Matt 6,24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Biskop P. C. Kierkegaards søn skal engang have sagt: "Min fader, biskoppen, er både-og, min farbror, Søren Kierkegaard, er enten-eller, men jeg selv er hverken-eller.

Så er det store spørgsmål: Hvad er du og jeg? Hverken - eller, både - og, eller enten - eller?

Desværre er der alt for mange mennesker, der er "hverken-eller," åndeligt talt. Nogle er det, fordi de aldrig er kommet længere end til at stirre på denne jord, og hvad der hører den til. Et dyr ser ikke mod himlen, men det er dog menneskets adelsmærke, at det kan løfte sit blik op fra støvet og se mod himlen.

Vi skal i det hele taget passe på, at vi ikke kommer til at ligne vandmanden, der kun er mund og mave. Eller at vi kun kommer til at leve for sex and Money - køn og penge - som englænderne siger.

Ja, det ser virkelig ud til, at mange ikke når længere end til at leve for erotik, mad og forlystelser. Det er ikke en menneskeværdig tilværelse. Der er andre mennesker, der er "for kloge" til at have noget med Gud at gøre. De læser, studerer, følger med i tidens problemer og lytter til alle de vises røster - og kan ikke se Gud. Lægen finder jo ingen sjæl, når han dissekerer legemet, og astronomerne finder ingen Gud, når de retter deres kikkerter ud i verdensrummet. Og en af de russiske astronauter har jo da også sagt, at han heller ikke så nogen Gud derude i rummet. Ja, så er der vel ingen Gud. -

Jeg kan ikke lade være at mindes de ord, som professor Edv. Geismar engang rettede til sådan en klog mand, der ikke gennem sin kikkert kunne finde Gud derude i rummet. "Det er godt," var professor Geismars svar til ham, "at det ikke hedder, salige er de, som har lange kikkerter, thi de skal se Gud."

Det må dog siges, at der er ved at blæse en anden vind fra visse sider. Videnskaben er ved at få plads for Gud, hvilket blandt andet atomet og atomspaltningen og meget andet har været med til at bevirke. Det er mig blot ubegribeligt, at der er mennesker, der ikke kan se Gud. Hvor kan vi i det hele taget se hen, om vi er vågne, uden at se Gud. Lad os blot læse Brorsons salme: "Op al den ting, som Gud har gjort - -." Vil vi lukke vore øjne op, så kan vi ikke undgå at se ham overalt, i småt som i stort, den mægtige skaber og Gud.

Så er der andre af de mennesker, der er hverken-eller, der holder på, at de ikke har religiøse anlæg - jeg har i hvert fald fået det svar mere end én gang, når jeg har talt med mennesker om det spørgsmål. Jo, religiøse anlæg har vi alle. Vi er skabte i Guds billede. Ulykken er den, at mangen én har misrøgtet de anlæg. Man har sultet sin sjæl, så den ingen hunger har mere, men er på vej til at dø.

Men der lever altså mennesker, der er hverken-eller. Om disse mennesker kan siges: at de lever uværdigt. Det er et overmåde fattigt liv, man lever, når man har sagt farvel til Gud. I. P. Jacobsen sagde det engang til et troende menneske på denne måde: "Ja, du er lykkelig, som kan tro!"

Men samtidig er denne stilling, "hverken-eller," et bedrag. Over for Gud kan man nemlig ikke være "hverken-eller."

- Nej, så forstår jeg dog bedre stillingen: Både-og. På den ene side vil man da have så meget med af livet her som muligt, man lever jo kun én gang, altså så megen glæde og lyst og fornøjelse som muligt. Men helst så nogenlunde på dydens vej. Man vil igennem livet så let som muligt. Og helst ikke alt for meget: Du må ikke - rør ikke!

Men samtidig vil man også gerne stå sig godt med Gud. For en sikkerheds skyld er det rart at have en bagdør åben. Man ved jo aldrig, hvad man kan få brug for i nøden, og man skal jo da også dø engang - altså for en sikkerheds skyld!

Man vil helst ikke gå glip af nogen af denne verdens goder, men på den anden side også nødig gå glip af himlens herlighed. Derfor er det rart at stå med et ben i begge lejre.

Man vil selvfølgelig også gerne, at ens børn får religionsundervisning i skolen, og selv har man da lært dem at bede aftenbøn. Man går i kirke - nu og da - og vil da også gerne, at ens børn engang imellem finder derhen; men det skal helst være med måde. I forkyndelsen skal det også helst være med måde. En mand sagde engang til mig, da vi talte om dette: "Jeg hører nu helst pastor N., for der kan vi da få lov til at arbejde om søndagen, og der kan vi også få lov at tage os en svingom og et spil kort, om vi vil." At høre radioprædikener har for disse mennesker en særlig fordel, for der kan man da lukke, hvis prædikenen skulle blive for nærgående.

Jo, det er sådan en let og behagelig kristendom, sådan på den ene side og på den anden side, både-og. Den koster intet, ikke én nats vågen, intet kors. - Men den er heller ikke noget værd.

Den er intet værd i livet. Når livets storme kommer, så går det med den som med huset, der er bygget på sand, det hele ramler sammen, der er ingen hjælp at hente. Den duer kun i solskinsvejr og blikstille.

Og den er heller ikke noget værd i døden. Uden kors - men også uden krone.

Jeg har engang stået ved sådan en "både-og" -mands dødsleje. Det var svært, for jeg holdt af ham; men jeg skal aldrig glemme, hvordan han råbte til sidst: "Jeg kan ikke dø, for jeg har prøvet at ville tjene både Gud og verden!"

Jeg ved godt, at der er mange "både-og" -mennesker, der glider ganske roligt og stille ind i døden. Men den åndelige død er som regel her indtrådt før den legemlige.

En "både-og" -kristendom er da også dødsdømt af Guds ord. "Ingen kan tjene to herrer - -." "Den, som ikke vil tage sit kors op og følge mig, kan ikke være min discipel."

Men vil vi høre, hvad Guds ord siger, og det bliver jo det, der kommer til at gælde til sidst, så er der ikke noget at tage fejl af, det er et klart "enten-eller."

"Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon." - "Den, som ikke er med mig, er imod mig."

Der er to veje, den brede eller den snævre. - Der er to flokke, den frelste eller den fortabte. - Der er til sidst to opholdssteder, himlen eller helvede.
Altså går der gennem hele Guds ord et "enten-eller."

Hvilke mennesker er det, der finder hvile i troen på syndernes forladelse og fred med Gud? Er det "både-og"? Nej, så længe man vil tjene to herrer, får man det ikke.

"I skulle finde mig, thi I ville søge mig af eders ganske hjerte."

"Til kronen går man ej udi sin gode mag."

Det slår ikke til her at ville gerne, i den stilling kan man gå hele livet og dog ikke nå det. Men den, der får det som Jakob: "Herre, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig," skal nok opleve, at Gud en dag lægger troens vished og glæde ind i hjertet.

Og hvem er det, der har glæde af sin kristendom? Er det "både-og," nej, jo mere helt med Herren, jo mere glæde og kraft, des skønnere oplevelser i troen (se Davids Salme 84). Det er også dem, Jesus giver de rige forjættelser i Matt 6,25 ff.: "I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise - se til himlens fugle - - og markens liljer."

Og hvilken forkyndelse er det, Herren velsigner? Hvilken forkyndelse var det, der blev redskabet til de enkeltes omvendelse og tro, og hvilken forkyndelse var det, Gud brugte til de vækkelser, der gik over folkene, og uden hvilke det ville have set mørkt ud - også i vore folk?

Var det forkyndelsen "både-og," eller "enten-eller"?

Tænk blot på Peters pinseprædiken med det afgjorte og klare valg. Og tænk på de redskaber Gud brugte ved sin ånd op gennem tiderne. Ofte har jeg som præst i Skjern måttet tænke på to præster, som Gud brugte til meget stor velsignelse for Skjern og omegn. Den ene var Otto Moe, Skjern, og den anden pastor Norup, Dejbjerg. Den første var jo i særlig grad en gå på -natur og slog vel også nu og da et Malkusøre af. Den anden var en ydmyg og beskeden mand med det stille, men afgjorte vidnesbyrd. Hvor må de have været forskellige, men i ét lignede de hinanden, deres vidnesbyrd var et "enten-eller." Og Gud velsignede begge vidnesbyrd til manges frelse.

Og selv om det er 60-70 år siden denne pinse gik over sognene her, så høster vi den dag i dag velsignelse af det, der skete dengang.