Sammen med en anden prædikant besøgte jeg nogle dåbskandidater. Da vi var lige ved at skulle gå fra et hjem, vi besøgte, sagde damen: "Må jeg ikke lige stille jer et spørgsmål? Er det en synd for en kristen at bruge læbestift?" Hendes venner havde sagt til hende, at hun virkede bleg, og at hun så sundere uld, når hun brugte lidt læberødt. Det var det, der fik hende til at spørge.

Jeg er bange for, at der var engang, hvor jeg øjeblikkelig ville have svaret hende på en måde der ikke havde været en kristen værdig. Men da hun spurgte, bad jeg i mit indre Gud om at opfylde et løfte: "Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rund håndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den" Jak 1,5.

Jeg er ikke i stand til at sige, hvad et menneskes hjerte har brug for. Det kan kun Jesus. Han alene kan stille diagnosen for menneskets hjerte. Han måtte lægge sine ord i min mund. Derfor bad jeg ham om visdom. Og han gav mig svaret: "Søster, det forholder sig sådan, at kristendom er en vækst i nåde. Nogle er vokset mere i Kristus end andre. Jeg ved ikke, hvor langt du er kommet i din vækst."

Mens hun spørgende og smilende så på mig, sagde den anden prædikant: "Jeg kan fortælle dig, hvad du skal gøre. Tal med Jesus om det. Det svar han giver dig, vil være helt tilfredsstillende for os."

Hun svarede: "Det er netop der, problemet ligger. Jeg har allerede talt med Jesus om det, og han siger, at jeg ikke bør gøre det."

Vi smilede begge og svarede: "Fint, så har du jo allerede fået svaret - ikke sandt?"

"Ja, det har jeg," sagde hun.