I min studietid i København tog min svigerfar mig engang med ind til en gammel ven, han havde. Denne gamle mand, der nu altid lå til sengs, havde, da han blev 100 år, fået en pengegave af kong Christian X, og for den havde han købt et meget stort billede af den korsfæstede frelser, og dette billede hang nu over hans seng.

Da vi havde hilst på den gamle mand og talt lidt med ham, spurgte vi ham, om han ikke havde en sang vi skulle synge sammen. Han svarede da: "Jo, lad os synge:" "Ved korsets fod hos Jesus, jeg vil så gerne stå - -." Og jeg glemmer ikke den stille glæde og fred, der lyste ud af hans øjne, mens vi sang:

"Ved korsets fod hos Jesus,
jeg vil så gerne stå,
der finder jeg den klippegrund,
som jeg kan bygge på - - -."

Det var troen på korsets nåde, der var klippegrund for ham i liv og død.
Det er også det eneste, der kan bære os frelste hjem.
Til det kors viser den gamle pagts profeter frem, og til det kors viser den nye pagts apostle og skribenter tilbage.
Alle peger de mod Golgatas kors.

DEN TABTE, MEN GENFUNDNE SØN
Han sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Luk 15,11-19.

Hvor var vor frelser en mester i den kunst at fortælle: Skikkelserne træder os så levende i møde. Er det ikke, som om vi ser ham for os, den unge mand hin morgen, da udrejsen begynder, glad, munter og smilende til farvel. - Nu er han endelig fri, nu er det bare om at komme bort fra hjemmets kontrol og formaninger - ud hvor der er frihed til at leve, som man har lyst.

Det er vel mange unges mål i dag - og bliver manges ulykke. Det er ikke det, at de vil ud og se andre egne og andre skikke og lære noget nyt, der er galt, men det, at de vil ud, hvor der ingen hæmmende og snørende bånd er, ud, hvor de gamle ikke kan følge en, bort fra lærer, præst og søndagsskolelærer, ud hvor de 10 bud ikke tages alt for alvorligt, ud hvor man er sin egen herre og fri for Gud.

Står du som den unge mand på dørtærskelen og skal til at sige dit farvel, læs så lignelsen een gang til, og lad der ud fra den lyde et kærligt, men gennemtrængende: Betænk dig, betænk dig!

Og til dig, der allerede har taget de første skridt på vejen bort fra hjemmet og trøster dig med, at du da er din egen herre og kan vende om når du vil, skal siges et endnu alvorligere: "Stands, inden det er for sent!" På fortabelsens vej gælder den lov nemlig: "De første skridt går man, men de sidste glider man." Stands og se, hvordan det gik for den yngste søn. Til at begynde med smiler alt og alle til ham, men længe varede det ikke, før han opdagede at han var ude på den vej, hvor man altid mister. Sådan er syndens vej nemlig altid. Han mistede sin formue, han mistede sine venner, han mistede sin renhed, tomheden begyndte at melde sig, han led mangel, og til sidst begærede han bare at mættes af de bønner svinene åd, men ingen gav ham noget.

Passende kan den overskrift sættes over hans liv i dette øjeblik:
Syndens lyst, den var mig sød, nu smager jeg dens galde.

Det var den tabte søns skæbne. - Og det er de tabte sønners - og døtres - skæbne i dag: Til at begynde med er der venner nok og smil nok, og verdens lamper stråler i de skønneste farver - men snart er man ude på den vej, hvor man altid mister, mister sine sande venner, mister sin renhed, sin glæde og fred og får en nagende tomhed i stedet, for til sidst at ende i håbløshed og mørke, borte fra lyset og borte fra Gud - og fortsætter man, ender det med at man mister det dyreste man ejer, ens evige sjæl.

Hvor mange af dem, der lever derude på syndens veje, har ikke måttet sande I.P. Jacobsens ord: "Det bødes der for i lange år, som kun var en stakket glæde, der rinder sorg, rinder harm af roser røde."

Ja, man kan ikke frigøre sig for den tanke, at de mange selvmord og andre sørgelige fænomener, som vor tid er så rig på, for en stor del hører sammen med, at der er sønner og døtre, der midt i deres synd ser sig omgivet af det store mørke og ender i den store fortvivlelse.

Men der behøver det ikke at ende - det er lignelsens velsignede tale til os i dag, og lad det blive sagt så højt og stærkt, som det kan siges: Der behøver det ikke at ende - ikke for en eneste. Det er glædesbudskabet til os i dag. Enten vi så åndeligt talt sidder derude blandt svinene, eller vi hører til dem, der holdt sig til den gyldne middelvej, enten vi bærer på de tungeste og grimmeste syndeminder, eller vi er som syndere er flest. Der er en vej tilbage!

Der er en fader der venter på sit fredløse og fortabte barn.

Men når det ikke endte i mørket for den tabte søn, så var den første grund dertil sikkert, at der var en lille våge i hjertet som ikke var frosset til. Mindet om barndomshjemmet: Hos min fader har de brød i over flod, mens jeg omkommer her af hunger.

Hvilken magt over sindet har ikke barndomshjemmet! Mon ikke der er en sådan lille våge, der ikke er frosset til, i de allerfleste menneskehjerter? Vi ser det hos mennesker, vi mindst havde ventet det hos, mennesker der lever åndeligt talt langt borte fra hjemmet og måske aldrig eller meget sjældent sætter deres ben i Guds hus. Der var alligevel en våge der ikke var frosset til, da sorg og sygdom og prøvelser kom, ja, man siger jo, at selv den hårdeste sømand beder, når han kommer i havsnød.

Det er en trøsterig tanke med den våge der ikke fryser til. Og du far og mor, som har den sorg, at dine børn er gået bort fra hjemmet, åndeligt talt, hold ud i bøn, du kan gennem din bøn holde vågen åben og bede dem tilbage til faderhjemmet.

Vær også med dertil, I søndagsskolelærere og lærere i folkeskolen. Da jeg et år var med ved eksamen i religion i 2 klasser i skolen, traf det sig sådan, at de begge steder fortalte om den tabte og genfundne søn, og de gjorde det så levende og forstående, at jeg uvilkårligt måtte tænke, at hvis nogle af de børn nogen sinde skulle komme ud på de veje, som den tabte søn kom ud på, så vidste de i hvert fald, hvor vejen gik tilbage. - Vi skal takke for hver en, der er med til at holde vågen åben.

Vågen var i hvert fald ikke frosset til hos den tabte søn.

Barndomshjemmet og barndomsminderne står med ét levende og dragende for hans indre øje, og så vælder angeren frem fra hjertet. Han gik i sig selv. Det er altid det første skridt på vejen til frelse.

Hvad havde han ikke forspildt, hvad havde han ikke forvoldt af sorg derhjemme, og alt samlede sig i bøn og bekendelse, som er det allerskønneste Gud kan høre fra et menneskehjerte: "Jeg har syndet mod himlen og mod dig - -."

Det har sikkert gjort godt at få det sagt og få lov at græde ud, det var som om isen smeltede i det kolde hjerte. Og hans syndsbekendelse fulgtes af handling. Der var endnu vilje tilbage. "Og han stod op og gik til sin fader."

Det har sikkert på mange måder været en tung gang. Han har set den dag for sig, da han gik hjemme fra, munter og glad og fuld af forventning - og nu, nu kom han fattig, pjaltet, venneløs, plettet og skamfuld. Vi er nogle der mindes den tunge gang, da vi selv vendte om - hvor tit har mon ikke den tabte søn været fristet til at give op. Ville far overhovedet have med ham at gøre, ville han få lov til at komme ind. Tænk om han dog bare måtte få lov til at blive daglejer - at blive søn igen kunne der aldrig blive tale om.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Luk 15,20-24.

Og så gik det helt anderledes, end han havde tænkt. Var det ikke far der kom ham løbende i møde, smilende gennem tårer - og ikke et eneste bebrejdende ord - og så blev han omfavnet og kysset - og hans syndsbekendelse kvaltes i faderens favntag.

Den åbne faderfavn, det er midtpunktet, det er hjerteslaget i denne lignelse, og det er det i al levende kristendom.

For år tilbage besøgte jeg en søndag eftermiddag en ældre, troende enke, som i samtalens løb sagde til mig: "Jeg har gået en tung gang i dag, jeg har besøgt min søn, som sidder i Herning arrest, men da vi skiltes, sagde jeg til ham: "Det skal du vide, min dreng, hvad enten du kommer ved dag eller ved nat, så er hjemmets dør og din mors hjerte åben for dig." - Sådan kan en mor elske og tilgive. Tror du at Gud er ringere? Nej, han har selv sagt: "Kunne end en mor glemme sit diende barn, så kan jeg dog ikke glemme dig." Og det, Herren vil sige gennem den tabte søns historie, det et netop dette: "Det skal du vide, min søn, min datter, at hvad enten du kommer ved dag eller nat, så er hjemmets dør og din faders hjerte åben for dig." Tør du så tvivle på at du må komme? Du ser på dine pjalter, på dine mange synder, på de spildte år og det ødelagte liv.

Ja men Gud venter dig. For Jesu Kristi lidelses og døds skyld må du komme. Kom blot som den tabte søn kom, og der bliver glæde i himmel og på jord, over én synder der omvender sig og kommer hjem.

Og så var den tabte søn hjemme. Hvilen i faderfavnen blev kun begyndelsen til et lykkeligt liv i faderhjemmet.

At være hjemme! Kan et Guds barns lykke siges kortere og skønnere - at være hjemme, at have barnekår hos Gud, at være omgivet af hans utrættelige kærlighed, aldrig at være ham ude af øje, at opleve glæden, freden og trygheden i hans samfund. At kunne sige det med salmisten: "En dag i dine forgårde er bedre end tusinde jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt." Sl 84,11-12.

Og den glæde er både bibelsk og ægte kristelig.

Desværre hører man så lidt af den tone i vore dages forkyndelse - og desværre mærker man så lidt til den glæde hos os troende. Men det er ikke Guds skyld, skylden er vor egen. Jo mere man tager for sig af hjemmets goder, og det vil igen sige, at jo mere man lever i ordet og ved nadverbordet, jo mere man lever i sit lønkammer og i de helliges samfund, desto rigere og lykkeligere bliver gudslivet. I Salme 102,5, står der: "mit hjerte er som græs, der svides og visner. Jeg er hørt op med at spise mit brød." Når mangt et kristenliv er så fattigt og glædesløst som det er, så er grunden sikkert den, at vi ikke tager for os af hjemmets goder.

Vel er der også andre ting, der vil ødelægge barneforholdet. Djævelen er jo alle vegne og ikke mindst her. Snart frister han til letsind og kødelighed. Og for den, der én gang har smagt verdens glæder, er fristelsen til lige at prøve endnu en gang vel større end for den, der aldrig har smagt dem. Derfor hedder det også: "Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt." Og der var større mænd og kvinder end du og jeg der begyndte i ånden men endte i kødet.

Og snart frister djævelen til mismod og tvivl. Han påminder om de gamle synder - og de nye med - og søger at liste tvivlen om at det virkelig er tilgivet, ind i hjertet. Hvor ofte har jeg ikke, når den fristelse ligger nær, måttet sige til mig selv med en ældre, nu afdød kvindes ord: "Når jeg ser på mig selv og mit eget hjerte; så siger alting "Nej," men når jeg ser på den korsfæstede frelser og lytter til hans forjættelser, så siger alt "Jo." Og det er dog det han siger der gælder.

Og djævelen kan jo også prøve på at ødelægge barneforholdet ved at friste til hovmod og selvsikkerhed. Når man bliver gammel i gårde, bliver man let selvklog og selvsikker og glemmer taknemmeligheden over at man i det hele taget får lov til at være barn i faderhjemmet.

Da er det godt, åndeligt talt, at tage de pjalter frem vi kom i da vi angrende kom til faderhjemmet og bad om nåde. Det bevarer én i ydmyghed og taknemmelighed.

Således bliver der vel stadig kamp for at blive bevaret i barneforholdet. Men glæden er det første, og glæden er det sidste. Glæden i Herren er vor styrke. Livet i Gud er et liv i fred, et liv i glæde, et liv i håb. Og tænk så på den dag da vi når faderhjemmet oventil, og glæden aldrig mere skal forstyrres men vare evigt.

"- - - Og de begyndte at være glade," ja, sådan står der i vor tekst. Det ville have været skønt om lignelsen sluttede her - i fest og harmoni. Men det gør den ikke. Der er et skår i glæden. Den ældste søn vil ikke være med ved festen; han kan ikke glæde sig over sin broders omvendelse og hjemkomst, men står forarget og misundelig uden for i selvglad hovmod. For at forstå den ældste broder rigtigt, er det værd at lægge mærke til det der gav anledning til at Jesus fortalte lignelsen, og det finder vi i Luk 15,1.2: "Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem."

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færden. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet." Luk 15,25-32.

Lige så tydeligt som vi genkender toldere og syndere i den tabte og genfundne søn, lige så tydeligt genkender vi de knurrende farisæere og skriftkloge i den ældste søn. Og når Jesus skildrer den ældste søn som han gør, så er det selvfølgelig ikke for at sige at det intet betyder om et menneske kommer ud i de grimme synder og laster eller ikke. Han ved lige så vel som vi, ja, meget bedre, at mange af dem der kommer derud, blev så bundne af synden at de aldrig kom tilbage. Og vi ved også, at de der blev der hjemme, blev friet for mange bitre minder.

Men det Jesus vil sige er: Pas på, at du, der ikke kom ud i de grove synder, ikke skal ende i selvretfærdighed og med et stolt og ubodfærdigt hjerte lukke dig selv ude fra himlen. Det var det den ældste søn gjorde. Hør bare hvad han siger: "Jeg har aldrig overtrådt et eneste af dine bud." Farisæerne og de skriftkloge havde jo det samme sind og derfor havde de råd til at sparke til toldere og syndere. Og det er det mange såkaldte pæne og retskafne er ved at gøre i dag, når de i overlegen kulde og hån sparker til toldere og syndere der søger Jesus i deres nød.

Der er i den forbindelse to ting vi gør vel i at tænke over. For det første var der ingen synd Jesus var så hård over for, og talte så stærke ord imod, som selvretfærdighed, farisæer sind. Al synd kan tilgives når vi virkelig beder om det, men selvretfærdigheden lukker sig selv ude fra nåden. Den afgørende forskel på de to brødre er ikke den der straks falder os i øjnene, at den ene var så langt, langt ude i synd, mens den anden levede et pænt agtværdigt liv derhjemme, nej, for Gud er den afgørende forskel den, at den ene var kommet derned hvor hjertets råb var dette: "jeg har syndet mod himlen og mod dig - -." Der var plads for nåden. Mens den anden var så højt oppe at han kunne sige: "Jeg har aldrig overtrådt noget af dine bud." Der var ingen brug for Guds tilgivelse.

For det andet findes der ikke nogen virkelig pæn og retskaffen mand eller kvinde på denne jord. Nej, inde for den hellige Guds øjne er vi alle syndere, fortabte syndere, der er ikke én retfærdig, ikke en eneste. Og vil vi være af sandhed må vi sige med salmedigteren: "Thi stod jeg som en synder her, min skaber for dit øje, om end for verden ren og skær, jeg turde mig ophøje, men ak jeg ved ej heller tal på mine fejl og mine fald, de dunkle med de klare."

Derfor bliver der kun én vej for os alle, store og små syndere, grimme og pæne syndere, og det er nådens vej. Og for dem der i sandhed kommer til Gud med bønnen: "Gud vær mig synder nådig," gælder det: "Hvad enten du kommer ved dag eller ved nat, så er hjemmets dør og din faders hjerte åbent for dig."

NU - SIDEN - ALDRIG
Det hedder jo: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag! 2Kor 6,2.

Dette siger Herren: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, så du kan genrejse landet og fordele de øde jordlodder. Es 49,8

Disse tre ord: Nu - siden - aldrig, som jeg engang så som overskrift på en traktat, har ofte senere stået for mig, og jeg tror især, fordi jeg gang på gang har oplevet sandheden af disse ord, at det som skulle have været gjort nu men blev udsat til siden, så ofte blev til et aldrig.

Og aller vigtigst var det når det gjaldt et menneskes evige skæbne. Gud kaldte, nu gjaldt det valget mellem velsignelsen og forbandelsen mellem det "at sidde ved Egyptens kødgryder eller at lide ondt med Guds folk," mellem frelse og fortabelse, nu var Gud nær, nu skulle det være alvor med omvendelsen. Og hvad blev det så til? Det gik så ofte sådan at man ikke kendte sin besøgelsestid, det blev udsat til siden og det blev til aldrig. Ja, det var mangt et menneskes evige skæbne. Thi man erfarede at de bånd som man syntes var for svære at bryde nu de blev kun langt stærkere siden. Den oplagthed som man savnede nu, men ventede siden kom aldrig.

Og djævelen triumferer for han er ikke så fordringsfuld at han forlanger at et menneske skal være afgjort modstander af Guds rige, nej, han går endogså med til at et menneske søger når det blot ikke bliver alt for alvorligt. Bare han får det ind på opsættelsens skråplan, så er han tilfreds, for han ved langt bedre end vi at opsættelsens: siden alt for ofte blev vejen til fortabelsens: aldrig.

Se nu er det en velbehagelig tid, se nu er det en frelsens dag!
Herren hjælpe dig til at bruge din besøgelsestid. Han hjælpe dig til det store opgør der begynder med at et menneske som den
fortabte søn, går i sig selv og begræder sin synd og som ender med at han som hin søn, hviler i sin faders arme som et benådet og elsket barn.

Og nu du, kære broder og søster i Herren, du kender sikkert også til det skæbnesvangre: Nu - siden - aldrig. Der var noget Guds ånd bad dig gøre nu og du udsatte det til siden og det blev aldrig. Tænk på at når Herren kommer igen på den store dag, da vil han også dømme dig og mig for det vi undlod at gøre.

Se nu er det en velbehagelig tid, se nu er det en frelsens dag!
Herrens bud til dig i dag er måske: Gå hen og forlig dig med din broder og gør det nu - er du så villig til at gå, ellers kan det komme til at koste dig din fred.
Eller Herren siger til dig: Nu skal du have den synd ud af dit liv, som du går og leger med og kæler for og som du godt ved stjæler din kraft og frimodighed. Er du så rede til straks at "rive dit øje ud" og "hugge din højre hånd af?"

Eller Herren minder dig om at tale til et andet menneske om Jesus - måske en af dine allernærmeste. Vil du gøre det nu mens du har dem, at du ikke skal stå ved deres grave og ordene fra Ezekiel 33,7-8. skal dømme dig: "du skal advare dem fra mig. Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd."

Eller Herrens ånd minder dig om en tjeneste, en venlighed du skulle vise, et brev du skulle skrive, et trøstende ord du skulle bringe. Hvor gælder det da om at gå når Herren siger: "Nu!" Giv mig en blomst, mens jeg lever, at øjet kan frydes derved, thi lidet mig gavner de blomster, du lægger på kisten ned.

Lad os gøre det straks, thi "siden" kan så let blive til "aldrig."

HVAD GIVER MIG FRIMODIGHED?
Ja, i sandhed, de har slået sig sammen i denne by mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med folkene og Israels stammer for at udføre det, som din hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske. Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn." Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed. Apg 4,27-31.

I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud. Ef 3,12.

Er der nogen slægt der har trængt til frimodighed, så er det vel vor. Kunne man se ind i hjerterne ville man hos mange i stedet for frimodighed finde mismod, tvivl og anfægtelser. Og grunden er oftest den at vi grunder vor frimodighed på det der skifter og svinder, i stedet for at forankre den på Gud alene, på hans gerning i Jesus Kristus og på hans forjættelser.

Hvad giver en synder frimodighed til at komme til Gud? Er det vore fromme gerninger, vor længsel, vor anger og vore tårer? Nej, frelsen bliver aldrig en handel vi kan slutte med Gud. Vi har intet som helst at give til gengæld for hans nåde. Frelsen er uforskyldt. "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds." Ef 2,8. Det eneste der giver en pjaltet, uren og besmittet synder frimodighed til at komme, er det at se ind i Guds kærlighed. Aldrig skal jeg glemme det alterbillede som jeg engang har set i en af vore kirker. Gud fader sidder på sin trone, foran ham står Jesus Kristus, blodet flyder fra sårmærkerne i hans side og Gud peger for os på sårene. Under billedet læser man ordene fra 1Joh 2,2: "Han er et sonoffer for vore synder." Det alene kan give en synder frimodighed til at komme.

Hvad giver en synder frimodighed til at blive ved med at komme? Er det mine sejre over synden, min helliggørelse, mine gode forsætter? Ak nej, var det det jeg byggede min frimodighed på, så ville min sjælstilstand ligne havets bølger, snart oppe, snart nede, og så ville jeg vel for længst have tænkt: Nej, Gud kan ikke blive ved at have med dig at gøre længere. Skal jeg bevare frimodigheden til at blive ved at komme, trods alle nederlag så må den alene være grundet på Guds ubegribelige nåde og langmodighed. Og skulle han der sagde til Peter: "-- ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange." Matt 18,22. skulle han være mindre langmodig? Gud bliver aldrig træt af at tilgive og oprejse. Derfor er det værste ikke at vi falder, selv om det er galt, thi det er jo et skridt ud på den brede vej; men det værste er, hvis vi bliver liggende i faldet. Vi må op igen og ind i Guds tilgivende nådefavn. Vor bibel understreger med mange eksempler at dette er vejen. Et af de skønneste eksempler er for mig personligt opgøret mellem Jesus og Peter: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" Og jeg kan tænke mig at Jesus spørger tredje gang, da er Peter så langt nede at han kun tør tænke: "Blot Jesus dog endnu vil kalde mig sit barn, en gerning tør han i hvert fald ikke betro mig mere." Og så fik Peter ikke blot Jesu hele og fulde tilgivelse; men han betroede ham tilmed en langt større gerning: "Vogt mine lam!" "Vær hyrde for mine får!"

Hvad giver mig frimodighed til at tro på, at de kære jeg beder for, skal komme med og at gerningen jeg er med i i Guds rige, skal lykkes?

Er det mit arbejde (ja, det skal til,) er det mine evner, min åndelige varme? Eller er det dette at jeg ser dem jeg beder for, blive mere gudelige, flittigere til at høre Guds ord, lettere at få i tale? Ja, lad mig glæde mig derover om det sker. Men hvis min frimodighed og tro er grundet derpå, hvad så den dag de går den anden vej, bliver hårdere, ja stamper mod brodden. Kun ét kan give mig frimodighed til at blive ved trods alle svingninger, at jeg stoler alene på Herren, holder fast ved hans forjættelser selvom alt siger nej. "Kan du tro, skal du se Guds herlighed," sådan blev det engang sagt foran en grav hvori der hvilede én hvis legeme allerede var i forrådnelse. Og de fik at se at Jesus kan vække liv af døde. - Tænk i den forbindelse også på en Saulus, der fnøs med trussel og mord mod de hellige eller på en Augustin, der tumlede sig i de værste synder og på en Skrefsrud der sad bag fængslets mure og blev fundet af Gud. Lad det styrke vor tro og frimodighed. Og salige er de, som ikke har set og dog troet.

Hvad giver mig frimodighed over for døden og dommen? At jeg engang blev omvendt? Ja, dermed måtte det begynde. Eller min helliggørelse? Ser du og jeg på den og på, hvor halvt og ringe det hele blev, så må troen rystes. Og mon ikke den mest helliggjorte iblandt os vil føle allermest, hvor halvt og delt det hele er. Skal vi bygge på vort eget, er vi på gyngende grund.

Nej, kun et eneste giver frimodighed over for død og dom, Guds ufattelige nåde og tilgivelse rakt os i møde gennem det fuldbragte værk på Golgatas kors. Det vil med andre ord sige, at vi ender der, hvor vi begyndte: "Af nåde er I frelste ved tro - -."

Vi fortrøster os alene i "Kristus Jesus, vor Herre, i hvem vi har frimodigheden og adgang med tillid ved troen på ham."

FAR UD PÅ DYBET!
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!" Men Simon svarede: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud." Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: "Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand." For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11.

Ud på syndedybet. - Det var dér, Peter var ude, da han kastede sig ned for Jesu fødder og råbte: Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig mand, Herre! - Det var dér, Esajas var, da han i templet stod over for den hellige Gud og råbte sit: Ve mig! thi jeg forgår; thi jeg har urene læber - - -. Det er dette dyb, ethvert menneske kommer ud på, når man møder Gud, enten man ser ham i hans hellige renhed eller møder ham i de ti buds mægtige krav eller i hans ubegribelige kærlighed i Jesu offer på Golgatas kors, og Ånden samtidig viser én ens eget hjertes urenhed, halvhed og hårdhed. Da forstår man pastor Vilh. Becks ord: "Om jeg var af glas, og mennesker kunne se ind i mig, da var der ikke én, der ville røre mig med en ildtang."

Ud på nådedybet. - Peter fik lov til at komme ud på det forunderlige dyb, der hedder Guds nådedyb: Frygt ikke, fra nu af -. Gud støder ikke den ydmygede Peter bort. Tværtimod!

Er du en af dem, der er ude på syndedybet og ikke véd, hvordan der skal blive fred og vished, så stil dig foran Kristi kors og se ind i Guds nådedyb: "At du har mig elsket, det véd jeg så nøje, det ser jeg dig ud af dit bristende øje, det læser jeg klart i de blodige hænder, det står i din side, hvor spydstikket brænder." Ligesom Kristen i "En pilgrimsvandring" oplevede man, at syndebyrden gled af ens skuldre, da man stod foran den korsfæstede og så ind i korsets nåde. Vov dig ud på det nådedyb. Det kan bære hele livet og engang i døden. Og find hans herlige forjættelser i din bibel og kast dig i tro ud på dem. Sig Peter det efter: På dit ord, Herre!

Tro uden at se og uden at føle, tro alene, fordi Gud siger det. Glæden og freden skal nok følge.

Ud på menneskedybet. - "Fra nu af skal du være menneskefisker." Tænk, hvilken nåde og hvilken opgave. Og samme opgave fik du og jeg, Guds barn. Vi skal ud på menneskedybet. Ser du det for dig: Dit hjem, din by, dit land, ja, helt ud på hedningemark? Vi kan knuges under ansvaret, når vi ser vor egen afmagt; mismod og vantro vil snige sig ind; men lad os i dag og i fremtiden gentage Peters ord: På dit ord, Herre! Herren selv skal da gå med og gøre underet.

Følg os så på rejsefærden,
tænd for os din himmelbavn,
da vi rundt i vide verden
fare trøstigt i dit navn,
mens vi på dit ord og bud
frejdigt kaster garnet ud
i det dyb, hvor ingen bunder:
Kristi kærligheds vidunder.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk