5Mos 30,1-3 Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl, ganske som jeg i dag befaler dig, både du og dine sønner, da vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle de folk, som han har spredt dig til.

5Mos 28,1-6 Hvis du adlyder Herren din Gud og omhyggeligt følger alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag, vil Herren din Gud ophøje dig over alle jordens folk. Alle disse velsignelser skal komme over dig og nå dig, hvis du adlyder Herren din Gud: Velsignet være du i byen, og velsignet være du på marken. Velsignet være frugten af dine moderliv og frugten af din jord og

frugten af dit kvæg, dine oksers afkom og dine fårs tillæg. Velsignet være du, når du kommer hjem, og velsignet være du, når du går ud.

Da Moses blev gammel og stod foran det store opbrud, samlede han Israels folk og sagde til dem (5Mos 30,19): "Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet - - -."

Det samme valg har jeg I al skrøbelighed prøvet at stille denne menighed overfor i de 12 år, jeg har fået lov at være Herrens tjener her, og jeg er glad for, at jeg endnu en gang må få lov at forelægge jer valget mellem livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, at I dog må vælge livet, velsignelsen.

I dagens bibelord hører vi om velsignelsen, om de saliges lod her på jord og evigt derhjemme. Andre steder i vor bibel hører vi om forbandelsen, om de usalige og deres bod her og hisset. Lad os i dag først høre lidt om det sidste.

Det kan godt være, at verdens børn, de usalige, synger højt, som de gjorde i mine unge dage: "Her er liv og glade dage, her går solen aldrig ned." Men hvor længe varede den glæde? Og hvor hurtigt kunne ikke solen gå ned. Der var ingen hold i den glæde derude i verden, den næste dag væmmedes man måske ved livet og ved sig selv og græd bitre tårer over syndens følger. Og hvor var hjertefreden? Den ugudelige har ingen fred, siger Guds ord. Det hele er dybest set tomt og håbløst, men midt i tomheden prøver man så ved underholdning og adspredelser at dække over hjertets ufred, man er bange for at være alene med sig selv. Men hvad hjælper det? Det er af denne verden og giver ikke hjertefred og sand glæde - tværtimod.

Og hvad så, når vi ser ind på den anden side forhænget? I Åb 21,8 står der: "Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død." - Eller tænk på den rige mand og Lazarus, eller Matt 25,41:

"Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle." - Og i Luk 13 og andre steder får vi at vide, at der i fortabelsen skal være gråd og tænderskæren.

Der er måske en eller anden, der sidder og tænker: Hvorfor skal vi nu også I dag høre om alt det mørke og tunge, det ville da være meget rarere at høre om det lyse og skønne i Guds rige.

Hvis der er én eller flere, der tænker sådan, så vil jeg gerne sige til vedkommende: Hvis jeg ifølge Guds ord véd, at der er en vej, der fører til evig ulykke, smerte og lidelse, så ville jeg være en elendig præst, hvis jeg ikke advarede alvorligt mod at gå den vej. Og hvis jeg véd en vej, der fører til evig glæde, lykke og fred, så ville jeg være en elendig præst, om jeg ikke kaldte og vinkede og opmuntrede mennesker til at gå den vej.

Derfor skal det lyde endnu en gang: Når livet her er et valg mellem livet og døden, mellem velsignelsen og forbandelsen, vælg så livet, vælg så velsignelsen!

Og så vil jeg for øvrigt langt hellere tale om velsignelsen, om den nåde, fred og glæde, som Herren skænker dem, som finder ind i hans favn. Aldrig bliver man færdig med at takke ham for de lykkelige år, man fik lov at leve i hans samfund her på jord. Hvor har jeg tit i den forbindelse tænkt på Salme 84's takkesang:

Sl 11-13 "En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt. Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler på dig!"

Eller jeg vil minde om hans forjættelser til dem, som har svære og tunge dage: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give eder hvile." - "Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer." - "Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind."

Og tog han ikke byrden bort, eller friede han os ikke for sorgen, så gav han hjælp og kraft til at bære den. Og ofte fik vi at se, at også i det svære havde Gud gemt en velsignelse.

Vi har sikkert også set hans hjæ1p og velsignelse i selve døden. Døden er jo en fjende. Men ofte så vi ham bære den syge gennem det svære, så døden blev som en dør ind til herligheden derhjemme.

For år tilbage lå en sygeplejerske, en ung pige fra mit hjemsogn, på Hobro Sygehus og skulle dø. Hun ejede imidlertid troen på sine synders forladelse, og hun vidnede for sine søskende, der stod omkring hende for at sige et sidste farvel. "Jeg er den af os søskende, der har det bedst," sagde hun, "men I skal også komme til Jesus alle sammen." Og til sidst sang hun, mens hendes kære stod grædende omkring hende: "Lyksalige lod, at leve, hvor døden har mistet sin brod."

Og jeg kan føje til: "Hvor har ens præstegerning været rig på sådanne oplevelser." Nej, Gud svigter os ikke i vort livs alvorligste time, om vi har sat vor lid til ham.

Og hvordan bliver så ikke saligheden hisset. Vi begriber det ikke, vi kan kun ane det. Astronomerne fortæller os, at der er millioner af lysår til de fjerneste kloder. Tænk, det uendelige univers Gud har skabt, hvem kan fatte lidt af det. Mon Gud i himlen ikke ler, når han ser vore rumsatelitter og sputnik'er, menneskehedens stolthed?

Og tænk, dette mægtige univers skal forgå - at Gud har råd til det!

Elementerne skal komme i brand og opløses, og da skaber han nye himle og en ny jord. Og når alt er så forunderligt indrettet i denne forgængelighedens verden, hvordan bliver så ikke den fuldkomne og evige verden.

I vore bibelord får vi noget at vide om, hvad der ikke er i den evige verden, i de saliges hjem. Der er ingen tårer. Tænk, hvor der grædes på denne jord. Der er ingen sorg, ingen pine. Og tænk så blot på den lidelse og sorg, der knytter sig til krige (tænk blot på ét navn: Hitler), ulykker og sygdom, eller tænk på kristenforfølgelserne lige til vore dage. I himlen er der ingen tårer, ingen sorg og ingen lidelse.

Og der er ingen synd. Her står kampen mellem godt og ondt, der er noget i os alle, der higer mod det gode, det rette, mod himlen, det er jo vort rette hjem; men samtidig er der stærke og overmenneskelige kræfter, der trækker nedad. Derfor er der også så mange, der i håbet så gerne synger de salmelinjer: "tænk når engang, jeg uden synd skal leve, hver tanke ren, hver gerning uden brøst, når aldrig jeg behøver mere at bæve for muligheden af en syndig lyst."

Men saligheden er ikke blot det, der ikke er af ondt og svært, men den er først og fremmest alt det, der er af skønt og rent og helligt.

Hvordan bliver der i den evige verden, i saligheden, spørger de mange? I Åbenbaringen taler Johannes i billeder, billeder på det forunderlige, der skal komme, han taler om guldgader og de 12 perleporte og meget andet skønt; alt sammen billeder på en herlighed, vi ikke kan fatte med vore sanser.

Der skal vi mødes med alle de trofaste. Der skal vi se Jesus, det Guds lam, som vi aldrig i evighed skal blive færdige med at takke og lovprise, "Lammet, guds lammet, dets vunder og sår, æren og prisen i evighed får." Og der "- - skal Gud selv være hos dem og være deres Gud," akkurat som i Edens have.

De mennesker, der fik lov her på jord at se et glimt af den herlighed, der venter, glemmer aldrig den glæde, fred og lykke, de fik lov at se ind i.

Nu har jeg endnu en gang fået lov at forelægge jer valget mellem velsignelsen og forbandelsen. Måtte I dog vælge velsignelsen. Det var den største glæde, I kunne gøre jer selv, og det var den allerstørste glæde, I kunne gøre Gud.