"Se på det mægtige Babylon på ærens tinde. Det var en by, som syntes bestemt til at eksistere evigt. Den "Gyldne Stad" var blevet mægtigere og mægtigere, indtil den var blevet et under for hele oldtiden.
Hvilken by er det der omtales som den gyldne stad?

1... Jerusalem
2... Babylon
3... Zion

Den fik ikke sine forråd fra noget andet land. Den opfandt et alfabet, løste aritmetriske problemer, opfandt instrumenter til at måle tiden med, fattede planer om at bygge mægtige bygninger med det svageste af alle materialer - ler, opdagede kunsten at polere, bore og gravere ædelsten; forstod at gengive menneskelige og dyriske legemers omrids nøjagtigt, nåede stor fuldkommenhed i vævekunsten, studerede med held himmellegemenernes bevægelser, dyrkede grammatik som videnskab, udformede et system af love, indså værdien af nøjagtig kronologi. I næsten enhver videnskabsgren gjorde den begyndelsen. Meget af den græske kunst og videnskab kom fra Babylon. Dens store fæstningsmure var over 60 meter høje, og oven på dem kunne flere vogne køre ved siden af hinanden. Dens mægtige paladser og tempeltinder ragede højt op over de høje mure og fyldte den rejsende med betagelse, mens han endnu var langt fra dem.
Hvor mange meter høj var den mur der var uden om Babylon?

1... Over 20 meter
2... Over 36 meter
3... Over 60 meter

Her var det storslåede Belustempel og de verdensberømte hængende haver, anlagt i terrasser.
Babylon var ikke alene verdens hersker, den lå også midt i hele den kendte verdens mest frugtbare egn. Landet var så forbavsende frugtbart, at Herodot var bange for at blive anset for løgner, hvis han fortalte hvad han faktisk selv havde set af den vidunderlige frugtbare jords ydelser her."
Hvordan var landet dér hvor Babylon lå?

1... Det var meget øde og tørt.
2... Det var meget frugtbart.
3... Det var ualmindelig frugtbart.

I virkeligheden vover profeten at sige: Jeg ser Babylons storhed; jeg bemærker dens tilsyneladende uindtagelige mure. Jeg ved at den er mægtig og stærk, den største by verden har set. Og dog skal denne tilsyneladende uforgængelige by Babylon blive udslettet så fuldstændigt som Sodoma og Gomorra. Når vi ser tilbage på Babylons historie, som vi kender den, kan da nogen her i så ord, eller overhovedet, udtrykke den tidligere verdensherskers nuværende tilstand på en bedre måde?
Hvad blev der sagt om Babylon?

1... At den var ved at forfalde.
2... At den var let at indtage.
3... At den havde uindtagelige mure og at det var en mægtig og stærk by.

Men Gud så Dig hr. Emerson og alle nutidens andre tvivlere, og han lod Bibelens profet udtale sin profeti så tydeligt, at de aldrig med rette skulle kunne beskylde ham for tvetydige forudsigelser. Derfor sagde han videre: "Det skal aldrig i evighed bebos." Og for at ikke én eller anden hårdkogt tvivler skulle antyde at han mente noget andet, tilføjede han: "Ej bebygges fra slægt til slægt; dér telter araberen ikke, dér lejrer hyrder sig ej." Men dette er langt fra alt. Selv om ordene er enkle, synes forudsigelserne så fuldstændig umulige, at de fleste læsere ville sige, at forfatteren enten tog fejl eller var vanvittig. Men Jeremias kommer Esajas til hjælp og betydningen af hvad disse profeter skrev, er tydelig nok, hvad så end folk fra alle nationer, sprog eller egne tænker om deres budskab.
Hvad blev der sagt om Babylons fremtid?

1... At den skulle bestå til evig tid.
2... At den skulle blive ødelagt og aldrig mere bebos.
3... At den ville blive ødelagt og genopbygget.

"Du skal blive til evig ørken." Jer 51,26. "Babylon skal blive til stendynger, bolig for sjakaler, en ødemark, man pifter hånligt ad, et sted, hvor ingen kan bo." vers 37.

Hr. Emerson gjorde tegn til at han ønskede ordet. "En advarsel er samtidig en beskyttelse," sagde han. "Efter sådanne budskaber om truende ødelæggelser, ville folket være forberedt, hvis de kendte nogen af disse forudsigelser."
Hvad siger Herren, ved profeten Jeremias, om Babylons fremtid?

1... At den skulle blive en grushob og sjakalers bolig.
2... At den skulle blive genopbygget, for igen at blive en storby.
3... At den ville blive bolig for de landflygtige.

"Ja, Babylons indbyggere kunne have anvendt deres kræfter og skarpsindighed til at afværge deres skæbne, men det ville ikke have hjulpet dem noget, for "Om så Babylon stiger op til himlen og gør sin fæstning i det høje uindtagelig, lader jeg voldsmænd trænge ind i den, siger Herren." Jer 51,53.

Er Babylon beboet i dag? Er der nogen menneskelige boliger der? Bare én eneste? Hvor er det menneske der vil benægte sandheden af disse forudsigelser? Jeg spørger Dig direkte hr. Emerson: Er forudsigelserne sande? Er de blevet opfyldt?" "Nå, far, sig så noget." sagde Lucy og hviskede derpå til George:
"Det ser ud til at han har kørt far fast."
"Ja, det ser slemt ud," indrømmede George.
Hvad svarede Emerson til talerens spørgsmål, om Babylon var/er beboet i dag?

1... At Babylon også i dag regnes for en storby.
2... At det er rigtigt at Babylon i dag ligger ubeboet hen.
3... At der ofte er nogle der overnatter dér hvor byen Babylon har ligget.

"Vil Du påstå, at disse forudsigelser er forkerte. Hr. Emerson?" sagde hr. Dare igen. "Selvfølgelig ved enhver skoledreng, at Babylon har været ubeboet i århundreder," var svaret, "men hr. Dare, hvordan kan vi vide at disse forudsigelser ikke blev skrevet efter Babylons ødelæggelse og dateret før?" Hr. Emerson satte sig, hilst af en svag bifaldsmumlen.
"Vil Du påstå, at disse forudsigelser er skrevet efter Kristi fødsel?" spurgte hr. Dare. "Selvfølgelig ikke," svarede hr. Emerson, "enhver ved jo at de står i Septuaginta- oversættelsen."
"Netop, og derfor bliver vanskeligheden ved hele spørgsmålet, hvornår profetierne hos Esajas og Jeremias blev skrevet. Da de er med i Septuaginta, må de være skrevet før denne. Hvornår blev da Septuaginta skrevet?"

"Omkring 200 før Kristus," svarede hr. Emerson. "Rigtigt," svarede hr. Dare, "i diskussions øjemed vil jeg antage 200 som tidspunktet for disse forudsigelser mod Babylon. Vil Du anerkende 200 f.Kr. som det nærmest mulige tidspunkt for affattelsen af disse forudsigelser, hr. Emerson?" "Ja."
Hvilket årstal blev taleren og Emerson enige om, at profetierne i Esajas og Jeremias var skrevet?

1... Ca. 1.000 år før Kristus.
2... Ca. 500 år før Kristus.
3... Ca. 200 år før Kristus.

"Er der nogen der vil holde på et endnu senere tidspunkt?" spurgte taleren og ventede på et svar. Ingen sagde noget. "Er I da alle enige i, at de omtalte profetier ikke kan være skrevet senere end 200 før Kristus?" Man nikkede samtykkende rundt omkring i salen. "Der er altså to ting vi er enige om: For det første, at forudsigelserne er sande; for det andet, at de blev givet senere end 200 f.Kr."

Hr. Emerson sagde: "Hvis Du går med til, at de forudsigelser Du har citeret, ikke blev skrevet før 200 f.Kr., har Du forpasset Dit tilfælde og ødelagt Din sag." David smilte: "Tværtimod, de vantros sag gøres derved yderst vanskelig." "Hvordan det?"
Hvilke to ting var der enighed om?

1... At forudsigelserne om Babylon var sande og at de ikke var givet senere end år 200 før Kristus.
2... At profetierne om Babylon enten var forkerte eller også var de forfalskede.
3... At profetierne om Babylon blev givet på et langt senere tidspunkt end år 200 før Kristus.

"På grund af den forbavsende kendsgerning, at disse profetier, efter hvad de mest kritiske fritænkere indrømmer, ikke blev fuldt opfyldt før hundreder af år efter Kristi korsfæstelse."
Der hørtes overraskende gisp over hele salen. George så på sin søster med hævede øjenbryn. Hun smilte glad tilbage; for hun vejrede en rigtig strid. Fru Emerson så irriteret ud, og hr. Emerson så ud til at være forskrækket. Tilhørerne bøjede sig frem i interesseret forventning. "Hans argumenter begynder at lyde afgørende," hviskede Lucy til George.
"Nå, vent bare, far er ikke færdig endnu."

"Forhåbentlig ikke."
"Men dette er ikke alt," fortsatte hr. Dare, "disse profeter forudså ikke alene Babylons fald; men de så og beskrev det faldne Babylon, som det er i dette øjeblik mindst 2000 år efter at de skrev deres profetier.
På hvilket tidspunkt indrømmer, selv de mest kritiske fritænkere, at Babylon blev HELT ødelagt?

1... Før Jesu fødsel.
2... Umiddelbart efter Jesu fødsel.
3... Flere hundrede år efter Jesu fødsel.

Læs omhyggeligt følgende skriftsteder: Esajas 13; 14,4-24; 21,1-10; 47,1-11; Jer 25,12-14; 50; 51. Enkelthederne i disse vidunderlige forudsigelser kunne fylde en hel bog. Vil de der anser disse forudsigelser for tvetydige, række hånden op." Ingen hænder sås.
"Vil så de, der mener at disse forudsigelser er enkle og tydelige, række hånden op."
Denne gang var der et hav af hænder. "Det ser ud til at være næsten enstemmigt," bemærkede han.
Hvor mange af tilhørerne mente at profetierne om Babylon var enkle og tydelige?

1... Kun nogle få.
2... Næsten alle.
3... Kun Emerson.

"Da der som bekendt gik århundreder efter forudsigelserne, før de blev opfyldt, er der ingen, der påstår at profetierne blev skrevet efter at det forudsagte fandt sted. Er der nogen til stede, der vil påstå det? Hvis der er, vil jeg bede dem række hånden op." Hr. Dare ventede; der kom intet svar. "Nå, lad os få det helt klart. Vil de der ikke alene indrømmer, at forudsigelserne er klare og tydelige, men at de også blev gjort før de forudsagte begivenheder, række hånden op."
En mængde hænder blev meget hurtigt rakt op.
"Eftersom de kendsgerninger, jeg har nævnt, indrømmes af Jer alle, hvordan vil så Du, hr. Emerson, forklare deres mærkelige opfyldelse?"
"Disse profeter var stærkt religiøse," svarede hr. Emerson, "de så ondskaben i de store byer, og for dem var Babylon symbolet på alt ondt, og da de troede at Gud var stærkere end disse byer, troede de at han ville styrte dem; derfor forudsagde de hvad de oprigtigt troede og ønskede, ikke fordi de havde den ringeste forudviden fra nogen overnaturlig kilde."

Lucy nikkede, da hendes far satte sig. "Ikke så galt far."
Selv om Esajas i en art religiøst vanvid havde gættet rigtigt om Babylons ødelæggelse, hvordan vil I så forklare enkelthederne i disse forudsigelser?
Hvordan forsøgte Emerson at forklare Babylons ødelæggelse?

1... At det var sket på grund af dens ugudelighed og ondskab.
2... At den var blevet ødelagt ved et stort jordskælv.
3... At den var blevet ødelagt ved et vulkanudbrud.

At et sådant land, befolket af verdens højst kultiverede indbyggere, den "Gyldne Stad" på den mest frugtbare plet i den da kendte verden, skulle blive en vild, øde, afsvedet, ganske uopdyrket og ubeboet ørken, var fra et menneskeligt synspunkt fuldstændigt umuligt. En sådan ulykke var ikke alene ikke hændt noget andet land på den tid, men det er aldrig sket nogen steder i Europa, Asien eller Amerika - ingen andre steder end i Babylon - indtil i dag.
"Og vi er slet ikke færdige endnu. I Esajas 13,20 læser vi, at "der telter araberen ikke." Hvorfra vidste Esajas at Araberne ville vedblive at eksistere efter at Babylon var blevet til støv?"

Medens nogle få beskedne arabere levede i telte omkring Babylon for 2.500 år siden, var Babylonierne verdens stolte herskere. Det herskende folks fuldstændige udryddelse blev forudsagt, og hele verden ved at der ikke lever en eneste Babylonier i dag. Men profetens ord sagde også følgende: Mens jordens mægtigste folk vil blive udslettet, skal dog dette lille, ubetydelige nomadefolk, Araberne, leve videre i 2.000 år, længe efter at den stolte by er smuldret hen til ruiner og endog dens sted næsten er glemt.
Hvilket folk ville, ifølge Esajas 13,20, IKKE opslå deres telte der hvor Babylon havde ligget?

1... Sigøjnerne.
2... Araberne.
3... Jøderne.

Hvorfra vidste Esajas, at Araberne ville vedblive at leve i telte? I Babylons ruiner var der rigeligt materiale til at bygge mange landsbyer blot ved at transportere det til gunstigere steder. Men Araberne bor endnu i telte. Al sandsynlighed talte imod det. Dette har ikke passet på noget folk i verdens historie.

"Og hvor fra vidste Esajas, at Araberne ikke ville søge ly i Babylons ruiner?"
Hr. Emerson afbrød her: "Du lægger stor vægt på den lille forudsigelse om Araberne. Nogle af Dine udtalelser kunne lige så godt passe på Zigøjnerne. De er et nomadefolk som hovedsageligt bor i telte."
"Profetien om Araberne," forklarede hr. Dare, "er så indlysende sand, at ingen, ikke engang Du, hr. Emerson, kan benægte forudsigelsens nøjagtighed og den mærkelige overensstemmelse mellem de virkelige forhold nu og den gamle spådom, får fritænkerne til at hente Zigøjnerne frem for at formindske profetiens styrke."

"Du glemmer, at alle oldtidsbyer havde mure og at andre byer med mure, der ikke var nær så stærke som Babylons, er blevet ødelagt; men deres mure er blevet bevaret på en mærkelig måde. Men det jeg ønsker at bevise med dette er, at Jeremias havde ret. Sæt for eksempel, at murene stod i dag som en udfordring mod profetens ord. Den store kinesiske mur, der er ældre, men ikke nær så stærk, står endnu. Hvis Du, hr. Emerson, kunne sige til denne forsamling, at Du havde set Babylons prægtige mure rage op fra de omkringliggende sletter lige som Egyptens pyramider; hvilket slag ville det ikke være mod Bibelen; men Du kan ikke, for profeten havde ret, som sædvanlig."
Hvilket folk kunne der efter Emersons mening være tale om?

1... Sigøjnerne.
2... Araberne.
3... Jøderne.

Endelig læser vi: "Kaldæa bliver til bytte, alle, der plyndrer dem, bliver mætte, siger Herren." Jer 50,10.
"Ryk ind i landet alle vegne fra, luk op for lagrene! ... lad intet blive tilovers." "Et sværd mod dets skatkamre, så de bliver udplyndret;"

Du, som bor ved de vældige vande og ejer store skatte, enden er kommet for dig." Jer 51,13.
Her er to ejendommeligheder at lægge mærke til:

1... Der ligger i det lille ord "alle," at Babylon og de andre byer ofte ville blive ødelagt. Der blev udtalt noget sådant om Tyrus, eller om Nineve, eller om mange andre byer og lande, der blev dømt til ødelæggelse af den profetiske vrede.

2... Hvor vidste profeten, at der ville være rigdomme nok til at lokke og tilfredsstille den ene ødelægger efter den anden? Tyrus var en af de rigeste byer på jorden, men efter én plyndring af Nebukadnezar, var der intet tilbage, der kunne friste en ny erobrer.

Men de stadig voksende rigdomme i Babylon og det omliggende land trodsede en række plyndreres grådige ødelæggelser. Ikke så snart havde en horde af erobrere udplyndret landet, før en anden hær forberedte sig på at kæmpe med dem om byttet og udplyndre landet på ny.

Kyrus tog mægtige skatte; Xerxes og hans hær tog 750 millioner kroner guld alene, foruden et rigt bytte. Så kom Alexander og fandt Babylons rigdom så langt fra udtømt, at han af dens forråd udbetalte 250 kr. til hver soldat i sin store hær og beholdt umådelige rigdomme for sig selv. Uafbrudt i 200 år efter Alexanders død plyndrede Partherne dette land, og så kom Romerne langt borte fra efter forudsigelsen i samme hensigt. Man skulle ikke tro, at der efter flere hundrede års plyndring kunne være megen værdi tilbage. Fritænkeren Gibbon er den bedste kommentator til denne profeti, fordi

han er det uafvidende. Han fortæller om talrige ekspeditioner inden for et tidsrum af flere hundrede år; de blev samlet for at udplyndre Babylons og de omliggende byers ruiner. Han siger, at byttet var, som man kunne vente af rigdomme og luksus i en orientalsk lejr. Og senere under Heraklius plyndrede Kaldæa, fortæller Gibbon, at skønt mange skatte var blevet bortført, ser den tiloversblevne rigdom ud til at have overgået deres forventninger og endog tilfredsstillet deres grådighed.

Og Gibbon maler en ny bande sejrherrers glæde i 636, hundreder af år efter at profetien blev sagt: Ørkenens nøgne røvere fandt pludselig rigdomme i mængder, som overgik ethvert håb og al forventning. Hvert kammer åbenbarede en ny skat, kunstfærdigt skjult, eller stillet prangende til skue; guldet og sølvet, de forskellige dragter og de kostbare møbler, overgik ifølge Abulfedas beretning enhver tanke i fantasi og antal. En anden historiker giver et billede af den store, næsten uendelige mængde gennem den fabelagtige beregning: tre tusinde stykker guld. Og alt dette efter århundreders plyndringer, røven, hærgen af de uhyre hære og mægtige jordens erobrere. Og der bliver, som I ved, endnu den dag i dag fundet rige skatte.
Forsvandt alle Babylons rigdomme samtidig med byens totale ødelæggelse?

1... Ja.
2... Nej, mange ekspeditioner, røvere, herskere og andre, hentede selv, flere hundrede år efter, stadig store rigdomme dér.
3... Nogle få år efter ødelæggelsen, var der ikke flere rigdomme at hente.

Ingen andre steder på jorden er verdensrigernes erobrere kommet igen gang på gang i hundreder af år efter bytte og taget bort igen, belæsset langt over de dristigste forventninger, uanset det umådelige bytte tidligere ødelæggere havde ført bort. Og dog forudsagde profeten, hvad fritænkeren Gibbon nedskrev som historie.

Når alt kommer til alt, skulle det være en let sag for de vantro at modbevise Bibelen, hvis de mente det halvt så alvorligt, som de gerne ville have os til at tro. De behøvede blot at genopbygge Tyrus eller Babylon eller Ninive; for Gud har sagt, at disse byer aldrig mere vil få indbyggere, og han udfordrede verden til at modbevise hans ord.
Hvilke tre byer opfordrede taleren fritænkerne og de vantro til at genopbygge, for at bevise at Bibelen ikke er troværdig?

1... Jerusalem, Rom og Babylon.
2... Tyrus, Sodoma og Gomorra.
3... Tyrus, Babylon og Nineve.

Hvis de vantro blot ville bosætte sig i en af disse byer, ville de ikke længere være nødt til at diskutere Bibelens profetier; for så ville de selv være et levende bevis imod dens sandhed."
"Jamen det er jo en fantastisk tanke og en urimelig tåbelighed at forlange det af fritænkere," indvendte hr. Emerson.
"Jeg er enig med hr. Dare," hviskede Lucy, idet han satte sig. "Hvis tvivlerne sætter noget ind på den eller også lad dem forholde sig i ro. De troende ofrer alt, deres ejendom og selv deres liv, fritænkere ikke engang nogle få dollars; jo, taleren har ret."
Hvad mente Lucy om tvivlernes indsats?

1... At den var langt mindre end de kristnes.
2... At den var langt større end de kristnes.
3... At de gjorde alt det de kunne.

"Den tanke, virkelig at prøve at modbevise Bibelen, er ikke så fantastisk. Det er netop hvad den logisk tænkende burde gå ud på; der var netop engang en afgjort tvivler, der ville dette.
I året 300 efter Kristus levede der en mand, som læste Jesu ord i Luk 21,24: "Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende." Han havde engang været en kristen, så han kendte forudsigelsen. Han besluttede, at Jerusalem skulle betrædes af Israelitter i stedet for af hedninger.
Denne mand vidste også at Bibelen forudsagde en fuldstændig ødelæggelse af det jødiske tempel og dets tjenester, at Jøderne skulle spredes blandt alle nationer, slægter, tungemål og folk.

Han var besluttet på at ødelægge kristendommen, ikke ved at dræbe dens tilhængere som hans forgængere havde gjort i 250 år; det havde kun hjulpet til at forøge dens tilhængerantal - men ved den mere virkningsfulde metode, at ødelægge profetierne. Det ville bevise at Jesus var en løgner. Og hvis nogen havde magt dertil, var det ham, Julian, Roms kejser, med en mægtig hær og hele den civiliserede verdens rigdom og magt til sin rådighed."
Hvad besluttede den romerske kejser Julian?

1... At bevise, at Bibelen taler sandt.
2... At bekæmpe alle dem der troede på Gud.
3... At ødelægge kristendommen og bevise at Jesus var en løgner.

"Mon ikke det er lidt for meget at sige, at Julian ikke havde andet formål for øje end at afkræfte Bibelen?" spurgte hr. Emerson.
At det var hans hensigt at yppe strid mellem Gud og ham selv, at han fuldt bevidst lagde planer om at afkræfte profetien, siges af en skribent, der er lige så vantro som Julian selv - Edward Gibbon, verden anerkendt største autoritet på dette område, i kapitel 23 af hans berømte historie. I stedet for at citere vil jeg læse Gibbons beretning:

Julian fattede den usædvanlige plan at genopbygge templet i Jerusalem. I et åbent brev til det jødiske folk eller samfund, som var spredt i det romerske rige, udtaler han sin medlidenhed med deres ulykke, fordømmer deres undertrykkere, roser deres standhaftighed og erklærer sig selv for deres nådige beskytter... De havde gjort sig fortjent til Julians venskab ved deres uforsonlige had til kristennavnet.
Efter templets endelige ødelæggelse under Titus og Hadrian, blev en plovfure pløjet over den indviede plet jord som tegn på evig forbandelse.
Hvilken plan var det at kejser Julian lagde?

1... At ødelægge templet i Jerusalem.
2... At genopbygge templet i Jerusalem.
3... At genopbygge byen Tyrus.

Den forfængelige og ærgerrige Julians tanker var optaget af at gengive Jerusalems tempel dets gamle herlighed. Da de kristne var fast overbevist om, at en dom om evig forbandelse var udtalt over hele det mosaiske lovsystem, ville filosofkejseren have gjort et heldigt resultat af foretagendet til et bestikkende vidnesbyrd imod troen på profetiernes og åbenbaringernes sandhed.
Han besluttede sig til ufortøvet at bygge et prægtigt tempel på Morias stolte højde. Overledelsen blev tildelt den tapre, kloge Alypius. Denne minister fik det usædvanlige hverv at genopbygge Jerusalems tempel i dets oprindelige skønhed; dertil behøvede og opnåede den flittige Alypius kraftig støtte fra Palæstinas guvernør.

Julian kunne have bygget en hel by med sin magt og rigdom; men han kunne ikke bygge et enkelt tempel. Han begyndte sit arbejde med klingende trompetfanfarer, forkyndte hele verden sin hensigt og årsagen dertil: Han ville modbevise Bibelens profetier og derved ødelægge kristendommen.
Forklar det, hvordan I vil, to kendsgerninger bliver stående, for det første, at Julian pralede med at han ville afkræfte Bibelens profetier, ved at gøre hvad Bibelen sagde, aldrig ville blive gjort; og for det andet, at det, skønt al verdens magt og rigdom stod til hans rådighed, slog det fejl for ham."
Havde kejser Julian magt og rigdom til at gennemføre sin plan?

1... Ja, kejseren havde både magt og rigdom til at kunne gøre det.
2... Nej.
3... Kejseren kunne kun gøre det, hvis de omkringliggende lande hjalp ham.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk