Nogle finder det mærkeligt, at vor frelse er afhængigt af en fuldstændig lydighed mod Guds lov. Men Herren kunne ikke gøre noget mere grusomt end at frelse et menneske, som gør oprør imod hans lov. Intet menneske kan blive frelst, med mindre han bøjer sig for Kristi lov. Frelse betyder en fuldstændig overgivelse af ånd, sjæl og legeme. Fordi der i vor natur er oprørske elementer, tager vore lidenskaber ofte overhånd. Synderens eneste håb er at holde op med at synde.Da er hans vilje i harmoni med Kristi vilje, og hans sjæl bragt i overensstemmelse med Gud. Den, som melder sig under Kristi banner, må i alle ting underkaste sig hans vilje. Ubetinget lydighed er betingelsen for frelse. Guds lov må adlydes i alle enkeltheder. Vor frelse afhænger af, at vi gør hans lov til vor, hans tro til vort mønster, hans ære til vort højeste mål.At bevare os selv i Guds kærlighed, at være bundet i lydighed til hans bud det er at være fri i Kristus.

Idet Satan jager mennesker fra den ene fristelse ud i den anden, forhindrer han dem i at tænke over disse ting. Et menneske kan afvise fjenden på et punkt og føle sig sikker, men den onde fjende har et nyt baghold parat. Han følger os overalt og benytter alle forhold i vort liv til at få os til at betragte ham med velvilje; han spiller et spil om sjælen. Satan prøver på alle mulige måder, på at få os til at glemme Gud, og at holde Gud ude af vore tanker. Satan prøver på at få os til at tro at Jesus døde for at sætte Guds lov ud af kraft. Men Kristus døde ikke for at udødeliggøre overtrædelserne.

Fjenden virker i den religiøse verden for at forlede mennesker til, at Guds lov kan tilsidesættes. Han har lang erfaring i dette arbejde han begyndte med vore første forældre, da han fik dem til at tvivle på Gud. Kunne han komme imellem dem og Gud, var han sikker på at vinde. Udsigten til at blive guder, der kendte forskel på godt og ondt, tiltalte Adam og Eva, og de gav efter for fristelsen. Mennesker tror, at de opnår meget ved at kende godt og ondt; men de fatter ikke Satans hensigt. De forstår ikke, at de bliver fanget i hans garn, når de piller ved Guds lov. Fjenden ved, at hvis kirken bliver underkastet politiske love, hvis den kan bringes til at forene sig med verden, anerkender den i realiteten ham som sit overhovede. Og så vil menneskeskabte love arbejde i modstrid med Himmelens regering. Under Satans ledelse vil mennesker afskaffe Guds hellige lov vedrørende sabbatten, hvis helligholdelse skal være et evigt tegn mellem Gud og hans folk.

Satan har haft fremgang i den kristne verden. Han har helt efter sit ønske skabt en tingenes orden, som afskaffer Guds lov. Ved sit bedrageriske virke har han i den såkaldt kristne verden opnået det, han prøvede på at opnå i Himmelen en afskaffelse af Jehovas love. Gennem romersk magt har han arbejdet for at afskaffe Guds mindesmærke og oprette sit eget for at skille Gud fra hans folk. Den protestantiske verden af i dag bliver fremmedgjort for Gud ved at antage den falske sabbat. Der findes ikke et eneste holdepunkt i Guds ord for at gøre dette. Og alligevel hævdes det nidkært, at Guds mindesmærke over skabelsen skal foragtes og trædes under fod og den første dag i ugen indtage dens plads.

Lige siden Adams fald har menneskene søgt at ophøje sig selv på samme måde. Hvornår vil de lære, at den eneste vej til sand ophøjelse er lydighedens vej? Menneskenes planer kan måske forekomme dem at være overmåde vise; men det er ikke trygt at følge dem, medmindre de er i overensstemmelse med, hvad Herren har talt.

Herren bød sit folk Israel at skille sig ud fra verden, for at han kunne betro dem et helligt hverv. Han gav dem sin lov, og det var hans hensigt gennem dem at bevare kundskaben om Gud blandt menneskene. Gennem dem skulle lyset fra det høje skinne på jordens mørke steder, og der skulle lyde en røst, der kaldte alle mennesker til at holde op med deres afguderi og til at tjene den levende og sande Gud.

Havde jødefolket været tro imod deres kald, så ville det have været en kraft i verden. Gud ville have været dets værn, og han ville have ophøjet det over alle andre folk. Hans magt og hans sandhed ville være blevet åbenbaret gennem jøderne, og de ville under hans vise og hellige ledelse, have stået som et eksempel på hans regerings overlegenhed over enhver form for afgudsdyrkelse. Men de holdt ikke deres pagt med Gud. De efterfulgte andre nationers afguderiske skikke, og i stedet for at prise deres skabers navn på jorden, bragte de forsmædelse og spot over dette navn.

Men Guds forsæt må fuldbyrdes. Verden vil blive oplyst om hans vilje. Gud lod undertrykkernes hånd hvile på hans folk og spredte dem som fanger omkring blandt folkene. Under lidelse og nød omvendte mange af dem sig fra deres overtrædelser og søgte Herren. Således adspredt blandt hedningerne i landene udbredte de kundskaben om den sande Gud.

Ligesom Gud fordum kaldte Israel, har han i vor tid kaldt sin menighed til at stå som et lys i verden. Ved sandhedens mægtige sværd - de budskaber, der forkyndes af den første, den anden og den tredje Engel - har han udskilt et folk fra kirkesamfundene og fra verden for at bringe dem i sin hellige nærhed. Han har givet dem sin hellige lov og betroet dem de store profetiske sandheder for denne tid. Ligesom tilfældet var med den hellige skrift, der blev betroet Israel fordum, således er også disse profetiske sandheder en hellig skat, som vi skal fortælle verden om.

Profetien siger, at den første Engel ville forkynde sit budskab til "alle slægter og stammer og tungemål og folk." Den tredje Engel ville forkynde sit budskab til "alle slægter og stammer og tungemål og folk". Den tredje Engels advarsel, udgør en del af det samme trefoldige budskab, og er det budskab, der gælder for vor tid og det vil ikke få en mindre udbredelse end det første. Det banner, hvorpå der står skrevet: "Guds bud og Jesu Tro," skal løftes højt op. Kraften i det første og det andet budskab vil blive endnu mere forøget i det tredje. Dette budskab fremstilles i profetien ved en høj røst fra englen, der flyver midt oppe under himlen, og den vil tiltrække sig menneskenes opmærksomhed.

De frygteligste trusler, der nogen sinde er blevet udtalt over dødelige mennesker, indeholdes i den tredje engels budskab. Frygtelig må den synd være, som nedkalder Guds ublandede vrede. Men menneskene lades ikke i mørke, angående denne vigtige sag. Advarslen mod at tilbede dyret og dets billede skal forkyndes for verden, førend Guds straffedomme falder, så at alle må kunne vide, hvorfor straffedommene kommer, og der gives en lejlighed til at undfly dem.

Som et resultat af striden vil hele kristenheden være delt i to grupper. De, som holder Guds bud og har Jesu tro, og de, som tilbeder Dyret og det billede og modtager dets mærke. Selvom kirke og stat forener deres magt til at tvinge "alle, både små og store, rige og fattige, frie og bundne" til at modtage "dyrets mærke", så vil Guds folk ikke modtage det. Profeten på Patmos så "de, der havde vundet sejr over dyret og over dets billede og over dets mærke og over dets navns tal," stå på glarhavet med Guds harper"og synge" Moses, Guds tjener, og lammets sang.

Den tredje engels budskab bliver af større betydning, efterhånden som vi nærmer os afslutningen af denne verdens historie. Det er det sidste tilbud om nåde til verden, det højtideligste budskab, der nogen sinde har lydt for mennesker. I himlen holdes der regnskab med den ugudelighed, der findes i nationer, i familier og hos det enkelte menneske. Gud kan bære over i lang tid, så længe regnskabet foregår. Der vil lyde opfordringer til omvendelse og tilbud om nåde og forladelse; men der kommer alligevel en tid, hvor regnskabet bliver afsluttet, hvor mennesket vil have truffet sit valg, og da den enkelte ved dette, sit eget frie valg, har afgjort sin egen skæbne. Da vil signalet blive givet til dommens fuldbyrdelse.

Den langmodighed Gud har udvist imod syndere, har gjort menneskene dristige i deres overtrædelse. Men straffen bliver ikke mindre sikker og mindre frygtelig, fordi den længe er blevet holdt tilbage. "Herren rejser sig som ved Perasims bjerg, han er ophidset som i dalen ved Gibeon; han gør sin gerning, en fremmed gerning, han udfører sit værk, et fremmedartet værk." Ef 28,21. Han vil ikke holde den skyldige for uskyldig. Ved forfærdelige ting vil Herren i retfærdighed hævde sin nedtrådte lovs gyldighed. Allerede ved hans uvillighed til at lade retfærdigheden ske fyldest er et vidnesbyrd om, hvor frygtelige de synder må være, som hidkalde hans straffedomme, og om hvor streng den dom er, der venter overtræderen.

Alle jordens beboere skal snart stå ansigt til ansigt med den store lovgiver og hans overtrådte lov. I de store kirkesamfund er der mange, ja mange, som kun har lidt begreb om den virkelige betydning af det budskab, der vedrører vor tid. Ingen af disse bør overse opfyldelsen af tidernes tegn, der så tydeligt fortæller os, at alle tings endeligt er nær. O hvor mange, der endnu ikke har søgt deres sjæls frelse, de vil snart udtale de bitre ord: "Høsten er forbi, sommeren er endt, og min sjæl er ikke frelst!"

Hvornår vil menneskene lære at forstå, at Gud er Gud og ikke et menneske, og at han ikke forandres? Enhver ulykke, ethvert dødsfald er et vidnesbyrd om det ondes magt og om den levende Guds sandhed. Guds ord er levende, og det vil bestå evindeligt. Det vil stå fast i al evighed. Hvordan kan dog menneskene, når de ved hvad Gud er, og hvad han har gjort, vælge Satans vej i stedet for Guds vej? Der er kun én vej, der fører tilbage til det genoprettede paradis, og det er lydighedens vej.