Forandringen af sabbatten er et tegn på romerkirkensautoritet. De, som skønt de forstår det fjerde buds indhold, vælger at helligholde den falske sabbat i stedet for den sande, viser derved lydighed mod den magt, som egenmægtigt har påbudt dette. Dyrets mærke er den katolske hviledag, der er blevet accepteret af hele verden i stedet for den dag, Gud har bestemt.

Der er sande kristne i alle kirkesamfund, også i det katolske. Ingen vil blive fordømt, før de har fået lys over det fjerde bud. Men når befalingen udgår om tvungen helligholdelse af den falske sabbat, og den tredje engels høje råb advarer mennesker mod at tilbede dyret og dets billede, vil der blive trukket en tydelig skillelinie mellem sandhed og løgn. Da vil de, som fortsætter med at overtræde Guds lov, få dyrets mærke.

Med hastige skridt nærmer vi os vedtagelsen af den falske sabbat. Når de protestantiske menigheder forener sig med den lovgivende magt i at støtte en falsk religion, som deres forfædre led de uhyggeligste straffe for at modarbejde da vil romerkirkens hviledag blive gennemtvunget ved kirkens og statens forenede autoritet. Der vil blive et nationalt frafald, som kun kan ende med nationens undergang.  

Den romerske katolske kirke er fantastisk i dets snuhed og listighed. Den viser en pæn facade mod verden, og dækker med undskyldninger sine liste af rædselsgerninger, og erklærer at dens forfølgelses ånd ikke længer eksisterer. Men den er den samme som i reformationens dage, da Guds mænd stod op med fare for deres liv for at for at blotlægge dens syndighed; den samme som da den tiltog sig magt til at kontrollere konger og prinser og hævdede at have fået rettigheden af Gud. Den vil klæde sig i kristne klæder for bedre at kunne fremme sine formål; men den fastholder stadig sin slangegift og dens principper om at udøve sin indflydelse i rådsforsamlingerne, i kirkerne og i menneskers hjerter. Dens ånd er ikke mindre grusom og enevældig nu end da den knuste al menneskelig frihed og ihjelslog den Allerhøjeste's hellige.

Når staten vil styrke forordninger og støtte kirkens love, så vil det protestantiske Amerika have dannet et billede af pavemagten. Så vil den sande menighed blive angrebet af forfølgelse ligesom Guds folk blev det i gamle dage. Næsten hvert århundrede frembringer instanser af menneskelige hjerter, der ledes af vrede og had, som arbejder under dække af at tjene Gud ved at beskytte kirkens og statens rettigheder. De protestantiske kirker, som er fulgt i Roms fodspor ved at danne forbindelser med verdslige magter har vist et lignende ønske om at begrænse samvittighedens frihed. Hvor mange ikke-konforme ledere har lidt under Englands kirkes magt. Forfølgelse følges altid af en begrænsning af den religiøse frihed af en del af de verdslige regeringer.

Satan vil vise harme over den frafaldne kristendom mod den ydmyge rest, som fortsat afslår at acceptere falske skikke og traditioner. Blindet af mørkets prins vil de populære kristne kun se, hvad han ser, og føle det, som han føler. De vil bestemme det, som han bestemmer, og undertrykke det, som han undertrykker. Samvittighedens frihed, som har kostet så stort et offer, vil ikke længere blive respekteret. Kirken og verden vil forene sig, og verden vil låne kirken magten til at knuse menneskers ret til at tilbede Gud i henhold til hans ord.

Det dekret, som bliver udstedt mod Guds folk i den nærmeste fremtid, er på flere måder lig det, som Ahasverus udstedte mod jøderne på Esthers tid. Det persiske dekret udgik fra striden mellem Haman og Mordokaj. Ikke at Mordokaj havde gjort noget ondt mod Haman, men han havde afvist at smigre hans forfængelighed ved at falde på knæ for ham, som kun skal gøres overfor Gud. Kongens afgørelse mod jøderne blev sikret under falske forudsætninger. Satan æggede til dette skema for at rense jorden for de, der bevarede kendskabet til den sande Gud. Men hans plan blev ødelagt af en modstand, der hersker blandt menneskenes børn. Engle med stor magt blev sendt til beskyttelse af Guds folk, og deres modstanders planer blev sendt over deres egne hoveder.

Historien gentager sig selv. Den samme mesterlige sind, som lagde planen mod de trofaste i hengangne tider, arbejder nu igen på at vinde kontrol over de protestantiske kirker, for at han gennem dem kan fordømme og dræbe alle, som ikke vil tilbede den falske sabbat. Vi skal ikke kæmpe mod mennesker om det kan synes sådan. "Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet."(Ef 6,12) Men hvis Guds folk vil stole på Ham og i tro stole på hans magt, vil det gå med Satans planer lige som på Mordokajs tid.

En lov vil blive foreslået om at alle de, der ikke har modtaget dyrets mærke hverken skal kunne købe eller sælge og endelig at, de skal slås ihjel. Men Guds hellige vil ikke tage dette mærke. Profeten på Patmos så de, der havde vundet sejr over dyret og over dets billede og over dets mærke og over dets navns tal, stå på glarhavet med Guds harper og synge Moses og Lammets sang.

Til enhver sjæl vil der komme en undersøgende test, skal jeg hellere adlyde Gud end mennesker? Den afgørende time er lige for hånden. Satan gør sig de yderste anstrengelser i sit raseri under den sidste desperate kamp mod Kristus og hans tilhængere. Falske lærere anvender alle mulige metoder til at stimulere den forhærdede synder i hans oprør, til at fastslå spørgsmålet, tvivlen, vantroen, og ved fordrejelser og falskhed om muligt at bedrage de udvalgte. Hvem er forberedt til at stå fast under det banner på hvilket der står "Guds bud og troen på Jesus"?

Kristus købte aldrig fred og venskab for kompromis med djævlen. Skønt hans hjerte flød over af kærlighed til den menneskelige race, kunne han ikke være overbærende med deres synder. Fordi han elskede mænd og kvinder, var han en streng irettesætter af deres laster. Hans liv med lidelse og ydmygelse, som han blev udsat for af en pervers nation, viser hans tilhængere, at der ikke kan ofres på principperne. Guds prøvede folk skal være vågne med inderlig bøn, for at de ikke i deres iver efter undgå mislyde overgiver sandheden, og på denne måde vanærer sandhedens Gud. Fred er for dyrekøbt til at sælges for den ringeste indrømmelse til Satans agenter. Den mindste overgivelse af principper indvikler os i fjendens snarer.

Paulus skiver til romerne:" Hvis det er muligt, om det ligger til jer, lev i fred med alle mennesker." Men der er et punkt, hvorefter det ikke er muligt at være enige og i harmoni uden at gå på kompromis med principperne. Så bliver adskillelse en absolut pligt. Nationens love bør respekteres, når de ikke er i konflikt med Guds love. Men når der er en konflikt, vil enhver sand Kristi discipel sige, som apostlen Peter sagde, da han blev kommanderet til ikke at sige mere i Jesu navn, "Man skal adlyde Gud mere end mennesker."