Menigheden - Det
Nye Hjem!
Betydningen af ordet "kirke" eller "menighed"
Første
gang, vi møder det i det Nye Testamente er Jesu udtalelse i
Matt.
16,18: "Jeg vil, bygge min kirke." Det er i vor danske bibel oversat
med
ordet "kirke", andre steder i Det nye Testamente - f.eks. Matt. 18,17 -
er det oversat med ordet "menighed". Men det er samme ord på
græsk,
grundsproget for Det nye Testamente. Når teologerne, der har
oversat
Det nye Testamente, har anvendt to forskellige ord, er det fordi, de
mener,
at det nogle steder anvendes om den lokale menighed og andre steder om
den universelle. Det er i sidste anvendelse, de bruger ordet "kirke".
Men
for mange danskere betyder "kirke " en bygning af sten, og det har
Jesus
slet ikke i tanke. Der gik faktisk flere hundrede år, før
man begyndte at bygge kirker som samlingssted for de kristne.
Men at være døbt til Kristus
betyder også
at være døbt til Kristi menighed, - eller for at bruge
billedet
fra Bibelen: At jeg nu er et lem på Kristi legeme. Jeg er dermed
organisk forbundet med alle de andre lemmer på legemet.
Menigheden fremstilles som Kristi legeme i Det
nye Testamente.
Det vil altså sige, ved dåben er jeg også indlemmet i
menigheden. Det er den nye sammenhæng, jeg er sat ind i.
De udkald Menighed eller kirke betyder ganske
enkelt "de
udkaldet". Når Jesus i Matt. 16 taler om, at han vil bygge Sin
menighed,
er det med andre ord de, der har hørt hans kald og svaret "ja "
på denne kaldelse.
Jesus siger: "På denne klippe vil jeg
bygge min
menighed." Denne klippe er Jesus Kristus selv.
Paulus siger nemlig i l. Kor. 3,11: "Thi ingen
kan lægge
anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus." Det var
også
Peters bekendelse i Matt. 16: "Du er Kristus, den levende Guds
Søn."
Til dette svarede Jesus: "På denne klippe vil jeg bygge min
menighed."
Det var på Peters bekendelse af Jesus som Guds Søn. Dette,
siger Jesus, havde Peter fået ved åbenbaring.
I samme vers giver Jesus også et
løfte, hvor
han siger, at dødsrigets porte aldrig skal få magt over
hans
menighed. Det er næsten 2.000 år siden, Jesus udtalte
dette,
og det er aldrig lykkedes for Guds ærkefjende Djævelen at
få
bugt med Herrens menighed. Den er stadig levende og vokser mere end
nogen
sinde ud over hele jorden.
Det er ved at høre evangeliet, at Anden
kalder
os til tro på Jesus Kristus. Når vi svarer "ja" på
denne
kaldelse og lader os døbe til Kristus er vi med blandt "de
udkaldet",
Guds menighed. Menigheden består altså ikke blot
nødvendigvis
af dem, der har deres navne i kirkeprotokollen, men af dem, som har
svaret
ja til Guds kald.
Menigheden kaldes også i Det nye
Testamente for
"Kristi legeme". Det siger med det samme noget om dens funktion i
verden.
Men det siger også noget om den enkelte troendes forbindelse med
Kristus og med de andre kristne. Ved Helligåndens værk er
vi
nu en organisk enhed.
Kristus er hovedet for legemet, og enhver
troende er et
lem på dette legeme. Så gennem at tilhøre Kristus
tilhører
jeg også hans menighed på jord. Det er faktisk umuligt at
løsrive
de to fra hinanden. Thi intet lem på legemet kan fungere adskilt
fra legemet. Således kan jeg heller ikke som troende fungere
adskilt
fra min plads på Kristi legeme. Jeg er ikke bestemt til at leve
mit
liv som en solo-kristen. Gud har sammen med de andre troende lemmer
på
legemet givet mig en funktion. En af funktionerne er, at menigheden
tilsammen
skal åbenbare Kristus for den verden, de lever i.
Et andet billede, vi møder i skriften
af menigheden,
er Guds hus.
Apostlen Peter siger, at vi som levende stene
skal lade
os opbygge til et åndeligt hus. Det vil altså sige, at
alle,
som er kaldet af Gud og har taget imod Kristus, nu er levende stene i
dette
bygningsværk. Dette billede viser os også med al
ønskelig
tydelighed, at det kun er sammen med de andre troende, at jeg
udgør
Guds hus i verden. Paulus siger i Ef. 2,20, at vi er "opbyggede
på
apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som
hovedhjørnesten.
I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel
i Herren. I ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds
bolig i Ånden."
Det er både interessant, men også
lærerigt
at gå tilbage og se noget af det, som prægede den
første
menigheds liv. I Apg. 2,42 står der: "De holdt fast ved
apostlenes
lære, ved fællesskabet, brødsbrydelsen og
bønnerne."
Da disse fire ting særligt nævnes, vil jeg ganske kort
gå
dem igennem. Jeg tror, de danner et mønster for Guds menighed
gennem
alle tider.
De tjenester, som Herren har givet til sin
menighed. Jesu
udvælgelse af de tolv var primært til at tjene efter hans
bortgang.
Han fortsatte sin gerning igennem dem. De skulle være hyrder for
hans hjord. Det var også igennem deres forkyndelse, at de 3.000
var
kommet til tro på pinsedag. Gennem deres undervisning skulle de
nu
rodfæstes og grundfæstes i troen og vokse til åndelig
modenhed. Sådanne lærere og forkyndere giver Herren til sin
menighed gennem alle tider. Paulus siger: "Jesus gav os nogle som
apostle,
andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og
lærere
for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning,
at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at
være
et i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til
mandsmodenhed
og det mål af vækst, at vi kan rumme Kristi fylde så
vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did
af alle mulige lærdomme, eftersom vinden blæser, ved
menneskers
terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej,
sandheden tro skal vi i kærlighed i et og alt vokse op til ham,
som
er hovedet, Kristus selv. Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin
vækst,
så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led
hjælper
til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er
tilmålt
hver enkelt del." Ef. 4,11-16. Det er altså igennem menigheden,
at
Gud åbenbarer sig i verden. Det var det, Jesus bad om i sin
ypperstepræstelige
bøn i Joh. 17, at "de alle må være et, så
verden
må tro". Den enhed var en realitet på pinsedag, da Herren
fyldte
dem med Ånden. Med det samme begyndte budskabet om Jesus Kristus
at blive åbenbaret for verden. Dette fører os frem til at
se lidt på betydningen af, at vi selv læser i Bibelen.
Bibelen
er inspireret ved Guds Ånd og er derfor Guds Ord. Det er vigtigt,
at vi selv hurtigt lærer at tage føde til os fra Guds Ord.
Vor vækst i Herren hænger nøje sammen med den
kærlighed,
vi har til Guds Ord. Et godt råd er derfor: Gå i menigheden
og hør Guds Ord, så ofte du kan, men mindst ene gang om
ugen,
og læs din bibel hver dag.
Det er helt afgørende for vort
åndelige livs
videre udvikling, at vi kommer i en menighed, hvor disse tjenester
fungerer
sammen med undervisningen af Guds levende Ord.
Men det må levendegøres ved Guds
And. Apostlen
Peter siger, at vi "som nyfødte børn skal hige efter
Ordets
uforfalskede mælk, for at vi ved den kan vokse op til frelse". l.
Pet. 2,2. Jesus siger:
"Mennesket lever ikke af brød alene,
men af hvert
ord, som udgår af Guds mund." Matt. 4: 4.
Du kan så stille
spørgsmålet. Hvordan
skal jeg læse?
Begynd med Det nye Testamente. Læs det
igennem flere
gange. Senere kan du gå i gang med Det gamle Testamente.
Bed samtidig med læsningen.
Bed om lys og vejledning. Du vil
efterhånden i
dette komme til at opleve højtidsstunder både i menigheden
under Ordets forkyndelse, men også derhjemme. Gud taler til dig
igennem
sit Ord. Det er ofte blevet sagt, at enten vil Guds Ord holde dig borte
fra synden, eller også vil synden holde dig borte fra Guds Ord.
Bibelens
budskab har igennem tiderne været til velsignelse for millioner
og
atter millioner af mennesker. Det vil også blive til velsignelse
for dig, når du for alvor begynder at beskæftige dig med
det.
Lad Bibelens budskab blive rettesnor for dit liv.
FÆLLESSKABET
Jeg har allerede berørt det lidt. Jeg har
nævnt,
at menigheden er Kristi legeme, og vi er lemmer på hans legeme.
Vi
er taget ud af en sammenhæng i verden og sat ind i en anden
sammenhæng.
Efterhånden vil vi opdage, at det, der tidligere kunne give os
fællesskab,
ikke længere kan det. Der er intet fællesskab mellem lys og
mørke. Verden som helhed lever i mørket. Gud kalder os
til
sit lys. Når vi tager imod dette kald, kommer det til et brud med
mørket. Vi er kommet ind i en ny familie - Guds familie. De
troende
er nu mine brødre og søstre. Det er ikke tomme ord uden
betydning.
Vi er nemlig alle født af Guds Ånd og har fået del i
det samme åndelige liv. Vi har fået de samme interesser, og
derfor bliver fællesskabet med Guds folk noget afgørende
for
os.
Fællesskabet strækker sig dog
også ud
over gudstjenesten. Jesus befaler os, at vi skal elske hverandre, som
han
har elsket os, og at netop derigennem skal alle kende, at vi er hans
disciple.
Derfor må dette fællesskab
også række
ud over selve gudstjenesten. I den første menighed gav det sig
praktiske
udslag. De hjalp hinanden, de var glade med de glade og græd med
de grædende. Sådan vil Herren stadig, det skal være
mellem
hans folk. I dette Åndens fællesskab med Guds folk, kan vi
opleve højdepunkter af, hvad et menneske kan opleve på
denne
jord.
Dette fællesskab finder bl.a. sit udtryk
i, at vi
kommer sammen for at lovsynge og lovprise Gud og samtidig høre
Herrens
Ord. Det er af umådelig betydning for en sund vækst, at vi
kommer regelmæssigt i menigheden. Herren har ikke overladt det
til
tilfældigheder, men givet os en dag om ugen, som særligt er
helliget Ham. Alle kristne burde gøre det til en vane at
gå
til Guds hus.
Må jeg samtidig her give en lille
advarsel til alle
nye i troen: En del tror fejlagtigt, når de kommer til Herrens
menighed,
at de kommer til en gruppe mennesker, som er fuldkomne. Men til deres
forfærdelse
opdager de ret hurtigt, at det ikke er tilfældet. Der vil
være
tidspunkter, hvor vi alle kommer til at skuffe nogen, og måske
også
du vil opleve ting, der skuffer dig i de troendes fællesskab. Men
slip det ikke alligevel! Hold fast ved det! Om end du synes, det er
ufuldkomment,
så husk, du er selv ufuldkommen. Men netop i menighedens
fællesskab
vil Herren give dig en åndelig velsignelse at tjene Herren
på
denne måde, men der ligger også i det et løfte om,
at
Gud vil velsigne vor økonomi, når vi giver af vore midler.
Tiende
At de holdt fast ved fællesskabet betyder
også,
at de gav af deres midler for at støtte menighedens arbejde. Vi
læser blandt andet, at de kom med store summer og lagde dem ved
apostlenes
fødder. Den, der har oplevet, at Gud har givet alt for at frelse
os, vil også gerne være med til at støtte
menighedens
arbejde med sine midler. Det må aldrig blive en tung pligt for
os,
men en rig velsignelse. Jesu ord om, at det er saligere at give end at
modtage, er sandt. Videre står der: "Enhver giver, som hans
hjerte
har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent, thi Gud elsker en glad
giver."
Jesus sagde også: "Giv, så skal der gives jer. Et godt,
presset,
rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød, thi det
mål,
I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen."
Luk.
6,38.
Videre læser vi i Bibelen om at give 10
% af vor
indtægt. I Mal. 3,l0 siger Herren: "Bring hele tienden til
forrådshuset.
Sæt mig på prøve dermed, om jeg da ikke åbner
himlens sluser og udøser velsignelser over jer i overmål."
Tusinder har oplevet den store velsignelse, det er, at få lov til
at være med i dette.
NADVEREN
Nadveren (brødsbrydelsen) er ligesom
dåben
indstiftet af Jesus selv. Luk. 22: 19- 20. Apostlen Paulus fik det ved
en åbenbaring fra Herren og gengiver det således: "Thi fra
Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at
Herren
Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød, takkede,
brød
det og sagde: 'Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette
til ihukommelse af mig!, Ligeså tog han også kalken efter
aftenmåltidet
og sagde: 'Denne kalk er den nye pagt ved mit blod. Gør dette,
så
ofte som i drikker den, til ihukommelse af mig.' Thi så ofte som
I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens
død,
indtil han kommer. Den, der spiser brødet og drikker Herrens
kalk
på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over
for
Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og
så
spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og
drikker
uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig
selv
en dom til. Derfor er der mange svage og syge iblandt jer , og
adskillige
sover hen. Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke
dømt."
1. Kor. 11,23-31.
Jesus indstiftede dette måltid sammen
med sine disciple,
og Paulus overgav denne sandhed til menigheden. Vor tekst viser os, at
de, der holdt fast ved dette, var dem, der var kommet til tro og havde
ladet sig døbe. Det skulle næsten være
overflødigt
at sige, at dette måltid altså ikke er for hvem som helst,
men for Guds menighed.
Hvad er hensigten og betydningen af dette
måltid?
Jesus sagde: "Gør dette til ihukommelse af mig!" Det kaldes
også
for Herrens bord. Det er Herren, der kalder os til sig selv. Han
ønsker,
at vi ved dette skal være optaget med ham og hans gerning til
bedste
for os. Nogle mener, at brødet og vinen blot symboliserer Kristi
legeme og blod.
Andre mener, at det forvandles hver gang til
Kristi legeme
og blod. Men ingen af delene står i skriften. Der står
blot:
"Det er Kristi legeme og blod". Helligånden virkeliggør
Jesu
nærvær ved dette måltid. Ligesom brødet og
vinen
bliver en del af mig, således har jeg del i Kristus med alt, hvad
dette indebærer. Jeg hørte engang Lewi Pethrus forklare
det
på denne måde: "Ligesom det i gamle dage var således,
at en svensk tikroneseddel repræsenterede l0 kroner i guld
deponeret
i den svenske rigsbank og derfor havde samme værdi, således
med brødet og vinen, det har samme værdi som Kristi legeme
og blod." Kristus er nærværende ved dette måltid.
Samtidig advares vi imod at deltage i det
på uværdig
vis, da vi ellers pådrager os skyld over for Herrens legeme og
blod.
"På uværdig vis" er bl.a. at gå til dette
måltid
med bitterhed i vore hjerter imod mennesker eller leve i en bevidst
synd.
Så er der blokeringer i vort liv for at modtage velsignelser.
Dette
måltid giver os altid mulighed for at stå i et ret forhold
til Gud og til hinanden og derved åbne os for denne rige
velsignelse.
Det er også en forkyndelse. "Så
ofte som I
gør det, forkynder I Herrens død", siger Paulus. Vor
deltagelse
i dette måltid er en forkyndelse. Vi forkynder for Djævelen
og enhver, der vil anklage os, at vi tilhører Kristus. Kristi
skæbne
er vor skæbne. Vi er delagtige i hans død og hans liv.
Ingen kan derfor længere anklage os.
Nadveren taler
mere end noget andet om, hvad vor tro skal rettes imod og
beskæftige
sig med: Nemlig Jesu Kristi person og frelsergerning. Det peger
også
hen på Kristi komme. "Så ofte som I gør det,
forkynder
I Kristi død, indtil han kommer." Det minder os om den store
nadver,
som vi skal fejre i herligheden. Jesus talte om den, da han sagde, at
vi
skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige, og han
selv
skal varte os op. Det taler til os om vort fremtidshåb som
kristne,
om Lammets bryllupsmåltid i herligheden. Åb. 19,6-9.
BØN
Bøn er noget helt afgørende for det
åndelige
livs vækst. Ja, det er et udtryk for selve livet. Meget kunne
siges
om bøn. Lad mig her gøre det ganske kort, men
stærkt
understrege betydningen og samtidig sige, at den bedste skole i
bøn
er at bede. Der er flere former for bøn. Der er bøn i
enerum.
Jesus sagde: "Når du beder, så gå ind i dit kammer og
luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din
Fader,
som ser i det skjulte, skal betale dig." Matt. 6,6.
Nogle har kaldt bønnen for den kristnes
åndedræt.
Det er hjertets tale med Gud. Ligesom det er nødvendigt at
nære
sig med Guds Ord, således er bønnen vigtig for at det
åndelige
liv kan eksistere. Tag tid til bøn.
Men der er også bøn sammen med de
troende.
Der er bøn i menigheden. Jesus
lærte os også
at bede i fællesskabet. Vi læser om de første
kristne
at de kom sammen for at bede. Det er en, side af menighedslivet, som
ingen
kan undvære, om de vil have del i den rigdom, der findes i
Kristus.
Gennem bøn åbenbares Guds kraft for alt, hvad vi
møder
i livet. Det er sandt, som Jesus siger: "Den, som beder, han får.
Den, som søger , han finder. Den, som banker på, for ham
skal
der lukkes op." Der er måske intet, der som besvaret bøn
minder
os om Guds trofasthed, om at vi er kendt af Gud, og at Gud har omsorg
for
os.
Det menneske, der lærer at tage alle
ting til Gud
i bøn, åbner for en uudtømmelig kilde af rigdom ind
over sit liv, sin familie og alt, det har med at gøre. I
bøn
kan vi gå til Gud med alt.
Den Hellige Ånd!
Vi har allerede standset lidt ved betydningen af
at tjene
Gud. Vi har set, at vi er Kristi legeme, og at vor funktion er at
åbenbare
Jesus Kristus for verden Det formår vi ikke at gøre i egen
kraft eller gennem vor egen duelighed. Paulus siger: Vor duelighed i
dette
er fra Gud. 2. Kor. 3,5-6. Han kalder vor tjeneste for Åndens
tjeneste.
Dermed peger han også på kilden til at kunne tjene Gud ret,
nemlig Helligånden. Lad os derfor først standse lidt ved
Helligånden.
Hvem er Helligånden?
Helligånden er den tredje person i
Guddommen.
Dermed mener vi, at han er Gud ligesom Faderen
og Sønnen.
Vi møder disse tre i skriften som den ene sande Gud tre og dog
én.
Om dette er der en, som har sagt således: "Det er et mysterium
så
dybt, at verdens vise må bekende deres manglende evne til at
forstå
det. Men lovet være Gud! Vi kan kende Faderen som vor far,
Sønnen
som vor bror og Helligånden som vor talsmand." Helligånden
er altså mere end en indflydelse. Det er Gud selv, der er kommet
til os. At Ånden er en person, er der mange eksempler på i
skriften.
Han taler (Apg. 13,2) Han beder (Rom. 8,26-27)
Han udsender
arbejdere (Apg. 13,2) Han indsætter til tjeneste (Apg. 20,28)
Helligånden
kan bedrøves (Ef. 4,30) Man kan lyve for ham (Apg. 5,3-4)
Lad mig nævne nogle af de navne, han har
i skriften,
der samtidig siger noget om Åndens funktion. For det
første
kaldes han "Helligånden" og "Guds Ånd", "Kristi Ånd",
"Herrens Ånd", "Sandhedens Ånd", "Livets Ånd",
"Kraftens
Ånd", "Kærlighedens Ånd", "Talsmanden" og mange flere.
Vi møder Helligånden gennem hele
skriften
lige fra det andet vers i Bibelen. Han var der ved verdens skabelse. Vi
møder ham igennem alle Bibelens bøger lige til det sidste
kapitel i Bibelen, hvor der står, at " Ånden og bruden
siger
kom ".
Selve skriften er et værk af Guds
Ånd. Den
er skrevet af ufuldkomne mennesker, men den er inspireret af Guds
Ånd,
og derfor er den Guds Ord. Om dette siger apostlen Peter i 2. Pet l,19
og 21: "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for
os, det gør I vel i at agte på som på et lys, der
skinner
på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen
oprinder
i jeres hjerter.
Og dette skal I først og fremmest vide,
at ingen
profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt.
Thi aldrig er nogen profeti fremgået af
et menneskes
vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik
fra
Gud." Den, der skrev, var altså drevet af Ånden. Det samme
siger Paulus i 2. Tim. 3,14-17: "Du derimod, bliv ved det, som du har
lært
og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært
det
af, og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan
gøre
dig vis til frelse ved troen på Kristus Jesus.
Ethvert skrift, som er indblæst af Gud,
er også
gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at
genoprettes,
til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan
blive
fuldt beredt, vel skikket til al god gerning." - "Ethvert skrift er
indblæst
af Gud", siger Paulus. Gud åndede på de mennesker, der
skrev,
og derfor er Den hellige Skrift, Bibelen, et værk af Guds
Ånd.
Hele Jesu liv bærer vidnesbyrd om
Åndens gerning.
For det første var Jesus undfanget ved Helligånden. Luk.
1,35:
"... engelen svarede og sagde til hende: 'Helligånden skal komme
over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig, derfor skal
også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn'."
For det andet blev Jesus fyldt med Anden, da
han var 30
år gammel. Om dette beretter Lukas i kap. 3,21-22: "Da nu alt
folket
døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete
det,
at Himmelen åbnedes, mens han bad, og Helligånden dalede
ned
over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød
fra Himmelen: 'Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg
velbehag.'
Jesus var omkring 30 år gammel, da han begyndte." Det er
interessant
at se, at det var denne erfaring af Guds And i Jesu liv, der var
indledningen
til hans tjeneste. Der er ingen beretning om offentlig tjeneste i Jesu
liv, før han bliver fyldt af Ånden.
I dette er han et eksempel for sin menighed,
som vi senere
skal komme tilbage til. Videre fortælles der nu, at Jesus blev
ført
af Ånden. Læs Luk. 4,l. I hele sin tjeneste på jord
var
Jesus nu ført af Ånden i alt, hvad han gjorde og
lærte.
Efter at han havde været ude i ørkenen for at blive
fristet
i de 40 dage, fortæller Lukas os i kap. 4,14, at "Jesus vendte i
Åndens kraft tilbage til Galilæa." Da han kommer til
synagogen
i Nazaret, læser han fra profeten Esajas. Det, han læser,
opfyldes
nu: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal
gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at
udråbe
for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal
få
deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et
nådeår
fra Herren." Her giver Jesus altså et klart vidnesbyrd om, at den
tjeneste, han nu begynder, er en tjeneste i Åndens kraft. Det
bekræfter
apostlen Peter for os i Apg. l0,38: "Det om Jesus fra Nazaret, hvordan
Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og
gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af
Djævelen,
thi Gud var med ham.
Men Jesus sagde til sine disciple, at det
samme skulle
ske med menigheden.
I Joh. 16 taler Jesus om Helligåndens
gerning i
menigheden efter sin bortgang. Læs selv fra det 7. til 15. vers.
Han siger endog det utrolige, at det er gavnligt for os, at han
går
bort, thi hvis han ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til os.
"... men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til
jer. " Det kan i første omgang måske være
svært
at forstå, hvorledes det er gavnligt for os, at Jesus gik bort.
Det
betyder ikke, at Helligånden er bedre end Jesus. Men
Helligånden
virkeliggør Jesus i vort liv. Når Jesus siger, at han er
med
os alle dage indtil verdens ende, så er det ved Ånden, at
han
er med os.
Lige som der var flere forskellige funktioner
af Ånden
i Jesu liv, således er der også i hans menighed. Vi
så
for det første, at Jesus var undfanget ved Ånden, og
dernæst
var han fyldt af Ånden. Således også med os.
I. Født på ny ved Guds Ånd
For det første er vi født på
ny ved
Guds Ånd.
Joh. 3,6: "Hvad der er født af Anden,
er And."
Det er muligt, fordi Jesus Kristus opstod fra de døde. Apostlen
Peter siger i sit første brev kap. 1,3, at vi er "genfødt
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde", men det er et
værk
af Guds And. Fordi vi er født på ny, har vi liv i Gud, og
vi ved, at Gud er vor far. Vi oplever, hvad Paulus.
Døbt med Ånden
Men som i Jesu liv har ånden også en
anden
funktion i vort liv, nemlig at vi bliver døbt med Ånden.
Det
var det, som skete med disciplene på pinsedag. Helligåndens
dåb er udrustning til tjeneste for Gud. Den nye fødsel og
dåben med Helligånden er to forskellige funktioner af samme
Ånd. Vi kan også sige, det er to forskellige døre,
vi
går ind ad. Den nye fødsel er døren ind til Guds
rige.
Helligåndens dåb er døren ind til tjeneste for Gud.
Jesus sagde: "... når Helligånden kommer over jer, skal I
få
kraft, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i
hele
Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende." Apg. 1,8. Her ser vi,
at Jesus meget klart sætter lighedstegn mellem at blive fyldt med
Anden og at tjene Gud.
Åndens gerning set ud fra Apostlenes
Gerninger Jeg
tror, at vi bedst kan se dette ved at tage et meget kort studium af
Apostlenes
Gerninger. I det andet kapitel og de første fire vers har du
beskrivelsen
af, hvad der skete på pinsedag, da de blev fyldt med Ånden,
eller døbt med Ånden, som Jesus også kaldte det. I
Lukas
24,49 sagde Jesus til disciplene: "... I skal blive her i byen, indtil
I bliver iført kraft fra det høje." og i Apg. 1,5: "...
Johannes
døbte med vand, men I skal om ikke mange dage døbes med
Helligånden."
Og det andet kapitel v. l-4: "Da pinsedagen var kommet, var de alle
samlede
med hverandre. Da lød der med et fra Himmelen en susen som af et
vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og
der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte
sig
på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd,
og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden
indgav
dem at forkynde."
Tungetale
Det første, der skete, var altså, at
de
begyndte at prise Gud, men ikke blot på deres almindelige sprog.
De begyndte at prise Gud på et sprog, de aldrig havde lært.
Det havde Jesus forudsagt i Mark. 16,17: "Og disse tegn skal
følge
dem, der tror: ... de skal tale med nye tunger, ..." Det
var
ikke bare på pinsedag, dette skete. Det blev ved med at ske i
Apostlenes
Gerninger. Vi har det også, da Ånden kom over hedninger i
det
10. kapitel, og igen, da Ånden kom over Paulus.
Thi han siger selv, at han taler mere i tunger
end alle
de andre. l. Kor. 14,18. Ligeledes da Ånden kom over de hellige i
Ef. i kap. 19. At det også var sket for menigheden i Korint, har
vi et klart vidnesbyrd om, når vi læser brevet til
menigheden
i Korint.
Således sker det også i dag.
Millioner ud
over jorden har i vor generation oplevet at blive fyldt af
Helligånden
og er begyndt at prise Herren på et nyt tungemål.
Jeg vil anbefale, at I læser l. Kor. 14,
og der
ser I, at tungetalens betydning først og fremmest er til
bøn
og lovprisning. Paulus siger: Vi taler hemmeligheder med Gud i Anden.
1.
Kor. 14,2.
Der siger også her noget om vor tjeneste
i menigheden,
som er Guds hus, at den må være gennemtrængt af
tilbedelse
og lovsang til Gud.
At vidne om Jesus
Men Åndens komme havde en langt dybere
hensigt
end at tale i tunger. Det næste, vi ser, er, at disse mennesker,
der blev fyldt med Ånden på pinsedag, aflagde et klart
vidnesbyrd
om Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne. Den før
så
frygtsomme Peter, der fornægtede Jesus i Pilatus' gård, fik
nu frimodighed til at stå frem for de samme mennesker og vidne om
Jesus. Resultatet var overvældende. Helligåndens komme
førte
dem ud til folket med budskabet om Jesu død og opstandelse.
Før
var de bag lukkede døre af frygt for jøderne.
Helligånden
skabte nu i dem en trang til at vidne om Jesus, men mere end dette: Han
satte dem i stand til at gøre dette effektivt. Jesus havde sagt:
"... jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af
jeres
modstandere skal kunne modstå eller modsige." Luk. 21,15. Det
skete
også således. Der står bl.a. om Stefanus: "Men de
kunne
ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte." Apg.
6,l0.
Ånden ledte dem længere og
længere ud
med budskabet. Det samme sker i dag. Når Guds folk bliver fyldt
med
Guds Ånd begynder de at vidne om Jesus.
Åndens gaver og Åndens frugt
Der er to afsnit i Det nye Testamente, som
særlig
taler om disse to ting, nemlig l. Kor. 12 og Gal. 5,22-23. I et sundt
menighedsliv
vil den rette balance komme frem mellem disse to, hvor både
Åndens
frugt, som er kærlighed, glæde, fred m.m. produceres i vore
liv, men Ånden anvender os også til at åbenbare sine
gaver igennem, som det er beskrevet i l. Kor. 12,7-11.
Vi ser, at disse gaver åbenbares ved
Ånden
igennem menigheden i Apostlenes Gerninger. Gud taler profetisk igennem
den, syge helbredes, undere sker. Det er i virkeligheden Jesus, der ved
sin Ånd fortsætter sin gerning, men nu igennem ganske
almindelige
mennesker, der er blevet født på ny og døbt med
Helligånden.
Lad mig her minde om, hvad jeg sagde
tidligere, at vi
er Kristi legeme. Dvs. at vi er hverandres lemmer, og det vil igen
sige,
at hånden ikke kan gøre noget af sig selv, men kun
når
den adlyder hovedet, dvs. Kristus, og samtidig samarbejder med de andre
lemmer på legemet. Gud har ikke sat os til at udføre en
solotjeneste.
Han har sat os sammen som lemmer på Kristi legeme, for at vi
sammen
skal tjene Herren og vokse en sund, åndelig vækst.
Her er vi igen tilbage ved betydningen af at
komme i et
sundt menighedsfællesskab, hvor vi får en undervisning om
disse
ting ud fra Guds Ord.
Lad mig til slut sige lidt om
Hvorledes bliver jeg døbt med
Helligånden?
Det er Jesus, som døber med Ånden
Jesus er
den, som døber med Helligånden. Luk. 3,16: Johannes sagde:
"Jeg døber jer med vand, men han kommer, som er stærkere
end
jeg, jeg er end ikke værdig til at løse remmen på
hans
sko, han skal døbe jer med Helligånd og ild."
Gud har bestemt os alle til at tjene ham i
Åndens
kraft og ikke i vor egen kraft. Søg derfor at blive fyldt af
Ånden
og begynd at tjene Gud.
Det sker ved at høre Guds Ord og ved
bøn
Det var Jesus, der døbte dem i Helligånden på
pinsedag.
Det var også Jesus, der døbte dem i Helligånden i
Kornelius'
hus, og det er stadig væk Jesus, der døber i
Helligånden.
Men ligesom jeg må modtage frelsen i tro, således modtager
jeg også Helligånden ved i tro at høre Guds Ord.
I Apostlenes Gerninger blev de fyldt med
Helligånden,
medens Peter talte Guds Ord til dem. Men i Apg. 8 og Apg. 19 kom
Helligånden
over dem, mens apostlene lagde hænderne på dem. Herren
gør
det også således i dag. Nogle modtager Åndens
dåb,
mens de lytter til Guds Ord, andre mens de beder alene. Andre mens
andre
beder for dem.
Hvordan det end sker, så er det Guds
gave. Det er
uforskyldt. Det er af Guds nåde, og det er ved tro. Ingen kan
blive
værdig til at modtage Guds Ånd på anden måde
end
ved at tro på Jesus Kristus. Det er Jesus Kristus, som har gjort
os værdige til at modtage Guds Ånd. Gennem hans død
og opstandelse er der banet vej for Åndens komme.
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|