En tidlig morgen kørte jeg ind i en forstad til en by i Sydstaterne. Det var regnvejr. Der var gult lys, da jeg nærmede mig vejkrydset, så jeg kørte lige igennem. Lyset må have skiftet til rødt, inden jeg nåede helt over, for min hustru puffede mig i siden og sagde: »Der er en patruljevogn, som giver tegn til dig.«
Jeg har aldrig haft for vane at diskutere med lovens håndhævere, så jeg skyndte mig at køre ind til siden og standse. Inden betjenten nåede at stå ud, var jeg henne ved hans vogn.
»De vil tale med mig?« sagde jeg med den største sindsro.
»Kørte De ikke over for rødt?« spurgte han.
»Joe, det gjorde jeg. Det regnede, og jeg turde ikke bremse for hårdt op. Jeg var bange for at skride.«
»Det havde De ikke behøvet at være bange for, hvis De ikke havde kørt 90 km/t,« sagde han tørt.
»Kørte jeg 90 km/t?« sprugte jeg forbavset.
»Ja, det gjorde De,« svarede han.
»Det var ikke rigtigt af mig. Det skulle jeg ikke have gjort.«
Jeg kunne kun gøre mig håb om nåde ved at sige sandheden.

Betjenten havde i mellemtiden set mit kørekort og bemærket, at jeg var præst.
Nu ved jeg ikke, om det skyldtes, at der ikke var ret megen trafik på dette tidspunkt af dagen, eller at jeg åbenlyst indrømmede min skyld, men han sagde i hvert fald: »Tag den lidt mere med ro en anden gang, pastor. Man må kun køre 70 km/t her.«

Jeg takkede ham, drog et lettelsens suk og kørte videre. Jeg havde overtrådt loven. Jeg fortjente at blive straffet. En venlig betjent havde »ladet mig slippe.« Det fortjente jeg ikke. Teologisk set var jeg »under nåde,« for man havde vist mig en nåde, som jeg ikke fortjente.

Nåde er Guds ufortjente gunst.

Du og jeg er syndere. Vi har overtrådt Guds lov. Vi fortjener at dø. Takket være Jesu blod er der tilvejebragt en nåde, som vi ikke fortjener. Dette er Guds nåde.

Gud har utallige engle, som tjener ham og adlyder ham af kærlighed. Han elsker dem, men han viser dem ikke nåde. De har aldrig syndet og har derfor ikke behov for nåde. Nåde tildeles kun mennesker, som ikke har fortjent det.

Det er en gave. Vi har ikke bedt om det. Det er en af Guds hemmeligheder, at han skænker sin nåde til alle, som ønsker det, og han gør det ikke, fordi vi fortjener det, men fordi vi har behov for det.

Tror du, at jeg kørte over for rødt resten af dagen, da færdselsbetjenten havde ladet mig slippe den morgen?
Tror du, at jeg tænkte som så: Nu er jeg blevet benådet, så nu er jeg under nåde. Nu behøver jeg ikke at bekymre mig om loven mere?
Nu behøvede jeg ikke, at holde færdselsloven mere, fordi jeg var under nåde, sådan tænkte jeg ikke.

Jeg kan forvisse dig om, at det ikke var sådanne tanker, jeg gjorde mig den dag. Jeg kørte forsigtigere end nogen sinde, fordi betjenten havde været så venlig at benåde mig, og fordi jeg nu var »under nåde.« Jeg overholdt færdselsloven mere samvittighedsfuldt end nogen sinde. Jeg var taknemmelig over, at en færdselsbetjent havde været så venlig at lade mig slippe for straf, fordi jeg ikke var der fra byen.

Hvorledes passer det nu ind i den kristnes rejse til Guds rige?
Har han frihed til at lade hånt om lovens krav, fordi han er »under nåde?«
Lad os se, hvad Paulus siger om dette:

»Hvad skal vi da sige? skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større?

Nej langtfra! vi, som jo er døde fra synden, hvordan kan vi stadig leve i den?« Rom. 6,1-2.

»Synd er lovbrud.« 1 Joh. 3,4.

Nåde er en ufortjent gunst, som Gud viser den angrende synder.
I lyset af disse bibelske sandheder kan vi læse Paulus' ord således uden at gøre vold på dem: »Skal vi blive ved med at overtræde loven, for at nåden kan blive større? Nej, langtfra! «

Det inspirerede ord gør det klart, at nåden ikke giver os fri hed til at overtræde de ti bud. Vi er snarere mere forpligtede end nogen sinde til at leve i harmoni med Guds lov, fordi han er os nådig og god.