Jesus er den store læge, der kan helbrede alle sygdomme!

Kunne jeg bare røre ved hans klædebon, så bliver jeg helbredt." (Matt 9,21) Det var en stakkels kvinde som udtalte disse ord en kvinde, som i tolv år havde lidt af en sygdom, der gjorde hende livet svært. Hun havde opbrugt hele sin formue ti læger og medicin, men kun for til sidst at blive erklæret for uhelbredelig. Da hun imidlertid hørte omtale om den store læge opflammedes håbet på ny. Hun tænkte: kunne jeg blot komme så nær, at jeg fik ham i tale, så kunne jeg blive helbredt."
Kristus var på vejen hjem til Jarius, den jødiske rabbiner, som havde bønfaldt ham om at komme og helbrede hans datter. Den sønderknuste mands bøn, Min datter ligger på sit yderste; Oh! at du ville komme og lægge hænderne på hende, at hun må frelses, da skal hun leve." (Mark 5,23), havde rørt Kristi ømme, medlidende hjerte, og sammen med synagogeforstanderen begav han sig straks af sted til deres hjem.
Kun langsomt arbejde de sig fremad; for folkemængden trængte sig omkring Kristus fra alle sider. Idet Frelseren banede sig vej gennem skaren, kom han nær det sted, hvor den syge kvinde stod. Atter og atter havde hun forgæves forsøgt at komme i hans nærhed, Nu var anledningen kommet til hende. Hun så ingen udvej til at få ham i tale og ville ikke søge at standse ham på hans møjsommelige vej; men hun havde, hørt at man kunne blive helbredt, når man rørte ved hans klæder. Af frygt for at gå glip af denne eneste lejlighed til at finde lindring, trængte hun sig frem, idet hun sagde til sig selv: kan jeg bare komme til at røre ved hans klædebon, så bliver jeg helbredt."
Kristus kendte hver tanke, som rørte sig hos hende. og søgte at komme derhen, hvor hun stod. Han forstod hendes store nød og hjalp hende at øve tro. Idet han gik forbi, rakte hun hånden ud og nåede lige at røre ved kanten af hans dragt. I samme øjeblik vidste hun, at hun var helbredt, Hele hendes tro lå udtrykt i denne ene handling: at røre ved ham, og straks blev hun befriet for sin svaghed og smerte. Hun havde øjeblikkelig en fornemmelse, som om en elektrisk strøm fik gennem ethvert fiber i hendes organisme. En følelse af fuldkommen sundhed kom over hende. Hun fornemmede i legemet, at hun var blevet helbredt fra denne plage." (Mark 5,29)
Den taknemmelige kvinde ønskede at udtrykke sin tak til den Store Læge, som havde gjort mere for hende ved denne ene berøring, end lægerne havde formået i tolv lange år; men hun vovede det ikke. Med hjertet fyldt med taknemlighed søgte hun at komme væk fra folkemængden. Pludselig standsede Jesus, og idet han så sig omkring, sagde han: Hvem var det, som rørte ved mig?" Peter så forbavset på ham og svarede: Mester! folket trykker og trænger dig, og du siger: Hvem var det som rørte ved mig?" (Luk 8,45)
Der rørte nogen ved mig," sagde Jesus; thi jeg fornemmede at der udgik en kraft fra mig." (Luk 8,46) Han kunne skelne i mellem denne berøring i tro og en tilfældig berøring af den ligegyldige folkemængde. Nogen som havde en dybere hensigt, havde rørt ved ham og var blevet hjulpet.
Kristus fremkom ikke med dette spørgsmål for sin egen skyld; men der var noget, som han ønskede at lære folket, sine disciple og kvinden. Han ønskede at vække håb hos de lidende; han ønskede at vise, at det var troen, som havde bragt helbredelse. Denne kvindes tro måtte ikke blive overgået. Gud skulle æres ved, at hun udtrykte sin taknemmelighed. Kristus ønskede, at hun skulle forstå, at hun fandt behag i hendes troshandling. Han ville ikke, at hun skulle gå bort med en halv velsignelse: hun måtte ikke vedblive at være uvidende om hans inderlige kærlighed eller om, at han kendte hendes lidelse og fandt behag i hendes tro på hans kraft til at frelse alle dem, som kommer til ham.
Med blikket rettet derhen, hvor kvinden stod, vedblev Jesus at spørge, hvem det var, som havde rørt ved ham. Da hun indså, at et forsøg på at skjule sig ikke nyttede, kom hun skælvende frem og kastede sig ned for hans fødder. Med taknemmelighedens tårer i øjnene fortalte hun ham i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved hans dragt, og hvorledes hun øjeblikkelig var blevet helbredt. Hun frygtede for, at hun havde handlet formasteligt ved således at røre ved ham. Men ikke et eneste bebrejdene ord faldt fra Kristi læber; han tilkendegav kun sit bifald. Hans ord kom fra et kærligt hjerte, fyldt med deltagelse overfor menneskelige lidelser. Vær frimodig, min datter!" sagde han venligt, din tro har frelst dig; gå bort med fred" (Luk 8,48) Hvor disse ord opmuntrede hende! Ingen frygt for, at hun havde vækket anstød, fordunklede nu hendes glæde.
Den nysgerrige skare, som trængte sig omkring Jesus, erfarede ingen livgivende kraft; men den syge kvinde, som havde rørt ved ham i tro, fandt helbredelse. Således er det i det åndelige: en tilfældig berøring i tro. Alene det at tro på Kristus som verdens Frelser kan aldrig bringe sjælen lægedom. En frelsene tro er ikke blot og bar indrømmelse af evangeliets sandhed. Sand tro tager imod Kristus som en personlig Frelser. Gud gav sin enbårne søn, for at jeg når jeg tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv". (Joh 3,6) Når jeg kommer til Kristus i overensstemmelse med hans ord, så må jeg tro, at jeg bliver delagtig i Guds frelsene nåde. Det liv som jeg nu lever, må jeg leve i Guds søns tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig". (Gal 2,20)
Mange betragter troen som en anskuelse. Frelsene tro er en handling, hvorved der som tager imod Kristus, indgår i et pagtforhold med Gud. Levende tro betyder forøget kraft, en stille tillid, hvorved sjælen ved Kristi nåde bliver til en sejrende magt.
Troen er en mægtigere sejrherre end døden. Hvis de syge ledes i tro at fæste deres blik på den store læge, så vil vi få vidunderlige resultater at se. Det vil bringe liv både til legeme og sjæl.
Når I arbejder for at hjælpe dem, som ligger under for onde baner, så vis dem hen til Jesus i stedet for at fremholde for dem den fortvivlelse og ruin, som venter dem. Led dem til at fæste blikket på herligheden der. Det vil bidrage mere til at bringe legemlig og sjælelig frelse end alle gravens rædsler formår overfor de håbløse og tilsyneladende håbløse.
En høvedsmands tjener lå syg, af lammelse. Hos romerne var tjenerne slaver, der købtes og solgtes på torvene og ofte var udsat for mishandling og grusomhed; men denne høvedsmand nærede inderligt venskab til sin tjener og ønskede meget, at han atter måtte komme sig. Han troede at Kristus kunne helbrede ham. Han havde ikke selv set Frelseren; men de beretninger, han havde hørt, gav ham tro. Til trods for jødernes fromme væsen var denne romerske høvedsmand overbevist om, at deres religion stod højere end hans. Han havde allerede gennembrudt nationale fordommene og de nationale håbes skranker, som skilte erobrerne fra de erobrede. Han havde vist agtelse for Herren og hans tjeneste og havde udvist venlighed mod jøderne som Guds tilbedere. I Kristi lære, sådan som han havde hørt den omtalt, havde han fundet det, som tilfredsstillede sjælens trang. Frelserens tale fandt genklang i hans indre; men han betragtede sig selv som uværdig til at nærme sig Jesus og sendte derfor nogle af jødernes ældste hen til ham med en bøn om, at han ville komme og helbrede hans tjener.
Disse mænd fremlagde sagen for Jesus, bad ham indtrængende og sagde: "Han er vel værd, at du gør ham dette; thi han elsker vort folk og har bygget vores synagoge." (Luk 7,4-5)
Men på vejen til hans hjem modtager Jesus et budskab fra høvedsmanden selv: Herre! umag dig ikke dette; thi jeg er ikke værd, at du går ind under mit tag." (Luk 7,6)
Frelseren fortsætter imidlertid sin vej, og høvedsmanden kommer i egen person for at yderligere at betone budskabet, og siger: Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig;" men sig kun et ord, så bliver min tjener helbredt. Thi jeg er kun et menneske, som står under øvrighed, og har stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gå! så går han; og til den anden: kom! så kommer han; og til min tjener: gør dette! så gør han det." (Luk 7,7)
Jeg repræsenter den romerske magt, og mine soldater anerkender min myndighed som overordnet. Således repræsenter du den evige Guds magt, og alt det skabte adlyder dit ord. Du kan befale denne sygdom at vige bort, op den adlyder dig. Sig blot et ord, så bliver min tjener helbredt!" Dig ske som du troede!" sagde Kristus. Og hans dreng blev helbredt i den samme time." (Matt 8,8-9)
Jødernes ældste havde anbefalet høvedsmanden til Kristus af hensyn til den velvilje, han havde vist med vort folk". Han er vel værd," sagde de; thi han har bygget vores synagoge." Men høvedsmanden sagde om sig selv: Jeg er ikke værd." Men alligevel frygtede han ikke for at bede Jesus om hjælp. Han forlod sig ikke på sin egen godhed, men på Frelserens miskundhed. Det eneste, han havde at påberåbe sig var sin store trang."
På samme måde kan ethvert menneske komme til Kristus. Ikke for de retfærdige gerningers skyld, som vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed frelste han os." (Tit 3,5) Har du en følelse af at du ikke kan håbe på velsignelse fra Gud, fordi du er en synder? Husk, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Vi har intet der kan anbefale os til Gud; det eneste som vi nu og altid kan fremlægge for ham er vor fuldstændige hjælpeløshed, der gør hans frelsene kraft nødvendig. Idet vi lader tillid til os selv forlade os, kan vi se hen til Golgatha kors og sige:
Intet bringer jeg til dig, kun til korset klynger jeg mig." Dersom du kan tro; alle ting er den mulige, som tror." (Mark 9,23) Det er troen, som forener os med himlen og giver os styrke til at modstå mørkets magter. Gennem Kristus har Gud tilvejebragt et middel, hvorved vi kan overvinde alt, hvad der er dårligt hos os, og bekæmpe enhver fristelse, selv den stærkeste. Men mange føler, at de mangler tro, og derfor holder de sig borte fra Kristus. Lad disse hjælpeløse sjæle i al deres uværdighed overgive sig til den medlidende Frelsers miskundhed. Se ikke på jer selv, men se hen på Kristus. Han som helbredte de syge sjæle og uddrev djævle, da han vandrede iblandt menneskerne, er endnu den samme mægtige genløser. Grib så blot hans fortsætter ligesom blade fra livets træ. Den som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste væk." (Joh.6,37) Når I kommer til ham, så tro, at han tager imod jer, fordi han har lovet det. Så længe som I gør dette, kan I aldrig fortabes nej aldrig!
Men Gud beviser sin kærlighed med os derved, at Kristus døde for os, da vi endnu var syndere." (Rom 5,8) Og "er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke også skænke os alle ting med ham?" (Rom 8,31-32)
"Jeg er vis på, at hverken død, ej heller liv, ej heller engle, ej heller fyrstendømmer, ej heller magter, ej heller det nærværende, ej heller det tilkommende, ej heller det høje, ej heller det dybe, ej heller nogen anden skabninger skal kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." (Rom 8,38-39)
Af alle de sygdomme, man kendte i østerland, var spedalskheden den mest frygtede. Dens udbredelse og smitsomhed og dets frygtelige virkninger på den angrebene fyldte selv den modigste med forfærdelse. Jøderne anså den som en straf for synd, og den blev derfor kaldt "slaget", "Guds finger". Indgroet, uudslettelig og dræbende som den var, blev den betragtet som et symbol på synden.
Ifølge den kirkelige lov bliv den spedalske erklæret for uren. Alt, hvad han rørte ved, blev urent; luften blev besmittet ved hans ånde. Ligesom en, der allerede var død, blev ham udelukket fra menneskers boliger. Dersom nogen mistænkes for at have sygdommen, måtte han fremstille sig for præsterne, der skulle undersøge og af gøre sagen. Hvis de erklærede ham spedalsk, så blev han afsondret fra sin familie, afskåret fra Israels forsamling og dømt til at omgås alene dem, der led af samme plage. Ikke engang konger og præster udgjorde nogen undtagelse. En konge, der blev angrebet af denne frygtelige sygdom, måtte give afkald på scepteret og undgå menneskers selskab.
Borte fra sine venner og slægtninge måtte den spedalske bære den forbandelse, hans sygdom medførte. Det påhvilede ham at kundgøre sig egen sin egen ulykke, at sønderrive sine klæder og udråbe advarslen til alle om ikke at komme hans smittefarlige person nær. Råbet: "Uren! uren!" som lød med sørgmodig stemme fra den ensomme forviste, var en advarsel, som hørtes med frygt og afsky.
På den egn, hvor Kristus virkede, var der mange af disse lidende, og da beretningen om hans værk nåede dem, var der en, i hvis hjerte troen begyndte at spire. Dersom han kunne gå til Jesus, så kunne han blive helbredet. Men hvorledes kan han finde Frelseren? Hvorledes kan han, som er dømt til livsvarig afspærring, fremstille sig for den store læge? Og vil Kristus helbrede ham? Vil han ikke ligesom farisæerne og endda lægerne udtale en forbandelse over ham og byde ham fjerne sig fra de steder, hvor mennesker bor?
Han tænker på alt, hvad der er blevet fortalt om Jesus. Ikke én, som har søgt ham om hjælp, er blevet bortvist. Den ulykkelige mand beslutter sig til at opsøge Frelseren. Selv om han er udelukket fra byerne, så kunne det jo være, at han kunne træffe ham på en eller anden sti langs bjergvejene eller finde ham, hvor han lærer udenfor byerne. Vanskelighederne er store; men her er hans eneste håb.
Stående langt borte opfanger den spedalske nogle ord fra Jesu læber. Han ser ham lægge sine læber på de syge; han ser de halte, de lamme og dem, som ligger for døden af forskellige sygdomme, stå sunde op og prise Gud for befrielse. Hans tro styrkes. Stadigvæk nærmer han sig mere og mere den lyttende skare. De indskrænkninger, som han er pålagt, folkets sikkerhed, den frygt, som alle nærer for ham alt sammen har han glemt. Han tænker kun på det herlige håb om helbredelse.
Han er et afskyeligt syn. Sygdommen har tilredt ham i frygtelig grad, og hans forrådende legeme er gyseligt at betragte. Ved synet af ham viger folket tilbage. I deres forfærdelse trænger de den ene den anden for at undgå berøring med ham. Nogle forsøger at hindre ham i at nærme sig Jesus; men det er umuligt; han hverken ser eller hører dem; deres udtryk af afsky lægger han slet ikke mærke til. Han ser kun Guds søn, han hører kun den stemme, som taler liv til de døende.
Idet han trænger sig frem til Jesus, kaster han sig ned for hans fødder med råbet: "Herre! om du vil, så kan du rense mig." (matt 8,2) Jesus svarer: "Jeg vil; bliv ren!" (Matt 8,3) og lægger sin hånd på ham.
Øjeblikkelig foregår der en forandring med den spedalske. Hans blod bliver sundt, nerverne følsomme og musklerne faste; den unaturlige hvide, skællede hud, som er genkendelig ved spedalskhed, forsvinder, og hans kød bliver ligesom kød hos et lille barn.
Eftersom præsterne fik de faktiske forhold angående den spedalskes helbredelse at vide, så ville deres had til Kristus måske lede dem til at afsige en uretfærdig dom. Jesus ønskede, at en upartisk dom skulle afsiges. Han byder derfor manden ikke at sige noget om helbredelsen, men straks fremstille sig ved templet med et offer, inden rygtet om miraklet endnu var kommet ud.
Inden præsterne kunne modtage et sådant offer, krævedes det af dem, at de skulle undersøge den, som bragte offeret, og bekræfte hans fuldstændige helbredelse.
Undersøgelsen blev foretaget. Præsterne, som havde dømt den spedalske til at holde sig borte fra mennesker, bevidnede at han var helbredt. Manden, som havde genvundet sin sundhed, fik atter adgang til sit hjem og til samfundet. Han følte, at sundhedens gave var meget dyrebar. Han glædede sig over atter at være i besiddelse af manddommens fulde kraft og over at kunne være sammen med sin familie. På trods af Jesu formaning kunne han ikke længere holde sandheden angående sin helbredelse skjult, og fuld af glæde gik han omkring og forkyndte hans magt, som havde gjort ham rask.
Da denne mand kom til Jesus, var han "fuld af spedalskhed". Sygdommen dødelige gift havde gennemtrængt hele hans legeme. Disciplene søgte at hindre deres mester i at røre ved ham; fordi den, som rørte ved en spedalsk, blev selv uren. Men Jesus blev ikke smittet ved at lægge sin hånd på den spedalske; spedalskheden måtte vige. Således forholder det sig med syndens spedalskhed den er dødelig, har slået dine rødder dybt ind og kan umuligt fjernes med menneskelig magt. "Hele hovedet er sygt, hele hjertet mat; fra fodsål til hoved er intet helt! Sår, stimer og friske hug." (Es 1,5-6) Men Jesus, der kom og blev mennesker lig, bliver ikke besmittet. I hans nærværelse lå der en helbredene kraft for synderen. Enhver, som vil falde ned for hans fødder og sige i tro: Herre! om du vil, så kan de rense mig," vil du få svaret "Jeg vil; bliv ren!"
I nogle tilfælde, hvor der søgtes helbredelse, gav Jesus ikke straks den bedene velsignelse; men i dette spedalskhedstilfælde blev ønsket ikke fremsat før den blev opfyldt. Når vi beder om jordiske velsignelser, vil svaret måske blive forhalet, eller Gud kan give os noget andet end det, vi beder om; men således er det ikke, når vi beder om befrielse fra synd. Det er hans vilje at rense os fra synd og gøre os til sine børn og at sætte os i stand til at leve et helligt liv. Kristus "hengav sig selv for vore synder, på det han kunne udfri os fra i den nærværende onde verden, efter vor Guds og Faders vilje;" og "dette er den fortrøstning, som vi har til ham, at dersom vi beder om noget efter hans vilje, hører han os. Og dersom vi ved, at han hører os, i hvad vi beder, da vi ved, at vi fastholder de ting, som vi har bedt ham om." (Gal 1,4)
Jesus så på de ulykkelige og bekymrede, på dem, hvis håb var brudt, og som søgte at stille sjælens længsler med jordiske fornøjelser, og han indbød alle til at finde hvile hos ham.
Kærligt sagde han til de stræbende mennesker: "Tag mit åg på jer, og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle." (Joh 5,14-15)
Disse ord taler Jesus til ethvert menneske på jorden. Hvad enten de ved det eller ikke, så er de alle trætte og besværede; alle er de betyngede af byrder, som Kristus alene kan borttage. Den tungeste byrde, vi har at bære, er syndens byrde. Dersom det er overladt til os selv at bære denne byrde, så ville den knuse os; men han, som er uden synd, er blevet vor stedfortræder. "Herren lod al vor misgerning komme over ham." (Es 53,6)
Han har båret vore overtrædelsers byrde. Han vil borttage vægten fra vore trætte skuldre; han vil give os hvile og vil også bære vore bekymringer og sorger. Han indbyder os til at kaste al vor sorg på ham; thi vort vel ligger ham på hjerte.
Jesus, vor ældste broder, sidder ved den evige trone. Han ser enhver sjæl, der vender blikket op til ham, som er Frelseren. Han kender af erfaring menneskeslægtens svagheder, kender vort behov og forstår, hvori vore fristelsers magt ligger, fordi han "er fristet i alle måder i lighed med os, uden synd". (Heb 4,15) Han våger over dig, du skælvende Guds barn! Er du fristet? Han vil bringe befrielse. Er du svag? Han vil give dig styrke. Er du uvidende? Han vil oplyse dig. Føler du dig såret? Han vil helbrede dig. Herren "sætter tal på stjerne"; men dette hindrer ikke at "han helbreder dem som har et sønderknust hjerte, og forbinder deres sår". (Sl. 147,4-3)
Hvori dine bekymringer og prøver end består, så læg dem frem for Herren. Din ånd vil blive styrket til udholdenhed, vejen vil åbnes for dig, så at du kan komme ud af vanskeligheder og besvær. Jo svagere og jo mere hjælpeløs du føler dig selv, desto stærkere bliver de i hans kraft. Jo tungere dine byrder er, des lifligere er den hvile, du finder ved at kaste dem på ham, som bærer dem alle.
Omstændighederne kan skille os fra vore venner; de urolige bølger på det store hav kan rulle imellem dem og os; men ingen omstændigheder, ingen afstand kan skille os fra Frelseren. Hvor vi end befinder os, er han ved vor højre hånd for at støtte, holde, bevare og opmuntre os. Kristi kærlighed til sine forløste er større end en moders kærlighed til sit barn. Vi har ret til at hvile i hans kærlighed og sige: "Jeg vil forlade mig på ham; for han gav sit liv for mig."
Menneskernes kærlighed kan forandres; men Kristi kærlighed kender ingen forandring. Når vi råber til ham om hjælp, så er hans hånd udrakt til frelse. "Bjergene skal vige, og højene rokkes, men min miskundhed skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke rokkes, siger Herren, din forbarmer." (Es 54,10)
Mange af dem, som kom til Kristus for at få hjælp, havde selv pådraget sig sygdom; men han nægtede alligevel ikke at helbrede dem. Og idet kraft fra ham trængte ind i disse sjæle, blev de overbeviste om synd, og mange blev helbredte for deres åndelige sygdom såvel som deres legemlige lidelser.
Den lamme fra Kapernaum var en af disse. Ligesom den spedalske havde han tabt alt håb om helbredelse. Hans sygdom var følgen af et syndigt liv, og hans lidelser forbitredes endnu mere ved samvittighedsnag. Forgæves havde han henvendt sig til farisæerne og lægerne om hjælp; de havde erklæret ham for uhelbredelig, de anklagede ham for at være en synder og påstod, at han ville dø under Guds vrede.
Den lamme var sunket ned i fortvivlelse. Da var det, at han hørte om Kristi gerninger. Andre, der var lige så syndige og hjælpeløse so han, havde fundet helbredelse, og han følte sig tilskyndet til at tro, at måske også han kunne blive helbredet, dersom han blev ført hen til Frelseren. Men håbet sank, når han huskede årsagen til sin sygdom; og dog kunne han ikke opgive tanken om muligheden af helbredelse.
Hans største ønske var at blive befriet for sin syndebyrde. Han længdes efter at se Jesus og modtage forsikringen om syndsforladelse og fred ned Gud; for så ville han være tilfreds med at leve eller dø, eftersom det måtte være Guds vilje.
Der var ingen tid at spilde. Hans afmagrede legeme bar allerede dødens mærker. Han bad sine venner om at føre ham til Jesus, hvilket de med glæde lovede at gøre. Men så tæt var den skare, der havde samlet sig omkring det hus, hvor Frelsen opholdt sig, at det var umuligt for den syge og hans venner at komme hen til ham eller endda blot komme så nær, at de kunne høre hans stemme. Jesus lærte i Peters hjem. Som de havde for sædvane, sad hans disciple tæt ved ham, og "der sad farisæer og lovlærer, som var kommet fra hver by i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem". (Luk 5,17) Mange af disse var kommet som spioner, der søgte at finde anklage imod Jesus. Bag dem befandt sig den blandede skare: de lyttede ivrigt, de alvorlige, de nysgerrige og de vantro. Der var folk af forskellige nationaliteter og af alle samfundsklasser. "Og Herrens kraft viste sig i at helbrede." (Luk 5,17) Livets ånd hvilede over forsamlingen; men farisæerne og lovlærerne mærkede ikke dens nærværelse. De havde ingen følelse af trang eller af, at de havde behov for lægedom. "De hungrige har han fuldt med gode gaver, og de rige har han afvist tomme." (Luk 1,53)
Atter og atter søgte de, som bar den lamme, at bane sig vej igennem mængden, men forgæves. Den syge så sig omkring med usigelig angst. Hvorledes kunne han opgive håbet, når den ønskede hjælp var så nær? På hans egen anmodning førte hans venner ham op ovenpå huset, brød hul i taget og hejsede ham ned ved Jesu fødder.
Talen blev afbrudt. Frelseren betragtede det sørgmodige ansigt og så det bedene blik, der var fæstet på ham. Han kendte godt den betyngede sjæls længsel. Det var Kristus, som havde bragt overbevisning ind i hans samvittighed, medens han endnu lå hjemme. Da han omvendte sig fra sine synder og troede på Jesu kraft til at gøre ham rask, havde Frelsens miskundhed bragt velsignelse til hans hjerte. Jesus havde set den første gnist af tro flamme op til en overbevisning om, at han var synderens hjælp, og havde set den vokse sig stærkere ved hver bestræbelse for at komme i hans nærhed. Det var Kristus selv, som havde draget den lidende til sig, og nu udtalte Frelseren disse ord, der lød som liflig musik i den syges øre: "Søn! vær frimodig, dine synder er dig forladte." (Matt 9,2)
Syndebyrden ruller bort fra den syges mands sjæl. Han kan ikke tvivle. Kristi ord åbenbarer hans magt til at læse hjerternes tanker. Hvem kan vel benægte hans magt til at forlade synd? Der kommer håb i stedet for fortvivlelse, glæde i stedet for trykkende mørke. Mandens legemlige smerter har forladt ham, og hele hans væsen er blevet forvandlet. Uden at fremkomme med noget yderligere ønske ligger han hen i stille fred, alt for lykkelig til at kunne tale.
Med åndeløs spænding iagttog mængden denne mærkelige tildragelse. Mange følte, at Kristi ord var en indbydelse til dem. Var de ikke sjæleligt syge på grund af synd? Længdes de ikke efter at blive befriede for denne byrde?
Men farisæerne, der frygtede for at miste deres indflydelse over folkemængden, sagde i deres hjerter: "Han spotter! hvem magter at forlade synder uden én, nemlig Gud?" (Mark 2,7)
Jesus så på dem med et blik, som fik dem til at vige forfærdede tilbage, og sagde: "Hvorfor tænker I så ondt i jeres hjerter? Thi hvilket er lettere at sige: Dine synder er dig forladte? eller at sige: Stå op og vandre? Men I skal vide, at menneskernes søn har magt på jorden til at forlade synder," sagde han, idet han vendte sig til den lamme: "Stå op, og tag din seng op, og gå til dit hus." (Matt 9,4-6)
Manden som var ført til Jesus på en båre, stod nu op på sine fødder med ungdommelig spændstighed og kraft, og øjeblikkelig tog han "sengen, og gik ud for alles øjne, så de blev alle forfærdede og priste Gud og sagde: vi har aldrig set noget sådant." (Mark 2,12)
Der krævedes intet mindre end skabermagt for at bringe sundhed tilbage til det ellers ødelagte legeme. Dem samme stemme, som gav mennesket liv, da det blev skabt af jordens støv, havde givet liv til den dødede lamme; og den samme kraft, som gav legemet liv, havde fornyet hjertet. Han, som ved skabelsen "talte, og det skete", som "bød, så stod det der", (Sl. 33,9) gav liv til den sjæl, som var død i overtrædelser og synder. Helbredelsen af den legemlige sygdom var en åbenbarelse af den magt, som havde fornyet hjertet. Kristus bød den lamme stå op og gå, "at I skal vide," sagde han, "at menneskernes søn har magt på jorden til at forlade synder".
I Kristus fandt den lamme en helbredelse for både sjælen og for legemet. Han måtte have sjælelig sundhed, inden han kunne forstå at skaffe den legemlige sundhed; førend den legemlige lidelse kunne afhjælpes, måtte Kristus skaffe sindet lindring og rense sjælen fra synd. Den undervisning, som ligger her, må ikke overses. Der er, den dag i dag, tusinder af legemligt syge mennesker, der ligesom den lamme længes efter at høre budskabet: "Dine synder er dig forladte." Syndebyrden med den deraf følgende hvileløshed og utilfredsstillende længsel danner grundvolden til deres sygdom. De kan ikke finde lindring, førend de kommer til ham, som kan læge sjælen. Den fred, som han alene formår at give, ville atter kunne skaffe dem sjælelig styrke og legemlig sundhed.
Den lammes helbredelse virkede på folket, som om himlen var blevet åbnet og den tilkommende verdens herlighed åbenbaret. Idet han gik gennem mængden og velsignede Gud ved hvert skridt, bærende på sin byrde, som om den vejede intet, veg folket tilbage for at skaffe ham plads og stirrede på han med forfærdelse, hviskede stille til hinanden: "Vi har i dag set utrolige ting" (Luk 5,26)
I den lammes hjem blev der stor glæde, da han atter kom tilbage til sin familie, med lethed havde med sig den båre, som han for kort tid siden var blevet ført bort på. De samledes omkring ham med glædestårer, men turde næppe tro deres egne øjne. Der stod han foran dem i besiddelse af manddommens fulde kraft. Disse arme, som før var slappe og livløse, adlød nu hurtigt hans vilje; de muskler, som før havde været sammenskrumpet og blyfarvede, så nu kraftige og sunde ud. Han gik med faste, lette trin. Håb og fryd kunne læses i ethvert træk i hans ansigt, og et udtryk af fred og renhed var trådt i stedet for mærkerne af synd og lidelse. Taksigelse steg op i dette hjem, og Gud blev æret gennem sin søn, som havde givet en håbløs hans håb igen og en slagen hans styrke. Denne mand og hans familie stod rede til at give deres liv for Jesu skyld. Ingen tvivl formørkede deres tro, ingen vantro plettede deres lydighed mod ham, som havde bragt lys ind i deres triste hjem.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.dk