Guds
uendelig kærlighed!
"Thi således elskede Gud verden, at han gav
sin
søn den enbårne." Joh 3,16. Han gav ham ikke blot til at
leve
blandt mennesker, til at bære deres synder og dø som deres
offer, men han skænkede ham til den faldne slægt. Kristus
skulle
blive ét med menneskene i deres interesse og behov. Han, som var
ét med Gud, har knyttet sig til menneskene med bånd, som
aldrig
skal briste. Jesus skammer sig ikke ved ,at kalde dem sine
brødre.
Heb. 2,11. Han er vort offer, vor talsmand og vor broder. Han
bærer
vor menneskelige skikkelse for Faderens trone, og gennem evigheden er
han
et med den slægt, han har forløst; han er
Menneskesønnen.
Og alt dette gør han, for at menneskene kan blive løftet
op af den fordærvelse og fornedrelse, som er en følge af
synden,
for at de må afspejle Guds kærlighed og få del i hans
glæde og hellighed.»
Det der blev betalt for vor forløsning,
det evige
offer, som vor himmelske Fader bragte, da han gav sin søn til at
dø for os, bør bibringe os høje begreber om, hvad
vi kan blive ved Kristus. Da apostelen Johannes betragtede
højden,
dybden og bredden i Faderens kærlighed til den fortabte
slægt,
fyldtes han med ærefrygt og beundring. Han kunne ikke finde ord
passende
til at udtrykke storheden af Guds ømme kærlighed; derfor
opfordrer
han, verden til at betragte den. Han siger: "Se, hvor stor en
kærlighed
Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds børn!" 1Joh 3,1.
Hvor
Gud dog værdsætter menneskene højt! Ved
overtrædelse
blev menneskenes børn Satans undersåtter. Ved tro på
Kristi forsonende offer kan Adams sønner blive Guds
sønner.
Da Kristus påtog sig menneskenes natur forædlede han
menneskeslægten.
Faldne mennesker er stillet således, at de ved forening med
Kristus
i sandhed kan blive værdige til at kaldes Guds børn.»
Denne kærlighed er uden lige. Børn
af Den
himmelske Konge hvilken dyrebar forjættelse! Hvilket emne for vor
dybeste betragtning Guds kærlighed til en verden, som ikke
elskede
ham! Denne tanke virker ydmygende på sjælen og tager alle
tanker
til fange under Guds vilje. Jo mere vi betragter Guds karakter i
korsets
lys, desto klarere ser vi, hvorledes nåde og forladelse blandes
med
ret og retfærdighed, og desto tydeligere ser vi utallige beviser
på en kærlighed, der er evig, og en medlidenhed, som
overgår
en moders ømmeste omsorg for det vildfarne barn.»
"Alle jordens bånd kan briste, mødre
glemme
følsomhed, ven med ven kan stride, tviste, jorden vige fra sit
sted,
men pålidelig og ivrig er Jehovas kærlighed."
Oprindelig var mennesket udrustet med
værdifulde
evner og et velafbalanceret sind. Det var fuldkomment i sit væsen
og i harmoni med Gud. Dets tanker var rene og dets hensigter hellige.
Men
dets evner blev fordærvede ved ulydighed, og egenkærlighed
trådte i stedet for kærlighed. Dets natur blev så
svækket
ved overtrædelse, at det var umuligt for det i sin egen styrke at
modstå det ondes magt. Det blev taget til fange af Satan og ville
være forblevet i denne stilling for altid, dersom ikke Gud i
nåde
havde grebet ind. Det var Fristerens hensigt at hindre den guddommelige
plan med menneskets skabelse og fylde jorden med elendighed og
ødelæggelse;
og han ville henvise til alt dette onde som en følge af, at Gud
skabte mennesket.»
I sin uskyldighedsilstand havde mennesket lifligt
samfund
med ham, "i hvem alle visdommens og kundskabens skatte findes skjulte."
Kol 2,3. Men efter at det havde syndet, kunne det ikke længere
finde
glæde i hellighed og søgte at skjule sig for Gud.
Sådan
er endnu det uomvendte hjertes tilstand. Det er ikke i harmoni med Gud
og finder ingen glæde i samfundet med ham. En synder kunne ikke
være
lykkelig i Guds nærhed; han ville vige tilbage for hellige
væseners
selskab. Dersom han fik lov at komme ind i himmelen, ville det ikke
være
nogen glæde for ham. Den uegennyttige kærlighed, som
hersker
der, hvor ethvert hjerte er fyldt af den evige kærlighed, ville
ikke
finde nogen genklang i hans sjæl. Hans tanker, interesser og
bevæggrunde
ville være forskellige fra dem, de syndfrie beboere ledes af. Han
ville blive en mislyd i den himmelske harmoni. Himmelen ville blive et
pinested for ham. Han ville søge at skjule sig for ham som er
dens
lys og midtpunktet for dens glæde. Det er ikke et
vilkårligt
påbud fra Guds side, der udelukker de ugudelige fra himmelen; de
udelukkes, fordi de er uskikkede til omgivelserne,der. Guds herlighed
ville
for dem blive en fortærende ild. De ville hilse
tilintetgørelse
velkommen, at de kunne skjule sig for hans ansigt, som døde for
at forløse dem.»
Det er umuligt for os i vor egen kraft at slippe
ud af
den syndens afgrund, hvori vi er sunket. Vore hjerter er onde, og vi
kan
ikke forandre dem. "Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end
ikke
een!" "Kødets higen er fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds
lov lydigt, det kan jo ikke heller være det." Job. 14,4; Rom,
8,7.
Lærdom, dannelse, viljekraft og menneskelige bestræbelser
kan
alle være nyttige på rette sted; men her er de
værdiløse.
De kan frembringe en udvortes god opførsel, men ikke forandre
hjertet.
De kan ikke rense livets kildevæld. Der må en kraft til,
som
virker indvortes fra, et nyt liv ovenfra, før mennesket kan
forvandles
fra synd til hellighed. Denne kraft er Kristus. Hans nåde alene
kan
levendegøre sjælens døde evner og drage den til Gud
og til hellighed. Frelseren sagde: "Uden nogen bliver født
på
ny (får et nyt hjerte, nye ønsker, hensigter og
bevæggrunde,
som leder til et nyt liv), kan han ikke se Guds rige." Joh 3, 3. Den
tanke,
at det kun er nødvendigt at udvikle det gode, som er i mennesket
af naturen, er en farlig vildfarelse. "Det sjælelige menneske
tager
ikke imod de ting, som hører Guds ånd til; thi de er ham
en
dårskab og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes
åndeligt."
Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes
på
ny." 1Kor 2,14; Joh 3,7. Der er skrevet om Kristus: I ham "var liv, og
livet var menneskenes lys." Joh 1,4. Og Jesu navn er det eneste navn
"under
himmelen givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal blive frelste."
Apg
4,12.»
Det er ikke nok at forstå Guds store
kærlighed
og at se hans miskundhed og faderlige ømhed. Det er ikke nok at
fatte visdommen og retfærdigheden i hans lov og se, at den
grunder
sig på kærlighedens evige princip. Apostelen Paulus
så
alt dette, da han udbrød: "Så samstemmer jeg med loven i,
at den er god." "Altså er loven vel hellig, og budet helligt og
retfærdigt
og godt." Rom 7,16. 12. Men han tilføjede i sin sjæls
ængstelse
og fortvivlelse: "Jeg er kødelig, solgt under synden." Rom:
7,14.
Han higede efter den renhed og retfærdighed, som han af sig selv
ikke havde kraft til at erholde, og han udbrød: "Jeg elendige
menneske!
hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Bom. 7,24.
Sådan
lyder det råb, der er opsteget fra betyngede hjerter i alle lande
til alle tider. Der er blot ét svar til alle: "Se det Guds lam,
som bærer verdens synd." Joh 1,29.»
Guds ånd har ved mange lignelser
søgt at
belyse og klargøre denne sandhed for de sjæle, der sukker
efter befrielse fra deres syndeskyld. Da Jakob flygtede fra sine
forældres
hjem, efter at han havde syndet og bedraget Esau, følte han
vægten
af sin synd. Ensom og udstødt, som han var, og adskilt fra alf,
hvad der havde gjort ham livet kært, var der een tanke som mere
end
alle andre knugede hans sjæl, og det var frygten for, at hans
synd
havde skilt ham fra Gud. Med bedrøvelse lagde han sig til hvile
på den bare jord, omgivet alene af de ensomme høje, med
den
klare stjernehimmel over sig. Medens han sov, oprandt et
mærkeligt
lys for hans syn. Fra sletten, hvor han lå, syntes ligesom en
stige
at føre lige op til himmelens port, og Guds engle steg op og ned
på stigen, medens Guds røst fra himmelens herlighed
forkyndte
et trøstens og håbets budskab. Således kundgjordes
for
Jakob det, hans sjæl higede efter budskabet om en frelser. Med
glæde
og taknemmelighed så han en vej, hvorpå han, synderen,
atter
kunne komme i samfund med Gud. Den hemmelighedsfulde stige fremstillede
Jesus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.»
Dette er det samme billede, som Jesus hentydede
til i
sin samtale med Nathanael, da han sagde: "I skal fra nu af se himmelen
åbnet, og Guds engle stige op og stige ned over
Menneskesønnen."
Joh 1,52. Ved faldet skilte mennesket sig selv fra Gud; al forbindelse
mellem himmelen og jorden blev afskåret, og det svælg, som
nu lå imellem dem, kunne intet menneske komme over. Men gennem
Kristus
er jorden atter blevet forbundet med himmelen. Kristus har ved sin
fortjeneste
lagt bro over den afgrund, synden havde frembragt, så at tjenende
engle kan have samfund med menneskene. Kristus forbinder det faldne
menneske
i dets svaghed og hjælpeløshed med kilden til al
magt.»
Menneskenes drømme om fremskridt er
forfængelige,
og alle bestræbelser for menneskehedens forædling er
forgæves,
dersom de ikke søger hen til den eneste kilde, hvor der er
håb
og hjælp for den faldne slægt. "Al god gave og al
fuldkommen
gave" er fra Gud. Jak. 1,17. Ingen kan have en sand og ædel
karakter,
når han lever adskilt fra ham. Den eneste vej til Gud er Kristus.
Han siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet; der kommer ingen til
Faderen
uden ved mig." Joh 14,6.»
Gud ynks over sine jordiske børn med en
kærlighed,
der er stærkere end døden. Idet han gav os sin søn,
udøste han i een gave hele himmelen over os. Frelserens liv,
død
og forbøn for os, englenes tjeneste, Åndens kalden,
Faderen,
som arbejder overalt og gennem alle, de himmelske væseners
vedvarende
interesse alt dette samvirker til menneskenes frelse.»
Lad os dog betænke det underfulde offer,
der er
fuldbragt for os! Lad os forsøge at skatte det arbejde og den
iver,
som himmelen udviser for at frelse de fortabte og føre dem
tilbage
til Faderens hus. Stærkere bevæggrunde eller kraftigere
midler
kunne aldrig være blevet benyttet ben overmåde store
belønning,
som venter de retfærdige himmelens glæde englenes selskab,
Guds og hans søns samfund og kærlighed, alle vore evners
forædling
og udvikling gennem evigheden burde ikke alt dette give os en kraftig
tilskyndelse
og opmuntring til at tjene og elske vor Skaber og Forløser af
ganske
hjerte?»
På den anden side fremstiller Guds ord
Herrens
domme, som er udtalt over synden, den uundgåelige
gengældelse,
vor karakters fordærvelse og den endelige
ødelæggelse
for at advare os imod at tjene Satan.»
Skal vi ikke agte på Guds nåde? Hvad
mere
kunne han gøre? Lad os søge at komme i det rette forhold
til ham, som har elsket os med en så forunderlig kærlighed!
Lad os benytte de midler, han har tilvejebragt, hvorved vi kan blive
forvandlet
efter hans billede og atter komme i samfund med de hellige engle og i
harmoni
og forening med Faderen og Sønnen.
Se mere om dette emne og mange, mange
andre
meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke
hører
om på
www.bibel-skolen.dk
|