HVORDAN TAGER DU DIG UD
I GUDS ØJNE?
Vi må se forholdet mellem Guds lov og evangeliet.
Der er nogle mennesker, som tror, at man ved at holde Guds lov til punkt
og prikke vil komme op på det samme moralske stade som en Saulus
fra Tarsus og blive frelst.
Paulus siger selv, at dette ikke er muligt. »I
hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger.«
Rom. 3,20.
Man kan ikke arbejde sig ind i Himmelen, fordi man holder
Guds bud i det ydre.
Andre hævder, at Guds lovs krav skal afskaffes for
bestandig, for at man kan nyde evangeliets frihed til fulde. »Væk
med det gamle trældomsåg,« råber de, til trods
for at Gud kalder sin lov »hellig, og budet helligt og retfærdigt
og godt.« Rom. 7,12.
Hvis vi bærer os sådan ad, falder vi i den
anden grøft. Det ville svare til, at jeg påstod, at jeg ville
blive en god borger i min by ved at afskaffe alle de love og vedtægter,
som skulle sikre fred og fremgang i byen. Skønt et menneske ikke
kan gøre sig håb om at frelse sig selv ved at efterleve Guds
bud i det ydre, hører loven og evangeliet sammen, akkurat ligesom
der må være love i min by til opretholdelse af ro og orden.
Guds lov har meget stor betydning for menneskets frelse.
Den viser mennesket dets synd og gør det klart for synderen, at
han behøver en frelser. Loven frelser os ikke, men den gør
opmærksom på synden i vort liv. Jesus Kristus, Guds Lam, er
den eneste, som kan frelse os. Loven er det middel, som Gud bruger til
at afsløre synden, for »ved loven når man nemlig kun
at erkende sin synd.« Rom. 3,20.
Apostelen sagde, at han blev klar over sin synd, da han
så et glimt af loven.
»Jeg havde ikke lært synden at kende uden
ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde
sagt: 'Du må ikke begære.'« Rom. 7,7.
Har du kastet et blik på de ti bud for nylig for
at se, hvordan du tager dig ud i Guds øjne?
|