Gode råd.
Jeg elsker at se kristne få visionen
om at nå fortabte mennesker for Kristus. Det er fantastisk at se
dem komme ud over deres første uvillighed og udvikle færdigheder,
som med Helligåndens indflydelse vil give en stor høst af
nye kristne. Og særlig glad er jeg, når jeg hører, at
en af dem for første gang har ledet et menneske til Kristus, for
jeg ved, at den erfaring vil øge deres tro og sikre dem endnu større
fremgang.
Men endnu mere elsker jeg at se nogle smittende kristne
sprede bacillen til andre i deres fællesskab, som så igen giver
den videre til flere mennesker, indtil en evangelisk epidemi bryder ud
i hele deres menighed.
Tænk over dette: Hvis en smittende kristen kan blive
brugt så effektivt af Gud, hvad vil der så ske, når en
hel menighed bliver smittende? Når dette indtræffer, vil vi
se en eksplosiv åndelig påvirkning af hele samfundet. Hvor
vigtige vore individuelle anstrengelser end er, vil Gud i sidste ende nå
verden gennem de forenede anstrengelser og aktiviteter, som alle vi i kirken
arbejder på.
Jeg behøver ikke at fortælle dig, at de
fleste menigheder ikke er sådan. Heldigvis er der strålende
undtagelser, men stadigvæk er der alt for mange, som blot fortsætter
uge efter uge, alt imens de forsøger at holde medlemstallet, få
budgettet til at hænge sammen og opretholde status quo. De har ingen
vision om at nå fortabte mennesker og vise dem vejen til Gud, fordi
de selv er for optaget af at diskutere interne forhold og splittelser.
Jeg mener, at dette er en parodi. Det var i hvert fald
ikke det, Jesus tænkte på, da han talte om at bygge en kirke,
som dødsrigets porte ikke skulle få magten over (Matt 16,18).
Hans vision var, at kirken skulle være en aktiv, dynamisk, ekspanderende
kraft, som man måtte regne med (Apg 1,8). Og centralt for dens mission
skulle stå bestræbelserne for at redde, genløse og rekruttere
mennesker, som sidder fast i synden.
Med en sådan mission må vi alle være
på vagt over for selvtilfredshed. Selvom du tilhører en menighed,
som i nogen grad stræber mod det mål, er det vigtigt ikke at
fokusere på det antal, der allerede er nået, men på de
millioner af mennesker, som uden håb vil møde Guds dom.
Vi bør glæde os over omvendelser, når
de forekommer, men vi må aldrig blive tilfredse og holde op med at
række evangeliet til andre. Så længe hele verden ikke
har mødt Kristus, har vi stadig arbejde at gøre.
Vil du ikke gerne være engageret i en menighed,
som helhjertet tilslutter sig dette mål? Vil du ikke gerne bidrage
til, at din menighed bliver mere smittende? For at hjælpe dig videre
i dine overvejelser om, hvordan en sådan menighed ser ud, vil jeg
opstille nogle kendetegn, som man vil finde i menigheder, der vinder mennesker
for Kristus. Brug dem som en checkliste til at se, om de gælder den
menighed, du er en del af. Det er mit håb, at du og de øvrige
medlemmer i din menighed ikke blot vil værdsætte jeres menigheds
stærke sider, men at l også vil begynde at drøfte, hvordan
l kan gøre noget ved svaghederne.
*** De fleste kristne kan citere Joh 3,16. Kendsgerningen,
"Således elskede Gud verden", er ikke en viden, der mangler i menighederne.
Problemet er, at vi kan vide det i vore hoveder uden at lade det synke
ned i vore hjerter. Det må ikke forblive teologi, det må også
blive en værdi, som bliver levet ud.
Jeg har sat dette kendetegn først, fordi det er
her, vi så ofte falder igennem. Om igen: det er her, jeg så
ofte falder igennem. Til trods for, at jeg i årevis har undervist
andre om, at mennesker har betydning for Gud, er det så let for mig
at glemme den kendsgerning, når jeg befinder mig midt i en travl
uges mange gøremål. Pludselig tager jeg mig selv i at behandle
et andet menneske som en ting og ikke som en person, Gud elsker og har
omsorg for.
Faren for de menigheder, der gerne vil blive smittende,
er, at de overser nødvendigheden af hele tiden at fremhæve
denne grundlæggende værdi. I stedet for kaster man sig over
nye programmer, eller man eksperimenterer med de sidste nye evangelisations
metoder, eller man bruger skyldfølelse til at presse medlemmerne
til evangelisation.
Men resultaterne af disse anstrengelser er sædvanligvis
overfladiske og kortvarige. Det er bedre at begynde med menighedens grundlæggende
tro og gennem undervisning og oplæring og ved eksemplets magt at
forsøge at vise Guds hjertelag over for ikke-kristne mennesker.
*** Man kan altid se, om en menighed værdsætter
fortabte mennesker ud fra dens prioriteringer og beslutninger. Det er særlig
tilfældet, når medlemmernes personlige ønsker kolliderer
med de søgende menneskers behov uden for menigheden.
I slutningen af 1960' ene, da Jesus-bevægelsen begyndte
at tage fart, stod traditionelle menigheder i det sydlige Californien i
et dilemma. Problemet var, at langhårede, barfodede hippie-typer
begyndte at komme til deres gudstjenester, og deres snavsede fødder
satte mærker på gulvtæpperne i kirkerne.
Dette forårsagede en hel del røre blandt
lederne af disse menigheder. Nogle ville forbyde disse sociale udskud at
sætte deres ben i kirkerne. Men især en menighedsleder, Chuck
Smith, imødegik den holdning og erklærede, at man skulle være
imødekommende og gæstfri over for disse mennesker. Heldigvis
accepterede hans menighed denne holdning. Calvary Chapel i Costa Mesa,
Californien, har siden haft betydning for tusindvis af søgende mennesker,
og deres indstilling til tjeneste er blevet kopieret af andre menigheder
over hele landet.
De langhårede, de anderledes klædte og andre
lignende, bør på lige fod med alle andre bydes velkommen i
menigheden! MEN for ALLE gælder det at de skal efterleve Bibelens
forskrifter, bud, og vejledning.
Selvfølgelig betyder mennesker mere end gulvtæpper,
og selvfølgelig er en evangeliserende indsats vigtigere end en fest.
Hvordan kunne det overhovedet være et problem?" Men det er aldeles
ikke klart, når prioriteter kolliderer og menighedsmedlemmerne graver
sig ned og forsvarer deres mærkesager.
Hvad skal fx prioriteres, når den årlige menighedsudflugt
kommer i konflikt med en enestående mulighed for at arrangere et
evangelisationsfremstød med en taler, som kun er i byen denne ene
dag'?
Og hvad sker der, når ungdomsarbejdet har brug
for penge til en evangeliserende koncert for deres venner, og I gerne ville
bruge disse midler til en tiltrængt maling i kirken eller til at
lægge fliser på parkeringspladsen - bortset fra at I slet ikke
bryder jer om den larmende musik, som de unge spiller?
Disse konflikter er virkelige, hvilket du måske
allerede er pinligt bevidst om. Kan du nu se, hvorfor jeg begyndte denne
liste med behovet for at sætte evangelisation højt og prioritere
fortabte mennesker'?
Jeg siger ikke, at dette vil give færdigsyede løsninger
på ethvert problem. Men der er tale om retningslinier, som kan lægge
en dæmper på vor tendens til at åndeliggøre vor
selvcentrerethed og hjælpe os med at træffe beslutninger, der
vil skubbe vore menigheder i retning af at blive stadig mere smittende.
*** Et andet vigtigt kendetegn på disse smittende
menigheder er, at evangelisation er integreret i deres overordnede strategi.
Oplæring i evangelisation og evangeliserende arrangementer er med
andre ord ikke underordnede aktiviteter, som er henvist til en enkelt person,
afdeling eller aften i ugen. Disse ting er derimod en uadskillelig del
af, hvad hele menigheden i det hele taget er.
*** Der er en fare for, at man i menighederne sætter
tommelskruerne på ethvert søgende menneske, der går
ind ad døren. "Måske får du kun denne ene mulighed"',
tænker man, "så du må hellere gribe den og lede mennesket
til Kristus nu."
Der sker sædvanligvis det, at de kristne, som er
opsatte på at evangelisere så intenst, faktisk kun får
denne ene mulighed. Men det skyldes, at de forhastede sig og ville lede
mennesket til tro første gang, de knyttede kontakt. Den søgende
bliver simpelthen skræmt bort af deres forcerede fremgangsmåde.
Men der er noget, jeg har lært af mine år
i tjenesten. Når man respekterer og anerkender den proces, mennesker
går igennem, før de kommer til Kristus, vil mange af dem være
villige til at tage det første skridt. Din holdning fortæller
dem, at du udmærket forstår, hvad der foregår i dem,
mens de foretager disse vanskelige skridt hen imod troen. Selv har jeg
forsøgt at tage højde for denne proces på to forskellige
måder.
For det første opmuntrer jeg vore medlemmer til
at opbygge autentiske venskabsforhold til de mennesker, de håber
at nå. På den måde vil de altid være til rådighed,
når disse oplever op- og nedturene under deres åndelige rejse.
For det andet har vi tilrettelagt vore gudstjenester
på en sådan måde, at de forholder sig til de spørgsmål,
som mennesker, der undersøger kristentroen, står med. Vi lader
dem også vide, at de ikke blive bedt om at synge, skrive under, sige
eller give noget som helst, mens de er i søgefasen. Dette giver
dem den nødvendige mulighed for at adlyde Jesu befaling om at "beregne
omkostningerne" ved at følge ham, før de skriver under på
den stiplede linie.
*** Noget af det, søgende mennesker frygter allermest,
er at blive bedt om at forpligte sig på noget, de ikke forstår
eller er enige i. Alligevel har jeg hørt fra så mange af dem,
at en menighedsleder på et tidspunkt gjorde dem forlegne, fordi de
havde givet udtryk for ærlig tvivl, eller nedladende fortalte dem,
at hvis først de accepterede den kristne sandhed, så ville
de finde en indre vished for, at den også er - sand. For et tænkende
søgende menneske siger den slags bemærkninger: "Disse mennesker
er ikke interesserede i sandheden. De forsøger blot at forsvare
partilinien. Jeg må hellere pakke sammen og gå et andet sted
hen!"
Bibelen siger i 1 Pet 3,15, at vi skal "altid være
rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for
det håb, I har. Desuden formanes vi i 1 Thess 5,21: "Prøv
alt, hold fast ved det gode." Vi mere end nogen anden burde være
optaget af sandheden, eftersom vi tilbeder sandhedens Gud, og han befaler
os at studere og kende den selv.
Menigheder, der virkelig ønsker at nå ærlige
sandhedssøgende mennesker, vil gøre en helhjertet indsats
for åbent at beskæftige sig med de spørgsmål,
som mennesker stiller. De vil vise tillid til Bibelen og den tro, de har
investeret deres liv i, og den tillid vil vokse, når de igen og igen
ser, at selv de mest pågående udfordringer til troen kan mødes
med gode svar.
*** "Gør som jeg siger, og ikke som jeg prædiker"
- dette er ikke nogen god måde at opbygge en evangeliserende menighed
på. Hvis mennesker får opfattelsen af, at evangelisation blot
er en kliche og ikke noget, der praktiseres af ledelsen, vil opfordringer
til at evangelisere gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.
Menighedslederen, de ældste og andre i synlige ledelsesstillinger
må selv gå ind for og demonstrere værdien af at bruge
tid og kræfter på strategisk at nå kirkefremmede mennesker.
Dette gælder i særlig grad den ledende prædikant.
Af erfaring ved jeg, hvor nytteløst det er at opfordre mine tilhørere
til at gøre noget, som .jeg ikke selv gør. Det er umuligt
at tale med virkelig overbevisning. Ordene falder til jorden og lyder blot
som gode ideer, en anden burde gøre brug af ved lejlighed.
Her, ligesom i mange andre situationer, gælder det,
at fortroppen bestemmer farten. Mennesker i din menighed må se dig
gå foran og være aktiv for at redde de fortabte. Så vil
de begynde at sige til sig selv: "Hvis han er villig til at tage en risiko
og investere noget i dette, så er det måske også på
tide, at jeg selv gør det."
Når det bliver almindeligt, at lederne bliver forbilleder,
vil folk i menigheden begynde at se sig om efter hjælp til selv at
blive mere smittende. Som svar på denne længsel og entusiasme
kan menigheden tilbyde forskellige former for oplæring, som har til
formål at udvikle færdigheder til at kommunikere budskabet
om Kristus.
Dette kan gøres ved specielle seminarer, men også
fra prædikestolen og i gruppedrøftelser. Medlemmerne vil deltage
uden at føle sig presset til det, for det, de vil lære, er
relevant for noget værdifuldt, som allerede har slået rod i
deres hjerte.
Når det sker - når almindelige kristne i
menigheden bliver oplært og aktive med at videregive deres tro -
må du hellere passe på! En helt ny tid med aktivitet og livsforvandling
vil eksplodere. Hvis du ikke har oplevet det før, vil du komme til
at føle begejstringen over at være en del af en smittende
menighed.
Tendensen har tidligere været, at en menighedsleder
blev begejstret for at drive evangelisation på en bestemt måde,
og derefter blev der lagt indirekte eller ligefrem åbenlyst pres
på alle andre for at efterligne ham. I sidste instans sker der det,
at de få, hvis temperament harmonerer med lederen, blomstrer, mens
de øvrige tvinger sig til at gøre ting, som ikke passer for
dem. Atter andre trækker sig helt væk fra menigheden, eller
de bliver og føler sig skyldige og siger måske: "Jeg ville
ønske, at jeg var mere åndelig, så jeg kunne gøre,
hvad de gør."
*** I smittende menigheder værdsættes enhver
arbejdsopgave - uden hensyn til den særlige tjeneste, den er en del
af - som et vigtigt bidrag til det overordnede mål at nå fortabte
mennesker med evangeliet.
Selve opgaven kan bestå i at gøre rent og
holde bygningen ved lige, at styre højttalerapparatet, vise mennesker
på plads i kirken, undervise og passe børn eller lægge
budget og betale de månedlige regninger. Hver enkelt bidrager til
menighedens evangeliserende arbejde. Idet vi alle arbejder sammen, er vi
i stand til at udrette det, som ingen af os kunne gøre alene: nå
mennesker med evangeliet. Dermed bliver hver enkelt funktion af vital betydning.
De individuelle medlemmers indsats suppleres med større
evangeliserende arrangementer
Selv efter den bedste oplæring og opmuntring vil
de fleste menighedsmedlemmer have brug for hjælp til at bringe deres
venner hele vejen til det punkt, hvor de overgiver sig. Det kan antage
mange forskellige former, men en af de mest strategiske er at iscenesætte
store evangeliserende arrangementer, hvortil de kan bringe deres venner.
Det er forbløffende at se, hvordan blot en veltilrettelagt gudstjeneste,
koncert eller andet kan blive brugt af Gud til at korrigere fejlagtige
opfattelser af ham og til at åbne søgende menneskers hjerter.
Lad mig gøre det klart, at jeg ikke taler om lovsangs
aftener, selvom de også kan hjælpe nogle søgende. Jeg
taler om arrangementer, som fra ende til anden er sammensat med tanke på
ikke-kristne venner. Disse kan antage mange forskellige former: koncerter
med moderne kristen musik, kreative præsentationer som gør
brug af drama, multimedia og andre kunstformer, et frokostarrangement for
mænd eller kvinder, en middag hvor en kendt person taler eller aflægger
sit vidnesbyrd.
Vi holder hver uge det, vi kalder vore "gudstjenester
for søgende". Disse præsenterer kristendommen gennem en kombination
af musik, drama og et talt budskab. Vi besluttede tidligt i menighedens
historie at holde disse arrangementer søndag formiddag, fordi det
er tidspunktet, hvor mennesker i vort kvarter vil være mest indstillet
på at gå i kirke. Derudover har vi ordinære gudstjenester
midt i ugen, hvor de troende kommer sammen for at lovprise Gud, blive undervist
i hans ord og deltage i nadveren.
Mange andre menigheder har lignende "gudstjenester for
søgende" en anden ugedag eller mindre hyppigt. Det er vigtigt at
sørge for en høj kvalitet, selvom det betyder færre
arrangementer. Det er ikke min mening at foreskrive menigheder, hvor mange
de skal have, eller hvilken form de skal antage, men at opmuntre til at
være strategiske i bestræbelserne på at vinde mennesker
for Kristus. Det er denne kombination af personlige og fælles evangeliserende
bestræbelser, der kan gøre en menighed virkelig smittende.
De giver plads til nye ideer til at formidle budskabet
til dem, der behøver at høre det. Jesu befaling i Mark 7
om ikke at lade traditioner komme i vejen for lydighed mod Gud eller for
at tjene mennesker er noget, de tager alvorligt. Kreativitet indgår
i deres overvejelser, og forandringer er væsentlige for deres strategi.
De er villige til at tage risici for de fortabtes skyld, men de lærer
af deres fejltagelser og justerer hele tiden kursen.
Og når det sker, at de bliver misforstået
af medtroende, som Jesus så ofte blev, lytter de og overvejer under
bøn deres kritikeres ord, men de holder også fast ved kursen,
fuldender løbet og bringer så mange nyomvendte med sig som
muligt.
Smittende menigheder har erfaret, at vel skal de kommunikere
med den omgivende kultur, men de skal aldrig gå på kompromis
med den. De ved, at hvis budskabet om Kristi kors bliver udvandet eller
skjult, er slaget allerede tabt. Hvad har man opnået, hvis man har
lært at tale sekulære menneskers sprog, men har mistet budskabet
undervejs'?
Nogle kristne har ment, at hvis en menighed ønsker
at nå mennesker, må den undlade at udfordre dem til at overgive
deres liv til Guds kontrol og ændre deres livsførelse. Efter
min erfaring er nøjagtig det modsatte tilfældet.
Mennesker er rent ud sagt trætte af at høre
spagfærdige, halvhjertede appeller fra religiøse ledere, som
ikke har mod til i karske vendinger at fortælle dem sandheden. Mange
søger en, der vil give dem den uden undskyldning, og som udfordrer
dem til at sætte livet ind på den.
Igen og igen er jeg blevet overrasket over, at når
jeg har trukket alle registrene ud og konfronteret mennesker med talen
om omvendelse og tro på Kristus, har mange takket mig for det og
har gjort, hvad jeg udfordrede dem til.
Dette er en tydelig manifestation af, at Helligånden
gør sin gerning. Og det er netop pointen. Han er rede til at gøre
sin del og venter på, at vi gør vores. Det er da også,
hvad smittende menigheder gør, når de klart og overbevisende
henviser mennesker til den frelse, som kun findes i Kristus.
*** Der er en fornemmelse af noget underfuldt. Søgende
mennesker finder Kristus. Kristne bliver aktive og frimodige til at formidle
deres tro. Intensiteten tiltager, idet visionen og forventningen om yderligere
undere øges. Menigheder påvirker andre menigheder og hele
kirkesamfund, og snart drages et helt folk til Gud.
Ved Helligåndens kraft og mange smittende kristnes
bønner og bestræbelser nås målet for formlen -
maksimal påvirkning - i et forbløffende omfang.
For mig er dette noget at blive begejstret for. Hvad kunne
være mere givende end at være en del af noget sådant?
Der er mange ting, jeg kunne leve uden, men dette er ikke en af dem. Jeg
ville med glæde feje gulv blot for at være med i en smittende
menighed.
Men det ender med den enkelte person: mennesker som dig
og mig, der ved, hvor vi skal investere vort liv.
*** Så er vi her:' sagde manden varmt til sin hustru.
"Copacabana Beach, førsteklasses hotel, øverste etage, skøn
restaurant. Det har været det hele værd, ikke sandt, skat'?
Alle disse års arbejde og opsparing var det værd for en aften
som denne, ikke?"
Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad parret
ved bordet ved siden af talte om. Jeg var alene og sad og tænkte
over alt det, jeg havde set de sidste par uger. Jeg var ved afslutningen
af en månedlang rejse, som min far havde sendt mig ud på til
Mellem- og Sydamerika, for at aflevere penge til nogle missionærer,
som han støttede der. Og da jeg skulle i den retning, havde han
sammensat en rejserute med ophold i flere byer i Sydamerika, så jeg
også kunne opleve den del af verden.
Det var en vigtig fase i mit liv. Jeg var nitten og var
for nylig blevet kristen, men jeg vidste endnu ikke, hvad jeg skulle gøre
resten af livet.
Jeg var begyndt rejsen hos en indianerstamme midt i den
mellemamerikanske jungle, hvor der var en blomstrende menighed. Det var
et spændende sted. Helligånden var aktiv, menneskers liv blev
forvandlede i hele den egn.
Derfra var jeg rejst gennem flere andre lande og byer
og befandt mig nu i Rio de Janeiro i Brasilien, som på det tidspunkt
var stedet for jetsettet. Og nu sad jeg alene i en elegant restaurant og
spiste middag og hørte dette par tale om, hvor vidunderligt det
var endelig at være der.
Jeg blev næsten svimmel ved tanken: "Vent lige et
øjeblik. Disse mennesker er omkring tres år gamle, og de siger,
at de har ventet et helt liv på at opleve dette. Jeg er nitten, og
her sidder jeg allerede. Hvad skal jeg gøre de næste tredive
eller fyrre år'? Hvis dette er sagen, har jeg virkelig problemer.
Vist er det dejligt, men det er bestemt ikke sagen.
Jeg kan huske, at jeg gik tilbage til mit værelse
og tænkte: Hvad skal jeg med mit liv? Hvad er så vigtigt, at
jeg vil investere hele min fremtid i det?
Mens jeg tænkte på den tid, jeg havde arbejdet
i min fars virksomhed, fløj mange gode minder gennem mit hoved.
Men jeg fornemmede også, at det ikke var en karriere, der kunne tilfredsstille
længslen i mig efter at være en del af noget evigt og livsforvandlende.
Til sammenligning tænkte jeg tilbage på den
lille menighed midt i junglen og på de engagerede mennesker, der
havde givet deres liv til at tjene blandt disse indianere. De havde opbygget
en menighed af troende, som nu ledte deres venner til Kristus. Jeg husker,
at jeg for blot nogle dage siden havde siddet på jorden under en
af deres gudstjenester, mens de af hjertet sang deres lovsange til Gud.
Den aften i Rio de Janeiro forstod jeg, at det, jeg havde
set i den stamme, var mere virkeligt, mere varigt og mere betydningsfuldt
end blot at få succes i forretningslivet. Og det var noget, jeg gerne
ville være en del af.
Det skulle vise sig, at det var en tanke, jeg ikke siden
kunne ryste af mig til trods for de tillokkelser og muligheder, der ville
trække mig i andre retninger.
Problemet er ældgammelt. Det var ikke kun nogle
alvorlige overvejelser om, hvilken levevej jeg skulle vælge. Jeg
prøvede at komme til rette med, hvor jeg skulle investere min lidenskab,
mine drømme og kræfter. Senere blev jeg klar over, at jeg
var i godt selskab. I Det Nye Testamente læste jeg, at nogle af Jesu
disciple også kæmpede med dette spørgsmål.
Peter og Andreas var fiskere af profession, men de tog
Jesu kald alvorligt, da han sagde noget i retning af dette: "Jeg kan godt
forstå jeres optagethed af jeres fiskeri, men hør hvad jeg
siger. Hvis I vil stole på mig og følge mig, hvis l vil forsøge
at forstå, hvem jeg er, og hvad min mission er i denne verden, Så
vil I også lade mig gøre jer til menneskefiskere. Og tro mig,
det er uendelig meget vigtigere end blot at fange fisk."
Det er vigtigt at forstå, at det ikke var fiskeriet,
Jesus kritiserede - ligesom han ikke ville kritisere tømrerfaget,
som han og Josef levede af. Der er ikke noget galt med disse erhverv, eller
med fødevareindustrien, rejsebranchen, forsikringsselskaber eller
ejendomsmæglerfirmaer. Det er alt sammen udmærket. Men intet
jordisk forehavende er så vigtigt som det at bringe fortabte mennesker
til Kristi kors. Dette burde være noget centralt for alle hans disciple,
uanset hvilken karriere de vælger.
De, der vælger at følge Kristus, vil på
et eller andet tidspunkt komme til den konklusion, at der ikke findes noget
vigtigere end at række evangeliet til mennesker. Og når de
gør det, vil deres værdier for altid være nogle andre.
De vil forstå, at alle andre jordiske aktiviteter blegner i sammenligning
med at hjælpe en mand, kvinde, dreng eller pige til at komme ind
i et livsforvandlende forhold til universets Gud.
Og når de indser, at mennesker er det vigtigste
i verden, vil de begynde at leve anderledes, bede anderledes, elske anderledes,
arbejde anderledes, give anderledes og tjene anderledes, for de vil være
optaget af mennesker og deres behov og af, hvordan de kan blive mere effektive
menneskefiskere.
|