I JOHANNES' Åbenbaring findes et særskilt budskab til menigheden. Syv gange nævnes disse ord: "Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!" Åb. 2,1.

"Om vi nogen sinde har behøvet Helligånden iblandt os, om vi nogen sinde har behøvet at tale i Åndens kraft, da er det netop i vor tid."

I verdenshistoriens mest betydningsfulde tid bør Guds folk hellige sig helt til de vigtigste opgaver. Dersom menigheden kan finde et svar på det vigtigste spørgsmål, der berører det åndelige liv, vil den også kunne løse alle andre problemer. Man må samle sig om det ene vigtige. Hvilket spørgsmål er da det vigtigste for den ,kristne? E. G. White siger rammende: "Det vigtigste for de kristne lige før Jesu Kristi genkomst er at forstå, hvad løftet om Helligånden indebærer."

På Bibelens første blade ser vi i tidernes morgen Faderen, Sønnen og Ånden forenet i skaberværket. Og gennem hele frelsesplanens historie virker Faderen, Sønnen og Helligånden for at frelse mennesket. Men kun glimtvis blev Kristi forløsergerning åbenbaret i den gamle pagts tid. Han var, som Paulus siger det, skjult i løfterne. Kol. 1,26-27. Da han kom til vor jord, måtte man erkende med Johannes: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh. 1,14.

Tiden fra pinsedagen til nådetidens ophør er på en særlig måde åbenbarelsen af Helligåndens gerning. Det ville være en skæbnesvanger fejltagelse, om den kristne skubbede denne afgørende sandhed om Helligåndens ledelse og virken til side og ikke tog hensyn dertil.

Kristendom uden Helligånden

Det er åbenbart for alle, at den kristne bekendelses udøvere ikke svarer til berettigede forventninger. Det er også åbenlyst, at gudsfrygt og fromhed er blevet mere og mere sjældne. Der kan være mange årsager. Man kunne nævne adskillige velkendte, men uden at man derfor kan angive nogen bestemt af dem som hovedårsagen, bristens inderste kerne eller kan man det?

Det er åbenbart, at man bør give Bibelen en større plads i ordets forkyndelse. Guds lov bør prædikes tydeligt, så at der gives kundskab om synden. Stadig større opmærksomhed bør fæstes ved forkyndelsen af retfærdiggørelse ved tro til menneskers frigørelse. Det er også nødvendigt, at den kristne vender sig bort fra verdsligheden og flittigere søger åndens, sjælens og legemets helligelse. Alt dette er berettiget og rigtigt, og alligevel er det nærliggende, at man glemmer den vigtigste årsag. Hvilken er det da?

Åndelig tørke, åndeligt mørke og åndelig hensygnen og død har" gang på gang vist sig at blive følgen i de kristne menigheder og grupper, hvor nødvendigheden af Helligåndens nærværelse er blevet ringeagtet eller regnet for at være af underordnet betydning. Der kan derfor være grund til at studere menighedens liv nærinere for at se, om man muligvis her har den kæde af årsager, vi søger. Når man tillader arbejde, daglige ting og andet at optage sind og hjerte, bliver den guddommelige kraft, som er nødvendig for menighedens vækst og fremgang, og som skulle sikre den alle andre velsignelser, simpelthen udelukket, selv om den tilbydes os i ubegrænset udstrækning.

Men lad os forlade de store sammenhæng og se lidt på enkelthederne. Hvem er en bedre talsmand for det enkelte menighedsmedlem end jeg selv? Hvorledes udvikler mit åndelige liv sig netop nu? Har jeg måske mistet den første kærlighed? Er min guds, frygt somme tider svag og uden kraft, er der noget tungt og glædesløst over min gudstjeneste? Kan grunden være, at jeg ikke har forstået betydningen af at tage imod Helligåndens gave?

Det er en kendsgerning, at mange har mistet deres åndelige kraft. Der findes alt for mange ligegyldige. Når den åndelige død griber om sig i menigheden, begynder gudstjenedten at blive en formsag og medlemmerne selvtilfredse. Alt for ofte vinder selviskhed, gerrighed, sanselighed og andre negative egenskaber indpas i den enkeltes liv.

I forkyndelsen fæster man i vore dage nu større opmærksomhed på rent tekniske ting. Man kræver stadig større uddannelse større kundskab og veltalenhed. Man spørger efter anlæg og begavelse. Alt dette har sin berettigelse, men vi må alligevel ikke glemme, at intet menneske kan føres til syndserkendelse og frelse uden Guds Ånds tilstedeværelse. Helligånden og en god uddannelse modvirker ikke hinÅnden. Vor tid kræver et vågent sind, og i evangeliets forkyndelse skal man anvende alle gode midler, men dersom "guddommelig kraft ikke får lov til at forene sig med de menneske lige anstrengelser, vil jeg ikke give det mindste gran for, hvad

menneskene præsterer". 

"Det er ikke, hvor meget vi gør, heller ikke det synlige resultat, men den ånd, som arbejdet udføres i, der gør det værdifuldt i Guds øjne."

"Det er ikke arbejdsdagens længde, men vor villighed og troskab i arbejdet, som gør det velbehageligt for Gud." 

Hvilken evighedsværdi har vort arbejde uden Helligånden? Gud måler med andre mål end mennesker. Ofte mener vi, at det er kristendommens hovedopgave at bevare Bibelens sandheder. Og vist er det magtpåliggende, at deres værdi fremholdes, eftersom det, Gud har åbenbaret for menneskene, er Himmelens største gave. Men Jesus siger: "I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft." Matt. 22,29. Bibelen er blevet til gennem Åndens inspiration. Vi må forstå skrifterne, men Vi må også forstå Guds kraft.

Hvad vi først og fremmest behøver, er Helligåndens dåb. Vil du ikke tage tid til at tænke over årsagen til din magtesløshed? Hvad er det, der hindrer Ånden i at påvirke dit liv?

Læg alt andet til side og indstil dig på det vigtigste: at tage imod gaven, Helligånden. Lov Gud, at du fra og med i dag vil begynde at berede dig for det.

Det åndelige livs to hovedpunkter

I det åndelige liv findes der ikke blot et men to hovedpunkter. Det ene er Kristus, og det andet er Helligånden. Begge er lige uundværlige. Johannes Døberen fremstiller denne store sandhed i følgende to udtalelser: "Se Guds lam, som bærer verdens synd!" Joh. 1,29 og "Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd." Joh. 1,33.

Jesus er vor forsoning, og han er den, som døber med Helligånd. Den korsfæstede lovede alle sine efterfølgere Helligåndens gave. Gennem hele Bibelen fremstilles som prundlag for den dom, hvormed vi skal dømmes, to hvedmotiver: vor indstilling til Jesus Kristus og vore gerninger. I en vis forstand betyder begge disse jo et og det samme: frelsen er en levende tro på Jesus, og en levende tro virker gennem Ånden og bringer evigt liv.

Syndsforladelsen er ingen ringe gave. Jesus er vor frelses eneste grundvold. Fra det åndelige livs begyndelse og til dets fuldkommengørelse er Jesu Kristi tilregnede retfærdighed vort eneste og blivende håb. Men syndsforladelsen føder et nyt indre Åndens liv. Dersom vi ikke forstår sandheden om Helligånden eller tillægger den nogen betydning, er der fare for, at vi kvæler vort indre liv og således enten har en død kristendom eller helt går glip af frelsen.

Faderens og Sønnens løfte

Gud har lovet sine børn Helligånden. ,Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." Luk. 24,49. Kernen i Jesu afskedstale var dette løfte. Den kristne tænker måske, at verden forgår, fordi han ikke går ud for at udføre Guds gerning, men Jesus viser os, at verden er ved at forgå, fordi de kristne ikke har taget tid til at vente, til de modtog kraften.

Gud har lovet ånden, og Jesus giver den. Vi behøver den guddommelige kraft. Gennem Ånden skænker Gud sig selv til os, sin guddommelige natur og Kristi liv.

Jesus siger i Luk. 11,13 "Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!" Gud er villig til at give Ånden. Han ønsker at opfylde sit løfte til et hvert Guds barn. Han gør alt for at få os til at forstå, at vi i denne tid ikke behøver en lang ventetid. Det er skæbnesvangert at lade Gud vente!

Gud har sendt Jesus for at bekræfte dette. Hvorledes skulle vi kunne tvivle på Guds villighed til at give os denne gave? Den opfattelse, at det er vanskeligt at få Helligånden, viser sig i lyset af Guds ord at være helt fejlagtig. Nogle mener, at de løfter, der taler om Åndens udgydelse, hentyder til det, der skete på pinsedagen, men der findes skriftsteder, som gør det klart, at Gud taler om Åndens gave til alle troende under den nye pagt.

Åndens iboen og Åndens fylde

Det nye Testamente fremstiller to vigtige sandheder om Ånden. Alle genfødte Guds børn har Ånden eller med andre ord: Helligånden bor i dem. Enhver kristen, som ejer Ånden, kan fyldes af Ånden. Lad os betragte den førstnævnte tanke: i alle troende bor Helligånden. Peter siger i sin tale på pinsedagen: "Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden, som gave. Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde." Ap. G. 2,38-39.

Af dette skriftsted fremgår følgende sandheder: Åndens gave gives til alle dem, der har omvendt sig, er blevet døbt og tror på syndernes forladelse. Åndens gave gives til alle tider og til alle dem, som efterkommer Guds kald til frelse.

Hvilket herligt budskab fremstilles ikke for os i disse ord! Enhver, der omvender sig og tror på Jesus Kristus, får Helligånden i sit hjerte som den nye fødsels gave. Retfærdiggørelsen ved troen fremkalder en forandring i vor stilling over for Gud, uadskilleligt forbundet med retfærdiggørelsen er genfødelsens værk. Helligånden tager sin bolig i den troendes hjerte og indgyder et nyt liv i ham. Derfor siger Paulus i Rom. 8, 9: "Men om nogen ikke har Kristi And, så hører han ikke ham til." Ånden virker ikke blot i det genfødte menneske, den bor i det. Jesu ord bekræfter dette: "Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en Ånden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer." Joh. 14,16-17.

Ifølge Jesu ord skal Ånden være med, hos og i den troende til evig tid. E. G. White skriver: "Til alle, der har antaget Kristus som deres personlige frelser, er Helligånden kommet som vidne, rådgiver, helliggører og vejleder." Helligånden bor i ethvert menneske, der har overgivet sit liv til Gud, hvor det end befinder sig. "Fra pinsedagen af og til vor tid er talsmÅnden blevet sendt til alle, som har overgivet sig helt til Herren og hans tjeneste." 

Guds Ands gave er en af det åndelige livs første erfaringer. I den nye fødsel tager Ånden bolig i mennesket. Ånden er barnekårets ånd. (Rom. 8,15). Retfærdiggørelsen sker i Ånden. (i Kor. 6,11). Ånden vidner om barnekåret. (Rom. 8,16). Ånden erholdes gennem troen, altså når et menneske kommer til troen. (Gal. 3,11). Ingen kan være en kristen, retfærdiggjort og født på ny, dersom Ånden ikke bor i ham. Dette er den smukkeste af frelsens grundsætninger: ethvert menneske, der tror på Jesus, får Helligånden i sit hjerte som fødselsgave.

Men hvad bliver følgen, dersom den troende ikke erkender denne sandhed, at Helligånden bor i hjertet eller burde gøre det? Det åndelige liv, dets vækst, styrke og glæde ophører, når visheden om Helligåndens iboen mistes. Vi bedrøver Ånden, når vi ikke lader den lede vort liv. Vantro, ulydighed, sendrægtighed, et genstridigt og kødeligt sind binder Ånden og leder den kristne ind i åndeligt mørke og kraftesløshed.

Den kristne oplever da, at han kommer ud i synden igen, og hans eneste trøst er syndsforladelsen. Syndernes forladelse er en dyrebar gave, men det er at vise mistillid til Gud at lægge så ringe vægt på Åndens gave, at man ved et ulydigt og kødeligt sind modarbejder Ånden, som Gud selv har givet i vore hjerter. Det mest unaturlige i kristenheden er en såkaldt "nådekristen", som roser sig af sin syndighed og mener, at han ikke kan overvinde synden. Findes der vel noget, som kan såre Frelserens hjerte mere end en sådan tale? Og hvad kan vel bedrøve Helligånden mere end dette, at en sådan kristen roser sig af nåden, men undlader at tage imod Åndens kraft i sit liv?

Den sørgeligste foreteelse i historien er ikke, at Israel forkastede Messias og lod ham hænge foragtet på korset i seks timer, nej, det er den kristne, som med sine synder igen korsfæster og svigter Jesus, og som i sit eget hjerte tilsidesætter og glemmer den bedste ven, TalsmÅnden, som Jesus sendte.

Ransag dig selv ærligt og svar på spørgsmålene: Har du glemt Ånden, som bor i dit hjerte? Har du taget dit liv i dine egne hænder og ikke overgivet dig til Åndens ledelse, så du ledes af den? Har du med din ulydighed og med din synd bedrøvet Ånden? Du gør vel i flittigt at gå til syndsforladelsens kilde for at blive ren.

Åndens fylde

Bibelen viser tydeligt, at Åndens fylde er en fremadskridende erfaring. Disciplene fyldtes med Helligånden på pinsedagen. (Ap. G. 2,4). Nogen tid derefter fyldtes de igen med Helligånd. Paulus siger i Ef. 5,18: "Og drik jer ikke fulde i vin, det fører kun til udsvævelser; men lad jer fylde af Ånden." Det åndelige liv begynder med, at Ånden tager bolig i hjertet. Men Ånden ønsker at tage hjertet mere og mere i besiddelse. jo fuldstændigere en kristen overlader sig til Gud og til Åndens ledelse, desto mere fyldes han af Ånden. Der findes ingen grænser for Åndens fylde. Ånden lærer os at kende Kristi kærlighed, som overgår al kundskab. "Så I kan fyldes med hele Guds fylde." Ef. 3,19. Åndens fylde består i at være fyldt af kærlighed, Kristi sind, overnaturlig kraft, opstandelsesliv og himmelske gaver. At være fyldt af Ånden er at tage imod den i tro og at fortsætte med at leve i stadig vækst ved at underordne sig Åndens ledelse hver dag.

Mange er overbevist om, at Jesus blev ofret en gang for alle til forsoning for vore synder. Men kun få er overbevist om, at Ånden, som blev udgydt på pinsedagen, blev givet til menigheden en gang for alle. Peter siger om Åndens gave: "Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn." Ap. G. 2,39.

Menigheden er Kristi legeme, i hvilken Ånden bor. Menigheden er Guds bolig i Ånden. "Thi med én And blev vi alle døbte til at være ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Ånd." 1 Kor. 12,13.

Guds ord viser:

1. Ånden er givet en gang for alle til den kristne såvel som til menigheden for hele den nye pagts tid.

2. Ånden gives til ethvert menneske, som tager imod Kristus. Ånden bor i en sådan kristen.

3. Åndens fylde er stadigt at vokse i Åndens liv og at forblive under Åndens ledelse.

Vigtige slutninger

Det, som er fremholdt ovenfor, leder i visse henseender til overraskende slutninger. Først og fremmest den, at det første skridt i en kristens liv i virkeligheden ikke er bøn om Helligånden, men om overgivelse til Åndens ledelse. Det vigtigste er at bede Gud om Åndens ledelse og at forsage alt, som kan være en hindring for en bevidst fornyelse i Ånden.

Dersom du er født på ny, har ånden taget sin bolig i dig. Men måske har du ringeagtet ånden. Derfor er det nødvendigt, at Åndens liv fornyes i dig. Dette kan for manges vedkommende erfares som at modtage Ånden på ny.

En Ånden ting, som vi må lægge mærke til, er, at spørgsmålet i dybeste betydning ikke gælder, hvorvidt det er vanskeligt at modtage Ånden eller ej, men det afgørende er, om Ånden får os. Selv den største åndelige velsignelse mistes, om ikke den kristne helt lyder Åndens røst og følger dens ledelse.

I en vis menighed drøftede man Moodys kald til at begynde evangelisk virksomhed i en bestemt by. Alle var ikke helt enige med hensyn til at kalde ham, og en af dem udbrød: "Moody har vel ikke eneret på Ånden?" Dermed ville han sige, at menigheden ingenlunde var afhængig af denne vækkelsesprædikant. Men hvor gribende var ikke det svar, som blev givet af en af de tilstedeværende.

"Det er sandt, at Moody ikke har eneret på Helligånden. Men Helligånden har eneret på Moody."

Har Helligånden eneret på mig? Er jeg så ydmyg, har jeg givet afkald på min egen vilje, således at jeg er rede til at fornægte mig selv og underkaste mig Åndens ledelse i fortsat lydighed, så denne velsignelse kan bevares?

Sildigregnens betydning i udgydelsen af Åndens gave har vakt en del. forvirring. Den kristne menighed fødtes på pinsedagen, og da begyndte den at forkynde evangeliet for verden som et resultat af tidligregnen. I Guds ord findes vidnesbyrd om, at evangeliets værk skal afsluttes i hast. (Rom. 9,28). Det forkyndes med stærk røst og magt. (Åb. 18,14). Ligesom sæden i Palæstina voksede som følge af den tidlige regn (tidligregnen) og siden modnedes, velsignet af den sildige regn (sildigregnen), således skal ve! len modnes til høsten i den store vækkelse og åndsudgydelse, som da skal finde sted. Dette har fået nogle til at mene, at Gud har to særskilte åndsudgydelser, den første på pinsedagen og den Ånden under den sidste vækkelse, lige før nådetidens ophør.

Lad os se på dette spørgsmål i lyset a den tydelige fremstilling, som E. G. White giver os. Først og fremmest forklarer hun, at løftet om ånden ikke er begrænset til nogen særskilt tid eller nogen bestemt slægt. "Kristus erklærede, at hans ånds guddommelige indflydelse skulle følge hans eftefølgere til verdens ende. Fra pinsedag af og til vor tid er talsmÅnden blevet sendt til alle, der har overgivet sig helt til Herren og hans tjeneste. Til alle, der har antaget Kristus som deres personlige frelser, er Helligånden kommet som vidne, rådgiver, helliggører og vejleder."

Ånden er blevet givet til alle tider. Dens udgydelse har ikke været begrænset til pinsedagen eller sildigregnens særskilte tid. Åndens gave tilhører os nu, og den omstændighed, at vi venter med vor søgen efter Ånden til fremtiden, fører til, at vi går glip af de nuværende velsignelser.

Det er sandt, at på endens tid, da Gud er ved at afslutte sit værk på jorden, vil de der er helligede til Herren og trofast tjener ham, modtage Helligånden. Lige til verdens ende vil Ånden findes i menigheden. Men ved slutningen af jordens høsttid har Gud lovet en særskilt udgydelse af de åndelige gaver for at berede menig heden for Kristi genkomst. Men dersom medlemmerne i Guds menighed i vore dage ikke har en levende forbindelse med kilden til ånde i vækst, vil de ikke være beredt til høsttiden. Dersom de ikke holder deres lamper rene og brændende, vil de gå glip af den større fylde af ånd, som behøves i særskilte tider.

Ordet særskilt forekommer tre gange i det foregående. En særskilt udgydelse af åndelige gaver, en særskilt yndest og velsignelse, større fylde af åndelig kraft i særskilte tider. Til alle dem, der må gennemgå den antikristelige forfølgelse, når værket afsluttes med Åndens særskilte kraft, gives en særskilt Åndens udgydelse lige før denne særskilte tid.

Men al den åndens kraft, som Gud udgød over sin menighed på pinsedagen, hører vor tid til, og Gud ønsker at give den til os nu. Men dersom vi tilsidesætter spørgsmålet om Helligånden, har vi tillukket vore hjerter for al fortsat åndsudgydelse. Kun de, der stadig tager imod nye forråd af åndelig kraft, vil få det mål deraf, som de daglig behøver, og som de har evner til at anvende og udnytte.

I stedet for at skue fremad i tiden til en bestemt lejlighed, da de ved udgydelsen af åndelig kraft ved et under vil blive beredt til at vinde mennesker for Kristus, overlader de sig selv daglig til Herren, for at han skal gøre dem til sådanne kar, som kan bruges i hans tjeneste.

Vi begår en stor fejl ved at vente på en særskilt åndsudguydelse i fremtiden i den tanke, at menneskene da som ved et under skulle blive beredt for Herrens komme og således samtidig få kraft til værkets afslutning i verden.

Al den åndens kraft, som Gud gav på pinsedagen, er tilgængelig for hver eneste kristen, som overgiver sit liv til Jesus, og kraften gives i forhold til overgivelsen.

Åndens værk

Gud fuldbyrder frelsesværket ved sin ånd. Ånden er den, der virkeliggør Kristi genløsningsværk. Kristus har sendt Helligånden som sin personlige repræsentant. Ånden genføder, helliger og genskaber den kristne. Lige fra det øjeblik et menneske tager det første skridt på frelsens vej, oplyser Ånden det og stadfæster troen hos det, til det til sidst bliver forvandlet til lighed med Kristus.

Helligånden er Kristi stedfortræder på jorden. "Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en Ånden talsmand til at være hos jer til evig tid." Joh. 14,16. Ånden er den Ånden talsmand, som følger den første Kristus. Hvad betyder den Ånden talsmands komme? Jesus siger: jeg kommer til jer." Joh. 14,18.

Bibelen taler om Faderens, Sønnens og Åndens iboen i os. Dette indebærer, at vi ejer frelse og guddommeligt liv. Men desuagtet må man ikke forveksle dem med hinÅnden. Det er Ånden, som gør Kristus stor for den troende. Det er ved Ånden, Kristus tager bolig i den troende. Ånden tilsidesætter ikke Kristus. Tværtimod, den forklarer Kristus. Ånden påminder den kristne om Kristi ord og giver ham Jesu sindelag og opstandelseskraft.

Kristus er midleren mellem Gud og mennesker, men Helligånden er midleren mellem Kristus og den kristne. Hvor Ånden findes, er Faderen og Sønnen også.

  "Helligånden er det åndelige livs åndedrag i sjælen." Helligånden er TalsmÅnden, akkurat som om Kristus selv var personlig til stede i sjælen.

Åndens dåb er ikke noget, man behøver at frygte. Vi er vel ikke bange for Jesus? Er det ikke vort hjertes attrå, at Jesus skal blive forherliget i os? Helligånden formidler en nøgtern, sund og velsignelsesbringende nærværelse i vore hjerter den gør Jesus virkelig og personlig.

Åndens gaver og velsignelser

Ånden fører liv med sig. Jesus siger: "'Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.' Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, engang skulle få; thi Ånden var endnu ikke kommen, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort." Joh. 7,3739.

Guds Ånd, som vi ved troen har modtaget i hjertet, er begyndelsen til evigt liv. Mennesket bliver en ny skabning.

Vand er nødvendigt for alt livs eksistens. Hvor der ikke findes vand, råder tørke og død. Jesus lover levende vand gennem Åndens formidling og ikke blot dråber eller en strøm, men strømme. Jesus siger: ,Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod." Joh. 10,10. I den nye fødsel får den troende liv, men det er Åndens fylde, som bringer liv og overflod.

Åndens liv er et guddommeligt, åndeligt liv i Kristus. Guds And virkede allerede i den gamle pagts tid, men ifølge Jesus var Ånden dengang ikke kommet i sin fylde. Ånden kunne først sendes til verden, efter at verden var blevet genløst. I den forløste verden blev Ånden udgydt over alt kød for at udvirke frelse ved evangeliets forkyndelse. Åndens gave var Jesu. kroningsgave. ,Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører." Ap. G. 2,33.

Da Jesus efter at have forløst verden atter vendte tilbage til herligheden, ophøjedes han og satte sig på Faderens højre side som vor midler og konge. Som tegn derpå udgød han Ånden over sin menighed.

Ånden udgyder kærligheden

"Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet." Rom. 5,5. Kærlighedens undertulde kraft er en gave. Vi kan aldrig erholde den ved vore egne anstrengelser og forsøg, men overalt, hvor Ånden får lov til at virke, vokser kærligheden frem som dens første frugt. Kærligheden er det guddommelige livs lov. Kærlighedens lovsang i 1 Kor. 13 er en beskrivelse af Åndens liv. Jesus sammenlignede ånden med strømme af levende vand".

Der findes i alt ni af disse levende vandstrømme: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed. (Gal. 5,22-23).

De tre førstnævnte levende vandstrømme, kærlighed, glæde og fred, er forbundet med vort forhold til Gud. Langmodighed, mildhed og godhed er strømme, som vederkvæger vort forhold til vor næste. Trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed er frugter af den kristnes nye liv og karakter.

Det 13. kapitel i første brev til korinterne forklarer nærmere kærligheden og afholdenheden, der er de to vigtigste egenskaber.

Paulus begynder med kærlighedens dom. Det er den mest frygtede dom. Den er en vægt, hvor alting vejes og findes for let med undtagelse af det sande og ægte. På kærlighedens vægt er det ikke blot synden, det simple og lave, som vejer for lidt, men også det gode, det høje og prisværdige.

Kærligheden er tegnet på Åndens fylde, men tungetalens og den profetiske gave er ikke noget tegn; thi uden kærlighed er mennesket blot et rungende malm eller en klingende bjælde. (1 Kor. 13,1-2).

Tungetalen er en Guds gave, men den er ikke en målestok for det indre livs værdi, ikke et bevis på karakter og hellighed.

At tro på profetiens gave eller selv at eje den er ikke af nogen værdi, dersom kærligheden mangler.

Vor tid er kundskabens tidsalder. Et menneske, som kendte alle hemmeligheder og ejede al kundskab, vil blive tilbedt af verden og være som et under for menigheden. Men vejet på kærlighedens vægt ville al denne kundskab blive fundet for let. Al tro, alle undergerninger og al selvfornægtelse gavner intet uden kærlighed. (1 Kor. 13,2-3).

Hvilken frygtelig dom! Hvad bliver tilbage af vor prædiken, vor profeteren, vor kundskab, vor tro, vor selvfornægtelse og vore ofre, efter at kærlighedens ild har prøvet dem? Hvor meget findes der af virkelig værdi i vor gudsfrygt?

Kærlighedens magt er uden grænser. Den ejer langmodighedens, mildhedens og glædens magt. Ordet alt forekommer fire gange i forbindelse med ordet kærlighed. "Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt." Intet kan tilintetgøre, forstyrre eller overvinde kærligheden. Paulus fremfører otte forskellige beviser på afholdenhed, selvbeherskelse, som er kærlighedens særskilte tegn.

Kærligheden udspringer fra sjælens dyb, dens kræfter er de styrende og bestemmende i menneskelivet. Menneskets opførsel bestemmes ikke af dets forstand, fornuft eller vilje, men af dets drifter, påstår nutidens psykologer. Omkring ni tiendedele af vort sjæleliv regnes for "det underbevidste", medens det kun er en tiendedel, som findes i "det bevidste". Ét menneskes liv bestemmes af dets underbevidsthed. Selvhævdelsen, seksualdriften, masseinstinktet er en del af dets drivkræfter. Det er disse skjulte kræfter, der bestemmer menneskets opførsel. De udgør den i lemmerne rådende lov, som gør mennesket til en fange og driver det til at gøre det, som det ikke vil.

Dersom et menneske modtager en eller flere nådegaver, kan disse lede til, at dets selvtilfredshed vokser, og dets eget jeg styrkes. Men kærligheden, der er blevet udgydt ved Ånden, er en ny faktor, en ny drivkraft, som virker i sjælens dyb, og som holder drifterne i tømme.

"Kærligheden misunder ikke, kærligheden praler ikke, den opblæses ikke. Den gør intet usømmeligt, den søger ikke sit eget, den lader sig ikke ophidse, den bærer ikke nag. Den glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden." Således forklarer Paulus kærlighedens væsen.

Selvtilfredsheden såres af andres fremgang. Selviskheden får et menneske til at prale, at overdrive og forstørre sin egen betydning. Den søger blot sit eget i alt. Men dersom man ikke lægger mærke til og roser et selvisk menneske, bliver det såret og bittert. Det bærer enten åbent eller hemmeligt nag mod alle, der på en eller Ånden måde har såret dets selvfølelse.

Men kærligheden giver selvbeherskelse. Den oplyser hjertedybet med sin visdom, åbenbarer urette bevæggrunde, der ikke blot kan lede til urette handlinger, men også til urette tanker. Helligånden renser menneskets indre. Åndens kraft er den eneste kraft, der formår at påvirke vor underbevidstheds hemmelige kræfter og holde dem i tømme. Derfor fremholder Paulus Åndens ledelse og kraft som det afgørende for det nye liv. J derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds ånd bor i jer." Rom. 8,9.

Mennesket kan ikke kontrollere kødets og sindets magter. Kundskab, vilje og Guds lov er magtesløse i menneskets liv, når det står under kødets herredømme. Romerbrevets syvende kapitel viser, at syndens magt er så stor, at menneskene er solgt som slaver under synden, solgt til kødelighed, magtesløshed og fangenskab. Men det kristne menneske ejer retten til at overlade sig til Ånden, og Åndens herredømme er mægtigere end kødets herredømme. "Livets Ands lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov." Rom. 8,2. Den fulde sandhed af dette blev åbenbaret i Paulus' liv.

Dette Åndens liv, som omtales i Romerbrevets ottende kapitel, er ikke for nogle få udvalgte kristne eller for dem, der har særskilte embeder. Nej, det liv gælder for alle, for enhver kristen, til alle tider. Thi dette liv gives til alle, der overgiver sig til Åndens herredømme.

Vi kan ikke sejre over synden, men Ånden kan. Vi kan ikke beherske os selv, dersom vi ikke tillader ånden at beherske os.