Tab ikke modet, selv om du har brugt forkerte metoder i arbejdet for andre, for det har jeg også. Hvis du har gjort dig skyldig heri, har jeg det langt mere.

For en del år siden var jeg prædikant i et distrikt, hvor vi også havde en skole. En morgen ringede min telefon. Det var skolens administrator, som bad mig om at komme med det samme.
»Jeg er i vanskeligheder. Vil du ikke nok hjælpe mig.« Jeg sprang ud til bilen og kørte så hurtigt, jeg overhovedet turde. Da jeg kom derhen, fik jeg at vide, at min ven var oppe på anden sal. Jeg for derop, og idet jeg træder ind i lokalet, ser jeg administratoren sammen med en kvinde. Hun var i gang med at give ham den største opsang, han havde fået i sit liv. Jeg fik helt ondt af ham. Jeg syntes, det var synd for den stakels mand.
Straks blussede hele min retfærdige harme op. Ja, sådan kalder vi det jo - retfærdig harme.
Jeg tror, at Gud ville bruge et andet udtryk om den. Jeg følte, at hun måtte have uret på grund af den holdning, hun udviste.
Denne holdning smittede af på mig.

Efter at have hørt på hende et øjeblik brød jeg ind:
»Ved du, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var dig?« sagde jeg henvendt til administratoren.
»Jeg ville simpelthen ikke opholde mig i samme rum som den kvinde.«
Hvad var det, jeg gjorde - jeg fordømte hende. Hun hørte det.
Administratoren var glad for rådet.

Et øjeblik efter var vi på vej ned ad trappen. Men jeg var kun kommet nogle få trin ned ad den, før Herren indhentede mig.
Som du ved, kan man komme foran ham. Herrens Ånd sagde til mig: »Du har jo fordømt hende. Sådan er Jesu evangelium ikke. Det er ikke Jesu metode.«
Jeg vendte mig lige på stedet om mod administratoren og sagde: »Bror, jeg har begået en fejl. Jeg gav dig et dårligt råd.«
»Jeg mener, at du gav mig et godt råd,« svarede han. »Og jeg følger det.«
For mig så det ud, som om han tog to trin ad gangen resten af veje ned ad trappen.

Igen udbrød jeg: »Bror, jeg har taget fejl. Jeg går tilbage til hende.« »Hvis du går tilbage til hende,« svarede han, »kommer du til at gøre det alene. «Jeg tænkte ved mig selv:  »Jeg ville ønske, at jeg kunne slette den ene sætning ud, jeg havde sagt oppe i det lokale. «Bare en sætning. Det var det hele. Havde jeg dog bare ikke sagt noget. Men det havde jeg. Jeg tænkte på, at før jeg havde sagt den ene sætning, stod striden mellem hende og administratoren. Det kunne jeg godt have været tilfreds med. Dengang var jeg kun en tilhører.
I samme øjeblik jeg havde sagt den sætning, var han fri. Nu havde jeg et regnskab at gøre op.

I det samme kom jeg i tanker om et godt råd, som jeg havde fået for mange år siden. Det var, at jeg skulle bede den anden om undskyldning, som om jeg var den eneste skyldige, hvad enten jeg var det eller ej. Selvom den anden var 20 gange mere skyldig end jeg, skulle jeg bede om undskyldning, som om jeg var den eneste.

Jeg råbte:  »Jeg går tilbage til hende.«  Jeg tror, at de trappetrin var de vanskeligste, jeg nogen sinde har prøvet at gå op ad. Jeg bad Gud om hjælp. Jeg havde fordømt hende, og det var mig, der måtte bringe tingene i orden igen. Jeg gik tilbage tillokalet, hvor vi havde været.

Da jeg kom derind, viste det sig, at hun var gået op på etagen ovenover. Da hviskede Satan til mig: »Nu har du gjort nok. Det er ikke nødvendigt at gå endnu en trappe op.«  Men jeg svarede:  »Jeg fortsætter derop. Gud, giv mig styrke dertil.« Den trappe er den vanskeligste, jeg nogen sinde har bevæget op ad. Jeg kunne næsten ikke flytte den ene fod hen foran den anden. Men jeg var besluttet på at fortsætte. Idet jeg bevægede mig trin for trin opad, bad jeg i mit indre hele tiden Gud om at hjælpe mig. Jeg vidste, at jeg ikke ville være i stand til at møde den kvinde alene.
Jeg måtte have Gulds hjælp.

Jeg har opdaget, at det er meget lettere, at fordømme end at bede om undskyldning. »Bekend derfor jeres synder tor hinanden« Jak 5,16.

Endelig nåede jeg op ad trappen og fandt kvinden i et lille tagværelse. Du skulle have set det blik, hun sendte mig!
»Søster,« sagde jeg, »jeg er kommet for at bede om undskyldning for det, jeg sagde. Jeg håber, at du vil tilgive mig.«
Hun svarede skarpt: »Det kommer da an på, om du er ked af det.«

Sikke et blik hun sendte mig!
Det mindede mig om den måde, en af vore katte legede med en mus på. Den ville ikke slå den helt ihjel, men heller ikke lade den gå. Det var den måde, hun behandlede mig på. Jeg bad derfor i mit stille sind: »Herre, hjælp mig til at kunne tage dette. Hjælp mig til at kunne tage det, jeg møder. Det var mig, der fordømte hende. Jeg er nødt til at bringe sagen i orden.«

Jeg sagde derfor: »Søster, jeg er ked af det, jeg sagde. Jeg håber, at du kan tilgive mig.«

»Er du nu også sikker på det?« Hun sendte mig endnu et dræbende blik.
Hun fortsatte med at plage mig med sin sarkasme. Jeg ved ikke, hvor længe hun blev ved på den måde, men for mig virkede det meget længe.

Til sidst sagde jeg til hende: »Søster, jeg ved ikke, hvad det er, der tynger dig. Men jeg kan se, at det må være noget alvorligt. Jeg tror, at det kun er Gud, der kan lette din byrde.«

Jeg husker ikke længere nøjagtigt, hvad jeg sagde, men det var noget i denne retning:  »Jeg er ked af, at jeg fordømte dig. Jeg burde have bedt for dig og hjulpet dig med at bære byrden. Jeg er kommet her op for at bede for dig og med dig. Vil du lade mig bede for dig nu?«
Hun sad bare og så stift på mig i flere sekunder. Så sagde hun: »Godt, så lad os det, hvis du virkelig mener det.«

Nu kunne vi smile, men det var alligevel ingen fornøjelse. Vi knælede begge ned på gulvet i tagværelset.

Jeg bad inderligt til Gud. Mens jeg gjorde det, mærkede jeg varmen komme fra Guds Ånd. Ved du, hvorfor jeg mærkede det? Der skete en forandring med mig. Min holdning skiftede fra fordømmelse til at ville hjælpe et andet menneske. Da kunne Herren gøre noget ved mig og for mig og gennem mig. Jeg følte Guds Ånd fylde min sjæl. Jeg bad ikke mig med min stemme, men af hjertet for denne kære dame. Det gjorde jeg virkelig. Mit hjerte var forandret.

Da jeg havde afsluttet min bøn, begyndte hun at bede. Jeg har aldrig hørt en lignende bøn i hele mit liv. Hun brød sammen og græd. Hun sagde hulkende: »Herre, jeg bekender for dig og denne prædikant, at det er mig, der er skyld i alt det, der er sket. « Hun fortsatte med at beskrive alle detaljerne i affæren såvel for Herren som for mig, og hvordan hun stod bag det hele.
Mens vi lå på knæ på gulvet i tagværelset, gav denne kære søster på ny sit hjerte til Jesus.

Da jeg vendte om fra fordømmelsens vej, brugte Gud i sin nåde mig til at frelse dette kære menneske. Ved mit eksempel havde jeg faktisk lært hende at bede om tilgivelse.

Bibelen giver os denne opfordring: »Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden« Jak 5,16.
Ofte bekender vi andres fejl og taler om dem i stedet for at bekende vore egne fejl og bede for vore medmennesker. Der er en verden til forskel på de to metoder. Jeg bør bekende mine egne fejl og bede for de andre i stedet for at bekende de andres fejl og forsvare mig selv.
»Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham« Joh , 3,17.

»Mennesker, som har samvittighedsnag, har det meget svært.
De er ligesom lammet. De vander af sted og er ved at segne. De kan ikke se klart. Deres sind er omtåget, og de ved ikke, hvad de skal gøre. Der er mange stakkels mennesker, som bliver misforstået. Ingen bryder sig om dem. De er fortvivlede og bedrøvede. De er som fortabte får, der er faret vild. De kan ikke finde Gud, men nærer et stærkt ønske om at få tilgivelse og finde fred.

Lad være med at sige noget, som vil volde dem endnu mere smerte!
Når et menneske er træt af et liv i synd og ikke ved, hvor det skal finde lindring, skal man fortælle det om den med følende frelser.«
Mange er forvirret, omtåget og nærmest lammet. Det ved ikke, hvad det skal gøre.
Det ønsker at gøre det rette, men kan ikke finde ud af at tage det næste skridt.
De har brug for en kristen vens hjælp.
Vi kan ikke sige: »Bror, du gør det rigtige,« når han ikke gør det.

Vi må aldrig forsvare synderen i hans synd. Aldrig!
Men vi bør stille os ved hans side og i Kristi Ånd sige: »Bror, Jesus elsker dig og mig. Er du skyldig i denne synd, er jeg måske skyldig i en endnu værre synd. Hvis du har begået fejl, har jeg måske begået fejl, der er endnu værre. Men Jesus er her. Han bøjer sig over os. Han elsker os, og han vil komme os til
hjælp.« Det er dette evangelium om Jesus, han har givet os at bringe videre.

Jeg beder hele tiden Gud hjælpe mig til ikke mere at fordømme nogen. Men hvor er det glippet for mig mange gange.
Måtte Gud tilgive mig. Jeg beder Gud om, at jeg må kunne fremstille vor kære Frelser sådan, at den vildfarne og fortabte kan se, hvordan han skal tage det næste skridt og det næste igen og endnu et, indtil han til sidst falder ned for korsets fod i dyb anger.

Kom, som du er, til din frelser,
smittet af vantroens dynd!
Blodet, som flød fra hans vunder,
renser din sjæl fra al synd.

Kor:
     Kast dig i Frelserens arme,
     læg dig til ro ved hans bryst,
     hør, hvor det stormer derude,
     her er der fredfyldt og tyst.

Timerne flyver så hurtigt,
aldrig de kommer igen,
snart vil de dybe dødsvande
rulle mod livsstranden hen

Hvi vil du længere dvæle -
borte fra livet i Gud?
Verden bedrager dit hjerte;
kom og bliv Frelserens brud!

Tænk, når de skinnende porte
åbnes for bruden engang!
Tænk, når vor frelser os favner
hjemme blandt englenes sang!