Mine Forældre var fromme Jøder, besjælede af stor Nidkærhed for Gud og hans Sag. Fader fastede hver Mandag og Tirsdag for at spæge Kødet og gøre sig retfærdig for Gud, som havde sagt: „I skal være hellige; thi jeg Herren eders Gud er hellig." 3 Mos. 19,2.
Jeg blev født i Byen Kovno i Rusland 1853. Det var min Faders Ønske, at alle hans Børn skulle opdrages i Guds Frygt og hans Sønner blive fromme Jøder. Min Broder nærede imidlertid særlig Interesse for videnskabelige og filosofiske Studier og vægrede sig ved at følge Faders Ønske. Han begyndte at studere ved Seminariet i Kovno og fuldendte sine Studier i Grædno. Det var min Fader meget imod, at hans ældste Søn skulle ofre så megen Tid på verdslige Studier, og han besluttede derfor at gøre så meget mere for, at jeg under en from Rabbiners Vejledning kunne blive oplært som en nidkær Jøde.
Da jeg var fem År gammel, begyndte min Fader at lære mig Hebraisk. Selv læste han de i Liturgien foreskrevne Bønner højt tre Gange daglig og lod også mig gøre det samme, idet han sagde, at dersom jeg samvittighedsfuldt adlød Rabbineren og bad tre Gange daglig, vilde jeg derved behage Gud. Tanken om at skulle kunne behage Gud gjorde et dybt Indtryk på mig, og jeg anstrengte mig for at gøre alt, hvad min Slægt og da navnlig Rabbineren ønskede. Jeg havde også dyb Ærefrygt for det store Bud i Skriften: „Hædre din Fader og din Moder," såvel som for det gamle Bud, der var os overantvordet fra Fædrene: „At frygte Rabbineren er at frygte Gud."
I otte Års Alderen kunne jeg læse hele den hebraiske Bibel samt Targum (den kaldæiske Oversættelse og Omskrivning af det gamle Testamente) tilligemed den store Rabbiner Rashis Bibelforklaring. Min Lærer begyndte nu at give mig Undervisning i Talmud, Jødernes Lærebog, der indeholder Forklaring over Mose Lov. Lidt efter lidt ophørte jeg med at læse i Bibelen, da min Lærer anså Studiet af Talmud for at være af større Vigtighed. Hele Dagen tilbragte jeg i hans Hjem og var optaget af Læsning fra Morgen til Aften. Jeg var hans eneste Elev, og han var bestemt på at udføre det ham betroede Hverv og opdrage mig til en from Rabbiner.
På min 10 Års Fødselsdag indbød Fader nogle af sine Venner samt Læreren til vort Hjem. Han ønskede, at min Lærer i de øvriges Nærværelse skulle underkaste mig en Prøve, og at de tilstedeværende derpå skulle bedømme, hvorvidt jeg var skikket til den gejstlige Løbebane eller ikke. Denne Prøve bestod jeg til alles Tilfredshed, og min Flid og Dygtighed beredte min Fader så megen Glæde, at han gav en Middag til Synagogens fattige og opfordrede alle disse til at læse Bønner for mig. Han lovede tillige at ville forære mig 50 Rubler på min 13-årige Fødselsdag, dersom jeg da med Ære kunne bestå endnu en Prøve. Alt dette drev mig til med desto større Flid at søge at leve et helligt Liv.
Omtrent ved denne Tid begyndte der at opstå mange alvorlige Spørgsmål hos mig. Ofte spurgte jeg mig selv: „Hvad er egentlig Guds Ord?" Og efter megen Overvejelse kom jeg til den Slutning, at Bibelen måtte være den Bog, som Gud havde givet os. Jeg bad derfor Rabbineren om Tilladelse til at læse mere deri. Han svarede imidlertid, at jeg udelukkende måtte beskæftige mig med Studiet af Talmud. Til Trods herfor tilbragte jeg alligevel en Time hver Morgen før Bønnen og hver Aften før Sengetid med at læse i Bibelen. I mit trettende År fik jeg Undervisning i de jødiske Trosartikler. Rabbineren meddelte mig, at når jeg var tretten År gammel, vilde jeg blive betragtet som en Mand, og at jeg fra den Dag af selv bar Ansvaret for mine Synder overfor Jehova. Tanken herom fyldte min Sjæl med højtidelige Forestillinger og bragte mig til at stille mig selv det alvorsfulde Spørgsmål: „Hvad skal jeg gøre for at blive salig?"
En Måned før jeg fyldte mit trettende År, tog min Fader mig en Dag med til Synagogen. Her meddelte han mig, at alle mine tidligere Synder hvilede på ham, men at jeg fra nu af bar Ansvaret for de Synder, jeg herefter måtte begå. Jeg tryglede ham om endnu et Par Måneder at bære mine Synder, da jeg frygtede for, at jeg snart kunne komme til at synde imod den Helligånd; men han svarede, at dette ikke lod sig gøre. Ved denne Meddelelse begyndte jeg at græde bitterlig; thi jeg var overbevist om, at det var umuligt for mig at leve et fuldkommen helligt Liv. Den store Skabers Hellighed og Renhed fyldte mig med Frygt, og mit eget' besmittede Hjerte overbeviste mig om, at jeg var idel Synd. Men der var ingen Udvej. Fader havde sagt, at Ansvaret for Synden herefter hvilede på mig, og fra denne Stund af bar jeg en Byrde, under hvis Vægt jeg ofte var ved at segne.
På min 13 Års Fødselsdag tog min Fader i Overensstemmelse med jødisk Skik mig atter med til Synagogen, hvor han med Bøn og Tak, fordi han ikke længere var ansvarlig for mine Synder, overgav mig til Herren.
Samme Dag indbød han Rabbineren og flere af de ældste til vort Hjem, og i deres Nærværelse blev jeg atter underkastet en Prøve. Da denne var overstået, udtalte alle som deres fulde Overbevisning, at vor Fader Abrahams, Isaks og Jakobs Gud havde bestemt mig til at beklæde en Tjeners Værdighed i hans Menighed. Det glæder mig dog nu at vide, at al Nådens Gud havde bestemt mig til et bedre Kald og til en endnu større Ære, nemlig at være en Tjener i Kristi Vingård i det Håb en gang at skulle regere med Kristus i al Evighed. Min Fader og Rabbineren lagde derpå deres Hænder på mit Hoved til Velsignelse, idet de sagde: „Gud gøre dig som Efraim og som Manasse!"
Jeg fik de Penge, jeg havde fået Løfte om. Disse blev uddelt til Synagogens fattige, der atter blev anmodet om at bede for mig.
Den næste Dag tog jeg mine Tankesedler med til Synagogen. Der læste jeg meget omhyggeligt mine Bønner, og da jeg endelig efter næsten to Timers Forløb var færdig, var jeg meget træt. Da jeg skulle lægge Tankesedlerne sammen, faldt de ned på Gulvet, og dette gjorde mig så bange for, at jeg hermed skulle have fortørnet Gud, at jeg for atter at nyde hans Velbehag fastede i tolv Timer.
Ved denne Tid begyndte jeg at gruble meget over Spørgsmålet om Retfærdiggørelse. Jeg forstod, at ingen af mine gode Gerninger kunne gøre mig retfærdig overfor den hellige Gud, og Ængstelse fyldte min Sjæl. Moder lagde Mærke til min Nedstemthed, og da hun en Dag spurgte, hvad der var i Vejen, faldt jeg hende om Halsen, kyssede hende og græd bittert en lang Stund. Endelig sagde jeg: „O Moder, jeg frygter for, at jeg ikke med min Godhed kan tilfredsstille Gud, og om Døden skulle komme, er jeg bange for, at jeg ikke er værdig til at fremstilles for hans Åsyn." Moder forsikrede mig, at jeg nok skulle blive frelst, når jeg blot vedblev at læse Talmud, adlyde Rabbinernes Befalinger og opfylde min Faders ønsker. Dette Svar kunne dog ikke stille min Sjæl tilfreds.
Nogle Uger forløb, og jeg vedblev fremdeles under min Lærers Ledelse at studere Talmud. En Dag spurgte Læreren mig, hvad det var, som havde hidført en så påfaldende Forandring, som der var foregået med mig siden min 13 Års Fødselsdag. Jeg fortalte ham, at siden jeg selv havde overtaget Ansvaret for mine Synder, havde jeg følt, at jeg ikke kunne blive retfærdig for Gud, og at jeg nærede Frygt for Døden. Idet jeg nu begyndte at græde bitterlig, spurgte jeg: „Rabbi, dersom jeg døde nu, hvor gik jeg da hen?" Rabbineren svarede, at jeg først vilde blive straffet for mine Synder, og at alle måtte til Helvede, men de gode kun for en Tid. Når de så havde udstået Straffen, kom de til Paradiset, hvor de skulle sidde til Bords med Abraham, Isak og Jakob. Jeg spurgte også min Fader, om ikke han kunne anvise mig en Måde, hvorpå jeg kunne blive frelst; men hans Svar var i ingen Henseende bedre end Lærerens. Min Frygt for Døden voksede stadig, og den bitreste Sorg og Bekymring fyldte min Sjæl.
***
For hver Dag, der gik, blev min Sindstilstand værre, og efter nogen Tids Forløb sagde min Fader, at det vistnok var bedst, jeg ophørte med mine Studier og søgte mig en Plads. Jeg fik Ansættelse på et Kontor; men nogle Måneder senere måtte jeg meddele min Fader og Rabbineren, at jeg ikke kunne ofre mit Liv til noget andet end til Guds Gerning. Denne Underretning glædede dem begge overmåde, og nu begyndte jeg atter at læse i Bibelen både Morgen og Aften.
Stor var min Forundring, da jeg under Læsningen af den hellige Skrift en Dag stødte på Salmistens Ord: „Der er ingen, som gør godt, end ikke én." Sl. 53,4, Disse Ord, forekom det mig, bekræftede kun, at jeg aldrig vilde kunne komme til Himlen. Jeg måtte sige til mig selv, at endog Bibelen jo erklærede dette; thi jeg var ikke retfærdig. Atter gik jeg til min Moder og tryglede hende om at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at blive salig. Moder begyndte at græde. „Dersom du blot vedbliver at adlyde den skrevne og den mundtlige Lov," sagde hun, „så vil det sikkert gå dig godt."
Nogle Måneder, fulde af Jammer og Fortvivlelse, forløb. Så blev jeg syg, og medens jeg lå på mit Sygeleje, begyndte den mørke Håbløshed og Fortvivlelse mere og mere at få Overhånd hos mig. Forgæves søgte jeg at overbevise mig om, at vore Fædres Gud var min Fader; forgæves søgte jeg at fornemme hans Kærlighed i Sjælen. Lægen udtalte, at det var meget tvivlsomt, om jeg kunne komme mig, og da min Moder hørte dette, kastede hun sig ned foran min Seng, kyssede mig og sagde:
„Min kære Søn, jeg husker, at du flere Gange har spurgt mig, hvad du skal gøre for at blive salig, og at du har udtalt, at du var bange for at dø, fordi du følte, at du var skyldig for Gud. Hvorledes har du det nu?"
Med Opbydelsen af den Smule Kraft, jeg endnu var i Besiddelse af, udbrød jeg: „Jeg er fortabt, fortabt!" Og idet jeg opløftede mine Hænder og mit Hjerte til Herren, gentog jeg Salmistens Ord: „Oplad mine øjne, så jeg må skue de underfulde Ting i din Lov!" Sl. 119,18. Derpå faldt jeg tilbage på mit Leje og kunne i flere Dage ikke tale.
Rabbineren og flere andre kom for at se til mig, og da de troede, at det var sidste Gang, forenede de sig i Bøn for min Sjæl og læste flere af Davids Salmer, hvad der meget almindelig er Skik i de jødiske Sygehuse. Da jeg atter kunne tale, sagde jeg: „Bed Herren oplade mine øjne, så at jeg må fornemme, at mine Fædres Gud også er min Gud!"
Herren havde hørt min Bøn. Bedring begyndte at indtræde, og efter nogle få Ugers Forløb havde jeg genvundet min Sundhed. Jeg meddelte min Fader, at jeg havde fattet den Beslutning at forlade Hjemmet for i fremmede Lande at søge det, som min Sjæl længtes efter. Faders Forestillinger var frugtesløse; jeg var ubøjelig og holdt fast ved min Beslutning.
Som jeg en Dag sad og læste, faldt jeg pludselig i Søvn. Da jeg atter vågnede, var det, som om disse Ord lød i min Sjæl: „Gak ud fra dit Land og fra din Slægt og fra din Faders Hus og til det Land, jeg vil vise dig!" i Mos. 12 1. Jeg kunne ikke løsrive mig fra Virkningen af disse Ord og meddelte derfor min Fader, at jeg måtte rejse — jeg måtte rejse med eller uden Tilladelse. Selv om det skulle koste mig Livet, måtte jeg rejse. Han gav nu endelig sit Samtykke, og med stor Inderlighed bad han Israels Gud ledsage mig, hvor jeg færdedes.
I Juli Måned 1871 indbød min Fader en Del Venner og Slægtninge til vort Hjem. Han tænkte, at det muligvis kunne lykkes disse at overtale mig til at blive, og hvis det ikke lykkedes, så burde de i hvert Tilfælde have Anledning til at sige Farvel, før jeg begav mig af Sted. De Optrin, der nu fulgte, var i Sandhed sønderrivende; men mit eneste Svar på alle Bønner og Henstillinger var: „Dersom jeg ikke kan rejse, må jeg dø." Da de forstod, at Overtalelse var til ingen Nytte, begyndte de alle at trøste mig og ønske mig en lykkelig Rejse.
Den til Afrejsen bestemte Dag oprandt, og allerede i den tidligste Morgenstund begyndte mine Venner at indfinde sig til Afskeden. Da jeg om Eftermiddagen sammen med mine Forældre var på Vej til Jernbanestationen, var der omkring et Hundrede Mennesker, som ledsagede os. Moders Øjne var fyldte med Tårer, og Tanken om, at jeg måske aldrig mere skulle se hende, som elskede mig så højt, fyldte mig med Sorg. Idet min Fader sagde Farvel, lagde han Hænderne på mit Hoved, velsignede mig og sagde: „Måtte vore Fædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud bevare dig, og måtte du stedse holde dig nøje til hans hellige Ord, Bibelen, og til vore hellige Rabbineres Skrifter!" hvortil jeg svarede: „Amen, ja Amen!"
Toget satte sig nu i Bevægelse, og alle de forsamlede Venner tilligemed min Fader samt Moder, der bar et lille Barn på Armen, opløftede Hænderne mod Himlen. Fra Kupevinduet kunne jeg se, at min Moder faldt bevidstløs om. Aldrig, nej aldrig vil jeg kunne glemme den Stund! Selv faldt jeg afmægtig om i Kupeen, men blev bragt til Bevidsthed igen af de andre Passagerer. I en inderlig Bøn bad jeg derpå Herren om at tage mig i sin Varetægt og være mig Fader og Moder, Søster og Broder, Ven, ja alt i alt.
Toget bragte os til den lille By Verbelow ved den russiske Grænse. Grænsen består på dette Sted af en bred Grøft, fyldt med Vand. På enkelte Steder er denne Grøft meget dyb, på andre Steder mindre dyb. Ingen har Lov til at overskride den uden Øvrighedens Tilladelse. Enhver Russer, som vil forlade Landet, må være forsynet med Pas, udstedt af Provinsens Guvernør, og sådanne Pas udstedes aldrig til unge Mænd, som man ikke tror vil komme tilbage, og da navnlig hvis de er pligtige til Militærtjeneste. Jeg havde intet Pas, og da Aftenen faldt på, gik jeg ind i et jødisk Hus og bad om Husly for Natten. Huset var imidlertid lille, og der var ingen Plads tilovers. Manden spurgte mig derfor, om jeg vilde sove på Taget, et Tilbud, som jeg med Taknemmelighed modtog.
Kl. 6 den næste Morgen stod jeg op og fortsatte min Vandring. Med Ængstelse betragtede jeg Grænsen og Soldaterne, som var opstillede langs Grøften, og som skød enhver, der søgte at gå over uden Tilladelse. Jeg skjulte mig en lang Stund i en Kornmark, hvorfra jeg holdt øje med Soldaterne, og til min Glæde forstod jeg, at de ikke havde lagt Mærke til mig. Jeg trak Støvlerne af for at kunne springe så meget hurtigere, og da Vagten fjernede sig nogle Skridt, sprang jeg over den brede Grøft og skjulte mig i en Kornmark på den anden Side. Soldaterne fik nu Øje på mig og fyrede; men jeg løb videre og undslap.
Endelig nåede jeg hen til en liden tysk By, hvorfra jeg rejste med Tog til Larsen. Foruden mig var der i Kupeen kun en ung Mand. Jeg var træt og faldt snart i Søvn. Da Toget nærmede sig Stationen, hørte jeg Døren blive lukket til og opdagede nu, at den unge Mand var forsvunden. Jeg gjorde også en anden Opdagelse, nemlig at mine Lommer var tomme. Stationsmesteren blev straks underrettet om det skete, og en halv Snes Gendarmer blev øjeblikkelig sendt ud for at søge efter Tyven. En kort Stund efter kom en af dem tilbage med den unge Mand bunden til sin Hest. Han havde fundet ham under et Træ, ivrig optaget med at tælle Indholdet i min Pengepung. Da jeg nu havde fået mine Penge tilbage, fortsatte jeg Rejsen til Larsen, hvor jeg opholdt mig nogle Uger. Men heller ikke her fandt min Sjæl Hvile.
Fra Larsen rejste jeg til Berlin, og herfra skrev jeg til mine Forældre. Fader besvarede mit Brev, ønskede mig Guds Velsignelse og udtalte Håbet om, at jeg nu ikke måtte rejse videre. 1 Berlin fik jeg Arbejde på et Kontor. På dette Sted kunne jeg imidlertid ikke trives; thi Jøderne i Tyskland er ikke meget fromme, og heller ikke er de så samvittighedsfulde med Overholdelsen af deres Ceremonier eller ved Udøvelsen af deres Gudstjeneste som de russisk-polske Jøder. Jeg skrev da atter til min Fader og meddelte ham, at jeg agtede at søge andetsteds hen. Han skrev tilbage:
„Mit elskede Barn!
Jeg kan ikke sige, hvilken Medfølelse vi har med dig. Din Moder græder og jamrer hver eneste Dag, fordi vor Isak ikke mere er hos os. Kære Søn, vi vilde være usigelig taknemmelige og lykkelige, om du vilde komme hjem til os igen. Din Moder siger, at siden hendes kære Barn er bortrejst, er al Glæde veget fra hendes Hjerte. - - For Guds Navns Skyld hold Budene samvittighedsfuldt, både den mundtlige og den skrevne Lov. Måtte Lydighed mod Loven være dit Livs Mål, og måtte Budene være dine nærmeste Omgangs venner! Tag Vare på og brug dine Tanker, og måtte vore Fædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud være med dig! Amen. Farvel, Farvel!"
Jeg skrev tilbage, at det stod klart for mig, at det hverken var Guds Vilje, at jeg skulle forblive i Tyskland eller vende hjem til Rusland. „Siden jeg forlod Hjemmet," skrev jeg, „har jeg ikke haft en glad Stund. Hver Nat beklager jeg bittert, hvad jeg har mistet, og alligevel kan jeg ikke nu vende tilbage, men må rejse videre, indtil mine Fædres Gud har stillet min Sjæls Trang. Kære Moder, jeg skal aldrig glemme dig! Du er i mine Tanker hvert øjeblik, og du vil altid leve i min Erindring."
Dreven af ønsket om at se lidt mere af Tyskland begav jeg mig derfor til Fods til Hamborg. Da jeg havde gået 3—4 Timer, blev jeg indhentet af to unge Mænd, en Polak og en Preusser, der fortalte, at de var på Vej til England, men at de først vilde se Tyskland, Sachsen, Hannover, Brunsvig og Østrig. Med dem slog jeg Rejsefølge. Da ingen af os havde Pas, kunne vi ingensteds få Logi. Det var lige efter den fransktyske Krig, og Folk var overalt meget mistænksomme. Vi måtte derfor tilbringe Nætterne ude på Marken, i Skoven eller på Kirkegårdene. Ofte lagde vi os trætte og udmattede for næste Morgen at stå op gennemblødte af Regnen.
En Dag da jeg faldt i Søvn ude i en Skov, stjal mine Rejsefæller mine Penge, tog min lille Bylt med Klæder i, som lå under mit Hoved, og forsvandt. Der stod jeg nu uden Penge og uden Tøj til at skifte med. Fortvivlet vendte jeg Blikket mod Himlen, og idet jeg opløftede min Sjæl i Bøn, råbte jeg: „Vejled mig i din Sandhed!"
I flere Timer drev jeg nu omkring uden Mål eller Med. Natten faldt på, og jeg var ensom, sulten og træt. Grædende og bedende ilede jeg af Sted i Mørket, indtil jeg fik se et Lys, der på Grund af den lange Afstand kun skinnede ganske svagt. Jeg gik i næsten to Timer, før jeg nåede den lille Hytte, gennem hvis Vindue det svage Lys kastede sine Stråler. Da jeg bankede på, blev Døren åbnet af en gammel Kone, som spurgte, hvem jeg var. „Jeg er en fattig Jødedreng, der er på Vej til England," svarede jeg. „Jeg er sulten og træt, og jeg tror, at jeg snart dør." Den gamle Kvinde bød mig velkommen, gav mig Mad, redte en Seng for mig og gav mig Frokost den næste Morgen, inden jeg drog af Sted.