Ene og forladt, som jeg var derude i den store mørke Skov, vendte mine Tanker tilbage til Hjemmet, og hvad jeg der havde forladt. Jeg nærede Frygt for, at jeg kun havde fulgt mit onde Hjertes Tilskyndelse, da jeg drog bort fra mine Forældre, og bad nu Gud tage mit Liv. Men jo mere jeg bad og jamrede. desto mørkere blev det i min Sjæl, og til sidst faldt jeg i Søvn, overvældet af Træthed.
Medens jeg sov, drømte jeg, at min højt elskede Moder søgte efter mig. Dybt bevæget vågnede jeg atter. Natten var stille, og Mørket var ikke tykt. Jeg kunne ikke blive liggende og fortsatte derfor atter min Vandring. Efter at have flakket omkring en Times Tid, begyndte Morgenen at gry, og jeg følte mig straks lettere om Hjertet. Nogle Timer senere nåede jeg en mindre Landsby og begyndte straks at undersøge, om der fandtes Jøder på Stedet. Man svarede, at alle Indbyggerne var Kristne, de fleste romersk katolske. Jeg meddelte dem, at jeg var en stakkels Jødedreng, som var på Vej til et fjernt Land. Jeg var bleven stjålet både mine Penge og mine bedste Klæder og var nær ved at omkomme af Sult.
De venlige Landsbyfolk gav mig Kød og Brød, som jeg modtog med stor Taknemmelighed. Men som jeg holdt Maden i Hånden, slog den Tanke mig pludselig: „Kan du være retfærdig for Gud, når du modtager Føde af Hedninger?" Både Rabbinerens såvel som mine Forældres Formaninger randt mig i Sinde, og efter et Øjebliks Betænkning gav jeg de venlige Mennesker Maden tilbage, idet jeg sagde: „Da jeg er Jøde, og jeg tror på Jehova, Abrahams Gud, tør jeg ikke spise denne Mad." Dette vakte selvfølgelig megen Forargelse, og Manden i det Hus, på hvis Dørtærskel jeg stod, sparkede mig ud af Døren.
Hvad skulle jeg nu griber til? Jeg tænkte, at det måske var bedst, jeg gjorde Ende på mit Liv. Ti Mil fra Landsbyen lå Wittenberg, og mod denne By satte jeg nu min Kurs. Da jeg undervejs kom forbi et stort Træ, kom den Tanke til mig, at det bedste, jeg kunne gøre, var at hænge mig. Medens den Tanke beskæftigede mit Sind, randt disse Ord mig i Tanke: „En Guds Forbandelse er en, som bliver hængt." 5 Mos. 21,23. Forfærdet råbte jeg til Herren, om han vilde være mig nådig og udfri mig af min Nød. Han bønhørte mig; thi straks lød de herlige Ord i min Sjæl: „Jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig." Jos. 1,5. Og atter: „Herrens Hånd er ikke forkortet, at han ikke kunne frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunne hører." Es. 59,1. Opmuntret ved disse Herrens Ord fortsatte jeg min Vej, overbevist om, at Gud havde hørt mit Råb.
Da jeg nærmede mig Wittenberg, syntes Kræfterne ganske at svigte mig. Jeg havde intet spist siden Dagen i Forvejen og havde gået mange Mil. På min Forespørgsel efter Jøder blev jeg henvist til en Rabbiner. Denne sørgede straks for, at jeg fik min Sult stillet, og sendte mig til forskellige Jøder, som alle øjeblikkelig ydede mig Hjælp. Før jeg forlod Byen, fortalte jeg Rabbineren om mine Vanskeligheder og bad ham give mig sin Velsignelse. Han stillede forskellige Spørgsmål til mig og lagde derpå Hænderne på mit Hoved og udtalte disse velsignede Ord: „Herren velsigne dig, og bevare dig! Herren lade lyse sit Ansigt over dig, og være dig nådig! Herren opløfte sit Ansigt til dig og give dig Fred!" 4 Mos. 6,24-26. Overvældet af Glæde over at have erholdt en sådan Velsignelse fortsatte jeg Rejsen.
Om Aftenen kom jeg til en lille Landsby, hvor jeg bad om Husly for Natten; men da jeg intet Pas havde, blev dette mig nægtet. Det regnede voldsomt, og jeg måtte tilbringe Natten under åben Himmel. Den By, jeg havde sat mig som Mål, lå tre Dages Rejse borte. Efter en meget lang Vandring kom jeg til en Kirkegård, hvor jeg gik ind. Her trak jeg min våde Frakke af og var uforsigtig nok til at hænge den over en Gravsten for at tørre den i Solen, hvorefter jeg lagde mig på en Grav. I Frakkelommen havde jeg nogle Penge, som man havde givet mig i Wittenberg. Træt og udmattet faldt jeg snart i Søvn og drømte om min Moder. Jeg syntes, hun kom hen til mig, medens jeg lå og sov på Grønsværet, og at hun sagde: „Mit Barn, mit Barn, korn med mig! Din bløde, gode Seng står derhjemme!"
Da jeg vågnede, fandt jeg til min Forundring, at jeg havde sovet næsten en hel Dag, og at det nu atter var Aften. Min Frakke var forsvunden, og forgæves søgte jeg efter den over hele Kirkegården. Da jeg var bleven træt af at gå omkring i Mørket, lagde jeg mig atter til at sove og tilbragte denne Nat på samme Måde som foregående. Ved Morgenens Frembrud begyndte jeg atter at søge efter den forsvundne Frakke, men blev til sidst klar over, at nogen vistnok måtte have stjålet den, medens jeg sov. Jeg skammede mig ved at gå uden Frakke, og det så meget mere, som mit øvrige Tøj også var smudsigt og pjaltet. Mine Tanker førte mig stadig tilbage til mit hyggelige Hjem. Endelig nåede jeg frem til en By, hvor jeg som sædvanlig begyndte at spørge efter Jøder. Man henviste mig til et stort Hus, hvor Tjeneren imidlertid nægtede at lade mig komme ind, da jeg så ud som den usleste Tigger; men Husets Herre fik øje på mig og kom hen til Døren og bad mig træde indenfor. Jeg brast i Gråd. Det sårede mig at blive betragtet som en Betler, og jeg tænkte stadig på mine Forældre og mit Hjem. Jeg bad den venlige Herre om lidt at spise, hvad han med Glæde gav mig, idet han betragtede mig meget nøje. Han forlod mig et øjeblik, men kom snart tilbage sammen med sin Hustru, der også betragtede mig meget skarpt og spurgte, om ikke min Fader hed Lion Levinshow.
Jeg svarede bekræftende og tilføjede, at min Moders Navn var Brainah.
Der fulgte nu en lang Række Spørgsmål angående min Familie, og da Svarene stadig var tilfredsstillende, brast Damen i Gråd. Hun førte derpå sine Børn ind, og da de så mig, begyndte også de at græde.
„Jeg kender både din Fader og din Moder," sagde Herren. „Det var ham, som frelste mit Liv under den polske Opstand i 1863."
De var Polakker og havde været forfulgt og fængslet under Opstanden, men var bleven løsladt ved min Faders Indflydelse. Efter at de var bleven sat på fri Fod, opfordrede Fader dem til at forlade Rusland, og da der senere blev rettet Forespørgsel efter dem, betalte min Fader deres Forpligtelser.
„Du skal få smukke, nye Klæder, og du skal i alle Henseende få det lige så godt som en af mine egne Sønner," sagde Herren. Der blev dækket Bord for mig, og andet Tøj blev taget frem.
Det var nu Sabbatsaften. Iført mit nye Tøj fulgte jeg hele Familien med til Synagogen for at overvære Gudstjenesten. Derpå gik vi atter hjem, og da vi havde spist Aftensmad, blev vi anmodet om at fremsige Taksigelsen efter den jødiske Bønnebog. Hos disse Venner blev jeg et Par Dage, og herfra skrev jeg til mine Forældre og fortalte dem alt, hvad der var hændt mig. Fra Fader modtog jeg følgende Svar:
,,Mit kære elskede Barn Isak!
Vi modtog dit Brev Sabbatsaften og har siden ikke kunnet slå os til Ro hele denne Hviledag igennem. 1)a vi kom hjem fra Synagogen, læste vi atter dit Brev, og i Stedet for at gå til Bords, satte vi os hen at græde. Din Moder besvimede flere Gange, medens vi talte om dig. Siden du forlod os, min Søn, synes alting at gå os imod, og vore Hjerter knuges af Sorg, når vi tænker på, hvor meget du må lide medens både vi og vore Tjenere har Overflod, for hvilket vi jo takker den Hellige — hans Navn være velsignet! Min elskede Søn, jeg vilde i Sandhed være lykkelig, om du vilde huske på os. Din Fader, Moder, Brødre og Søstre beder dig komme hjem igen. Du vilde gøre os så lykkelige, hvis du korn, og du vilde nok også selv blive lykkelig, når du atter var hjemme. Du ved jo, hvor meget din Rejse var mig imod. Det var mit største Ønske, at du skulle blive oplært i Rabbinernes Lære, og jeg blev derfor meget skuffet i mine Forventninger. Din Søster Meitta Esther sender sin Hilsen og beder dig inderlig om at komme hjem. Ja endog din lille Broder græder og spørger, når hans kære Broder Isak kommer tilbage. Ak, min Søn, når alle de andre klager så bitterlig over, at du ikke kommer hjem, må jeg også selv græde med dem."
Hvad skulle jeg vel gøre? Jeg tænkte på al den Nød, jeg sandsynligvis vilde have at gennemgå, førend jeg nåede England, og dog syntes jeg, at jeg måtte videre, indtil Abrahams, Isaks og Jakobs Gud gav mig den Fred, jeg higede efter. Dette forsøgte jeg at gøre klart for mine Forældre. Jeg var forvisset om, at den jødiske Religion var den eneste, der kunne bringe Frelse; men jeg havde også en klar Fornemmelse af, at den store Gud var for hellig til at se en Synder som mig. Jeg havde imidlertid besluttet ikke at ville give tabt, men søge, indtil jeg fandt Fred for min Sjæl, selv om jeg skulle gennemstrejfe hele den vide Verden.
Hr. A-, hos hvem jeg havde fået en så venlig Modtagelse, vilde, at jeg skulle blive hos ham; men jeg var fast besluttet på at ville fortsætte min Rejse. Han bad mig da følge med til Rabbineren, for at jeg hos denne kunne erholde en Velsignelse. Rabbineren spurgte, hvorfor jeg havde forladt mit Fædreland, og da jeg havde besvaret hans Spørgsmål, bad han mig blive hos ham, idet han håbede, at jeg der vilde kunne finde den Fred, jeg søgte. Jeg fortalte ham om min Frygt for Døden, for Helvede og Djævelen og sagde, at hvis han kunne hjælpe mig, vilde jeg blive lykkelig, ja lykkeligere end nogen Konge på sin Trone. Derpå stillede jeg ham det samme Spørgsmål, som jeg havde rettet til mine Forældre og den russiske Rabbiner: „Hvad skal jeg gøre for at blive salig?" „Du må adlyde den hellige Lov, som Gud har givet ved sin Tjener Moses," svarede han; „og hvis du holder alle Lovens Forskrifter, så vil det nok frelse dig." „Kære Rabbiner," svarede jeg, „alt dette har jeg jo gjort af mit ganske Hjerte og af al min Styrke; men jo mere jeg arbejder derpå, desto mere frygter jeg Døden. Der er noget hos mig, som siger, at intet af alt dette skal kunne gøre mig retfærdig for Gud."
Da Rabbineren indså, at han ikke kunne overbevise mig, sagde han til Hr. A-, at mine Studier vistnok havde forstyrret min Hjerne, og at jeg ikke var langt fra at gå fra Forstanden. Hertil svarede jeg blot: „Det er muligt, at det forholder sig så; men jeg må alligevel rejse Verden rundt, indtil jeg linder Lægedom for min Sjæl." Rabbineren fremsagde derpå en Velsignelse; men den blev udtalt så sagte, at jeg ikke kunne høre et eneste Ord deraf.
I denne Sorgens Tid vidste jeg intet om, at der virkelig fandtes en Læge, som kunne helbrede en spedalsk Sjæl. Det lød som en Vederstyggelighed i mine øren blot at høre Jesu Navn blive nævnt. Den Gang vidste jeg endnu ikke, hvorledes han kunne glæde den sorgfulde Sjæl og udfri den, som hele Livet igennem har været bunden i Trældom og i Dødens Frygt.
Da jeg forlod min Velgørers Hus, gav han mig en Pung fyldt med Penge, udrustede mig rigelig med Tøj og had mig skrive, om jeg kom i Nød, idet han tilføjede, at intet Offer vilde være for stort, når han blot kunne hjælpe mig. Det vilde alt sammen kun være en ringe Tak for den Tjeneste, min Fader tidligere havde gjort ham. Efter at have modtaget disse ædelmodige Tilsagn, sagde jeg Farvel til ham og hans Hustru og tiltrådte Rejsen til Hamborg.
***
Vejen til Hamborg tilbagelagde jeg til Fods, idet jeg nemlig denne Gang vilde sørge for at have nogle Midler ved Hånden. Dertil kom endvidere, at Overfarten til England vilde koste mig adskilligt. Jeg tænkte, at jeg herefter skulle være fri for de mange Lidelser, jeg før havde været udsat for. Men på min Vandring gennem Skov og Mark gjorde jeg snart den bitre Opdagelse, at Penge ikke formår at udjævne alle Vanskeligheder. Ofte var der ikke en Bid Brød at opdrive, og ikke sjælden måtte jeg i flere Dage nøjes med de Bær og Frugter, jeg fandt langs Vejene.
Tidlig en Morgenstund nærmede jeg mig en lille Landsby efter at have gået hele Natten. Ved Siden af Vejen stod der et stort Blommetræ, og jeg satte mig ned ved Vejkanten for at gøre mig til gode af den dejlige Frugt. Pludselig korn der fire kraftige Karle løbende hen imod mig. De råbte, at Træet tilhørte dem, og at jeg intet havde der at bestille. Derpå greb de mig og meddelte, at jeg skulle arresteres. Men da de opdagede, at jeg var Udlænding, troede de rimeligvis, at jeg var i Besiddelse af Penge, og en af dem trak sin Kniv frem og truede med at ville dræbe mig. De fratog mig alt, hvad jeg havde, og jeg måtte flygte for at redde mit Liv.
„Kan Gud virkelig se på al min Jammer uden at komme mig til Hjælp?" spurgte jeg mig selv. „Når det kommer til Stykket, er der måske slet ingen Gud til. Hvis der virkelig var en Gud, hvorledes skulle han kunne lade mig komme i sådan Elendighed?"
Ankommen til Landsbyen begyndte jeg som sædvanlig at spørge, om der fandtes Jøder på Stedet. Til min Sorg fik jeg et benægtende Svar. En venlig Mand gav mig imidlertid et Stykke Brød og henviste mig til en anden By, som lå otte Timers Gang derfra, og hvor der skulle være mange Jøder.
Undertiden kunne der hengå tre eller fire Dage, uden at jeg traf en Jøde, og hvis det ikke havde været i Høstens Tid, var jeg sikkert omkommen af Sult. Hele Dage måtte jeg leve af Æbler alene. Senere fik jeg fat i en Lerkrukke, som jeg fyldte med Kartofler, og disse kogte jeg undervejs. Takket være de tyske Landeveje med de mange dejlige Frugttræer på begge Sider, havde jeg rigelig Anledning til i det mindste at få lidt Frugt, og undertiden kunne jeg på denne Måde endog få mig et nogenlunde godt Måltid. Da jeg en Dag forlod en Landsby, blev jeg slemt bidt af en Hund. Såret blødte stærkt, og hvis der havde været nogen Jøde i den lille Landsby, jeg netop havde forladt, var jeg sikkert vendt tilbage. Som Forholdene nu var, foretrak jeg at bære Smerten frem for at bede Hedninger eller Kristne om Hjælp, og med Blikket vendt op mod Himlen klagede jeg over, at Gud var så hård imod mig.
I tre Timer fortsatte jeg min Vandring trods det blødende Sår. Udmattet af Sult og Smerte var Fristelsen til at forkorte mit Liv atter ved at få Overhånd. Jeg rev min Vest i Stykker og så mig om efter et Træ, hvor jeg kunne gøre Ende på alle mine Lidelser. Det varede ikke længe, før jeg fandt et Træ, som jeg mente passede til Hensigten; men idet jeg løftede Blikket opad for at fremsige mine Bønner, fik jeg se, at Grenene var belæssede med dejlige Æbler. Straks glemte jeg min Ulykke, plukkede flere Æbler og satte mig ned under det skyggefulde Træ, idet jeg gentog Salomons Ord: „I hans Skygge lyster det mig at sidde, og hans Frugt er sød for min Gane." Højs. 2,3.
Da jeg var meget svækket som Følge af det stærke Blodtab,. følte jeg mig ikke i Stand til at fortsætte Vandringen og tilbragte derfor Natten under Træet. Tidligt den næste Morgen begav jeg mig af Sted til nærmeste By. Jeg gik lige hen til Synagogen, og her faldt jeg bevidstløs om. Jøderne samledes omkring mig, søgte at kalde mig til Live igen ved de Midler, de havde til Rådighed, og spurgte, hvem jeg var. Jeg svarede blot: „Vær så venlig først at give mig noget at spise og spørg mig ikke om noget." Man førte mig til en Jødes Hjem, hvor jeg nød al den Hygge, som kærlige Mennesker kunne berede mig, og under den Sygdom, som nu påfulgte, gjorde de venlige Jøder alt, hvad der stod i deres Magt, for at jeg atter kunne komme mig. Takket være Herrens Nåde og deres omhyggelige Pleje genvandt jeg også min Sundhed.
Svag som jeg var, var det dog min faste Bestemmelse at fortsætte Rejsen, og snart oprandt den Dag, da jeg atter befandt mig på min Vandring.
Den første Aften gik jeg til Hvile på en Kornmark, hvor jeg sov trygt til om Morgenen, da Bonden kom for at se til sit Korn. Jeg fortalte ham om min sørgelige Stilling. Han viste mig megen Deltagelse og vilde give mig lidt Kød, Smør, Ost og Brød. Hvor taknemmelig jeg end var for hans Tilbud, kunne jeg som Jøde dog ikke modtage noget af dette og fortsatte derfor min Vandring. Hen imod Aften opdagede jeg til min Forskrækkelse, at jeg havde ladet mine Tankesedler blive liggende på Kornmarken. Jeg måtte da vende om og nåede først efter en hel Nats Vandring tilbage til det Sted, jeg havde forladt om Morgenen. Denne Gang traf jeg ikke Bonden selv, men derimod nogle Mænd, som arbejdede ude på Marken. Disse forstod imidlertid ikke mit Spørgsmål, om de havde fundet mine Tankesedler, og troede, jeg var gal, og idet de udstødte nogle grove hader og Forbandelser, råbte de: „Se at komme af Sted i en Fart, ellers hænger vi dig, ligesom dine onde Brødre Jøderne hængte Jesus Kristus!" De satte derpå Hundene efter mig, og jeg løb hen over Marken, indtil jeg faldt bevidstløs til jorden. Endelig kom dog Bonden mig til Hjælp, og det lykkedes ham at få mig bragt til Bevidsthed igen. Da jeg snart efter fortsatte min Vej, lovede jeg mig selv, at jeg så vidt mulig skulle søge at undgå alle Kristne, og at jeg vilde spotte deres Religion, når som helst Lejlighed gaves. Det vilde på dette Tidspunkt have været mig en sand Tilfredsstillelse at kunne udgyde Kristnes Blod. Jeg bønfaldt Herren om at befri mig fra at falde i disse grusomme Menneskers Vold, at han vilde føre mig til et Land, hvor Jødernes sande Religion var den herskende, og at han vilde give mig Magt til at behandle de Kristne, som de havde behandlet mig.
Mit Had til de Kristne voksede. Jeg vilde ikke standse i de Byer, hvor der ingen Jøder var. Undertiden gik jeg hellere et helt Døgn uden Mad end at røre ved noget, som en Kristen gav mig. Jeg levede udelukkende af Kartofler, som jeg gravede op af Jorden, eller af Frugt, som jeg samlede langs Vejene. Endelig nåede jeg til en lille By, hvor der boede en Rabbiner. Denne hjalp mig til Rette og udrustede mig til Rejsen til Hamborg, som endnu lå kun nogle få Dagsmarcher borte.
En regnfuld Aften ved Nitiden korn jeg til en mindre By, der lå ca. 20 Kilometer fra Hamborg. Jeg begav mig straks til Værtshuset, hvor jeg forespurgte, om der boede Jøder på Stedet. Herpå fik jeg et benægtende Svar, hvorfor jeg bad Gæstgiveren om Tilladelse til at sidde på en Bænk om Natten, da jeg var så våd og tillige så træt og sulten, at jeg ikke formåede at gå videre. Manden var imidlertid romerskkatolsk, og da han forstod, at jeg var Jøde, meddelte han mig, at han ikke vilde vise nogen Barmhjertighed mod det forbandede Folk, og at jeg straks måtte forlade hans Hus. Jeg gik så til Politistationen og bad om Tilladelse til at blive der Natten over. Her blev jeg vist ind i en Celle; men om Morgenen opdagede jeg, at Cellen var aflåset. Jeg bankede på Døren, men ingen kom og lukkede op. Endelig viste Fangevogteren sig. „Hvad er det, du vil?" spurgte han barsk. „Du er lukket inde og kan ikke komme ud, før Dommeren giver Ordre dertil."
„Jeg har intet gjort," svarede jeg. Men hertil fik jeg intet Svar. Kort efter blev der sendt Brød og Vælling ind til mig. Jeg spiste Brødet, men Vællingen rørte jeg ikke, da den var tillavet af Hedninger. Jeg blev nu iført Fangedragt, og det lod til, at man ikke så snart agtede at lade mig gå.
Da Søndagen kom, fik jeg Befaling om at gå i Kirke. Dette satte jeg mig imod, idet jeg hævdede, at jeg var Jøde; men Opsynsmanden slog mig blot gentagne Gange i Ansigtet og sagde: „Du må lyde Ordre!" Jeg svarede på Tysk:
„Jeg går ikke i Kirke efter nogens Ordre; det strider imod min Tro, da jeg er Jøde. Jeg hader de Kristne og deres Religion." Jeg forklarede nu, at jeg var russisk Undersåt, og at jeg vilde appellerer til den russiske Konsul. Jeg afsluttede mine Bemærkninger med følgende Ord: „Hvis jeg har gjort noget, som fortjener Straf, så bevis det! Jeg har ingen Uret gjort, og De har ingen Ret til at straffe mig."
„Er du Jøde," sagde Manden, „så er du uværdig til at sætte Foden i en kristen Kirke!" Dermed gik han sin Vej. Efter at have siddet indespærret i otte Dage blev jeg løsladt. Senere fik jeg at vide, at Inspektøren havde gjort dette blot til Morskab for sine undergivne! Da jeg nu atter var på fri Fod, svor jeg på, at såfremt det var muligt at undgå det, vilde jeg herefter aldrig mere tale til en Kristen eller give ham en Håndsrækning, selv om han døde for mine øjne.
Da jeg nærmede mig Hamborg, blev jeg standset af en Gendarm, der greb mig i Armen og førte mig til Barakkerne, hvor flere andre Gendarmer opholdt sig. De spurgte, hvor jeg skulle hen, og da jeg fortalte, at jeg var Russer og skulle til England; lo de blot ad mig. „Du er Franskmand," sagde den ene af dem, der for Resten så ud til at være beruset, og idet han trak sin Sabel, råbte han: „Jeg skal slå dig ihjel!"
Jeg svarede intet, men tænkte, at de fik gøre med mig, som de vilde. Der var ingen, som kunne komme mig til Hjælp, og jeg troede, at Gud havde glemt mig, og at jeg nu skulle omkomme ved Hedningernes Hånd.
Gendarmerne morede sig åbenbart kostelig over min Skræk og vedblev at true med at ville tage mit Liv og plage mig på alle mulige Måder, indtil jeg til sidst, overvældet af Smerte, kastede mig ned på Jorden og råbt: „Eli! Eli! Lama Sabachtani?" ("Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?") Sl. 22,2.
Da Gendarmerne var bleven trætte af at drille mig længere, kastede de mig ud af Barakkerne, og jeg hastede atter videre ad Hamborg til. Ved Ankomsten dertil blev jeg aldeles overrasket ved at se den Mængde Mennesker, som myldrede frem og tilbage gennem Gaderne. Jeg var ganske fortumlet og vidste hverken ud eller ind. og følte mig om mulig endnu mere modfalden og forladt end ude på Landet. O hvor jeg ønskede, at jeg aldrig var bleven født, og hvor jeg forbandede min Fødselsdag! Ikke et Menneske tog nogen Notits af mig, medens jeg jamrende og grædende strejfede frem og tilbage gennem Gaderne. Endelig kom jeg ind på en åben Plads i Nærheden af en Jernbanestation, og her gik jeg omkring, træt og udmattet af Sult, fuldstændig venneløs og ene i Verden. Det var, som om Gud selv havde unddraget mig sin Beskyttelse.
Som jeg således gik omkring og klagede højlydt, kom der en Dame hen til mig og spurgte, hvad der var i Vejen:
„Jeg er meget sulten, Frue," svarede jeg.
„Vent her et øjeblik," sagde hun, „så skal jeg hente lidt Mad til dig."
„Ak, Frue!" sagde jeg, „jeg er Jøde og må ikke nyde noget, som er tillavet af Kristne."
Den venlige Dame gav mig et Par Mark og henviste mig til et jødisk Hotel. Den mørke Sky over mit Hoved havde nu atter fjernet sig, og jeg syntes, at Gud dog var mig nådig og lod Barmhjertighed vederfares mig selv ved en Hednings Hånd.
Inden jeg gik til Hotellet, besluttede jeg at ville forsøge, om jeg ikke kunne få mig et Par nye Tankesedler. Det er nemlig af stor Betydning for enhver mandlig jøde, som er over tretten År gammel, at have disse hellige Ting. Jeg fandt frem til Synagogen, og en velvillig Jøde overlod mig, hvad jeg ønskede.
Da jeg nu atter var kommen i Besiddelse af de hellige Tankesedler, fyldtes mit Hjerte med Tak til Herren. Jeg søgte straks hen til Hotellet; men da jeg var kommen dertil, skammede jeg mig i den Grad over mit usle Tøj, at jeg næppe kunne formå mig selv til at træde indenfor Døren. Min Anmodning om at måtte blive der Natten over besvarede Bestyreren med at spørge efter mit Rejsepas. Jeg havde intet sådant Pas, men fremviste mine Tankesedler og Frynser, og da disse var i behørig Orden efter Loven, erklærede han, at de udgjorde tilstrækkelige Beviser på Rigtigheden af mit Udsagn.
Om Aftenen gik jeg til Synagogen for sammen med „Minjanen" (blandt Jøderne en Gruppe på ikke mindre end ti voksne Mænd) at deltage i den offentlige Bøn i Overensstemmelse med Forskrifterne. Jeg var taknemmelig for, at Herren havde ført mig trygt til Hamborg, og at han havde påvirket mig til at ville søge hen til hans Helligdom. Ved Ankomsten til Synagogen mødte der mig imidlertid en stor Skuffelse, idet jeg opdagede, at Gudstjenesten allerede var endt, og at der således ingen Anledning kunne blive for mig til at deltage i Rønnen. Jeg besluttede straks at samle et tilstrækkeligt Antal Mænd til en ny „Minjan" og gik derfor ud på Gaden. Her tiltalte jeg alle forbigående Jøder og spurgte, om de havde bedet, og dem, som ikke havde, nødede jeg til at følge med mig ind i Synagogen for at deltage i Gudstjenesten. Det lykkedes mig at samle ca. 25 Personer, og mit Ønske var således opnået.
Efter „Minjan'en" blev jeg i Synagogen, til den tredje Gudstjeneste skulle afholdes. Medens jeg sad der alene, blev jeg aldeles overvældet af den Fred og Højtidelighed, der hvilede over Stedet, og med Ansigtet vendt mod Øst holdt jeg Blikket fæstet på den hellige Ark, over hvilken der var hængt det smukke Tæppe med det vidunderlige Ord „Jehova" indvirket i Guldbogstaver. Jeg toede mine Hænder, nærmede mig Tæppet og kyssede det ærbødigt, medens jeg i det arabiske Sprog opsendte en Bøn til Herren om at være mig nådig. „Gud! vær mig nådig, vær mig nådig; thi min Sjæl forlader sig på dig, og under dine Vingers Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gået over Jeg vil råbe til Gud, den Højeste, til deri Gud, som udfører min Sag." Sl. 57,2-3.
I dyb Ærefrygt gentog jeg atter og atter denne Salme, navnlig det Vers: „Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene, og din Sandhed indtil Skyerne." Jeg bad Herren åbenbare for mig sin Nåde og Sandhed, men havde dog ingen Fornemmelse af, at hans Hånd også var udrakt til mig. Lovens Old: „Hold Budene eller dø," var indprentet i min Sjæl; og hvad skulle jeg sige til Gud? 1 dette Øjeblik stod det klart for mig, at der var noget, som endnu var skjult for min Sjæls Blik. Men jeg følte tillige, at Herren vilde bønhøre mig og stille min søgende Sjæl tilfreds. Menigheden begyndte nu at samle sig til Gudstjeneste, og da denne var forbi, gik jeg til mit Logi.
Man havde overladt mig et hyggeligt lille Værelse, hvad jeg var meget glad for. Men da jeg trådte ind, opdagede jeg straks, at Mesusah'en på Dørstolpen manglede. Mesusah'en er en Seddel, indlagt i en Kapsel eller Æske og beskreven med 5 Mos. 6,4-9; 11,13-20. Denne må ifølge Mose Lov altid være anbragt på Dørstolperne i et Værelse. Jeg bad derfor, om jeg ikke måtte få mit Værelse byttet med et andet, hvor der var en Mesusah, hvilket ønske straks blev opfyldt. Jeg takkede Værten for hans Elskværdighed, og da jeg atter var alene, fremsagde jeg mine Bønner med Hjertet fuldt af Tak til Gud for hans Godhed imod mig. Efter flere Gange at have kysset Mesusah'en, faldt jeg i Søvn.
Fra Hamborg skrev jeg til min Fader, som sendte mig et meget kærligt Brev til Svar. Mine mange Uheld og Vanskeligheder bedrøvede ham meget, og han opfordrede mig atter til at vende tilbage til Rusland. Moder havde ofte drømt om mig, og mine Brødre og Søstre sendte alle deres Hilsen og bad mig komme hjem. Med Brevet fulgte også en Skrivelse til Synagogens Forstander, hvem min Fader tilstillede en Pengesum, som skulle stå til min Rådighed. Dette Brev gjorde mig meget bekymret for mine Forældre. Jeg frygtede for, at de vilde blive fuldstændig sønderknuste for min Skyld, og jeg fattede den Beslutning aldrig mere at meddele dem noget om mine Lidelser og min Modgang.
Synagogeforstanderen gav mig 40 kroner, og for disse købte jeg mig et Sæt godt nyt Tøj. Da jeg derpå vendte tilbage til Hotellet, så alle på mig med Forundring og viste mig fra den Stund af mere Agtelse, end de før havde gjort.
På en Spadseretur om Eftermiddagen traf jeg en ung Mand, som var meget nedslået og bedrøvet. Da jeg selv havde været i samme ynkelige Stilling for blot få Dage siden, følte jeg dyb Medlidenhed med Manden. Han var fra samme By i Rusland som jeg; men hans Familie var mig ukendt. Jeg indbød ham til Hotellet, bestilte Mad til ham og bad Bestyreren give ham et Værelse på min Regning.
Det glædede mig meget, da jeg fik at vide, at han ville rejse til England, idet jeg håbede i ham at få en god Rejsekammerat. Jeg gav ham fem "Taler til nyt Tøj. Vi blev meget gode Venner, og da vi fulgtes ad til Synagogen, så jeg til min Glæde, at han var meget alvorlig i Udøvelsen af sine Bønner. Jeg følte mig mere og mere knyttet til ham, og det varede ikke længe, før jeg begyndte at betragte ham som min Broder. „Din Lykke skal være min Lykke," sagde jeg en Dag til ham, „og dine Sorger skal være mine Sorger." Bestyreren tillod os nu at bo i samme Værelse, og min Hengivenhed til den unge Mand blev mere og mere inderlig, jo mere jeg lærte ham at kende.
Man tænker sig min Forskrækkelse, da jeg en Morgen vågnede og fandt, at alle mine Klæder tilligemed mine Støvler var forsvundne. Jeg åbnede min Rejsetaske -- alt var borte! Jeg gjorde Alarm, og Bestyreren kom til Stede. Han blev ganske bestyrtet, da han hørte, at alt mit Tøj var stjålet, og meddelte, at min Ven havde forladt Huset meget tidlig med en Pakke under Armen. Bestyreren skaffede mig nogle gamle klæder og søgte at trøste mig med, at han nok skulle hjælpe mig efter bedste Evne. For at kunne tjene Rejsepenge til England, som foreløbig var mit Mål, besluttede jeg nu at søge Arbejde. Jeg gik først til Jernbanestationen, og her fik jeg straks Stationsmesterens Tilladelse til at bære Passagerernes Rejsegods. Den første rejsende, der modtog mit Tilbud om at bære hans Tøj, belæssede mig med to svære Pakker. Da vi efter en lang Tur nåede frem til Bestemmelsesstedet, tog den rejsende mig med ind i et Værelse, hvor han bød mig 01 at drikke. Da jeg imidlertid afslog dette, fordi øllet var tillavet af Kristne, tog han Pakkerne fra mig, og sagde, at jeg skulle skynde mig væk. På min Opfordring om at få min Betaling svarede han blot, at han havde betalt, og da jeg ikke vilde nøjes med den Besked, tilkaldte han en Politibetjent og bad denne arrestere mig.
Jeg blev nu ført til Politistationen, og nogle Timer senere underkastede Dommeren mig et skarpt Forhør. Min Anklager blev stillet lige overfor mig, og Dommeren stillede også denne flere Spørgsmål. Dommeren syntes nærmest at hælde til den Anskuelse, at jeg vistnok var uskyldig, og spurgte, om der ikke var nogen i Hamborg, som kendte mig. Jeg henviste ham til Hotelbestyreren, som der blev sendt Bud efter. Da han kom, erklærede han, at jeg var en brav og hæderlig ung Mand, at han flere Gange havde prøvet mig ved at lægge Penge på forskellige Steder i Huset, hvor jeg let kunne finde dem, men at jeg altid havde bragt ham Pengene. På Grundlag af dette Vidnesbyrd blev jeg frifunden, medens min Anklager blev idømt fire Måneders Fængsel for falsk Anklage.
Da jeg gik bort fra dette Sted, havde jeg en Fornemmelse af, at Herren alligevel ikke havde forladt mig. Min Sjæl var fuld af Taknemmelighed til ham, som havde åbenbaret Sandheden for Dommeren.
I flere Dage søgte jeg nu uden Held en anden Beskæftigelse. Da jeg på Hotellet kun betalte for mit Værelse, kunne jeg ikke vente at få Kost der, hvorfor jeg ofte var meget sulten. Da jeg en Dag havde strejfet omkring i Byen og bedet til Gud om Hjælp, så jeg pludselig en Pakke, der lå på Gaden. Pakken var forsynet med Adresse, og efter denne bragte jeg den til Ejeren, som gav mig nogle Penge. For disse købte jeg lidt Mad. Således fik jeg atter Anledning til at takke Gud for hans Godhed.
Efter dette gik jeg hen til Synagogen, hvor jeg traf en Herre, som spurgte, om jeg var en from Jøde. Jeg svarede ham, at det i det mindste var min Stræben, og at jeg mere og mere ønskede at blive from. Han gav mig sin Adresse og sagde, at dersom jeg var villig til at arbejde, kunne jeg få Beskæftigelse hos ham. Endnu en Stund blev jeg i Synagogen for at bede og takke Herren for hans Omsorg for mig, hvorpå jeg begav mig hen til den venlige Herre og fik Plads hos ham som Portner. Da denne Stilling imidlertid ikke gjorde det muligt for mig at lægge så meget til Side, at jeg i den nærmeste Fremtid kunne få Midler til Englandsrejsen, opsagde jeg Pladsen og tog Tjeneste hos en Jøde. Mit Arbejde her bestod i at gå omkring fra Hus til Hus at sælge Mælk.
Heller ikke i denne Stilling undgik jeg Modgang. En Dag kastede en ondskabsfuld Knægt en Rotte i min Mælkespand og løb sin Vej. Jeg blev vred, og da jeg vidste, at Mælken nu ifølge Mose Lov var uren, hældte jeg den ud på Gaden og fortalte min Herre, hvad der var sket. Til min Forbavselse blev han vred og sagde, at jeg blot skulle have taget Rotten op og solgt Mælken i Stedet for at hælde den i Rendestenen. Jeg indvendte, at dette var i Strid med Mose Lov; men til Trods for, at han var Jøde, påstod han, at jeg enten skulle betale Mælken eller også forlade min Plads uden nogen Erstatning. Atter begav jeg mig hen til Synagogen og påkaldte Herrens Hjælp, men syntes ikke at blive hørt.
Så vankede jeg atter omkring på Hamborgs Gader, søgende efter Beskæftigelse. Jeg var meget beklemt, og jo mere jeg bad, desto elendigere følte jeg mig til Mode. Tanken om Hjemmet og min Længsel efter mine Forældre var næsten ved at overvælde mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gribe til. Jeg åbnede min hebraiske Bibel, og mit Blik faldt på Herrens Ord til Abraham: „Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig." 1 Mos. 12,1. Beretningen om Abraham blev mig til Trøst; thi også han mødte jo mange Genvordigheder, inden han nåede Kanaans Land, og jeg bad Gud hjælpe mig at adlyde hans Røst og gøre hans Vilje.
Ofte følte jeg mig meget ulykkelig og betvivlede undertiden, hvorvidt det virkelig havde været Herrens Vilje, at jeg skulle rejse bort fra Hjemmet og påføre mine gamle Forældre Sorg og mig selv Ulykke. Men til Trods for dette vilde intet have kunnet formå mig til at rejse hjem til Rusland - jeg vilde hellere have omkommet. Fremad, stadig fremad måtte jeg, indtil jeg havde fundet den Hvile for min Sjæl, som jeg ikke vidste, hvor den var at søge.
Medens jeg således gik og tænkte over min sørgelige Stilling, randt Jeremias Ord mig i Tanke: „Skuer og ser, om der er en Smerte, som min Smerte, der er sket mig; thi Herren har bedrøvet mig på sin brændende Vredes Dag." Klagesangene. 1,12. Denne Profetens Erfaring syntes jeg svarede nøjagtig til min egen. Her i Byen var jeg endnu elendigere stillet, end jeg havde været ude i Skoven og på de store Marker; thi derude klyngede jeg mig til det Håb, at alting skulle blive godt, når jeg blot korn til Hamborg; men nu var også dette Håb glippet. I Dybet af min Sjæl klagede jeg: „Israels Gud har vendt sig fra mig, og jeg må omkomme." Jeg var træt af at bede, men var dog nødsaget til fremdeles at overholde de jødiske Anordninger og Skikke. Gud stod for mig mere som en streng Dommer end som en nådig og kærlig Fader.
I denne bedrøvelige Sindstilstand mødte jeg en Dag en Dame, som kendte mine Forældre, og som indtrængende bad mig følge med hende til Rusland. Hun var meget venlig imod mig og tilbød at ville betale alle mine Rejseudgifter. Jeg var dog urokkelig i min Beslutning og erklærede, at jeg hellere vilde gå hele Jorden rundt end at vende tilbage til Rusland. Hun forsøgte på enhver mulig Måde at overtale mig, men sønderknust og elendig som jeg var, holdt jeg dog på, at jeg hellere vilde dø end ophøre med at søge efter det, som var min Sjæls Higen og Længsel.
Da jeg skiltes fra den venlige Dame, begav jeg mig hen til Synagogen. Her traf jeg en Herre, som foreløbig gav mig Arbejde. Mit Ophold hos ham blev dog kun af kort Varighed, og nu skulle jeg også forlade hans Hus. Jeg var til Mode omtrent som Profeten ved Bækken Krit. Jeg var langt borte fra Venner, fra Fader og Moder, fra Brødre og Søstre, ganske ene i en stor By, ensom som en Eremit, og mine Penge var slupne op.
Da min Herre så, hvor mismodig jeg var, sagde han venligt, at han vilde beholde mig som sin Tjener. Ved denne Meddelelse græd jeg af Glæde og kyssede hans Hånd. „Når Bækken Krit er udtømt," tænkte jeg, „så skaber Herren et Zarepta." Jeg begyndte nu atter at overveje, hvorledes jeg skulle komme i Besiddelse af de nødvendige Midler til min Englands rejse, og bestemte mig endelig til at bede min Fader om Penge. Jeg skrev derfor til ham, at jeg havde fået en god Plads i en from, rig Jødes Hus, men at jeg alligevel ønskede at besøge England, og at jeg håbede, han vilde sende mig Penge til Rejsen. Min Fader skrev øjeblikkelig tilbage. Han mindede mig om min gode Opdragelse, mit hyggelige Hjem osv. og bad mig have Medlidenhed med ham og Moder og atter komme hjem. Brevet strømmede over af Kærlighed og ømhed. Da jeg læste disse Ord og holdt de vedlagte Penge i min Hånd, begyndte jeg atter at overveje, hvad jeg helst skulle. Tilbage til Rusland vilde jeg imidlertid ikke.
Jeg blev nu i Hamborg til over Nytår. I denne Tid besøgte jeg ofte Synagogen, hvor jeg udøste mit Hjerte for Herren og bønfaldt ham om at føre mig og lede mig i sin Sandhed. Det var noget ganske usædvanligt for en Jøde at bede med egne Ord; thi Jøderne bad altid de Bønner, som var skrevne i den jødiske Bønnebog.