Da Esajas, Jeremias og Ezekiel levede, var Egypten så gammelt, at det kunne fremvise en længere uafbrudt kongerække end nogen anden nation. Før Ezekiel var Egyptens kolonisation lige så gammel som den kristne religion er for os.
Profeterne på hans tid, 600 år før Kristus, kendte Egypten som verdens kornmagasin, fremragende i videnskab, kunst, luksus og pragt, civilisationens leder. I mange hundrede år havde disse kunstige bjerge, Egyptens, med rette, berømte pyramider, stået som stolte vogtere over et stolt land og dets glansperioder.

Egypten syntes ligesom dets bygningsværker at trodse tidens tand. ved den ild der brændte på dets arne, havde alle nationer tændt kundskabens lampe. Det besad den enhed, fred og rolige majestæt, der følger med bevidstheden om magt, den høje alders storhed. For et almindeligt menneskes øjne, hvad enten han var videnskabsmand eller tænker, viste der sig ikke den mindste sky på fremtidens horisont, som kunne true Egyptens magt og fred.
Hvordan var tilstanden i landet, da profeten, ca. 600 år f. Kr. udtalte profetien om Egypten?

1... Der var meget uroligt og alt var ved at gå i opløsning.
2... Der var fredeligt og roligt, og ingen tegn på opløsning.
3... Fremmede hære stod på alle sider af Egypten, og alt var kaos.

Vi behøver kun at tænke på Egyptens tilstand 600 år senere for at se, at denne profeti ikke kunne være resultatet af menneskelig forudseenhed. På Kristi tid var der ingen tegn på at Egyptens dage var forbi for stedse. Det var stadig meget mægtigt.
Hvordan var tilstanden i Egypten på Kristi tid?

1... Der var ingen tegn på opløsning, eller på at det ikke fortsat ville være en stormagt.
2... Alle de omkringliggende lande gjorde sig rede til at indtage og ødelægge landet.
3... Alt var kaos og alle kunne se at Egyptens dage, som en mægtig nation, var talte.

Og i 600 år var Alexandria stadig Romerrigets største by i rang, handel og velstand. Datidens fritænkere kunne godt have læst Ezekiels profeti med et hånligt spottende smil, og drillet den troende kristne med denne uopfyldte profeti. Ganske vist var en del af den opfyldt; men Egyptens ødelæggelse syntes lige så fjern som den havde været, da forudsigelsen blev givet mere end tusind år forud. Hundrede år senere var Egypten stadig så mægtigt at de muhamedanske horder veg tilbage for at angribe det, trods deres stolthed over uafbrudt sejr. Da Romulus og Remus grundlagde Rom, var Egypten næsten 2000 år gammelt. Rom blev mægtigt, erobrede verden, Egypten indbefattet og blev selv erobret af Barbarene fra nord. Men Egypten vedblev at være rigt og folkerigt. Til slut besluttede Araberne at erobre det. Den mindeværdige belejring af Alexandria varede i 14 måneder, i løbet af hvilke Araberne mistede 23.000 mand. Og så skyldtes dens indtagelse indre forræderi. Synet af byens herlighed og rigdom fyldte erobrerne med forbavselse.
Hvad kunne datidens fritænkere have gjort ved de kristne?

1... Hånet og spottet dem.
2... Gået i samarbejde med dem.
3... Givet dem ret.

Var deres første organisation en enestående begivenhed, er deres fortsatte eksistens ikke mindre usædvanlig. De erstattes af slaver fra deres eget land. Deres undertrykkelsessystem er metodisk. Alt hvad den rejsende ser, er en påmindelse om at han er i slaveriets og tyranniets land.
Og Gibbon fortæller os, at en mere absurd og uretfærdig statsordning kan ikke tænkes, end den som dømmer et lands indfødte befolkning til stadig trældom under fremmedes og slavers vilkårlige herredømme. Men det har netop været tilfældet med Egypten i over 500 år. "Roms Forfald og Ødelæggelse."
Således bevidner vantro historikere, at Egypten har været i stadigt forfald indtil det i de sidste 500 år har været, hvad profeten sagde det ville blive; mindre end de andre riger, regeret af fremmedes hånd.

v10 Derfor kommer jeg over dig og dine strømme og gør Egypten til ruiner og ørken fra Migdol til Syene, helt til Nubiens grænse.
v11 Mennesker skal ikke drage igennem det, og dyr skal ikke drage igennem det; ingen skal bo der i fyrre år.
v12 Jeg gør Egypten til en ørken blandt øde lande, og blandt byer i ruiner skal dets byer ligge øde i fyrre år. Jeg spreder egypterne blandt folkene og strør dem ud i landene. Ezekiel 29,10-12.

"Sæt nu, Ezekiel havde sagt at Egypten ville lide samme skæbne som Babylon og Kaldæa: Ødelæggelse, hvor ville fritænkerne have været hoverende, og hvor ville de ivrigt have bemærket, at Egypten i dag har mange tæt befolkede byer og en broget og talrig befolkning. Men prøver den vantro at vise os en eneste profeti der har svigtet?"

"Hr. Dare," sagde hr. Emerson, "jeg har lagt mærke til at det altid varer meget lang tid, før Dine profetier opfyldes. Der behøves ét tusind år eller to, før Dine profetier beviser deres rigtighed. Enhver profeti om en bys eller nations ødelæggelse vil blive opfyldt, hvis den bare får tid nok. Så der har været rigelig tid, siden disse profetier blev udtalt for 2.500 år siden, til, at de kunne nå at blive opfyldt. Der er ikke noget særlig mirakuløst ved det."
Mægtige ruiner, hensmuldrende paladser, ituslåede statuer, adspredt og skæmmet af barbarernes vold og hævn, er alt hvad der er tilbage af Rom, det mægtigste af alle riger.
Hvad påstod Emerson angående opfyldelsen af profetier?

1... At tidslængden ikke havde nogen betydning.
2... At der nogle gange godt kunne gå nogen tid før en profeti blev opfyldt.
3... At enhver profeti om en bys eller en nations ødelæggelse, ville blive opfyldt hvis der gik lang nok tid.

Kejserens paladser ligger øde. Romerriget er sunket hen i glemsel; navnene på dets regenter er glemt eller huskes kun for deres berygtede egenskaber. Jernriget som Daniel forudsagde, er blevet splittet og delt og har ikke fået nogen efterfølger.
Men den jødiske nation, hvis fald Rom fuldbyrdede på sin magts tinde, hvis ledere blev dræbt, hvis hovedstad blev ødelagt, hvis tempel blev tilintetgjort, hvis børn blev solgt som slaver - denne nation lever, trives og bliver stadig talrige på jorden.
Rom er forsvundet for længe siden; men jødefolket eksisterer endnu. Århundreder før Rom blev grundlagt, var jøderne en mægtig nation. Roms - det mægtigste af alle rigers - historie var kun som en parentes i jødernes historie.

Det er underligt at lægge mærke til, at hver eneste nation, der var fjende af jøderne, er omkommet. Men jøderne, undertrykt, banlyst, gjort til slaver og ødelagt, hvor de blev drevet hen, har overlevet dem alle og er blevet spredt over hele jorden. Af alle nationer rundt om Judæa er Persien den eneste, der eksisterede som rige. Og det giver stof til overvejelse, at det var perserne, som førte jøderne tilbage fra det babyloniske fangenskab.
Hvilken nation er det taleren henviser til - som lever, trives og stadig bliver talrige?

1... Romerriget.
2... Den Jødiske nation.
3... Det Babyloniske rige.

I tredje og femte Mosebog har Moses tegnet omridset af jødernes politiske og religiøse historie i omtrent 3500 år fra 1500 f. Kr. indtil nu."
"Men Du kan ikke bevise at Moses skrev disse forudsigelser," afbrød hr. Emerson, "det er faktisk almindeligt antaget at de fem Mosebøger ikke blev skrevet før 800-600 f. Kr., en forskel på 700-900 år."
For vort formål er det uvæsentligt om de bøger, der tilskrives Moses blev skrevet i 1500 eller i 100 f. Kr. Så vil jeg med glæde antage Dit seneste tidspunkt. Men det løser ikke vanskeligheden.

3Mos 26,31-33. v31 Jeres byer lægger jeg i ruiner, jeg ødelægger jeres helligdomme, og jeg vil ikke indånde den liflige duft af jeres ofre.
v32 Jeg lægger landet øde, så jeres fjender, som bosætter sig i det, skal gyse over det.
v33 Jer selv vil jeg sprede blandt folkene, og med draget sværd vil jeg forfølge jer; jeres land skal blive til ørken og jeres byer lægges i ruiner.

3Mos 26,36-38. v36 På dem af jer, som endnu er tilbage i deres fjenders land, bringer jeg frygtsomhed i hjertet; selv lyden af visne blade jager dem op, og de skal flygte, som man flygter for sværdet, de skal falde, selv om ingen forfølger dem.
v37 Selv om ingen forfølger dem, skal de snuble over hinanden, som var de på flugt for sværdet, og I skal ikke kunne holde stand over for jeres fjender.
v38 I skal gå til grunde blandt folkene, og jeres fjenders land skal fortære jer.
Hvad siger Herren, han vil gøre ved det Jødiske folk?

1... Samle dem, som en høne samler sine kyllinger.
2... Sprede dem blandt andre folk.
3... Bevare dem fra deres fjender.

Her er et andet eksempel, hvor tiden i stedet for at gøre problemet enklere, gør det vanskeligere; for vi kan forstå, hvorledes et folk kan blande sig med andre nationer i 100 år og stadig være tydeligt adskilt fra dem; men når denne adskillelse strækker sig over 2.500 år, hvordan skal vi så forklare, at dette folk bevares for sig selv hele tiden?

Verdenshistorien viser ikke noget lignende. Snesevis af andre folk er opstået i mellemtiden, har holdt sig med sine særpræg en tid og er så helt forsvundet i menneskehedens store masse.
Se på Amerika. Millioner fra andre nationer strømmer ind. I 2-3 generationer bevarer de deres nationalitet, men så forsvinder den.
"Sådan er det ikke med jøderne. I alle nationer alle vegne er de som forudsagt et adskilt folk. Det er i sandhed forbavsende. Jøden bevarer alle de egenskaber, han havde for mange hundrede år siden. Han har gjort, hvad intet andet folk på jorden har gjort - han har med held modstået alle samfundsskikke, al forfølgelse, enhver kraftig indflydelse, der kunne drive ham til at blande sig med andre folk. Abrahams børn er lige så særprægede i religion, skikke og udseende, som de var for 3.000 år siden. Hvordan forklarer man det?"
I to eller tre generationer kan et folk, der lever i et fremmed land, bevare deres særpræg og skikke.
Hvordan er det med det Jødiske folk?

1... Det forsvinder allerede inden for den første generation.
2... Det forvinder aldrig.
3... Der er ingen forskel på Jøder og andre.

Læg mærke til, at medens jøderne skulle berøves deres land, splittes i alle dele af verden og Palæstina lægges i ruin, skulle deres fjender stadig bo der. Kunne nogen forudsigelse være mere usandsynlig?
Dean Stanley siger i sin bog "Syrien og Palæstina" side 117, at Palæstina mere end noget andet land i verden er et ruinernes land. Er det ikke mærkeligt, at et land så fuldt af ruiner er beboet, og at ruinerne ikke bliver benyttet eller fjernet når det skal bebos; men den inspirerede forfatter forudså dette og I og jeg må indrømme den vidunderlige overensstemmelse mellem forudsigelse og kendsgerning.

Skønt i ruiner og øde, berøvet sit eget folk, skulle Palæstina alligevel i særlig grad blive målet for pilgrimsrejser; for Moses fortæller om, at den fremmede skal komme fra et fjernt land. 5Mos 29,21. Og er dette ikke sandt i dag? Er der nogen anden plet på jorden, til hvilken der rejser så mange pilgrimme? Ikke én. Der tales mere end et halvt hundrede sprog i Jerusalem alene.
Hvad siger forfatteren Dean Stanley om Palæstina?

1... At det er et land fyldt med ruiner.
2... At det er et land uden ruiner.
3... At det er et land med kun få ruiner.

"Jeg vil gå bag efter eder med draget sværd," erklærer Jehovah, idet han taler til jøderne. 3Mos 26,33. Dette folks historie har været een lang bekræftelse af forudsigelsens pinlige nøjagtighed.
To millioner blev dræbt, sultet ihjel eller solgt til et slaveri, som var værre end døden, i året 70 e. Kr. Mere end en halv million blev myrdet af romerne 60 år efter. Israelitternes historie har kun handlet om det, gennem 2000 år fortsatte mord på en nation - sværdet trukket ud efter dem.

Men lad historikeren Milman fortælle historien: "Ingen fanatisk munk satte folket i oprør, ingen stor ulykke fandt sted, ingen afskyelige, overdrevne rygter blev udspredt, uden at det kom over denne ulykkelige races hoveder. I Tyskland rasede den sorte død i al sin vælde, og den vilde overtro beskyldte her som andre steder jøderne for at forårsage og forøge ulykken og for selv at nyde en brødefuld, forholdsmæssig sikkerhed i den almindelige ødelæggelse.

Landflygtige fra deres land, uden regering, uden regent, spredt over hele jorden, er de dog blevet bevaret. Hugget ned i tusindvis, og dog vokset frem igen af deres udødelige stamme, så at jøderne findes til alle tider og i alle egne. Deres evige beståen, deres udødelighed som nation er på en gang det mest mærkelige problem for den politiske forsker og genstand for dyb beundring og ærefrygt hos den religiøse. At dette folk, så begrænset i størrelse og magt i sammenligning med den da kendte verdens store kongeriger, efter faktisk at være udryddet af deres eget land af deres overvindere og spredt mellem nationerne, virkelig har modstået 2000 års forfølgelse og stadig bevaret deres racepræg, er den mest forbavsende, den uforklarligste kendsgerning i nationernes historie. Og det er en lige så vidunderlig gåde, at alt dette blev forudsagt i enkeltheder for mindst 2.500 år siden, som alle fritænkere indrømmer, eller for 3.450 år siden, som Jeg tror. Hvorledes kunne Moses, Jeremias og Ezekiel vide alt dette, flere tusind år før det skete? Vil nogen af de tilstedeværende påstå at bibelforfatterne tog fejl i, hvad de sagde, der ville ske med Jøderne?

Gennem alle århundreder har det vidnesbyrd der ligger i Jødernes historie, kun tjent til at føje bevis på sandheden i de profetiske forudsigelser. Disse forudsigelser er enkle, nøjagtige og udførlige og grundige; deres opfyldelse er bogstavelig, fuldstændig og ubestridelig."

Hvad er det der gennem århundrede har tjent som et bevis på sandheden i Bibelens profetier?

1... At Bibelen stadig eksistere.
2... Jøderne.
3... Historikeren Milmans udtalelser.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk