Vi ville gerne indlede en af vore TV -udsendelser »Der står skrevet« med at vise et bristende reb. Emnet drejede sig om stress og spænding - og det skrøbelige ved livets reb. Og vi tænkte, det måtte være ret enkelt at slide et reb i stykker. Stærke stålstænger måtte kunne stramme rebet lidt efter lidt, indtil det til sidst dramatisk blev flosset i stykker foran kameralinsen.

Men det var ikke helt så enkelt. I stedet for at stålstængerne trak rebet i stykker, blev det rebet, der bøjede stålet. Det lykkedes omsider, efter mange forsøg.

Men livet er fyldt med overraskelser, når det gælder styrke og svaghed. Vi forbløffes ofte over, hvad der holder, og hvad der går til.

Træet ødelægger saven, og stoffet nålen. Den bro, der var dømt til nedrivning, viser sig at være den, der holder til oversvømmelsen. Stormen river det grundmurede hus med sig og lader træskuret stå. Det synkefri Titanic bukker under for isbjerget. Det våben, man var så stolt af, svigter.

Sådan har det altid været. Sejren udeblev, hvor man mindst ventede det.
De fleste, som læser disse linjer, har aldrig set en grovsmed.
Du ved muligvis mere om atomspaltning end om kunsten at sko en hest. Men det er ikke vanskeligt at fatte pointen i det gamle digt om hamrene og ambolten.

I aftes stod jeg ved grovsmedens dør og hørte ambolten klinge sit aftenspil. Jeg så ind i smedjen, og der på gulvet kunne jeg se gamle, udslidte hamre, mærket af mange års brug.
- Hvor mange ambolte har du? spurgte jeg, - siden du har slidt så mange hamre op. - Jeg har kun en, svarede han med et blink i øjet, - ambolten slider hamrene op!
Hamrene - ikke ambolten - slides op? Det var ingen overraskelse for smeden - men et mysterium for den forbipasserende. Og der ligger en lærdom i dette.

Og sådan er det - dette er historien om hamrene. Denne bog handler om hamre, som ilden ikke kunne fortære, selvom den brændte aldrig så længe og ikke er slukket endnu. Hamre i prøvelsens og trængslens og tidens ild. Det er også beretningen om en ambolt, som ned gennem århundrederne, stille men vedholdende, har slidt hamrene op, den ene efter den anden. Slidt dem op ved hjælp af spader og klipper og vand, honningbier og stjerner.

Bibelens rejse ned gennem århundrederne er en spændende beretning - helt igennem. Aldrig har en bog været så hadet og aldrig har en bog været så elsket.

Mange har fornægtet den, affærdiget den, og prøvet at ødelægge den. De har brændt den og begravet den. De har ønsket at tilintetgøre den.

Men de var kun hamre, som sled sig selv op på ambolten. Og medens de var optaget af dette, døde andre mænd for Bogen. Aldrig har en bog været så værdsat, ja, højere end selve livet. Og aldrig har en bog vist sig så uforgængelig. Hver side, som blev ødelagt af dens fjender, syntes at blive til tusinde i dens venners hænder.

Voltaire pralede en gang: »Jeg er træt af at høre folk sige, at tolv mænd stiftede den kristne religion. Jeg vil bevise, at en mand er nok til at overvinde den.« Han forudsagde, at om hundrede år ville Bibelen være ukendt. Men i dag har et Bibelselskab til huse på det selv samme sted, hvor han udtalte disse ord. Herfra distribueres bibler i tusindvis. I de mange år siden hans død har millioner deltaget i krigen mod Bibelen. Men for hver hundrede bibler på Voltaires tid er der i dag ti tusinde - måske endog hundrede tusinde bibler.

Sådan har skeptikeres slag ned gennem århundrederne hamret på Bibelen, Guds ords ambolt. Man hørte hammerslagene klinge, men - ambolten står uskadt - hamrene er væk!

Kampen om Bibelen nåede et højdepunkt i rædselsscenerne under den franske revolution. De åndelige ledere havde i forvejen nedgjort Skriftens autoritet. Og nu betalte Frankrig prisen i form af ateisme og anarki og blod. Frankrig havde vedtaget en lov om, at Gud og Bibelen ikke eksisterede, og bibler blev brændt offentligt.

Ingen havde forudset følgerne af denne skæbnesvangre vildfarelse. Det ulykkelige Frankrig fik lov at høste en blodig høst af den sæd, der var sået. Det blev galejernes og fængslernes og lænkernes og skafotternes tid - og guillotinens. I et kort årti blev hærskarer af mennesker berøvet livet, og verden grebes af forfærdelse over den enorme skyld, der var resultatet af at forkaste Den hellige Bog.

Det forbløffende er, at den samme ild, som til at begynde med antændte den franske revolution, brænder igen i dag. Også i vor tid har åndelige ledere i mange tilfælde nedvurderet Skriftens og Guds lovs autoritet. Og vi er ved at høste følgerne.

En skarpsindig skribent har udtrykt det på denne måde: »Samtidig forsøger anarkiet at udrydde alle love, ikke blot de guddommelige, men også de menneskelige. Centraliseringen af rigdom og magt, de vældige sammenslutninger til berigelse for nogle få på de manges bekostning, de fattigere klassers sammenslutning til forsvar for deres interesser og krav, uroens, tumulternes og blodsudgydelsens ånd, den verdensomspændende spredning af de samme læresætninger, som førte til den franske revolution - alt sammen medvirker det til at inddrage hele verden i en lignende strid som den, der rystede Frankrig i dets grundvold.«

Det mest forbavsende ved disse ord er, at de kommer fra en bog, som jeg har haft, så længe jeg kan huske tilbage! Dens forfatter var død, før jeg blev født. Snak om forudsigelse!

Vor nationale frustration over optøjer og anarki og blodsudgydelse resulterer i studier og undersøgelser, komiteer og underkomiteer, taler og lovgivning, anklager og forsvar - på samme tid som vi giver vort politi mere udstyr, og håber. Men svaret findes i en ærværdig gammel bog. Og den egentlige årsag til alle problemerne er, at vi har forsømt denne bog. Det er en bog, som, når den efterleves, kan forvandle hovedjægere til engle med sort uldhår. Men forsømmelse af denne bog fører først tilligegyldighed, så til uroligheder og anarki.

Men tilbage til kampen om Bibelen. Århundrede efter århundrede, medens bogen var udsat for angreb, medens mennesker og hære søgte at bringe dens vidnesbyrd til tavshed, var der nogle, som Gud brugte til at bevare den. Der var de tapre huguenotter, som, kæmpende for hellige rettigheder, udgød deres blod på mangen en slagmark. Der var albigenserne i Frankrig. Og intet kapitel er mere inspirerende i hele historien end beretningen om waldenserne, der tilbad I afsondrede klippekløfter og utilgængelige tilholdssteder i bjergene. Fra mangen en højtliggende klippe sang de lovsange til Gud. Og alle de fjendtlige hære kunne ikke fa deres sange til at forstumme. . .

Tidligt i livet blev waldensernes børn oplært til at missionere. Tidligt lærte de at være forsigtige i deres tale. I deres ungdom og manddom var de rede til at drage ud, forklædte som omrejsende købmænd eller kræmmere med dyrebare manuskripter skjult i deres klædedragt, for at sprede sandhedens lys hvor de end kom.

En har sagt: »Det arbejde, som disse missionærer udførte, tog sin begyndelse på sletterne og i dalene ved foden af de bjerge, hvor de boede; men det nåede langt uden for disse egne. Med bare fødder og iført Ove og slidte klæder ligesom deres Mester drog de gennem byer og nåede frem til fjerne lande. Overalt spredte de den dyrebare sæd. Der stiftedes menigheder, hvor de kom frem, og martyrernes blod vidnede om sandheden. På Herrens dag vil det blive åbenbaret, at disse trofaste mænds arbejde har båret rige frugter i form af frelste sjæle. Således gik Guds ord i det skjulte sin stille vej gennem kristenheden og blev modtaget med glæde i menneskenes hjem og hjerter.«

De troede at verdens ende ikke var langt borte, at Kristus en gang ville 'vende tilbage. De længtes efter at dele dette håb med andre. De så mennesker forgæves søge at opnå tilgivelse ved at mishandle deres legemer. De så menneskers samvittighed bundet af menneskeskabte traditioner. De så Kristus fremstillet uden medlidenhed med det faldne menneske, og det i den grad, at man påberåbte sig menneskers mellemkomst. De så mennesker tynget under deres syndeskyld, pint af frygten for Guds straf, tidende, indtil de til sidst udmattede sank i graven uden det mindste glimt af håb.

Den waldensiske missionær længtes efter at bringe håb til dem, der var uden håb. Nænsomt fremdrog han en del af Den hellige Skrift. Og derefter læste han med skælvende læber og på bøjede knæ de dyrebare løfter. Ofte blev han bedt om at læse dem igen og igen. Kunne det være sandt, at »Jesu, hans Søn, blod renser os fra al synd«? Idet lyset dæmrede over besværede sind, kunne den lyttende udbryde: »Kristus er min præst; hans blod er mit offer; hans alter er min skriftestol.«

Hele natten blev undertiden tilbragt på denne måde. Forsikringen om Frelserens kærlighed syntes for god til at være sand. Man spurgte: »Vil Gud tage imod mit offer? Vil han tilgive mig?« På ny blev svaret læst fra Skriften, indtil forstanden kunne gribe det. Og svaret kom: »Ikke flere lange pilgrimsrejser; ikke flere besværlige valfarter til relikvier og hellige steder. Jeg kan komme til Jesus just som jeg er. 'Dine synder forlades dig.' Mine synder, også mine, kan tilgives!«

Glæde fyldte hjertet. Al frygt for fængsel og bål var nu borte. De kunne byde døden velkommen, hvis det blev til ære for deres Herre. I Piedmonts dale i Norditalien kan man den dag i dag, hvis man går ned på hænder og knæ, komme ind i Chiesa de la Tanna, Jordkirken, waldensernes hellige kapel. På hænder og knæ kan man arbejde sig ned gennem klippetunnelen til dette kapel i jordens indre. Det eneste lys i dette kapel er sollyset, som skinner gennem en lille åbning øverst i hulen. I dette bedested, fuldkommen skjult af naturen, bad waldenserne gennem mange år og aflagde deres vidnesbyrd uden frygt.

Men til sidst kom den dag, da to hundrede og halvtreds af dem blev fanget af fjendtlige soldater netop i denne hule. Et bål blev tændt ved indgangen til hulen, og medens ilten blev fortæret sang de lovsange til Gud, indtil der ikke var mere ilt. De ville hellere give deres liv end afsværge deres tro på Bogen.

Sådan er beretningen om waldenserne - bare et fascinerende kapitel i beretningen om Bibelens rejse ned gennem fjendtlige århundreder.

Hvad er det dog for en bog?
Hvad slags bog kan det dog være, som rummer en sådan indre styrke? Så mennesker, selv stillet over for døden, vil forblive tro mod denne bog? Kan vække så hårdnakket modstand?

Lad os betragte denne bog som i et minipanorama!
Se på den et øjeblik. Den er anderledes. Ved første øjesyn ser den ikke ud til at indeholde nogen fortsat beretning. Med sine korte kapitler og nummererede vers virker den ikke særlig indbydende. Den er afgjort ikke let læsning.
Og, hvis det ikke er en af de allernyeste oversættelser, vil du nok finde sproget en smule gammeldags. Du støder på ord, hvis betydning ikke er helt indlysende for nutidige ører.
Du har andre spørgsmål. Hvorfor er Bibelen delt i Det gamle og Det nye Testamente? Hvad betyder det? Hvem skrev Bibelen - og hvornår? Er det et menneskes værk - eller manges?

Og, dette er det mest betydningsfulde, mange mennesker tror, at Bibelen er inspireret - tror, at den virkelig er Guds ord. Hvorfor? Hvordan begrunder de det? Er det en rimelig begrundelse?

For at begynde med begyndelsen, er Bibelen ikke en enkelt bog, men en samling af bøger. Nogle har kaldt den et bibliotek. Og det er den i en vis forstand også.
Foran i din bibel, på en af de første sider, vil du finde en liste over de bøger, som Bibelen indeholder. Du vil finde niogtredive bøger i Det gamle Testamente og syvogtyve i Det nye, det bliver seksogtres i det hele. Det gamle Testamente blev skrevet før Kristi fødsel, og Det nye efter at han var draget bort fra denne jord.

Nogle af bøgerne er faktisk slet ikke bøger, men breve enkelte af dem så korte, at de kan stå på en enkelt side.
Bibelen blev udarbejdet gennem seksten hundrede år. Den første bog blev skrevet omkring år 1500 f. Kr. Og den sidste blev skrevet sidst i det første århundrede e. Kr.

De første fem bøger i Bibelen blev skrevet af Moses, sandsynligvis på fåreskind. Disse bøger blev kaldt loven. Derefter kom profeterne - de første profeter, som skrev om Guds handlemåde med sit folk, og de senere profeter, som blandede vejledning med advarsel og forudsigelse. Og så er der skrifterne, de poetiske bøger, såsom Salmerne og Ordsprogene.

Loven, profeterne, skrifterne - det var de skrifter, Jesus brugte. Vi kalder dem Det gamle Testamente. Det nye Testamente var jo endnu ikke blevet skrevet.

Efter at Jesus var draget bort fra denne jord, blev der nedskrevet fire beretninger om hans liv af de bedst kvalificerede forfattere. Disse bøger blev kaldt evangelierne. Senere kom brevene, skrevet af Paulus og andre apostle til de nye menigheder. Og der kom naturligvis Åbenbaringen, skrevet af apostlen Johannes.

Et menneskes værk? Nej, der er ca. fyrre forfattere. Og det er interessant at lægge mærke til, hvor forskellig baggrund de mennesker havde, som skrev Bibelen. Der var naturligvis Moses, som ledede en af historiens første frihedsbevægelser.

Der var hærføreren Josua. Hyrdedrengen David, der blev konge. Den vise mand Salomo. Daniel, statsminister i Babylon. Skatteopkræveren Mattæus. Lægen Lukas. Fiskeren Peter. Farisæeren Paulus. Og mange andre.

Hvilken forsamling til at skrive en bog! Og det forbløffende er, at hver eneste af disse skribenter er i forbavsende overensstemmelse med de andre, skønt der var ca. seksten hundrede år mellem de første og de sidste, og meget få af dem kendte overhovedet hinanden.

Hvad ville vi gøre, hvis vi ønskede at udarbejde en tilsvarende bog i dag - f. eks. en lægebog? Vi ville samle de bedst kvalificerede forfattere omkring et bord, og derefter diskutere projektet grundigt igennem. De forskellige dele af bogen ville blive delegeret ud til forskellige personer, og der måtte udpeges en hovedredaktør. Og som resultat af mange timers forhandlinger ville der kunne skabes en slags harmoni mellem modstridende meninger, inden bogen gik i trykken.

Men tænk på dette! De fyrre mænd, som skrev Den hellige Skrift, uden en eneste mulighed for at sidde sammen og beslutte, hvad der skulle skrives, uden mulighed for at forlige modstridende synspunkter, har skrevet i den mest fuldkomne harmoni. Kan en bog virkelig skrives på den måde?

Sagde jeg, at den var skrevet af fyrre mænd? Eller havde Bibelen kun en forfatter?

»Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Hellig ånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.« 2 Pet. 1,21.

Der har vi det! Helligånden, den tredje person i Guddommen, var den virkelige forfatter, og disse udvalgte mennesker, disse profeter, var simpelt hen kanaler for Guds ord til mennesket.

»Men,« vil du måske sige, »jeg ved, at dette er, hvad Bibelen gør fordring på. Men hvordan kan jeg vide, at det er rigtigt?« Inden jeg besvarer dit spørgsmål, lad os da læse endnu et vers fra Den hellige Skrift:

»Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed.« 2 Tim. 3,16.

Du har ret. Hvert menneske må afgøre for sig selv, hvorvidt denne gamle Bog er skabt af Gud eller af mennesker. Men husk - den gør fordring på at være inspireret. Den gør fordring på at være nedskrevet af mennesker, som var ledet af Helligånden. Dette er, hvad Bibelen gør fordring på for sig selv. Denne fordring er enten sand eller usand. Hvis den er sand, kan du stole fuldt og helt på Bogen. Hvis fordringen er usand - ja, så er det en bog fuld af løgne. Og en bog fuld af løgne kan på ingen måde være en god bog.

Hvordan kan man vide, hvordan det virkelig forholder sig?

Kritikere har ned gennem årene smilet ad Bibelens historie og affærdiget dens videnskabelige udtalelser. De har haft travlt med hamrene. Og for en tid syntes de at have held med sig. En verdensomspændende oversvømmelse? Latterligt! Skabelsen i løbet af syv bogstavelige dage? Alt for kort tid!

Skepticismens hamre har frembragt ikke så lidt larm. Men arkæologer graver i stilhed ned i ældgamle grave, begravede byer, glemte lande. De finder tingene, nøjagtig som Bibelen har beskrevet dem. Biologer bekræfter den enkle beretning i Første Mosebog om arternes forplantning. Geologer studerer denne klodes klippeformationer, som viser, at syndfloden på Noas tid ikke var en myte.

Atomvidenskabsmænd undersøger fortsat atomets kraft. Og nogle er nu kommet til den konklusion, at en skabelse i løbet af nogle få dage ikke er fornuftsstridig.

Læg mærke til forudsigelsens panorama og dets forbløffende opfyldelse. Hvad ser du? Du ser, at Babylon stadig er ubeboet, nøjagtig som profeten forudsagde. Du ser Tyrus som et sted, hvor fiskerne breder deres net, nøjagtig som Ezekiel skildrede dets fremtid. Du ser den utrolige øgning i kundskab, som Daniel skrev om. Du føler dig bange og usikker over for den krybende uro, der truer med at opsluge os - og Den hellige Skrift beskrev det for længe siden. Du fornemmer den nagende frygt i menneskehjerterne og blandt folkeslagene den frygt, som Jesus talte om. Alt nøjagtigt som Bogen har forudsagt.

Og betragt sammen med mig kraftens panorama - kraften til at frelse og forvandle og helbrede. Se den, hvor som helst Bogen er nået frem. Se det på tryk. Se det i dit eget liv, når du giver den kraft en chance. Der er beviset!

Da Columbus sejlede langs Den nye Verdens kyster, kom han i nærheden af Orinocoflodens munding. Hans mænd mente, at de nærmede sig en ø. Men den berømte opdager svarede: »En flod af denne størrelse kan ikke komme fra en ø.

Denne mægtige strøm må stamme fra et helt kontinent.« Sådan er det. Jo mere du personligt læser i Bogen og ærbødigt lader den tale til dit sind og hjerte, des mere vil du blive overbevist om, at den ikke stammer fra bedrageres tomme hjerter, men at den udspringer fra den evige kærligheds og visdoms dybder. Du vil vide - dybt i dit hjerte - at det er Gud, som taler.

Er det ikke betegnende, at Jesus aldrig angreb det politiske system på sin tid, aldrig anførte en protestmarch mod Rom, aldrig prøvede at vælte det etablerede system? Når man prøvede at gøre ham til konge, forsvandt han simpelt hen. Han brugte sin tid på at forvandle mennesker - helbrede deres legemer, tilgive deres synder. Han besad en kraft, som vendte op og ned på verden. Men det var ikke en politisk kraft. Det var ikke en social kraft. Det var en kraft til det enkelte menneske.

Denne evne til at forvandle mennesker er hjertet i den kristne religion. Og den er hjertet i Bibelen, og hemmeligheden ved dens kraft.

Kunne det tænkes, at nogle af Bogens effektive fjender ikke er de kritikere, som hamrer mod den pålidelighed, men de, som under foregivende af at være dens venner har analyseret den og dissekeret den og dækket den til med nutidens aktivisme, indtil de har berøvet den dens kraft til at forandre mennesker? Kunne det tænkes, at hvis vi tog Bogens budskab ind i vort liv, akkurat som det står, med waldensernes enkle tro, så ville det også forvandle os?

Vi vender os da til Bogen og finder, at den forvandler mennesker. Jesus sagde det meget enkelt: »I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.« Joh. 8,32.

Det er sandheden, der gør det. Det er sandheden, der forvandler mennesker.
Men hvad er sandhed? Kan du huske det dramatiske øjeblik, da Pilatus stod foran Jesus og stillede det gennemtrængende spørgsmål: »Hvad er sandhed?« Og han ventede ikke noget svar.

Men Jesus havde faktisk besvaret spørgsmålet - ved en anden anledning - med fire korte, klare ord: »Dit ord er sandhed.« Joh. 17,17.

Nu vil en og anden måske sige: »Jeg vil gerne kende sandheden. Jeg har søgt efter den. Men jeg hører så mange forskellige stemmer, som alle gør fordring på at have sandheden. Og de synes alle at være så forskellige. Jeg er forvirret. Hvordan kan et almindeligt menneske få besked?« Og en og anden vil måske tilføje: »Jeg er en almindelig erhvervsdrivende. Jeg har forstand på mit håndværk. Jeg er vant til at læse min faglitteratur og finde de oplysninger, jeg har brug for. Men jeg er en ren begynder, når det gælder bibelstudium. Jeg er et par gange begyndt på at læse Bibelen. Men jeg gik i stå i Tredje Mosebog. Hvordan skal man studere Bibelen for at finde sandheden?« Nogle henviser til Bibelen som en gammel violin, som man kan få en hvilken som helst tone ud af. Vi ser alle forskelligt på den, siger de. Hvem kan altså regne med dens vejledning?

Hvem kan vide, om han netop finder den mening, Gud har nedlagt, eller blot en eller anden rådgivers eller vens eller religiøs gruppes meninger?

Men vidste du, at Bibelen selv fortæller os, hvordan dette problem kan løses? Lyt til følgende:
»Hvem vil han belære, hvem tyder han syner? ... Lidt i vejen her og lidt i vejen der!« Es. 28,9-10.

Her er den metode, Gud selv har anvist til studium af hans ord. Lige fra Første Mosebog til Åbenbaringsbogen fremlægger Guds ord nemlig det samme konsekvente budskab. Og hvis vi ønsker at opdage sandheden om et hvilket som helst emne, behøver vi blot at sammenstille alt, hvad de forskellige bibelske skribenter har sagt om enhver side af det. Lidt her og lidt der.

Lad os tage et eksempel. Alle kristne praktiserer dåb. Hvis jeg ønsker at finde, hvad Bibelen virkelig siger om dette emne, må jeg slå op på alt, hvad Mattæus har at sige om dåben, alt hvad Markus har at sige om den, alt hvad Lukas, Peter, Jakob og Johannes siger - faktisk alt, hvad de bibelske skribenter lærer angående denne hellige handling.

Hvad har jeg da? Jeg har ikke en eller anden mærkelig, fantasifuld fortolkning. Jeg har ikke vendt og drejet eller gættet mig frem til betydningen af et eller andet dunkelt skriftsted.

Men jeg har Bibelens samlede udtalelser om dåben.
Johannes kan f. eks. fortælle, hvor vigtigt det er at lade sig døbe. Mattæus kan lede os på sporet af, hvordan dåben bør foregå. Markus kan fortælle os hvornår, og Paulus viser dens dybere betydning, indtil vi får klarhed over hver eneste side af emnet.

Ifølge denne plan kan vi sammenholde alle de skriftsteder, som handler om det samme emne. Når vi sigter langs alle disse, far vi det samme at se. Vi kommer alle til den samme konklusion - Guds sandhed, som den er åbenbaret i hans ord, lidt her og lidt der, indtil der kommer en helhed ud af det.

Gud holder ikke sandheden tilbage for os. Den er ikke noget, han holder uden for vor rækkevidde. Han ønsker, vi skal kende sandheden. Når du sammenholder det ene skriftsted med det andet, lidt her og lidt der, vil sandheden lukke sig op, til din tilfredsstillelse. Du vil høre Guds stemme tale til dig personligt fra Ordet. Du vil opdage for dig selv den fred og vejledning, som Guds ord alene kan give.

Ja, vejledning. Sandheden er nemlig ikke noget stillestående. Sandheden er altid noget fremadskridende. Gud har sagt: »Men retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.« Ordsp. 4,18.

Det menneske, der lever på, hvad det lærte i barndommen, vokser ikke. Dette vil ikke sige, at fremgang i sandheden nødvendigvis medfører radikale forandringer i vor opfattelse af sandheden - medmindre vor forståelse har været meget begrænset og ufuldstændig. Men mere lys styrker et menneske og bereder ham for fremtiden.

Husker du den lille dreng, der gik gennem en mørk skov med sin hånd i faderens. Faderen havde en lygte. Mørket og stilheden gjorde den lille fyr bange, og han sagde: »Far, jeg er bange. Lyset rækker så kort!« »Ja, min dreng,« svarede faderen. »Men hvis du går i det lys, du har nu, vil det lyse, lige til vi er hjemme.« Ja, den kristnes sti er ligesom morgendæmringen. Den bliver klarere og klarere, når vi vandrer i den. Og dette minder os naturligvis om nogle kendte ord af Johannes: »Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.« 1 Joh. 1,7.

Dette er betydningsfulde ord. Hvis vi vandrer, hvis vi bevæger os, hvis vi går fremad, hvis vi giver agt på og følger lyset, forsikres vi om både fællesskab og tilgivelse. Hvilke udsigter!
Sandheden oplyser. Og sandheden helbreder. Sandheden, den frelsende sandhed, forvandler mennesker!
Men sandheden forvandler kun dem, der er villige til at lade sig forvandle.

Sådan er det også med Bibelen. Hvis du læser den i håb om at finde en eller anden mangel på overensstemmelse til støtte for en eller anden forudfattet mening, eller for at finde et eller andet bevinget ord til en bordtale - så vil der ikke ske nogen forandring med dig.

Men hvis du læser for at finde sandheden, for at finde Guds plan med dit liv, for at lære hvad du må gøre for at blive frelst, hvis det er din hensigt for enhver pris at finde vished om guddommelig tilgivelse og kraft til at leve - når du kommer igennem, vil du aldrig blive helt den samme igen!

Læs Bogen! Læs den for dig selv. Læs den, til du finder sejr. Læs den for at finde tilgivelse. Læs den for at finde en Frelser. Og du vil ikke blive skuffet.

Hvad er Bogens kraft? Hvad er dens tiltrækningskraft?
Hvad gør den så uforgængelig? Det er Manden i Bogen. Det er den Frelser, Bogen forkynder. Det er den Ven, Bogen fremstiller. Det er den Skaber, der holder de hvirvlende stjerner - og dig og mig - i sine hænder.

Og det betyder kraft - frelsende kraft - for mennesker.
Man siger, at døde mænd ikke kan fortælle. Men det gør de. Betagende, eventyrlige beretninger. Mærkelige og forunderlige beretninger, som stemmer overraskende med beretningerne i en overset Bog. Beretninger, som totalt tilbageviser de røster, som kaldte beretningerne myter og legender.

Tvivlende mennesker havde begravet Bogen. Uigenkaldeligt, tænkte de. Og så skete det, mænd med spadedrog ud for at grave historien frem. Og de fandt Bogen. Med deres kamelhårspensler fjernede de alt det tvivlens støv, som den var begravet i, og holdt den frem foran en overrasket, forbløffet, men nu lyttende verden.

For nogle var det skuffelser, der blev gravet frem. For andre var det tro og sikkerhed og oprejsning.

Ja, døde mænd fortæller beretninger. Fra deres leje i støvet høres en beretning mere spændende end en kriminalroman. Forlængst hensovede civilisationer taler med tordenrøst til denne generation. For netop i vore dage opstiger der, dramatisk og pludseligt, et kor fra en fjern fortids grave - stemmer, som tvinger mennesker til at revidere mangen en kær, forudfattet mening om Bibelen.

Følg med mig på en fascinerende rejse, som jeg tror vil styrke troen hos enhver.
Vi vil standse på Libanons kyst, hvor vejrbidte fiskere uforstyrreligt øver deres gerning, og bøder deres net på det selv samme sted, hvor det gamle Tyrus lå, og derved giver verden et dramatisk vidnesbyrd om de gamle Skrifters pålidelighed.

Er det ikke mærkeligt, at skeptikerne ikke regnede med en gammel profets ord? Lyt:
»De skal ødelægge Tyrus' mure og nedbryde tårnene. Jeg fejer muldet bort og gør Tyrus til nøgen klippe; ... de skal nedbryde dine mure og nedrive dine herlige huse: sten, tømmer og ler skal de kaste i vandet. ... Jeg gør dig til nøgen klippe, en tørreplads for net skal du være.« Es. 26,4. 12. 14.

Her i det krigshærgede Libanon finder vi skuepladsen for en dramatisk opfyldelse af denne profeti, en opfyldelse, som har strakt sig gennem mange hundrede år.

Det var ikke længe efter, at denne profeti blev skrevet, at Babylons konge Nebukadnezar ødelagde det gamle Tyrus. Men der var ikke noget usædvanligt ved denne ødelæggelse af byen. Den opfyldte ikke alle detaljer i Ezekiels profeti. Og ikke længe efter blev der bygget et nyt Tyrus på en ø i umiddelbar nærhed af det gamle Tyrus.
Betød dette, at profetien var slået fejl? Læg så mærke til hvad der skete 250 år senere. Det var dengang, Alexander den Store kom med sine hære og ville indtage det nye Tyrus. For at kunne føre sin invasionshær ud til byen på øen, rev han tømmeret ned, tog stenene med, ja, skrabede bogstavelig talt leret væk fra tomten efter det gamle Tyrus, så han kunne bygge en dæmning ud til øen. Og hvad var det, Ezekiel sagde:
»De skal nedbryde dine mure og nedrive dine herlige huse: sten, tømmer og ler skal de kaste i vandet.«

Dette var nøjagtigt, hvad der skete.
Gennem århundrederne har sand, dynd og grus aflejret sig langs Alexanders dæmning, indtil øen, hvor det gamle Tyrus la, I dag er en del af hovedlandet. Tusinder af flygtninge har været opsamlet her. Men det gamle Tyrus er ødelagt. Overfladen er skrabet bort, så der kun er nøgen klippe tilbage. Dets Baal-tilbedelse har reduceret det til et minde og ikke andet. Tyrus udgør ingen trussel for Guds folk. Det yder ingen støtte til ateister. I dag står profetens ord stadig til troende: »En tørreplads for net skal det være.« Ez. 26,5.

Forskere fra alle de store nationer har nu gennem et hundrede år gravet i disse lande i Mellemøsten, hvor civilisationens vugge stod. Og de har fundet tingene, nøjagtig som Bibelen beskriver dem, nøjagtig hvor Bibelen siger, de er.

Den moderne arkæologis historie begyndte i 1798, da Napoleon begyndte sit ægyptiske felttog, som skulle falde så ilde ud. Foruden sine soldater medbragte han 120 tegnere og lærde, der havde som opgave at udforske og beskrive Ægyptens fortidsruiner.

Fra Alexandria til den første Katarakt, en strækning på mere end 900 kilometer, udbredte der sig et kolossalt museum for franskmændene. Det var, medens de stod ved foden af pyramiderne, at den lille feltherre udtalte disse mindeværdige ord: »Fyrre århundreder ser ned på os.«

Ja, mærkelige hieroglyffer på tempelmure og monumenter så ned på Napoleons soldater. Men intet menneske hverken i Ægypten eller i hele verden kunne læse dem.

Men det følgende år, da en af soldaterne var i færd med at grave en skyttegrav i Nil-deltaet, stødte han på en mærkelig sten. Fundet af denne plade af sort basalt - vi kalder den Rosettastenen - markerede den moderne arkæologis begyndelse. Hvad der står på den, er uvæsentligt. Det væsentlige er, at det var skrevet på tre sprog - ægyptiske hieroglyffer, ægyptisk kursiv og græsk. Eftersom den græske tekst let lod sig læse, lykkedes det over en periode på tyve år tålmodige sprogforskere at decifrere de andre to indskrifter.

Denne evne til at læse det ægyptiske sprog, som det blev skrevet på de gamle Faraoners tid, lukkede op for et vældigt skatkammer fra en glemt civilisation. Døren til fortiden stod nu vidt åben. Og stråler fra fortiden begyndte at kaste deres lys over en gang betvivlet bibelsk beretning.

Følg nu med til oldtidens Babylon. I antikkens verden er ingen beretninger mere betydningsfulde end dem, Babylons ruiner kan fortælle. Det var her, Belsazzar holdt sit gæstebud, og den mærkelige håndskrift viste sig på væggen.

På trods af Bibelens beretning var kritikere for nogle årtier siden enige om, at Belsazzar kun var en opdigtet person, som aldrig havde regeret over Babylon. Men i dag bekræfter inskriptioner i ler og kileskrift til fulde Bibelens beretning - at Nebukadnezar var et gudfrygtigt menneske, og at Nabonidus' søn Belsazzar herskede som prinsregent på den tid, da imperiet faldt. I Britisk Museum kan man se en lercylinder som detaljeret beskriver Belsazzars levnedsløb og hans rolle i historien.

Er det ikke betegnende, at vi i det sidste kapitel af Daniels betydningsfulde bog læser: »Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal granske i den, og kundskaben skal blive stor.« Dan. 12,4.

Kundskaben skal blive stor - ikke alene inden for videnskabens og opfindelsernes område, men også kundskaben om Guds ord. Daniels bog skulle være forseglet til endens tid. Og nu indtager arkæologien sin plads blandt moderne videnskaber og hjælper os at fjerne seglet fra bogen, at åbne Skrifterne, idet sten og indskrifter nedfældet af for længst afdøde mennesker sætter os i stand til at samle stykkerne til en fængslende beretning, som fjerner seglet fra Bibelens blade.

Grave skuffelser op? Nej, det er tro, der graves frem. Aldrig før har vi været i stand til at sætte en sådan lid til vidnesbyrd uden for Bogen til støtte for dens egen påstand, at »Ethvert skrift ... er indblæst af Gud.« 2 Tim. 3,16.

Gennem århundreder havde de fjerne, utilgængelige huler, der går som et netværk gennem bjergene ved Det døde Hav, ikke givet mindste antydning af, hvilke skatte de glemte. Og så skete det en dag i 1947, at en beduiner dreng, som var ude for at lede efter en bortløben ged, af en eller anden grund kastede en sten ind gennem et hul i skrænten. Der kom en lyd som af knust lertøj. Og i det øjeblik begyndte et af de mest betydningsfulde arkæologiske dramaer, som nogen sinde er blevet udspillet. For han var ved et tilfælde stødt på den første af de skatte, der nu er kendt som Dødehavsrullerne.

Den nordvestlige kyst ned til Det døde Hav bleven bikube af aktivitet.

Nu er der fremdraget adskillige hundrede af disse værdifulde ruller.

Det var i dette område, at arkæologerne senere opdagede ruinerne af det munkesamfund, som essenserne - en religiøs sekt på Kristi tid - havde oprettet, hvor de levede afsondret fra omverdenen og brugte deres tid til at afskrive Den hellige Skrift.

Næsten enhver detalje i disse bemærkelsesværdige menneskers tilværelse er blevet stykket sammen, efterhånden som forskere og lejede beduiner har afdækket dette selvunderholdende samfund - det store køkken, vandforsyningen, dåbsbassinet, værkstederne - endog en kobberkedel indeholdende fem hundrede mønter, ved hjælp af hvilke munkesamfundet kan dateres til Kristi tid.

Det var min forret at ankomme til Jordan, på samme tid som dr. Dajani, der var leder af udgravningsarbejdet, og den berømte forsker Pere de Vaux skulle påbegynde en ny udgravning i dette viden kendte område. På deres indbydelse var vi de første, der kom til at følge åbningen af dette nye område af udgravningen med vore kameraer. Jeg talte med disse mænd på stedet, og de forklarede betydningen af dette essensernes nervecenter. Stående oppe på et udgravet tårn pegede de på stedet, hvor skrivestuen havde været, selve det rum, hvor afskrivningen var blevet foretaget, og hvor der var fundet pulte og blækhuse - endog med indtørret blæk! Jeg glemmer aldrig dr. de Vaux' begejstring, da han beskrev, hvordan man havde analyseret blækket i blækhusene og sammenlignet det med blækket på skriftrullerne, og fundet at det var samme slags!

Nu vil en og anden måske spørge: »Har vi stadig de virkelige, originale skrifter fra Peter og Paulus og Mattæus og Esajas? Har man fundet disse skrifter? H vis ikke, hvordan kan vi så vide, at der ikke har indsneget sig en og anden fejl med alle de afskrivninger, som er foretaget ned gennem århundrederne? Hvordan kan jeg vide, at den bibel, jeg holder i min hånd, er nøjagtig som da Gud gav den?«

Nej, vi har ikke et eneste af originalmanuskripterne. De er sandsynligvis gået til grunde for længe siden. Men der er fremstillet kopier af dem ned gennem tiderne, som regel med den mest pinlige nøjagtighed.

Og du har naturligvis hørt om, at der blandt skattene fra Det døde Hav også er et kosteligt fund, Esajasrullen. Den er næsten fuldkommen bevaret og indeholder den fuldstændige tekst fra Esajas-bogen, fra første til sidste vers.
Andre huler i nærheden har afgivet tusinder af fragmenter fra hundreder af manuskripter. Disse har sat forskere i stand til at gøre rede for store dele af Det gamle Testamente.

Det er disse manuskripters alder, der gør dem så umådelig værdifulde. Kendere af gammel semitisk skrift har efter omhyggelige studier konkluderet, at disse manuskripter er blevet til enten før eller på Kristi tid. Med et slag er vi bragt hundreder af år nærmere de originale profetiske skrifter end noget andet hidtil kendt hebraisk manuskript.

Disse fantastisk spændende opdagelser skaffer oprejsning til Bogen. Og som et resultat af dette opsamlede vidnesbyrdsmateriale rejser der sig, vedholdende og med stadig større styrke, det spørgsmål i tusinder af de mest kritiske tænkeres sind: »Bibelen har alligevel ret.«

Det er intet mindre end tragisk at tilbringe sit liv med at betvivle Guds ord, stille spørgsmål ved det og forsøge at gendrive det, blot for til sidst at finde, at det alligevel havde ret. Du kunne have stoler på det hele tiden. Det kunne have været det faste holdepunkt for dig, når enhver anden støtte var fejet til side.

Det gør en forskel, hvad du tror om denne bog. Den er mere end papir, tryksværte og læder - mere end dygtigt boghåndværk. Den er mere end en autentisk beretning om længst afdøde folkeslag. Hvis Bibelen ikke var mere end dette, ville det være uden betydning, hvad mennesker gjorde ved den.

Men hjertet i denne Bog, det, som får den til at leve og ånde, det, som gør den anderledes end alle andre bøger, er beretningen om, hvad der skete på en høj uden for Jerusalem for nitten hundrede år siden. Og det gør en forskel, hvorvidt vi accepterer eller ikke accepterer, hvad Bogen siger om dette!

Enten døde den levende Guds Søn på dette kors, eller også gjorde han det ikke. Enten var han den, han gav sig ud for at være, eller også var han det ikke. Enten det ene eller det andet. Begge dele kan ikke være rigtigt. Det gør nemlig en forskel, hvorvidt Golgata er et faktum eller en legende!

Du husker nok, at Frelseren sagde til Tomas: »Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!« Og han tilføjede: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.« Joh. 20,27 og 29.

Ville Frelseren mon ikke i dag rose dem, som har bygget deres tro på hans ord alene? Men der findes også ærlige tvivlere. For deres skyld har han ladet en strøm af beviser feje ind over denne generation for at fjerne deres tvivl, som vil se, før de kan tro.

Højt hævet over alle andre beviser er korsets bevis. Dybere end argumenter, stærkere end døden, siger det til hvert menneske: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd.« Og en og anden vil svare - ligesom hin skeptiker i Paris, som for mange år siden hørte disse ord - »o Gud, hvilken drøm! Om han dog kunne!« Det kan han. Det er ingen drøm. Korset er bygget på et bjerg af beviser, så urokkeligt som Gibraltarklippen. Men Golgata er dybere og stærkere end al menneskets tænkning og argumenter. Det kan opfylde alle dine behov.

»Ræk din finger frem og se mine hænder.«

Og hvad andet kan et menneske gøre end sige med Tomas:
»Min Herre og min Gud!«
Det, han så, tog næsten vejret fra ham.

Det var i 1834, og en fransk opdagelsesrejsende ved navn Texier var på opdagelse i det nordlige Tyrkiet for at finde oldtidsbyen Tavium, hvor indvandrende keltere havde bosat sig på Roms tid.

Han havde netop forladt den lille landsby Bogazkoy. Han arbejdede sig langs nogle opkørte hjulspor op i de forrevne, stormfulde højder. Og pludselig lå der udbredt foran ham en mængde vældige klippeblokke i lange rækker. Så kom han til resterne af en mur, som var flere kilometer lang. Oppe fra toppen - så langt han kunne se, var der ruiner. Dette var ikke en lille landsby. Dette måtte have været en by så stor som Athen på toppen af sin herlighed. Men man vidste intet om en sådan by!

Han fandt to vældige porte. På den ene af dem var udhugget en konge, eller måske en gud. Den anden indgang til byen var vogtet af kolossale statuer af løver, en på hver side. Og de udhuggede figurer var anderledes end alt andet, han havde set.

På klippevæggene på et plateau, to timers gang derfra, lagde han mærke til nogle underlige tegn, som mindede om hieroglyffer. Var det måske en skrift art? Han var mystificeret.

Det varede ikke længe, før man fandt nogle mærkelige tegninger, svarende til hvad Texier havde fundet, i Syrien, og senere i klippeskulpturer nær Smyrna ved det ægæiske kyst. Hvilken ukendt nation havde regeret her, så mægtig at dens skrifttegn blev brugt over hele Anatolien og dybt ind i Syrien?

I året 1880 holdt Archibald Henry Sayce en tale, hvori han fremsatte den uhørte teori, at alle disse mystiske ruiner, alle disse mærkelige skrifttegn, hidrørte fra hittitterne - et folk som er omtalt i Bibelen, men som hidtil var affærdiget som uvæsentligt eller ikke eksisterende.

Bibelen. omtaler nemlig otteogfyrre gange hittitterne, ofte i forbindelse med mindre stammer. Men i et enkelt tilfælde omtales hittitternes konger og Ægyptens konger. At de omtales sammen med Ægypten, en af den tids stormagter, skulle have vakt undren. Men, bortset fra Bibelen fandtes der ikke den mindste omtale af dem i alle oldtidens beretninger ikke et ord.

De lærde. ræsonnerede, at et sådant imperium umuligt kunne forsvinde fra historien uden at efterlade sig et eneste spor. Og manglen på beviser blev tolket som bevis på at hittitterne aldrig havde eksisteret.

Men alt imedens så statelige søjler, halvt begravede statuer og massive ruiner med mærkerige indskrifter, som ingen kunne læse, ned på forskerne i stilhed.

Så fandt man Rosettastenen. Den ægyptiske skrift blev dechifreret. Det vældige museum af monumenter og søjler langs hele Nilen, som havde været lukket gennem århundreder, åbnede nu sine døre. Og det mægtige Karnak begyndte at fortælle Sin historie. Her, på disse massive søjler og mure beskrev Ramses II atter og atter sine politiske konflikter med kongen af Hatti.

Nu begyndte kendsgerningerne at passe sammen. Assyrerne omtalte også hyppigt landet Hatti. Men historikerne havde endnu ikke gættet sandheden. De ægyptiske og assyriske Indskrifter refererede sandsynligvis til en eller anden uvæsentlig stamme, tænkte de. Det gik ikke op for dem, at det faktum, at denne »stamme« hele tiden havde været i stand til at kæmpe jævnbyrdigt mod to stormagter, var et bevis på, at den slet ikke var nogen stamme, men den tids tredje stormagt, hvis område strakte Sig fra Sortehavet til Damaskus.

I 1887 blev der ved en ren tilfældighed bragt en nøgle for lyset.

Det fortælles, at en ægyptisk bondekone blev irriteret på nogle besværlige europæere, der snusede omkring Tell el' Amarna. Hun samlede nogle stumper op af ituslåede lertavler og kastede dem mod selskabet i håb om at skræmme dem væk. Men der skete det stik modsatte, for de blev interesseret i disse stumper lertavle, og begyndte at lede efter flere af samme slags. De var ved en ren tilfældighed faldet over den største og mest betydningsfulde samling lertavler, der nogen sinde er fundet, arkiverne fra Amarna.

I dette enorme bibliotek af lertavler, som umiddelbart kunne læses, var der beretninger om hittitternes krigstogter, og endog et brev fra en hittittisk konge. Det var nu klart, at hittitterriget havde været en stormagt, og at der ikke var tale om en lille syrisk stamme, men et helt folk, som var trængt ind i Syrien fra Lilleasien.

Det lyder alt sammen som en spændende detektivroman, og strækker sig over mere end et århundrede.

I 1906 var orientalisten Winckler i færd med at grave ved Bogazkoy.

Han lå i lejren, syg og elendig af varmen og den dårlige forplejning, og han krøb sammen i sin hytte under tæpperne, med hat på hovedet og handsker på hænderne. Han lavede kopier af de lertavler, hans hjælpere bragte ham. Wincklervar i stand til at læse disse tavler, for indskriften var på akkadisk, en slags internationalt sprog i den nære Orient.

En dag fik han, den syge mand, der var bitter på hele verden, bragt en tavle, der hensatte ham i vild ophidselse.

Han erindrede Karnak-inskriptionen, som omtalte en traktat, der var sluttet med Hatti. Winckler havde hemmeligt drømt om at finde en beretning om traktaten på en lertavle i dette land, der jo udgjorde overenskomstens anden part.

Og nu var det der - et brev fra Ramses til Chattusil vedrørende deres traktat! Winckler blev klar over, at Bogazkoy ikke bare var en tilfældig hittittisk by, men Hattusas, det vældige imperiums hovedstad.

Arkæologernes drøm var naturligvis at finde en tosproget Inskription, som kunne give nøglen til de hittittiske hieroglyffer, således at man blev i stand til at læse de mange inskriptioner, der var fundet i de forudgående år. Ville man finde en sådan?

Imidlertid var der gennem årene blevet kastet lys over slaget ved Kadesh, af Ramses omtalt som en skærmydsel, hvor han naturligvis var gået af med sejren. Det viste sig tværtimod at have været et af historiens mest betydningsfulde slag. Og Ramses var, så langt fra at være sejrherre, med nød og næppe sluppet derfra med livet i behold.

I februar 1946 ankom professor Helmuth Bossert, under Istanbul Universitets auspicier, sammen med to medarbejdere til den lille landsby Kadirli i det nordøstlige Tyrkiet. De var ude for at søge efter en »løvesten«, der efter sigende skulle befinde sig i »de sorte bjerge« i nærheden af denne landsby og som han tænkte muligvis kunne være af hittittisk oprindelse.

Skolelæreren erklærede at have set stenen ved flere lejligheder, og at han med glæde ville føre forskerne til stedet.
Dette gjorde han den følgende dag. De nåede op på den bjergryg, der er kendt som Karatepe - det sorte bjerg. Og der så de løvestenen ved siden af en væltet statue med inskription. Statuen var uden tvivl hittittisk, men indskriften var semitisk - viste sig senere at være fønikisk. Derefter fandt Bossert flere andre fragmenter i nærheden, alle med hieroglyf-symboler.

En ide slog ned i ham. Kunne disse - eftersom de lå side om side- være de tosprogede indskrifter man havde drømt om så længe? Så begyndte mørket at falde på, de forlod stedet, og Bossert holdt hemmeligheden for sig selv.

I begyndelsen af 1947 vendte han tilbage til Karatepe på et kort besøg. Og lige før han skulle forlade udgravningen, kom han til at skrabe på det øverste hjørne af et relief, som der ikke ville blive ti til at afdække helt, men på dette relief så han fønikiske skrifttegn og hittittiske hieroglyffer! Eller troede at se det.
Om efteråret kom han tilbage med en fuldt udrustet ekspedition.
Han sørgede omhyggeligt for, at den første dags gravearbejde kunne begynde på det selvsamme sted, hvor han tidligere på året havde tildækket det pågældende relief.
Men stor blev skuffelsen. For nu, i det klare sollys kunne han se, at det, han en sen eftermiddag i foråret havde antaget for hieroglyffer, kun var ridser og skrammer, som skyldtes tidens tand.

Hans forhåbninger var tilintetgjort. Men han gav fortrøstningsfuldt arbejderne ordre til at fortsætte sonderingerne. Og, hvor utroligt det end måtte forekomme, viste de virkelige hieroglyffer - de tosprogede man så længe havde drømt om - sig kun en meter derfra.
Til sidst kunne man læse de hittittiske inskriptioner. Til sidst, mere end hundrede år efter, at Texier havde opdaget de mystiske ruiner, kunne man endelig forstå det mægtige, forsvundne imperiums sprog.

De utrættelige jorddetektiver havde gjort det igen!

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk