Født
på Ny - Den Ny fødsel!
For ethvert hus er grundvolden, fundamentet,
afgørende
for husets størrelse og holdbarhed. Jesus sammenligner i
bjergprædikenen
vort liv med et hus. Matt. 7,24-27. Han fortæller her om manden,
der byggede på sand, og når stormen kommer, falder huset
omkuld.
"Det er dem, der hører mit ord, men ikke gør derefter ,"
siger Jesus. Så er der dem, der bygger på klippegrund.
Når stormen kommer, står huset
fast, thi det
er bygget på klippen. "Det er dem, der hører mit ord og
handler
derefter ," siger Jesus.
Gud er arkitekten på vort livs hus. Han
har en nøje
plan for det. Intet er overladt til tilfældigheder. Denne plan er
nedfældet i Guds Ord, Bibelen. Der kommer en dag, hvor Herren ser
efter, om alt er bygget efter tegningerne - den undersøgende dom.
Når vi nu går gennem tegningerne
for vort
livs hus, og der viser sig at være ting, som ikke er i
overensstemmelse
med Herrens Ord, så lad os ændre det. Er vort liv ikke
bygget
efter Herrens Ord, vil det falde omkuld i livets storme. Dernæst
kommer den dag, hvor vi alle skal aflægge regnskab for Gud.
Herren
vil da se, om vort liv er bygget i overensstemmelse med hans Ord.
Jesus sagde: "Ingen kan se Guds rige, hvis han
ikke bliver
født på ny." Joh. 3,3.
Som en naturlig fødsel er den eneste
måde
at komme ind i verden på, således er den nye fødsel
den eneste måde at komme ind i Guds rige på.
Og ligesom ingen kan benægte, at en
fødsel
i allerhøjeste grad er en erfaring af bevidst liv, således
er den nye fødsel en erfaring af et guddommeligt evigt liv.
Da jeg for mange år siden gjorde
tjeneste i civilforsvaret,
blev jeg en søndag på kasernen kontaktet af en, der
ønskede
at samtale om troen og Guds rige. Efter flere timers samtale sagde
vedkommende:
"Jeg har aldrig før hørt, at tro på Gud har noget
med
erfaring og oplevelse at gøre." Jeg fortalte ham, at denne tro
var
for enhver, som ville, og jeg opfordrede ham til lige nu, at overgive
sig
helt til Jesus. Han svarede, at han gerne ville følge Jesus blot
ikke nu. Han ville først forsøge at sætte sig ind i
alt om Guds rige, og siden ville han tage stilling til det. Jeg
svarede,
at det lød meget fornuftigt, men at det faktisk kunne
sammenlignes
med det lille barn i moders liv, som sagde: "Først vil jeg
forstå
alt om verden, og siden vil jeg fødes ind i verden." Vi vil
svare
og sige: "Lille barn, bliv først født, og verden vil
begynde
at åbne sig for dig! "
Et af de første tegn på liv er,
at en baby
begynder at skrige, et af de første tegn på åndeligt
liv er, at et menneske begynder at bede. Den nye fødsel er
opdagelsen
af en fantastisk spændende ny verden.
Glæde er meget karakteristisk for
ægte og
sand kristendom. Ting, der før var dunkle, bliver pludselig
indlysende:
At vore synder er tilgivet, at vi er Guds ægte børn, og at
Gud bryder sig om os og elsker os som vor far. Vi begynder også
at
få lyst til at være sammen med mennesker, der har den samme
erfaring af troen på Gud og Jesus Kristus. Vi opdager, at de er
vore
sande søskende.
Bibelen begynder, at blive en bog, vi
beskæftiger
os med. Måske vi har gjort det før. Men da forstod vi den
ikke rigtigt. Det var en lukket bog for os. Men nu er det pludselig
anderledes.
Bibelens blade begynder at få liv. Gud taler nu til os gennem sit
Ord.
Det er muligt at miste livet på grund af
manglende
næring og omsorg. Enhver nyfødt har brug for et hjem til
at
opfostres i. Således også i Guds rige. Dette åndelige
hjem er Guds menighed.
Omvendelse
I dag er der mange, der misforstår ordet
omvendelse.
Men da vi i Bibelen møder det som det første skridt
på
vejen til Gud, er det vigtigt, at vi forstår betydningen af det.
Det var ikke bare Johannes Døber, som
var en omvendelsesforkynder.
Også Jesus begynder sin tjeneste med at sige: "Omvend jer og tro
på evangeliet!" Mark. 1,15.
Det er det første ord, apostlen Peter
anvender
i Apostlenes Gerninger kapitel 2. Når folket spørger:
"Hvad
skal vi gøre?" svarer Peter: "Omvend jer!"
Og når der i Hebræerbrevets 6.
kapitel og
de første to vers tales om begyndelsesgrundene i
Guds Ord, er det første, der
nævnes: "Omvendelse
".
I den engelske bibeloversættelse
står der:
"Repent!", som har noget med anger at gøre. I den svenske
står
der: "Gora batring". Men det danske er faktisk ikke så
dårligt.
Vi forstår, det har noget at gøre med, at "jeg er på
forkert vej og nu må vende om ". Det kan også
oversættes:
" At fatte et andet sind".
Når Gud byder, at vi skal omvende os -
altså
fatte et andet sind, ligger der i dette, at vi er forkert på den.
Dersom der ikke var noget i vejen med os, ville omvendelse ikke
være
nødvendig.
Bibelen kalder dette forkerte for "synd".
Johannes forklarer,
hvad synd er, når han siger: "Synd er lovbrud." l. Joh. 3,4. Her
tænker vi på de ti bud, der står som et udtryk for
Guds
retfærdighedskrav:
"Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig.
" Det taler
om behovet for afkobling og hvile og samtidig at søge Gud. Gud
har
givet os et bestemt mål af tid til hvile og til at søge
ham.
Men aldrig har verden været mere stresset end i dag. Det er en af
vor tids største forbandelser, at mennesker ikke tør
blive
stille og søge Gud.
"Du må ikke have andre guder end mig."
Det, vi elsker
og ærer mere end Gud, er blevet en afgud for os. Derfor har vi
alle
overtrådt dette bud. Den rige yngling i Evangelierne er et
eksempel
på dette. Han sagde til Jesus, at han havde holdt loven, men da
Jesus
bad ham om at sælge alt, hvad han ejede, og give det til de
fattige,
gik han bedrøvet bort. Jesu ord afslørede, at han elskede
sin rigdom mere end Gud. Han havde altså overtrådt det
første
bud og dermed syndet.
"Du må ikke misbruge Herren din Guds
navn." Guds
navn er givet til vort sande gavn. Det er som en fast borg for den, som
søger tilflugt i det. Men misbrugen af det bliver til vort
fordærv.
Johannes siger, at synd er lovbrud. Det
betyder, at jeg
ikke når op til denne guddommelige standard. Vi har alle
overtrådt
Guds bud og når dermed ikke op til Guds retfærdighedskrav.
Vi har gjort det, som er ondt i Guds øjne. Det er dette onde,
synden,
der ødelægger så meget i den enkeltes liv, i hjemmet
og i samfundet. Det er også derfor, verden ser ud, som den
gør.
Syndens løn er døden, siger
Bibelen. Hver
gang, vi synder, er der noget i os, der dør. Ethvert menneske er
i bund og grund egoistisk ingen går ram forbi. Jeg er det. Du er
det. Vi elsker os selv mere end både Gud og vor næste. At
erkende
det, er en del af omvendelsen. Her hjælper det ikke at henvise
til,
at andre er værre end vi selv.
Gud kræver hvert enkelt menneske til
regnskab for
sit eget liv. Derfor må man omvende sig selv.
"Du må ikke slå ihjel." Jesu
tolkning af budene
i bjergprædikenen Matt. 5. viser os, at det ikke blot er selve
handlingen,
der er synd, men at dette bud lige så vel som de andre allerede
overtrædes
i vort hjerte. - "Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred
på
sin bror, er skyldig." Johannes siger, at "den, der hader sin broder,
er
en manddræber."
Hvordan omvender jeg mig og fatter et andet
sind? Det
er noget, som sker i mig, - min sjæl, min person, - den jeg
virkelig
er, dvs. i min forstand, mine følelser og min vilje. Alle tre er
involveret i en sand omvendelse.
Guds Ord og Guds Ånd viser mig behovet
for omvendelse.
Jeg har igennem Guds Ord indset, at jeg har overtrådt Guds bud.
Jeg
ved, at mit hjerte ikke er rent. Jeg forstår nu, at Gud ikke kan
acceptere mig, som jeg er. I min uomvendte tilstand er jeg fortabt.
Mit følelsesliv har noget med anger at
gøre.
Dvs. jeg er oprigtig ked af, at jeg har syndet. Paulus siger:
"Bedrøvelse
efter Guds sind virker omvendelse til frelse." Igennem Guds eget Ord
virker
Guds Ånd denne bedrøvelse i mig.
Den rige yngling, blev også
bedrøvet, da
Jesus afslørede hans hjertes sande tilstand. Men det var ikke en
bedrøvelse efter Guds sind. Da han hørte Jesu ord,
forstod
han det. Han så afguden i sit liv, men han gik bedrøvet
bort
uden at omvende sig.
Det berører også min vilje, Og
her er vi
ved det helt centrale i omvendelsen: Det har noget med viljen at
gøre.
Omvendelse betyder, at jeg træffer en
afgørelse
angående mit gudsforhold, og vel at mærke den rigtige
afgørelse.
Om man skal blive en kristen eller ej, afhænger til dels af den
afgørelse,
man selv tager. Ingen bliver automatisk kristen, ingen bliver
født
som kristen. Man er det ikke, fordi alle de øvrige i familien er
det. Man er det heller ikke, fordi man går i kirke. At mennesket
er skabt i Guds billede, betyder blandt andet, at det har evnen til at
vælge, og i omvendelsen ligger netop et valg. Gud giver det
enkelte
menneske mulighed for at træffe det rette valg. Dette valg
må
jeg selv tage. "Gud byder mennesker, at de alle og alle vegne skal
omvende
sig." Apg. 17,30.
Min forståelse af, at jeg er en synder,
må
føre til en bedrøvelse over min tilstand, således
at
jeg tager en fast beslutning om ikke at ville synde mere.
Et eksempel på dette har vi i den
fortabte søn
i Luk. 15. Han sagde: "Jeg vil stå op og gå til min far og
sige til ham: Fader! Jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg
er ikke længere værd at kaldes din søn, lad mig
gå
som en af dine daglejere! Og han stod op og gik til sin fader. "
Ethvert menneske har denne evne i sig.
Når vi hører
Guds Ord, vil Guds Ånd virke i os en anledning til omvendelse. Vi
har alle mulighed for at fatte et andet sind. Gud vil ikke forlange det
umulige af os.
Omvendelse er derfor en vilje til at
ophøre med
de forkerte handlinger. Det er også en erkendelse af, at min
samvittighed
alene er ikke nok til at afgøre, hvad der er ret eller forkert.
Den kan nemlig være påvirket af tidens tankegang. Jeg
må
lade Bibelens Ord og Ånd blive rettesnor for mit liv. Dog -
omvendelse
i sig selv gør ingen til kristen. Det er kun Gud, der kan
gøre
os til det, og hvordan Gud gør det, skal vi nu se.
Hvad vil det sige at tro på Gud?
Der findes en almen Gudstro. De fleste
mennesker ejer
den. Man tror dog trods alt, at Gud er til. Men det er ikke det,
Bibelen
kalder for tro.
Jakob siger i sit brev, at denne tro ejer
Djævelen
også. Men det er ingen frelsende tro. Det er blot en erkendelse
af
Guds eksistens. Vi kan også kalde det "forstands tro".
Den frelsende tro er ikke i forstanden, men i
hjertet.
For at forklare dette må vi se, hvad det er, vi skal tro med
hjertet,
og hvordan vi får denne tro i eje. Lad mig begynde med det sidste:
Hvordan får vi troen i eje?
Troen kommer fra Gud. Intet menneske kan
frembringe den
frelsende tro af sig selv. Den
kommer ved at høre Guds Ord -
evangeliet.
Det var derfor, Jesus sagde: "Gå ud i al
verden
og forkynd evangeliet for al skabningen. Den, som tror og bliver
døbt,
skal blive frelst, men den, som er vantro, skal blive fordømt."
Mark. 16,15-16.
I Hebr. 12,2 står der: "Han er troens
banebryder
og fuldender." Før han blev født i Betlehem, sagde englen
til Josef: "Du skal kalde hans navn Jesus, thi han skal frelse sit folk
fra dets synder." Matt. 1,21. Ved Jesus har Gud beredt frelse for hvert
eneste menneske. Jesus selv sagde det således: "Thi således
elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for
at
enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Joh. 3,16. Jesus udelukkede alle andre muligheder for frelse. Som vi
tidligere
har citeret, sagde han også: "Den, som er vantro, skal blive
fordømt",
og "jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved
mig!" Joh. 14,6.
Der kan altså ikke være nogen
frelsende tro,
før man har hørt evangeliet. Det stemmer også med
Paulus'
ord: "Hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har
hørt
om. Så kommer da troen af det, som høres, og det, som
høres,
kommer i kraft af Kristi Ord." Rom. l0,14 og 17.
Eller Jesu ord: "Den, som hører mit ord
og tror
ham, som sendte mig, han har evigt liv." Joh. 5,24.
De første kristne sagde: "Der er ikke
frelse i
nogen anden, thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet
navn, hvorved vi kan frelses." Apg. 4,12.
Vi ser altså klart, at troen kommer fra
Gud, og
den kommer gennem evangeliet.
Hvad betyder evangeliet?
Evangeliet betyder "det glædelige
budskab". Det
er det glædelige budskab om Jesus Kristus, Guds Søn, der
blev
vor og hele verdens frelser. Rom. 1,l-3. den fortabte tilstand, vi er
kommet
i. Han vil helbrede og genoprette os fuldstændig til det, han har
skabt os til at være. Det er budskabet, der kommer til os i
evangeliet.
Johannes Døber siger: "Alt kød skal se Guds frelse!" Luk.
3,6.
Af sammenhængen kan vi se, at det er
Jesus, han
taler om.
Også Peter taler herom, når han
siger: "I
ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv
eller
guld, I blev løskøbte fra det tomme liv, I havde arvet
fra
forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam
uden plet og lyde. Hertil var han forudbestemt, før verdens
grundvold
blev lagt, men blev ved tidernes ende åbenbaret for jeres skyld."
1. Pet. l,18-20.
Guds frelse Hele Guds frelse er altså
knyttet til
Jesus.
Det er Guds frelse, fordi Gud planlagde at
frelse os i
evigheden. Paulus siger: "Før verdens grundvold blev lagt, har
han
udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for sit
åsyn."
Ef. 1,4.
Gud gav et løfte om at frelse os Ved
syndefaldet
var det ikke mennesket, der søgte Gud, men Gud, der søgte
mennesket. I 1. Mos. 3 læser vi, hvorledes Gud kommer vandrende i
haven og råber: "Menneske, hvor er du?" I sit møde med det
faldne menneske giver Gud det første løfte om en frelser.
Det findes i 1. Mos. 3,15. Det er Jesus, der her omtales som kvindens
sæd,
der skal knuse Slangens hoved. I hele Det gamle Testamente møder
vi igen og igen disse løfter fra Gud om én, der skal tage
kampen op mod vor modstander Djævelen.
Profeterne profeterede om, hvor han skulle
fødes
- nemlig i Betlehem. Mika 5,l. De profeterer om, at det er jomfruen,
som
skal blive frugtsommelig og føde en søn. Es. 7,14.
Esajas giver en beskrivelse af hans lidelse og
død
i kapitel 53. Alle profeterne i Det gamle Testamente peger hen på
en kommende Messias.
Gud opfyldte løftet ved at sende Jesus
"Da tidens
fylde kom, udsendte Gud sin Søn født af en kvinde,
født
under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under
loven." Gal. 4,4. Det var Gud, der handlede suverænt, da tiden
var
inde. Som han havde anvendt profeter til at give løftet om den
kommende
frelser, anvendte han en kvinde til at lade Jesus føde. Det var
hverken Josef eller Maria, der tog initiativet til Jesu fødsel.
Det var Gud. Gennem englen Gabriel kom budskabet til Maria, at hun
skulle
føde en frelser. Læs: Luk. 1,26-38.
Jesus er Gud. Gud fra evighed, der blev
menneske, og som
menneske både var sandt menneske og sand Gud. Johannes siger i
sit
evangelium således: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt
os,
og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne
Søn
har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh. 1,14.
Lukas viser os, at Jesus var undfanget ved
Helligånden
og netop derfor skulle kaldes Guds Søn. Jesus begyndte ikke sin
tilværelse i Betlehem. Han er fra evighed af. Men i Betlehem blev
han menneske. Johannes siger i sit evangelium, at han var i begyndelsen
hos Gud, og alt er skabt ved ham. Paulus siger i Fil. 2, at "han holdt
det ikke for et røvet bytte at være Jesus selv gjorde krav
på, at han var Messias, Kristus, den profeterne havde profeteret
om. Han bekræftede det ved sin opstandelse fra de døde.
Læs:
Rom. l: l - 4. Nu har vi altså set, hvorledes det var Gud, som
sendte
Jesus ind i verden. Vi skal ikke her komme ind på Jesu tjeneste,
som den er beskrevet i de fire evangeliet, men blot sige dette, igennem
den åbenbarer Gud for os, hvordan han er, hvor stor hans
kærlighed
til os er, og hvor meget han ønsker at frelse os. Læs:
Hebr.
1,1-3. Dog - Jesu komme til verden ville ikke have haft en evig
frelsende
betydning for menneskene, hvis ikke Jesus var død, som han
døde.
"Ligesom Moses ophøjede slangen i
ørkenen,
sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver,
som
tror på ham, skal have evigt liv." Der taler Jesus om korset. Vi
er alle bidt af Slangen. Vi har fået syndens gift i os. Men Jesus
vil dø for os. Han siger: "Jeg er kommet for at give mit liv som
løsesum for mange." Matt. 20,28. Det var det, Esajas profeterede
om, da han sagde: "Han blev såret for vore overtrædelser,
knust
for vor brødes skyld, os til fred kom straf over ham, vi fik
lægedom
ved hans sår.
Vi for alle vild som får, vi vendte os
hver sin
vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på
os alle. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som
et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er
stumt,
når det klippes - han oplod ikke sin mund. Fra trængsel og
dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves
fra
de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse? Hos
gudløse
gav man ham grav og gravkammer hos den rige, endskønt han ej
gjorde
uret, og der ikke var svig i hans mund." Es. 53,5-9.
Her har vi både Jesu korsfæstelse
og begravelse
beskrevet. Paulus siger om dette: "Jeg overgav jer nemlig som noget af
det første, hvad jeg selv modtog: At Kristus døde for
vore
synder, efter skrifterne." 1. Kor. 15,3-4.
Jesus taler flere gange om dette før
sin lidelse
og død. Han fortalte dem også, at han skulle opstå
tre
dage efter. Jesu død var ingen fejltagelse. Det var ikke Satan,
der gik af med sejren. Det var mennesker, der korsfæstede Jesus,
men det var efter Guds plan.
Der står således: "Jesus fra
Nazaret en, mand,
som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og
tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo
selv
ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i
jeres
vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog
hans
liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham
opstå,
fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden."
Apg.
2,22-24.
Men til frelsen hører også, at:
Det var altså Gud, som handlede gennem
Jesu død.
Ved sin kamp i Getsemane og sin død på korset fik han ikke
hjælp af noget menneske. Han kæmpede og sejrede alene.
En af hans apostle forrådte ham, en
anden fornægtede
ham, og alle de andre forlod ham og flygtede. De sov, mens han
kæmpede.
Han havde magt til at undgå korset.
Han siger, at han kunne tilkalde engle, som
skulle hjælpe
ham. Men han vidste, korset var nødvendigt for at frelse os. Da
han hang på korset, råbte han til sidst: "Det er fuldbragt!
" Det, som var fuldbragt, var , at den retfærdige havde taget de
uretfærdiges skyld og sonet den. Vi fortjente at dø, thi
syndens
løn er døden. Men han døde for os.
Gud oprejste Jesus fra de døde "Lovet
være
Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som har genfødt os til et
levende
håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde." l. PET.l:3.
Igennem opstandelsen ved vi, at Gud
accepterede det offer,
som Jesus bragte. Hvis han var blevet i graven, var der ingen frelse
for
os. Men Jesus opstod. Han lever i dag. Læs:
l. Kor. 15.
Efter sin opstandelse opsøgte han sine
disciple.
Også her var det ham, som tog initiativet. Han fandt dem, hvor de
var. Han kom til dem bag lukkede døre. Han viste dem sine gennem
borede hænder og sin side og sagde: "Fred være med jer!"
Da han døde, står der, at
forhænget
i Templet flængedes i to stykker fra øverst til nederst.
Det
var Gud, som derigennem bevidnede over for verden, at nu var der ikke
længere
noget, som skilte mellem Gud og os. Forhænget i Templet skilte
nemlig
mellem det hellige og det allerhelligste. Det var et billede på,
at ingen havde fri adgang til Gud. Men nu åbnede Jesus
døren.
Ifølge l. Kor. 15,6 åbenbarede
han sig for
over 500 på én gang. Mødet med den opstandne
Kristus
forvandlede disse menneskers liv.
Ingen kan møde den opstandne Kristus og
forblive
den samme. Jesu død og opstandelse er kardinalpunkter i frelsen.
Det er de to hængsler, hvorpå frelsens dør svinger
op.
Jesu opstandelse adskiller kristendommen fra
alle religioner.
Det gør den til mere end en lære om et godt menneske, der
kalder til efterfølgelse. Det er budskabet om den levende Guds
Søn,
der frelser mennesker i dag - som han gjorde fordum.
Kristendom er ikke religion. Religion er
menneskets forsøg
på at finde Gud. Kristendom er lige det modsatte. Det er Gud, der
søger og finder det fortabte menneske.
Nu sidder han der som vor repræsentant,
vor ypperstepræst.
Alle ypperstepræster i Det gamle Testamente var blot forbilleder
på Kristus. De gik ind i en helligdom, som er gjort med
hænder,
men som kun er et af billede af den sande helligdom. Jesus gik ind i
selve
Himmelen for os som vor ypperstepræst. Han gik derind med sit
eget
blod.
I Johannes Evangeliet kapitel 17 har vi Jesu
ypperstepræstelige
bøn. Den viser os Jesu tjeneste nu. Paulus siger: "Kristus er
den,
som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds
højre
hånd, som også går i forbøn for os." Rom. 8:
34.
Hvilken vidunderlig tanke. Vi har et menneske i Himmelen. En lig os,
som
elsker os. Men samtidig er han Gud. Derfor hedder han Immanuel: Gud med
os !
Efter 40 dage for Jesus til himmels og satte
sig ved Guds
højre hånd. Jesu himmelfart har også betydning for
vor
frelse. Der står skrevet således: "Han tog sæde ved
Majestætens
højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt
renselse for vore synder." Hebr. l,3.
Jesu himmelfart er et tegn på, at
frelsen er færdig.
Han har sat sig ved Guds højre hånd, efter at han har
fuldbragt
renselse for vore synder. Jesus havde tidligere forladt herligheden for
at blive menneske og som menneske dø for os for at sone vor
synd.
Nu satte han sig ved Faderens højre hånd. Men nu sidder
han
der ikke blot som Gud.
Ti dage efter Jesu himmelfart, da pinsedagen
var kommet,
sendte Jesus sin Ånd til jord til de disciple, som han havde
åbenbaret
sig for efter sin opstandelse. Jesus havde forudsagt dette. Men han
havde
også sagt, det ikke kunne ske før, han var herliggjort.
Dette var hele hensigten med Jesu komme, at
den faldne
skabning skulle føres tilbage til Gud og få del i Guds
And.
Lukas beskriver det således i Apg. 2: "Da pinsedagen var kommet,
var de alle samlede med hver andre. Da lød der med et fra
Himmelen
en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele
huset,
hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte
sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med
Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter
hvad
Anden indgav dem at forkynde." Af sammenhængen forstår vi,
at disse disciple var fyldt med en overvældende glæde.
Som vi senere skal se, satte Helligånden
dem også
i stand til at tjene Gud. I alt det, jeg her har forklaret, var det
Gud,
som handlede.
Paulus siger: "Når du med din mund
bekender Jesus
som Herre og i dit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde,
skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed,
og med munden bekender man til frelse." Rom. 10,9-l0.
Det er Gud, som har retfærdiggjort os,
fordi vi
tror på Jesus Kristus. " At blive retfærdiggjort" minder os
om en retssag, og det er også det billede, Paulus anvender. Vi
har
været anklaget, fordi vi var skyldige og dømt til at
dø
på grund af vor synd. Men på grund af vor tro på
Kristus
er alle anklager imod os nu afvist. Vi er ikke blot blevet
benådet,
men vi er blevet frikendt i retten. Vi er blevet retfærdiggjorte.
Alle anklager imod os er blevet tilbagevist. Hvorledes kan dette
gå
til? Det var derfor, Jesus måtte dø, - en retfærdig
for uretfærdige. Hans død var en stedfortrædende
død.
Dvs. han døde i vort sted. Det vil igen sige, siger Paulus, at
vi
er døde med ham.
Et menneske, som er død, kan man ikke
længere
anklage. Vor tro på Kristus har gjort hans død til vor
død.
Hans opstandelse har givet mig hans liv.
Dermed er alle anklager imod mig tilbagevist.
Thi nu tilregner Gud mig Jesu Kristi fuldkomne
retfærdighed.
Det vil sige, at jeg i Guds øjne er som et menneske, der aldrig
har syndet.
John Bunnyan, der har skrevet
"Pilgrimsvandringen ", siger
om dette: "Den troende er i Kristus iklædt en så fuldkommen
retfærdighed, at loven fra bjerget Sinai ingen fejl kan finde hos
ham." Dette er sandt, thi retfærdigheden, som er åbenbaret
fra Gud igennem evangeliet, er nemlig ingen anden end Jesus Kristus
selv.
"Han, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at
vi
kunne blive Guds retfærdighed i ham." 2. Kor. 5: 21.
Dette er en dyrebar sandhed, og jeg beder om,
at Helligånden
må levendegøre det for alle, som læser dette. Intet
menneske bliver i Guds øjne retfærdiggjort igennem
gerninger.
De bliver retfærdiggjort gennem tro på Jesus Kristus. Det
er
uforskyldt. Det er af Guds nåde, og det på grund af Jesu
Kristi
død og opstandelse for os.
Denne sandhed illustreres yderligere i
dåben. Thi
netop fordi jeg er død med Kristus, skal jeg begraves med ham.
Det
er, hvad dåben taler om.
Ingen kan læse Det nye Testamente uden
at opdage
den centrale placering, dåben har. Den findes både i
Evangelierne,
Apostlenes Gerninger, Brevene og desuden er den forbilledligt
nævnt
i Det gamle Testamente. Både Peter og Paulus tager eksempler fra
Det gamle Testamente om dåben. Læs: l. Kor. l0 og l. Pet.
3.
For at blive en kristen på Det nye Testamentes tid, måtte
man
døbes. Noget andet ville være utænkeligt.
For det første lader Jesus os ikke i
tvivl om den
sag. Han ikke blot accepterede Johannes' dåb som en forberedelse
for evangeliets frembrud i Kristus, men han sagde, at den var fra Gud.
Luk. 7,27-30. Han valgte selv at døbes med Johannes' dåb,
ikke fordi han havde omvendelse behov, men som indvielse til sin
tjeneste,
hvor han gjorde sig til et med den syndige slægt for at frelse
den.
Men som allerede sagt har vi mere end Jesu
befaling. Apostlenes
Gerninger giver os et klart vidnesbyrd om, hvorledes de første
kristne
praktiserede Jesu ord. Det første eksempel, vi har, er på
pinsedag. Jesus bød dem at vente med vidnesbyrdet om ham, til
Helligånden
var kommet. Nu er Ånden faldet over de ventende disciple.
Apostlen
Peter tager straks ordet og prædiker for de tilstrømmende
skarer. Vi har også indholdet af hans prædiken, der er en
klar
fremstilling af, hvorledes Gud handler igennem Jesu død og
opstandelse.
Hans prædiken afsluttes med en dåbshandling, hvor omkring
3.000
mennesker bliver døbt. Tilhørerne blev nemlig ramt i
deres
samvittighed gennem Peters prædiken og spurgte, hvad de skulle
gøre.
Peters svar var kort og godt:
"Omvend jer og lad jer døbe hver
især i Jesu
Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få
Helligånden
som gave." Apg. 2,38. Og så føjes der til: "De, som nu tog
imod hans ord,
blev døbt. " Apg. 2,41. Denne praksis
fortsættes
i resten af Apostlenes Gerninger: Apg. 8,12-13: 8,26-38: 22,16:
9,18-22:
l0,47-48:
Rækkefølgen i alle disse
skriftsteder er
først forkyndelse, der leder til tro, og dernæst
dåb.
Forkyndelsen af evangeliet var altid en forudsætning for troen,
og
troen efterfulgtes altid af dåb. Da Paulus ventede 3 dage med at
blive døbt, sagde Ananias til ham: "Hvorfor tøver du?
Stå
op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du
påkalder
Jesu navn!" I fangevogterens hus blev de døbt samme nat, de kom
til troen.
Som sagt var Johannes' dåb kun en
omvendelsesdåb
og en forberedelse for Kristus. Den dåb, Jesus Kristus
indstifter,
har en dybere betydning. Det er efter sin død og opstandelse, at
Jesus giver sine disciple befaling til at gøre alle folkeslagene
til hans disciple, og i den forbindelse nævner han også
dåben.
"Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen! Den,
som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Men den, som er
vantro,
skal bliver fordømt." Mark. 16,l5-16. I Matt. 28,18-20 er
dåben
også nævnt af Jesus.
Hvordan foregår dåben?
Det er fristende at tage et udpluk af Luthers
forklaring
i "Sermon om Dåbens Sakrament".
"For det første, Dåben hedder
på Græsk
Baptismos, på Latin Mersio, et Ord, der bruges, når man
dykker
noget helt ned i Vandet, så dette går sammen over det.
Og ihvorvel det på mange Steder slet
ikke er Brug
at nedsænke eller dykke Børnene helt under i Dåben,
men alene med Hånden at overgyde dem med Vand fra
Døbekarret,
så skulle det dog være således, og det vilde
være
rigtigt, at man, i følge Betydningen af Ordet Dåb, helt og
holdent nedsænkede og døbte Barnet eller enhver, der
døbes,
i Vandet og atter tog dem op deraf."
Af Paulus' ord i Romerbrevet 6,4 fremgår
det, at
dåben er en dåb til Jesu Kristi død og opstandelse.
"Alle vi, som blev døbt til Kristus, blev døbt til hans
død.
Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden,
for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens
herlighed,
således skal også vi leve et helt nyt liv." Det er det
samme,
han siger, i Kol 2,12:
"Idet I blev begravet med ham i dåben,
og i den
blev I også sammen med ham opvakt ved troen på Guds
virkekraft,
da han opvakte ham fra de døde." Paulus bruger her dåben
som
et argument imod, at de kunne fortsætte at leve som hidtil i
synden.
"Det er umuligt," siger han. "I er jo både døde og
begravede!
" Dåbshandlingen er et meget stærkt udtryk for, hvad der er
sket med mig ved min tro på Kristus.
Det er i virkeligheden det største, der
er sket
med mig, siden jeg blev født. Det er afslutningen på mit
tidligere
liv og begyndelsen på et nyt.
Som Paulus siger: "Med Kristus er jeg
korsfæstet.
Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig."
Gal.
2,19-20. Denne død, begravelse og opstandelse symboliseres i
dåben.
Men den mere end symboliseres, thi
Helligånden er
til stede for at virkeliggøre Jesu Kristi liv i mig. Derfor er
dåben
en offentlig bekendelse af, at jeg regner mig selv for død fra
synden
og levende for Gud i Kristus Jesus. Jesus er nu min Herre.
Også for forståelsen af denne
sandhed behøver
vi at bede Gud om Helligåndens lys. Jeg kan aldrig komme til det
sted, hvor jeg blev døbt, uden at tænke på det
store,
som skete med mig der. Mit gamle liv er både død og
begravet.
Begravelsen er det sidste farvel.
Paulus taler også om dåben som en
begravelse.
Rom. 6,4. Der står om Johannes, at han
døbte
i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand der.
Joh. 3,23.
Til en bestænkelse behøves der
ikke "rigeligt"
med vand. Der er ingen tvivl om, at dåb fra begyndelsen foregik
ved
nedsænkning i vandet.
Eksempler fra Det gamle Testamente:
De to eksempler, jeg tidligere har nævnt
fra Det
gamle Testamente, illustrerer dette meget fint.
l. Kor. l0,1-4: "Jeg vil nemlig ikke,
brødre, at
I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen
og alle gik gennem havet og alle blev døbte til Moses i skyen og
i havet og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den
samme
åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte
med, og den klippe var Kristus. " Her bruger Paulus Israels
børns
udgang fra Ægypten som et forbillede for menigheden. Israel var i
trældom under Faraos åg, ligesom vi er under
Djævelens
åg. Så kom Herren for at frelse dem igennem Moses, ligesom
Gud gør det for os igennem Kristus. Da Guds dom ramte
Ægypten,
blev Israel frelst bag de blodbestænkte døre. Det er et
billede
på vor frelse fra Guds vrede og dom ved Jesus Kristus og ved hans
blod. "Thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus."
l. Kor. 5,7. Men så går Paulus videre og siger, at i Det
røde
Hav blev israelitterne døbt til Moses. Det, der skete ved Det
røde
Hav, var, at Farao og ægypterne kom efter israelitterne for at
tage
dem til fange igen, og ligesom de i Ægypten blev frelst fra Guds
dom bag de blodbestænkte døre, således blev de i Det
røde Hav frelst fra ægypterne. Det var det sidste farvel
til
Ægypten. Da de kom op på den anden side af havet, var
bruddet
endelig sket. Det er et billede på dåben, siger Paulus,
hvor
vi er frelst fra verden, og en ny tilværelse begynder .
Den samme sandhed kan du finde i Peters ord i
l. Pet.
3,20-21, hvor han taler om Noas tid
og siger: "I den (arken) blev nogle få,
nemlig otte,
sjæle frelst gennem vand, der er et forbillede på det vand,
som nu frelser jer, nemlig dåben." Hvad var det, som skete
på
Noas tid? Også her var det Guds dom, som kom over den
daværende
verden ligesom i Ægypten. Men Noa og hans familie blev frelst fra
Guds vredes dom ligesom Israels børn i Ægypten. De blev
frelst
fra Guds vredes dom i arken. Arken er derfor her et billede på
Jesus
Kristus, der frelser os fra Guds dom. Men så går han videre
og siger, at de blev frelst gennem vand, og siger, at det er et billede
på dåben. Hvad frelste vandet dem da fra? - Det samme som i
Ægypten: Vandet frelste dem fra den gamle verden. Da de gik ind i
arken, forlod de den gamle verden. Da de kom ud af arken, gik de ud til
en helt ny verden. Det er et vidunderligt billede på dåben,
som er et virkeligt brud med vort gamle liv. Verden og Djævelen
har
ikke længere krav på os. Vi er nemlig købt til
Kristus.
Ligesom Israel kom ud fra trældom -
under Moses
og til hans lederskab, således kom vi ud fra et liv i syndens
trældom
ved Kristus til Kristi herredømme.
Peter taler også om, at det var en god
samvittighedspagt
med Gud, og det, der sker i dåben, er, at du og Gud indgår
en pagt.
Jeg plejer her at henvise til
ægteskabspagten. Når
de to unge i vidners nærværelse lover, at de vil elske og
være
hinanden tro, indtil døden skiller dem ad, så er der
gået
noget forud. De blev først forelsket i hinanden. Men nu
bekræfter
de dette i vidners nærværelse, og således er det
også
med
dåben. Vi lover Gud, at Jesus Kristus skal være vor Herre,
og hans ord vor lov. Gud lover os til gengæld, at vi bliver hans
børn, og at han er med os alle dage. Han frelser os for tid og
evighed.
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|