| |
Da gik farisæerne hen og besluttede at
fange Jesus
i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og
de sagde: "Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om
Guds
vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel
på
folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller
ej?" Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: "Hvorfor
sætter
I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!"
De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: "Hvis billede og indskrift
er
det?" "Kejserens," svarede de. Da sagde han til dem: "Så giv
kejseren,
hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Da de hørte det,
undrede
de sig og forlod ham og gik deres vej. Matt 22,15-22.
Hvor blev der lagt mange snarer for Jesu
fødder
- men hvor klogt og myndigt brød han ikke dem alle. - I Matt
22,15
ff. hører vi, hvorledes farisæerne og herodianerne finder
hinanden i fælles forsøg på at fange Jesus i ord. De
begynder med at smigre ham. "Vi ved, at du er sanddru og lærer
Guds
vej i sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på
menneskers
person," siger de. Derefter spørger de: "Sig os, er det tilladt
at give kejseren skat eller ej?" Hvor var det snedigt og underfundigt.
Havde Jesus sagt ja, ville de have anklaget
ham for at
have svigtet sit eget folk, og havde han svaret nej, ville de have
angivet
ham for kejseren, som en oprører. Men Jesus svarede hverken ja
eller
nej. Han beder dem vise sig skattens mønt og spørger dem:
"Hvis billede og overskrift er dette?" De svarer: "Kejserens!" Han
siger
til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds
er."
Da undrer de sig over hans visdom og går bort.
I Jesu svar til dem den dag har vi også
givet den
gyldne leveregel for et menneske i dag.
Så er da Guds tale til dig og mig i dag:
Giv Gud,
hvad Guds er! Giv Gud dig selv, giv ham hele dit hjerte. Ikke blot en
række
ydre gaver, men dig selv.
Giv Gud, hvad Guds er! Giv Gud dit hjem! Se
på det
eksempel, Zakæus gav. Da han havde givet Gud sig selv, blev
døren
til hans hjem straks slået op på vid gab for Jesus og med
det
samme for Jesu venner. Man kommer uvilkårligt til at tænke
på sangens ord: "En underfuld frelser jeg ejer - ham alle, alle
skal
se." Zakæus hjem blev et missionshjem i ret forstand.
Giv Gud, hvad Guds er! Giv ham din pengepung!
Det ville
sikkert have to velsignede følger, om vi ret fik det gjort. For
det første ville Guds riges arbejdere hjemme og ude i de mange
forskellige
forgreninger blive fri for at sukke, som de nu gør, fordi de
stadig
mangler midler til gerningen.
Og for det andet ville vi have mere
velsignelse af vore
penge og mere forslag i dem.
Giv Gud, hvad Guds er! Lad os sige det med
Thora Esches
ord: "Herre, tag mig, dan mig, og brug mig!" Lad ham få lov at
præge
"mønten" - dig og mig - med sit billede, sit - helliget Herren."
Og lad så mønten komme i omløb og blive til
hjælp
og velsignelse og ikke ligge og ruste op i "skuffen" derhjemme.
Og giv så kejseren, hvad kejserens er!
Det vil sige:
Lev sådan, at du tager alle dine jordiske pligter op for Herren:
Pligten over for dit hjem, pligterne i din daglige gerning og i det
samfund,
hvori du lever.
Øv din skyldighed med hele dit hjerte,
gør
det med troskab og under bøn. Giv kejseren, hvad kejserens er!
Løb
ikke fra dine forpligtelser i pengesager. Hellere en ærlig fallit
end en uærlig akkord. - Lad købmanden få det, vi
skylder
ham, og helst, inden han lider alt for stort et rentetab. - Lad
skatteblanketten
vise vor virkelige indtægt, selv om vi synes, at byråd
eller
sogneråd skruer os alt for højt op i skat.
Giv kejseren, hvad kejserens er i alle de
mange daglige
forhold mennesker og mennesker imellem.
Ja, måtte vi ved Herrens nåde og
hjælp
få lov til at gøre vort bedste i alle de små og
store
opgaver, som livet stiller os, og må vi tage os Paulus formaning
til efterretning: "Betal alle, hvad I er dem skyldige; den, som I er
skat
skyldig, skat; den, som told, told; den, som frygt, frygt; den, som
ære,
ære. Bliv ikke nogen skyldige, uden det at elske hverandre."
Giv - -! Giv - - -! Lyder det. Ja, og så
er det
forunderlige dette, at jo mere et menneske prøver at leve efter
dette: Giv Gud! Giv kejseren!
Desto mere får det selv af glæde
og fred,
af nåde og velsignelse.
|
|