Jakob og hans tolv
sønner I.
,JEG HØRTE tallet på de beseglede,
hundrede
og fireogfyrretyve tusinde beseglede af alle Israels børns
stammer:
af Juda stamme tolv tusinde beseglede, af Rubens stamme tolv tusinde,
af
Gads stamme tolv tusinde, af Asers stamme tolv tusinde, af Naftalis
stamme
tolv tusinde, af Manasses stamme tolv tusinde, af Simeons stamme tolv
tusinde,
af Levis stamme tolv tusinde, af Issakars stamme tolv tusinde, af
Zebulons
stamme tolv tusinde, af Josefs stamme tolv tusinde og af Benjamins
stamme
tolv tusinde beseglede. Derefter så jeg, og se, en stor skare,
som
ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og
tungemål
stod foran tronen og foran Lammet iført lange, hvide
klæder
og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj
røst
og sagde: 'Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen,
og Lammet.' " (Åb. 7,4-10.)
Her omtales alle de frelste i Himmelen. I
denne verden
var mange af de frelste på grund af deres tro blevet frataget hus
og hjem af deres fjender. Men nu har Gud givet dem et tilflugtssted, et
hjem i 1000 år, indtil de skal bosætte sig på den nye
jord, efter at dommen er blevet afsagt over deres fjender og alle de
ugudelige.
I 9. vers siges der, at de frelste udgør en "stor skare, som
ingen
kunne tælle".
Hvor er det opmuntrende at vide, at mange
millioner mennesker
bliver frelst og kommer ind i Guds rige.
På Abrahams tid var det kun få, og
det samme
var tilfældet i Noas dage. I storbyerne Sodoma og Gomorra var der
kun den retfærdige Lot. Men i tidens løb, hvor den ene
generation
afløste den anden, fremstod der nogle retfærdige i hvert
eneste
slægtled.
Hvis vi antager, at der er 150 slægtled
fra verdens
skabelse til verdens ende, finder vi, at det ikke har været
forgæves
at forkynde evangeliet for disse generationer.
Når vi læser slægtsregistret
i Mattæus
evangeliet (1,1-17), erfarer vi, at der var 42 slægtled fra
Abraham
til Kristus, og 10 slægtled fra Adam til syndfloden, og 10
slægtled
fra syndfloden til Abraham, i alt 62 slægtled fra skabelsen til
Kristus.
Hvem kan vi finde i den "store skare" af
frelste? Her
er blandt andre patriarkerne, som overvandt deres svagheder og som
gennem
mange prøvelser udviklede gode karaktertræk.
Her er dommere, som i krisetider var villige
til at sætte
deres liv på spil for at frelse land og rige. Her er gudfrygtige
konger og statsmænd, som med stor dygtighed styrede riger og
nationer.
Her er profeter og profetier, som Gud kaldte til at irettesætte
sit
folk og andre nationer, når de kom på afveje. Her er
apostle
og reformatorer fra forskellige lande og verdensdele. Men den
slægt,
vi er mest interesserede i at høre om, er den sidste
slægt,
som lever på Jorden lige før verdens ende.
Af de slægtled, der gennem
årtusinderne har
levet på Jorden, er der i vor indledningstekst nævnt en
særlig
skare fra den allersidste slægt. Tallet på dem er 144.000,
og de er inddelt i 12 grupper med 12.000 i hver. Disse grupper har hver
især navn efter en af Jakobs 12 sønner. Måske kan
det
ved første øjekast synes mærkeligt, at de har navne
fra Det gamle Testamentes dage, fra jødefolkets første
tid,
men når vi studerer Skriften, finder vi, at de bibelske navne
ofte
henviser til personens karakter. Jakobs navn blev f. eks. forandret til
Israel, hvilket hentyder til, at han vandt sejr.
Eftersom Gud har valgt at opkalde de 12
grupper i Ab.
7 efter Jakobs 12 sønner, kan vi konkludere, at navnene
kendetegner
de 144.000. Derfor vil vi sikkert kunne få udbytte af at studere
karaktertrækkene hos Jakobs tolv sønner .
I Første Mosebogs 49. kapitelomtales
Jakobs forudsigelse
af, hvorledes det ville gå sønnernes efterkommere i
fremtiden.
Helligånden åbenbarede for den gudfrygtige patriark, at
hans
sønners fremtid ville være afhængig af deres
omvendelse.
>>> Ruben (1 Mos. 49,3-4.)
Ruben var den førstefødte. Hans
moder hed
Lea. Jakob sagde: "Ruben, du er min førstefødte, min
styrke
og min mandskrafts første, ypperst i højhed, ypperst i
kraft!
Du skummer over som vandet, men du mister din forret; thi du besteg din
faders leje. Skændigt handlede du da - han besteg mit leje!"
Den førstefødte søn i en
israelitisk
familie arvede dobbelt så meget som de andre af faderens formue.
Han arvede også den åndelige
førstefødselsret,
som gjorde ham til familiens præst. Den første havde
tillige
håb om at blive en af stamfædrene til den lovede Messias.
Men den førstefødte kunne
fortabe sine rettigheder.
Således begik Ruben i et ubevogtet øjeblik en synd, der
for
altid berøvede ham alle de åndelige og timelige
rettigheder,
som den førstefødte søn havde. På grund af
denne
synd blev førstefødselsretten givet til Josef,
præstedømmet
til Levi, og Juda, Jakobs fjerde søn, blev stamfader til
Messias.
(1 Krøn. 5,1-2; 5 Mos. 33,8 og 10.)
Ruben havde flere gode træk. Han gav f.
eks. sin
moder de kærlighedsæbler, han havde fundet på marken.
(1 Mos. 30,14.)
Ruben søgte også at frelse sin
broder Josefs
liv, da hans brødre havde besluttet at slå ham ihjel. Men
Ruben var en ustabil natur ("ustadig som vandet", eng. overs.). Hans
fader
havde kun lidt tillid til ham. Det kom til syne, da Rubens løfte
om at føre Benjamin tilbage til sin fader i god behold fra
Ægypten
blev afslået; men da Juda lovede at være garant for
drengens
sikkerhed, tog Jakob imod tilbudet. (1 Mos. 42,37; og 43,8.)
Denne ustadige natur synes at være
gået i
arv til Rubens efterkommere. Den samme selviske natur kom til udtryk
hos
Rubens stamme, da de ønskede at få det første
stykke
land, israelitterne erobrede fra amoritterne. Moses gennemskuede
tilsyneladende
deres begærlighed, men opfyldte deres ønske. (4 Mos. 32.
kap.)
Hvad blev resultatet? De var blandt de
første,
der som fanger blev bragt til Assyrien af Tillegat-Pilneser ca.
år
740 f. Kr. (1 Krøn. 5,26.) Det er sørgeligt at læse
om deres endeligt og den skæbne, der blev dem til del. Det
betaler
sig ikke at være begærlig, og selvom vi får vore
ønsker
opfyldt, er det ikke altid til vort eget bedste. Ved selv at
vælge
det første stykke land, som ganske vist egnede sig til
kvægavl
- og rubenitterne havde meget kvæg - så boede de nu langt
borte
fra helligdommen i Jerusalem og de opgav efterhånden
fædrenes
tro og gudsdyrkelse.
Vi hører ikke meget om dem fra tiden
før
de blev ført bort af assyrerne. Datan og Abiram var af Rubens
stamme;
de gik sammen med levitten Kora og flere andre i et oprør mod
Moses
og Aron og gjorde fordring på præstedømmet under
israelitternes
ørkenvandring. Men Herren straffede oprørerne med
undergang.
Patriarken Jakobs profetiske ord:. "Du skal
ikke blive
ypperlig" (1 Mos. 49,4, ældre overs.) blev opfyldt i deres senere
historie, som er en beretning om deres fejlgreb eller undladelse af at
gennemføre Guds forsæt med dem. Rubens stamme havde som
førstefødt
anledning til at stå som leder i Israel, og da de boede ved
moabitternes
landemærke, kunne de være blevet et lys, der havde ledt
hedningerne
til troen på den sande Gud, men de var som deres stamfader
"ustabile",
"ustadige som vandet". Men til trods for, at Ruben og hans efterkommere
ikke opfyldte Guds plan med dem, er Rubens navn alligevel
udødeliggjort
gennem evigheden, idet utallige millioner frelste vil læse hans
navn
over en af perleportene i det nye Jerusalem. (Åb. 21,12.)
"Ezekiel tildelte Ruben en plads i det
fuldendte Kana'an,
idet han i sine syner så ind i fremtiden. (Ez. 48,6-7.) Og Rubens
stamme er en af de tolv stammer, som bliver beseglet af engelen
ifølge
Åb. 7,5, og som apostelen Johannes omtaler i sine syner."
Hvorledes kan Rubens stamme opnå denne
store ære
efter så tilsyneladende store fejlgreb? - Hvorledes kan f. eks.
røveren
på korset, hvis livsvandel var en fuldstændig fiasko, komme
ind i Himmelen og være der sammen med vor Frelser gennem
evigheden?
(Luk. 23,42-43.) Forstår vi det til fulde? Det er ved Kristi
blod,
der renser fra al synd. ( 1 Joh. 1,7.) Da Moses før sin
død
udtalte sin velsignelse over Israels stammer, sagde han om Rubens
stamme:
"Måtte Ruben leve og ikke dø, hans mænd blive dog et
tal! " (5 Mos. 33,6.)
Vi kan undres over, hvorledes en sådan
karakter,
ustabil, "ustadig som vandet", kunne leve og ikke dø, men den
kurs,
som Rubens stamme slog ind på, da en stor krise indtraf i Israel,
vil måske være forklaringen på, hvorfor de vandt sejr.
I slaget ved Megiddo bliver der sagt om Rubens
stamme
i dommernes dage: "Ved Rubens bække var betænkelighederne
store."
Den engelske bibel har det således: "Blandt Rubens divisioner var
der store hjerteransagelser. " (Dom. 5,16.)
Der er mange mennesker i verden, der ligner
Ruben. De
er ustabile, ustadige, ubeslutsomme og har ikke karakterstyrke til at
bestemme
sig for at følge ret og retfærdighed, men hvis de
alvorligt
begynder at ransage deres hjerte, vil de kunne opdage deres svagheder
og
vende om til Gud. Han vil komme dem til hjælp og sige som Moses
sagde
om Ruben: "Måtte [han] leve og ikke dø!"
>>> Simeon ( 1 Mos. 49,5-7)
Simeon var Jakobs næstældste
søn med
Lea. Han var en mand med et heftigt sind. Hans liv rummer nogle af de
mørkeste
handlinger i Israels historie. Han gjorde sig skyldig i overfald og
mord
på de intetanende indbyggere i Sikem. Denne afskyelige handling
udførte
han sammen med sin broder Levi. Simeon var den ledende ved denne
udåd,
for Bibelen nævner hans navn først, når der er tale
om synd. (1 Mos. 34, 25. 30.) Et helt kapitel i Bibelen giver en
beretning
om årsagen til, at disse to brødre overfaldt og plyndrede
byen.
Da Jakob derfor så sine to sønner
nærme
sig for at modtage hans velsignelse, mindedes han deres
morderfærd
40 år før og udbrød: "Simeon og Levi, det
broderpar,
voldsredskaber er deres våben. I deres råd giver min
sjæl
ej møde, egenrådigt lamslog de okser. Forbandet være
deres vrede, så vild den er, så voldsom den er! Jeg spreder
dem i Jakob, splitter dem ad i Israel." (1 Mos. 49,5-7.) I den engelske
bibel står der sådan: "Simeon og Levi er brødre;
grusomme
redskaber er i deres besiddelse. O, min sjæl, kom ikke i deres
hemmelige
råd, slut dig ikke til deres forsamling, min ære, for i
vrede
dræbte de en mand, og i deres selvrådighed omstyrte de en
mur.
Forbandet være deres vrede, thi den var heftig, og deres harme,
thi
den var grusom. Jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel."
Begge stammer blev splittet og spredt. Da
landet ved lodkastning
deltes mellem stammerne, efter at de var kommet ind i det
forjættede
land, fik de ikke nogen arvelod som de andre, idet levitterne blev
spredt
over hele Israels landområde. Simeonitterne fik blot tildelt byer
inde i judæernes lavland.
Senere blev simeonitterne nødsaget til
at se sig
om efter et andet sted for at få plads til deres
kvæghjorde.
På den måde blev de adskilt fra de andre stammer. De kom
nemlig
helt ned til Se'irs bjerge, hvor Esaus efterkommere boede. Læs 1
Krøn. 4, 24-43.
Da israelitterne blev talt ved Sinaj, havde
stammen 59.300
våbenføre mænd, der kunne gå i krigstjeneste.
Det var den tredje største stamme i Israel; men da de 38
år
efter blev talt ved Sjittim, inden de skulle marchere ind i Kana'ans
land,
var antallet dalet til 22.200. Nu var de den mindste af alle stammerne.
(4 Mos. 26,14.)
Hvad var årsagen til denne store
tilbagegang? Det
var ikke, fordi de var faldet på slagmarken i kampen for Guds
sag.
De var døde som følge af deres udsvævelser. Det 25.
kapitel i Fjerde Mosebog fortæller den sørgelige
beretning,
at en af lederne i det store frafald i Sjittim, hvor israelitterne
bedrev
hor med de midjanittiske kvinder, tilhørte Simeons stamme. (4
Mos.
25,14.)
I Moses' velsignelse af Israel (5 Mos. 33) er
Simeon ikke
nævnt.
Ifølge jødiske skrifter var det
Simeon,
der bandt Josef, inden han blev kastet i brønden i Dotan. Det
var
to år efter, at overfaldet på Sikems indbyggere havde
fundet
sted. Dette huskede Josef, da hans brødre kom til Ægypten
for at købe korn. Han gav sine underordnede befaling om, at de
skulle
binde Simeon, medens brødrene så på det, og han blev
kastet i fængsel, hvor han forblev, til hans brødre kom
tilbage
for at hente mere korn. (1 Mos. 42,24; og 43,22.)
Det synes derfor mærkeligt, at Simeons
navn, der
var så besudlet af mord og synd, er blevet indskrevet over en af
portene i det nye Jerusalem. Men vi må ikke glemme, at ingen
bliver
udelukket fra at komme ind i Himmelen, fordi de har begået en
synd.
Alle har syndet. Det er de synder, man ikke har angret og bekendt for
Gud,
der udelukker os fra at modtage evigt liv. Kristi blod kan rense os fra
selv den største synd, og også mordere kan indgå i
Guds
rige - ikke som mordere, men som tilgivne syndere. Moses havde
slået
en ægypter ihjel, men er nu i Himmelen. David fik arrangeret, at
en af hans tapre officerer, Urias, faldt i krigen mod filisterne, men
David
kommer ind i Himmelen og bliver frelst, fordi han bekendte og angrede
sin
store synd og fik tilgivelse af Gud.
Ud af den sidste slægt med al dens synd
og ondskab
vil der blandt de frelste være en gruppe, som gennem evigheden
vil
repræsentere Simeons stamme på den nye jord.
>>> Levi (1 Mos. 49,5-7)
Intet tyder på, at Levi, Leas tredje
søn,
havde noget specielt fortrin frem for de andre sønner, medens de
boede i Ægypten. Det ser ud til, at skikken med, at den
førstefødte
søn fungerede som familiens præst, varede ved, indtil
Israels
børn kom til Sinaj bjerg. Indtil denne tid var der intet
tabernakel,
og præstedømmet blev nu overladt til Levis stamme.
Da indtraf der en stor krise i Israels
historie. Hele
folket hengav sig til afgudsdyrkelse ved at tilbede guldkalven, medens
Moses opholdt sig på Sinajs bjerg i 40 dage.
Da Moses kom ned fra bjerget og så
folkets dans
om guldkalven, råbte han til dem: "Hvem der er for Herren, han
komme
hid til mig! " (2 Mos. 32,26.)
De, der ikke havde været med i
frafaldet, skulle
stille sig på højre side af Moses, og de, der var
skyldige,
men angrede, hvad de havde gjort, på hans venstre side. Idet
befalingen
blev efterkommet, viste det sig, at Levis stamme ikke havde taget del i
afgudsdyrkelsen. Blandt de andre stammer, var der mange, som
tilkendegav,
at de angrede at have deltaget i afgudsdyrkelsen. Men en stor skare,
der
var ophavsmændene til planen om at lave guldkalven, nægtede
hårdnakket at adlyde 'opfordringen. Levis stamme stillede sig
på
Moses' højre side, og han gav dem nu befaling om at slå
oprørerne
ned.
Israelitterne havde gjort sig skyldige i
oprør
mod Gud. For at den guddommelige regering kunne bestå,
måtte
oprørerne straffes. Men kun de, der fortsat viste uvilje og
nægtede
at adlyde Guds lovs fordringer, blev straffet med døden.
Det var nødvendigt, at
overtræderne blev
straffet for denne synd, for at Guds folk såvel som de
omkringboende
folkeslag kunne se Guds afsky for afgudsdyrkelse. Moses sagde nu til
levitterne:
'Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle sværd om
lænd
og gå frem og tilbage fra den ene indgang i lejren til den anden
og slå ned både broder, ven og frænde! Og levitterne
gjorde, som Moses havde sagt, og på den dag faldt der af folket
hen
ved 3000 mand." (2 Mos. 32,27-28.)
I denne krisetid viste det sig, at her regnede
levitterne
Guds sag og ære for vigtigere end verdslige forbindelser. Hverken
brødre, slægtninge, kammerater eller venner fik lov til at
stå mellem dem og deres pligt mod Gud. Som belønning for
deres
troskab og trofasthed blev præstedømmet - en del af
førstefødselsretten
- givet til Levis sønner. Hvad Ruben ved troløshed
mistede
i sin faders hjem, fik Levis efterkommere, fordi de var tro imod Gud.
Jakob havde fordømt Levis synd, men
Moses brugte
senere rosende ord, da han udtalte sin velsignelse over de tolv
stammer,
før han døde: "Giv Levi dine Tummim, din yndling din
Urim,
... thi de holdt dit ord og holdt fast ved din pagt. De skal lære
Jakob dine lovbud og Israel din lov, bringe offerduft op i din
næse
og helofre på dine altre. Velsign, o Herre, hans kraft, find
behag
i hans hænders værk." (5 Mos. 33,8-11.)
Lige siden syndefaldet havde den
førstefødte
i familien haft arveret til at forestå gudsdyrkelsen i hjemmet.
Nu
havde de førstefødte svigtet deres kald. Da tiden kom til
en forandring i folkets gudsdyrkelse, gjorde Gud det på en
måde,
som gav hele folket en gennemgribende forståelse af dette
spørgsmål.
Da tabernaklet blev opført, var det for
Israels
børn et tegn på, at en usynlig konge boede iblandt dem, og
levitterne var hans garde. Når folket lejrede sig, vogtede
levitterne
det hellige telt. Når de rejste, bar levitterne alt, hvad der
hørte
til tabernaklet.
Da israelitterne tog løftets land i
besiddelse,
fik Levis stamme ingen arvelod; i stedet fik de tienden at leve af. Man
forventede ikke, at de skulle bruge deres tid og kræfter på
at dyrke jorden og opdrætte kvæg. De skulle have ansvaret
for
israelitternes åndelige velfærd.
Og for bedre at kunne udføre dette
arbejde fik
de anvist 48 byer rundt omkring blandt de tolv stammer. Således
blev
Jakobs profeti opfyldt: "Jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i
Israel." (1 Mos. 49,7, eng. Overs.)
Levitterne vandt deres store sejr i en
krisetid. I krisetider
må der træffes hurtige bestemmelser.
Mange lider nederlag i sådanne tider,
fordi de ikke
har en personlig, kristelig karakter. De, som er tro i krisetider, har
den rette forbindelse med Himmelens Gud og frygter Gud mere end
mennesker.
Moses og Aron er to berømte mænd
af Levis
stamme. Moses stod som en klippe i de bølger, som bestandig slog
op omkring ham. Arons karakter var mere eftergivende. Hans store
prøve
kom for ham, da hans to sønner blev dræbt af Herrens ild,
da de berusede bragte fremmed ild for Herrens ansigt. (3 Mos. 10,1-10.)
Det blev ikke tilladt ham at vise tegn på sorg. På den
måde
blev folket undervist om, at Gud er retfærdig, når han
straffer
overtrædere.
Levitterne havde en omskiftelig historie. Da
riget efter
Salomos død blev delt i Israels rige og Juda rige, boede der
mange
levitter i Israels rige, hvor Jeroboam, som havde indført
kalvetilbedelsen,
var konge. De fleste levitter flygtede nu ned til Juda rige. (2
Krøn.
11,13-15.)
Efter det babyloniske fangenskab var antallet
af levitter
svundet kolossalt. Kun 341 forlod Babylonien sammen med Zerubbabel.
(Ezra
2,36-42.) Da Ezra rejste til Jerusalem, var der kun 38 flere levitter
med.
Da templet var blevet bygget op på ny, optog levitterne deres
officielle
pligter igen. (Ezra 3,8-12; og 6,16-20.) Og de hjalp Ezra med
oplæsningen
af Moseloven og dens fortolkning. (Neh. 8,7-13; og 9,4 samt 5.) De
hjalp
også til med opførelsen af bymuren. (Neh. 3,17.)
I Det nye Testamente nævnes de
sjældent. Ifølge
Joh. 1,19 sendte jøderne i Jerusalem levitter for nærmere
at undersøge Johannes Døbers virksomhed ved Jordanfloden.
Levis stamme vedblev således at eksistere i Israel lige til
Kristi
tid; og blandt de første kristne var Barnabas og Markus. (Apg.
4,36;
Kol. 4,10.)
En tolvtedel af de 144.000 vil drage ind i det
nye Jerusalem
under Levis navn. Det vil være personer, som har forsaget synden,
og mens andre omkring dem vaklede i troen og til sidst faldt fra, stod
de fast og var tro imod Gud og hans sag, og derfor vil de få en
rig
og evig belønning af en nådig Gud.
>>> Juda (1 Mos. 49,8-12)
Juda var Leas fjerde søn (1 Mos. 29,35). I
1 Krøn.
5,2 siges der om Juda: Juda herskede over sine brødre, og af
hans
midte skulle fyrsten tages." Hvorledes kom Juda til at herske over sine
brødre? Ved at studere Jakobs tolv sønners
levnedsløb
finder vi, at Juda var en lederskikkelse. Da Jakobs sønner for
anden
gang skulle drage til Ægypten for at købe korn, var de
tvunget
til at bringe Benjamin med, hvis de ønskede at få det
nødvendige
korn med hjem. Det havde Josef forlangt.
Jakob var meget uvillig til at gå med
til dette,
men så trådte Juda frem og garanterede for Benjamins
sikkerhed;
dette tilbud tog Jakob imod, og de drog så af sted. Et andet
eksempel:
Da Jakobs sønner var fortvivlede over, at Ægyptens
guvernør
krævede Benjamin som gidsel, var det Juda, der talte deres sag
så
godt, at Josef gav sig til kende for sine brødre. (1 Mos.
44,18-34;
og 45,1-2.) Dette er en af de mest rørende forsvarstaler for en
yngre broder og en gammel fader, der findes i Den hellige Skrift. Juda
tilbød sig selv som slave, for at Benjamin kunne få lov
til
at rejse hjem igen til sin gamle far.
Judas selvforglemmende storhed var
enestående. Han
viste sig som en virkelig omvendt mand og en værdig stamfader.
Josef
tvivlede ikke længere på den fuldstændige forandring,
der havde fundet sted hos disse brødre, og i særdeleshed
hos
Juda, siden den dag, de havde solgt ham som slave. Han så nu, at
deres omvendelse var ægte. Juda vandt sine brødres respekt
i hverdagslivets pligter. Hans ærlighed og retlinethed bevirkede,
at de af egen fri vilje roste ham og bøjede sig for ham. I sin
kamp
mod selvet vandt han sejr og fortjente således ordene: "Juda, dig
skal dine brødre prise."
Der siges om Juda i 1 Mos. 49,9: "En
løveunge er
Juda. Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og
strækker
sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør
vække
ham!" I disse ord giver Jakob det indtryk, at det vil være
lettere
at overvinde en løve end at overvinde en mand med Judas
karakter,
at det ikke ville være farligere at vække en gammel
løve
end at kæmpe mod en mand som Juda, der stod urokkelig i sin
troskab
mod Gud. Juda havde en fast karakter, en trofasthed, der ikke gav efter
for hårde angreb.
Næst efter Josef er Juda omtalt oftere i
Bibelen
end nogen anden af de tolv patriarker. Ved Sinaj talte Judas stamme
74.600
våbenføre mænd. Da de 39 år senere blev talt,
var der 76.500. Det ser ud til, at de kun havde taget lidt del i
frafaldet
ved Sjittim, medens Simeons stammes antal blev stærkt reduceret
på
grund af deres deltagelse i afgudsdyrkelsen.
Judas stamme indtog den førende
stilling blandt
alle de andre stammer lig den stilling, som den
førstefødte
indtog i sin faders familie.
De ni byer, som blev overdraget Arons familie,
præsterne,
var alle inden for Judas territorium. Resten af de 48 byer, som
levitterne
fik overdraget, var spredt over de andre stammer. Judas stamme var ret
selvstændig og af en uafhængig natur. Efter Sauls
død
ventede de ikke på, at de andre stammer skulle vælge David
til konge, men kronede ham til konge over deres stamme. David regerede
7 ½ år over Judas stamme, inden han blev kronet til konge
overhele Israel. (2 Sam. 2,4 og 7 samt 10-11.)
Efter Salomos død forblev Juda og
Benjamin tro
mod Davids hus og udgjorde Juda rige. Dette rige bestod i 142 år
efter, at Israels rige var ophørt med at eksistere.
En lang række af berømte navne i
Bibelens
historie tilhører Judas stamme. Først på listen er
Jesus af Nazaret, Løven af Judas stamme. David er blevet
æret
over alle jordiske konger, idet han er blevet et forbillede på
Kristus,
og Bibelen kalder vor Frelser for Davids søn. (Matt. 21,9.)
Efter at jødefolket var vandret i
fangenskab i
Babel, var der fire unge mænd af Judas stamme, som ikke ville
besmitte
sig med kongens mad og lækkerier fra kongens bord. (Dan. 1,3-6 og
8-17.) Nogle få år senere stod tre af disse samme
mænd
foran Babels konge og sagde: "Dette skal du vide, o konge, at dine
guder
dyrker vi ikke." Daniel valgte hellere at stilles ansigt til ansigt med
de sultne løver end at bryde forbindelsen med Gud.
Til trods for Judas mange gode egenskaber var
han dog
ikke uden fejl. Hans synderegister skildres i Første Mosebogs
38.
kapitel, der omtaler hans giftermål med en kana'anæisk
kvinde,
hvilket var i strid med Guds befaling. (1 Mos. 24,3; og 28,1; samt
34,14.)
Endvidere fortælles der om hans upålidelighed og hans svage
moralske karakter.
>>> Naftali (1 Mos. 49,21)
"Naftali er en løssluppen hind, han
fremfører
yndig tale."
Naftali var Jakobs sjette søn, og hans
mor var
Bilha, Rakels tjenestepige. Vi læser om hans fødsel i 1
Mos.
30,1-5. "Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget barn,
blev hun skinsyg på sin søster og sagde til Jakob: 'Skaf
mig
børn, ellers dørjeg! , Men Jakob blev vred på Rakel
og sagde: 'Er jeg i Guds sted? Det er jo ham, der har nægtet dig
livsfrugt! , Så sagde hun: 'Der er min trælkvinde Bilha;
gå
ind til hende, så. ... [jeg kan] få sønner ved
hende!
, ... Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en
søn."
Han fik navnet Dan.
"Siden blev Rakels trælkvinde Bilha
frugtsommelig
igen og fødte Jakob en anden søn." (1 Mos. 30,7.) Rakel
gav
ham navnet Naftali. Dan og Naftali var således brødre.
Rakel skulle ikke have udvist denne mangel
på tro;
thi senere fik hun at se, at Gud hører bønner. "Gud
bønhørte
hende og åbnede hendes moderliv, så hun blev frugtsommelig
og fødte en søn; og hun sagde: 'Gud har borttaget min
skændsel.'
Derefter gav hun ham navnet Josef." (1 Mos. 30,22-24.) Og hvilken
søn
fik hun ikke! En god dreng. Den bedste af dem alle, en frelser for hele
familien; han skulle blive verdensberømt, en mægtig og
stor
mand.
Rakel skulle have ventet, indtil Guds time var
inde. Hun
fik ingen varig glæde af sit forslag om, at Jakob skulle tage
hendes
trælkvinde Bilha, som således blev hans medhustru, der
fødte
Dan. Dans stamme, som vi skal høre mere om senere, blev ingen
god
stamme. Dan er sammenlignet med en slange, og Dans navn er for evigt
udelukket
fra Himmelen. Hans navn skal ikke nævnes eller ihukommes der, for
ingen af stadens porte bærer hans navn. Her er en lærdom
for
os at hente. Vi skal vente tålmodigt, til Guds time er inde, og
ikke
tage sagen i vor egen hånd.
Abraham kunne heller ikke vente, til han fik
en søn
med Sara. Så fik han sønnen Ismael med trælkvinden
Hagar,
der blev hans medhustru. Ismaels efterkommere blevalle dage
israelitternes
værste fjender og er det den dag i dag, som vi ser det i striden
mellem araberne og jøderne i Palæstina.
Naftali, altså en søn af Bilha,
Rakels trælkvinde,
sammenlignes med et dådyr i modsætning til Judæa, der
sammenlignes med en løve. Dan bliver sammenlignet med en slange,
Issakar med et stærkt asen, Benjamin med en ulv.
Et dådyr eller en hjort er meget sky af
naturen,
rede til at flygte ved det første tegn på fare. Ingen
forsøger
at læsse byrder på et dådyr. Det er ret interessant
at
følge Naftalis stammes historie.
Under israelitternes ørkenvandring
erfarer vi,
at Naftalis stamme lejrede sig, eller fik anvist deres lejrplads, nord
for tabernaklet, og da der senere blev kastet lod om, hvor de
forskellige
stammer skulle bosætte sig, efter at de havde taget Kana'ans land
i besiddelse, fik de tildelt den allernordligste del i landet, ved
Galilæas
sø op imod Fønikien og Tyrus. Dets område var ca.
96
km i længden - som fra København til Slagelse - og ca. 28
km i bredden som fra København til Roskilde.
Deres landområde var noget af det
frugtbareste i
hele landet og flere steder bjergrigt. Her udsprang Jordan-flodens
kilder.
Selvom der siges om dem i Dom. 1,33, at de ikke fik drevet
kana'anæerne
ud af deres befæstninger inden for deres landområde, men
gjorde
dem skatskyldige, viste det sig dog senere, at de havde kampmod, da
landet
kom i en stor krise. To gange er de omtalt i Dommerbogen som en stamme,
der satte livet på spil, da profetinden Debora kaldte til kamp
mod
kana'anæerne, som undertrykte dem. Barak fra Naftalis stamme blev
anfører for hæren, og de vandt en strålende sejr
over
kana'anæerne. (Dom. 4,6-24; og 5,18.)
Anden gang besvarede de Gideons kald og hjalp
med at fordrive
midjanitterne. (Dom. 6,35; og 7,23.)
I Salomos tid var en af hans distriktsfogeder,
der skulle
skaffe forsyninger til hoffet i Jerusalem, af Naftalis stamme; han blev
senere gift med Salomos datter og blev således Salomos
svigersøn.
(1 Kong. 4,7 og 15.)
En anden dygtig og berømt mand fra
Naftalis stamme
var Hiram. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme. (1 Kong.
7,13-14.) Han sad inde med en enestående visdom og forstand og
indsigt
i al slags kunsthåndværk. Han blev Salomos bygmester. Han
byggede
templet. Opførelsen af templet menes at have kostet 226
milliarder
kroner. Sikkert verdens dyreste byggeforetagende.
Indfaldsvejene fra Syrien og Assyrien fandtes
i Naftalis
stamme. Deres frugtbare landområde var derfor genstand for disse
nabostaters rovgriskhed. Ca. år 740 f. Kr. invaderede
assyrerkongen
Tillegat-Pilneser hele den nordlige del af Palæstina og
førte
Naftalis stamme i fangenskab til Assyrien. De havde da boet ca. 700
år
i deres landområde.
På Jesu tid besad Naftalis stamme ikke
mere strækningen
omkring Galilæa, men beboerne skulle få anledning til at se
et stort lys. Esajas fremkom med en vidunderlig profeti om Naftalis
land,
idet han sagde: "Men en gang skal der ikke længer være
mørke
i det land, hvor der nu er trængsel; i fortiden bragte han
skændsel
over Zebulons og Naftalis land, men i fremtiden bringer han ære
over
vejen langs søen, landet hinsides Jordan." (Es. 9,1.)
Dette gik i opfyldelse, som vi læser hos
Matt. 4,15-16:
"Zebulons og Naftalis land langs søen, ... det folk, som sad i
mørke,
har set et stort lys."
Her opholdt Jesus sig det meste af tiden under
sin offentlige
virksomhed og fandt her i Galilæa mange af sine disciple, som
blev
kaldet til deres store livsgerning.
Der vil være 12.000 af Naftalis stamme,
som gennem
evigheden skal følge "Lammet, hvor det går", 12.000, som i
prøvetiden i denne verden "fører yndig tale" (1 Mos.
49,21)
og under store vanskeligheder frygtløst udfører deres
pligt
og er villige til endog at ofre deres eget liv hellere end at
indgå
kompromis med verden.
Denne tekst fortsætter >>>>
>>>>
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|