Han var et godt menneske, elsket og respekteret af alle, som kendte ham. En aften var han ude at køre sammen med sin kone og datter. De var på vej til den by, hvor han netop havde overtaget ansvaret for en ny menighed. Men de nåede aldrig hjem. En frygtelig trafikulykke på landevejen kostede dem alle tre livet
Hun var en venlig kvinde, hvis gæstfrihed havde gjort manges liv rigere. Sammen med sin mand, som var læge, havde hun gjort godt for folk i et fjernt og fremmed land. I deres bil var de på vej gennem landet til havnen, hvorfra de skulle sejle hjem på orlov. På vejen havde de flere på hinanden følgende punkteringer. Hendes mand gik efter hjælp og efterlod hende ved bilen, som ikke var i stand til at køre længere. Det blev mørkt, inden han kunne finde kørelejlighed tilbage til hende. Han fandt hende død - myrdet.

Han var fars stolthed og glæde, den længe ventede søn. Men da han var seks, blev glæden til ængstelse, drengen blev syg. Ængstelsen blev til gru, da lægen sagde: »»Jeg er ked af det, men det er leukæmi. Han har ikke lang tid tilbage.« Trods alle bønner, trods den bedste lægelige behandling bukkede barnet snart under for sygdommen.

Hvorfor lider gode mennesker ondt? Hvad er der sket med den grundlæggende orden i universet, når mennesker ikke får, hvad de fortjener - når gode mennesker dør på tragisk vis og slette mennesker ikke synes at have nogen bekymringer?
Menneskehedens religioner har søgt at gøre rede for den. Der er faktisk opstået en hel verdensreligion direkte foranlediget af lidelsens problem. Ifølge buddhistiske traditioner voksede Gautama, fyrste over Sakaya-slægten, op i trygge, bekvemme omgivelser, skærmet fra tilværelsens smerte. Han blev gift og fik en søn. Men en dag, da Gautama var borte fra paladset, gik »de fire ædle sandheder« op for ham. For første gang så han et sygt menneske, og han følte sygdommens lidelse. Dernæst så han en gammel mand, svag og krumbøjet, og han oplevede alderdommens lidelse. Derefter så han en død mand, båret på en båre af en gruppe sørgende, og han kom til at kende dødens lidelse. Til sidst så han en munk - rolig, afklaret, uforstyrrelig.

Da fyrst Gautama vendte hjem til paladset, var han blevet et andet menneske. Samme nat tog han afsked med sin hustru, kyssede sin sovende søn, besteg sin berømte hest og red ud til rigets grænse. Der slap han hesten løs, afførte sig sin fornemme klædning, ragede sit hoved og iførte sig munkens safrangule dragt Han blev munk, og efter tolv års granskning var han blevet Buddha, den oplyste.

Da Buddha fremstillede sin forståelse af livet, sagde hans første sentens: »Al eksistens er lidelse.« Derpå gik han over til at redegøre for dette faktum og til at beskrive forskellige måder at tackle problemet på.

Bibelen siger også meget om lidelse. En hel bog i Det gamle Testamente, nemlig Jobs bog, kæmper med spørgsmålet: Hvorfor lider gode mennesker ondt? Indledningsvis får vi at vide, at Job var »en from og retsindig mand«. Job 1,1. Men den ene ulykke ramte ham efter den anden:
hans børn blev dræbt, han mistede sin talrige kvægbestand, og til sidst blev han selv ramt af onde, smertende bylder.
Tre venner hørte om Jobs ulykke, og de besøgte ham. Men som trøstere var de elendige. Deres vigtigste konklusion gik ud på, at Job måtte have begået en masse misgerninger for at fortjene alt dette!

Jobs trøstere er aldrig langt borte. Når en person kommer ud for ulykke, sygdom eller tab, skal der snart være nogen, der siger: »>Det må være Guds straf!« Ofte spørger den lidende fortvivlet i sin smerte: »Hvorfor straffer Gud mig på denne måde? Hvad har jeg gjort, som fortjener dette?«

Men Gud straffer ikke den lidende. Han straffede ikke Job.
Jesus imødegik denne argumentation, da hans disciple" genspejlende deres tids tænkning, spurgte ham vedrørende en mand, som var blind fra fødslen. »Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?« Det var en logisk årsag til - virkning - filosofi - men den var urigtig. »»Hverken han eller hans forældre har syndet; men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham,« svarede Jesus. Joh. 9,1-3.

Men bortset fra dette er der et faktum, som frem for alt gør op med denne fejlagtige fortolkning af lidelsen - nemlig at Jesus selv døde. På korset led det bedste af alle mennesker den grusomste af alle henrettelsesmetoder. Skønt vi nu betragter korset som offerets og hengivelsens symbol, rummer det intet ædelt eller ophøjet for Jesus. For ham betød korset pine, adskillelse, ydmygelse, død. Han veg tilbage for det, og efter at han var blevet hængt på korset, udråbte han i fortvivlelse: »Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Matt 27,46.

Jesu død skulle for altid have bragt den tanke til ophør, at Gud straffer dem, der lider. Men den samme argumentation dukker stadig op, skønt erfaringen gang på gang viser os det modsatte. Beviset er dette: gode mennesker lider ondt. Og, på den anden side: slette mennesker nyder ofte en behagelig tilværelse.

Dette sidste faktum havde også Bibelens skribenter lagt mærke til. En af Salmerne kæmper med problemet: »Se, det er de gudløses kår, altid i tryghed, voksende velstand!« Sl. 73,12.

Jeg tror ikke, der kan gives nogen fuldstændig tilfredsstillende, rationel forklaring på lidelsens problem. De »forklaringer«, der er blevet fremsat, finder jeg er mest overbevisende for dem, som ikke selv lider - dem, der ligesom Jobs trøstere har deres på det tørre, er raske, trygge og succesrige! Jeg forkaster den opfattelse, at Gud straffer mennesker, som lider, ligesom jeg mener, det er en alvorlig misforståelse at sige, at lidelsens hensigt er at gøre gode mennesker bedre. (Lidelsen kan eller kan ikke frembringe et sådant resultat. Den enorme skala af menneskelig tragedie kræver et bredere perspektiv).

For det første er universet bygget på naturens love. Naturens love beskriver tingene, men foreskriver ikke - det vil sige, de fortæller os, hvordan universet fungerer. Der er love om bevægelse, tyngdelove, kemiske love, fysiske love alle beskriver de, hvad der sker i verden omkring os. Disse love fortæller os, at kosmos er forudsigeligt, at det er ordnet. Uden disse love ville kosmos blive kaos.

Men naturlove betyder også uafvendelighed. Hvis jeg springer ud fra Empire State Building, vil min krop accelerere med en fart af 10 meter i sekundet for hvert sekund jeg falder. Hvis jeg er ved at reparere taget på mit hus og falder derfra, vil jeg accelerere med samme fart. Hvis en gæst ved et selskab stikker et antal drinks under vesten, dikterer de fysiske love, at hans dømmekraft nedsættes. Hvis han sætter sig til rattet og krydser dobbelt optrukne striber og støder frontalt sammen med mig i min bil, peger de fysiske love på sandsynligheden af, at jeg kommer slemt til skade, måske bliver dræbt.

Loven om årsag og virkning - den er tveægget Gode mennesker er undergivet den lov, på samme måde som slette. Gode mennesker lider, fordi de begår fejl, og de lider også, fordi slette mennesker begår fejl.

For det andet viser Bibelen os, at begivenhederne på denne Jord er dele af en større sammenhæng. Den trækker forhænget til side for en kosmisk konflikt mellem godt og ondt, som begyndte med krig i selve Himmelen. Åb. 12,7-9.

Ikke alt, hvad der sker på Jorden, er efter Guds vilje. Gud er ikke ophav til forbrydelser og mord, sygdom og tragedie. Vor verden er kommet ind på et forkert spor, og vi er fanget i en kamp mellem sandhed og vildfarelse, retfærdighed og løgn.
En krig går altid ud over uskyldige mennesker. Civilbefolkningen rammes ofte. Men Guds våben gør os ingen skade. Han møder ikke magt med magt Guds våben er kærlighed og selvopofrelse, en kærlighed, der giver sig selv for andre, selvom det vil betyde døden. Jobs bog lader os se bag kulisserne. Jobs lidelser stammer fra en modstander, Satan, ikke fra Gud. Gud tillader lidelserne, men han iværksætter dem ikke.

Skønt Jobs bog strækker sig over mere end fyrre kapitler, kommer den dog ikke til nogen fuldstændig løsning på problemet, hvorfor et godt menneske må lide ondt Bogen når sit klimaks, da Gud selv kommer nær til Job. Og det er tilstrækkeligt for Job. Når man kommer Gud nær, er man hinsides alle forklaringer.

Og det er også nok for os, for den endelige indsigt i lidelsens mysterium er, at Gud lider med os. Han er på en eller anden måde engageret i den kosmiske konflikt med det onde, som også vi er involveret i, og som tilføjer os så mange smerter. At vide, at Gud deler vore smerter, er mere betydningsfuldt end at få en fuldstændig forklaring.

Jesu kors opsummerer denne tanke. Gud træder ind i vor smerte. Gud deler vor lidelse. Gud påtager sig vor tragedie. Det er derfor, beretningen om korset er tidløs og aldrig mister sin appel. Jesus sagde: »Og jeg - når jeg er blevet ophøjet frajorden, vil jeg drage alle til mig. « Joh. 12,32. Flere hundrede år forinden havde Esajas forudsagt: »Og dog - vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.« Es. 53,4-5.

Men korset var ikke afslutningen for Jesus. Påskens glade nyhed er, at han opstod igen. Og den gode nyhed for gode mennesker, som lider ondt i dette liv, er, at den Gud, som lider med menneskene, også vil lade en påskemorgen oprinde for dem.

Hvorfor gør Gud ikke noget for at hjælpe?
Det ligger til menneskene at give Gud skylden for alt, hvad der går galt På en eller anden måde passer han ikke sine ting, hvis tingene ikke ordner sig til det bedste for os. Det »Åh Gud!« der ufrivilligt slipper over menneskers læber, når de står over for farer, ulykke eller død, er lige så meget en bebrejdelse, som det er en bøn om hjælp.

Selve den bibelske skikkelse Job gav Gud skylden for sine vanskeligheder. Skønt han blev kaldt »en from og retsindig mand« (Job 1,1), lød det helt anderledes, da ulykken ramte ham. Da gav Job Gud ansvaret og benyttede anledningen til at fortælle Gud, hvor uretfærdigt han havde behandlet ham.

Joni Eareckson var blevet lam efter en dykkerulykke. Hendes ven troede, at alt, hvad Joni behøvede, var tilstrækkelig tro, så skulle hun nok blive helbredt Joni havde sine tvivl, men vennen sagde: »Du skal ikke være bekymret, jeg har tro nok for os begge.« Han kørte Joni i kørestol til kirken og begyndte at bede. Han var sikker på, at han havde tro nok. Gud ville gøre Joni rask.

Men Joni blev ved at være lammet Det var en bitter skuffelse for hende. Og hendes ven var også knust Han kunne ikke acceptere Guds tilsyneladende inaktivitet.
Problemet med den passive Gud har besværet mennesker gennem mange hundrede år. Vi kan stille det op på denne måde: Enten ser Gud ud til at være ude af stand til at hjælpe os, eller også vil han ikke hjælpe. Hvis Gud havde tilstrækkelig megen omsorg og interesse - hvis han virkelig ønskede at hjælpe - ville han træde til og gøre et eller andet for at lindre vor smerte. Han ville ikke lade børn blive født misdannede, eller tillade at børn mishandles, eller at piger voldtages eller at gamle mennesker overfaldes. Eller, hvis han virkelig bekymrer sig om, hvad der sker, har han tilsyneladende ikke magt til at gøre noget ved det, eftersom det onde bare fortsætter i det uendelige, uden at Gud prøver at bringe det til ophør.

Er Gud ligeglad eller magtesløs? Ingen af de to påstande er særlig smigrende!
Men inden vi på ny giver Gud skylden, var det måske rimeligt at vi stiller os selvet spørgsmål: Hvad er det helt præcist vi venter, at Gud skal gøre?
Hvis vi er på vej hjem og hører brandbilerne komme farende i nabolaget, skulle vi da bede: »Gud, lad det ikke være hjemme hos mig, der brænder«? At bede Gud om svar på den krave selvmodsigende: hvis vi har efterladt et tændt strygejern, og der er gået ild i vort hus, er det allerede for sent til at det kan gøre nogen forskel. Og den anden side af vor bøn er: vi beder om at en anden må komme til at lide i stedet for os!
Gud har indrettet vor verden, vort univers, sådan at den fungerer forudsigeligt. Er det rimeligt at forvente, at han skal sætte de regler til side, når vi er i knibe? Thalidomid forårsager defekter hos fosteret - efter hvad vi nu ved. Det er en fysisk lov. Skal vi bebrejde Gud, at han ikke forhindrede »thalidomidbørnene«? Skal vi give ham skylden for genetiske mutationer og abnormiteter i kromosomerne, som forårsager andre defekter?

Lejlighedsvis sætter Gud naturens love ud af kraft Disse tilfælde er mirakler. De må nødvendigvis være sjældne ellers ville universet opløses i anarki.
Meget, som rammer os, skyldes andre menneskers handlinger. Når det gælder voldtægt, mord eller røveri opererer vi ikke med naturlig årsag og virkning. Her opererer Vi med det problem, der hedder menneskets natur.
Skulle Gud træde til for at hindre, at der bliver begået Indbrud i mit hus? Skulle han lade den voldsmand der lurer på at overfalde min kone eller datter, falde død om? Er det rimeligt at råbe: »Gud, hvorfor gør du ikke noget for at hjælpe?«
Jeg er kommet til at forstå meget mere af Guds handlemåde med mennesker, efter at jeg selv har fået børn. Jeg har måttet lære at lade mine børn træffe deres egne beslutninger, at bide det i mig, også når jeg var sikker på, at jeg vidste bedre end de. Jeg har lært smerten ved at se dem begå deres fejltagelser, idet de ville prøve deres egne vinger. Deres teenageår var til tider traumatiske - måske mere for mig end for dem!
Gud er vor himmelske Fader. Han elsker os højt og ønsker os kun det bedste. Men han respekterer vor frihed Han vil ikke trænge sig ind på os, sætte sig på os, selv om han kender os bedre, end vi kender os selv.
Hele Bibelen fra Første Mosebog til Åbenbaringsbogen er beretningen om, hvordan Gud begrænser sin egen magt af respekt for menneskets frihed. Ingen vil blive slæbt skrigende og protesterende ind i hans evige rige. Fordi han er kærlighed, søger han menneskets frie gensvar på sin kærlighed. Man kan bejle til kærligheden, men ikke fremtvinge den. Derfor har Gud skabt os som frie væsener med frihed til at vælge ham og frihed til at gå vor egen vej.

Ligesom naturlovene fungerer i det upersonliges sfære sådan er det den frie vilje, der råder i de menneskelige relationer. Når mennesker søger at herske over andre, gør de vold på denne frihed til at vælge og ringeagter Gud selv. Men kærlighedens Gud kunne simpelt hen ikke andet end at udstyre sine skabninger med denne frihed - risikoen til trods. De, der kommer til at leve sammen med ham gennem evigheden, vil være frie mennesker, som har valgt at elske ham. Nu føler han de forældres smerte, hvis børn misbruger deres frihed til selv at vælge.
Men der kan siges endnu mere om Guds hjælp. Gud er ikke blevet ved at være passiv. Bibelen viser os, at han satte hele Himmelen på spil for vor skyld. Gennem Det gamle Testamente talte han til menneskene og åbenbarede sin vilje. Som det sidste og det bedste af alt kom han til Jorden som et menneske! »Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?« Rom. 8,32.

Guds aktivitet ophørte heller ikke efter Jesu opstandelse. Den opstandne Herre er nu vor himmelske ypperstepræst Han gør tjeneste for os deroppe i Himmelen. »Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.« Hebr. 4,15. »Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.« Hebr. 7,25.

Beretningen om Jesus sluttede ikke med korset. Engang levede Gud og talte til menneskene, var et med os.
Vi har altså en talsmand i Himmelen. Gud kender - af erfaring - lidelsen, tragedien, menneskers fortvivlelse. Ingen kan føle sig så forladt af Gud, at vor Ypperstepræst han, der råbte ud i gudsforladthedens mørke - ikke forstår. Himmelen har omsorg for os. Der hører vi til. Himmelen er vort hjem.
 

Det er en skyfri aprilaften i Detroit Uden forudgående varsel, lidt over klokken 8.30 eksploderer et sovjetisk SS-13 missil over byen. Dette enlige sprænghoved er en et megaton bombe - svarende til en million tons trotyl, men kun en femtedel så stort som Sovjets største sprænghoved.

Bomben eksploderer i en højde af 6000 fod, umiddelbart over det sted hvor hovedvej 54 og 75 krydser hinanden. Der lyder intet brag, der ses kun et blændende lysglimt.
De 25.000 baseball-fans, som er samlet i Tiger Stadion, gisper ved synet De tilskuere på tribunerne, som har ansigtet vendt mod lysglimtet, bliver blinde af det Et øjeblik efter bryder de og alle de øvrige tilskuere i flammer. Men pinen er snart forbi: en enorm trykbølge tordner ind over stadion og knuser tribuner og tilskuere til en dynge brokker.
Mere end 250.000 af Detroits indbyggere befinder sig inden for de fem kilometer, der udgør »nulpunktet«. Næsten alle dør øjeblikkeligt. Biler på gader og veje smelter til hæslige slaggedynger. Skyskrabere bryder sammen og falder. Næsten 35 kvadratkilometer af byen jævnes med jorden.

Ildkuglen fra detonationen breder sig mange kilometer på mindre end et minut. Trykbølgen breder sig længere ud i stadig større cirkler, vælter imod Windsor på den canadiske side med en fart af 250 kilometer i timen. Og over den ødelagte by hæver en mørk, paddehatformet sky sig allerede til en højde af 12-13 kilometer.
Detroit ligger i ruiner: 250 kvadratkilometer er ødelagt Strømmen er afbrudt, men brændende huse lyser op i natten. Sprængte gasledninger eksploderer og antænder nye brande. 15 kilometer fra bykernen ser forstadsbeboerne træstammer begynde at ulme.
Bomben har allerede dræbt 470.000 mennesker. Andre 600.000 er skadet og trænger desperat tillægehjælp. I en slags massehysteri strømmer de levende ud af byen ad de større indfaldsveje.

Denne grufulde skildring af en atomødelæggelse blev bragt af Time 29. marts 1982. Magasinet behandlede detaljeret emnet »At tænke det utænkelige« - farerne for atomkrig.
Eksperter forudsiger, at 100 millioner amerikanere vil dø i en atomkrig. På verdensplan ville det samlede tal blive adskillige gange større. Atomkrig ville bringe civilisationen til afslutning.

Dr. C. MacKenzie, assisterende professor i psykiatri ved University of Minnesota Medical School, bemærker, at frygt for atomtruslen får amerikanerne til at søge de øjeblikkelige tilfredsstillelser og kortsigtede mål. Mange mennesker har en følelse af fortvivlelse, magtesløshed og håbløshed over for den atomare opbygning. De føler, at det ligger hinsides deres moralske og politiske indflydelse.

Halvfjerds procent af de studerende ved højere læreanstalter forventer at dø i en atomkrig. I en afskedstale til Kongressen den 28. januar 1982 advarede admiral H. G. Rickover om, at våbenkapløbet er helt uden for kontrol. »Jeg regner det for en realistisk mulighed, at vi vil ødelægge os selv, « profeterede han.

Den 18.-25. april 1982 var »nulpunkt« - uge i USA En mængde forskellige organisationer var gået sammen om en landsdækkende oplysningskampagne vedrørende aspekterne ved en atomkrig.

I denne uge bragte radioen et timelangt program med det formål at få alle til at tænke en ekstra gang over, hvad atomkrig vil sige. I forbindelse med dette program blev også bragt et digt af Alia Johnson med titlen: »Hvorfor vi skulle kaste bomben«. Hun påpeger, hvor betagende og storslået en sådan kraftudfoldelse ville være. Vi kunne betragte det som en straffor vore misgerninger. Så snart vi var igennem et sådant mareridt, ville vi ikke længere være terroriseret af det, »>og vi kunne hvile,« skriver hun.

Denne stemning af håbløs resignation, som digtet har indfanget - er måske det mest skræmmende aspekt ved atomtruslen. Vor civilisation, så fremskreden, så højtstående, så effektiv (og dog så moralsk svag), synes at have udviklet en dødslængsel. Den leger med nøglen til udslettelse.

Vi blev født til at leve, ikke til at dø. Jorden blev skabt til skønhed, ikke til kaos. Hvorfor må vi da stå ansigt til ansigt med atomødelæggelse?
Jeg er ikke bange for et atomragnarok. Jeg tror ikke, det kommer. Jeg tror, at den Gud, der skabte verden, og satte menneskelivet i gang, vil gribe ind, før magtgale mænd sprænger verden i stumper og stykker.

Evelyn Messinger, der havde produceret det omtalte radioprogram, sagde: »Somme tider spekulerer jeg på, om der vil komme et rumskib og redde os, eller om måske Jesus kommer.« Nej, der kommer ikke noget rumskib for at redde os, men Jesus kommer. Han ejer verden - den er hans, både fordi han har skabt den og fordi han har genløst den. Og han vil komme tilbage for at sætte tingene på plads.

Inden Jesus blev korsfæstet, gjorde han det meget tydeligt for sine efterfølgere, at han en dag ville komme igen. »Jeres hjerte forfærdes ikke!« sagde han. »Tro på Gud, og tro på mig. ... Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig.« Joh. 14,1-3. Ved hans himmelfart efter opstandelsen sagde englene til de ængstelige disciple: »Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.« Apg. 1,11.

Jesus forudsagde, at der skulle komme vanskelige tider, inden han vendte tilbage til Jorden. Han fortalte om omvæltninger i naturen og om ufred og krige mellem folkene.
Og han profeterede, at der ville komme en verdensomspændende frygt: »Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.« Luk. 21,26.
Næsten to tusinde år er henrullet, siden Jesus forlod denne Jord. Til enhver tid har nogle mennesker set hen til hans komme og håbet, at det netop måtte blive deres generation, der skulle se ham vende tilbage. Som århundrederne er gået, har mange kristne forladt troen på genkomsten. I stedet har de set hen til, at menneskelige bestræbelser skulle bringe Guds rige til Jorden.

Men vort løb er snart nået til enden af tøjrslaget Det er ikke lykkedes for menneskelige bestræbelser at etablere varig fred og retfærdighed. Tværtimod raver Jorden på randen af ufattelig ødelæggelse.

Jesus kommer igen. Han vender tilbage, fordi han er Herre over denne verden, fordi han »bærer alt med sit mægtige ord«. Hebr. 1,3.
Han kommer tilbage, fordi han holder sine løfter. Han har udtrykkelig sagt: »Jeg kommer igen.« Derfor kommer han.
Han kommer tilbage, fordi han elsker menneskene for højt til at lade dem blive udslettet i et atomragnarok.
Han kommer tilbage for at skabe »nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.« 2 Pet. 3,13.

Jesus kommer igen! Han kommer snart!

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk