg kom tilbage til mine Venner, spurgte jeg, om de nogen Sinde havde været på et sådant Sted.
„Hvad for noget! - i en kristen Kirke?" udbrød de. „Nej aldrig, og vi har heller ikke i Sinde at gå derhen! Du har da vel ikke været til Stede ved de Kristnes Gudstjeneste?"
Jeg var bange for at svare Ja og turde heller ikke sige Nej, hvorfor jeg tøvede med at sige noget. Vennernes Mistanke var imidlertid vakt, og jeg blev nødt til at fortælle dem Sandheden, idet jeg dog tilføjede, at jeg ikke kunne indse, det skulle være noget urigtigt i, at jeg for en Gangs Skyld var kommen ind i en kristen Kirke. Mine Venners Svar var en Strøm af Skældsord, og jeg måtte love aldrig nogen Sinde at betræde et sådant Sted mere.
Nogle Dage senere vovede jeg mig imidlertid atter hen til det mærkelige virke. Døren stod åben ligesom sidst. Skønt jeg havde den største Lyst dertil, turde jeg dog ikke bryde mit Løfte, men nøjedes med at blive stående udenfor og se ind gennem den åbne Dør. Jeg blev der, indtil Fritiden var omme, og måtte da gå tilbage til mit Arbejde uden Middagsmad. Det varede ikke længe, før jeg begyndte at angre, at jeg ikke var gået ind. Mørke og Tungsindighed hvilede over mig, og Resten af Dagen forholdt jeg mig meget stille og tavs.
Endelig besluttede jeg at gå ind i Kirken og selv undersøge, hvad der var i de Kristnes Gudstjeneste, der ikke var, som det skulle være. Indtil videre vilde jeg dog ikke lade mine jødiske Venner vide noget derom. Jeg var til Stede ved flere Møder, og det Alvor og den Højtidelighed, der hvilede over Præsten, gjorde et dybt Indtryk på mig. Jeg ønskede blot, at jeg havde forstået de Ord, der faldt fra en Mands Læber, som talte med så megen Inderlighed og Varme.
Da jeg en Dag var i Kirke, lagde jeg Mærke til en Herre, der sad i Nærheden af mig, og som efter sit Udseende at dømme kunne være en Jøde. Jeg begyndte at frygte for, at han måske var en Spion, som mine Venner havde udsendt, og bævede ved Tanken om, at jeg muligvis var opdaget, og at det skulle komme til min Faders Kundskab, at jeg havde været i en kristen Kirke, haft Omgang med det Folk, som han af hele sit Hjerte hadede og foragtede, og som jeg siv hadede lige så bittert. Jeg blev imidlertid beroliget, da jeg så, at den mistænkelige Herre deltog i Bønnen — han kunne altså næppe være en Jøde.
Efter Mødets Slutning blev jeg siddende i nogle Øjeblikke. Den omtalte Herre vendte sig om til mig og spurgte på Hebraisk: „Er De en Jøde, min Broder?"
Den Opdagelse, at han alligevel måtte være en Jøde, gjorde mig først forskrækket; men i næste Øjeblik kom den Tanke til mig, at dette Hus vistnok ikke kunne være et Samlingssted for Kristne, men sikkert tilhørte en eller anden jødisk Sekt, måske de reformerte Jøder. Jeg besvarede derfor den venlige Herres Spørgsmål med at sige: „Ami Jehudah" („Jeg er Jøde"), hvorpå han gav mig Hånden og tiltalte mig på Tysk. Da han bød Farvel, gav han mig sin Adresse, som jeg imidlertid rev i Stykker, da jeg var bange for, at mine jødiske Brødre kunne få den at se.
Flere Dage var forløbne, og atter befandt jeg mig i Kirken, håbende på også denne Gang at træffe den venlige Mand. Ganske rigtig: han var til Stede, og også denne Gang tiltalte han mig. Han udspurgte mig om mine Forhold, min Hjemstavn, mine Slægtninge, og da han gjorde et så venligt og deltagende Indtryk, åbnede jeg mit Hjerte for ham. Uden Forbehold fortalte jeg ham, hvorfor jeg havde forladt mit Fædreland, hvorledes jeg havde søgt at komme til Kundskab om Israels Gud, samt hvorledes min Sjæl havde været nedtrykt af Tvivl og Sorg hele Tiden, siden jeg rejste hjemmefra. Jeg fortalte ham, at lige siden jeg begyndte at søge Sandheden, havde jeg kun følt, at jeg var fortabt. „Jeg ved, at der er noget i Vejen med mig," føjede jeg til; „men hvad det er, forstår jeg ikke."
„Er De måske ved at blive gal?" spurgte han. „Når jeg skal sige min Mening, så tror jeg, at jeg allerede er gal," svarede jeg.
„Jeg håber, De må blive endnu mere „vanvittig"," sagde han med et Smil.
Dette tilsyneladende uvenlige Svar både forundrede og smertede mig, og jeg spurgte, hvad han mente dermed. Han fortalte mig nu, at han for en Del År siden selv havde været i samme Tilstand, som jeg nu var, og at også han havde forladt sit Fædreland Australien og sine Slægtninge og Venner for i et andet Land at søge at finde Fred. Han fortalte, at han nær var bleven vanvittig af Sjælekval, men at han nu takkede Herren for denne Galskab, som havde oplyst hans Forstand og skænket ham evig Fred i Sjælen.
Jeg havde nu allerede i mange År søgt at finde Hvile for min Sjæl, og for første Gang i mit Liv stod jeg Ansigt til Ansigt med en Mand, som kunne sige, at han var fuldkommen lykkelig. Min Sjæl brændte af Længsel efter at få vide, hvad han mente, og hvad han havde, som hverken mine Forældre, Rabbineren i Kovno eller mine Venner i Tyskland kendte til, og jeg udbrød ivrig: „Fortæl mig det alt sammen!"
Han begyndte først at tale om Messias og stillede mig flere Spørgsmål, som jeg længe havde ønsket at forstå. Derpå anførte han nogle Steder i den hellige Skrift, som altid havde forekommet mig dunkle. Mærkværdig nok var hans Spørgsmål næsten de selv samme, som jeg hjemme havde stillet Rabbineren og min Fader, men som ingen af dem havde kunnet besvare tilfredsstillende.
Alt dette fyldte mig med Forventning. Her stod jeg lige over for en Mand, som havde været stedt i samme Nød som jeg, og nu glædede jeg mig til, at han nok vilde kunne hjælpe mig ud af mine Vanskeligheder. Den fremmede bad mig derpå forklare det Sted i Talmud, hvor der står: „De, som var af Elias's Skole, lærte, at Verden skulle stå i seks Tusinde År - to Tusinde År uden Lov, to Tusinde År under Lov, og to Tusinde År skal Messias's Dage være." „Nu," tilføjede han, „er de fire Tusinde År for længst omme, og de sidste to Tusinde År er næsten forløbne men hvor er Messias?"
Jeg bad ham fortælle mig alt, hvad han vidste om den hemmelighedsfulde Messias, og han svarede ved at minde mig om det 53de Kapitel hos Profeten Esaias, hvor der tales om, at Messias skulle forkastes.
Alt, hvad denne fremmede sagde, interesserede mig i allerhøjeste Grad. Men da han til Slut bad mig om min Adresse, vægrede jeg mig ved at lade ham få denne af Frygt for, at mine Venner skulle opdage, hvilket Sted jeg havde besøgt.
Da han således ikke kunne få at vide, hvor jeg opholdt mig, bad han mig besøge Pastoren, Hr. Hansen, da han mente, at denne Mand vilde kunne hjælpe mig. Jeg lovede også at efterkomme dette hans Ønske.
Læseren har måske hørt Tale om Pastor Hansen, denne trofaste Kristi Tjener, der i mange År havde lidt meget for sin Herres Navns Skyld i Abessinien.
Tidlig en Morgenstund stod jeg da overfor dette trofaste Herrens Vidne. Jeg fortalte ham om mit Møde med min jødiske Broder, samt at jeg havde lovet denne at opsøge Pastoren. Han tog mig straks med ind på sit Studerekammer, hvor vi havde en meget interessant Samtale. Flere andre kom også til Stede, deriblandt min Ven fra Kirken.
Præsten læste et Kapitel i Bibelen, dog ikke før etter at alle med Undtagelse af mig selv havde knælet ned i Bøn til Herren. Jeg kunne ikke bøje mig ned, da det strider mod jødisk Anordning at bede i knælende Stilling. Bønnen blev holdt på Tysk og det rørte mig dybt, at Præsten begyndte med at bede til Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. I sin Bøn udtalte han blandt andet, at det menneskelige Hjerte er fuldt af Synd, og at man ikke ved sine gode Gerninger har fortjent noget hos Gud, men at vi bliver benådede for Jesu Skyld, og at den eneste Vej til Gud er ved ham, som har sagt: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet."
Da han var færdig, kunne jeg næsten have gentaget hans Bøn fra Ende til anden. Derpå læste han i Bibelen og talte lidt over det læste, hvorpå de alle atter bøjede knæ for at bede og takke Gud. Jeg var ganske forvirret. Aldrig før havde jeg været til Stede ved et så barnligt og inderligt og dog så højtideligt og gribende Møde. Aldrig før havde jeg set nogen leve i et sådant Samfund med Gud. Jeg betragtede Pastor Hansens alvorlige, fromme Ansigt med den samme Følelse af Ærefrygt, som jeg vilde have næret ved Synet af en af de gamle Profeter. Han øvede en ejendommelig Indflydelse over mig, og jeg ønskede blot, at han var min Ven, og at jeg kunne høre ham tiltale mig som sin Søn.
Jeg havde hele mit Liv levet blandt gudfrygtige Mennesker, Jøder såvel som Kristne; men aldrig hverken før eller siden har jeg truffet nogen, der stod for mig som så hellig og så ydmyg som Pastor Hansen. Han er nu gået til Hvile; men aldrig skal jeg glemme, hvad jeg skylder ham. O at alle Kristne levede et Liv som hans! Da måtte Verden i deres Lys se et Genskin af ham, som er Livets Lys.
***
Mine jødiske Venner var nu fuldt vidende om mit Forhold til Pastor Hansen og hans Brødre, og de tillod mig kun at fortsætte mit Arbejde iblandt dem på den udtrykkelige Betingelse, at jeg afbrød al Omgang med mine nye Venner. Af denne Grund besøgte jeg ikke Pastor Hansen oftere og skiftede for Sikkerheds Skyld også Bopæl. Min sjælelige Tilstand blev imidlertid værre og værre, og ofte lød de Ord i mit Indre: „Hvad gør du der, Elias?"
Hele den første Nat efter at have givet mine Venner det ovennævnte Løfte lå jeg vågen. Jeg tænkte på, hvilken frygtelig Tilstand min Sjæl befandt sig i, og bævede ved Tanken om den Dom, som venter alle Syndere. Minutterne var som Timer og Natten som en Evighed. En usigelig Frygt havde grebet mig, og de Ord randt mig i Sinde: „Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, når dyb Søvn falder på Folk; da kom Frygt og Bævelse på mig og bragte mine Ben til at skælve." Job 4,13-14.
Dag efter Dag plagedes jeg af denne forfærdelige Frygt, og den Jøde, hos hvem jeg opholdt mig, troede vistnok, at jeg var ved at gå fra Forstanden. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere, men forlod mit Arbejde og ilede af Sted til Pastor Hansen. Han modtog mig med et Smil, og da jeg meddelte ham, at mine jødiske Venner troede, at jeg var ved at miste Forstanden, sagde han venligt: „Bryd Du dig blot ikke derom! Himlens Gud vil mætte din Sjæl."
„Hvad skal jeg gøre for at blive salig?" råbte jeg. „Tro på Messias," svarede Præsten og tilføjede straks: „Du må fødes på ny."
„Hvad! - fødes på ny! Hvorledes kan jeg blive født på ny?"
Han beroligede mig ved at sige, at jeg endnu kunne blive en Efterfølger af Messias, Livets og Herlighedens Herre. På Pastorens Råd flyttede jeg til et Hjem, der var oprettet for Jøder, som var begyndt at søge efter Messias. Her benyttede jeg hvert øjeblik til at granske i den hellige Skrift, og flere af de lærde Forskere, som opholdt sig i Hjemmet, hjalp mig i mine Studier. Under mit Ophold her fik jeg et Brev fra min Fader, der skrev:
"På samme Tid som det er mig en Glæde, at du jager efter Kundskab og søger Sandheden, så er jeg dog bange for, at de mange farlige Lærdomme, som er oppe i vor Tid, kan lede dig bort fra den eneste Vej, som det er givet Menneskene at vandre på. Vær forvisset om, min Søn, at alle de, som vandrer på andre Veje, må gå fortabt. Den Lærdom, Hr. Hansen fremholder for dig, er blot Snak; han er jo kun en frafalden. Når du atter træffer den såkaldte Rabbiner, kan du meddele ham, at han først bør rense sin egen Hjerne, for han giver sig af med at lære andre. Vore Fædres Religion er uforanderlig - selv Gud formår ikke at forandre den.
Messias vil ikke komme i Fornedrelse og Ringhed, men i Herlighed og Magt. Han skal sidde på sin Fader Davids Trone og bringe Israel evig Lykke. Han skal besidde kongelig Magt og være iført Pragt og Herlighed. Sådan, mit Barn, skal vor Messias være, han, som ved Basunens Lyd skal samle alle Israels Stammer fra Jordens Ender. Da skal Jøderne komme tilbage til Jerusalem, hvis blotte Navn er lige så dyrebart for os som vort eget Liv, og da skal Jerusalem atter være Jordens Hovedstad og Jordens Pryd.
O min Søn Isak, hold fast ved Abrahams, Isaks og Jakobs Religion! Den er vor Ejendom. Jehova er vor Gud, og han vil i sin Tid bringe Israel Befrielse. Vær overbevist om, at Israels Forherligelses Dag er nær for Hånden!
Faders Brev hjalp mig imidlertid ikke ud af mine Vanskeligheder. Visselig vilde Jehova holde sit Ord med Hensyn til Messias's Herredømme og vor elskede Stad Jerusalem, således som min Fader havde sagt - derom var jeg ikke i Tvivl ; men det, som stod uklart for mig, var, hvorledes jeg kunne blive befriet for den Sjælekval, som pinte mig. Jeg ønskede at blive frelst, og i min Fortvivlelse begyndte jeg at overveje, om det alligevel skulle være Tilfældet, at Messias var kommen.
Jeg skrev tilbage til min Fader, at jeg var bekymret over, at Israel i så mange Slægtled havde syndet så såre imod Herren. Derpå henviste jeg ham til Profetierne og kom så atter tilbage til det gamle Spørgsmål - Mørket i min egen Sjæl.
Atter besøgte jeg Pastor Hansen. Denne Gang var han ikke hjemme; men Fru Hansen modtog mig venligt og anmodede mig om at fortælle hende mit Ærinde. Jeg forklarede hende på dårligt Engelsk, at jeg ønskede at vide, hvor jeg kunne finde Fred for min Sjæl, og at jeg havde en inderlig Længsel efter at eje Overbevisningen om mine Synders Forladelse og om, at jeg stod i Nåde hos Gud. Hendes eneste Svar var: „Jesu Kristi hans Søns Blod renser fra al Synd." 1 Joh. 1,7.
Svaret bragte mig ingen Glæde; thi hvorledes det end måtte forholde sig med Messias - Navnet Jesus hadede jeg. Når jeg tænker tilbage på de Dage, kan jeg ikke andet end undres over, at han, som jeg således ringeagtede og spottede, kunne være så usigelig nådig og barmhjertig mod mig; men på den anden Side er det jo også netop ved sin alt besejrende Nåde, at han er bleven så dyrebar for mit Hjerte.
Endnu en gang fremholdt jeg mine Bekymringer for min Fader, hvem jeg tilskrev således:
„Kære Fader!
I dit sidste Brev siger du, at Israels Forherligelses Dag er nær. Jeg husker, at da jeg gik i Skole, plejede du at sige, at Israels store Dag var nær, og nu efter så mange Års Forløb siger du det samme. Jeg tror, at Messias må have ført Israel bag Lyset.
Hvis det forholder sig, som mange af de hellige og velsignede Rabbinere siger, at Messias's Komme ikke skal være i Ringhed og Fornedrelse, men i kongelig Magt og Ære, hvorledes kan da de hellige Profeters Skrifter være sande? Vor store Profet Mika siger: „Og nu, Bethlehem Ephrata, liden til at være iblandt Judas Tusinder! af dig skal udgå mig En til at være Hersker over Israel." Mik. 5,1. Men på den anden Side er der jo også Rimelighed i, at Messias, Israels jordiske Hersker, ikke vilde lade sig føde i den ubetydelige Landsby Bethlehem, men i Israels prægtige Stad. Profeten Esaias siger: „Hvo troede det, vi har hørt? Og for hvem er Herrens Arm åbenbaret? Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt, og som et Rodskud af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi så ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunne have Lyst til ham. Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som En, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet,  - han har taget vore Sygdomme på sig og båret vore Smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud, og gjort elendig. Melli han er såret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger; Straffen er lagt på ham, at vi skal have Fred, og vi har fået Lægedom ved hans Sår." Es. 53,1-5.
Hvilke gådefulde Ord er ikke disse! Hvis de er en Profeti om Messias, kan han visselig ikke være en Konge, der er omgivet af Glans og Herlighed. Jeg kan ikke lade være med at gruble over sådanne Steder, der synes at være i Strid med alt, hvad du har lært mig. I Es. 44,6 står der: „Så siger Herren, Israels Konge, og hans Genløser, den Herre Zebaoth: Jeg er den første, og jeg er den sidste, og der er ingen Gud uden jeg." Hvorledes skal man forstå disse Ord? Synes de ikke at tyde på, at Herren skal være vor Genløser? Dette er visselig en Gåde - Hemmeligheders Hemmelighed. O at vore øjne dog måtte oplades og denne dunkle, men herlige Hemmelighed vedrørende Messias blive klar for os!
Du taler advarende om Rabbiner Hansens Lære. Når jeg skal være ærlig, må jeg dog sige, at jeg ikke kan andet end elske denne Mand. Når han taler til mig på sin ømme, inderlige Måde, er det, ligesom mit Hjerte vilde smelte. Han læser Bibelen på det hellige hebraiske Sprog, og han har en så velsignet Måde at udlægge den på. Da han forleden talte om den hellige Lov og klart beviste, at når den siger: „Adlyd eller dø," så måtte vi være under Forbandelsen, så længe vi var under den, kunne jeg ikke andet end græde. Han talte om Messias's Egenskaber: hans Kærlighed, ømhed, Barmhjertighed og Medlidenhed. Han gentog for mig nogle Ord, som den, de Kristne holder for at være Messias, talte, da han levede. Blandt andet forekom også disse Ord: „Kommer hid til mig, alle, som arbejder og er besværede! og jeg vil give eder Hvile." Det er netop dette, jeg behøver; thi jeg har været træt og bekymret, så længe jeg kan huske. 0 hvor jeg længes efter Hvile og efter Forvisningen om, at mine Synder er tilgivne! Jeg beder til Jehova, at han i sin Nåde må nedlade sig til at besøge os med sin Frelse."
I denne Tid førte jeg en ivrig Brevveksling med min Fader. Her skal jeg blot citere nogle få Sætninger af hans Svar på ovennævnte Skrivelse:
„Du siger i dit sidste Brev, at der er noget så kærligt og mildt i Hr. Hansens Lære. Men du må dog huske på, kære Barn, at Djævelen altid kommer i en tiltalende Skikkelse og fører lokkende Tale. O Isak, Isak, tag dig vel i Agt, at ikke din Sjæl bliver fordærvet ved denne „Meshamod"s (frafaldnes) såkaldte „Lære"! Hvis den kristne Religions Stifter var så kærlig og barmhjertig, som du påstår, så vilde dine jødiske Brødre som et Folk ikke have måttet lide, som de nu har gjort. Hvilken frygtelig Forfølgelse har de ikke været udsat for i næsten hvert eneste Land i Europa - og det netop af Folk, som kalder sig „Kristne"! Hvor er dog de Kristnes Kærlighed? Her i Rusland kender vi ikke noget til den. Tro endelig ikke, at alt, hvad der har Sandhedens Skin, virkelig er Sandhed. Løven kan være forklædt som et Lam; Djævelen kan fremstille sig som en Helgen, hvad han også ofte gør."
Jeg måtte indrømme for min Fader, at jeg ikke ønskede at tilhøre den russiske Religion, selv om den gik under Navnet Kristendom. Jeg havde fået nok af den, da jeg var i Rusland, og kunne heller ikke nedlade mig til at tilbede Malerier og Billeder.
I denne Forbindelse kan jeg ikke afholde mig fra at bede alle Kristne betænke, hvorledes en from Jøde må føle, når han ser alt det Afguderi, som findes i deres Kirker. Da jeg nylig talte om en kristen Kirke, sagde en Jøde til mig: „For ikke længe siden var jeg i en af deres Kirker, men der var så meget underligt at se. Der var Mænd, som var iført en Dragt, der hverken passede for Mænd eller Kvinder, og Kirken var prydet med Vokslys, Afgudsstøtter og Billeder. Er dette, hvad deres Religion består af?"
Jøderne hader Afguderi i enhver Form og Skikkelse. Deres Bibel lærer dem at nære Afsky for alt sådant, og de foragter den kristne Religion, fordi de synes, der er så meget afguderisk i de Kristnes Kirker. Det glædede mig imidlertid, at alt sådant er fremmed for den sande Kristendom, og jeg kunne også fortælle min Fader, at jeg i England havde fundet en ganske anden Kristendom end den, vi kender fra Rusland, en Kristendom, der hadede og afskyede alt Afguderi, lige så meget som Jøderne gør. I et andet Brev skrev jeg til min Fader:
„Efter at have skrevet til dig sidst fattede jeg den Beslutning, at jeg vilde gøre alt muligt for at få et Svar på det store Spørgsmål: „Er Kristendommen sand, eller er den falsk?" Med dette for øje har jeg læst flittig i Bibelen, og jeg er som Følge heraf kommen til den Slutning, at enten må Kristendommen være den sande Religion, eller også har vore Fædres Gud ikke talt de Ord, der udgør den Bog, vi kalder „hellig".
Jeg har læst en mærkværdig lille Bog, som kaldes det nye Testamente. Den skildrer Josvas, Messias's, Liv, eg efter Læsningen af denne er det blevet mig klart, at enten må Messias allerede være kommen, eller også kommer han aldrig. Hele Nazaræerens Liv var mærkeligt. Det var så rent og så helligt. Jeg vil med Glæde sende dig et Eksemplar af „Det nye Testamente", og dersom du blot vil læse det igennem, så er jeg overbevist om, at du vil indrømme, at Josvas Liv var enestående. Dertil kommer også, at hvis Manden fra Nazareth ikke var Messias, hvorledes vil du da forklare hans Undergerninger?
Atter må jeg åbenbare for dig min Sjæls Hemmelighed: jeg er næsten en Kristen. Det er dog ikke uden Bedrøvelse, jeg skriver dette, thi jeg ved, hvor ondt det vil gøre dig at høre derom. Din Sjæl vil blive fyldt med Sorg og Vrede, og jeg hører dig sige: „Væk, væk med Isak! Væk med ham!" Men jeg må alligevel tale rent ud: Messias er kommen, og jeg tror på ham. Mine jødiske Brødre betragter det som en Skam og en Vanære, at jeg er på Vej til at blive en Kristen; men jeg vil ikke skamme mig ved Kristus. Endnu har jeg ikke aflagt nogen offentlig Bekendelse af min Tro, men i mit Hjerte tror jeg dog.
Kære Fader, læs den Bog, jeg hermed sender dig, og gransk den hellige Skrift. Min Bøn er, at Tiden snart må komme, da Sløret vil blive taget bort fra vort elskede Folks Blik, så at vor hellige Profet Sakarias's Ord må gå i Opfyldelse: „Og de skal se til mig, som de har gennemstunget; og de skal sørge over ham med en Sorg som over den Eneste, og klage bittert over ham, som man klager bittert over den førstefødte." Sak. 12,10."