Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen." Luk 21,25-36.

"At bestå for Menneskesønnen." De ord kom mange gange til mig i al deres alvor og ydmygelse siden hen under præstegerningen. Og de kommer stadig til mig ved tanken på den dag, da det store rejsebud kommer. Det er jo derpå, det kommer an.

Hvem kan bestå for Menneskesønnen? Dette spørgsmål er jo det store spørgsmål for os alle.

I året 1912 den l0. april gik et mægtigt og stort skib fra England på rejse til Amerika. "Titanic" (kæmpen) blev det kaldt. 4 dage senere ud på aftenen løb det på et isbjerg nær ved Amerikas kyst, og af de godt 2000 ombordværende gik over 1600 til bunds.

Man kan gøre sig sine tanker om, hvordan stemningen har været om bord, og hvad man har taget sig til, indtil det skæbnesvangre øjeblik. Nogle sov vel. Andre morede sig sikkert med dans og drik og anden synd. Og nogle sang Herren lovsange med tak for den svundne dag. Så skete ulykken, og hvad var mon så det afgørende for de nødstedte i de få øjeblikke der gik, inden det stolte skib sank i havets bølger? Mon ikke det for de fleste har været dette: Hvor slår jeg mine øjne op, hvis jeg om lidt lukker dem i bølgerne? Kan jeg bestå for Menneskesønnen?

Var det ikke det, der rent spontant udløstes i sangen: "Nærmere, Gud, til dig, nærmere dig?"

"Hvem kan bestå for Menneskesønnen?" Det ord minder os om et andet skib, der er på rejse, vor lille jord, der farer hen over æterens hav med den fantastiske fart af ca. 30 km pr. sekund. Og det alvorlige er dette, at derude på æterens store hav venter minen. En dag støder vi på den, ingen véd hvornår, da er det ude med vor gamle jord, thi da skal elementerne komme i brand og opløses. - Om bord på det skib er du og jeg. Vi kan ikke stå som uinteresserede tilskuere til det store drama, nej, vi er selv implicerede deri.

Ved tanken på denne dag er der især to ting, som det var værd at få at vide:

For det første: Véd vi, hvornår undergangens time er inde? Dertil må vi svare både ja og nej. Jo, Guds ord har nævnt tegn, der skal ske, når dagen nærmer sig, og som skal få hans børn til at se op med forventning, fordi deres forløsning stunder til. - Lad os nævne et par af dem: Krige og krigsrygter. Vi, der har oplevet tiden før 1914, disse rolige, fredfyldte og sunde år, vi kender ikke verden igen, og vi ser tydeligt tegnet: Krige og krigsrygter - over hele jorden. - Eller tænk på, at martyrernes tal dagligt forøges. Hvornår er mon tallet fuldt? Åb 6,11. - Eller se, hvor lovløsheden, et af de varslede tegn, tager til. Blot et par eksempler: For 50-60 år siden var der flere år mellem de enkelte mord herhjemme, nu hører de næsten til dagens orden. For år tilbage var hor og utugt, også mere sjældent, nu skal det legaliseres og bagatelliseres. Med rivende hast går det ned ad skråplanet på mange, mange områder, råddenskaben breder sig uhyggeligt.

Eller tænk på endnu et tegn, evangeliets forkyndelse for alle folkeslag. Aldrig har vi følt, at kongens ærinde havde hast som nu. Det er, som om rytteren på den hvide hest rider i galop. Tænk f.eks. blot på, at store radiosendere i Østen og Afrika spreder det kristne budskab dagen igennem ud over de mange hedningelande. Jo, også på det område varsles verdensaftenen.

Og dog, selvom vi ser tegnene og mærker antikrists ånd tage fastere og fastere form, så man allerede kan bæve i angst for det store opgør mellem Satans og Guds rige, så ved vi dog ikke timen. Vi få tværtimod at vide, at den skal komme som en tyv om natten, altså ganske bag på os. En af mine præstebrødre fortalte mig engang, at da han en morgen vågnede op og så, at en tyv om natten havde taget det tøj, han havde hængt på stolen ved siden af sengen, blev dette "som en tyv om natten" så levende som aldrig før.

Eller den dag skal ifølge Guds ord komme bag på os som en snare. Tænk bare på drengen, der har stillet sin snare, kornet er strøet, og fuglen hopper intetanende ind under soldet; et ryk - og i et nu er den fanget i snaren. Så pludseligt skal det ske.

Derfor siger Herren: Våg og bed, at I må blive i stand til at undfly alle disse ting. Med andre ord, lev i forventning om hans komme. Ingen kender dagen eller timen. Og brug så tiden. "Min tid er knap, jeg få at rende," sang Brorson. Er der nogen tid, det gælder for, så er det vor tid. Måtte vi med tanken på Herrens genkomst i vort arbejde for Guds rige, hjemme og ude, leve mere under dette: Arbejd, mens det er dag, der kommer en nat, da ingen kan arbejde.

Det andet store og endnu vigtigere spørgsmål er dette: Når Herren kommer i skyen (eller i døden,) hvem kan da bestå for Menneskesønnen?

Derom gør mennesker sig mange tanker og danner sig mange selvlavede meninger. Men det bliver her som altid, at det eneste, der få betydning på den store dag, det er, hvad Guds ord siger derom. Og ifølge Guds ord er der i hvert fald veje, som aldrig fører til målet.

Jeg tænker her på de gode gerningers vej, selvforløsningens vej. "Der findes ikke én retfærdig," siger Guds ord, "ikke én, alle er afvegne, og vi bliver retfærdiggjort uforskyldt af nåde ved forløsningen i hans blod."

Du når heller ikke den kristendom, der kan bestå for Menneskesønnen ad tankens vej. Utallige har prøvet det, og gør det også i dag; men Herrens ord gælder stadig. Det er skjult for de forstandige, men åbenbaret for de umyndige.

Du når det kun ad nådens og troens vej. Vil et menneske for alvor gå ind under Guds lovs krav, så vil han ende som den, der spiller den store fallit, åndelig talt. Vi kan ikke bestå for Menneskesønnen, besmittet som vi er fra hovedisse til fodsål. Jesus er kommet for at frelse. De kan ikke selv, ikke engang hjælpe til. Derfor kan Gud få lov at frelse dem som syndere - helt af nåde. Og kun den, der i troen har grebet om denne ubegribelige gave, kan bestå for Menneskesønnen.

Det fortaltes om biskop Rørdam, at han, da han talte ved Vilh. Becks båre, først sagde et par ord om Vilh. Becks store fortjenester og gode sider, men så føjede han til: "Men hvis nogen tror, at han var fuldkommen, så tror han fejl. Men når jeg tænker på Vilh. Becks synder, så er det, som om en gennemboret hånd lægger sig over dem, og jeg ser dem ikke."

Er du og jeg med vore synder inde under den gennemborede hånd, da - og kun da - kan vi bestå for Menneskesønnen.