Det nye
testamentes sabbat!
".... synden kom ind i verden ved et menneske, og
døden
ved synden.« Rom. 5,12. Smerte og jammer omgiver mennesket
på
alle sider i denne syndige verden, og det er selv besmittet og ilde
tilredt
af synden. Menneskets hjerte, der en gang var et blomsterflor, er nu en
øde ørken. Kærlighed, tro og lys er næsten
forsvundet,
og bitterhed, vantro og mørke er kommet i stedet. Forgæves
prøver vi på at hjælpe os selv. Hvorledes kan en
stakkels
lænket fange åbne de tunge fængsels døre? Her
behøves en ven, en ven, som er stærk og barmhjertig. Jesus
er en sådan ven. Han er ikke kommet til verden, for at vi skal
blive
liggende i det onde, men for at frelse sit folk fra dets synder«.
Han kan og vil åbne fængslets døre og
sønderbryde
de tunge lænker. Men vi må bede ham derom og være
villige
til at lade os undervise og lede af ham. Han er og vil være vor
ven,
men han har sat en betingelse for, at vi kan blive hans venner. "I er
mine
venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.« Joh. 15,14.
Dette siger han ikke, for at vi skal
gøre os fortjent
til hans venskab, for det kan vi aldrig. Han har jo elsket os,
længe
før vi blev til. Men han har en anden hensigt dermed.
1) At vi skal forstå, at vi ikke er hans
venner,
så længe vi ikke har lyst til at gøre hans vilje og
beflitter os derpå.
2) At vi må have samfund med Gud og ikke
mere gøre
oprør mod ham, men være lydige børn og tro tjenere;
thi det er til Guds ære og vor egen sande og evige fred og lykke.
Det er også et kendemærke på
Guds folk
i de sidste dage. Skriften siger om den sidste levning af Guds menighed
på jorden, at den »holder Guds bud og bevarer Jesu
vidnesbyrd«.
Åb. 12,17. Det nytter ikke at tale om tro og føre en
høj
bekendelse, når vi samtidig fornægter Gud i vort liv.
»Den,
der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han
er
en løgner, og i ham er sandheden ikke.« 1 Joh. 2,4. Derfor
må den sande kærlighed vise sig ved, at vi gennem Guds ord
gerne vil lære hans vilje at kende i alle ting.
»Det er forgæves, de dyrker mig,
når
de fører lærdomme, som kun er menneske bud.« Matt.
15,9.
Jeg vil derfor i Jesu navn anmode enhver om under alvorlig bøn
til
Gud at overveje følgende spørgsmål, som vi vil
søge
at besvare ud fra Guds ord:
Hvilken dag er sabbat for de kristne i vor tid!
Her står man allerførst over for
det spørgsmål:
Hvilken dag er den syvende?
Nogle siger: Ingen kan vide, hvilken dag der
er den syvende,
og Gud ser heller ikke så nøje på det; man kan jo
kalde
hver dag den syvende dag.
Men det er en stor fejltagelse. Gud befaler
ikke menneskene
at helligholde den syvende dag, dersom det ikke er muligt for dem at
vide,
hvilken dag det er. I så tilfælde kunne en jo helligholde
tirsdag,
en anden onsdag og en tredje søndag, hvilket ville skabe en
uorden,
som aldrig kunne have sin oprindelse hos Gud; »thi Gud er ikke
forvirringens,
men fredens Gud«. l Kor. 14,33.
Søndag, mandag osv. indtil
lørdag er hedenske
navne. De tilsvarende bibelske navne er den første dag, den
anden
dag osv. indtil den syvende dag.
l. Gud skabte den første, den anden
osv. indtil
den syvende dag og gav dem de ovenfor nævnte navne. Han har ikke
skabt eller nævnt en ottende dag, og derfor findes der ikke en
sådan.
Dagene i den uge, som fulgte efter skabelses ugen, blev nævnt
på
samme måde, som Gud havde begyndt, og i den
rækkefølge
må man vedblive hver uge indtil verdens ende.
2. Denne tids inddeling blev bevaret i verden
og var i
brug endnu blandt jøderne, da de udvandrede af Ægypten
over
2000 år efter skabelsen. Dengang viste Gud dem meget tydeligt,
hvilken
dag der var den syvende. På den sjette dag kunne israelitterne
samle
en dobbelt portion manna, men på den syvende dag var der ingen
manna.
(2 Mos. 16,22 og 26-27.). Ingen vil benægte, at Gud vidste,
hvilken
dag i ugen der var den syvende. I 40 år vandrede de i
ørkenen,
og i al den tid gav Herren dem manna, men på den syvende dag var
der intet. Således fik de et kraftigt og uforglemmeligt bevis
på,
hvilken dag der var den syvende.
3. I de følgende 1500 år, indtil
Kristus
kom, bevarede de denne tidsregning nøjagtigt, for da han kom,
kaldte
han den samme dag sabbat, som jøderne kaldte sabbat. Matt.
12,1-8.
Jesus vidste, hvilken dag der var sabbat eller den rette syvende dag.
4. Dagenes beregning har været rigtig
fra den tid
indtil nu, hvilket fremgår af følgende grunde:
a) Jøderne har fortsat med at regne
ugen og ugens
dage uden forandring, og hvor man end finder dem spredt i verden,
kalder
de lørdagen den syvende dag.
b) Mange kristne har helligholdt den
første dag
i ugen til minde om Kristi opstandelse, og den har de altid holdt om
søndagen.
Men hvis de kalder søndagen den første dag i ugen,
bevidner
de derved også, at lørdagen er den syvende dag.
c) Man finder i Afrika såvel som i
Europa og Amerika
kristne menigheder, som uforandret har holdt den syvende dag, og de
bærer
alle vidnesbyrd om, at lørdag er den syvende dag.
d) Man siger, at der har været strid og
tvivl om
dette blandt fædrene, men det er ikke tilfældet og kan ikke
bevises historisk.
Tværtimod ser man, at de alle stemmer
overens på
det punkt, at lørdagen er den syvende dag.
e) Det er en absolut umulighed for hele verden
på
en gang at gøre fejl i at tælle fra en til syv. Hvis en
enkelt
familie tog fejl, ville andre kunne rette det, og om end et helt land
tog
fejl, så var der folk nok andre steder til at rette fejltagelsen.
Men ingen kan påvise, at f. eks. en hel by nogen sinde har taget
fejl i denne sag.
Hele verden kunne ikke tage fejl i noget
så ligetil
som at tælle fra en til syv.
Lad ikke sådanne grundløse
undskyldninger
hindre Dem i at tjene Gud. Sandheden er, at lørdagen er den
syvende
dag, og den er Herrens sabbat.
DEN SYVENDE DAG ER SABBAT FOR DE KRISTNE I VOR
TID
I. Den syvende dag blev ved skabelsen af Gud
bestemt
til sabbat.
»... og han (Gud) hvilede på den
syvende
dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede
den
syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele
sit
værk, det, Gud havde skabt og udført.« 1 Mos. 2,2.3.
»Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine
gerninger.«
Hebr. 4,4. Heraf fremgår tydeligt:
1. Den syvende dag er Guds hviledag eller
sabbat. Han
hvilede ikke på den første dag eller den anden dag, derfor
kan ingen af dem nogen sinde blive Herrens sabbat eller hviledag. Men
den
syvende dag er og bliver Guds hviledag, så længe jorden
står.
Denne sandhed er lige så
uomstødelig nu,
som den var for fem årtusinder siden. Hermed er allerede bevist,
at den syvende dag er Herrens sabbat for alle tider og slægter.
Hvis De siger, at det er en ny lære, og
at De nok
ved, at den syvende dag var jødernes sabbat, så svarer
jeg,
at denne lære ikke er ny. Den er lige så gammel som jorden;
thi den blev indstiftet i Paradiset af Gud selv, da han skabte jorden
og
mennesket.
Men hvorledes er det med søndagens
helligholdelse
i denne henseende? Er dette ikke en ny lære? Kan det bevises ud
fra
Guds ord, at den første dag blev helligholdt som sabbat af de
kristne?
Absolut ikke. Den første befaling om at
afstå
fra arbejde på søndagen, som historien beretter om (Guds
ord
taler slet ikke om en sådan befaling), blev udstedt af kejser
Konstantin
år 321 e. Kr. Dette vil vi senere undersøge nøjere.
Det er rigtigt, at den syvende dag blev
helligholdt af
jøderne; men at man af den grund skulle kalde den
jødernes
sabbat og søge at bevise, at den ikke vedkommer de kristne, er
aldeles
uberettiget.
Jødernes sabbatter var årlige
højtidsdage.
De havde syv sådanne sabbatter: to i den første
måned
ved påskens og de usyrede brøds højtid, en i den
tredje
måned ved pinsen og fire i den syvende måned ved
høsten
og løvsalenes højtid. 3 Mos. 23,6-8. 15-21. 24-27. 34-36.
Om den ene af disse står der udtrykkeligt: »Den skal
være
eder en fuldkommen hviledag, og I skal faste; på den niende dag i
måneden om aftenen, fra denne aften til næste aften skal I
holde eders hviledag.« (32. vers). Disse er altså
jødernes
sabbatter. Hvis man kan vise os et eneste skriftsted, hvor den syvende
dag kaldes jødernes sabbat, vil det være rigtigt at kalde
sabbatten jødisk; men indtil det sker, må vi betragte det
som en vildfarelse. Vi har aldrig lært eller troet, at de kristne
burde helligholde jødernes sabbatter.
Derimod tror vi, at det er overensstemmende
med Guds ord
og vilje at helligholde Herrens sabbat. Den syvende dag blev helliget
af
Gud i Paradiset over to tusinde år, før jøderne
blev
til; og vi kan ikke finde i skriften, at Gud nogen sinde har fjernet
sit
hellige stempel fra den syvende dag.
2. Gud helligede og velsignede den syvende
dag, eller
med andre ord: bestemte den til helligt brug for menneskene, for ordet
»hellige« betyder at bestemme eller indvie noget til
helligt
brug.
Dette bevises yderligere af Mark. 2,27:
»Sabbatten
er blevet til for menneskets skyld ...« Hvornår blev
sabbatten
til? Ved skabelsen i Edens have. For hvem blev sabbatten til? For
mennesket.
Altså blev sabbatten til for mennesket ved skabelsen.
Det var i Paradisets skønne have, at
Herrens sabbat
først oprandt. Denne hellige indstiftelse er af guddommelig
oprindelse
- en Guds velsignelse skænket til menneskene af en al
kærlig
Gud. Sabbatten var Adams skønneste dag, da han på den mere
end på nogen anden dag kunne fryde sig i saligt samfund med sin
himmelske
Fader.
Om sabbattens indstiftelse ved skabelsen siger
Luther
følgende: »Gud velsignede og helligede sabbatten. Dette
har
han ikke gjort med nogen anden skabning ... Betydningen af dette er
især
den, at vi heraf skallære at forstå, at den syvende dag
fornemmelig
passer sig for og bør anvendes til gudstjeneste. Thi helligt
kaldes
det, som er afsondret fra alle andre skabninger og indviet til Gud, at
hellige vil sige at udvælge og sætte til side til helligt
brug
eller gudstjeneste.« »Derfor er sabbatten fra verdens
begyndelse
beskikket til gudstjeneste. Og således skulle den menneskelige
natur,
såfremt den var forblevet i sin uskyldighed og arvelige
retfærdighed,
have prist Guds ære og hans velgerninger, og på sabbatten
skulle
menneskene have talt med hinanden om Guds, deres Skabers, usigelige
godhed.«
»Og om nu end mennesket ved synden har
tabt Guds
erkendelse, så har Gud villet, at budet om at hellige sabbatten
skulle
forblive, og har villet, at man på den syvende dag skulle
øve
og indprente hans ord og gudstjenesten, sådan som den af ham er
forordnet,
på det vi mennesker først skal betænke, hvad der
fornemmelig
er vort kald og vor stand, nemlig at vor natur er skabt til, at vi
skulle
erkende og prise Gud.«
Synden forstyrrede dette samfund og
forhindrede Adam i
at holde sabbattens dag hellig. Thi hvorledes kunne han med
ærefrygt
ihukomme Skaberen og hans store værk, så længe han
var
en oprører, der måtte blues og fly for Guds ansigt? Budet
siger jo: »Kom hviledagen i hu, så du holder den
hellig.«
Men intet vantro eller vanhelligt menneske kan gøre noget, der
er
helligt.
Derfor glædes vort hjerte inderligt ved
at erfare,
at Kristus har skaffet forsoning for vore synder, og at han kan forlige
os med Gud. Først da bliver det muligt for os at helligholde
sabbatten.
Vor kære Frelser har genvundet denne velsignelse for mennesket
ved
sit dyrebare evangelium, så at den ikke er helt tabt. Om end
sabbatten
i nogen tid lyser med mindre glans, så er den dog kær for
ethvert
troende menneskes hjerte, som ydmygt modtager Guds dyrebare ord. Og
tiden
nærmer sig, da den skal stråle med fornyet glans på
den
ny jord. »Thi ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg
skaber,
skal bestå for mit åsyn, lyder det fra Herren,
således
skal eders afkom og navn bestå. Hver måned på
nymånedagen
og hver uge på sabbatten skal alt kød komme og tilbede for
mit åsyn, siger Herren.« Es. 66,22.23. En skygge eller
ceremoni
kunne ikke fortsætte på den ny jord. Derfor er sabbatten
ingen
skygge.
Det ville jo også være aldeles
utænkeligt,
at sabbatten skulle være hellig fra skabelsen til loven og fra
loven
til Kristus, men ugyldig fra Kristi tid til verdens ende for på
den
ny jord atter at blive hellig.
3. Sabbatten var i verden før synden.
Hvor der
ingen synd er, kan der heller ikke være ceremonier eller
forbilleder
på forsoning.
Altså kan Herrens sabbat ikke forandres
eller afskaffes
som et ceremonibud, og de, der lærer således, begår
en
alvorlig fejl. Mange påstår alligevel, at sabbats budet er
et ceremonielt bud; andre hævder, at en del af budet er moralsk,
men at det at holde sabbat på den syvende dag, således som
det står i budet, er en ceremoniel handling. De mener, at
når
de holder søndagen hellig, hvad Guds ord slet ikke på
byder,
så bliver handlingen udelukkende moralsk. Med andre ord:
når
man river en del af Guds bud bort og sætter et menneske bud i
stedet,
så bliver Guds bud udelukkende moralsk! Dette må enten
hidrøre
fra meget dunkle begreber om, hvad disse udtryk - moralsk og
ceremonielt
- betyder, eller det kan skyldes uvilje mod at anerkende en sandhed,
som
måske kunne medføre tab af penge og ære.
Moralsk betyder: at være den moralske
lov underdanig,
at rette sig efter retfærdighedens regler, at være ren.
Guds
lover målestokken for retfærdighed. Altså kan det
ikke
være moralsk at handle i modstrid med loven, langt mindre at
driste
sig til at forandre den.
Loven om ofringer og tjenesten i templet har
man kaldt
ceremoniloven. Guds ord kalder den loven, som kun har »en skygge
af de kommende goder« (Hebr. l0,1). Dersom sabbatten blev til
før
synden, hvad enhver, der indrømmer, at den fandtes i Paradiset,
må tilstå, kan den ikke være en skygge eller et
forbillede
på frelse fra synd, således som tilfældet var med
ofringerne;
thi der var ingen synd på jorden, før Adam syndede.
Hvis De alligevel påstår, at
sabbatten (eller
det at holde sabbat på den syvende dag) er en ceremoni eller en
skygge,
vil De da sige os, hvad denne skygge betegner?
Nogle siger, at sabbatten er et forbillede
på den
hvile, som er tilbage for Guds folk. Dette beviser det modsatte af,
hvad
de mener, som bruger denne indvending; thi enhver skygge må
nødvendigvis
nå til virkeligheden eller det legeme, som kaster den, men
forjættelsen
om at indgå til den himmelske hvile er endnu tilbage. Hebr. 4,1.
Guds folk er endnu ikke indgået til den
evige hvile.
Kap. 11,39.
Altså har sabbatten ifølge dette
argument
endnu fuld gyldighed.
Spørg dem, som siger, at sabbatten er
en ceremoni
eller et forbillede, hvad den er et forbillede på, og lad dem
bevise
deres påstand med Guds ord. Lad dem dernæst finde en eneste
befaling i Bibelen om at holde søndagen hellig eller et eksempel
på, at nogen har holdt den hellig, eller et sted, hvor den
første
dag bliver kaldt sabbat. Men hvis de ikke kan gøre det, så
lad menneskemeninger stå for, hvad de er værd. Det, som
Guds
ord ikke lærer, er ikke nødvendigt til frelse. Den hellige
skrift alene kan gøre os vise til frelse (2 Tim. 3,15.)
4. Den syvende dag er endnu hellig; thi lige
så
sikkert som Gud udførte skaberværket i de seks dage, lige
så sikkert er det, at han helligede den syvende dag. Og lige
så
lidt som menneskene kan forandre solens og månens bane eller
jorden
med det, som er på den, lige så lidt kan de forandre eller
afskaffe den hellighed, Gud har iklædt den syvende dag.
Menneskene
kan være ulydige og synde imod Gud; men selvom alle mennesker
foragter
eller vender sig bort fra den levende Guds ord, så kan det dog
ikke
forandre et bogstav eller en tøddel eller omstyrte den
almægtige
Guds værk.
Dette viser, at kun en dag i ugen kan
være sabbat,
mens de andre seks dage er arbejdsdage. Ingen anden dag end den,
på
hvilken Gud hvilede, kan være sabbat. Men Gud hvilede på
den
syvende dag eller lørdagen.
II. Den syvende dags helligholdelse er befalet
i Guds
lov.
1. Guds moralske lov, som er klart udtrykt i
de ti bud,
er bygget på kærlighed; thi den har alene til hensigt at
fremme
vort sande ve og vel. Vi har kendt disse bud fra barndommen af.
Måske
har vi levet en del af vor tid i vantro og overtrædelse af Guds
gode
lov.
Dersom vi siden har vendt os til Gud, har vi
lært
at elske hans bud.
Lovens overtrædelse har bragt os sorg og
bedrøvelse,
uro og smerte - ondt - intet andet end ondt. Men når vi af
kærlighed
til Gud lyder hans gode bud, så bringer det stor fred og
velsignelse.
Ethvert af Guds bud er kærligt og godt. Derfor kan vi også
anbefale dem til vore medmennesker som mere værdifulde end
sølv
og guld; thi de bringer os mere lykke og velsignelse.
»Altså er loven vel hellig, og
budet helligt
og retfærdigt og godt." Rom. 7,12. Guds lov var god på
Paulus'
tid. Den er god i dag. Den kan ikke tabe sin værdi. Den er et
korrekt
udtryk for Guds hellige og velbehagelige vilje. Den, der elsker Gud,
må
derfor også nødvendigvis elske hans bud.
»Derpå
kender vi, at vi elsker Guds børn: når vi elsker Gud og
gør
efter hans bud. Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans
bud; og hans bud er ikke byrdefulde.« 1 Joh. 5,2.3. Alle Guds
hellige
mænd har elsket hans bud. David siger: »Din munds lover mig
mere værd end guld og sølv i dynger.« Sl. 119,72. Og
atter: »Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg
på
den." Vers 97.
2. Guds lov, som er udtrykt i de ti bud, er
fuld af himmelsk
visdom. Den er kommet direkte fra Gud, som selv talte den med sin
mægtige
røst i alt folkets påhør. (5 Mos. 4,12-13.) Seks
hundrede
tusind mænd foruden kvinder og børn var vidne dertil.
Deres
efterkommere er endnu iblandt os og vil bevidne det samme. Over tre
tusind
år er henrundet siden den tid, og menneskene har gjort store
fremskridt
i oplysning og videnskab; men ingen har kunnet frembringe en bedre
grundlov
end de ti Guds bud. Ethvert lands love indeholder flere eller
færre
af disse grundprincipper. Og er ikke menneskelige love gode i samme
grad,
som de stemmer overens med Guds lov? Jo, i sandhed! Denne lov må
derfor være af guddommelig oprindelse; thi der er en visdom i
den,
som overgår al menneskelig visdom.
Dette bevidner Guds ord også på
det klareste:
» Herrens lover fuldkommen, kvæger sjælen, Herrens
vidnesbyrd
holder, gør enfoldig vis.« Sl. 19,8. »For alting
så
jeg en grænse, men såre vidt rækker dit bud." Sl.
119,96.
»Hvis I virkelig opfylder den kongelige lov, som efter skriften
lyder:
»Du skal elske din næste som dig selv,« handler I
ret;
men hvis I viser personsanseelse, begår I synd og stemples af
loven
som overtrædere. Thi den, der holder hele loven, men blot
på
et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.
Thi han, som sagde: »Du må ikke
bedrive hor,"
har også sagt: »Du må ikke slå ihjel.«
Dersom
du da ikke bedriver hor, men slår ihjel, er du dog blevet
overtræder
af loven.« Jak. 2,8-11. Her taler apostelen om de ti bud og
nævner
udtrykkeligt to af dem. Og han kalder denne lov den kongelige lov. Den
er udstedt af den højeste majestæt.
3. De ti bud er adskilte fra al anden lov ved
Guds egen
foranstaltning, idet Gud selv skrev dem på to stentavler og lod
dem
nedlægge i arken, som blev anbragt og opbevaret i det
allerhelligste
i helligdommen. (2 Mos. 24,12; og 31,18.) De kaldes Guds pagt. (5 Mos.
4,13.) Pagtens ark er nu i templet i Himmelen. (Ab. 11, 19.) Den
jordiske
helligdom var en lignelse af den himmelske. (2 Mos. 25,40; Hebr. 8,5.)
4. Guds lover uforanderlig. Ingen uden den
store Lovgiver
selv kan forandre Herrens lov, men han har aldrig gjort det, for en
så
vigtig sag ville han have omtalt i sit ord. Bibelen siger imidlertid
ikke
et ord derom.
Herren har ikke forandret sin lov: »Jeg
bryder ikke
min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn.« Sl. 89,35.
Kristus har ikke forandret den: " Tro ikke, at jeg er kommen for at
nedbryde
loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at
fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder: før himmelen og jorden
forgår,
skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven
forgå
før det er sket alt sammen.« Matt. 5,17-18. Heller ikke
apostlene
har formastet sig til noget sådant. »Sætter vi da
loven
ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven.«
Rom. 3,31.
5. Vor børnelærdom lærer,
at de ti
bud er Guds lov, og at den endnu står ved magt.
Pontoppidans Forklaring, første del. Om
loven eller
de ti Guds bud:
Hvor mange slags love havde Gud givet i Det gamle
Testamente?
Tre slags:
1) den ceremonialske kirkelov,
2) den verdslige politi og regeringslov,
3) den moralske lov.
Hvilken af disse love står endnu ved
magt?
Den moralske lov, som indeholdes i de ti Guds bud.
Kan denne lov ikke afskaffes?
Nej, thi den grunder sig på Guds hellige og
retfærdige
natur.
Hvad nytter loven de troende?
Den underviser dem om, hvad de skal gøre
og lade.
Er de troende underkastet lovens tvang og
forbandelse?
Nej, thi derfra har Kristus genløst dem.
Er da den troende ej skyldig at leve efter
loven?
Jo, visselig.« Balles Lærebog, sjette
kapitel,
§ 2, anm.:
»Guds lov, som indbefattes i de ti bud,
er vel først
og fornemmelig bleven jøderne foreskreven; men samme indeholder
dog sådanne pligter, som ethvert menneske til hver tid bør
iagttage, fordi den sigter både til at befordre vort eget og
andres
sande gavn.«
6. Guds lover befalet til alle mennesker.
Mange siger,
at det er »jødisk« at holde den syvende dag. "Den
gamle
sabbat er jødisk.« Men det er en dårlig
undskyldning.
Jøderne er et folk, som Gud har udmærket frem for alle
andre
folk. »Hvad fortrin har da jøden, eller hvad gavn
gør
omskærelsen? Meget i alle måder; først og fremmest
det,
at de jo har fået Guds ord betroet.« Rom. 3,1-2.
»De er jo israelitter, dem
tilhører barnekårene
og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og
forjættelserne,
dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin
kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud
højlovet
i evighed! Amen.« Rom. 9,4.5. Profeterne var jøder,
Kristus
var en jøde, og det samme var alle hans apostle. Hele det
dyrebare
Guds ord, som vi har, er kommet fra jøderne.
Guds lover ikke jødisk, fordi den
først
blev givet til dem. Den blev givet til alle mennesker uden forskel.
»Enden
på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold
hans
bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning
bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er
skjult,
være sig godt eller ondt.« Præd. 12,13-14. » Vi
ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven,
for
at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for
Gud.«
Rom. 3,19. »Det var også ham (Moses), som, dengang
menigheden
var i ørkenen, både færdedes sammen med engelen, der
talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore fædre;
og
han modtog levende ord, som han skulle give til jer.« Apg. 7,38.
7. Hvad siger Guds lov om sabbatten?
»Kom hviledagen
(Sabbatten) i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du
arbejde
og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være
hviledag
for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken
du selv, din søn eller datter, din træl eller
trælkvinde,
dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage
gjorde
Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og
på
den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og
helliget den.« 2 Mos. 20,8-11.
Hvad står der skrevet her - hvorledes
læser
vi? Hvad er det, vi skal komme i hu?
"Sabbattens dag.«
Hvilken dag er det?
»Den syvende dag er sabbat.«
Er ikke også den første dag
sabbat?
"I seks dage skal du arbejde og gøre al
din gerning.«
Men hvorfor er netop den syvende dag sabbat?
"Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden
og havet
med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han;
derfor
har Herren velsignet hviledagen og helliget den.«
Har Gud da aldrig helliget nogen anden dag?
Nej, Bibelen indeholder ikke et eneste ord derom,
og
derfor har han heller ikke gjort det. Derved måtte han jo have
omstyrtet
sit første værk, da han arbejdede i seks dage og gav
mennesket
de samme seks dage i ugen til at arbejde i.
Men er det da synd at arbejde på den
syvende dag?
"' Men den syvende dag skal være hviledag
for Herren
din Gud; da må du intet arbejde udføre.«
Hvad er synd?
"Synd er lovbrud.« (1 Joh. 3,4.)
Men når man nu hviler på den
første
dag, vil Gud da ikke antage dette i stedet?
"Således har I sat Guds lov ud af kraft for
jeres
overleverings skyld.« »Det er forgæves, de dyrker
mig,
når de fører lærdomme, som kun er menneske
bud.«
(Matt. 15,6.9.)
Søndagens helligholdelse er intet andet
end et
menneske bud. Der findes ikke et ord i Bibelen om, at vi skal
helligholde
den første dag i ugen. De siger, at Deres samvittighed ikke
besværer
Dem, når De arbejder på den syvende dag. Måske Deres
samvittighed sover i dette tilfælde. Når man fremturer i en
synd, bliver man forhærdet, og samvittigheden tier til sidst
stille.
Gud kan ikke lempe eller forandre sit ord efter vor samvittighed; det
er
vor pligt at oplære samvittigheden efter Herrens ord.
Dersom det ikke er Guds tydelige ord, der er
fremsat her,
beder jeg Dem indtrængende om ikke at bekymre Dem derom. Men
dersom
det er den store Jehovas eget ord og bud og sabbat, så formaner
jeg
Dem ""indtrængende for Guds åsyn og for Kristus Jesus, som
skal dømme levende og døde, og med tanke på hans
tilsynekomst
og hans rige« (2 Tim. 4,1), at De ikke vender ørene bort
fra
sandheden til fabler, men at De modtager den sunde lærdom,
så
Menneskesønnen ikke skal skamme sig over Dem på den
yderste
dag.
8. Hvad bliver der så af alle de gamle
kirkefædre,
som ikke holdt den syvende dag?
Vi lever i en tid, da der er mere oplysning
end den gang;
thi de levede midt i det pavelige mørke. Om vor tid står
der
udtrykkeligt skrevet: " ... Mange skal granske i den (Daniels bog), og
kundskaben skal blive stor.« Dan. 12,4. »Men
retfærdiges
sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys
dag.«
Ord. 4,18.
De siger måske, at når man blot
tror og vandrer
som fædrene, så er det nok. Således taler Guds ord
ikke.
Sandheden, Guds eget ord, ligger tydeligt foran Dem. Vil De antage den?
Vi kan ikke tro på Luther og forvente frelse. Han var en Guds
tjener
efter det lys, Herren gav ham. Gud skal dømme fædrene, og
han vil også dømme os, ikke efter hus postiller eller
trosbekendelser,
men efter sit hellige og uforanderlige ord. Og dette ord vil stå
med flammeskrift, klart som en brændende lue for Deres øje
på Herrens store og forfærdelige dag, som ikke er langt
borte.
9. Vend Dem bort fra synden. Synden er lovens
overtrædelse
og folkets fordærvelse. Søg Jesus, mens han findes.
Måtte
han skrive sin lov i Deres hjerte, ikke blot de ni bud, men alle ti, og
alle de kærlighedsgerninger som følger deraf, både
imod
Gud og næsten!
Men dersom De med forsæt vedbliver at
overtræde
et af Guds bud, da hedder det: »Thi den, der holder hele loven,
men
blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle.« Jak.
2,10.
Dersom De nu ikke stjæler, men arbejder på sabbatten,
så
er De blevet lovens overtræder. Men mærk vel: vi taler ikke
her om synd af uvidenhed eller svaghed. »Og dette er dommen, at
lyset
er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end
lyset
..." Joh. 3,19. Måtte Herren hjælpe Dem til at vælge
lyset! »Thi dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans
bud;
og hans bud er ikke byrdefulde." l Joh. 5,3.
III. Gud har givet forjættelser om evigt
liv til
dem, der helligholder Herrens sabbat.
Hermed mener vi på ingen måde, at
vi kan fortjene
det evige liv ved at holde sabbatten; thi vore bedste gerninger er
ufuldkomne,
og vi gør ikke mere, end vi er skyldige. Vi har jo alle syndet
og
mangler herligheden fra Gud. Men på den anden side har Gud aldrig
lovet at frelse os i vore synder, men fra vore synder. »Hvad skal
vi da sige? skal vi blive i synden, for at nåden kan blive
større?
Nej, langtfra! vi, som jo er døde fra synden, hvordan kan vi
stadig
leve i den?" Rom. 6,1-2. Troens og Åndens frugter må
frembringes,
ellers er det blot en død tro eller tom kundskabstro.
Lydighed må nødvendigvis
være en af
disse frugter. Thi Gud sendte sin egen Søn til et syndoffer
»for
at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter
kødet,
men efter Ånden". Rom. 8,4.
Det er let at forstå, hvad det er hos
mennesket,
som strider imod Herrens bud, for »kødets attrå er
jo
fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og
det
kan heller ikke gøre det".
7. vers. Mange taler, som om der ikke kunne
være
noget tilbage af de kødelige sanser, når de en gang er
omvendt.
Lad os vogte os, så de kødelige sanser ikke kommer til at
råde. På den ene side står Guds herlige
forjættelser,
på den anden side står venner, slægtninge, penge og
ære.
»Jesus sagde: »Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som
har
forladt hjem. ... eller marker for min og for evangeliets skyld, uden
at
han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden. ... og i den
kommende
verden evigt liv." Mark. 10,29.30.
»Så siger Herren: Tag vare
på ret og
øv retfærd! ... Salig er den, der gør så, det
menneske, som fastholder dette: holder sabbatten hellig og varer sin
hånd
fra at øve noget ondt ... Thi så siger Herren: Gildinger,
som holder mine sabbater, vælger, hvad jeg har behag i, og holder
fast ved min pagt, dem vil jeg give i mit hus, på min mure et
minde,
et navn, der er bedre end sønner og døtre; jeg give . dem
et evigt navn, et navn, der ikke skal slettes." Es. 56,1-5. »Vare
du din fod på sabbaten, så du ej driver handel på min
helligdag kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag
ærværdig,
ærer de ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig
snak,
da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets
høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet."
Es. 58,13-14.
At samme tro og lydighed kræves af de
kristne på
vor tid, vise apostelen Paulus tydeligt i Apg. 24,14-16. »Men
dette
bekende jeg for dig, at jeg følger den »vej«, som de
kalder et parti, og tjene vor fædrene Gud således, at jeg
tror
på alt det, som står skrevet i loven og hos profeterne ...
Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt
samvittighed
over for Gud og mennesker.« Der som vi har samme tro som Paulus i
dette stykke, så tror vi, at del syvende dag er Herrens sabbat og
vil gerne helligholde den, for således siger loven og profeterne.
Når mennesker håner os derfor kan vi glæde og fryde
os;
thi det er godt at lide i denne verden en kort tid, hvis så skal
være, for at vi siden kan få en plads i Gud hus og evige
rige.
IV. Den syvende dag er Det ny Testamentes
sabbat.
Ordet sabbat forekommer 59 gange i Det ny
Testamente og
betegner på hvert af disse steder den syvende dag. Men ingen
andel
dag i ugen kaldes sabbat. Den første bog i Det ny Testamente
Mattæus-evangeliet,
blev skrevet omtrent 30 år efter Kristi opstandelse, og den
sidste,
Johannes' Åbenbaring, omtrent 65 år efter vor frelsers
opstandelse.
Dersom nogen anden dag i ugen end den sy vende dag den gang var sabbat,
så måtte de have vidst det og skrevet derom. Johannes
kalder
den syvende dag sabbat 60 år efter Kristi opstandelse. Ethvert
skrift
er indblæst af Gud. (2 Tim. 3, 16.)
»Taler nogen, skal han tale Guds ord
..." 1 Pet.
4,11. Hvem tale som Guds ord: den der kalder den første dag
sabbat,
eller den de kalder den syvende dag sabbat?
Når man betænker, at Det ny
Testamente blev
skrevet i tider mellem 23 og 65 år efter Kristi opstandelse, er
det
da rimeligt at tro, at sabbatten, et af Herrens bud, kunne være
forandret
eller afskaffet, uden at apostlene ville nævne et eneste ord
derom?
Læg mærke til, hvilken strid der opstod iblandt dem, da der
blot var tale om omskærelsen, som henhørte til den gamle
pagt!
Apg. 15.
Men da de var forsamlet, blev de til sidst
enige om, at
denne skik var afskaffet, og at ingen skulle lade sig besvære
dermed.
Dersom der var så megen strid om omskærelsen, hvilken strid
ville der da ikke være opstået, dersom apostlene havde
begyndt
at forandre sabbatten, et af de bud, som Gud skrev med sin egen finger
- den dag, som den almægtige Gud selv havde helliget!
Men apostlene søgte aldrig at forandre
sabbatten.
Dette har et fjendsk menneske gjort. Denne forandring er ikke af Gud.
Pavemagten
er den magt, om hvilken Gud selv har forudsagt: " ... han skal
sætte
sig for at ændre tider og lov ...« Dan. 7,25. Kejser
Konstantin
befalede i år 321, at hans undersåtter, som boede i byerne,
skulle hvile om søndagen, men han gav denne lov som et rent
politisk
påbud. Han sagde intet om, at det skulle træde i stedet for
Guds bud. Derimod har den katolske kirke forklaret budet således,
at når man holder søndagen, så træder
søndagshelligholdelsen
i stedet for helligholdelsen af den syvende dag, og dermed Opfylder man
efter dens opfattelse Guds bud. Mange protestantiske kirker er fulgt i
moderkirkens fodspor og har således opfyldt profetiens ord, som
siger,
at "hele jorderig fulgte undrende efter dyret« (Åb. 13,3).
Lad os sammen undersøge nogle få
steder i
Det ny Testamente angående denne sag. Matt. 12,1-12: Her ser vi,
at Jesus kalder den samme dag sabbat, som jøderne kaldte sabbat,
nemlig den syvende dag. Men de havde lagt deres egne skikke og
ceremonier
til Guds bud, og Jesus viste dem, at dette ikke var velbehageligt for
Gud.
Han lærte dem, at der var
nødvendige gerninger,
som måtte udføres på sabbatten, og at den
allerbedste
gerning på Herrens dag var at hjælpe og trøste de
syge
og trængende. Enhver må afgøre for sig selv,
hvorledes
han i overensstemmelse med Guds ord bedst kan ære Gud og
udføre
hans gerning på Herrens hellige dag.
Matt. 24,20: »Og bed om, at jeres flugt
ikke skal
ske om vinteren, ej heller på en sabbat.« Her lagde
Frelseren
en bøn i sine disciples mund, som bestandig skulle minde dem om,
at sabbatten ikke var afskaffet endnu på det tidspunkt, da
Jerusalems
ødelæggelse indtraf, hvilket skete år 70 e. Kr. Men
dersom de kristne antog og holdt sabbatten 70 år efter Kristus,
så
bør de kristne også i vor tid antage og holde sabbatten.
Den,
der handler og tror anderledes, er, i det mindste hvad det angår,
afveget fra »den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de
hellige« (Jud. 3).
Mark. 2,27-28: »Og han sagde til dem:
»Sabbatten
er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens
skyld.
Så er da Menneskesønnen også herre over
sabbatten.««
Sabbatten er den syvende dag. Altså blev den syvende dag en
hviledag
og en helligdag for menneskets skyld. Var det, for at mennesket skulle
arbejde på den og vanhellige den? Nej, men for at det på
den
dag helt kunne lægge sine jordiske bekymringer til side og leve i
et mere inderligt samfund med Gud, for at det kunne ihukomme sin Skaber
og den rene og hellige tilstand, der eksisterede før
syndefaldet,
og beredes til den evige hvile, som Gud har lovet sit folk.
Videre lærer vi her, at sabbatten, den
syvende dag,
ikke blev til for jøderne alene, men for mennesket eller hele
menneskeslægten.
Vi lærer også, at
Menneskesønnen, Kristus,
er herre over sabbatten, der er denl syvende dag. Måske siger De,
at han er herre over alle dage. Vi svarer: ikke i denne forstand. Han
har
ingen steder sagt, at han er herre over den første dag i ugen.
Han
har givet de seks dage fra søndag til fredag til menneskene.
Hvorfor
er vi ikke tilfredse med det? Hvorfor skal vi lave om på den
ordning,
som Herren har indført? Hvorfor skal vi vanhellige den dag, som
hall har helliget?
Har ikke Sønnen hvilet på
sabbatten og helliget
den lige så vel som Faderen? Var Jesus ikke enig med Faderen om
at
give de ti bud til menneskene? Er ikke Faderen og Sønnen et? Har
Faderen en hviledag og Sønnen en anden? Hvilken forvirring! Men
Guds værk og anordninger er fuldkommen harmoni og orden. Vil vi
rette
os efter Guds forordning, eller skal han rette sig efter os?
Mark. 16,1-2: »Da sabbatten var omme,
købte
Maria ... vellugtende salver for at gå hen og salve ham. Og
ganske
tidlig på den første dag i ugen kommet de til graven ...
«
Her ser vi, at sabbatten var forbi, da den første dag kom.
Sabbatten
var altså dell dag, som gik forud for den første dag,
søndagen.
»Så kom han til Nazaret, hvor hall var vokset op. Og
på
sabbatsdagen gik han efter sin sædvane ind i synagogen. Og han
stod
op for at forelæse.« Luk. 4,16.
Det var Jesu sædvane på
sabbatsdagen at samles
med dem, der tilbad Gud og læste hans ord. Dette blev ganske
givet
nedtegnet for vor skyld, for Det ny Testamente blev ikke skrevet for at
oplyse menneskene om, hvad der tilhørte den gamle pagt, men det
er udelukkende skrevet for Jesu efterfølgere blandt alle folk og
tungemål. At følge i Jesu fodspor, så vidt som det
er
muligt for skrøbelige mennesker, er i sandhed kristendom.
»Thi
dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod
jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.« 1 Pet.
2,21. »Den, der siger, at han bliver i ham, han er også
selv
skyldig at vandre således, som Han vandrede.« 1 Joh. 2,6.
At
følge Jesu eksempel kan ikke føre nogen på
vildspor,
for han er »vejen og sandheden og livet« (Joh. 14,6). At
Jesus
holdt den syvende dag hellig og ærede Herrens sabbat, kan ingen
med
god grund modsige. Men hvem følger de, der holder
søndagen
som sabbat? De følger afgjort ikke vor frelser i dette stykke,
for
han har aldrig holdt søndagen.
Luk. 23,54-56: »Det var beredelsesdag,
og sabbatten
stundede til.« »Så vendte de tilbage og tilberedte
vellugtende
salver og olier; men sabbaten over holdt de sig stille efter lovens
bud.«
Her har vi et tydeligt eksempel på, hvorledes Jesu egne disciple
ærede Herrens sabbat. Er den da ikke lige så hellig i dag?
Apg. 13,14 og 42-44: »Men selv drog de
videre fra
Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de
ind
og satte sig i synagogen.« »Men da de gik ud, bad man om,
at
der også næste sabbat måtte blive talt til dem om
dette.«
»Den følgende sabbat samledes næsten hele byen for
at
høre Guds ord.« Her var både apostlene,
jøderne
og hedningerne enige om at kalde den syvende dag sabbat, hvilket
beviser,
at den syvende dag var sabbat; thi ellers ville de ikke have kaldt den
ved dette hellige navn. Det var i år 45 e. Kr., at Paulus og
Barnabas
holdt disse møder i Antiokia i Pisidien, altså 14 år
efter Kristi opstandelse. Det 43. vers viser, at de gennem troen var
kommet
under nåden, og i det 52. vers kaldes de disciple. Den syvende
dag
blev af apostlene og de første kristne altså betragtet som
Herrens sabbat. Og disse kristne blev vundet af hedningerne.
Dette skriftsted såvel som mange andre
lignende
beviser tillige uimodsigeligt sabbatens eksistens i de første
kristnes
tid. Dersom Apostlenes Gerninger er en sandfærdig beretning om de
ting, der eksisterede og foregik på hin tid, så er det
ubestrideligt,
at der var en by, som hed Antioka, at der var en synagoge i samme by,
og
at der på den tid var en dag, som kaldtes sabbatsdagen. De kunne
ikke gå ind i synagogen, hvis der ikke var nogen synagoge. De
kunne
heller ikke gå derind på sabbatsdagen, hvis denne dag ikke
eksisterede på den tid. At det var den syvende dag, som her
kaldes
sabbatsdagen, kan der ikke være tvivl om, da jøderne
kaldte
den således og åbnede deres synagoge på den dag, for
jøderne har aldrig kaldt nogen anden end den syvende dag for
sabbatsdagen,
og Guds ord kalder heller ikke nogen anden dag sabbat. Enten blev den
gamle
sabbat afskaffet ved Kristi kors, eller også blev den ikke
afskaffet.
Dersom den blev afskaffet, så var den ikke mere sabbat efter den
tid.
I så fald har apostlene ført os
bag lyset,
når de alligevel kalder den sabbatsdagen fjorten år efter,
at den var afskaffet. De har gjort sig skyldige i en utilgivelig
efterladenhed,
hvis det var deres mission at indføre en ny sabbat, og de
alligevel
ikke skrev eller talte et eneste ord derom. Men dersom sabbatten ikke
blev
forandret ved Kristi død og opstandelse, så havde
apostlene
ret og handlede som Guds tro sendebud, når de kaldte den syvende
dag sabbatsdagen. Herren sørgede for, at det blev nedskrevet,
for
at enhver, som ønsker at kende sandheden, kan blive oplyst derom.
Det samme gælder Jesu virksomhed og
indstilling
i denne sag.
Han ofrede en del af sin tid på at
fortælle
menneskene, hvad de i overensstemmelse med Guds lov måtte
gøre
eller ikke gøre på Herrens sabbat. Han kalder bestandig
den
syvende dag sabbat og taler aldrig om, at den skulle afskaffes eller
var
nær ved at forsvinde. Ej heller nævner han med et eneste
ord,
at han var kommet for at indføre en anden sabbat. Nogle
påstår,
at Herrens sabbat er helt afskaffet, andre, at den er forandret til den
første dag. De bekender sig til at være Jesu disciple -
lærlinge
af den himmelske Mester.
De mener, at det nødvendigvis
hører med
til kristendommen at bortkaste den gamle sabbat og antage en ny i
stedet,
og de kalder dette et meget vigtigt punkt i deres lære. Det er
altså
efter deres mening en del af kristendommen eller Kristi mission og
værk
på jorden. Prøv at tænke det igennem. Den himmelske
Lærer blev sendt på sin mission, og det var en del af
denne,
at han skulle afskaffe den gamle sabbat og indføre en ny. Men
han
glemmer fuldstændig at sige et eneste ord herom. Hvem vil tro
noget
sådant?
Jesus talte og udrettede alt, hvad hans Fader
bød
ham udrette. Han glemte intet. Derfor har han heller ikke afskaffet den
gamle sabbat og indført en ny, i så fald ville han have
sagt
det. Derfor bør Jesu disciple og efterfølgere heller ikke
indføre eller lære noget, som han aldrig har lært
eller
indført. »En discipel står ikke over sin mester, ej
heller en tjener over sin herre.« Matt. 10,24. »En discipel
står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært, skal
være som sin mester.« Luk. 6,40.
Nogle undskylder sig med, at sabbatsbudet ikke
er ordret
gentaget i Det ny Testamente, og at apostlene ikke har indskærpet
sabbatten så meget, som de mener, at de burde have gjort, dersom
den syvende dag endnu var sabbat.
Det andet bud er heller ikke gentaget ordret i
Det ny
Testamente. Derfor er det alligevel ikke rigtigt at lave udskårne
billeder og tilbede dem. Intet af budene er befalet på ny i Det
ny
Testamente, og det ville også være selvmodsigende,
når
de aldrig har været ophævet, men der hentydes til dem her
og
der. Flere af dem er ikke omtalt nær så ofte som sabbatten,
der omtales 59 gange. Overvej de foregående betragtninger med
alvor,
som var det for Guds ansigt, og dersom De kan indse, at de er sandhed
efter
Guds ord, så antag sandheden, så den kan frigøre Dem
fra menneskelig trældom og gøre Dem til Kristi lydige
barn.
»I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers
trælle!«
1 Kor. 7,22-23. Sandheden vil bringe Dem sand lykke og velsignelse
både
for tid og evighed.
Vi mener ikke, at dette ene punkt, sabbatten,
er hele
Guds sandhed, eller at den er vigtigere end alle andre sandheder. Guds
ord er fuldt af himmelsk visdom. Men vi tror, at Herrens sabbat er et
led
i den guddommelige kæde af harmoniske og dyrebare sandheder.
Derfor
er det ret, at ethvert fornuftigt menneske grundigt overvejer alt, hvad
Guds ord fortæller om sabbatten.
»På sabbatsdagen gik vi uden for
byporten,
langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus; og vi satte os og
talte med de kvinder, som var kommet sammen ...« Apg. 16,13.
Dette
var i Filippi i Makedonien, i en romersk by. Her havde apostlene slet
ingen
grund til at kalde den syvende dag sabbatsdagen af hensyn til
jøderne,
hvis de da ikke selv troede og lærte, at den i sandhed var den
rette
kristne sabbat. Og dersom vi virkelig tror, at den hellige skrift er
indblæst
af Gud, så behøver vi heller ikke at tage fejl eller
være
uenige i troen angående denne sag, men kan på sandhedens
grundvold
komme til enhed i troen.
»De fulgte nu vejen gennem Amfipolis og
Apollonia
og kom til Tessalonika. Der havde jøderne en synagoge; og efter
sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre sabbater
samtalede
han med dem ud fra skrifterne.« Apg. 17,1-2.
Vi lærer her, at det var apostlenes
fromme sædvane
at samles med andre om Herrens ord på hans hellige dag og i hans
hus, hvor og når der gaves anledning dertil. I denne
sædvane
efterfulgte Paulus Kristus. Måtte vi også lære at
følge
ham!
»Derefter forlod Paulus Athen og kom til
Korint.
Der traf han en jøde ved navn Akvila ... og da han havde samme
håndværk,
blev han hos dem, og de arbejdede sammen; de var nemlig teltmagere af
håndværk.
Men hver sabbat førte han samtaler i synagogen og søgte
at
overbevise både jøder og grækere.«
»Så
slog han sig ned der et år og seks måneder og lærte
Guds
ord iblandt dem.« Apg. 18,1-4 og 11. Af dette kan man ikke
forstå
andet, end at Paulus arbejdede på de seks dage i ugen, men
på
den syvende dag, lørdagen, prædikede han og anerkendte den
som sabbat. Eftersom apostelen blev i Korint så længe, og
det
var der, korinternes menighed blev stiftet, så måtte de
også
nødvendigvis lære af ham at betragte den syvende dag som
Herrens
sabbat, hvilket viser, at den syvende dag var sabbat for de
første
kristne, og at den derfor endnu er den rette sabbat for alle kristne.
At den syvende dag er den ny pagts sabbat,
beviser klart,
at den er sabbat for de kristne til alle tider. Det gamle Testamente
blev
givet under den gamle pagt, Det ny Testamente under den ny pagt.
Den lærdom og det eksempel, der findes i
Det ny
Testamente, er derfor skrevet udtrykkeligt for de kristne.
Mattæus-evangeliet
blev skrevet omtrent 30 år efter Kristi opstandelse. Det kunne
altså
ikke angå en pagt, som på den tid var forsvundet for
længe
siden. Enhver, som vil være retfærdig, må
indrømme,
at alt, hvad der er anført ovenfor, og hvad der ellers findes i
Det ny Testamente om Herrens sabbat, ikke er skrevet med henblik
på
jøderne som et folk eller tilpasset deres meninger og heller
ikke
for at opretholde en forældet husholdning, men for at undervise
de
kristne. Dette omstyrter aldeles den vage påstand, som man
så
ofte støder på, at dette og hint blev talt til
jøderne
eller om dem eller iblandt dem og derfor ikke angår os. Intet kan
være mere forkert. Hvornår og hvad og til hvem og af hvem
der
end blev talt - dersom det findes i Det ny Testamente, så blev
det
skrevet udelukkende for den kristne tidsalder.
Således er også Jesu
lærergerning og
virksomhed i de tre og et halvt år før hans død -
skønt
de foregik under den gamle pagt dog udelukkende beregnet på at
indføre
og stadfæste den ny pagt. Jesus kom ikke for at genoprette en
pagt,
der var nær ved at forsvinde, og som ophørte ved hans
død.
Han er ikke den gamle, men den ny pagts mellemmand. (Hebr. 9,15.) Og
denne
ny pagt skulle han stadfæste med mange af jøderne i den
sidste
af de 70 uger eller 490 år, som var givet til jøderne.
Profeten
siger: »Og pagten skal ophæves for de mange i en uge, og i
ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer
ophøre
...« Dan. 9,27. Kristus befæstede altså den ny pagt
blandt
jøderne i tre og et halvt år efter sin død. Og som
en følge heraf blev tusinder omvendt til Gud og forenet med
menigheden.
At Jesu lære og liv, fra den tid han
tiltrådte
sin lærergerning, således udelukkende befæster den ny
pagt, giver klarhed og kraft til de betragtninger, som er fremsat i
denne
traktat. Nu kan vi forstå, at vor Frelser har givet os megen
undervisning
om Herrens sabbat; thi hvad han siger, gælder os. Det, der er
skrevet
om sabbatten, angår os. Og når Kristus siger, at han er
Herre
over sabbatten (Mark. 2, 28), så fastslår han derved for al
tid, at sabbatten hører ham til, den er hans dag. Dersom vi da
hører
Kristus til, så er den også vor sabbat. Den var sabbat for
Adam, patriarkerne, jøderne, apostlene og de første
kristne.
Den er også sabbat for de kristne på vor tid.
Døm nu selv, kære læser, om
ikke de
fire omtalte punkter tydeligt bevises i Guds ord, nemlig:
1) Den syvende dag blev af Gud bestemt til sabbat
ved
skabelsen.
2) Dens helligholdelse er befalet i Guds lov.
3) Gud har givet forjættelser om evigt liv
til
dem, som holder den hellig.
4) Den er den ny pagts sabbat.
Hvis nu alle de anførte grunde ikke kan
bevise,
at den syvende dag er sabbat for de kristne på vor tid, så
vil jeg spørge: Hvad kan man bevise ud fra Bibelen? Kan De finde
flere og tydeligere beviser for, at der er en Gud til? Måtte
Herren
give Dem nåde til at elske Guds lov af hjertet og helligholde
hans
sabbat! Da bliver sabbatten et tegn mellem Dem og Herren på, at
han
er den, som helliger Dem. (2 Mos. 31,13.) »Israelitterne skal
holde
sabbatten, så at de fejrer sabbatten fra slægt til
slægt
som en evig gyldig pagt. Den skal være et tegn til alle tider
mellem
mig og israelitterne ... « 2 Mos. 31,16-17. »Derfor skal I
vide, at de, som er af tro, de er Abrahams børn.« Gal. 3,7.
Sabbatten kom ikke ind ved synden, heller ikke
for at
vise hen til forsoning og oprejsning fra synden. Den er den store Guds
værk før syndefaldet. Og dette værk var fuldkomment.
For at menneskene ikke skulle glemme Gud eller hans skaberværk
gav
han dem sabbatten til en evig ihukommelse. »Han har sørget
for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er
Herren.«
Sl. 111, 4. "Men du troner evindelig, Herre, du ihukommes fra
slægt
til slægt.« Sl. 102,13. Sabbatten er givet til ihukommelse,
derfor begynder dette bud forskelligt fra alle de andre: "Kom
hviledagen
i hu.« Og sabbats budet peger frem for alle de andre hen til den
almægtige Skaber:
"Thi i seks dage gjorde Herren himmelen,
jorden og havet
med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han;
derfor
har Herren velsignet hviledagen og helliget den.« 2 Mos. 20,11.
I tidligere tider var helligholdelsen af
Herrens sabbat
et kendemærke på den levende Guds sande tilbedere. Det
samme
vil atter blive tilfældet før Jesu andet komme. Alle Guds
børn vil til sidst give efter for sandhedens og
kærlighedens
milde indflydelse og med glæde samle sig omkring. Guds blid og
troen
på Jesus« (Åb. 14,2). Når da Herrens sabbat
oprinder
fra uge til uge, vil de lægge deres arbejde til side og med
ærefrygt
ihukomme deres store skaber, mens varme bønner opstiger med
inderlig
tak til den kære frelser, som døde for os, og som nu lever
for at gå i forbøn for os. Da længes hjertet efter
hans
herlige åbenbarelse, syndens og dødens afskaffelse og
indgang
i vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige, hvor Herrens sabbat
vil
stråle med usigelig glans og ynde, når Jesu venner samles
omkring
livets træ i det ny Jerusalem.
Vi finder næsten aldrig en sag så
god eller
en sætning så klar, at der ikke bliver gjort indvendinger
imod
den. Vi vil her anføre og besvare adskillige af de indvendinger,
som gøres imod, at den syvende dag er Herrens sabbat og
bør
helligholdes af Jesu efterfølgere.
1. Kristus opstod på den første
dag i ugen;
derfor skal vi erindre hans opstandelse ved at helligholde den dag.
Den første sætning er rigtig, men
den slutning,
som drages deraf, er fejlagtig og finder ingen støtte i Guds
ord.
Men selvom den fandtes, blev det et ganske andet
spørgsmål,
om man af den grund fik lov til at vanhellige Herrens hviledag og
forandre
hans bud, eller om vi, ligesom mange tusinde gjorde i kristenheden i
det
fjerde århundrede, skulle holde sabbat på den syvende dag
og
tillige samles til opbyggelse på den første dag.
Dersom nogen i Guds ord kan finde, at Jesus
eller apostlene
har sagt, at vi bør mindes Jesu opstandelse ved at helligholde
den
første dag, så er der nogen grund til at komme med en
sådan
indvending. Men det kan man ikke. Man indfører derved noget, som
Guds ord ikke har indført. (Es. 1,12.) Hvem har forlangt, at vi
skal holde den første dag hellig? Guds ord kræver det
ikke.
Den hellige skrift kan gøre os vise til frelse ved troen
på
Kristus Jesus. (2 Tim. 3,15.)
2. Efter opstandelsen mødtes Jesus ofte
med sine
disciple på den første dag, og derfor må den
være
hellig.
Hvor ofte var han da sammen med dem på
den første
dag?
En gang. Luk. 24, 3: »Og se, to af dem
vandrede
den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra
Jerusalem
og hedder Emmaus,« og tilbage igen, i alt 20 kilometer. Det
minder
ikke om en hviledag. Desuden sagde han ikke et ord om sabbatten ved
denne
anledning eller henviste til nogen forandring desangående.
Joh. 20,19 og 26: »Otte dage efter"
siger De, må
vel være søndagen efter. Men det er forkert. Prøv
en
gang at tælle otte dage fra søndag og se, om den dag, der
følger efter, kan blive søndag. Der står
»otte
dage efter«. Det bliver mandag, selvom De tæller den
første
søndag med. Hvis da søndagen skal være sabbat,
fordi
Jesus var sammen med sine disciple, så bliver mandagen også
sabbat, fordi han samledes med dem på den dag. Og den dag han
åbenbarede
sig for disciplene ved Tiberias-søen, da de var ude at fiske,
bliver
også sabbat, for da var han atter samlet med dem. »Dette
var
allerede tredje gang, Jesus åbenbarede sig for sine disciple,
efter
at han var stået op fra de døde.« Joh. 21,14. Hvis
hver
dag, på hvilken Jesus samledes med sine disciple efter sin
opstandelse,
dermed blev forvandlet til sabbat, så var søndagen sabbat,
og mandagen var sabbat, og den dag, disciplene fiskede, var sabbat, og
torsdagen var sabbat, for da var Jesu disciple samlet omkring ham, og
han
blev optaget til Himmelen, mens de så på det. (Apg.
1,6-13.)
Derfor falder denne indvending fuldstændig til jorden.
3. Disciplene samledes ofte på den
første
dag i ugen for at bryde brødet; derfor må den være
sabbat.
Dette kan ikke bevises med Guds ord, for der
siges ikke,
at de kom sammen på den første dag i ugen for at bryde
brødet
mere end en gang. Apg. 20,7-11. Her ser vi videre, at det var over
midnat,
da de brød brødet. Men da var den første dag
ganske
afgjort forbi. Og i kap. 2,46 læser vi: »Enigt og
vedholdende
kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de
brødet
og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed.« Og det
var torsdag aften, Jesus indstiftede nadveren. Men hvad har alt dette
med
sabbatten at gøre? Aldeles intet.
Måske vil nogle sige, at det var natten
før
søndag, de var samlet, eftersom jøderne i
overensstemmelse
med Bibelen regnede hver dags begyndelse fra solnedgang til solnedgang.
Hvad følger så deraf? Svar: at det var om søndagen,
de skiltes efter nævnte møde og derefter samme dag straks
begav sig på en lang rejse til Milet. Paulus gik til fods til
Assus
omtrent 50 kilometer, mens de øvrige af selskabet sejlede med et
skib omkring landtungen og tog Paulus om bord, da de kom til Assus,
hvorpå
de straks sejlede videre. Apg. 20,13-14. Dette bringer sandheden
temmelig
klart for dagen: nemlig at apostlene betragtede og benyttede
søndagen
som enhver anden arbejdsdag. De holdt møde, når og hvor
lejlighed
gaves, og derefter arbejdede eller rejste de, eftersom
omstændighederne
krævede det.
4. Helligånden blev udgydt på
pinsefestens
dag, og det var på en søndag. Derfor må
søndagen
være hellig. Apg. 2,1-4.
Den syvende dag blev ikke sabbat, fordi
Helligånden
blev udgydt på den dag, og der står intet i Guds ord om, at
den første dag blev sabbat ved Helligåndens udgydelse,
eller
at dette har noget med sabbatten at gøre. Lad os se, hvorledes
den
syvende dag blev indstiftet til en hellig sabbat eller hviledag for
mennesket.
",På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde
udført,
og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde
udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi
på den hvilede han efter hele sit værk" det, Gud havde
skabt
og udført.« 1 Mos. 2,2-3.
1) Gud hvilede på den syvende dag,
hvorved den blev
Herrens sabbat eller hviledag.
2) Gud velsignede den syvende dag, hvorved han
udmærkede
den frem for andre dage.
3) Gud helligede den syvende dag, fordi han
hvilede på
den. Derved indstiftede han sin egen hviledag til helligt brug for
menneskene.
Således blev sabbaten til, og ingen kan
med nogen
grund bestride det. Dette er altså den fremgangsmåde, som
ifølge
den guddommelige visdom behøves for at frembringe sabbatten.
Står
der noget om, at et sådant værk blev udført på
pinsefestens dag eller på den første dag, ved Jesu
opstandelse
eller på noget andet tidspunkt?
1) Hvilede Gud eller Kristus på den
første
dag, enten ved skabelsen eller ved opstandelsen eller på noget
andet
tidspunkt, således at en anden dag på den måde er
blevet
Guds eller Kristi sabbat eller hviledag?
2) Har Gud eller Kristus velsignet den
første
dag som sabbat frem for andre dage? Jeg spørger ikke, om han har
velsignet menneskene på denne dag. Gud velsigner menneskene hver
dag.
Men jeg spørger, om Gud har velsignet den
første
dag. Der står, at »Gud velsignede den syvende dag«.
3) Har Gud helliget den første dag?
Vil de, der forsvarer og lærer, at
søndagen
er sabbat, svare på disse spørgsmål? Kan de finde en
eneste tekst i Bibelen, som omtaler noget sådant? Og hvis de ikke
kan finde en sådan tekst (en sådan findes ikke i Bibelen),
vil de da indrømme, at de på dette punkt er i modstrid med
Guds ord, og at de, der holder Herrens sabbat, den syvende dag, i det
mindste
i denne henseende retter sig efter Guds tydelige ord og efter Jesu og
apostlenes
eksempel?
4) Helligåndens udgydelse skete ikke for
at forandre
Guds bud, men for at stadfæste det og gøre det levende.
Den
ånd og det ord, der er udgået fra Gud, har altid
været
og må altid være i harmoni med hinanden. Men den ånd,
der vil lede menneskene til at indføre noget, som ikke stemmer
overens
med Guds ord, kan ikke være af Gud. Den første dag i ugen
nævnes otte gange i Det ny Testamente, og ikke en eneste gang
kaldes
den sabbat; derfor er den heller ikke sabbat og kan aldrig blive det.
5. Johannes kom under Åndens magt
på Herrens
dag (Åb. 1,10); derfor må den dag være hellig.
Hvilken dag? Søndag, svarer De, for den
kalder
vi Herrens dag. Mennesker tager ofte fejl. Vi spørger ikke
efter,
hvad mennesker finder for godt at sige om denne sag, men hvad Guds ord
siger om Herrens dag? »Varer du din fod på sabbatten,
så
du ej driver handel på min helligdag ...« Es. 58,13.
»Men
den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud;
...,«
2 Mos. 20,10. »Så er da Menneskesønnen også
herre
over sabbatten.« Mark. 2,28. Det er altså sabbatten eller
lørdagen,
som i overensstemmelse med Guds ord er Herrens dag.
6. Sl. 118,24: »Denne er dagen, som
Herren har gjort,
lad os juble og glæde os på den!« Den dag, der her
omtales,
er nådens og evangeliets dag, som vor frelser har bragt til
jorden.
Lad os fryde os i Herren, fordi han lader nådens dag oprinde for
bodfærdige sjæle!
7. »En regner den ene dag for bedre end
den anden,
andre regner alle dage lige; enhver skal blot være fuldt
forvisset
i sit eget sind! Den, der lægger vægt på bestemte
dage,
gør det for Herren, ...« Rom. 14,5-6.
Her siger man, at der findes et argument mod
sabbatten.
Alle dage er lige, og derfor er den syvende dag ikke mere hellig end de
andre dage.
Dersom denne tekst beviser, at Gud ikke har
helliget den
syvende dag og bestemt den til sabbat, så beviser den samtidig:
1) at en stor del af Guds ord ikke er sandhed,
2) at der ingen sabbat er.
Men det kan ikke være Paulus' mening;
thi som vi
har set holdt han selv sabbatten.
Reformatorerne indførte en god regel
for skriftens
fortolkning, som vi har stræbt at følge, og som vi
ønsker,
at alle andre ville følge. Den lyder således: »Intet
bevis skal fremsættes, som ikke er taget af den hellige skrift,
og
ingen forklaring af skriften skal antages uden den, der drages af Guds
ord, idet man forklarer mindre tydelige skriftsteder med sådanne,
som er tydelige.« Denne regel blev vedtaget den 4. januar 1528
ved
den store disputats i Bern i Svejts, hvor omtrent 350 gejstlige var til
stede.
Lad os nu se, om ovennævnte skriftsted
virkelig
kan anvendes på et af Guds bud. Gud har sagt: du må ikke
stjæle.
Kan man ikke forstå dette på følgende måde:
Den,
der lægger vægt på at stjæle, han gør
det
for Herren. Enhver skal blot være fuldt forvisset i sit eget sind?
Nej, det er helt forkert, siger De. Efter det
er førstnævnte
argument heller ikke rigtigt, for det ene af Herrens bud er lige
så
guddommeligt som det andet, og hvis vi kan overtræde eller
afskaffe
eller forandre et af dem, så kan vi også behandle de
øvrige
på samme måde.
Der tales i det citerede skriftsted slet ikke
om sabbatten,
men om de mange årlige festdage og højtider, som alene
blev
foreskrevet jøderne. De seks arbejdsdage er hverdage. Det er
Herren
selv, der kalder de første seks dage i ugen arbejdsdage og
bestemt
adskiller dem fra sabbattens dag. Vi følger derfor ikke vore
egne
synspunkter, når vi holder Herrens sabbat, men antager i tro
Herrens
forordning. »Så siger den Herre Herren: Den indre
forgårds
øst port skal være lukket de seks hverdage, men på
sabbatsdagen
skal den åbnes, ligeledes på nymånedagen.« Ez.
46,1.
Udtrykket »alle dage«, som Paulus
anvender
i Rom. 14,5, benyttes i 2 Mos. 16 på samme måde. Det
betegner
her hver arbejdsdag, men indbefatter ikke Herrens sabbat. »Da
sagde
Herren til Moses: »Se, jeg vil lade brød regne ned fra
Himmelen
til eder, og folket skal gå ud og hver dag samle så meget,
som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de
vil
følge min lov eller ej. Og når de på den sjette
ugedag
tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være
dobbelt
så meget, som de samler på de andre dage... 4. og 5. vers.
Således samlede de nu hver morgen, enhver så meget som han
havde behov. Men når solen begyndte at brænde, smeltede
det..
21. vers. At udtrykket hver dag. ikke indbefattede mere end de seks
arbejdsdage,
ses klart af de efterfølgende vers, der viser:
1) at der ingen manna faldt på den
syvende dag,
hvorfor de altså heller ikke kunne sanke noget på den dag,
2) at Gud irettesatte dem, der alligevel gik ud
om sabbatten
for at sanke, hvilket han ikke ville have gjort, dersom han selv forud
havde befalet dem at samle hver dag og havde indbefattet sabbatten i
dette
udtryk. "Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i dag, thi i dag er
det sabbat for Herren; i dag finder I intet ude på marken. I seks
dage skal I samle det, men på den syvende dag, på
sabbatten,
er der intet at finde." Alligevel var der nogle blandt folket, der gik
ud på den syvende dag for at samle; men de fandt intet. Da sagde
Herren til Moses: »Hvor længe vil I vægre eder ved at
holde mine bud og love? 25.-28. vers.
Dette viser klart, at Gud selv med udtrykket
»hver
dag betegner de seks arbejdsdage. Følgelig kan også Paulus
mene det samme, når han bruger samme udtryk. På den
måde
harmonerer dette skriftsted med andre skriftsteder, hvor Paulus
slår
fast, at det er langt fra hans tanke at afskaffe eller forandre Guds
hellige
lov, men at han tværtimod arbejder for at stadfæste den og
få den indprentet i menneskenes hjerter. »Sætter vi
da
loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! vi stadfæster loven..
Rom. 3,31. »Dette er den pagt, som jeg i dagene herefter vil
oprette
med dem,. siger han: »Jeg vil give mine love i deres hjerter, og
jeg vil skrive dem i deres sind.. Hebr. 10,16.
Hvem er det, der gør sig en
særlig mening
med hensyn til dage?
Er det dem, der holder sig til den dag, Herren
har helliget,
eller dem, der vælger en anden dag?
I Gal. 4,10 taler apostelen om de fester og
højtider,
der tilhørte de svage og fattige »magter, som galaterne
før
deres omvendelse havde trællet under. Gal. 4,3 og 8-9.
8. "Lad derfor ingen dømme jer for mad
og drikke
eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat.. Kol.
2,16.
Her tales ikke om Herrens sabbat, for den er
ingen steder
sat i klasse med mad og drikke eller højtider, og den er ikke en
skygge eller et forbillede. Her tales heller ikke om al slags mad og
drikke,
for det er ikke al mad, der er en skygge af Kristus, men blot den mad,
der blev anvendt til ofringer 51; mad offer og drikoffer. Således
er heller ikke alle sabbatter en skygge, men kun de sabbatter, der var
bestemt til offerdage og forsoningsdage, nemlig de til de forbilledlige
jordiske ceremonier hørende årlige sabbatter. De er
tydeligt
beskrevet og adskilt fra Herrens sabbat, som er ugentlig, i 3 Mos.
16,31
og 23,24 og vers 27. 32. 38-39. »Det skal være eder en
fuldkommen
hviledag ... på den niende dag i måneden ... skal I holde
eders
hviledag.. Det var en jødisk sabbat, for Herren kalder den eders
eller jødernes sabbat. Men den syvende dag vil vedblive at
være
Herrens sabbat, så længe jorden står. Selvom paven
har
opløftet sin hånd for at omstyrte og vanhellige Guds bud,
så står det dog fast som de evige høje. Og dette bud
skal dømme os på den yderste dag.
Forgæves søger man at indhylle
den pavelige
søndagsinstitution i hellighedens kåbe. Menneskenes
figenblade
kan ikke skjule sandheden. Den første dag i ugen er og bliver
dog
en arbejdsdag, fordi Gud har bestemt det således fra verdens
grundlæggelse.
Alle de usyrede brøds dage tilsammen
blev kaldt
en højtid, men den første og den syvende af disse dage
var
helliget til højtidsstævne og kaldtes også
årlige
sabbatter. 3 Mos. 23,6-8.
9. Jorden er rund. Solen står ikke op
på samme
tid overalt. Når det er dag her, er det nat på den anden
side
af kloden.
Jorden er rund både på hverdage og
på
helligdage. Gud vidste udmærket, at jorden var rund, da han
skabte
den syvende dag, velsignede og helligede den. De seks arbejdsdage
passer
udmærket sammen med solens kredsløb. Når solen
går
ned, ved vi, at natten kommer, og når den atter stiger op i al
sin
vælde, begynder vi på en ny arbejdsdag. Så
længe
vi kan finde ud af at udnytte de seks arbejdsdage, kan vi også
finde
ud af at helligholde Herrens hviledag.
Jorden var rund, da Herren helligede
sabbatten. Sabbatten
blev altså helliget i overensstemmelse med den måde,
på
hvilken dagen blev skabt. Jorden drejer sig rundt om sin egen akse en
gang
hvert døgn. Hvis De bor i Danmark, forlanger Gud ikke, at De
skal
holde sabbat på samme tid som f. eks. i Amerika. Solens opgang
markerer
dagens begyndelse. Mange andre ting kan synes svære for os, men
det
»er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud
er
ikke byrdefulde.«
Jeg vil her henlede opmærksomheden
på den
mærkelige kendsgerning, at inddelingen af tiden i uger eksisterer
over næsten hele jorden blandt alle folkeslag og
religionsbekendere
og har eksisteret så langt tilbage, som historien går.
Hvorfra
stammer denne tidsregning? Jordens omdrejning om sin akse giver os en
naturlig
inddeling af tiden i dage eller døgn. Månens bane omkring
jorden giver os måneder. Jordens gang omkring solen frembringer
et
år. De forskellige forandringer i naturen giver sommer og vinter,
forår og efterår. Men der er ingenting i alt det skabte,
som
kan fortælle det mindste om inddeling af tiden i uger på
syv
dage. Hvor har da denne tids inddeling sin oprindelse? Hvem har
indført
den?
Bibelen alene giver os tilfredsstillende svar
herpå:
Gud har indført den.
Hvordan?
Ved sabbattens indstiftelse. Uden sabbatten kan
der ikke
eksistere uger. Uge inddelingen blev indført med sabbatten, der
begrænser eller afslutter hver uge. Det er indlysende, at
menneskeslægten
har fået denne tidsregning og altså også sabbatten
fra
Adam, og at den således er blevet udbredt over hele jorden.
Uge inddelingen omtales tydeligt på
Kristi tid:
»Men efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i
ugen,
kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.«
Matt.
28,1. »Da sabbatten var omme, købte Maria Magdalene og
Maria,
Jakobs moder, og Salome vellugtende salver for at gå hen og salve
ham. Og ganske tidlig på den første dag i ugen kommer de
til
graven, da solen var stået op.« Mark. 16,l-2.
Af Bibelens klare ord fremgår:
1) at tidens inddeling i uger er anerkendt af Gud
og
benyttet i hans ord.
2) at Herrens sabbat afslutter hver uge og
således
danner skel mellem ugerne. Et sådant skel ville aldrig eksistere,
hvis alle dage var lige.
3) at den første dag i ugen, da Kristus
stod op
af graven, er den dag, der begynder ugen, og at Herrens sabbat er
forbi,
når den første dag begynder.
4) at mennesket behøver sabbatten, for
ellers
ville Gud aldrig have indstiftet den og indført den i sit ord.
5) at dersom mennesket behøvede sabbatten
fra
Adam til Kristus, så behøver det den lige så meget
nu,
eftersom dets moralske og fysiske natur ikke er forandret, så det
er i stand til at undvære den.
6) at ethvert menneske, der undlader at holde
sabbat,
derved lider skade på sjæl og legeme.
7) at sabbatten er en velsignelse, som Gud i
kærlighed
har skænket os for at befordre vort sande vel, ligesom
såvel
Herrens befalinger som hans forjættelser tilsigter at gøre
os godt.
8) at de, der forkaster Herrens sabbat eller
vælger
nogen anden dag til sabbat i stedet for, griber forstyrrende ind i
Herrens
anordning, der ikke kan forandres eller tillempes menneskenes
forskellige
anskuelser og skikke.
9) at det er Gud velbehageligt, når de, der
elsker
ham og tror på hans Søn, forandrer deres anordninger og
skikke,
som hidtil ikke har stemt overens med hans ord, og følger Jesu
eksempel.
Derved æres Gud, hans sag fremmes på jorden, og der
udvikles
en karakter, der er mere værd end sølv eller guld. Der kan
ikke findes en højere moral eller en bedre religion end barnligt
og enfoldigt at gøre, hvad Gud har befalet.
l0) at når vi gør det med hensyn til
sabbatten
uden hensyn til jordisk ære eller vinding eller venskab, men blot
fordi vi finder det i Guds ord og for at ære Gud, så er det
til gavn for os, ikke alene på dette punkt, men det styrker os og
giver os mod og lyst til også i andre ting at frygte Gud mere end
mennesker og til at søge den ære, som er af den eneste
sande
Gud. Det er en gavnlig tilintetgørelse af kødet og en
salig
tilnærmelse til Gud, der styrker og fremmer det åndelige
liv.
Måtte Herren selv velsigne sit ord med
det formål
for øje og drage alle sine børns hjerter til sin
Søn
og til sine bud! Måtte han give sejr til denne så
længe
fordunklede og glemte sandhed! Måtte den syvende dag atter
stråle
for Guds børn som Herrens sabbat med himmelsk autoritet og
glans!
Og måtte dette bidrage til at bringe Jesu venner til enhed i
troen;
thi Guds ord og det alene kan lede til sand og varig enhed. Jeg
overlader
roligt denne sag i den almægtige Guds hånd, hvis værk
den er. Han vil føre retten til sejr.
Dette er vore svage hjerters trøst og
salige håb.
Sabbatten begynder ved solnedgang.
Sabbatten såvel som andre dage eller
døgn
regnes i Bibelen fra solnedgang til solnedgang eller fra aften til
aften.
Altså begynder sabbatten, når solen går ned fredag
aften,
og varer, til solen går ned lørdag aften. Da Gud skabte
dagene,
kom aftenen eller natten først og dernæst morgenen eller
dagen.
1 Mos. 1,5 og vers 8. 18-19. »Den skal være eder en
fuldkommen
hviledag, og I skal faste; på den niende dag i måneden om
aftenen,
fra denne aften til næste aften skal I holde eders
hviledag.«
3 Mos. 23,32. Her ser vi, at sabbatterne holdtes fra aften til aften.
Den
nuværende tids inddeling, som sætter skel mellem dag og nat
kl. 24, er indført af romerne.
At aftenen indtræder ved solnedgang, ses
klart af
mange skriftsteder, f. eks.: »Enhver, der rører ved noget
sådant, skal være uren til aften ... Når solen
går
ned, er han ren ..." 3 Mos. 22,6-7. "... og Israels konge holdt sig
oprejst
i sin vogn over for aramæerne til aften; men da solen gik ned,
døde
han.« 2 Krøn. 18,34. »Da det var blevet aften, og
solen
var gået ned, kom de til ham med alle de syge og de besatte."
Mark.
1,32. Se også 5 Mos. 24,13 og 15; Jos. 8,29; 10,26-27; Dom.
14,18;
Matt. 8,16; Luk. 4,10.
»Så vælg i dag, hvem I vil
tjene«.
Undersøg nu selv, om disse ting forholder
sig
således. Hvis De opdager, at De hidtil har overtrådt
Herrens
bud på dette punkt, så vedbliv ikke dermed, men vend Dem
mod
Gud, så vil han velsigne Dem. Dette kan De ikke gøre i
egen
kraft og styrke, men De må dog indvillige deri, for hvis De ikke
vil, kan Gud ikke gøre det for Dem. Dersom De til stadighed
holder
hjertets dør lukket, kan Jesus ikke komme ind.
Måske har De i mange år ladet
egenkærlighed,
begærlighed, kærlighed til verden, forfængelighed,
vellyst
og stolthed spærre adgangen til hjerte døren, så
Deres
frelser kalder og banker forgæves. Han vil gerne ind for at holde
nadver med Dem. Vil De lukke til for ham? Han peger på den
skønne
livets krone. Vil De blot vende Dem på ligegyldighedens leje og
sige:
Lad mig få "lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med
samlagte
hænder«? Ord. 24,33. Ser De ikke, at Herrens dag er
nær?
Hører De ikke basunen i det fjerne? Snart vil den vække en
slumrende verden og en søvnig kristenhed med stærk
tordenrøst.
Vil De da løbe omkring uden olie i Deres lampe? Vil De gå
nøgen, så de skal se Deres skam? Vil De klage og
græde,
mens Guds børn i skinnende klæder synger en evig
sejrssang?
De tror, at De er rig og ikke trænger til noget, og De ved ikke,
at De er elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen.
Køb
øjensalve af Jesus til at salve Deres øjne med. Men
gør
det snart. Skynd Dem, før Himmelens dør lukkes! I dag er
nådens tid, i dag er Gud at finde.
Byg Deres tro og Deres håb på Guds
ords faste
grundvold! Find forladelse for alle Deres synder i Jesu dyrebare blod.
Søg Jesus i enrum på Deres knæ i oprigtig
enfoldighed
og ydmyghed. Hvil ikke, før De finder denne kostelige perle. Han
er mere værd end alle Jordens skatte, som snart må
forgå.
Når De har Jesus, har De alt. Når verden må klage og
græde, kan De synge et evigt halleluja.
Menneskelige traditioner vil snart blive
tilintetgjort.
Dommedagens storm vil bortvejre dem som avner. Mange mener, at de er
harmløse.
De siger om de menneskelige skikke, at de er smukke og gode. Men Jesus
siger: »Det er forgæves, de dyrker dig, når de
fører
lærdomme, som kun er menneske bud.« Gud vil ikke antage
",menneske
bud« i stedet for sine egne guddommelige bud, hvor smukke og gode
de end synes at være. Jesu venner har lyst til at gøre,
hvad
han befaler dem. Og derpå skal det kendes, at de er Jesu venner.
De tror på Jesu vidnesbyrd: »Jeg og Faderen, vi er
et.«
Joh. 10,30. De adskiller ikke Guds og Jesu befalinger; men de
»holder
fast ved Guds bud og troen på Jesus«. Åb. 14,12.
»Salige
er de, som tv æt ter deres klæder, for at de kan få
adgang
til livets træ og gennem portene gå ind i staden. Udenfor
er
hundene og giftblanderne og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne
og
enhver, som elsker og øver løgn.« Åb.
22,14.15.
»Og han skal tale mod den Højeste
og mishandle
den Højestes hellige; han skal sætte sig for at
ændre
tider og lov, og de skal gives i hans hånd en tid og to tider og
en halv tid.« Dan. 7,25.
De fleste er enige om, at den syvende dag var
Herrens
sabbat indtil Kristi opstandelse. Men da flertallet af de kristne nu
helligholder
den første dag, er det indlysende, at en forandring har fundet
sted.
Det er ikke så let at bevise, hvordan sabbatten blev forandret,
da
Bibelen tier stille derom, og verdenshistorien indeholder mange
modsigelser,
især på punkter vedrørende den kristne tro. Så
meget kan vi imidlertid bevise ud fra Bibelen:
1) at det ikke er Kristus, men Antikrist, som
ville sætte
sig for at ændre tider og lov, hvilket ses af ovenstående
tekst.
2) Dernæst vil vi ud fra katolske skrifter
vise,
at den katolske kirke tilstår at have gjort dette.
3) Og til sidst skal vi anføre nogle
uddrag af
historien, som viser, hvorledes forandringen skete.
Antikristen eller pavemagten har sat sig for
at ændre
Guds lov og sabbat.
Mange protestanter påstår, at
denne forandring
blev foretaget af Kristus og hans apostle, men vi har allerede vist fra
Bibelen, at dette ikke var tilfældet. Det hedder om Kristus. "At
gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lover i mit indre."
Sl. 40,9. »Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven ..."
Matt. 5,17. »Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej,
langtfra! Vi stadfæster loven." Rom. 3,31. Jesus og apostlene har
ikke foretaget sig noget så formasteligt som at forandre den
almægtige
Guds lov. De benægter selv dette på det bestemteste.
Men Guds ord omtaler en anden magt, som
står i et
ganske andet forhold til Gud. Den skulle tale store og bespottelige ord
mod den Højeste, mishandle den Højestes hellige og
tænke
på at forandre tider og lov. Protestanterne er enige om, at det
lille
horn i Daniels tog (kap. 7) er et symbol på denne magt -
pavemagten.
At det er Guds tider og Guds lov, pavemagten
sætter
sig for at forandre og ikke blot menneskelige love, er indlysende,
eftersom
enhver regering naturligvis behandler de borgerlige love efter eget
skøn.
Men ligesom denne magt, pavemagten, udmærkede sig ved at bespotte
Gud og forfølge Guds folk, således må det også
være Guds lov, den giver sig af med at forandre. Ved denne
oprørske
anmasselse overgår den alle de foregående magter i
gudsbespottelse.
De hellige tider, der omtales i Guds lov, er
Herrens sabbatter.
Kun sabbatsbudet taler om tid. De andre bud, påstår
katolikkerne
i det mindste, har de ikke forandret. At sabbats budet er forandret, er
indlysende. At det lille horn eller antikristen skulle tænke
på
at forandre tider og lov, er profetiens urokkelige ord. At denne magt
indrømmer
at have gjort det, skal vi straks bevise.
At nogle var begyndt at arbejde i denne
retning, førend
pavemagten fremtrådte i sin magt og vælde, beviser slet
intet
mod de her anførte kendsgerninger. Apostelen siger udtrykkeligt,
at »lovløshedens hemmelighed" eller »syndens
menneske«
begyndte at ytre sig kraftigt allerede på hans tid. 2 Thess. 2,7.
Spiren til denne uhyre fordærvelse voksede op i apostlenes dage,
og den brugte omtrent fem hundrede år til at udvikle sig til en
verdensmagt.
Derefter skulle denne fordærvelsens
søn modsætte
og ophøje sig over alt, hvad der kaldes Gud eller gudsdyrkelse,
ja sætte sig i Guds tempel som en Gud og udgive sig for at
være
Gud. 2 Thess. 2,4. Guds menighed er hans tempel. Paven gør sig
selv
til hoved for menigheden. Han kalder sig selv for Gud på jorden
og
forlanger, at alle skal se op til ham som til en Gud. Men han skulle
gøre
mere end dette. Han skulle ophøje sig over Gud. Dette kunne ikke
ske ved at indføre ceremonier og skikke, som han så
forlangte,
at menneskene skulle agte lige så højt som Guds bud.
Derved
gjorde han sig selv lige med Gud. Men han skulle forsøge at
gøre
sig selv større end Gud. Dette kunne alene ske ved at
tilsidesætte
i det mindste et af Guds bud og indføre et andet bud i stedet
for
dernæst at kræve af menneskene, at de skulle agte og adlyde
hans bud frem for Guds befalinger. Alt dette har pavemagten gjort med
sabbatsbudet.
Denne kendsgerning bliver så meget mere indlysende, når vi
husker på, at den lov, som nævnte magt skulle tænke
på
at forandre, er en lov, som står i forbindelse med Herrens tider,
og Guds lov omtaler ingen andre hellige tider end Herrens sabbatter.
Men dersom nogen endnu påstår, at
det ikke
er pavemagten, som har sat sig for at forandre Herrens sabbat, hvad er
det da for en magt, betegnet ved det lille horn, som har bespottet Gud
og sat sig for at forandre Guds tider og lov? Vil nogen fortælle
os, hvem syndens menneske er, og hvorledes han har ophøjet sig
over
Gud?
Indtil dette sker, vil vi lade denne
beskyldning om formastelse
imod den almægtige Gud (ved at forandre hans lov og sabbat) hvile
på pavemagten.
II. Den katolske kirke indrømmer, at
den har forandret
sabbaten. Udtog af katolske skrifter:
Det tredje bud.
»Spørgsmål: Nævn det
tredje
bud.
Svar: Kom i hu, at du helligholder sabbatsdagen.
Hvad er befalet i det tredje bud?
At anvende søndagen til bøn og
andre religiøse
pligter.
Hvilke er de fornemste religiøse pligter,
hvortil
vi bør anvende søndagen?
At høre messe med andagt; overvære
aftensangen;
læse moralske og fromme bøger; gå til alters.
At høre messe er altså ikke
tilstrækkeligt
til at helligholde søndagen?
Nej, en del af dagen bør anvendes til
bøn
og gode gerninger.«
Her ser man, hvorledes katolikkerne ligefrem
sætter
søndagen ind i Guds bud i stedet for Herrens hellige dag.
Følgende spørgsmål og svar
viser,
hvorledes de hævder at have autoritet til at foretage denne
forandring:
»Spørgsmål: Hvad befaler
Gud i dette
bud?
Svar: Han befaler, at vi på en
særskilt måde
skal hellige den dag, på hvilken han hvilede fra sit
skaberværk.
Hvilken dag er denne hviledag?
Den syvende dag i ugen eller lørdagen; thi
han
anvendte seks dage til skabelsen og hvilede på den syvende dag. 1
Mos. 2, 2; Hebr. 4,4.
Er det da lørdagen, vi bør
helligholde
for at adlyde Guds bud?
Under den gamle lov blev lørdagen
helliget; men
kirken har, undervist af Jesus Kristus og vejledet af Guds Ånd,
indsat
søndagen i stedet tor lørdagen; derfor helliger vi nu den
første, ikke den syvende dag.
Havde kirken magt til at foretage en
sådan forandring?
Visselig, eftersom Guds Ånd er dens
vejleder. Derfor
er denne forandring indblæst af Helligånden.«
Dette viser, at de hævder at have
foretaget denne
forandring i kraft af kirkens autoritet. De hævder endog, at det
er Guds Ånd, som har vejledet dem til dette skridt. Men det er
nok
den samme ånd, som vejledede dem til at myrde millioner af Guds
folk,
til at plage og pine deres medmennesker på det grusomste, til at
ophøje sig selv til ortodokse eller eneste rettroende og til at
stemple og forfølge alle, der ikke antog deres tro, som
kættere.
Det er en ånd diametralt modsat Guds Ånd, der har vejledet
den katolske kirke.
Lad enhver vogte sig for at følge dens
eksempel!
Atter søger de at bevise, at de har
myndighed
til at forandre Guds lov, på følgende måde:
»Spørgsmål: Hvorledes
beviser du, at
kirken har magt til at indstifte fest- og helligdage?
Svar: Netop derved, at den har forandret
sabbatten til
søndag, hvilket protestanterne billiger og således
ligefrem
modsiger sig selv, når de holder søndagen så strengt
og dog vanhelliger de fleste andre helligdage, samme kirke har befalet.
Hvorledes beviser du det?
Fordi de anerkender kirkens magt til at indstifte
helligdage
og til at gøre overtrædelse deraf til synd, idet de holder
søndagen; men idet de overtræder de øvrige af
kirkens
befalinger, nægter de atter at anerkende samme magt.«
Her er en liste over helligdage, som alle
hviler på
samme grundvold, nemlig den katolske kirkes autoritet - Antikristens
formastelse:
»Spørgsmål: Hvilke dage har
kirken
befalet os at helligholde?
Svar:
l. Søndagen eller Herrens dag, som vi
holder i
stedet for sabbatten ifølge apostolisk tradition [mundtlig
overlevering
eller sagn].
2. Vor Herres fødselsfest eller
juledag; hans omskærelse
eller nytårsdag; epifani eller tolvte dag; påskedag eller
vor
Herres opstandelsesdag med efterfølgende mandag; vor Herres
himmelfartsdag;
pinsedag eller Helligåndens komme med efterfølgende
mandag;
trinitatis søndag; korpus Kristi eller det hellige sakramentes
fest.
3. Vi holder den hellige jomfru Marias
bebudelsesdag og
himmelfartsdag.
4. Vi helligholder alle helgens dag; St.
Johannes Døbers
dag; de hellige apostles St. Petri og St. Pauli dag.
5. I dette land [Irland] helligholder vi St.
Patrick,
vor fornemste skytshelgens dag.«
I samme bog finder vi videre følgende
vidnesbyrd:
»Spørgsmål: Med hvilken ret
holder
du søndagen i stedet for den gamle sabbat, som var
lørdagen?
Svar: Vi har den katolske kirkes autoritet og
apostolisk
tradition.
Befaler skriften noget sted, at man skal holde
søndagen
som sabbat?
Skriften befaler os at lyde kirken og holde
fast ved apostlenes
traditioner. Men skriften nævner ikke noget om sabbattens
forandring.
Johannes taler om Herrens dag (Åb. 1,10); men han siger ikke,
hvilken
dag i ugen det var, langt mindre at den skulle træde i stedet for
Herrens sabbat. Lukas taler også om, at disciplene kom sammen
på
den første dag i ugen for dermed at hjælpe de
trængende
i Judæa (l Kor. 16,2); men hverken den ene eller den anden
fortæller
os, at den første dag i ugen efter den tid skulle være en
dag til gudsdyrkelse eller en kristelig sabbat. Den bedste autoritet,
vi
har herfor, er visselig kirkens vidnesbyrd og befaling. De, der
foregiver
at være så religiøse med hensyn til søndagen
og dog ikke agter de andre festdage, som er anordnet ved samme kirkes
autoritet,
viser, at de handler egenrådigt og ikke i overensstemmelse med
fornuft
og religion, eftersom søndage og helligdage alle hviler på
samme grundvold, nemlig kirkens anordninger.«
Paverne har bestandig påstået at
være
Peters efterfølgere og hævder at have fået mundtlige
overleveringer fra apostlene, hvorfor de også kalder deres trone
den hellige apostoliske stol. Under sådanne påskud har de
indbildt
folk, hvad de fandt for godt for at befæste deres
præstelige
magt. Mange protestanter påberåber sig ligeledes
apostoliske
overleveringer, når de ikke kan bevise deres lære ud fra
Guds
ord. Det er på høje tid, at Guds børn lukker
øjnene
op og vogter sig for at træde i pavernes fodspor eller
efterfølge
"den store skøge«, så de kan undgå hendes
straffedomme
og ære Gud ved at tage vare på hans befalinger. Lad os
protestanter
holde fast ved, at den hellige skrift kan gøre os vise til
salighed,
og at det, som ikke findes eller læres deri, ikke bør
være
regel og rettesnor for vor tro og vandel. I samme øjeblik som vi
forlader
Bibelens faste grundvold for at bygge på
kirkefædrenes
vidnesbyrd, kirkens autoritet og foregivne apostoliske traditioner, som
slet ikke findes i Guds ord, træder vi over på katolsk
grund
og kan ikke med rette kaldes protestanter. »Bibelen, hele Bibelen
og intet andet end Bibelen« er protestanternes standpunkt.
»Bibelen,
kirken, kirkefædrene og paven" er katolikkernes standpunkt. Lad
enhver
se nøje til, hvilken grundvold han står på.
For at vise at protestanterne ikke
følger den hellige
skrift fuldstændig, anfører de (katolikkerne)
følgende
vidnesbyrd:
»Spørgsmål: Kan du på
nogen
anden måde bevise, at kirken har magt til at indsætte
festdage?
Svar: Dersom den ikke havde en sådan
magt, kunne
den ikke have gjort, hvad alle moderne religionsbekendere er enige med
den om - den kunne ikke have indført helligholdelsen af
søndagen,
den første dag i ugen, i stedet for helligholdelsen af
lørdagen,
den syvende dag, en forandring, for hvilken der ingen autoritet findes
i skriften.
Når protestanterne arbejder om
lørdagen eller
på den syvende dag i ugen, følger de da skriften som deres
eneste trosregel? Finder de tydeligt nedskrevet i den hellige bog, at
Gud
giver dem tilladelse hertil?
Langtfra. For denne praksis har de ingen anden
autoritet
end traditionen. Ved at arbejde om lørdagen overtræder de
et af Guds bud, som han aldrig tydeligt har afskaffet: »Kom
hviledagen
i hu, så du holder den hellig.««
Derpå følger en gendrivelse af de
argumenter,
som protestanterne i almindelighed bygger på for at bevise
sabbattens
forandring, såsom Kristi opstandelse, Helligåndens
udgydelse,
Herrens dag i Åb. 1,10; Apg. 20,7 og 1 Kor. 16,2, en gendrivelse,
som påpeger, at disse skriftsteder intet bevis indeholder for
søndagen,
men at dens helligholdelse udelukkende hviler på den katolske
kirkes
autoritet.
»Et spørgsmål til alle
bibelkristne«.
En katolsk traktat, som har denne titel,
fremsætter
katolikkernes og protestanternes standpunkter i denne henseende
på
følgende måde:
Jeg vil stille et meget enkelt og alvorligt
spørgsmål,
som jeg indtrængende anmoder enhver, der bekender sig til at
følge
Bibelen og intet andet end Bibelen, om at skænke særskilt
opmærksomhed.
Det er dette: Hvorfor helligholder du ikke
sabbatten?
Den almægtige Guds bud står klart
skrevet
i Bibelen med disse ord: »Kom hviledagen i hu, så du holder
den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning,
men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da
må
du intet arbejde udføre ...« 2 Mos. 20,8-9. Eftersom dette
er Guds bud, så spørger jeg igen: Hvorfor adlyder du det
ikke?
Hvorfor helligholder du ikke sabbatten?
Måske vil du svare, at du holder
sabbatten hellig,
idet du afstår fra alle verdslige forretninger, går
flittigt
i kirke, beder dine bønner og læser din bibel hjemme hver
søndag i dit liv.
Men søndagen er ikke sabbatsdagen.
Søndagen
er den første dag i ugen. Sabbatsdagen var den syvende dag i
ugen.
Den Almægtige befalede ikke blot, at menneskene skulle holde en
dag
af de syv, men han nævnte sin egen dag og siger tydeligt, at du
skal
helligholde den syvende dag; og han anfører en grund for,
hvorfor
han valgte den dag frem for nogen anden - en grund, som alene
gælder
den syvende dag og ikke kan anvendes på nogen anden dag. Han
siger:
»Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt,
hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har
Herren velsignet hviledagen og helliget den.« 2 Mos. 20,11.
Den almægtige Gud befalede, at alle
mennesker skulle
hvile fra deres arbejde på den syvende dag, fordi han havde
hvilet
på den dag; han hvilede ikke på søndagen, men
på
lørdagen. På søndagen, som er den første dag
i ugen, begyndte han skaberværket, han endte det ikke. Det var
på
lørdagen, han havde fuldendt sin gerning. »På den
syvende
dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han
hvilede
på den syvende dag efter det værk, han havde udført;
og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den
hvilede
han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og
udført.«
1 Mos. 2,2-3. Intet kan være tydeligere og lettere at
forstå
end alt dette; og der er ingen, som forsøger at benægte
det.
Det er anerkendt af enhver, at den dag, som den Almægtige
bestemte
til at holde hellig, var lørdagen, ikke søndagen. Hvorfor
helligholder du da søndagen og ikke lørdagen?
Du siger, at lørdagen var den
jødiske sabbat,
men at den kristne sabbat er forandret til søndagen. Forandret!
Men af hvem? Hvem har myndighed til at forandre den almægtige
Guds
udtrykkelige bud? Når Gud har talt og sagt: Du skal helligholde
den
syvende dag, hvem tør da sige: Jo, du må arbejde og
udføre
alle slags jordiske forretninger på den syvende dag; men du skal
helligholde den første dag i stedet? Dette er et meget vigtigt
spørgsmål,
som jeg ikke ved, hvorledes du kan besvare.
Du er protestant og bekender dig til at
følge Bibelen
og den alene; og alligevel går du imod Bibelens tydelige bogstav
i så vigtig en sag som at helligholde en dag af de syv og
sætte
en anden dag i stedet for den dag, som Bibelen har befalet. Budet om at
helligholde den syvende dag er et af de ti bud. Du tror, at de andre ni
endnu er bindende. Hvem gav dig myndighed til at omarbejde det fjerde?
Dersom du vil følge dine egne principper, dersom du virkelig vil
handle i overensstemmelse med Bibelen og den alene, så burde du
være
i stand til at vise i Det ny Testamente, hvor det fjerde bud er
udtrykkeligt
forandret, eller i det mindste finde nogle tekster, hvoraf du kan
bevise,
at det var Guds vilje, at de kristne skulle gøre en sådan
forandring med sabbatten, som du har gjort.
Vor tids protestanter helligholder
søndagen i stedet
for lørdagen, fordi de modtog den som en del af den kristne
religion
fra deres fædre. De erholdt den fra deres forfædre og
således
hele tiden tilbage fra den ene slægt til den anden, indtil vi
kommer
til den såkaldte reformation, da det skete, at de, som ledede
religionens
forandring i dette land, lod denne særskilte del af den katolske
tro og praksis være uberørt.
Var det sket anderledes - havde en eller anden
af reformatorerne
fået det indfald at stemple søndagens helligholdelse som
en
pavelig fordærvelse og overtro og påstået, at
lørdagen
var den dag, som Gud havde befalet at holde hellig, og at han aldrig
havde
tilladt indstiftelsen af nogen anden - så ville alle
protestanter,
ifølge deres egne principper om at følge Bibelen og den
alene,
have været tvungent til enten at anerkende denne lære som
sandhed
og vende tilbage til helligholdelse af den gamle sabbat eller
også
aldeles fornægte, at der er nogen sabbat ... De måtte enten
komme til den ene eller den anden af disse slutninger; men en kristelig
sabbat, forskellig fra den gamle, højtideligholdt på en
anden
dag og på en anden måde, kunne de slet ikke vide noget om,
simpelt hen fordi Bibelen selv ingen steder taler om noget sådant.
Du ville imidlertid misforstå mig meget,
dersom
du tror, at jeg anklager dig i denne henseende, fordi du handler i
overensstemmelse
med et ret og sandt princip - med andre ord et katolsk princip, nemlig:
ufortøvet at antage det, som vi har fået gennem en
række
traditioner. Jeg vil ikke rive en eneste af disse levninger af
guddommelig
sandhed fra dig, som du har erholdt på denne måde.
Gud forbyder det! De er de dyrebareste ting,
du besidder,
og ved Guds velsignelse kan de blive midler til at bringe dig ud af den
labyrint af vildfarelser, som du er indviklet i, hvilket er meget mere
dine fædres skyld, som levede for tre hundrede år siden,
end
din egen. Hvad jeg strider med dig om, er ikke din selvmodsigelse,
når
du en gang imellem handler i overensstemmelse med rette [katolske]
principper,
men at du antager et falsk princip for din almindelige regel. Du holder
søndagen og ikke lørdagen, og heri handler du ret; thi
det
var alle kristnes [katolikkers] skik, da protestantismen opkom; men du
har forkastet andre katolske skikke, som var lige så almindeligt
udbredt på hin tid, og foretrækker nye ting, som er
indført
af de mænd, der opfandt protestantismen, for vore uafbrudte
traditioner,
som er over 1500 år gamle.
Vi anklager dig ikke, fordi du gør
søndagen
til den ugentlige sabbat i stedet for lørdagen, men fordi du
forkaster
traditionerne, som er den eneste klare og sikre regel, hvorved man kan
retfærdiggøre denne handlemåde. I udvortes henseende
gør vi det samme som du i denne sag; vi helliger ej heller mere
den gamle sabbat, men søndagen i stedet for. Men der er en
væsentlig
forskel imellem os. Vi foregiver ikke således som du at erholde
vor
autoritet for denne praksis fra en bog, men vi erholder den fra en
levende
lærer, og den lærer, er kirken [den katolske kirke]. Vi
tror
endvidere, at Gud ikke har skrevet alting i Bibelen, som han ville, vi
skulle tro og gøre, men der er et uskrevet Guds ord [pavernes
befalinger,
som de behager at kalde traditioner eller mundtlige overleveringer,
såsom
afladshandel, skærsild, messer og hundrede andre ting], hvilket
vi
må tro og adlyde, ligesom vi adlyder Bibelen selv i
overensstemmelse
med apostlenes ord: »Så stå da fast, brødre!
og
hold fast ved de overleveringer, hvori I blev oplært af os, hvad
enten det var i tale eller brev.« 2 Thess. 2,15.
Vi katolikker har altså den selv samme
autoritet
for at holde søndagen hellig i stedet for lørdagen, som
vi
har for enhver anden artikel i vor trosbekendelse, nemlig den levende
Guds
menigheds autoritet »sandhedens søjle og grundvold«
(1 Tim. 3,15), hvorimod du, som er protestant, i virkeligheden ingen
autoritet
har derfor i Bibelen, og du vil ikke indrømme, at der kan
være
autoritet for den noget andet sted. Både du og vi følger
virkelig
traditioner [sagn] i denne sag; men vi følger dem, fordi vi
tror,
at de er en del af Guds ord, og kirken er den af Gud bestemte formynder
og fortolker. Du følger dem også, men fordømmer dem
dog på samme tid som en ufejlbarlig og bedragerisk leder, der
ofte
tilintetgør Guds bud.«
Det er intet under, at en gruppe protestanter
strider
så hårdt mod en anden om den rette grund for
søndagens
helligholdelse, da den ikke findes i Bibelen. Derfor synes nogle, at
det
er langt bedre at gå tilbage og støtte sig til moderens
(den
katolske kirkes) falske grundvold, medens andre umuligt kunne
tænke
sig at tage et sådant skridt, men i stedet for i fantasien
stræber
at fremtrylle fingerpeg fra Herren, som kan bestyrke deres
søndagshelligholdelse.
En skarp irettesættelse.
I en anden katolsk bog kaldet En afhandling over
tredive
stridspunkter (på engelsk) finder vi følgende
mærkelige
irettesættelse til protestanter:
»Guds ord befaler, at den syvende dag skal
være
Herrens sabbat og holdes hellig. I [protestanter] forandrer den til den
første dag i ugen uden noget bevis fra Bibelen ene og alene
på
grundlag af vore [katolske] traditioner. Adskillige engelske puritanere
indvender herimod, at den første dags hellighed bevises af
skriften,
hvor den taler om den første dag i ugen. Apg. 20,7; 1 Kor. 16,2;
Åb. 1,10.
Har de ikke spundet en fin tråd ved at
anføre
disse steder som bevis for dette punkt? Dersom vi ikke kunne
fremføre
bedre beviser for skærsilden, bøn for de afdødes
sjæle,
helgeners påkaldelse og lignende institutioner, så havde de
god grund til at le ad os; thi hvor står det skrevet, at det var
på sabbatsdagen, disse sammenkomster fandt sted? Eller hvor er
det
befalet, at de altid skulle helligholdes? Eller for at opsummere det
hele:
Hvor er det befalet, at helligholdelsen af den første dag skulle
afløse eller afskaffe den syvende dags hellighed, som Gud
befalede
mennesket at holde hellig til evig tid? Noget sådant findes ikke
i det skrevne Guds ord.«
W. Lochhart fra Oxford fremsætter i
Toronto Mirror
følgende udfordring til alle protestanter i Irland, en
udfordring,
som passer lige så godt til Danmark. Han siger:
»Jeg udfordrer derfor højtideligt
Irlands
protestanter til at bevise med tydelige skriftsteder fra Bibelen tre
punkter,
som angår den kristne sabbat:
1) at kristne har tilladelse til at arbejde om
lørdagen,
den gamle syvende dag.
2) at de er forpligtet til at helligholde den
første
dag, nemlig søndagen.
3) at de ikke er forpligtet til også at
helligholde
den syvende dag.«
Dette er, hvad pavemagten og katolikkerne
påstår
at have gjort ved sabbats budet. De indrømmer åbenlyst, at
der ikke findes nogen autoritet i skriften for den forandring, de har
foretaget,
men at forandringen hviler udelukkende på kirkens autoritet. Og
de
påstår, at den kendsgerning, at den har "forandret
sabbatten
til søndag«, er et tegn eller et mærke på den
katolske kirkes myndighed.
Det er ikke underligt, at mange mener, at
Kristus forandrede
sabbatten; for de er opdraget i denne vildfarelse. Men dette synspunkt
burde ikke længere eksistere. Profetien viser, at "det lille
horn«,
»syndens menneske« skulle udføre denne formastelige
handling, og den katolske kirke indrømmer selv, at den har gjort
det og roser sig endog deraf. Er der noget andet samfund, som har
tilstået
eller vil tilstå, at det har foretaget denne forandring? Vi har
påvist,
at Jesus og apostlene bestemt afviser denne beskyldning. Kristus
ærede
sin Faders lov og overtrådte aldrig hans bud. "Hvem af jer kan
overbevise
mig om nogen synd? ...« Joh. 8,46. Men Antikristen har
trådt
Guds lov under fødder og forfalsket hans ord ved at blande det
med
sine egne traditioner. Den store skøge har givet jordens konger
og folk at drikke af sin utugts vin (Åb. 17,2), og de er blevet
beruset
af den. Vågn op og lær at skelne mellem Kristus og
Antikrist,
mellem Guds ord og menneske ord!
III. Hvorledes sabbattens forandring blev
indført.
Vi anfører ikke disse uddrag af
historien for dermed
at bevise vor tro, for vi tror i overensstemmelse med Guds ord, at den
syvende dag endnu er sabbat. Vi gør det for at tilfredsstille
dem,
der ønsker at vide, hvorledes så mange mennesker er kommet
ind på den tanke, at søndagen er sabbat.
Ikke længe efter apostlenes død
begyndte
nogle nidkære personer uden kundskab og med en overdreven lyst
til
ceremonier at samles ugentlig på flere andre dage foruden
sabbatten
og at agte dem højere end andre dage. Især blev torsdagen,
da nadveren indstiftedes, fredagen, som var Jesu lidelsesdag, og
søndagen,
hvor han opstod fra de døde, udmærket på denne
måde.
Men det var endnu langt fra deres tanke at afskaffe Herrens bud eller
sabbat.
Til sidst blev søndagen agtet frem for de andre dage og begyndte
at blive mere anset blandt mange, hvilket vistnok for en stor del
bevirkedes
ved, at hedningerne tilbad solen på den første dag, hvoraf
den har fået navn: dies solis, solens dag; på engelsk:
Sunday,
tysk: Sonntag, dansk, norsk og svensk: søndag. De hedninger, som
gik over til kristendommen, førte mange af deres hedenske
lærdomme
og skikke med sig, som så blandedes med kristendommen, hvilket
historien
til fulde beviser. Ud af denne fordærvelige blanding af hedenskab
og kristendom fremkom det uhyre misfoster, som har været verdens
frygteligste plage - katolicismen.
"Århundreder gik hen efter Kristi tid,
førend
søndagen begyndte at blive betragtet som sabbat. Historien giver
os intet bevis på, at den nogen sinde blev holdt som sådan
før kejser Konstantin den Stores sabbatslov 321 e. Kr.« -.
Den første befaling om at afstå
fra at arbejde
på søndagen, som nogen sinde blev udstedt, er Konstantin
den
Stores søndagslov 321 e. Kr.:
»Lad alle dommere og almuefolk og alle
håndværkere
hvile på solens ærværdige dag; men lad dem, som bor
på
landet, med fuld frihed beskæftige sig med deres agerdyrkning,
fordi
det ofte hænder, at ingen dag er så passende til at
så
korn eller plante vinranker, at ikke det gunstige øjeblik skal
undslippe
og menneskene miste Himmelens velsignelser.« -
To år senere, 323 e. Kr., bekendte
Konstantin sig
til den kristne religion (Mosheim: Historical Commentaries, cent. 4,
sec.
7). Han var altså endnu en hedning, da han udstedte denne
befaling.
Hvorvidt han nogen sinde bleven virkelig kristen, er tvivlsomt.
Læg
mærke til, at hans lov slet ikke berører Herrens sabbat
eller
nævner et ord om den. Den er en rent politisk lov.
I året 364-65 blevet katolsk
kirkemøde afholdt
i Laodicea. I dette kirke råd blev Herrens sabbat tilsidesat, og
de, der holdt den, »forbandede fra Kristus«. I stedet for
sabbatten
blev søndagen indskærpet som de kristnes hviledag. Denne
lovbestemmelse
lyder således:
"Kristne bør ikke leve som
jøder, idet de
hviler på sabbatten, men bør arbejde på den dag og
hellere
ære Herrens dag, og dersom de kan, bør de hvile på
den
som kristne; men dersom man finder nogen, der lever som jøde,
lad
ham være forbandet fra Kristus.« -
"Sylvester, biskop i Rom, forandrede
søndagens
navn og gav denne dag den ærværdige titel Herrens dag. Han
levede på samme tid som Konstantin.« - En senere lov fra
385
"forbød strengt alle borgerlige forhandlinger om søndagen
som sacrilegium, og en endnu senere fra 425 også skuespil
på
denne dag«. -
Den næste befaling, der hjalp til at
berede vejen
for pavens forandring af sabbatten, så at han kunne ophøje
en menneskelig skik til et guddommeligt bud og sætte det i stedet
for Guds bud, var kejser Leos befaling år 469 e. Kr.:
" Vi befaler, at Herrens dag skal holdes i
ære,
og fritager den derfor for al rettergang og lignende. Lad ikke skuespil
eller teatre holdes åbne og lad ingen kamp med vilde dyr finde
sted
på den dag. Dersom nogen drister sig til at overtræde denne
lov, skal han miste sit embede eller hans gods og ejendom
konfiskeres.«
Samme år, som pavemagten besteg Roms
trone og således
fik verdslig magt, bestemte et stort kirke råd, hvad det var
tilladt
at gøre om søndagen:
Det tredje kirke råd af Orleans, 538 e.
Kr., art.
20:
"Den mening udspreder sig blandt folket, at det
er fejl
at ride eller køre eller koge mad eller gøre noget i
huset
om søndagen. Men eftersom sådanne meninger er mere
jødiske
end kristelige, så skal det, der hidtil har været tilladt,
være lovligt i fremtiden. På den anden side bør
arbejde
med agerdyrkning lægges til side, for at folket ikke skal hindres
i at gå i kirke.« -
Konstantins lov var mild. Denne er noget
strengere. Således
indførtes søndagens helligholdelse gradvis, men ingen
søger
at bevise den med Guds ord.
Længere ned i tiden finder vi den ene
lov efter
den anden, som indskærper søndagens helligholdelse.
Paveroe
selv forbandede dem, der helligholdt Herrens sabbat. Pave Gregor (ca.
590
e. Kr.) skrev et brev til romerne, hvori "han truede dem som
Antikristens
profeter, der påstod, at man ikke bør arbejde på den
syvende dag«. "På den første,« sagde han,
"bør
man afholde sig fra verdsligt arbejde.« Pave Nikolaus I
erklærede,
at "læren om at hvile om lørdagen er Antikristens
lære«,
og han tilføjer, at "søndagshvilen er
nødvendig.«
Ordet ,sabbat blev kun anvendt om den gamle
sabbat og
blev ikke brugt til at betegne Herrens dag i flere århundreder
efter
vor frelsers tid. -
Lørdagen blev kaldt sabbat.
Lørdagen blev
ikke benævnt blandt dem med noget andet navn end det, som den
havde
før, nemlig sabbatten, således at omtrent et tusinde
år
efter Kristus forstår enhver skribent ved ordet
»sabbat«
ingen anden dag end lørdag. -
Søndagshelligholdelsen blev
påtvunget folket
ved kejseres og pavers befalinger, ved landsforvisning, piskning,
slaveri
og konfiskering af ejendom samt ved falske beretninger og fabler om
mirakler.
Gregor af Tours (590 e. Kr.) fortæller,
at en bonde,
der pløjede sin mark på Herrens dag, ville rense sin plov
med et jern, men jernet klæbede sig fast til hans hånd, og
i to år kunne han ikke blive befriet derfra, men bar det
bestandig
omkring til sin egen store skam og smerte.
Kirkefædrenes skrifter. De
såkaldte kirkefædre:
Barnabas, Ignatius, Tertullian og andre bliver ofte anført som
vidner
for søndagssabbatten. De fleste skrifter, som kaldes efter deres
navn, er uægte. Og selv det, der står i disse skrifter, har
man forandret og fordrejet for at få det til at passe på
søndagen.
Robinson, en kendt engelsk baptist, har om
kirkefædrenes
skrifter skrevet:
»Dersom nogle af de skrifter, som
tillægges
de såkaldte apostoliske fædre, såsom Ignatius,
lærer
i Antiokia, Polykarp i Smyrna, Barnabas, som var halvjøde, og
Hermas,
som var broder til Pius, lærer i Rom, er ægte, hvilket der
er stor grund til at betvivle, så vidner de blot om disse gode
mænds
fromhed og uvidenhed. Nogle af dem er værre og de bedste ikke
bedre
end de gudelige epistler blandt den lavere klasse af baptister og
kvækere
i England i borgerkrigens tid. Barnabas og Hermas nævner begge
dåben;
men begges bøger er ringe frembringelser af ubeherskede og
forvirrede
genier.«
Alle de bedste skribenter er enige i deres
vidnesbyrd
om denne sag. Wm. Domville af den biskoppelige kirke siger:
»Ignatius, som hr. Gurney anfører
for at
bevise helligholdelsen af Herrens dag i det andet århundrede,
beviser
aldeles ikke noget sådant; thi ved en grundig undersøgelse
af hans vidnesbyrd viser det sig, at han ikke en gang nævner
Herrens
dag [men Herrens liv] eller på nogen måde hentyder til dens
religiøse helligholdelse hverken under dette navn eller under
noget
andet.«
Om det spørgsmål angående
Herrens dag,
som man mener, at romerne stillede de første martyrer, siger den
samme forfatter:
»Jeg har omhyggeligt undersøgt dette
værk
[Acta Martyrum] og kan forsikre, at spørgsmålet:
»Dominicum
servasti?« [det er disse ord, man har formodet skulle betyde:
»
Har du helligholdt Herrens dag?«] ikke forekommer en eneste gang
blandt de spørgsmål, som de siger, at man har fremsat for
martyrerne før Plinius' tid og omtrent to hundrede år
derefter.
Ej heller findes der noget andet lignende
spørgsmål.«
-
Han siger videre, at ordet Dominicum slet ikke
betyder
Herrens dag, men Herrens nadver, og anfører til bevis herfor
Ruinart,
Tertullian, Cyprianus, Augustinus og Gesner .
Mosheim siger om skriftet Acta Martyrum,
»at det
ikke kan gøre krav på nogen som helst tiltro.« -
Bamabas' epistel, som den kaldtes, blev efter
min mening
skrevet af en eller anden jødekristen, som formodentlig levede i
dette århundrede [det andet]. Hans dårlige evner og
overtroiske
vedhængen ved jødiske fabler viser, at han skønt
han
har været oprigtig i sin hensigt, må have været en
meget
forskellig person fra den virkelige Bamabas, som var St. Paulus'
ledsager.
-
Neander, som har skrevet en af de mest kendte
kirkehistorier,
siger om Barnabas' epistel:
» Det er umuligt, at vi kan anerkende,
at denne
epistel stammer fra den Barnabas, som var værdig til at deltage i
St. Paulus' apostoliske gerning.« -
Om søndagen siger Neander videre:
»Helligholdelsen af søndagen var
dog, ligesom
alle sådanne helligdage, blot en menneskelig anordning. Det var
langtfra
Apostlenes hensigt og heller ikke i overensstemmelse med et
guddommeligt
bud at helligholde den. Det var også langt fra apostlenes og den
første apostoliske kirkes hensigt at overføre
sabbatsbudet
på søndagen. Men allerede ved slutningen af det andet
århundrede
havde der dannet sig en falsk forandring af denne art, og man syntes da
at betragte det som synd at arbejde om søndagen.« -
Klemens påstod, at man holdt Herrens
dag, når
man afstod fra onde tilbøjeligheder .
Tertullian forsikrer, at de kristne på
hans tid
ofrede for de døde, var fritaget for at bøje knæ om
søndagen og korsede sig ved alle det daglige livs almindelige
beskæftigelser.
-
Dette vidnesbyrd af Tertullian er meget
interessant, eftersom
det viser, at søndagshelligholdelsen er kommet frem på
samme
måde, findes i samme kapitel (i »Syndens Menneskes«
gerninger)
og står på samme grund som dette at ofre for de
døde,
ophøre med at bøje sine knæ i Jesu navn på en
vis dag, gøre korsets tegn på panden osv.
De, der ønsker at bygge deres tro
på sådanne
vidnesbyrd, må gøre, som de vil, men vi foretrækker
at grunde vor tro alene på Herrens ord.
Sandhedsvidner i de mørke tidsaldre:
Kathari eller
puritanere vidnede imod Rom i de mørke tidsaldre. De helligholdt
den syvende dag som Herrens sabbat. -
Ætioperne i Afrika og Armenierne i
Lilleasien har
vedblevet at holde Herrens sabbat indtil nu. -
På reformationens tid fandt man
sabbatsholdere i
Transsylvanien, Tyskland, Holland, Frankrig og England - levninger af
de
gamle kristne menigheder, som helligholdt Herrens sabbat.
De ovenfor citerede forfattere er alle
sådanne,
som holdt søndagen. Deres vidnesbyrd kan derfor ikke være
skrevet for at støtte en forudfattet mening om sabbatten.
De forudgående betragtninger viser:
1) at den sabbat, som Gud har indstiftet og
befalet menneskene
at helligholde, er den syvende dag (lørdagen).
2) at de fleste kristne nu holder sabbat
på den
første dag i ugen (søndag) i stedet for på den
syvende
dag.
3) at denne forandring må være
indført
og stadfæstet af en eller anden ledende magt i verden.
4) at Kristus og hans apostle ikke har
forandret sabbatten
eller Guds lov, men stadfæstet den.
5) at Guds ord forud har vidnet om det lille
horn eller
pavemagten, at det ville tænke på at ændre tider og
lov.
6) at lovløshedens hemmelighed, som var
spiren
til syndens menneske eller pavemagten, allerede begyndte at ytre sig
kraftigt
i Paulus' tid.
7) at den romerske skik at ære solens
dag (søndagen)
vandt indpas blandt mange kristne og blev bestyrket ved den romerske
kejsers
bud.
8) at paverne indførte denne skik i
stedet for
Guds bud og selv indrømmer, at de har forandret sabbatten.
9) at protestanterne har fået
søndagshelligholdelsen
af den katolske kirke.
10) at det er alle sande kristnes pligt at
vende om til
Gud og hans hellige ord på dette punkt.
Kære læser, søg efter
sandhed! Guds
ord er sandhed. Joh. 17,17. Og dette ord siger: »Men den syvende
dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet
arbejde
udføre ...« 2 Mos. 20,10.
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|