>>> Benjamin (1 Mos. 49,27)
"Benjamin, den rovlystne ulv, om morgenen æder han rov, om aftenen deler han bytte!"

Benjamin blev moderløs ved sin fødsel. Rakel kaldte ham Ben'oni, lidelsens søn, men Jakob kaldte ham Benjamin, lykkens søn. (1 Mos. 35,16-18.) Denne. stammes karakter kendetegnes ved Jakobs profetiske forudsigelse, idel den er lig en ulv. Denne søn blev forkælet som den yngste i flokken og uden en moders omsorg til at opdrage ham, blev han egensindig og lunefuld. Dette stivsindede sindelag kom til syne i Benjamins stammes holdning og krigerske opførsel over for de andre stammer, indtil de næsten blev helt udslettet, så der kun var 600 mand tilbage. (Dom. 20, 12-48.) Til trods for dette store mandefald var de dog på Davids tid en talrig stamme, ca. 60.000 våbenføre mænd.

Benjamin havde ti sønner. (1 Mos. 46, 21.) Da de drog ind i Kana'ans land, talte de 45.600 krigere. (4 Mos. 26,41.) Benjaminitterne var berømte for deres slyngekastere. (1 Krøn. 12,2.) "De var øvede i stenkast og pileskydning både med højre og venstre hånd." Benjamins landområde var lille, ca. 48 km langt og ca. 24 km i bredden. Det var bjergfyldt. Det lå 2000 fod over havet, og var meget frugtbart.

Jerusalem samt byerne Jeriko, Betel og Gibeon lå inden for dets landområde. I 20 år stod pagtens ark i Kirjat-Jearim i Benjamins land. I byen Rama var profeten Samuels hjem, og han byggede der et alter for Herren. Hvert år aflagde han besøg i Betel, Gilgal og Mizpa og afsagde retskendelsen i disse byer over Israel.
Benjamins karakter, som Jakob omtalte som en ulv, blev dog mildnet med tiden. Moses' profetiske ord indeholder en hentydning til, at der ville ske en forandring med Benjamins stammes karakter. 5 Mos. 33,12: "Benjamin er Herrens yndling, han bor bestandig i tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans skrænter."

Det er bemærkelsesværdigt med den lighed, der er mellem Benjamin og hedningernes apostel Paulus, der siger om sig selv: "Også jeg er jo israelit, ... af Benjamins stamme. " (Rom. 11,1.) Paulus var vidne til Stefanus' martyrdød. Dernæst hører vi om ham, at "han fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple". (Apg. 9,1.) "Han søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel." (Apg. 8,3.)

Han fortæller selv, hvor grusom han var mod de omvendte kristne jøder. (Apg. 26,10-11.) Han viste ingen barmhjertighed. Der var ingen sikkerhed nogen steder for denne rasende ulv. Men der skete en mirakuløs forandring med denne mand med ulvenaturen. Han blev de kristnes ven, da Gud forandrede hans natur.

Andre dygtige mænd udgik fra Benjamins stamme. Da Israel var undertrykt af moabitterne, råbte de til Herren, og han lod en befrier fremstå iblandt dem, benjaminitten Ehud, som var kejthåndet, og landet fik ro i 80 år. (Dom. 3,15 og 30.)

Israels første konge, Saul, var af Benjamins stamme. Da han blev salvet til konge, gav Gud ham et helt andet hjerte eller sind. (1 Sam. 10,9.) Så længe Saul var ydmyg, var Herren med ham. (1 Sam. 15,17.) Samuel sagde til ham: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke høvding for Israels stammer, og salvede Herren dig ikke til konge over Israel?" Men da han blev stor i sine egne øjne, blev han forkastet af Gud. Da den ulveagtige natur kom frem i hans karakter og han efterstræbte David, Herrens salvede, og hans eneste mål var at dræbe ham, da var hans dage talt.

En modsætning til Saul var Mordokaj, en søn af Kisj, en benjaminit, som omtalt i Esters bog. (Ester 2,5.) Han var efterkommer blandt de fanger, Kong Nebukadnezar bortførte fra Jerusalem. Han var plejefar for Ester, der også tilhørte Benjamins stamme og var hans farbroders datter. Han var med til at frelse perserkongens liv og ligeledes med til at frelse alle jøderne i det persiske rige. Han opnåede en ærefuld stilling i det persiske verdensrige. Benjamins karaktertræk er den uomvendtes karakter igennem alle tidsaldre, men deres karakter må forandres, for at de kan blive frelst. 12.000 vil have Benjamins forandrede karakter til det gode og vil tjene i Herrens tempel dag og nat igennem evigheden. (Åb. 7,15.)

>>> Manasse (1 Mos. 48,8-20)
Da Josef hørte, at hans fader var blevet syg, tog han sine to sønner, Manasse og Efraim, med sig for at besøge ham. Han ønskede, at hans fader skulle give hans to sønner sin velsignelse. Han troede, det havde stor betydning for deres fremtid. Jakob nævnte for sin søn, at hans to sønner, Efraim og Manasse, som var født i Ægypten før Jakobs ankomst dertil, skulle tælles med blandt Jakobs sønner ligesom Ruben, Simeon og de andre sønner, og opnå de samme rettigheder. (1 Mos. 48,1-6.)

Deres moder var præstedatter fra byen On i Ægypten. De var således halvt ægyptere. Josef førte Manasse, den førstefødte, hen til Jakobs højre hånd, og Efraim, den yngste, til hans venstre hånd, men Jakob lagde sin højre hånd på Efraims hoved og den venstre hånd på Manasses hoved. Da Josef så dette, ville han rette sin fader i hans tilsyneladende fejltagelse ved at tage faderens højre hånd og lægge den på Manasses hoved. "Men hans fader vægrede sig og sagde: 'Jeg ved det, min søn, jeg ved det! ... Også han skal blive stor; men hans yngre broder skal blive større end han, og hans afkom skal blive en mangfoldighed af folkeslag! , " (1 Mos. 48,17-19.)

Denne profeti blev senere opfyldt, idet Manasses stamme, selvom den udgjorde en indflydelsesrig stamme, blev overgået af Efraims stamme.

Det er rørende at læse om Jakobs levnedsløb, som han berører ganske kort i sin velsignelse af drengene. Jakob havde haft mange sorger i sit liv. 77 år gammel måtte han flygte hjemmefra på grund af sin broder Esaus skumle planer om at hævne sig, fordi Jakob havde tilranet sig Isaks velsignelse ved list. I 20 år måtte han døje kulde og hede som fårehyrde hos sin snu onkel, Laban. Hans elskede hustru Rakel døde efter 20 års ægteskab. Hans elleve sønner voldte ham mange bryderier og sorger. Sin elskede søn Josefs selskab måtte han undvære i 13 år, idet han troede, sønnen var død. Det er derfor forståeligt, at han, da Farao spurgte om hans alder, udbrød: "Få og onde var mine leveår." Han havde haft mange tunge, sorgfyldte dage og timer, denne gamle patriark.

Livet var ikke gået så let for ham som for hans fader Isak. Men han var dog ikke bitter på Gud på grund af modgang og bekymringer. Han siger til sin søn Josef: "Den Gud, for hvis åsyn mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig fra min første færd og til nu, den engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne drengene, så at mit navn og mine fædre Abrahams og Isaks navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i mængde i landet! " (1 Mos. 48,15-16.)

Når vi ser tilbage på vore leveår, har der sikkert også været dage, hvor sorgerne har knuget os ned, som de gjorde for Jakob. Måske sorger over vore børns uheldige opførsel, bekymringer af økonomisk art, skuffelser af forskellig art; men gennem det alt sammen kan vi da sige af hele vort hjerte: "Gud har bevaret os fra første færd og indtil nu. Han har ikke sluppet os eller forladt os, selv i krisestunder. Herrens engel har udfriet os fra alt ondt og har velsignet os og været med os gennem fortidens dage."

Manasse bleven stor stamme. Ved den første folketælling var der 32.200 unge soldater. 40 år senere var tallet blevet forøget til 52.700. ( 4 Mos. 26, 34.) Halvdelen af stammen fik arvelod på den østlige side af Jordanfloden, idet de fik det rige, som de under Moses' førerskab erobrede fra de amorittiske konger i Hesjbon og Basan. Dette landområde bestod hovedsagelig af skove og frugtbare kornarealer. (5 Mos. 3,2-3 og 13-15; Jos. 13,29-31.)

Den anden halve stamme fik et stort område i Kana'an, som grænsede ned til Efraims i syd, fra Jordanfloden til Middelhavet. Lig andre stammer var Manasses stamme ikke i stand til straks at fordrive kana'anæerne fra deres befæstede byer i bjergegnene, men efterhånden gjorde de dem skatskyldige. Men Josua havde en anden mening, idet han sagde til dem: "Et bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset, og når du rydder det, skal det tilfalde dig med udløberne derfra; thi du skal drive kana'anæerne bort, selvom de har jernbeslagne vogne; du er nemlig stærkere end de. " (Jos. 17,18. )

Det var vægtige ord sagt af en erfaren general og kriger. Det var ord om mod og tro. Deres undskyldninger var ikke meget værd over for Josua, da de påberåbte sig, at kana'anæerne havde jernvogne, så de ikke kunne indtage deres fæstninger. Gud er stærkere end alle modstandere. Josuas ord gælder også i dag. Vi må have en fast tro på evangeliets sejr.

Sandheden er stærkere end noget andet i denne verden.

Selvom Manasses stamme boede langt borte fra Jerusalem og helligdommen, tog de alligevel del i de reformer, som Judas gudfrygtige konger gennemførte.

Da Kong Asa ødelagde afguderne og indførte den sande gudsdyrkelse, kom der en stor skare fra Manasse til Jerusalem, fra Israels rige i nord, for at tilbede der, da de så, at Herren var med Asa. (2 Krøn. 15,8-9 og 12.)

Flere år senere, da Ezekias var blevet konge i Juda rige og indbød til en stor påskefest i Jerusalem, kom der fra Manasses stamme sådanne, som ydmygede sig, og tog del i påskehøjtideligheden. (2 Krøn. 30,1 og 11 samt 18.) De tog del i reformationen og vækkelsen, der fandt sted. »Da alt det var til ende, drog alle de israelitter, som var til stede, ud til Judas byer, og de sønderbrød stenstøtterne, omhuggede asjerastøtterne og nedrev offerhøjene og altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev spor tilbage; så vendte alle israelitterne hjem, hver til Sin ejendom i deres byer." (2 Krøn. 31,1.)

Under den gudfrygtige Kong Josias i Juda rige skete der en stor reformation, som også nåede til Manasses stamme i Israels rige. Byerne i Manasse blev renset for afgudsdyrkelsen. (2 Krøn. 34,1-7.) De gav af deres midler og tog del i indsamlingen for at kunne istandsætte templet i Jerusalem, så gudstjenesten kunne foregå på rette måde. (2 Krøn. 34,9.) Selvom der ikke fortælles ret meget om Manasses stamme i Bibelen, efter at de havde bosat sig i Kana'ans land, kan man dog af de spredte oplysninger, der gives, finde ud af, at de havde et ønske om at tjene Gud.

Gideon, en af rigets kendteste og mest berømte dommere i Israels historie, var af Manasses stamme. Det ser ud til, at han var den eneste dygtige hærfører af Manasses stamme, der boede i Kana'ans land. Den anden halvdel af Manasses stamme, der boede på den østlige side af Jordanfloden, var mere modige end dem, der boede på den vestlige side. Gideon er omtalt i Dommerbogen. (Dom. 6,11 og 15.) Han var en ydmyg mand. Han sagde til englen: "Ak, herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min slægt er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i mit fædrenehus! " Englen svarede ham: "Herren vil være med dig!"

Gud kan også i dag gøre brug af de unge, når blot de er villige til at følge hans anvisninger.

Gideon blevet mægtigt redskab i Guds hånd ved befrielsen af landets fjender. Med sine 300 soldater vandt han en strålende sejr, fordi han fulgte Guds anvisning.

I l Krøn. 12,19 læser vi, at af Manasses stamme gik nogle over til David, blandt andet syv dygtige kaptajner. De hjalp David i kampen mod røverbanderne, der huserede i landet; de var dygtige krigere og blev førere i hæren. (1 Krøn. 12,20-21.) Efter Sauls død var der 18.000 af Manasses halve stamme, der var med til at foreslå og bestemme, at David skulle være konge. (1 Krøn. 12,31.)

De første kvinder, der er omtalt i Bibelen, som fik retslig kendelse til at eje ejendom i deres eget navn, tilhørte Manasses stamme. Zelofhad havde fem døtre, men ingen sønner. Døtrene fik nu arveretten ifølge Guds egen befaling. ( 4 Mos. 27,1-7.) Deres besiddelser lå i Transjordanien. (Jos. 17,3-6.)

Manasses stamme benyttede sig af det privilegium, de fik ved at blive talt med blandt Jakobs sønner, og de satte pris på den velsignelse, som patriarken gav Manasse, hvis navn bliver udødeliggjort gennem evigheden, idet det står skrevet over en af perleportene, hvorigennem 12.000, som har Manasses karakter, går ind i det nye Jerusalem. Efraims navn derimod glider ud i glemselens mørke.

DER ER TOLV af Israels stammer, hvis navne bliver bevaret gennem evigheden, idet de er skrevet over indgangsportene i det nye Jerusalem; det er Ruben, Simeon, Levi, Juda, Naftali, Gad, Aser, Issakar, Zebulon, Josef, Benjamin og Manasse.

Men der er to navne, som er udeladt. (Se Åb. 21,12 og 7,5-8.)

Det er Efraims og Dans navne. Er de glemt, eller hvad er årsagen? Efraim var den førende stamme i Israel, og Dan var den næststørste stamme, da de marcherede ind i Kana'ans land; men hvorfor er disse to stammers navne udeladt i rækken af de navne, der for evigt skal pryde det nye Jerusalems porte? Svaret vedrørende Efraim får vi hos Hoseas 4,17; og 9,17. Efraim er bunden til afgudsbilleder, lad ham fare!" "Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham."

<<< Dans stammes karakteristiske indstilling var skånselsløs kritik af deres medmennesker. "Den, der sværter sin næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke." (Sl. 101,5.)

Jakobs profetiske udtalelse om Dan er ret bemærkelsesværdig. 1 Mos. 49,16-17: "Dan dømmer sit folk så godt som nogen Israels stamme. Dan blive en slange ved vejen, en giftsnog ved stien, som bider hesten i hælen, så rytteren styrter bagover!" Slangen fanger ved list og snedighed. Dans stamme udmærkede sig ved sin skarpsindighed, sin dømmekraft, sin begavelse, sin kunstnernatur, men var samtidig selvisk, stolt og kritisk. Dans stamme symboliserer bagtaleren. Et sådant karaktertræk er usympatisk og misbilliges af både Gud og mennesker.

Jakobs profetiske forudsigelse åbenbarer, hvorfor Dan som stamme ikke har nogen del i den evige arv. Gud har besluttet, at de, der følger denne kurs, ikke kan blive beseglet, thi ingen, der bagtaler sin næste, vil stå på Zions bjerg. Salmisten stiller dette spørgsmål: "Herre, ... hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som ... ikke bagtaler med sin tunge, ikke volder sin næste ondt og ej bringer skam over ven." (Sl. 15,1 og 3.)
Dans stamme havde en god dømmekraft, en god logik, en klar forståelse af ret og uret, men var tilbøjelig til at finde fejl hos andre. Dan betyder "dommen ". Dans stamme fostrede en af de mærkeligste skikkelser, verden har set, nemlig Samson, der var dommer i Israel i 20 år.

Dans mor var Bilha, Rakels tjenestepige. Der fortælles intet i Bibelen om Dans levnedsløb ud over, at han havde en søn. (1 Mos. 46,23; 4 Mos. 26,42.) Men han bleven talrig stamme. Der var over 64.400 våbenføre mænd, da de drog ind i Kana'ans land.

Til trods for deres store antal fik de ved lodtrækningen kun tildelt et lille område mellem Efraims og Judas stamme. Men selv dette lille landområde var de ikke i stand til at underlægge sig. (Dom. 1,34.) De blev tvunget af kana'anæerne til at flygte op i bjergegnene. De så nu ingen anden udvej end at flytte til et andet sted, hvor det var mindre besværligt at bosætte sig. Men ved at gøre dette gik de imod Guds oprindelige plan, som havde tildelt dem et landområde ved Judas stamme. Dersom de havde sat deres lid til Gud, ville de have fået hjælp fra ham til at underlægge sig deres tilmålte arv. I stedet valgte de fem spejdere af deres stamme, som fik til opgave at finde et andet bosted. Dette er omtalt i Dommerbogens 17. og 18. kapitel. De drog nordpå op til Hermons bjerg ved Jordanflodens udspring, overfaldt senere de intetanende indbyggere i Lesjem, stak byen i brand, så alle indbyggerne omkom, og gav byen navn efter deres egen stamme. (Jos. 19,47-48.) Dans stamme udgjorde således den nordligste grænse af Kana'ans land.

Det er den almindelige opfattelse blandt bibelfortolkere, at denne stamme skulle foretage sine erobringer mere ved snedighed og strategi end ved tapperhed og mod. Dette ses i flere tilfælde i denne stammes historie. Men allermest kommer denne egenskab til syne i Samsons handlinger i hans krige mod filistrene, f. eks. da han afbrændte filistrenes korn ved hjælp af 300 ræve. (Dom. 15,3-5.) Efter at have fanget rævene bandt han halerne sammen to og to, bandt en fakkel til og slap så de 150 par ræve løs efter at have tændt faklerne. De arme dyr for af sted med de brændende fakler ind i filistrenes kornmarker, hvorved der gik ild i det stående korn og negene.

Da tabernaklet skulle bygges under israelitternes ørkenvandring, blev Oholiab af Dans stamme udset til at hjælpe Bezal'el, da han var udrustet med kunstnersnilde i træskærerarbejde m.m. (2 Mos. 31,3-6) og tillige var en dygtig læremester, der kunne undervise andre i denne kunst (2 Mos. 35,34). Disse kunstneriske evner vedblev denne stamme at eje, og det var sikkert årsagen til, at de følte sig tiltrukket af Tyrus med dens store rigdomme, og fandt arbejde der. (1 Kong. 7,13-14.)

Mange år senere, da Salomo opførte templet, sendte han bud til kongen af Tyrus og bad ham om at sende en mand, der kunne udføre billedskærerarbejdet m.m. Kongen sendte da Huram-Abi, hvis far var fra Tyrus og hans mor fra Dans stamme. (2 Krøn. 2,7 og 13-14.)

"Således gik det til, at man valgte en mand, som ikke var drevet af et uselvisk ønske om at tjene Gud, til at stå i spidsen for Salomos håndværksmestre. Han tjente denne verdens gud, mammon. Hele hans væsen var gennemsyret af selviskhed. Huram krævede en stor løn i kraft af sine usædvanlige evner, og lidt efter lidt tilegnede hans medarbejdere sig hans forkerte principper."

Efter Davids og Salomos regeringstid hører man sjældent noget til Dans stamme. Da riget blev delt efter Salomos død og Jeroboam blev konge for ti-stammeriget, opsatte han to guldkalve i sit rige, den ene i Dans stamme mod nord og den anden i Betel i Efraims stammes territorium.

Men før denne tid hengav Dans stamme sig til afgudsdyrkelse som omtalt i Dommerbogens 18. kapitel. Dans stamme blev ført bort fra deres landområde meget tidligere end de øvrige ti stammer. (Dom. 18,30-31; 2 Krøn. 16,4.) Dans navn forsvinder til sidst ud i glemselens mørke for evigt og altid. Hans navn findes ikke over nogen af Jerusalems perleporte.

<<< Efraim var Josefs anden søn. Hans moder var præstedatter fra On. Hendes fader var ypperstepræst ved soltemplet i On - senere Heliopolis.

(1 Mos. 41,45 og 50; samt 46,20.) Josefs sociale stilling blev styrket ved giftermålet med en datter af en af Ægyptens fornemste familier. ,Josefs stærke tro på Gud og hans ledelse har muligvis været et middel til hans ægyptiske hustrus omvendelse til Gud."

Efraim har sikkert tilbragt det meste af sin tid blandt ægypterne, men har også opholdt sig meget blandt israelitterne i Gosenland. Efraim var 21 år, da han modtog Jakobs velsignelse og fik tildelt førstefødselsretten i stedet for Manasse. Muligvis har dette fyldt hans hjerte med stolthed og indvirket på hans og hans efterkommeres livsførelse.
Jakobs forudsigelse om Efraim, at hans afkom skulle blive en mangfoldighed af folkeslag (1 Mos. 48,19) og større end hans broder Manasses, blev opfyldt bogstaveligt. Da de drog ind i Kana'ans land, talte de 40.500 våbenføre mænd, medens Manasse kun mønstrede 32.200 mand.

Stammen fik tildelt et af de mest eftertragtede områder i Kana'ans land. De strakte sig tværs over hele landet fra Middelhavet i vest til Jordanfloden mod øst. Efraim var således en stor og tætbefolket stamme, og den fostrede flere berømte mænd.

Josua, Nuns søn, tilhørte Efraims stamme. (4 Mos. 13,8 og 16.) Han var Moses' højre hånd og øverstbefalende i hæren. Han omtales i forbindelse med sejren over amalekitterne, før de kom til Sinaj bjerg. (2 Mos. 17,8-16.) Han var en af spejderne, der blev udsendt for at udspejde Kana'ans land, og han og Kaleb var de to eneste, der kom med en god rapport. Som belønning fik han lov til at komme ind i Kana'ans land. Han afløste Moses som leder af israelitterne og vandt mange sejre over deres fjender som general og folkefører, indtil han døde 110 år gammel.

Samuel, den sidste dommer i Israel, var en efraimit. (1 Sam. 1,1.) Han bliver sidestillet med den store lovgiver Moses. (Jer. 15,1.) Få mænd har som Samuel beklædt så mange embeder under et langt og indflydelsesrigt liv. Han fungerede som præst og som dommer; han var grundlægger af profetskolerne og en dygtig ungdomsleder. Han var også i besiddelse af profetiens gave, og det menes, at han har skrevet Første Samuelsbog. Han formanede israelitterne til at ophøre med tilbedelsen af afguder, og bad for deres omvendelse. (1 Sam. 12,23-24.) Han blev grundlæggeren af kongedømmet hos israelitterne og viste ydmyghed og klogskab ved at trække sig tilbage, da folket krævede en ny leder. Hans navn er nævnt blandt trosheltene i Bibelens partenon eller berømmelsens hal i Hebræerbrevets 11. kapitel. (Heb. 11,32.)

Efraim var således en stamme, der havde mange dygtige og begavede mænd, men de forstod ikke at værdsætte dette. De var skinsyge og misundelige, altid sensible, når de mente, de var blevet tilsidesat. De kritiserede f. eks. Gideon, at han havde undladt at kalde på dem, da han førte krig imod midjanitterne. Og det samme var tilfældet med Jefta, da han førte krig imod ammonitterne. (Dom. 8,1; og 12,1-6.)

I Josuas dage undlod de at drive kana'anæerne ud af landet. (Jos. 16,10.) Efter Salomos død, da riget blev delt, er Efraims historie Israels riges historie. Jeroboam, deres første konge, var en efraimit. (1 Kong. 11,26.) Hvis Jeroboam havde vandret ydmygt med Gud, ville der være skrevet en helt anden historie om Efraims stamme. Det var den samme skinsygens og misundelsens ånd, der havde besjælet denne stamme i dens tidligere historie, der nu bevirkede, at Jeroboam opsatte guldkalve i Betel og Dan og således grundlagde et system af afgudsdyrkelse i sit rige, der skulle få skæbnesvangre følger for hele rigets fremtid og førte til dets ophør længe før Juda riges undergang. ( 1 Kong. 12,28-30.)

I over 400 år bar Gud over med Efraims stamme, men forkastede den til sidst, så den ikke længere skulle være centrum for gudsdyrkelsen og være værtsfolk for Israels titusinder. Sl. 78,67-69: "Men han fik lede ved Josefs telt. Efraims stamme udvalgte han ikke." Nu blev Judas stamme udvalgt i stedet. Guds lampe, Guds bolig og nærværelse blev flyttet fra Silo til Jerusalem i Juda. Sl. 78,60: "Han opgav sin bolig i Silo, det telt, hvor han boede blandt mennesker." Guds ark vendte aldrig mere tilbage til Silo, efter at den var blevet taget af filisterne.

Efraim, som havde givet tonen an og gennem århundreder været værtsfolk for Israel ved de store årlige højtider, blev nu hjemsted for afgudsdyrkelsen. I Sl. 78,9-11 siges der, hvad årsagen var til deres dybe fald: "Efraims børn var rustede bueskytter, men svigtede på stridens dag. Gudspagten holdt de ikke, de nægted at følge hans lov; hans gerninger gik dem ad glemme, de undere, han lod dem skue." Profeten Hoseas omtaler også årsagen til deres fald.

Hos. 8,12: Jeg skriver ham mange love, han regner dem ikke." Hos. 7,8: "Efraim er iblandt folkene, aflægs er han; Efraim er som en kage, der ikke er vendt."

Fra lykkens høje tinde med Josua som hele nationens fører og leder, med byen Silo, et såkaldt bispesæde, inden for sine landemærker, med en højagtet, begavet og gudbenådet mand, profet og dommer, Samuel, som åndelig leder og grundlægger af de berømte profetskoler, faldt denne stamme ned til de laveste dybder af afgudsdyrkelse for endelig at blive bortført som fanger og trælle til Assyrien.

Efter at profeten Hoseas har nævnt, at folket hælder til frafald, siger han med stor sorg i sit hjerte: "Mit hjerte vender sig i mig, al min medynk er vakt." "Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare?" (Hos. 11,7-8.)

Afgudsdyrkelse var Efraims store synd. Efraims stamme undlod at værdsætte den sande gudsdyrkelse. Efter at Herrens og profeternes formaninger i lang tid var blevet ringeagtet og forkastet, lød ordene: "Efraim er bundet til afgudsbilleder; lad ham fare! " (Hos. 4,17.) Der var intet at gøre for dem. "Lad dem nu sejle deres egen sø," som man siger i daglig tale. Det var håbløst at tale med dem mere. "Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse blev de blandt folkene." (Hos. 9,17.)

Der er mange afgudsdyrkere i kristne lande i dag; de vandrer på den samme vej, som Efraim gik på. De tilbeder måske ikke metaller, sten og træ, men derimod penge, rigdom, forlystelser og store stillinger. Guds kald har lydt til dem mange gange, men lig Efraim er de bundet til deres afguder og til denne verden. De regner sig måske for at være kristne, men verden og dens skikke føler de sig mere tiltrukket af end at komme i Guds hus, og verdsligt selskab synes mere tillokkende for dem end at være, hvor Guds børn samles.

Den store Konge vil snart komme og gengælde deres utroskab. "På hin dag skal mennesket slænge sine guder af sølv og guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til muldvarpe og flagermus for at gå ind i klipperevner og fjeldkløfter for Herrens rædsel, når han står op for at forfærde jorden. Afguderne skal helt forsvinde. Da skal menneskets stolthed bøjes, mændenes hovmod ydmyges, og Herren alene være høj på hin dag." (Es. 2,20-21 og 17-18.)

Afslutning HVILKEN LÆRDOM er der nu at hente fra Jakobs tolv sønners levnedsskildring, deres forskellige karaktertræk og deres efterkommeres skæbne?

I ungdomsårene efterfulgte ikke alle sønnerne deres faders gudsfrygt, dette kan måske for en stor del skyldes fire forskellige mødres opdragelsesmetoder og religiøse indstilling, men i tidens løb øvede faderens gudfrygtighed en stor indflydelse på dem. ,,I de år, der var gået, siden Josef blev skil t fra dem, havde Jakobs sønner skiftet karakter. De havde været misundelige, ustyrlige, bedrageriske, grusomme og hævngerrige; men nu, da de blev prøvet med modgang, viste de sig da de blev kastet i fængsel i tre dage under deres første besøg i Ægypten for at købe korn at være uegennyttige, tro mod hinanden og hengivne over for deres fader, og skønt de var midaldrende mænd, underkastede de sig hans myndighed." Jakob "så beviser på sand anger hos sine sønner".

Det var misundelse, der fik brødrene til at sælge Josef som slave. Men da Josef hørte Judas rørende forsvarstale for sin broder Benjamin og så resultatet af sand anger hos sine brødre, var han glad og tilfreds. Josefs villighed til at tilgive sine brødre for deres ubarmhjertighed og grusomhed imod ham for så mange år siden beviste også en grundig omvendelse hos brødrene.

Lad alt dette være en opmuntring for alle gudfrygtige fædre og mødre. Selvom det til tider kan se ud til, at børnene under deres opvækst og ungdomsår skejer ud og udviser dårlige karakteregenskaber og måske forlader sandhedens vej, så kan livets prøvelser og forældrenes kærlighed til dem, og vedvarende bønner for deres frelse, til sidst føre dem tilomvendelse og anger over deres ungdoms synder. Beretningen om Jakobs tolv sønner er et lysende eksempel på dette.

*** Ruben havde store betænkeligheder og hjerteransagelser, men han overvandt til sidst sin ustabile natur, der var "ustadig som vandet", indtil det kunne siges om ham: "Måtte Ruben leve og ikke dø!"

*** Levi forandrede ved Guds store nåde sin døende faders forbandelse til velsignelse, så han blev Guds tjener i helligdommen.

*** Juda overgik sine brødre ved sin gudsfrygt i hver" dagslivet, så Jakob sagde om ham: "Ikke viger kongespir fra Judæa, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer."

*** Gad vandt til sidst sejr, selvom han i begyndelsen led mange nederlag.

*** Benjamin lærte fra at være en rovlysten ulv at sætte sin lid så fuldstændigt til Gud, at der senere blev sagt om ham: "Den Højeste skærmer ham og bor imellem hans skrænter. " (5 Mos. 33,12.)

*** Aser lærte at dyppe sin fod i olie og kom let over alle sine prøvelser ved Guds hjælp og bistand.

*** Efraim og Dan havde de samme anledninger som deres brødre til at overvinde de dårlige karaktertræk, som de havde af naturen, men de vandt ikke sejr over dem. De havde ikke vilje dertil, gjorde ingen anstrengelser derfor, og deres navne findes ikke over indgangsportene i det nye Jerusalem.

Den samme beretning, som er givet om Jakobs tolv sønner, gentages i mange hjem verden over igennem alle tidsaldre. Børn, der vokser op i gudfrygtige hjem, har samme forældre, samme anledninger, men udvikler sig ofte i hver sin retning. Den samme sol og storm og regn, der modner hvedekornet, modner også ugræsset eller klinten blandt hveden. Alle modtager de samme daglige velsignelser fra Lysenes fader; nogle modnes for Guds rige, men andre værdsætter og udnytter ikke deres privilegier og evner i det godes tjeneste, og det fører til deres egen ødelæggelse. Enhver er sin egen karakters arkitekt.

Med gennemgangen af Jakobs tolv sønners navne i Første Mosebogs 49. kapitel og stammernes navne i Johannes' Åbenbaring, kapitel 7, vers 4-8, har vi forsøgt at påvise årsagen til forskellen på navnene. Efraims og Dans stammers navne er udeladt og i stedet kommer Levis og Manasses stammers navne ind.

Når Levi ikke er omtalt som en stamme i den gamle pagt, skønt han var Jakobs søn, skyldes dette, at Levi ikke modtog nogen arvelod blandt stammerne (Jos. 13,14.) Men i Åbenbaringens bog er Levi regnet med som en stamme, der får arvelod i Guds rige.

I omtalen af de 144.000, som skal gå ind ad det nye Jerusalems 12 porte, der har Israels tolv stammers navne indskrevet over portene, rejser det spørgsmål sig ganske naturligt: Hvem er disse 144.000?

"De israelitter, som således blev beseglet, må da anses for at høre til det åndelige Israel, den kristne kirke. (Se Rom. 2,28-29; og 9,6-7; Gal. 3,28-29; og 6,16; Gal. 4,28; 1 Pet. 1,1; Fil. 3,3.) Med Bibelens billedsprog bliver også det åndelige Israel fremstillet som inddelt i 12 stammer, for navnene på Israels 12 stammer står skrevet over det nye Jerusalems 12 porte (se Åb. 21,12)."

Da der imidlertid ikke gives bestemte oplysninger om, hvem de 144.000 er, har det givet anledning til en del diskussion og forskellige opfattelser. Man har lagt mere vægt på, hvem de er, end hvilke karakteregenskaber de er i besiddelse af. Men "han [Gud] vil ikke, at de skal strides om spørgsmål, som ikke kan være dem til åndelig hjælp, som f. eks. hvem der skal udgøre de 144.000. Dette vil de, der er udvalgt af Gud, om kort tid vide med sikkerhed".

Lad os sætte al vor flid og årvågenhed ind på at udvikle sådanne karaktertræk, der gør os skikkede til at indgå gennem portene i staden. (Åb. 22,14.)

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk