Her omtales alle de frelste i Himmelen. I denne verden var mange af de frelste på grund af deres tro blevet frataget hus og hjem af deres fjender. Men nu har Gud givet dem et tilflugtssted, et hjem i 1000 år, indtil de skal bosætte sig på den nye jord, efter at dommen er blevet afsagt over deres fjender og alle de ugudelige. I 9. vers siges der, at de frelste udgør en "stor skare, som ingen kunne tælle".

Hvor er det opmuntrende at vide, at mange millioner mennesker bliver frelst og kommer ind i Guds rige.

På Abrahams tid var det kun få, og det samme var tilfældet i Noas dage. I storbyerne Sodoma og Gomorra var der kun den retfærdige Lot. Men i tidens løb, hvor den ene generation afløste den anden, fremstod der nogle retfærdige i hvert eneste slægtled.

Hvis vi antager, at der er 150 slægtled fra verdens skabelse til verdens ende, finder vi, at det ikke har været forgæves at forkynde evangeliet for disse generationer.

Når vi læser slægtsregistret i Mattæus evangeliet (1,1-17), erfarer vi, at der var 42 slægtled fra Abraham til Kristus, og 10 slægtled fra Adam til syndfloden, og 10 slægtled fra syndfloden til Abraham, i alt 62 slægtled fra skabelsen til Kristus.

Hvem kan vi finde i den "store skare" af frelste? Her er blandt andre patriarkerne, som overvandt deres svagheder og som gennem mange prøvelser udviklede gode karaktertræk.

Her er dommere, som i krisetider var villige til at sætte deres liv på spil for at frelse land og rige. Her er gudfrygtige konger og statsmænd, som med stor dygtighed styrede riger og nationer. Her er profeter og profetier, som Gud kaldte til at irettesætte sit folk og andre nationer, når de kom på afveje. Her er apostle og reformatorer fra forskellige lande og verdensdele. Men den slægt, vi er mest interesserede i at høre om, er den sidste slægt, som lever på Jorden lige før verdens ende.

Af de slægtled, der gennem årtusinderne har levet på Jorden, er der i vor indledningstekst nævnt en særlig skare fra den allersidste slægt. Tallet på dem er 144.000, og de er inddelt i 12 grupper med 12.000 i hver. Disse grupper har hver især navn efter en af Jakobs 12 sønner. Måske kan det ved første øjekast synes mærkeligt, at de har navne fra Det gamle Testamentes dage, fra jødefolkets første tid, men når vi studerer Skriften, finder vi, at de bibelske navne ofte henviser til personens karakter. Jakobs navn blev f. eks. forandret til Israel, hvilket hentyder til, at han vandt sejr.

Eftersom Gud har valgt at opkalde de 12 grupper i Ab. 7 efter Jakobs 12 sønner, kan vi konkludere, at navnene kendetegner de 144.000. Derfor vil vi sikkert kunne få udbytte af at studere karaktertrækkene hos Jakobs tolv sønner .

I Første Mosebogs 49. kapitelomtales Jakobs forudsigelse af, hvorledes det ville gå sønnernes efterkommere i fremtiden. Helligånden åbenbarede for den gudfrygtige patriark, at hans sønners fremtid ville være afhængig af deres omvendelse.

>>> Ruben (1 Mos. 49,3-4.)
Ruben var den førstefødte. Hans moder hed Lea. Jakob sagde: "Ruben, du er min førstefødte, min styrke og min mandskrafts første, ypperst i højhed, ypperst i kraft! Du skummer over som vandet, men du mister din forret; thi du besteg din faders leje. Skændigt handlede du da - han besteg mit leje!"

Den førstefødte søn i en israelitisk familie arvede dobbelt så meget som de andre af faderens formue. Han arvede også den åndelige førstefødselsret, som gjorde ham til familiens præst. Den første havde tillige håb om at blive en af stamfædrene til den lovede Messias.

Men den førstefødte kunne fortabe sine rettigheder. Således begik Ruben i et ubevogtet øjeblik en synd, der for altid berøvede ham alle de åndelige og timelige rettigheder, som den førstefødte søn havde. På grund af denne synd blev førstefødselsretten givet til Josef, præstedømmet til Levi, og Juda, Jakobs fjerde søn, blev stamfader til Messias. (1 Krøn. 5,1-2; 5 Mos. 33,8 og 10.)

Ruben havde flere gode træk. Han gav f. eks. sin moder de kærlighedsæbler, han havde fundet på marken. (1 Mos. 30,14.)
Ruben søgte også at frelse sin broder Josefs liv, da hans brødre havde besluttet at slå ham ihjel. Men Ruben var en ustabil natur ("ustadig som vandet", eng. overs.). Hans fader havde kun lidt tillid til ham. Det kom til syne, da Rubens løfte om at føre Benjamin tilbage til sin fader i god behold fra Ægypten blev afslået; men da Juda lovede at være garant for drengens sikkerhed, tog Jakob imod tilbudet. (1 Mos. 42,37; og 43,8.)

Denne ustadige natur synes at være gået i arv til Rubens efterkommere. Den samme selviske natur kom til udtryk hos Rubens stamme, da de ønskede at få det første stykke land, israelitterne erobrede fra amoritterne. Moses gennemskuede tilsyneladende deres begærlighed, men opfyldte deres ønske. (4 Mos. 32. kap.)

Hvad blev resultatet? De var blandt de første, der som fanger blev bragt til Assyrien af Tillegat-Pilneser ca. år 740 f. Kr. (1 Krøn. 5,26.) Det er sørgeligt at læse om deres endeligt og den skæbne, der blev dem til del. Det betaler sig ikke at være begærlig, og selvom vi får vore ønsker opfyldt, er det ikke altid til vort eget bedste. Ved selv at vælge det første stykke land, som ganske vist egnede sig til kvægavl - og rubenitterne havde meget kvæg - så boede de nu langt borte fra helligdommen i Jerusalem og de opgav efterhånden fædrenes tro og gudsdyrkelse.

Vi hører ikke meget om dem fra tiden før de blev ført bort af assyrerne. Datan og Abiram var af Rubens stamme; de gik sammen med levitten Kora og flere andre i et oprør mod Moses og Aron og gjorde fordring på præstedømmet under israelitternes ørkenvandring. Men Herren straffede oprørerne med undergang.

Patriarken Jakobs profetiske ord:. "Du skal ikke blive ypperlig" (1 Mos. 49,4, ældre overs.) blev opfyldt i deres senere historie, som er en beretning om deres fejlgreb eller undladelse af at gennemføre Guds forsæt med dem. Rubens stamme havde som førstefødt anledning til at stå som leder i Israel, og da de boede ved moabitternes landemærke, kunne de være blevet et lys, der havde ledt hedningerne til troen på den sande Gud, men de var som deres stamfader "ustabile", "ustadige som vandet". Men til trods for, at Ruben og hans efterkommere ikke opfyldte Guds plan med dem, er Rubens navn alligevel udødeliggjort gennem evigheden, idet utallige millioner frelste vil læse hans navn over en af perleportene i det nye Jerusalem. (Åb. 21,12.)

"Ezekiel tildelte Ruben en plads i det fuldendte Kana'an, idet han i sine syner så ind i fremtiden. (Ez. 48,6-7.) Og Rubens stamme er en af de tolv stammer, som bliver beseglet af engelen ifølge Åb. 7,5, og som apostelen Johannes omtaler i sine syner."

Hvorledes kan Rubens stamme opnå denne store ære efter så tilsyneladende store fejlgreb? - Hvorledes kan f. eks. røveren på korset, hvis livsvandel var en fuldstændig fiasko, komme ind i Himmelen og være der sammen med vor Frelser gennem evigheden? (Luk. 23,42-43.) Forstår vi det til fulde? Det er ved Kristi blod, der renser fra al synd. ( 1 Joh. 1,7.) Da Moses før sin død udtalte sin velsignelse over Israels stammer, sagde han om Rubens stamme: "Måtte Ruben leve og ikke dø, hans mænd blive dog et tal! " (5 Mos. 33,6.)

Vi kan undres over, hvorledes en sådan karakter, ustabil, "ustadig som vandet", kunne leve og ikke dø, men den kurs, som Rubens stamme slog ind på, da en stor krise indtraf i Israel, vil måske være forklaringen på, hvorfor de vandt sejr.

I slaget ved Megiddo bliver der sagt om Rubens stamme i dommernes dage: "Ved Rubens bække var betænkelighederne store." Den engelske bibel har det således: "Blandt Rubens divisioner var der store hjerteransagelser. " (Dom. 5,16.)

Der er mange mennesker i verden, der ligner Ruben. De er ustabile, ustadige, ubeslutsomme og har ikke karakterstyrke til at bestemme sig for at følge ret og retfærdighed, men hvis de alvorligt begynder at ransage deres hjerte, vil de kunne opdage deres svagheder og vende om til Gud. Han vil komme dem til hjælp og sige som Moses sagde om Ruben: "Måtte [han] leve og ikke dø!"

>>> Simeon ( 1 Mos. 49,5-7)
Simeon var Jakobs næstældste søn med Lea. Han var en mand med et heftigt sind. Hans liv rummer nogle af de mørkeste handlinger i Israels historie. Han gjorde sig skyldig i overfald og mord på de intetanende indbyggere i Sikem. Denne afskyelige handling udførte han sammen med sin broder Levi. Simeon var den ledende ved denne udåd, for Bibelen nævner hans navn først, når der er tale om synd. (1 Mos. 34, 25. 30.) Et helt kapitel i Bibelen giver en beretning om årsagen til, at disse to brødre overfaldt og plyndrede byen.

Da Jakob derfor så sine to sønner nærme sig for at modtage hans velsignelse, mindedes han deres morderfærd 40 år før og udbrød: "Simeon og Levi, det broderpar, voldsredskaber er deres våben. I deres råd giver min sjæl ej møde, egenrådigt lamslog de okser. Forbandet være deres vrede, så vild den er, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel." (1 Mos. 49,5-7.) I den engelske bibel står der sådan: "Simeon og Levi er brødre; grusomme redskaber er i deres besiddelse. O, min sjæl, kom ikke i deres hemmelige råd, slut dig ikke til deres forsamling, min ære, for i vrede dræbte de en mand, og i deres selvrådighed omstyrte de en mur. Forbandet være deres vrede, thi den var heftig, og deres harme, thi den var grusom. Jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel."

Begge stammer blev splittet og spredt. Da landet ved lodkastning deltes mellem stammerne, efter at de var kommet ind i det forjættede land, fik de ikke nogen arvelod som de andre, idet levitterne blev spredt over hele Israels landområde. Simeonitterne fik blot tildelt byer inde i judæernes lavland.

Senere blev simeonitterne nødsaget til at se sig om efter et andet sted for at få plads til deres kvæghjorde. På den måde blev de adskilt fra de andre stammer. De kom nemlig helt ned til Se'irs bjerge, hvor Esaus efterkommere boede. Læs 1 Krøn. 4, 24-43.

Da israelitterne blev talt ved Sinaj, havde stammen 59.300 våbenføre mænd, der kunne gå i krigstjeneste. Det var den tredje største stamme i Israel; men da de 38 år efter blev talt ved Sjittim, inden de skulle marchere ind i Kana'ans land, var antallet dalet til 22.200. Nu var de den mindste af alle stammerne. (4 Mos. 26,14.)

Hvad var årsagen til denne store tilbagegang? Det var ikke, fordi de var faldet på slagmarken i kampen for Guds sag. De var døde som følge af deres udsvævelser. Det 25. kapitel i Fjerde Mosebog fortæller den sørgelige beretning, at en af lederne i det store frafald i Sjittim, hvor israelitterne bedrev hor med de midjanittiske kvinder, tilhørte Simeons stamme. (4 Mos. 25,14.)

I Moses' velsignelse af Israel (5 Mos. 33) er Simeon ikke nævnt.

Ifølge jødiske skrifter var det Simeon, der bandt Josef, inden han blev kastet i brønden i Dotan. Det var to år efter, at overfaldet på Sikems indbyggere havde fundet sted. Dette huskede Josef, da hans brødre kom til Ægypten for at købe korn. Han gav sine underordnede befaling om, at de skulle binde Simeon, medens brødrene så på det, og han blev kastet i fængsel, hvor han forblev, til hans brødre kom tilbage for at hente mere korn. (1 Mos. 42,24; og 43,22.)

Det synes derfor mærkeligt, at Simeons navn, der var så besudlet af mord og synd, er blevet indskrevet over en af portene i det nye Jerusalem. Men vi må ikke glemme, at ingen bliver udelukket fra at komme ind i Himmelen, fordi de har begået en synd. Alle har syndet. Det er de synder, man ikke har angret og bekendt for Gud, der udelukker os fra at modtage evigt liv. Kristi blod kan rense os fra selv den største synd, og også mordere kan indgå i Guds rige - ikke som mordere, men som tilgivne syndere. Moses havde slået en ægypter ihjel, men er nu i Himmelen. David fik arrangeret, at en af hans tapre officerer, Urias, faldt i krigen mod filisterne, men David kommer ind i Himmelen og bliver frelst, fordi han bekendte og angrede sin store synd og fik tilgivelse af Gud.

Ud af den sidste slægt med al dens synd og ondskab vil der blandt de frelste være en gruppe, som gennem evigheden vil repræsentere Simeons stamme på den nye jord.

>>> Levi (1 Mos. 49,5-7)
Intet tyder på, at Levi, Leas tredje søn, havde noget specielt fortrin frem for de andre sønner, medens de boede i Ægypten. Det ser ud til, at skikken med, at den førstefødte søn fungerede som familiens præst, varede ved, indtil Israels børn kom til Sinaj bjerg. Indtil denne tid var der intet tabernakel, og præstedømmet blev nu overladt til Levis stamme.

Da indtraf der en stor krise i Israels historie. Hele folket hengav sig til afgudsdyrkelse ved at tilbede guldkalven, medens Moses opholdt sig på Sinajs bjerg i 40 dage.

Da Moses kom ned fra bjerget og så folkets dans om guldkalven, råbte han til dem: "Hvem der er for Herren, han komme hid til mig! " (2 Mos. 32,26.)

De, der ikke havde været med i frafaldet, skulle stille sig på højre side af Moses, og de, der var skyldige, men angrede, hvad de havde gjort, på hans venstre side. Idet befalingen blev efterkommet, viste det sig, at Levis stamme ikke havde taget del i afgudsdyrkelsen. Blandt de andre stammer, var der mange, som tilkendegav, at de angrede at have deltaget i afgudsdyrkelsen. Men en stor skare, der var ophavsmændene til planen om at lave guldkalven, nægtede hårdnakket at adlyde 'opfordringen. Levis stamme stillede sig på Moses' højre side, og han gav dem nu befaling om at slå oprørerne ned.

Israelitterne havde gjort sig skyldige i oprør mod Gud. For at den guddommelige regering kunne bestå, måtte oprørerne straffes. Men kun de, der fortsat viste uvilje og nægtede at adlyde Guds lovs fordringer, blev straffet med døden.

Det var nødvendigt, at overtræderne blev straffet for denne synd, for at Guds folk såvel som de omkringboende folkeslag kunne se Guds afsky for afgudsdyrkelse. Moses sagde nu til levitterne: 'Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle sværd om lænd og gå frem og tilbage fra den ene indgang i lejren til den anden og slå ned både broder, ven og frænde! Og levitterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den dag faldt der af folket hen ved 3000 mand." (2 Mos. 32,27-28.)

I denne krisetid viste det sig, at her regnede levitterne Guds sag og ære for vigtigere end verdslige forbindelser. Hverken brødre, slægtninge, kammerater eller venner fik lov til at stå mellem dem og deres pligt mod Gud. Som belønning for deres troskab og trofasthed blev præstedømmet - en del af førstefødselsretten - givet til Levis sønner. Hvad Ruben ved troløshed mistede i sin faders hjem, fik Levis efterkommere, fordi de var tro imod Gud.

Jakob havde fordømt Levis synd, men Moses brugte senere rosende ord, da han udtalte sin velsignelse over de tolv stammer, før han døde: "Giv Levi dine Tummim, din yndling din Urim, ... thi de holdt dit ord og holdt fast ved din pagt. De skal lære Jakob dine lovbud og Israel din lov, bringe offerduft op i din næse og helofre på dine altre. Velsign, o Herre, hans kraft, find behag i hans hænders værk." (5 Mos. 33,8-11.)

Lige siden syndefaldet havde den førstefødte i familien haft arveret til at forestå gudsdyrkelsen i hjemmet. Nu havde de førstefødte svigtet deres kald. Da tiden kom til en forandring i folkets gudsdyrkelse, gjorde Gud det på en måde, som gav hele folket en gennemgribende forståelse af dette spørgsmål.

Da tabernaklet blev opført, var det for Israels børn et tegn på, at en usynlig konge boede iblandt dem, og levitterne var hans garde. Når folket lejrede sig, vogtede levitterne det hellige telt. Når de rejste, bar levitterne alt, hvad der hørte til tabernaklet.

Da israelitterne tog løftets land i besiddelse, fik Levis stamme ingen arvelod; i stedet fik de tienden at leve af. Man forventede ikke, at de skulle bruge deres tid og kræfter på at dyrke jorden og opdrætte kvæg. De skulle have ansvaret for israelitternes åndelige velfærd.

Og for bedre at kunne udføre dette arbejde fik de anvist 48 byer rundt omkring blandt de tolv stammer. Således blev Jakobs profeti opfyldt: "Jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel." (1 Mos. 49,7, eng. Overs.)

Levitterne vandt deres store sejr i en krisetid. I krisetider må der træffes hurtige bestemmelser.

Mange lider nederlag i sådanne tider, fordi de ikke har en personlig, kristelig karakter. De, som er tro i krisetider, har den rette forbindelse med Himmelens Gud og frygter Gud mere end mennesker.

Moses og Aron er to berømte mænd af Levis stamme. Moses stod som en klippe i de bølger, som bestandig slog op omkring ham. Arons karakter var mere eftergivende. Hans store prøve kom for ham, da hans to sønner blev dræbt af Herrens ild, da de berusede bragte fremmed ild for Herrens ansigt. (3 Mos. 10,1-10.) Det blev ikke tilladt ham at vise tegn på sorg. På den måde blev folket undervist om, at Gud er retfærdig, når han straffer overtrædere.

Levitterne havde en omskiftelig historie. Da riget efter Salomos død blev delt i Israels rige og Juda rige, boede der mange levitter i Israels rige, hvor Jeroboam, som havde indført kalvetilbedelsen, var konge. De fleste levitter flygtede nu ned til Juda rige. (2 Krøn. 11,13-15.)

Efter det babyloniske fangenskab var antallet af levitter svundet kolossalt. Kun 341 forlod Babylonien sammen med Zerubbabel. (Ezra 2,36-42.) Da Ezra rejste til Jerusalem, var der kun 38 flere levitter med. Da templet var blevet bygget op på ny, optog levitterne deres officielle pligter igen. (Ezra 3,8-12; og 6,16-20.) Og de hjalp Ezra med oplæsningen af Moseloven og dens fortolkning. (Neh. 8,7-13; og 9,4 samt 5.) De hjalp også til med opførelsen af bymuren. (Neh. 3,17.)

I Det nye Testamente nævnes de sjældent. Ifølge Joh. 1,19 sendte jøderne i Jerusalem levitter for nærmere at undersøge Johannes Døbers virksomhed ved Jordanfloden. Levis stamme vedblev således at eksistere i Israel lige til Kristi tid; og blandt de første kristne var Barnabas og Markus. (Apg. 4,36; Kol. 4,10.)

En tolvtedel af de 144.000 vil drage ind i det nye Jerusalem under Levis navn. Det vil være personer, som har forsaget synden, og mens andre omkring dem vaklede i troen og til sidst faldt fra, stod de fast og var tro imod Gud og hans sag, og derfor vil de få en rig og evig belønning af en nådig Gud.

>>> Juda (1 Mos. 49,8-12)
Juda var Leas fjerde søn (1 Mos. 29,35). I 1 Krøn. 5,2 siges der om Juda: Juda herskede over sine brødre, og af hans midte skulle fyrsten tages." Hvorledes kom Juda til at herske over sine brødre? Ved at studere Jakobs tolv sønners levnedsløb finder vi, at Juda var en lederskikkelse. Da Jakobs sønner for anden gang skulle drage til Ægypten for at købe korn, var de tvunget til at bringe Benjamin med, hvis de ønskede at få det nødvendige korn med hjem. Det havde Josef forlangt.

Jakob var meget uvillig til at gå med til dette, men så trådte Juda frem og garanterede for Benjamins sikkerhed; dette tilbud tog Jakob imod, og de drog så af sted. Et andet eksempel: Da Jakobs sønner var fortvivlede over, at Ægyptens guvernør krævede Benjamin som gidsel, var det Juda, der talte deres sag så godt, at Josef gav sig til kende for sine brødre. (1 Mos. 44,18-34; og 45,1-2.) Dette er en af de mest rørende forsvarstaler for en yngre broder og en gammel fader, der findes i Den hellige Skrift. Juda tilbød sig selv som slave, for at Benjamin kunne få lov til at rejse hjem igen til sin gamle far.

Judas selvforglemmende storhed var enestående. Han viste sig som en virkelig omvendt mand og en værdig stamfader. Josef tvivlede ikke længere på den fuldstændige forandring, der havde fundet sted hos disse brødre, og i særdeleshed hos Juda, siden den dag, de havde solgt ham som slave. Han så nu, at deres omvendelse var ægte. Juda vandt sine brødres respekt i hverdagslivets pligter. Hans ærlighed og retlinethed bevirkede, at de af egen fri vilje roste ham og bøjede sig for ham. I sin kamp mod selvet vandt han sejr og fortjente således ordene: "Juda, dig skal dine brødre prise."

Der siges om Juda i 1 Mos. 49,9: "En løveunge er Juda. Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham!" I disse ord giver Jakob det indtryk, at det vil være lettere at overvinde en løve end at overvinde en mand med Judas karakter, at det ikke ville være farligere at vække en gammel løve end at kæmpe mod en mand som Juda, der stod urokkelig i sin troskab mod Gud. Juda havde en fast karakter, en trofasthed, der ikke gav efter for hårde angreb.

Næst efter Josef er Juda omtalt oftere i Bibelen end nogen anden af de tolv patriarker. Ved Sinaj talte Judas stamme 74.600 våbenføre mænd. Da de 39 år senere blev talt, var der 76.500. Det ser ud til, at de kun havde taget lidt del i frafaldet ved Sjittim, medens Simeons stammes antal blev stærkt reduceret på grund af deres deltagelse i afgudsdyrkelsen.

Judas stamme indtog den førende stilling blandt alle de andre stammer lig den stilling, som den førstefødte indtog i sin faders familie.

De ni byer, som blev overdraget Arons familie, præsterne, var alle inden for Judas territorium. Resten af de 48 byer, som levitterne fik overdraget, var spredt over de andre stammer. Judas stamme var ret selvstændig og af en uafhængig natur. Efter Sauls død ventede de ikke på, at de andre stammer skulle vælge David til konge, men kronede ham til konge over deres stamme. David regerede 7 ½ år over Judas stamme, inden han blev kronet til konge overhele Israel. (2 Sam. 2,4 og 7 samt 10-11.)

Efter Salomos død forblev Juda og Benjamin tro mod Davids hus og udgjorde Juda rige. Dette rige bestod i 142 år efter, at Israels rige var ophørt med at eksistere.

En lang række af berømte navne i Bibelens historie tilhører Judas stamme. Først på listen er Jesus af Nazaret, Løven af Judas stamme. David er blevet æret over alle jordiske konger, idet han er blevet et forbillede på Kristus, og Bibelen kalder vor Frelser for Davids søn. (Matt. 21,9.)

Efter at jødefolket var vandret i fangenskab i Babel, var der fire unge mænd af Judas stamme, som ikke ville besmitte sig med kongens mad og lækkerier fra kongens bord. (Dan. 1,3-6 og 8-17.) Nogle få år senere stod tre af disse samme mænd foran Babels konge og sagde: "Dette skal du vide, o konge, at dine guder dyrker vi ikke." Daniel valgte hellere at stilles ansigt til ansigt med de sultne løver end at bryde forbindelsen med Gud.

Til trods for Judas mange gode egenskaber var han dog ikke uden fejl. Hans synderegister skildres i Første Mosebogs 38. kapitel, der omtaler hans giftermål med en kana'anæisk kvinde, hvilket var i strid med Guds befaling. (1 Mos. 24,3; og 28,1; samt 34,14.) Endvidere fortælles der om hans upålidelighed og hans svage moralske karakter.

>>> Naftali (1 Mos. 49,21)
"Naftali er en løssluppen hind, han fremfører yndig tale."

Naftali var Jakobs sjette søn, og hans mor var Bilha, Rakels tjenestepige. Vi læser om hans fødsel i 1 Mos. 30,1-5. "Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget barn, blev hun skinsyg på sin søster og sagde til Jakob: 'Skaf mig børn, ellers dørjeg! , Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: 'Er jeg i Guds sted? Det er jo ham, der har nægtet dig livsfrugt! , Så sagde hun: 'Der er min trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så. ... [jeg kan] få sønner ved hende! , ... Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en søn." Han fik navnet Dan.

"Siden blev Rakels trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden søn." (1 Mos. 30,7.) Rakel gav ham navnet Naftali. Dan og Naftali var således brødre.

Rakel skulle ikke have udvist denne mangel på tro; thi senere fik hun at se, at Gud hører bønner. "Gud bønhørte hende og åbnede hendes moderliv, så hun blev frugtsommelig og fødte en søn; og hun sagde: 'Gud har borttaget min skændsel.' Derefter gav hun ham navnet Josef." (1 Mos. 30,22-24.) Og hvilken søn fik hun ikke! En god dreng. Den bedste af dem alle, en frelser for hele familien; han skulle blive verdensberømt, en mægtig og stor mand.

Rakel skulle have ventet, indtil Guds time var inde. Hun fik ingen varig glæde af sit forslag om, at Jakob skulle tage hendes trælkvinde Bilha, som således blev hans medhustru, der fødte Dan. Dans stamme, som vi skal høre mere om senere, blev ingen god stamme. Dan er sammenlignet med en slange, og Dans navn er for evigt udelukket fra Himmelen. Hans navn skal ikke nævnes eller ihukommes der, for ingen af stadens porte bærer hans navn. Her er en lærdom for os at hente. Vi skal vente tålmodigt, til Guds time er inde, og ikke tage sagen i vor egen hånd.

Abraham kunne heller ikke vente, til han fik en søn med Sara. Så fik han sønnen Ismael med trælkvinden Hagar, der blev hans medhustru. Ismaels efterkommere blevalle dage israelitternes værste fjender og er det den dag i dag, som vi ser det i striden mellem araberne og jøderne i Palæstina.

Naftali, altså en søn af Bilha, Rakels trælkvinde, sammenlignes med et dådyr i modsætning til Judæa, der sammenlignes med en løve. Dan bliver sammenlignet med en slange, Issakar med et stærkt asen, Benjamin med en ulv.
Et dådyr eller en hjort er meget sky af naturen, rede til at flygte ved det første tegn på fare. Ingen forsøger at læsse byrder på et dådyr. Det er ret interessant at følge Naftalis stammes historie.

Under israelitternes ørkenvandring erfarer vi, at Naftalis stamme lejrede sig, eller fik anvist deres lejrplads, nord for tabernaklet, og da der senere blev kastet lod om, hvor de forskellige stammer skulle bosætte sig, efter at de havde taget Kana'ans land i besiddelse, fik de tildelt den allernordligste del i landet, ved Galilæas sø op imod Fønikien og Tyrus. Dets område var ca. 96 km i længden - som fra København til Slagelse - og ca. 28 km i bredden som fra København til Roskilde.

Deres landområde var noget af det frugtbareste i hele landet og flere steder bjergrigt. Her udsprang Jordan-flodens kilder. Selvom der siges om dem i Dom. 1,33, at de ikke fik drevet kana'anæerne ud af deres befæstninger inden for deres landområde, men gjorde dem skatskyldige, viste det sig dog senere, at de havde kampmod, da landet kom i en stor krise. To gange er de omtalt i Dommerbogen som en stamme, der satte livet på spil, da profetinden Debora kaldte til kamp mod kana'anæerne, som undertrykte dem. Barak fra Naftalis stamme blev anfører for hæren, og de vandt en strålende sejr over kana'anæerne. (Dom. 4,6-24; og 5,18.)

Anden gang besvarede de Gideons kald og hjalp med at fordrive midjanitterne. (Dom. 6,35; og 7,23.)

I Salomos tid var en af hans distriktsfogeder, der skulle skaffe forsyninger til hoffet i Jerusalem, af Naftalis stamme; han blev senere gift med Salomos datter og blev således Salomos svigersøn. (1 Kong. 4,7 og 15.)

En anden dygtig og berømt mand fra Naftalis stamme var Hiram. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme. (1 Kong. 7,13-14.) Han sad inde med en enestående visdom og forstand og indsigt i al slags kunsthåndværk. Han blev Salomos bygmester. Han byggede templet. Opførelsen af templet menes at have kostet 226 milliarder kroner. Sikkert verdens dyreste byggeforetagende.

Indfaldsvejene fra Syrien og Assyrien fandtes i Naftalis stamme. Deres frugtbare landområde var derfor genstand for disse nabostaters rovgriskhed. Ca. år 740 f. Kr. invaderede assyrerkongen Tillegat-Pilneser hele den nordlige del af Palæstina og førte Naftalis stamme i fangenskab til Assyrien. De havde da boet ca. 700 år i deres landområde.

På Jesu tid besad Naftalis stamme ikke mere strækningen omkring Galilæa, men beboerne skulle få anledning til at se et stort lys. Esajas fremkom med en vidunderlig profeti om Naftalis land, idet han sagde: "Men en gang skal der ikke længer være mørke i det land, hvor der nu er trængsel; i fortiden bragte han skændsel over Zebulons og Naftalis land, men i fremtiden bringer han ære over vejen langs søen, landet hinsides Jordan." (Es. 9,1.)

Dette gik i opfyldelse, som vi læser hos Matt. 4,15-16: "Zebulons og Naftalis land langs søen, ... det folk, som sad i mørke, har set et stort lys."
Her opholdt Jesus sig det meste af tiden under sin offentlige virksomhed og fandt her i Galilæa mange af sine disciple, som blev kaldet til deres store livsgerning.

Der vil være 12.000 af Naftalis stamme, som gennem evigheden skal følge "Lammet, hvor det går", 12.000, som i prøvetiden i denne verden "fører yndig tale" (1 Mos. 49,21) og under store vanskeligheder frygtløst udfører deres pligt og er villige til endog at ofre deres eget liv hellere end at indgå kompromis med verden.

Denne tekst fortsætter >>>> >>>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk