DEN YDMYGE GIVER
HAN NÅDE
Luk 18,9-14 Til nogle, som stolede på, at
de selv var
retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne
lignelse:
"To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en
farisæer,
den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad
således
for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre
mennesker,
røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som
tolderen
dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele
min
indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang
løfte
sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær
mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som
retfærdig,
ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges,
og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Vi kender beretningen om de to,
farisæeren og tolderen,
så godt, men vi vil prøve at se og høre på
dem
endnu engang - og lære af dem.
Vi lytter til farisæeren. Hør
engang, hvor
meget han har at drage frem, når han skal præsentere sig
selv
for Gud og mennesker. Det er det ene plus efter det andet.
Og hør så på den anden,
tolderen. Det
er kun minus.
Og så dømmer Gud lige modsat. Han
ser nemlig
ikke på det udvortes, men på sindet, på hjertet.
Lad os først se på
farisæeren:
Hans plads. Han vil helt frem, op på en af
de øverste
pladser, for at ses af alle.
Hans blik er det selvglade. I ser mig vel - I
kender vel
mine dyder og gode gerninger?
Hans ord: "Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er
som de
andre eller som denne tolder." Hvor havde han meget godt at
fortælle
om sig selv. Og det var vel sandt det meste af det. Men hvor stinker
han
af selvros.
Hos farisæeren var der ikke nogen plads
for nåde,
tilgivelse og frelse.
Og se så tolderen:
Hans plads er ved døren - lige indenfor.
Se hans blik. Det var ikke en række af egne
fortræffeligheder,
han så, men han så et syndedyb i sit hjerte, og han
skammede
sig og sørgede derover, derfor slog han sit blik ned og turde
ikke
løfte det.
Og derfor blev hans ord til et
nødråb: "Gud,
vær mig synder nådig!" Der var hunger efter nåden, og
der var plads for nåden.
Og vi forstår alle Herrens ord: "Denne
gik retfærdiggjort
hjem til sit hus frem for den anden, thi den, som ophøjer sig
selv,
skal ydmyges, og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Gud står de hoffærdige imod, men
de ydmyge
giver han nåde.
Så forstår vi også, hvad der
var hemmeligheden
ved dette, at Saul blev forkastet, mens David blev reddet (læs
Salme
32 og 51), og at Judas ikke fandt nåde, men Peter gjorde. Han gik
udenfor og græd bitterligt.
Så ser vi også, hvilken plads vi
må
finde, hvis Gud skal kunne give os nåde, tolderens plads: Gud,
vær
mig synder nådig.
Ja, men jeg kan da ikke sådan med vold
og magt,
og blot fordi jeg sætter mig det for, få mig selv til at
føle,
at jeg er den ringeste af alle, vil en eller anden sige. Nej, det er
rigtigt,
men det kan Guds ånd. Bed om den og se dig så i spejlet, i
Guds ord.
De ydmyge giver han nåde, det er dem,
der lader
sig dømme af Guds ånd og ord, og så i deres
pjaltethed
og synd vender sig til Herren og alene fortrøster sig til hans
nåde.
At blive et frelst menneske, at blive omvendt, det vil sige at vende
sig
fra alle ens egne frelsesgrunde og til den ene: Jesu nåde og hans
fuldbragte værk på Golgata.
Derfor er spørgsmålet ikke,
hvordan jeg skal
blive god nok, få noget at rose mig af, så Gud kan
være
tjent med mig. Nej, meget snarere sådan: Hvordan skal jeg blive
ringe
nok og lille nok i egne tanker, så der kan blive plads for Guds
nåde
i mit hjerte. Og det skulle man jo egentlig ikke tro var så
vanskeligt,
når man kommer til at stå ansigt til ansigt med ens eget
liv,
ens tanker og lyster og alle ens synder.
Underligt er det at læse om, hvordan det
gik Paulus,
denne efter loven fuldkomne mand, da han så sig selv i Guds
ånds
lys. Han siger det så stærkt: - "Mig, den største af
alle syndere." Da blev der plads for nåden. Og tænk
så
på, hvad Gud siden brugte denne benådede synder til i sit
rige.
Og det er der, det enkelte Guds barn skal
blive, om Gud
skal bevare det og bruge det. Gud står de hoffærdige imod,
men de ydmyge giver han nåde. Tænk blot på Moses. Han
var til at begynde med alt for højt oppe, han kunne selv, og Gud
måtte have ham 40 år i ørkenen. Så var han
så
lille, at Gud kunne bruge ham, og så ydmyg, at ham bad: "Herre,
jeg
kan ikke tale, send en anden."
Og Josef! Hvor var han højt oppe og
så selvglad,
at det gik igen i hans drømme. Han så sine brødre
og
forældre bøje sig for ham. Også han måtte
igennem
ydmygelsen, og så kunne Gud bruge ham til de store ting. - I
denne
sammenhæng er det også belærende, men vemodigt, at
læse
Herrens ord til kong Saul: "Var det ikke så, at da du var lille i
dine egne øjne - - -." Ja, da kunne Gud bruge ham, men ikke
siden.
Og har vi ikke set noget lignende lige op til
vore dage.
Der gik en dejlig vækkelse over dele af Norge for et par
slægtled
siden. Vækkelsen gik imidlertid uventet hurtigt i stå, og
man
har fortalt mig deroppe, at menneskeligt set kunne man ikke se anden
grund
dertil end den, at flere af de ledende indenfor vækkelsen var
blevet
for store og ville selv tage æren.
Det samme oplevede man i England med den
vække1se,
som Robert Evans var det menneskelige redskab til.
Ja, vi bliver let for store i os selv. Hvor
skal vi vogte
os for hovmodsånden. Gud har ofte måttet sætte biskop
og provst og præst og missionær til side og så i
stedet
bruge en tjenestekarl eller en sypige eller en anden, som mange ikke
lagde
mærke til.
Og hvor skal vi i det hele taget passe
på, at farisæersindet
ikke kommer op i os igen, så det bliver til et: Jeg takker dig,
Gud,
at jeg ikke er som andre mennesker. Jeg går ikke til dans, jeg
går
ikke i biograf og spiller ikke kort, jeg drikker ikke, men jeg holder
andagt,
går til samtalemøde og i kirke hver søndag, og jeg
giver gode gaver til Indre og Ydre Mission.
Vor fjende er listig, og vi er enfoldige. Gud
give os
dog at være på vagt, at vi ikke skal blive for store til,
at
Gud kan bruge os.
- Vi skal også være på vagt
over for
de ulykker farisæersindet kan forårsage i de helliges
samfund.
Måtte vi dog have det sind som stiftsprovst Paulli giver udtryk
for
i sangen: " - Und mig en plads ved nadverbordet, længst borte,
når
jeg blot er med."
En af de ydmygste og ærligste Guds
børn jeg
har kendt, sagde engang til mig: "Ja, til at begynde med, var jeg glad,
bare jeg lige måtte være inden for døren; men nu vil
jeg godt en lille smule højere op, og nu kan jeg undertiden tage
mig selv i at ville kritisere den eller den broder eller søster."
Måtte Gud dog hjælpe os til det
ydmyge sind!
- Og når den dag kommer, da vi skal bryde op herfra, hvad har vi
da at klynge os til, andet end Guds uforskyldte nåde eller
tolderens
bøn.
Da en af Nordslesvigs gode præster i sin
tid lå
på sit dødsleje og ventede på opbruddet, skal han
have
sagt til en af sine venner: "Nu har jeg været præst i mange
år, og Gud har også brugt mig i sin tjeneste; men når
jeg nu ligger og skal rejse, så har jeg ikke andet at rejse hjem
på end tolderens bøn: Gud, vær mig synder
nådig!"
Ja, der begynder det, og der ender det.
VALGET MELLEM VELSIGNELSEN OG FORBANDELSEN
5Mos 30,1-3 Når alt dette kommer over dig,
velsignelsen
og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig
det
på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud
fordriver
dig til, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit
hjerte og af hele din sjæl, ganske som jeg i dag befaler dig,
både
du og dine sønner, da vil Herren din Gud vende din skæbne
og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle
de folk, som han har spredt dig til.
5Mos 28,1-6 Hvis du adlyder Herren din Gud og
omhyggeligt
følger alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag, vil Herren
din Gud ophøje dig over alle jordens folk. Alle disse
velsignelser
skal komme over dig og nå dig, hvis du adlyder Herren din Gud:
Velsignet
være du i byen, og velsignet være du på marken.
Velsignet
være frugten af dine moderliv og frugten af din jord og
frugten af dit kvæg, dine oksers afkom
og dine fårs
tillæg. Velsignet være du, når du kommer hjem, og
velsignet
være du, når du går ud.
Da Moses blev gammel og stod foran det store
opbrud, samlede
han Israels folk og sagde til dem (5Mos 30,19): "Jeg har stillet dig
over
for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så
vælg
da livet - - -."
Det samme valg har jeg I al
skrøbelighed prøvet
at stille denne menighed overfor i de 12 år, jeg har fået
lov
at være Herrens tjener her, og jeg er glad for, at jeg endnu en
gang
må få lov at forelægge jer valget mellem livet og
døden,
velsignelsen og forbandelsen, at I dog må vælge livet,
velsignelsen.
I dagens bibelord hører vi om
velsignelsen, om
de saliges lod her på jord og evigt derhjemme. Andre steder i vor
bibel hører vi om forbandelsen, om de usalige og deres bod her
og
hisset. Lad os i dag først høre lidt om det sidste.
Det kan godt være, at verdens
børn, de usalige,
synger højt, som de gjorde i mine unge dage: "Her er liv og
glade
dage, her går solen aldrig ned." Men hvor længe varede den
glæde? Og hvor hurtigt kunne ikke solen gå ned. Der var
ingen
hold i den glæde derude i verden, den næste dag
væmmedes
man måske ved livet og ved sig selv og græd bitre
tårer
over syndens følger. Og hvor var hjertefreden? Den ugudelige har
ingen fred, siger Guds ord. Det hele er dybest set tomt og
håbløst,
men midt i tomheden prøver man så ved underholdning og
adspredelser
at dække over hjertets ufred, man er bange for at være
alene
med sig selv. Men hvad hjælper det? Det er af denne verden og
giver
ikke hjertefred og sand glæde - tværtimod.
Og hvad så, når vi ser ind
på den anden
side forhænget? I Åb 21,8 står der: "Men de feje og
troløse
og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og
afgudsdyrkerne
og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der
brænder
med ild og svovl; det er den anden død." - Eller tænk
på
den rige mand og Lazarus, eller Matt 25,41:
"Da skal han også sige til dem ved sin
venstre side:
Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt
for Djævelen og hans engle." - Og i Luk 13 og andre steder
får
vi at vide, at der i fortabelsen skal være gråd og
tænderskæren.
Der er måske en eller anden, der sidder
og tænker:
Hvorfor skal vi nu også I dag høre om alt det mørke
og tunge, det ville da være meget rarere at høre om det
lyse
og skønne i Guds rige.
Hvis der er én eller flere, der
tænker sådan,
så vil jeg gerne sige til vedkommende: Hvis jeg ifølge
Guds
ord véd, at der er en vej, der fører til evig ulykke,
smerte
og lidelse, så ville jeg være en elendig præst, hvis
jeg ikke advarede alvorligt mod at gå den vej. Og hvis jeg
véd
en vej, der fører til evig glæde, lykke og fred, så
ville jeg være en elendig præst, om jeg ikke kaldte og
vinkede
og opmuntrede mennesker til at gå den vej.
Derfor skal det lyde endnu en gang: Når
livet her
er et valg mellem livet og døden, mellem velsignelsen og
forbandelsen,
vælg så livet, vælg så velsignelsen!
Og så vil jeg for øvrigt langt
hellere tale
om velsignelsen, om den nåde, fred og glæde, som Herren
skænker
dem, som finder ind i hans favn. Aldrig bliver man færdig med at
takke ham for de lykkelige år, man fik lov at leve i hans samfund
her på jord. Hvor har jeg tit i den forbindelse tænkt
på
Salme 84's takkesang:
Sl 11-13 "En dag i dine forgårde er
bedre end tusind,
jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er
bedre
end at bo i ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver
nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter
han
intet godt. Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler
på dig!"
Eller jeg vil minde om hans forjættelser
til dem,
som har svære og tunge dage: "Kom hid til mig, alle I, som er
trætte
og tyngede af byrder, og jeg vil give eder hvile." - "Kast alle jeres
bekymringer
på ham, thi han har omsorg for jer." - "Vælt din vej
på
Herren, stol på ham, så griber han ind."
Og tog han ikke byrden bort, eller friede han
os ikke
for sorgen, så gav han hjælp og kraft til at bære
den.
Og ofte fik vi at se, at også i det svære havde Gud gemt en
velsignelse.
Vi har sikkert også set hans hjæ1p
og velsignelse
i selve døden. Døden er jo en fjende. Men ofte så
vi
ham bære den syge gennem det svære, så døden
blev
som en dør ind til herligheden derhjemme.
For år tilbage lå en
sygeplejerske, en ung
pige fra mit hjemsogn, på Hobro Sygehus og skulle dø. Hun
ejede imidlertid troen på sine synders forladelse, og hun vidnede
for sine søskende, der stod omkring hende for at sige et sidste
farvel. "Jeg er den af os søskende, der har det bedst," sagde
hun,
"men I skal også komme til Jesus alle sammen." Og til sidst sang
hun, mens hendes kære stod grædende omkring hende:
"Lyksalige
lod, at leve, hvor døden har mistet sin brod."
Og jeg kan føje til: "Hvor har ens
præstegerning
været rig på sådanne oplevelser." Nej, Gud svigter os
ikke i vort livs alvorligste time, om vi har sat vor lid til ham.
Og hvordan bliver så ikke saligheden
hisset. Vi
begriber det ikke, vi kan kun ane det. Astronomerne fortæller os,
at der er millioner af lysår til de fjerneste kloder. Tænk,
det uendelige univers Gud har skabt, hvem kan fatte lidt af det. Mon
Gud
i himlen ikke ler, når han ser vore rumsatelitter og sputnik'er,
menneskehedens stolthed?
Og tænk, dette mægtige univers
skal forgå
- at Gud har råd til det!
Elementerne skal komme i brand og
opløses, og da
skaber han nye himle og en ny jord. Og når alt er så
forunderligt
indrettet i denne forgængelighedens verden, hvordan bliver
så
ikke den fuldkomne og evige verden.
I vore bibelord får vi noget at vide om,
hvad der
ikke er i den evige verden, i de saliges hjem. Der er ingen
tårer.
Tænk, hvor der grædes på denne jord. Der er ingen
sorg,
ingen pine. Og tænk så blot på den lidelse og sorg,
der
knytter sig til krige (tænk blot på ét navn:
Hitler),
ulykker og sygdom, eller tænk på
kristenforfølgelserne
lige til vore dage. I himlen er der ingen tårer, ingen sorg og
ingen
lidelse.
Og der er ingen synd. Her står kampen
mellem godt
og ondt, der er noget i os alle, der higer mod det gode, det rette, mod
himlen, det er jo vort rette hjem; men samtidig er der stærke og
overmenneskelige kræfter, der trækker nedad. Derfor er der
også så mange, der i håbet så gerne synger de
salmelinjer:
"tænk når engang, jeg uden synd skal leve, hver tanke ren,
hver gerning uden brøst, når aldrig jeg behøver
mere
at bæve for muligheden af en syndig lyst."
Men saligheden er ikke blot det, der ikke er
af ondt og
svært, men den er først og fremmest alt det, der er af
skønt
og rent og helligt.
Hvordan bliver der i den evige verden, i
saligheden, spørger
de mange? I Åbenbaringen taler Johannes i billeder, billeder
på
det forunderlige, der skal komme, han taler om guldgader og de 12
perleporte
og meget andet skønt; alt sammen billeder på en herlighed,
vi ikke kan fatte med vore sanser.
Der skal vi mødes med alle de trofaste.
Der skal
vi se Jesus, det Guds lam, som vi aldrig i evighed skal blive
færdige
med at takke og lovprise, "Lammet, guds lammet, dets vunder og
sår,
æren og prisen i evighed får." Og der "- - skal Gud selv
være
hos dem og være deres Gud," akkurat som i Edens have.
De mennesker, der fik lov her på jord at
se et glimt
af den herlighed, der venter, glemmer aldrig den glæde, fred og
lykke,
de fik lov at se ind i.
Nu har jeg endnu en gang fået lov at
forelægge
jer valget mellem velsignelsen og forbandelsen. Måtte I dog
vælge
velsignelsen. Det var den største glæde, I kunne
gøre
jer selv, og det var den allerstørste glæde, I kunne
gøre
Gud.
BRING DET TIL MIG!
Mark 9,14-19 Da de kom ned til disciplene,
så de
en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med
dem.
Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje
på
Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem:
"Hvad
er det, I diskuterer med dem?" Og en fra skaren svarede ham: "Mester,
jeg
har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som
gør
ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til
jorden,
og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv.
Jeg
sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de
ikke."
Da udbrød Jesus:
"Du vantro slægt, hvor længe skal
jeg være
hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!"
Bring det til mig! Som ung præst
oplevede jeg, at
min daværende provst fik nåde til at understrege det ord
så
stærkt i en svær tid, så det blev mig til usigelig
hjælp.
Og det har det for resten været mange gange siden.
Bring det til mig - til Jesus! Og det
gælder alle
ting, små og store.
Tænk hvilket evangelium.
Bring det til mig! Og jo før vi kommer med
det,
jo bedre. Lad det ikke komme dertil: "Når jeg har tænkt mig
træt til døden, så sig, hvad du har tænkt, o
Gud!"
Nej, lad os ligne Maria, Jesu moder, som straks gik til Jesus med den
foreliggende
vanskelighed, idet hun udbrød: "De har ikke vin!" Så var
sagen
lagt i hans hånd. Og den blev ordnet.
Eller lad os tænke på kong
Ezekias. I 2 Kong
19,10 ff. fortælles det, hvordan kong Ezekias får et
trusselsbrev
fra kong Sankerib, hvori både Ezekias og Israels Gud hånes.
Der henvises til alle de byer, der har måttet overgive sig. Kort
sagt: Det lille rige vil da ikke være så tåbelig at
gøre
modstand mod den mægtige, fremrykkende fjende? Da Ezekias havde
modtaget
brevet af sendebudenes hånd og læst det, gik han op i
Herrens
hus og bredte det ud for Herrens åsyn. Derpå bad Ezekias
for
Herrens åsyn -." Samme nat gik en Herrens engel gennem Sankeribs
lejr og ihjelslog 185.000 mand - og Sankerib måtte flygte hjem
til
Ninive - og der blev han myrdet af sine egne.
I Det ny Testamente møder vi mange
forjættelser
og bønhørelser. Syge og lidende bliver bragt til Jesus,
og
talløse bliver sendt hjulpne bort. Og hvor ofte fik ikke de
nødstedte
på en eller anden måde det ord: Bring det til mig! Og kan
mon
den, der er tynget af livets byrder, få en skønnere
indbydelse
end den, vi finder i Matt 11,28: "Kom til mig, alle I, som slider jer
trætte
og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile."
Ja, alt må vi bringe til ham, alle vore
bekymringer
og byrder og vanskeligheder.
Lad os så komme med den største
og tungeste
af alle byrder først, vor syndebyrde. Så længe dette
forhold ikke er bragt i orden, så længe vi ikke har
modtaget
syndernes forladelse hos Gud, er der angst og tvivl og utryghed, da er
der ingen hvile eller fred eller sand glæde. Ja, selv om man i
enhver
henseende har det godt, er man alligevel fyldt af uro, utryghed og
mismod.
Det vigtigste mangler, hvilen og freden i Gud. Luther siger: "Hvor
syndernes
forladelse er, dér er der liv og salighed." Og hvor har Luther
dog
ret.
Kom derfor med din syndebyrde, dit
synderegnskab. Bring
det til ham. Bekend det, som det er, vær oprigtig over for Gud og
dig selv, og der er nåde og tilgivelse, thi "dersom vi
dømmer
os selv, skal vi ikke blive fordømt" - "dersom vi bekender vore
synder, er han trofast og retfærdig, så han forlader os
synderne
og renser os fra al uretfærdighed."
Og med syndernes forladelse følger
barneforholdet.
Se den tabte søn (Luk 15). Gud er vor fader, og vi er hans
børn.
Vi ved, at han elsker os som en far sit barn, ja, endnu mere, "thi
kunne
end en mor glemme sit diende barn, så kan jeg dog ikke glemme
dig."
Og med barneforholdet følger, at vi som
børn
må bringe alt til ham.
Bring det til mig! Det gælder også
vore kæres
frelse. Vi kan ikke tænke på vore børns og
børnebørns
fremtid uden at leve i stadig bøn for dem. Vi kan prøve
at
gøre det godt for dem så langt, vi evner rent
menneskeligt;
men hvor er vi magtesløse, når det virkeligt gælder
deres evige vel. Det ville se håbløst ud i denne
vanskelige
og syndige verden, om ikke man kunne lægge dem i Herrens gode
hånd.
Mangen en bedende far og mor har da også fået lov at se,
hvordan
Herren i vanskelige og afgørende stunder i børnenes liv
banede
vej for dem og lagde sagerne til rette eller standsede dem på
syndens
veje.
Lykkelige er de forældre, der får
lov at se
deres børn ganske naturligt og ligetil vælge at gå
på
den vej, som de har prøvet at vise dem.
Men for mange forældre skete det vel
ikke så
let. Nogle bad i mange år, før de oplevede den store
glæde,
og andre fik ikke lov at se det, mens de var i live. En eneste ting
gælder
det for os alle, nemlig at holde ud i forbønnen, indtil vi
lukker
vore øjne. Hvordan det end går, og hvor lidt vi end ser af
forbønnens frugter, så må vi ikke give op. Gud har
mange
måder, hvorpå han som svar på bøn kan
føre
et menneske, så det fra at knytte næverne mod alt det, der
har med Gud og hans rige at gøre, kan vende sig mod himlen og
række
to bedende hænder mod Gud. Hvor er den kanaanæiske kvinde
dog
en dejlig illustration til det ord: Giv ikke op!
Hvor mangen far og mor har ikke oplevet Guds
indgriben
til frelse, når de holdt ud i bønnen for deres kære.
Tænk blot på Augustins moder. Eller tænk på
Jakob
Speners søn, der efter længe at have stampet imod, til
sidst
på sit sygeleje rejste sig over ende og udbrød: "Min fars
bønner omringer mig som bjerge." Nu kunne han ikke stå
imod
længere.
Hvor ofte har jeg ikke i de sogne, hvor jeg
har været
præst, hørt den udtalelse, når en eller anden fik
fred
med Gud: "Ja, det er min mors bønner, eller det er min fars
bønner,
der har nået mig." Og så kunne de ikke blive færdige
med at takke Gud for en troende far eller mor.
Forhenværende, nu afdøde
landstingsmand Rasmussen-Byskov
fortalte en aften, da vi sad samlet efter et møde i vort hjem:
"Noget
af det mest rørende, jeg har oplevet, var engang jeg skulle hen
at sige farvel til en ældre, troende mand, som skulle
køres
til sygehuset. Da jeg kom ind til ham i hans hjem, spurgte jeg ham:
"Hvordan
har du det?" Og han svarede: "Å, jeg hviler så dejligt i
Jesu
arme, så må de for resten gøre med mig, hvad de vil."
Så kom ambulancen, båren blev sat
ind ved
siden af hans seng, og den gamle far blev lagt ned i den, og da skete
det,
jeg aldrig kan glemme: da bøjede hans fire voksne børn,
som
stod omkring ham, sig ned over ham én for én og kyssede
ham,
og en af dem sagde: "Tak, far, for alt, hvad du har været for os,
og mest for, hvad du lærte os om Gud."
Bring det til ham! Alle vore bekymringer og
sorger må
vi bringe til ham. Og lad os så nøjes med én dag,
ét
skridt ad gangen. Det er jo sandt, det gamle ord: "Dagen i går er
forbi, morgendagen kender vi ikke, men i dag hjælper Herren."
Når man kører i bil en
bælgmørk
aften, bekymrer man sig jo ikke om mørket forude, nej, der er
lys
nok, efterhånden som vi kommer frem. Ligeså skulle det
også
være, åndelig talt. "Bekymrer eder ikke for den dag i
morgen,
hver dag har nok i sin plage." Ja, lad os passe på, at vi ikke
tager
bekymringerne på forskud.
Biskop Johan Lunde, Norge, gengiver i en af
sine andagtsbøger,
hvad en af Norges mest kendte lægmænd, lærer Laurits
Nielsen, fortalte engang. Lærer Nielsen sagde: "Der er mange, som
har det sådan, at de altid går og gruer for, hvordan de
skal
få det i morgen og i overmorgen og fremdeles. Jeg havde engang en
tjenestepige, som netop var af den slags. Altid var der noget, hun gik
og gruede for. Så var det en dag et par uger før jul, at
jeg
måtte op i skoven for at hente noget brænde hjem, og pigen
var med for at hjælpe mig med at læsse.
Da vi vel var kommet et stykke på vej,
kom pigen
til at se ud over havet. Der lå svære, sorte sneskyer langt
ude i horisonten. Pigen slog hænderne sammen i
forskrækkelse
og råbte: "Å, nej dog, nu får vi en buldrende
snestorm,
før vi kommer hjem igen. Hvad skal vi dog gøre?" -
"Begynd
nu ikke at vade i sneen, før den kommer," sagde jeg. Sneen kom
ikke
før tre uger efter jul."
Bring det til ham, det, som især trykker
dig i dag,
din sygdom, dine tanker på fremtiden, dine sorger, dine
gåder.
Du kan trygt lægge det i hans hånd - og lad det så
blive
der, tag det ikke med tilbage. Og Gud gør det, der er det
allerbedste
for dig, ja, han kan vende det svære, det tunge, til velsignelse.
Hudson Taylor, kinamissionæen, som
så ofte
havde store og vanskelige problemer at tale med Gud om, har brugt det
trosstærke
udtryk, da en stor sag var overgivet i Guds hænder: "Nu er jeg
blot
spændt på, hvordan Herren vil ordne det!"
Bring det til ham! Alle
fortrædeligheder, skuffelser
og tilsidesættelser. Kom med dit mismod, med dine
mindreværdskomplekser.
Når vi bringer det til ham, kommer det tit til at se anderledes
ud,
end det gjorde før.
Bring det til ham, de farer og vanskeligheder,
som din
gerning fører dig ind i. Jeg tænker på de farlige
maskiner,
du skal betjene, eller på dine bilture og hvad andet, du har med
at gøre, som på særlig måde understreger nogle
af versene i salmen: "Jeg går i fare, hvor jeg går - -."
I min avis har jeg lige læst et
interview, som bladet
har haft med en af redningsmændene derude på Jyllands
vestkyst,
og jeg glædede mig ikke mindst over følgende ordveksling:
"- Hvad tænker du på, når I
sejler ud
med redningsbåden? - Når vejret er rigtig dårligt,
tænker
jeg på, om vi nu også får lov at komme hjem igen. -
Er
du aldrig angst, når I sejler ud? Båden er jo lille i
forhold
til det store, oprørte hav. - Det kan jeg ikke sige, at jeg er.
Men jeg tror, det er, fordi jeg må lægge alt i Guds
hånd,
både dem derhjemme og os derude. Man er tryg, når man kan
gøre
det. Selvfølgelig beder man da om at få lov til at komme
hjem
til de kære igen, hvis det er Guds vilje - -."
Hvor har jeg også mange gange
glædet mig over
at læse om, hvordan Paulus kunne lægge sin sag, sin fremtid
i Guds hånd, selv under de allerværste kår. Jeg
tænker
især på Filipperbrevet, hvor han mange gange på
forskellig
måde gentager ordet; Glæd jer! Og dette brev blev skrevet,
mens han sad i fængslet og bogstavelig talt ikke vidste, om
næste
dag blev den sidste. Hvor var han nået langt i den kunst at
lægge
alt i Herrens hånd.
VED NYTÅRSSKIFTET
Jer 18,1-4 Det ord, som kom til Jeremias fra
Herren:
Gå ned til pottemagerens hus; der skal du få mine ord at
høre.
Så gik jeg ned til pottemagerens hus; han sad og arbejdede ved
drejeskiven.
Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med
hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han
nu ville have det.
Det er et forunderligt billede på Guds
udholdenhed
og langmodighed, der her tegnes.
Lig pottemageren, der, når karret
mislykkes, begynder
forfra og forfra, sådan er Gud, når det gælder det
enkelte
menneskes, din og min, evige frelse.
"Og han begyndte igen." Lad det tone ind i din
sjæl,
du trætte Guds barn, du, som er ved at tabe modet, og som nu ved
nytårsskiftet står og stirrer på gamle fald og nye
vanskeligheder
og derfor er uden frimodighed til det nye års kampe. Se ikke
alene
på det gamle år med de mange nederlag og brudte
løfter,
men se op til Gud, om hvem det lyder i dag på årets
første
dag: "Og han begyndte igen."
Han vil prøve dig engang endnu, om dog
ikke hans
arbejde med dig skulle lykkes bedre i det nye år.
Han vil møde dig, når du kommer
angrende
med din fortids synd og misgreb, og sige til dig: Ven, vær
frimodig,
jeg vil begynde igen - engang endnu.
Og lad det så være ham, der
får lov
til at danne og forme dig og gøre dig til et kar til ære,
"thi al din ve, den gør din egen vilje." Læg dig som
leret,
blødt og føjeligt og villigt i den store mesters
hånd.
Lad os møde Gud med bønnen fra
Svend Rehlings
salme. "Jesus, nu står jeg for dig her, sænker mit blik i
blu
- - - ræk mig igen dit skjold og sværd, prøv mig
engang
endnu!"
"Og han begyndte igen." Er det ord mindre
skønt
for dig, du uomvendte sjæl, at møde ved døren til
det
nye år. Du, som må sige med Jeremias: "Høsten er
forbi,
sommeren er til ende, og min sjæl er ikke frelst." Atter er et
nådeår
gået, og dog er din sjæl ikke frelst. Var det, fordi Gud
ikke
ville? Nej! Men du ville ikke, og karret mislykkedes.
Når ordet nu lyder forjættende til
dig: "Og
han begyndte igen," så tag imod det som en udrakt hånd fra
den Gud, der længes efter at frelse dig, og lad det så med
fortabelsens frygtelige mulighed som baggrund drive dig ind i
jakobskampen,
at ikke det ufrugtbare figentræs skæbne skal blive din. Thi
en dag hugges træet om, hvis det forbliver uden frugt. Lad denne
skæbne ikke blive din!
Gud være lovet for alle de gange, han
begyndte igen.
Hvor havde vi været, om han havde ladet os fare. Gud ske lov, at
han vil begynde igen med dig og mig i det nye år!
Så vil vi også give ham lov dertil.
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|