>>> Gad (1 Mos. 49,19)
"Gad, på ham gør krigerskarer indhug, men han gør indhug i hælene på dem."

Gad var Jakobs syvende søn. Hans mor var Zilpa, Leas tjenestepige. (1 Mos. 30,9.) Hvad var grunden til, at Lea tog sin tjenestepige Zilpa og gav Jakob hende til medhustru? Hun blev skinsyg, som hendes søster havde været. Hun havde jo fire børn, hvorimod Rakel ikke havde nogen, så Lea burde have været tilfreds. Men da hun så, hvorledes Rakels plan lykkedes, så greb hun den samme tanke og gav Jakob sin tjenestepige Zilpa. Men det mest overraskende er, at Jakob gik ind på sin hustrus forslag.

Man kan næsten sige, det var en slags undskyldning første gang. Da gjorde han det for at tilfredsstille sin yndlingshustru Rakels ønske. Men nu, da forslaget kom fra Lea, var der ingen grund til at opfylde dette ønske, da hun i forvejen havde fire sønner. Men ved at gøre dette, fulgte han en skik, der var almindelig på hans tid. Og fra Hammurabis love, som man har fundet fra den tid, ved man, at en sådan skik var lovlig. Denne skik er måske hovedårsagen til, at hverken Abraham eller Jakob så nogen synd i at tage deres trælkvinder som medhustruer.

Af Jakobs profeti fremgår det, "at en krigerskare skal gøre indhug på ham". Det synes at fremgå af denne udtalelse, at der menes de angreb, som Gads stamme ville blive udsat for, men de skulle blot holde ud med tålmodighed, så ville de sejre til sidst.

Moses sammenlignede denne modige stamme med løver. "Priset være han, der skaffer plads for Gad! Han ligger som en løve. ... Han fuldbyrded Herrens ret og hans beslutninger sammen med Israel! " (5 Mos. 33,20-21.)

I den første folketælling ved Sinaj talte Gads stamme 45.650 våbenføre mænd fra 20 år og opefter. De fik overladt landet øst for Jordan-floden, som blev indtaget, efter at de havde overvundet og besejret de to konger Sihon og. Men de tog det først i besiddelse efter at have hjulpet de andre stammer med at erobre deres territorier vest for Jordan. (4 Mos. 32,20-33.)

I 1 Krøn. 12,8 fortælles der om denne stammes karakter på Kong Davids tid. De "sluttede sig til David i klippeborgen i ørkenen, dygtige krigere, øvede krigsmænd, væbnede med skjold og spyd; de var som løver at se på og rappe som gazellerne på bjergene."

En hel række af deres dygtige førere og helte er derefter nævnt. Et eksempel er nævnt, hvorledes de ikke lod sig standse af Jordan-flodens oversvømmelser, men slog alle deres fjender på flugt. Der er en lærdom at hente fra gaditterne!

I vor kamp for evangeliets udbredelse må vi udvise det samme mod som gaditterne og være hurtige i vor fremgang. Vi må ikke lade os standse af hindringer; selvom modstandsbølger rejser sig, så er det muligt at drive fjenden på flugt og vinde herlige sejre.

Vi er ofte alt for bange, nølende og tilbageholdende, når det gælder at fremme Guds sag. Vi må have mandsmod og løvemod. Vi skal ikke være bange for vore medmennesker, thi der er flere med os, end der er imod os. Det var Elisas ord til sin tjener Gehazi. (2 Kong. 6,16.)

Fra Gads stamme kan nævnes tre berømte mænd. Den ene er Jefta, som er omtalt i Dommer bogen. (Dom. 10. og 11. kap.) Israelitterne var i stor nød. (Dom. 10,10-18.) Og de råbte til Herren og sagde: " Vi har syndet! ... men frels os blot nu! " (Dom. 10,15.)

Og hvem sendte han som deres befrier? Jefta fra Gads stamme. (Dom. 11,1.) Han var søn af en skøge; hans fader hed Gilead og tilhørte Gads stamme og boede i dette landområde. Så fortælles der i 11. kapitel om al den modgang, Jefta var genstand for af sine halvbrødre, idet faderen havde taget drengen hjem til sig. Til sidst blev det for meget for ham med al den hån og spot, idet de sagde til ham: »Du er en fremmed kvindes søn! " (Dom. 11,2.) Ah, hvor kan vi mange gange være hårde og ubarmhjertige over for hinanden, både inden for hjemmets enemærker og inden for menigheden.

Men Gud forlod ikke denne dreng. Han måtte flygte hjemmefra til landet Tob og der blev han anfører for nogle løsgængere, som ingen beskæftigelse havde, som intet ejede og ingen uddannelse havde. (Dom. 11,3.) Disse mænd samlede sig om ham og deltog i hans strejftog. De var en slags lykkeriddere. De modtog gaver fra velhavende personer, og til gengæld beskyttede de dem mod røvere, der huserede i landet. De tog også ud på strejftog på ørkenrøverier. Jefta opnåede stor berømmelse for sin tapperhed, klogskab og sit initiativ.

Og hvad sker så efter flere års forløb? Det utrolige sker! Der bliver sendt bud efter ham fra Gileads indbyggere, som havde hørt om hans tapperhed. Ingen blandt alle Israels stammer havde mod til at gå ud i kampen mod ammonitterne, som undertrykte dem. Jeftas svar var: "Har I ikke hadet mig og jaget mig bort fra min faders hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i nød?" (Dom. 11,7.) Stammens ældste havde sikkert støttet Jeftas brødre i at drive Jefta bort fra hjemmet, stammen og landet, for at han ingen arverettigheder skulle få. Men nu lovede de ældste, at han skulle blive landets general og dommer, hvis han ville hjælpe dem.

Til sidst sagde han ja. Han søgte nu en forhandling med ammonitternes konge og spurgte ham, hvorfor han førte krig imod dem. Men ammonitterne ville slet ikke høre på Jeftas ord. (Dom. 11, 28.) "Da kom Herrens Ånd over Jefta; og han drog ... mod ammonitterne." (29. Vers.)

Når Guds Ånd fylder et menneske, sker der noget stort og vidunderligt. Det er menighedens største behov i dag.
På en gang blev denne tidligere ildesete unge mand landskendt. Gud kan bruge sådanne personer, der vil kæmpe for hans sag, selvom de har haft ringe kår i deres barndom, når blot de vil lade sig fylde af Ånden.

I heltenes kapitel, Hebræerbrevet 11, finder vi hans mindestøtte blandt Guds riges helte sammen med David, Samuel og profeterne. (Heb. 11,32 og 34.) Blandt alle Israels mange millioner indbyggere var der kun en mand, som havde mod til at gå i spidsen for hæren og havde tro på, at landets fjender kunne besejres, og denne mand var Jefta, som ingen rigtig havde regnet med, ringeagtet, forhånet af sin slægt og sine bysbørn, jaget fra hjem og fædreland og blevet en landflygtig. Men Gud forlod ham ikke. Han blev landets frelser og bliver talt med iblandt Guds riges troshelte, selvom han var søn af en skøge. Guds veje er forunderlige.

En anden person fra Gads stamme, som er nævnt i Bibelen, og som levede på Kong Davids tid, var Barzillaj. Han var en meget rig mand, læser vi i 2 Sam. 19,32. Da David måtte flygte for sin søn Absalom, der gjorde oprør imod ham, drog han over Jordan-floden og slog lejr med sin hær i Mahanajim, en by i Gads landområde. Her kom Barzillaj ifølge 2 Sam. 17,27-28 den landflygtige Kong David til hjælp med senge, tæpper, skåle, lerkar, hvede, byg, mel, ristet korn, bønner, linser, honning, surmælk, kød og ost. Barzillaj tænkte, at David og hans hær var sultne og tørstige i ørkenen.

En god gerning udført af en ædelog uegennyttig mand. Han gjorde meget godt med sin rigdom. Han var rig, men også god imod andre, der var i nød. Da Absaloms oprør var undertrykt, fulgte Barzillaj kongen og hjalp ham ned til Jordan-floden, hvor han tog afsked med kongen. (2 Sam. 19,39.) Kong David tilbød Barzillaj at bo på slottet i Jerusalem resten af sine levedage, men Barzillaj afslog dette smukke tilbud på grund af sit skrøbelige helbred og sin høje alder; men hans søn, som fik tilbudet i stedet for, fulgte med kongen til Jerusalem.

Hos Nehemias 7,63 omtales en præst, der vendte tilbage fra det babyloniske fangenskab med Ezra og Nehemias, denne præst var en efterkommer af gileaditten Barzillaj. I alle disse år var Barzillajs navn ikke glemt, men nævnes nu igen 500 år efter, at han havde levet. En god gerning glemmer Gud ikke.

En tredje berømt mand fra Gads stamme var Elias, tisjbitten fra Gilead, som blev æret af Gud, idet han uden at smage døden blev ført til Himmelen med ildvogne og ildheste. Men også Gads stamme var utro mod Gud og henfaldt til afgudsdyrkelse, som vi læser i 1 Krøn. 5,25-26: "Men de var deres fædres Gud utro og bolede med de guder, der dyrkedes af landets folkeslag, som Gud havde udryddet foran dem. Da æggede Israels Gud assyrerkongerne Puls og Tillegat-Pilnesers sind, så han slæbte dem bort, rubenitterne, gaditterne og Manasses halve stamme, og bragte dem til Hala, Habor, Hara og Gozanfloden." I stedet for bosatte ammonitterne sig i dets byer og tog Gads landområde i eje, læser vi hos Jeremias 49,1.

Gads stamme opgav ligesom de øvrige Israels stammer deres fædrenetro og efterlignede hedningernes skikke og gudsdyrkelse. Det er en advarsel til os. Apostlen Jakob siger: "En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er ... at bevare sig selv uplettet af verden." (Jak. 1,27.)

Jakobs profetiske udtalelse om Gad, "at krigerskarer vil overvinde ham", kan måske hentyde til, at han ville blive overvundet af en hel hærskare af fristelser, men vågner op, når han kommer i fare, og ved den styrke, som Gud forlener ham med, vinder han til sidst sejr over sine svagheder. Hemmeligheden dertil er at finde i 1 Krøn. 5, 20, hvor der siges, at han råbte til Gud i kampen, og han bønhørte gaditterne, fordi de satte deres lid til ham.

På en af portene i Guds stad vil Gads navn findes. Han, som til at begynde med blev overvundet af sine fjender, men til sidst vandt sejr over dem. 12.000 af de 144.000 vil også samle sig under Gads navn - 12.000, som rejste sig fra deres frafald og nederlag og erkendte deres overtrædelser, men klyngede sig til Guds løfter og tvættede deres klæder i Lammets blod og gik ind i Guds stad som sejrvindere.

>>> Aser (1 Mos. 49,20)
"Aser, hans føde er fed, lækkerier for konger har han at give." Aser var Jakobs ottende søn. Hans mor var Zilpa, Leas tjenestepige. Hvordan var Asers karakter? Det kunne være interessant at vide eftersom 12.000 af de 144.000 har Asers karaktertræk.

Patriarken Jakob sagde om ham, at han "giver lækkerier for konger". Og Moses sagde i sin velsignelse om Aser: "Aser være den velsignede blandt sønnerne, han være sine brødres yndling og dyppe sin fod i olie! Dine portslåer er jern og kobber, som dine dage skal din styrke være." (5 Mos. 33,24-25.)

Af disse udtalelser synes det at fremgå, at Aser var en elskværdig person. Hans brødre syntes om ham. Han dyppede sin fod i olie. Asers landområde var frugtbart. Det var en smal kyststrækning ud imod Middelhavet, indbefattende Karmels bjerg, og grænsede mod nord til Zidon og Fønikien. Befolkningen dyrkede mange oliventræer, hvorfra de fik megen olivenolie.

Asers elskværdige natur bevirkede, at han altid kom let over sine besværligheder, hvor alle andre bukkede under. De dyppede deres fødder i olie og gik glat igennem alt det onde, de mødte på deres vej gennem livet.
Det dyrebare løfte blev givet dem: "som dine dage skal din styrke være." Disse ord er også givet til os! Den person, som holder sit hoved højt og går gennem livet med oprejst pande og et glad og muntert sind, er med til at servere kongelige lækkerier, som Jakob udtrykte det om Aser, i form af opmuntrende, venlige ord, til trods for at de måske har gennemgået tungere og større prøvelser end dem, der sukker og jamrer på grund af livets hårdhed og skuffelser. Til sådanne siger han: "Som dine dage skal din styrke være."
Det er vidunderligt at dyppe sin fod i olie. Olie er et symbol på Helligånden. De, hvis fødder er salvet med Helligånden, vil også gå gennem livets hårdhed og ujævne, knudrede vej med et sind fuldt af tålmodighed, og med oprejst pande.

12.000 af de 144.000 vil ifølge Åb. 7,6 være "af Asers stamme". Det er sådanne, som har dyppet deres fødder i olie og vil være så fyldt med Helligånden, at de vil lade Herren ved sin Ånd jævne deres stier og livsvej igennem denne sorgernes og prøvelsernes verden. Bjerge af vanskeligheder vil blive til sletter for dem, ligesom der blev sagt til Zerubbabel.

Enhver har sine stærke såvel som svage sider. Asers stamme havde også sine svage og mindre ønskværdige karaktertræk. De undlod at drive de tidligere indbyggere ud af det landområde, som var blevet dem tildelt ved lodkastning, og tillod kana'anæerne at bo i alle de store byer; så de boede blandt kana'anæerne. (Dom. 1,32.)

Da Barak fra Naftalis stamme og profetinden Debora sendte bud til Israels stammer om at komme dem til hjælp imod kana'anæerne, som havde undertrykt dem i 20 år, siges der om Asers stamme i Dom. 5,17: "Aser sad stille ved havets strand; han blev ved sine vige." De forenede sig ikke med de andre stammer i deres kamp mod landets fjender, så de kunne blive et frit og selvstændigt folk. De blev hjemme!

Asers stamme havde knyttet så stærke handelsforbindelser med de søfarende nationer, de var naboer til: Fønikien, Tyrus og Zidon, at de ikke følte nogen lyst til at forene sig med de øvrige stammer i kamp mod deres lands tidligere indbyggere. Forening med verden, at tage del i dens interesser og mål, medvirker til at fjerne lysten til at tage aktivt del i den kristnes kamp mod mørkets magter og være med i menighedens missionsbestræbelser. De er uinteresserede og bliver hjemme, mens andre af menighedens medlemmer desto mere må påtage sig tunge byrder i deres kamp for at fremme Guds sag.

Aser blev ved sine både og sin handelsflåde. Som følge deraf udviklede Asers stamme ingen helte eller dommere. Da Israel blev talt ved Sinaj, var de en stor stamme på 41.500 våbenføre mænd (4 Mos. 1,40-41), men på Davids tid var deres antal gået meget tilbage, helt ned til 26.000 (1 Krøn. 7,30-40), men ingen havde nogen lederstilling i Israel.
Men selvom denne stamme således var svag, hvad kampmod angår, og knyttede sine interesser til de søfarende nationer, som de var naboer til, så var der dog oprigtige sjæle iblandt dem. Da Ezekias fra Juda rige sendte bud til Israelsriget om at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud, sagde han til dem: " Vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud. ... Vær ikke som eders fædre og brødre, der var troløse mod Herren, deres fædres Gud, ... men ræk Herren hånden og kom til hans helligdom ... og tjen Herren eders Gud, at hans glødende vrede må vende sig fra eder ... Thi Herren eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit åsyn fra eder, når I omvender eder til ham!" (2 Krøn. 30,6-9.)

"Og ilbudene gik fra by til by i Efraims og Manasses land og lige til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem. Dog var der nogle i Aser, ... der ydmygede sig og kom til Jerusalem." (Vers 10 og 11.) Det kræver mod at være tro imod Gud, når flertallet forkaster Guds ord og dets sandheder.

Trofasthedens ånd forlod aldrig helt denne stamme. Da Frelseren første gang blev fremstillet i templet af Maria, var der to personer i hele byen Jerusalem, som var i en sådan åndelig tilstand, at de kunne kende verdens }Frelser, og den ene var profetinden Anna af Asers stamme. (Luk. 2,36-38.) Hvor siges der meget godt om hende! Hun bad, og hun fastede nat og dag og tal te med andre om Jesusbarnet, hun havde set. "Ezekiel indlemmede Aser blandt de øvrige stammer i sin profeti om Israels riges genoprettelse. (Ez. 48,2.) I et syn så Johannes 12.000 beseglede 'af Asers stamme' (Åb. 7,6)."

>>> Issakar (1 Mos. 49,14-15)
"Issakar, det knoklede æsel, der strækker sig mellem foldene, fandt hvilen sød og landet lifligt;

Derfor bøjede han ryg under byrden og bleven ufri træl." Issakar var Jakobs niende søn og Leas femte søn.

Jakobs forudsigelse blev opfyldt på den måde, at Issakars efterkommere var landbrugere og nogle rigtige slidere og arbejdsvillige. De kunne bære tunge byrder med tålmodighed, både i krig og i fred.

Deres landområde lå i et af landets frugtbareste egne, sydvest for Jordan-floden og mellem Zebulons og Manasses stamme. Der kan være sådanne, som kritiserer og knurrer, når der kræves meget arbejde af dem og de må bære tunge byrder, men Issakar var ikke sådan indstillet. De holdt ud og var glade for at arbejde og fandt hvilen sød, når de var færdige med arbejdet. I slaget ved Megiddo opfyldte Issakar Jakobs forudsigelse. "Issakars førere fulgte Debora, Naftali Baraks spor, de fulgte ham ned i dalen." (Dom. 5,15.)

Den samme ros får Issakar, da alle stammerne samlede sig for at krone David til konge over Israel. De havde en klar forståelse af, hvad der skulle gøres. De ejede en god dømmekraft. "Issakaritterne, der forstod sig på tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre, 200 førere og alle deres brødre, der stod under dem." (1 Krøn. 12,32.) De vidste og forstod, hvad riget behøvede: en dygtig og gudfrygtig konge, som havde mod og evne til at lede folket og nationen ud af den vanærende stilling, den havde indtaget i århundreder. Issakars stamme var en vældig, dygtig og kampberedt stamme. Ved folketællingen i ørkenen talte de 54.000. Ved den næste folketælling talte de 64.000, og på Davids tid 87.000. (1 Krøn. 7,5.)

Flere kendte byer lå inden for denne stammes landområde, f. eks. Sjunem. Her boede i profeten Elisas dage en velhavende kvinde, som inviterede profeten til sit hjem, når han kom den vej forbi. Hun aftalte med sin mand, at de skulle bygge et gæsteværelse, et profetkammer, til deres hus og møblere det, så profeten kunne bo der om natten, og det gjorde de. Hun blev rigeligt belønnet for sin gæstfrihed mod profeten. Han vakte hendes døde søn til live. Vi skal ikke undlade at invitere ensomme mennesker til vort hjem og give dem mad og drikke fra tid til anden.

Byen Nain lå også inden for Issakars landområde. Her helbredte eller opvakte Jesus enkens søn, da de kom bærende med båren. (Luk. 7,11-17.) Men det samme landområde, som blev helliget ved Frelserens og profeternes fodtrin, var også vidne til Djævelens magt. Byen En-Dor, hvor Kong Saul søgte en spåkvinde, la I Issakars landområde. Byen Jizre'el, som la på Esdralonsletten i Issakar, var skuepladsen for Akabs mord på Nabot. Og denne by blev v ædet med blod fra dronning Jesabels lig, da hun blev styrtet ud ad vinduet. Issakars stamme blev centrum for Jesabels magt og Ba'altilbedelsen.

Men selv her blandt disse afgudsdyrkende issakaritter var der oprigtige sjæle. Fem år før stammen blev ført bort i fangenskab til Assyrien, kom der nogle fra Issakars stamme til den store påskefest i Jerusalem. Men de var kommet så langt bort fra den sande gudsdyrkelse, at de havde glemt at gøre den nødvendige renselse for at kunne deltage i fejringen af påsken. (2 Krøn. 30,17-20.) Men Ezekias forstod deres ønske om at tjene Gud, og Herren bønhørte Ezekias og lod folket uskadt.

Issakars stamme fostrede en dommer, Tola, som var dommer i Israel i 23 år. (Dom. 10,1-2.)

Issakar havde 200 dygtige førere eller ledere, tapre mænd, der forstod sig på tiderne. Vi behøver også dygtige mænd, som ved og forstår, hvad der bør gøres.

Forstår vi os på tiderne, så vi ved, hvad der bør gøres i dag - vi, det åndelige Israel, der har valgt Jesus som fører og konge, ham, som alene kan befri os fra vore fjender, syndens onde vaner. Vi bør vælge sandheden. Verden bør kende evangeliet. Det er det eneste, der kan redde mennesker fra fortabelse.

12.000 af de 144.000 ejer disse karaktertræk: modige, arbejdsomme og villige til at bære dagens byrder. Hvem ønsker at høre til denne stamme?

>>> Zebulon (1 Mos. 49,13)
"Zebulon har hjemme ved havets kyst, han bor ved skibenes kyst, hans side er vendt mod Zidon."

Zebulon var Leas yngste søn. Nu havde hun seks sønner. Han blev født, medens Jakob tjente Laban. Det er værd at bemærke, at Jakob anerkendte Lea, sin første hustru, som den lovmæssige hustru, selv om Laban havde narret ham. Hun blev begravet i familiens gravsted. Da Jakob skulle til at dø, gav han befaling om at blive begravet i Makpelas hule. 1 Mos. 49,29-31: "Jord mig da hos mine fædre ... i hulen på Makpelas mark, ... hvor de jordede Abraham og hans hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans hustru Rebekka, og hvor de jordede Lea."

Medens Jakob levede, lod han forholdene og sin kærlighed til Rakel få indflydelse over sig, men da han skulle dø, erkendte han Guds oprindelige plan med ægteskabet.

Zebulons landområde lå mellem Naftali, Issakar og Aser. Deres område lå mellem Galilæas sø og Middelhavet. I sin velsignelse over denne stamme benævner Moses den som en søfarende stamme. 5 Mos. 33,18-19: "Glæd dig, Zebulon, over din udfart ... thi havets overflod dier de og havsandets skjulteste skatte!"

Zebulons stammes landområde fik den store ære at blive Jesu barndomshjem. Nazaret var beliggende inden for dets grænser. Her havde befolkningen anledning til at se og høre mere om Jesus end noget andet sted i Palæstina. Esajas profeterede, at Zebulons land ville se et stort lys. (Es. 9,1-2.) Det første mirakel, Jesus udførte, var i Kana i Zebulons landområde. (Matt. 4,13; Joh. 2,1-11.) Zebulons stammes indbyggere fik den første anledning til at høre Jesu forkyndelse og kald tilomvendelse. To brødre, Simon, som kaldes Peter, og hans broder Andreas, som var fiskere, og som boede i Zebulons landområde, fik et kald til at følge Jesus, og der står om dem, at de straks forlod garnene og fulgte ham.

"Og da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus' søn, og hans broder Johannes, sidde sammen med deres fader Zebedæus i båden og bøde deres garn, og han kaldte på dem. Og de forlod straks båden og deres fader og fulgte ham." (Matt. 4,18-22.) Det er karakteristisk, med hvilken hurtighed de bestemte sig. De kom ikke med indvendinger eller spurgte, hvor de skulle få føden fra. De er i dag verdenskendt. Deres statuer er bl.a. opstillet på Marmorkirkens kuppel i København, disse gode, stoute fiskere fra Zebulons stamme.

Men desværre forstod ikke alle Zebulons stammes indbyggere at værdsætte de store privilegier, de havde. Jesus siger om dem: "Og du, Kapernaum!

Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag." (Matt. 11,23.) Simon Peter og Andreas havde deres hjem i Kapernaum. Tolderen Levi, eller Mattæus, boede i denne by og fik kaldet til at følge Jesus. (Matt. 9,9-13; Mark. 2,14-17; Luk. 5,27-32.)

Jesus udførte mange mirakler i denne by (Matt. 8,5-17; Mark. 1,21-28; og 2,1-13; Joh. 4,46-54) og holdt mange prædikener her (Joh. 6,24-71; Mark. 9,33-50). Her havde Jesus sit hovedkvarter, og den blev kaldt for hans egen by. (Matt. 9,1.) Men hans prædikevirksomhed gjorde ikke noget indtryk på byens borgere. De nægtede at omvende sig. De udtryk, som Jesus anvendte på Kapernaum, er noget lignende dem, der er anvendt på Lucifer hos Es. 14,13 og 15. Kapernaums indbyggere var stolte over den magt og indflydelse, de besad som hovedbyen i Galilæa. Men de forspildte deres største anledning og det blev deres endelige undergang.

I sin sejrshymne over kana'anæerne siger profetinden Debora om Zebulon, at de førte skriverens pen. (Dom. 5,14, eng. overs.) Det tyder på, at de havde en særlig evne eller talent som skrivere og forfattere. I 18. vers siges der videre om dem: "Zebulon var et folk, der vovede livet."

Gud og hans sag var mere dyrebar for dem end deres eget liv eller berømmelse. 12.000 af de 144.000 vil marchere ind i Guds stad igennem den port, hvor navnet Zebulon står skrevet ovenover. Det er sådanne, som risikerede deres eget liv, da fjenderne var talrige og stærke, og som stormede fjendens højdepunkter og befæstninger. Det vil være mænd, som har øvet stor indflydelse ved deres skribentvirksomhed, da Guds sag var i en krisetilstand, og til sidst bragte sejr for Guds sag. Det ser ud til, at Zebulon var en intelligent stamme og begunstiget med denne verdens goder, men når der kom krisetider, finder vi dem villige til at gøre en indsats for Guds sag og navn. (Dom. 5,19.)

De kæmpede ikke for belønningens skyld. De tog ingen sold. De var selvunderholdende krigere, der kæmpede af kærlighed til Guds sag. 200 år senere, da en anden krise truede, efter at Saul var død og de skulle vælge en ny konge, var der ingen stammer, der overgik Zebulon i antal soldater og udrustning. De stillede med 50.000 soldater og bragte selv deres våben med sig. 1 Krøn. 12,33: "De kom med en vilje rede til kamp." De var ikke uenige eller delte, men enige om at kæmpe til sidste bloddråbe.

Er vi villige til at udvikle en sådan karakter med risiko for at miste livet i kampen for Guds værks fremme? Dertil må vi nå i den allersidste tid.

>>> Josef (1 Mos. 49, 22-26)
"Et yppigt vintræ er Josef, et yppigt vintræ ved kilden, ranker slynger sig over muren. Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør angreb på ham, men hans bue er stærk, hans hænders arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe, fra din faders Gud - han hjælpe dig! og Gud den Almægtige, han velsigne dig med himmelens velsignelser oventil og dybets velsignelser nedentil, med brysters og moderlivs velsignelser! Din faders velsignelse overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed. Måtte de komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre!"

Josef var Jakobs ellevte søn og Rakels førstefødte. Jakob fik Josef i sin alderdom, 91 år gammel, og han havde da tjent Laban i 14 år. Jakobs velsignelser til de to medhustruers fire sønner var meget korte og dunkle, men når det gjaldt Rakels førstefødte, så svulmer patriarken Jakobs hjerte af stor kærlighed til hendes søn, og i udtryksfulde ord og billedsprog udtaler han ubegrænsede velsignelser over Josef. Han sammenligner ham med et vintræ, der vokser ved kilden, der bar rige, skønne druer, og hvor rankerne fra vinstokken slyngede sig op over muren til glæde og velsignelse for andre. Han omtaler bueskytter, der angreb ham og ville gøre ham ondt, og han tænker sikkert på hans brødre, der var onde imod ham, og de fristelser, han var genstand for i de år, han var slave og fange i Potifars fængsel. Men Josef lod sig ikke slå ud eller tabte modet. Himmelens Gud forlod ham ikke. Han var med ham i fængslet; han rensede og polerede ham, som vi læser i Salme 105,18-19: "De tvang hans fødder med lænker, han kom i lænker af jern, indtil hans ord var opfyldt; ved Herrens ord stod han prøven igennem."

Josef bestod den hårde prøve, han gik igennem. Man kan spørge: hvorfor tillod Gud, at Josef måtte gennemgå så hårde prøvelser? Han blev berøvet sit barndomshjem, kun 17 år gammel, blev solgt som slave til et fremmed land, blev kastet i fængsel, fordi han ikke ville synde imod Gud. Hvorfor greb Gud ikke ind noget før? Hvorfor tillod han denne prøvelsens ild at komme over ham i 13 lange år, hvor han intet hørte fra sin elskede fader? Hans mor var død, kort tid før han blev solgt som slave.

Jo, Gud havde en bestemt plan med Josef. Han skulle blive en frelser for sin familie, for ægypterne og for mange andre, der ellers ville være omkommet af sult. Som guvernør for det store ægyptiske rige forstod han nu bedre at have medfølelse med rigets undersåtter i deres forskellige kår, efter at han selv havde arbejdet sig op fra slavekår til rigets næstmægtigste mand.

Han gennemgik en streng og hård skole. Den var lang og trang - 13 år - men det er i livets strenge skole - Guds skole - at livets svære lektier læres. Fra at være en forkælet ung mand blev han i ydmyghedens dal modnet og adlet til sin høje stilling og blevet lysende eksempel for ungdommen gennem alle tider.

I Bibelens beretning om Josef står han blandt de få, om hvem der ingen fejl er omtalt. Når man læser om Josefs kyskhed og gudsfrygt midt i det åndelige mørke, der omgav ham i det afgudsdyrkende Ægypten, må man ikke glemme, at hans moder, Rakel, levede, indtil han var 16 år. Efter at hun havde lagt en god grundvold for hans fremtid, lagde Gud Rakel til hvile, så hun blev sparet for den store sorg at opleve sin søns triste skæbne, da han blev solgt som slave. Men igennem evigheden vil hun se frugterne eller resultaterne af sin undervisning. Det skyldtes sikkert denne moders gudfrygtige undervisning, at Josef blev stærk i sin gudsfrygt.

Lykkelig er den moder, som giver sine børn en sådan opdragelse, som Josef fik, og lykkelige er de børn, som modtager en gudfrygtig undervisning i deres barndomsår. Den vise mand siger, at "faders tugt" og "din moders belæring ... er en yndig krans til dit hoved". (Ordsp. 1,8-9.)

I Josefs lange levetid, 110 år, hører vi intet om, at han var utro mod Gud. Han holdt fast ved sin fædrenetro. Han døde med en fast tro på Guds løfte til Abraham, Isak og Jakob. Hans sidste ord var: "Gud vil se til eder og føre eder fra landet her til det land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob." (1 Mos. 50,24.) Hans legeme blev balsameret, og da Moses ledte Israels børn ud af Ægyptens land 144 år senere, blev hans sidste vilje opfyldt. Hans balsamerede legeme blev ført med til Kana'ans land. Under deres mange trældomsår i Ægypten og ligeledes under deres 40 år lange ørkenvandring var Josefs ben, eller balsamerede legeme, i kisten, som de bar under alle deres vandringer, et vidnesbyrd for israelitterne om, at Gud til sidst ville føre dem til deres fædres land.

Fra Josefs død og indtil Moses blev født hengik der 64 år. Det var i denne tid, at Israels trældom begyndte, fra 1635 til 1571 f. Kr. To stammer fremstod ved Josefs to sønner, Efraim og Manasse, h VIS efterkommere udgjorde 85.200 våbenføre mænd, da israelitterne marcherede ind i Kana'ans land. (4 Mos. 26,28 og 34 samt 37.) Josef modtog en del af førstefødselsretten, ifølge 1 Krøn. 5,1. 12.000 af de 144.000 vil med Josefs karakter gå ind ad den port, over hvilken Josefs navn står skrevet, og dette navn vil igennem evighederne skinne til Guds ære.

Denne tekst fortsætter >>>> >>>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk