Mange tror, at dette atomragnarok vil komme tidligere ...
En bog, som beskriver et atomangreb på Amerika, har denne tekst på smudsomslaget:
»28. oktober 1988. Krigsdag. Det varede kun seksogtredive minutter ... Men i disse seksogtredive minutter var en verden blevet ødelagt. Syv millioner amerikanere døde i den øjeblikkelige eksplosion. Flere millioner ville dø af stråling, sult og sygdom i løbet af de næste fem år. Spredt ud over landet levede der andre millioner, som vidste, at det var sket - men ikke hvorfor. Eller hvor. Eller hvordan.«

Denne bog forventes at blive en bestseller. Den er udgivet samtidig i ni lande. En film, bygget på bogen, er under forberedelse.
Disse skræmmende billeder er ikke alene bygget på science fiction forfatteres fantasi, men på historiske kendsgerninger fra Hiroshima og Nagasaki. Og på den moderne krigsteknologis kolde realiteter. Vil disse rædsler blive til virkelighed? Vi ville gerne kende svaret, men vi er bange for at komme til at kende det for tidligt.

Netop nu, idet jeg skriver dette, er den såkaldte Romklub forsamlet i Helsinki. Det er en international, uofficiel organisation af videnskabsmænd, forretningsfolk og eksperter i samfundsplanlægning. De søger at finde metoder til løsning af verdens problemer. Dagens avis har en artikel om dette møde under overskriften: »Romklubben tror på fremtiden.« Artiklens forfattere er ikke så sikre. Altså på det med fremtiden. En af de mindre overskrifter siger:
»Menneskeheden hænger i galgen.« Galgen udgøres af spændingen mellem kapitalisme og kommunisme (vest og øst) på den ene side og det økonomiske svælg mellem nord og syd på den anden side.

»Rom-klubbens ideologi lover os ikke Himmelens lyksalighed, men den skræmmer os heller ikke med helvedes luer,« siger forfatterne. Derefter tilføjer de: »Hvis mennesket vil lære af historien, vil hans bedste belønning blive, at han og hans efterkommere får mulighed for at leve videre på planeten Jorden. Hvis ikke, så bliver der - intet.« Deprimerende? Glemmer de mon et eller andet?

Er der en lysere udsigt - på en eller anden måde?
Ja, der er! hen imod slutningen af det første århundrede bleven mand ved navn Johannes af den romerske kejser Domitian dømt til fangenskab på øen Patmos. På denne lille ø i Det ægæiske Hav fik Johannes en åbenbaring, som han nedskrev i en bog, hvoraf indledningen blev citeret i begyndelsen af nærværende lille bog. Johannes' Åbenbaring har vist sig at være pålidelig profeti. Den er også en overordentlig betimelig bog. Og det allerbedste er, at den giver et lyst syn på fremtiden. Den udråber højt og tydeligt, at der er håb: Verdens problemer vil blive løst - til sidst!

Lad os se på Åbenbarings bogens budskab for vor tid.
Denne bog har talt til tidligere generationer. Den har opmuntret og vejledet kristne lige siden Johannes' tid. Gud gav Johannes en særlig besked om, at denne bog ikke skulle forsegles eller hemmeligholdes. 22,10. De begivenheder, som var forudsagt i bogen, ville hurtigt begynde at gå i opfyldelse. Men Åbenbarings bogens budskab ville naturligvis blive allermest interessant for dem, der kom til at leve nærmest ved opfyldelsen af de sidste syner, som bogen indeholder. De mennesker er os.

Åbenbaringsbogen regnes i almindelighed for at være en vanskelig bog. Dens budskab er indpakket i symboler. Det er ikke altid let at fortolke disse symboler. Hvis vi fortolker dem efter vor egen fantasi, vil vi helt sikkert fare vild.

Hvordan kan vi da forstå Åbenbaringsbogen på rette måde?
Der er tre ting, man må have i tanke, for at finde Åbenbarings bogens vigtige budskab:

l. Det vigtigste redskab, når man studerer Åbenbarings bogen, er - den øvrige del af Bibelen. Åbenbaringsbogen udgør så at sige højdepunktet i Den hellige Skrift.

Bibelens andre bøger mødes i Åbenbarings bogen, som klodens meridianer mødes på polerne. Gennemsnitlig hvert andet vers i Åbenbaringsbogen henviser til andre dele af Bibelen. Åbenbarings bogens symboler finder ofte paralleller andre steder i Den hellige Skrift. Derfor bør disse symboler fortolkes i harmoni med den øvrige bibelske åbenbaring. Kort sagt, for at forstå Åbenbarings bogen må vi læse og kende Bibelen.

2. Nøglepersonen i Åbenbaringsbogen er Jesus Kristus.
Dette fremgår tydeligt af de første ord i bogen: »Jesu Kristi åbenbaring.« Hvis vi ikke under studiet af Åbenbarings bogen til stadighed ser hen til Jesus, verdens frelser, da vil vi komme på vildspor. Åbenbaringsbogen er helt igennem Kristi bog. Hvert kapitel og vers, hvert et billede og hvert et ord bør studeres i lyset af Jesu Kristi evangelium.

3. Den tredje betingelse for at modtage og forstå Åbenbarings bogens budskab, er at læse den. Dette kan måske forekomme selvindlysende, men det var ikke uden grund, at Johannes skrev: »Salig er den, som oplæser.« For at Åbenbaringsbogen kan tale til vore hjerter, og for at dens store hemmeligheder kan åbnes for vort sind, må vi læse den. Ikke bare samler lidt op her og der, men læse den fra begyndelse til slutning, atter og atter, under bøn og eftertanke. Da Åbenbaringsbogens sprogbrug stort set bygger på de øvrige dele af Bibelen må vi forstå den på baggrund af Den hellige Skrift som et hele. Hensigten med nærværende lille bog (ved tidens rand) er at henlede opmærksomheden på nogle store sandheder i Åbenbaringsbogen, sandheder, som har særlig betydning for vor tid. Sørg for at have din bibel ved hånden. Det vil tit blive nødvendigt at henvise til den.

Inden vi går i gang med vort studium af Åbenbaringsbogen, lad os da bede om Helligåndens oplysning:
Vor kære himmelske Fader! Du har givet din tjener Johannes din Søns, Jesu Kristi åbenbaring, for at også vi kan læse og forstå den. Vi takker dig for den kundskab, du gennem denne bog vil give os om dine planer for fremtiden og for vor evige skæbne. Hjælp os at forstå dit ord og give agt på det, der står skrevet i Åbenbaringsbogen. Giv os din Helligånd til at oplyse vort sind om din vilje - og gør os villige til at følge denne vilje. Vi beder i Jesu, vor Herres og frelsers navn. Amen.

Alexander den Store er ikke den eneste, der har drømt om at herske over hele verden. Men alle, som har kæmpet for at gøre denne drøm til virkelighed, er blevet skuffet.
Dagens verden leder efter et menneske, som kan overtage herredømmet. Men det tyvende århundredes historie har allerede frembragt grufulde billeder af onde mænd, som troede, de kunne udfylde den rolle. Vi kan kun håbe, at ingen prøver at følge i deres blodbestænkte fodspor. Intet menneske synes at være egnet til at herske over hele verden.

Ville det være muligt at finde en verdenshersker uden for denne planet?

Nogle påstår, at mennesket her på Jorden skulle være indehaver af titlen »Det forældreløse barn af Kosmos«, det eneste intelligensvæsen i hele universet.
Men Johannes ved bedre. I sit syn så han »en, som lignede en menneskesøn«, og som sagde: »Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.«

Da Jesus levede her på Jorden, omtalte han ofte sig selv som »Menneskesønnen«. Dette udtryk, som stammer fra Daniels Bog, forekommer mere end firs gange i evangelierne. I sit første syn ser Johannes Kristus »klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet«. Han gør tjeneste som ypperstepræst i det himmelske tempel, hvor de syv lysestager fremstillet Kristi menighed alle vegne og i forskellige perioder ned gennem tiderne.

Johannes' hilsen »til de syv menigheder i provinsen Asien« tyder på, at de følgende budskaber har historiske dimensioner. Gud er en virkelig person, der har noget at sige til menigheden i vor tid. Syv er et vigtigt og ofte gentaget tal i Bibelen, særlig i Åbenbaringsbogen. Nogle har sagt, at syv er fuldkommenhedens tal. De syv menigheder, som omtales af Johannes, fremstiller hele den kristne menighed fra apostlenes tid og ned til historiens afslutning ved tidens rand.

»Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske.« Denne befaling til Johannes rummer en henvisning til Åbenbaringsbogens historiske tilsnit. Åbenbaringsbogen begynder med Johannes' egen tid og fører gennem historien ned til tidens ende, til Kristi genkomst og til en ny skabelse.

Efter at Johannes havde skrevet til menighederne i Efesus, Smyrna, Pergarnum, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea, blev han i synet ført til selve universets hovedsæde ...

»Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind til Himmelen, og den samme røst, der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: 'Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter.' Straks kom jeg under Åndens magt; og se, en trone stod i Himmelen, og der sad En på tronen.«

Omkring tronen er der fireogtyve ældste. I Det nye Testamente kaldtes menighedens ledende embedsmænd ældste. De genløste er klædt i hvidt, de bærer gyldne sejrskranse. Synet af de ældste peger på den sandhed, at Gud bringer sin frelsesplan til opfyldelse midt i sin menighed.

Disse underfulde himmelske væsener, en løve, en okse, et menneske og en flyvende ørn (symboliserende skabningens konger) fremstiller Guds redskaber til at opretholde den skabte verden og til at virkeliggøre Skaberens planer på Jorden.
De fire himmelske væseners vidnesbyrd henleder opmærksomheden på Guds hellighed, hans evige eksistens. Et menneske, som er blindet af sin egen stolthed, vil måske benægte Guds eksistens. Et oprigtigt, men kortsynet menneske kan måske endog betvivle eksistensen af en almægtig Gud, når han ser så megen ondskab og lidelse i verden.
Men disse væsener, som kan iagttage begivenhederne præcist og nøjagtigt fra universets hovedsæde og som ser alting, ikke bare en del af billedet, kommer til en anden konklusion: Gud er hellig, han er almægtig.

De ældste omkring tronen stemmer i med de himmelske væseners vidnesbyrd:
»Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.«

Olympiske vindere i det gamle Grækenland blev hilst med ordet værdig (græsk aksios). Men disse ældste ved, at Gud alene er værdig. Ikke Cæsar, ikke et eneste menneske. Kun Gud er værdig, fordi Gud alene er skaber af alle ting.

I Åbenbaringsbogens 5. kapitel blev Johannes' opmærksomhed rettet mod en bogrulle. Han, der sad på tronen, holdt bogrullen i sin højre hånd. Bogrullen var forseglet med syv segl. Det tyder på, at dens indhold var overordentlig værdifuldt. Johannes skrev: »Da græd jeg meget, fordi ingen fandtes værdig til at åbne bogrullen eller se i den.« Ingen i hele universet værdig til at åbne bogrullen! Ingen værdig til at afdække dens hemmeligheder!

Det var skik på Johannes' tid, at en persons sidste vilje og testamente blev underskrevet i nærværelse af syv vidner, og at den havde syv segl. Kun arvingen havde ret til at åbne det forseglede testamente. I dette tilfælde er det tydeligt, at bogrullen repræsenterede den almægtige Guds vilje og beslutning angående verdens skæbne. Den repræsenterede i en vis forstand skødet på Jorden. Spørgsmålet var: Hvem skal til sidst arve Jorden, hvem tilhører magten, herligheden og riget?

Johannes fik at vide, at det allerede var afgjort, hvem der havde arveretten. Kun han, der var »Davids rodskud«, »Løven af Judas stamme«, kunne bryde seglene. Disse udtryk bruges andetsteds i Den hellige Skrift om Jesus Kristus.

Johannes så, at Løven af Judas stamme trådte frem for at modtage bogrullen af ham, der sad på tronen. Men her tog synet en uventet drejning:
»Og jeg så, at mellem tronen og de fire væsener og de ældste stod der et lam, ligesom slagtet; det havde syv horn og syv øjne, det er Guds syv ånder, som er udsendt over hele jorden. Og det gik hen og tog bogrullen af hans højre hånd, som sad på tronen.«

Løven af Judas stamme - var et Lam, som bar mærker efter at være slagtet! Men på trods af disse mærker lever dette Lam, står endog som sejrherre - alle tings midtpunkt.

Lammet er Åbenbaringsbogens navn for Kristus. Ordet forekommer 27 gange i bogen. Det understreger den ganske særlige stilling, som Kristus har vundet ved sin stedfortrædende død på Golgata. Lammet er nu alle tings midtpunkt. Den korsfæstede Kristus er nu genstand for al tilbedelse. Han tilbedes som Gud, fordi han er Gud, men endnu mere fordi han ydmygede sig selv, tog tjenerskikkelse på, blev mennesker lig og blev lydig indtil døden - ja døden på et kors! Og alt dette gjorde han for at frelse mennesket.

Kristus alene har ret til verdensherredømmet. Det har han, fordi han, da han var Gud, ofrede sig selv. Kun Lammet, der bar mærker efter at være slagtet, var værdig til at åbne bogrullen. Kun han havde ret til skødet på denne Jord. Dette viser, at bogrullen drejer sig om menneskets genløsning. Menneskets fald betød, at menneskene efter dette var undergivet døden. 1 Mos. 2,17 .»Syndens løn er døden.« Rom. 6,23. Synderen kan kun blive frelst fra evig død, hvis en stedfortræder dør i menneskets sted. Kristus døde i synderens sted. Kristus var menneskets stedfortræder. Det er derfor, det himmelske testamente, som fortæller om de genløstes arv, kun kan åbnes af Guds Lam, der døde for verdens synder.

Således fremhæver Åbenbaringsbogen korsets under, genløsningens store hemmelighed. Det er også nøglen til forståelse af Åbenbaringsbogen. Hele den guddommelige frelsesplan blev kun tilgængelig ved Jesu Kristi offerdød. Dette syn af tronen og Lammet er grundlaget for hele Åbenbaringsbogen. Alt, hvad der herefter sker i Åbenbaringsbogen, kan kun forstås i relation til Kristi stedfortrædende offerdød.

»Og de sang en ny sang: 'Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag.'«

I Åbenbaringsbogens sjette kapitel fortsætter synet med en beskrivelse af, hvad der sker, efter at seglene på bogrullen er lukket op. I forbindelse med åbningen af seglene følger scener fra historiens arena, den ene efter den anden. Det ondes magter prøver at forhindre, at bogrullen bliver lukket op. Det godes magter søger at fremme opfyldelsen af frelses planen. Guds store plan bliver åbenbaret: at genvinde herredømmet over Jorden for Kristus og hans folk.
Kristus havde allerede vundet sejren på Golgata. Men meget må endnu ske, før hans herlighedsrige er en realitet, som kan ses med menneskeøjne.

Idet Kristus begynder at bryde seglene, er det, som om ryttere rider ud for at erobre verden. Først kommer der en hvid hest, repræsenterende evangeliets sejrsgang. Dernæst kommer der en rød, en sort og en gulgrøn hest, repræsenterende ødelæggelsen ved krig, hunger og død.

Den første hest var hvid, fordi dens opgave var at føre Kristi evangelium til sejr i menneskenes hjerter. I et senere syn så Johannes Kristus og de himmelske hærskarer drage frem på hvide heste. Hvidt er renhedens og sejrens farve. Derfor er det rammende at bruge denne symbolik i beskrivelsen af menighedens stadige kamp for at vinde verden for Kristi evangelium.

Den anden hest, som er ildrød, er klart et symbol på krig. Rytterens store sværd fremstiller opfyldelsen af Jesu profeti: »Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige.« Mark. 13,8. Symbolikken indebærer også, at den kristne menighed blev skydeskive for blodig forfølgelse.

Da det tredje segl blev brudt, blev scenen endnu mørkere. Krigen efterfulgtes af sult og nød. I sin bjergprædiken, gengivet i Matt. 24 og Mark. 13, forudsagde Jesus, at der ville blive hungersnød i forbindelse med krigene ved endens tid.
I dag kan vi se de røde og sorte heste galopere ud over verden. Ganske vist har der altid været krige ned gennem historien. Men i vort århundrede er flere mennesker blevet dræbt i krig end nogen sinde tidligere. Det er foregået i en helt anden målestok, et helt andet tempo. I dette øjeblik er supermagterne opslugt af et gigantisk våbenkapløb. Størstedelen af hver stormagts nationalbudget bruges på »forsvar«, stadig flere våben. Men på samme tid lider man i udviklingslandene, som repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning, af underernæring og hungersnød i ufatteligt omfang.

Åbningen af det fjerde segl bringer den gustengule hest ind på scenen. Rytterens navn er »Døden«, »og Dødsriget var hans følgesvend«. Denne rytter får magt over en fjerdedel af Jorden. Dette tyder på, at døden i denne forbindelse ikke er den »almindelige« død, som er alles lod. I tillæg til sværdet og sulten, som også blev brugt af de tidligere ryttere, dræber denne sidste rytter også ved »sot og ved jordens vilde dyr«. Dyr har en symbolsk betydning i den apokalyptiske litteratur, nærmere bestemt Daniels Bog og Åbenbaringsbogen. Dyrene bruges for at symbolisere magter, som forfølger Guds folk.

Det femte segl brydes. Johannes' opmærksomhed henledes på alteret. Under alteret er martyrernes blod fremstillet, som om det råber til Gud.
Da den første kristne martyr, Stefanus, blev myrdet, råbte han: «'Herre, tilregn dem ikke denne synd.' Og da han havde sagt dette, sov han hen.« Apg. 7,60. Mange martyrer fulgte efter Stefanus, og deres dødsskrig gav genlyd ned gennem tiderne. Men intet af disse skrig råbte på hævn. De døde for at sove dødens søvn og for at blive opvækket ved den første opstandelse. Se Åb. 20,4.5. Det nye Testamente omtaler de døde i Kristus, som »dem, der sover hen«. 1 Thess. 4,13-17. Gennem billedtalen i Johannes' syn rejses der et spørgsmål, som er stillet og besvaret mange gange i Det gamle Testamente: »Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble?« Sl. 94,3.

Spørgsmålet drejer sig med andre ord om dette: Hvor længe vil det vare, før bogrullens sidste segl bliver brudt, før Kristus begynder sit herredømme, før det onde er endelig udslettet? Svaret lyder: »Vent lidt endnu!« Reformationen og bevægelserne for religionsfrihed skaffede nogen lindring for Kristi martyrer. Forfølgelsen sluttede dog ikke fuldstændig. Ifølge profetien skulle der komme en sidste trængselstid, før frelses planens endelige opfyldelse. Åbningen af det femte segl skulle således opmuntre Guds folk. Afslutningen er i sigte. På trods af forfølgelser og lidelser fortsætter Kristi gerning, og Guds planer går fremad for at afsluttes med endelig sejr.

Martyrernes råb: »Hvor længe, Herre?« besvares med åbningen af det sjette segl. Der er tegn, som indvarsler Kristi genkomst, tegn, som Jesus allerede selv havde forudsagt. Matt. 24,29; Mark. 13,24; Luk. 21,25-26. Etforvarsel om de begivenheder, der skulle følge efter åbningen af det sjette segl, finder vi i jordskælvet i Lissabon år 1755 - dets virkninger kunne mærkes så langt borte som i Afrika og Vestindien; også den vældige stjerneregn, meteorfaldet i 1833, maner til eftertanke.

Ikke alle begivenheder, som skulle følge efter åbningen af det sjette segl, er endnu gået i opfyldelse. De scener, Johannes beskrev, vil kulminere i den store dag, hvor Herren kommer igen. I Jesu profeti henvises til åbningen af det sjette segl: »Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se 'Menneskesønnen komme i skyen' med kraft og megen herlighed.« Luk. 21,26-27.

Da vil Jesus Kristus (Guds Søn og Menneskesønnen) komme igen som verdens Herre. Han er Åbenbaringens helt, arving til hele universet. Det er ham, der vil dele sin arv og sit rige med sit folk.

Det syvende kapitel i Johannes' Åbenbaring beskriver, hvorledes Gud vil tage sig af sit folk i de sidste vanskelige dage af Jordens historie; og det beskriver den vidunderlige fremtid, som venter dem, der har sat deres lid til Guds Lam.

»Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner; de holdt jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse hverken på jord eller hav eller mod noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl; og han råbte med høj røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde: 'Gør hverken jord eller hav eller træer nogen skade, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pander.'« Åb. 7,1-3.

Her har vi et billede af en verden, hvor ødelæggelsens kræfter er lige ved at blive sluppet løs. For det moderne menneske er »krigsvindene« et alt for kendt begreb. Her er ikke tale om almindelig, konventionel krig. Den har altid været der, har altid raset. Men engle holder Jordens vinde tilbage efter åbningen af det sjette segl, i endens tid lige før Kristi genkomst. De ødelæggende kræfter holdes i tømme, indtil Guds tjenere er beseglet. Hensigten med beseglingen er at sikre, at Guds børn kommer sikkert igennem det endetidens ragnarok, der er skildret i forbindelse med det sjette segl.

Ikke før vor generation har menneskeslægten stået over for så enorme ødelæggelseskræfter, at videnskabsmænd må bruge Åbenbaringsbogens sprog for at beskrive deres virkning. I The Fate ol the Earth af Jonathan Schell læser vi, at der i verden er omkring 50.000 atomsprænghoveder, der hver besidder en eksplosionskapacitet på rundt regnet 20.000 tons TNT, eller 1.600.000 gange sprængkraften af den bombe, der blev kastet over Hiroshima i 1945. Supermagternes ledere indrømmer ifølge Schell, at en atomkrig i fuldt omfang vil ende med total ødelæggelse af civilisationen og menneskeheden.

Kun atommagter er afgjort i stand til at skade land og hav på verdensplan, sådan som profetien lader forstå. Ødelæggelsen kommer ikke blot af den øjeblikkelige eksplosion, lysglimtet og den intense, fortærende hede, den enorme trykbølge, der breder sig i alle retninger, men også af de radioaktive skyer, der kredser omkring Jorden, og efterhånden falder ned og forurener hele klodens overflade. Det spreder sig i jorden, luften og vandet og trænger ind i selve vævet, knoglerne, rødderne, stammerne og bladene på alt levende.
I vor generation holder engle atomkrigens vinde tilbage.

Inden Gud lader den sidste storm bryde løs, sørger han for, at hans tjenere kan være sikre og trygge. Derfor får de et segl på deres pander. Kun de, der har modtaget den levende Guds segl, er i stand til at bestå på Lammets vredes dag.

Synet om beseglingen af Guds tjenere minder om et syn hos profeten Ezekiel. Ezekiel så en mand i linned klædebon sætte et mærke på panden af visse bestemte mennesker i Jerusalem. Kun de således beseglede blev reddet fra ødelæggelsen. Ez. 9,4-6. Senere i samme bog fremhæves hviledagen som et tegn mellem Herren og hans folk. Ez. 20,12 og 20; 3 Mos. 31,13 og 17.

Forstået på rette måde er hviledagen et tegn på menneskets fuldstændige afhængighed af Guds skaber- og genløsningsværk. Når mennesket på hviledagen lægger sit eget arbejde og virke til side, vedkender han sig, at alt kommer fra Kristus, ved nåde gennem tro - som en gave, ikke som noget, man selv kan fortjene. Derfor er hviledagen eller sabbaten et passende tegn på retfærdiggørelse ved tro alene. Genoprettelsen af sandheden om den syvende dags sabbat er en del af det reformationsarbejde, der blev forudsagt af Esajas; det reformationsarbejde, der vil finde sted umiddelbart før den tid, hvor Guds folk skulle tage deres arv i besiddelse. Ez. 58,12-14.

Det er indlysende, at Guds segl ikke er noget udvendigt tegn eller mærke. Det er heller ikke kun det at helligholde hviledagen. Kernepunktet, som det hele drejer sig om, er den enkeltes holdning til den genløsning, som Kristus vandt ved sit eget blod. Hviledagen er en højtideligholdelse af denne genløsning, en tid sat til side til helligt brug. Således bliver Golgatas kors tegnet, der kommer til syne hos Guds folk. Kun englene kan se dette tegn, mennesker kan ikke.

»Og jeg hørte tallet på de beseglede, hundrede og fireogfyrretyve tusinde beseglede af alle Israels børns stammer.«
Bibelen taler om Israel i to betydninger: » Thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter.« Rom. 9,6. Det er en del af Det nye Testamentes evangelium, at hedninger, som tager imod Kristus, derved vil få borgerret i Israel. Ef. 2,11-13 og 19. Som følge heraf er menighedens medlemmer »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk.« 1 Pet. 2,9.

Denne revolutionerende nytestamentlige opfattelse danner grundlaget for Johannes' syn. Johannes har allerede berørt spørgsmålet om, hvem der hører til det sande Israel. Åb. 2,9; og 3,9. I denne symbolik gælder spørgsmålet, hvem der udgør »Guds Israel«. Gal. 6,16. De tolv stammer omtalt i Johannes' profeti symboliserer det sande (åndelige) Guds folk, Kristi menighed. Når de er blevet beseglet, drager Gud omsorg for sit folk under den sidste storm, der skal ryste verden. Ved sit segl garanterer Kristus, at alle, som sætter deres lid til ham, vil nå deres bestemmelsessted.

Efter at Johannes havde hørt tallet 144.000 på de der, på grund af det liv de havde levet, var beseglet med et specielt segl, fik han at se »en stor skare« stående foran tronen. De var iført hvide klæder og havde palmegrene i deres hænder. Denne skare var forbavsende stor. Lammet, der bærer mærker af at være slagtet, kan fryde sig. Han har vundet en mægtig sejr!

Det spørgsmål, der for os er vigtigere end alle andre spørgsmål, er: Hvordan kan vi komme med i denne hvidklædte skare? Der er kun et svar: Ved at tvætte vore klæder og gøre dem hvide i Lammets blod. I denne utallige skare er der ikke en eneste, som mener, at have vundet frelsen i kraft af sine egne bestræbelser. Den palmegren, hver enkelt holder i sin hånd, er et tegn på Kristi sejr; den sejr, som er forudsætningen for, at de frelste har kunne sejre.

De første syv kapitler i Åbenbaringsbogen slutter derfor med Jesu sejr. Han bliver Universets hersker. Sammen med ham regerer genløste mennesker fra alle folkeslag. 5,9-10. Disse syv kapitler giver en summarisk oversigt over, hvad fremtiden gemmer for Jesu efterfølgere. Gennem mange prøvelser vil de til sidst nå Guds rige, hvor Jesus vil lede dem til kilderne med livets vand, og hvor hver tåre vil blive tørret af deres øjne.

Men Åbenbaringsbogen er ikke til ende. Ikke endnu. Johannes skal se flere syner. Der er flere detaljer at fortælle om de sidste faser af frelsens historie. Gud har en hemmelighed, som han har åbenbaret for sin profet. De følgende kapitler drejer sig om denne store hemmelighed.

»I de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet.«

Hvad er Gud hemmelige rådslutning?
Apostlen Paulus havde stort kendskab til Guds hemmeligheder. Han besvarer dette spørgsmål. »Så sandt som I har hørt om den husholdergerning, Gud i sin nåde gav mig med henblik på jer, at jeg ved en åbenbaring fik kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg før i korthed har skrevet. Og når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen - og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet; og det er jeg blevet tjener for ved den Guds nåde, der blev mig skænket som gave ved hans mægtige indgriben. Ja, mig, den allerringeste af alle hellige, blev den nåde givet at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige rigdom, og at oplyse, hvorledes den frelsesplan er, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber.« Ef. 3,2-9.

Hvad er Guds hemmelighed? Den udtrykkes bedst i Johannes' eget evangelium og med Jesu egne ord: »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh. 3,16. Grundlaget for det hele er Kristi offer på Golgata. Men frelses planen blev ikke fuldstændig afsluttet der. Den opstandne Kristus opfor til Himmelen for at gå i forbøn for os som vor Ypperstepræst - for at Guds hemmelige rådslutning kunne fuldbyrdes. Synerne i Åbenbaringsbogen viser os, hvor mange faser menigheden af Kristi forløste har foran sig, før de til sidst kan indgå i herlighedens rige.

Ved begyndelsen af Åbenbaringsbogens 8. kapitel får vi at vide, at syv engle står parat til at blæse i syv basuner, efter at Lammet har brudt bogrullens syvende og sidste segl. I garn le dage brugte man basuner til at indvarsle både krig og fred. Hornblæsningens dag var en særlig højtid for det gamle Israel. 3 Mos. 23,24; 4 Mos. 29,1. Denne højtid faldt ved begyndelsen af den syvende måned i kirkeåret (den første måned i kalenderåret). Hornblæsningen skulle minde folket om, at den store forsoningsdag nærmede sig, et symbol på den kommende dom.

Forud for synet af basunblæsningen gives der en beskrivelse af tjenesten ved guldalteret. Sammenhængen synes at vise, at disse basuner hører til helligdomstjenesten og er en del af hornblæsningens symbolik. Den store videnskabsmand, Sir Isaac Newton, der også studerede Bibelens profetier, skrev følgende i sin kommentar til Åbenbaringsbogen:

»Skuepladsen for disse syner er templet, og synerne i templet henviser til højtiden i den syvende måned: for disse jødiske højtider henviste til kommende begivenheder.
Påsken pegede frem til Kristi første komme, og højtidsdagen i den syvende måned til hans andet komme: hans første komme var således sket, før denne profeti blev givet, derfor henvistes der i synet alene til højtiden i den syvende måned.«

Hvilken betydning har basunblæsningens budskab for vor tid?

I de første fire basuner hører vi alarmsignaler i forbindelse med den sidste fase i verdens historie. Vegetationen på Jorden ødelægges, og havene, floderne, kilderne, ja selv atmosfæren forgiftes. Det sidste stadium kunne opfattes som en økologisk krise - netop som i vor tid.

»Og den første blæste i sin basun; da kom der hagl og ild, blandet med blod, og det blev kastet på jorden; og en tredjedel af jorden brændte op, og en tredjedel af træerne brændte op, og alt grønt græs brændte op. Og den anden engel blæste i sin basun; da var det, ligesom et stort bjerg, brændende i lys lue, blev kastet i havet; og en tredjedel af havet blev til blod, og en tredjedel af de levende skabninger i havet døde, og en tredjedel af skibene blev ødelagt.«

I Åbenbaringsbogens 8. og 9. kapitel har vi syv engle, som blæser i syv basuner. I kapitel 16 har vi syv engle, som hælder »Guds harmes syv skåle ud over jorden«. Det, der kommer ud af de syv skåle i kapitel 16, er de syv sidste plager. Begivenhederne i forbindelse med basunerne i kapitel 8 og 9 og begivenhederne i forbindelse med skålene i kapitel 16 er i nogle henseender ens. Den første basun (og den første skål) påvirkede jorden, den anden påvirkede havet, den tredje påvirkede floderne og kilderne, og den fjerde påvirkede solen. De syv plager, der kommer ud af de syv skåle, er Guds vredes dorn over dem, der har lagt Jorden øde (Åb. 11,18; Åb 15,5; Åb 16,1 og 7). Vi kan konkludere, at det, der følger efter basunblæsningen og udgydelsen af de syv skåle, er fænomener, som stammer fra menneskers aktiviteter, kontrolleret af Djævelen og dæmoners ånder. Det er dem, der lægger Jorden øde.

»Selv nu arbejder han. I ulykker og katastrofer til lands og til vands, i store ildebrande, i voldsomme tornadoer og frygtelige haglbyger, i storme, oversvømmelser, cykloner, tidevandsbølger og jordskælv, alle vegne og under tusind forskellige former udøver Satan sin magt. Han bortriver den modnende høst med hungersnød og ulykker til følge. Han spreder dødbringende pest i luften, og tusinder omkommer af pesten. Disse hjemsøgelser skal blive hyppigere og farligere.«

Efter lyden af den femte basun følger der en vældig hær af græshopper. Det fremgår af teksten, at her ikke er tale om bogstavelige græshopper, men om dæmoners ånder. De anføres af Djævelen, ødelæggeren, han, der engang var »morgenstjernen«, som faldt fra Himmelen.

Es. 14,12. Bibelen fremstiller Djævelens hovedkvarter som en afgrund. Han og hans medarbejdere kommer op fra denne afgrund. Inden sin endelige tilintetgørelse holdes Djævelen i fangenskab i den samme afgrund.

Lumsk og snigende arbejder Djævelen og hans onde hær blandt millioner af mennesker og forårsager både åndelig og fysisk skade. Men det er vigtigt at mærke sig, at disse dæmoniske kræfter ikke får lov at skade de mennesker, der har Guds segl på deres pander. De, der er mærket med Guds tegn eller Guds segl, er Guds ejendom. Helligånden, »Sandhedens Ånd«, hjælper Guds folk til at forblive trofaste mod Kristi ord og beskytter dem mod dæmoners bedrag.
Den moderne spiritisme eller spiritualisme udgør et særligt angreb fra den dybe afgrunds dæmonverden. Dette angreb begyndte i 1840'erne. Ifølge spiritismen er der ingen død, men de døde lever videre og kan kommunikere gennem medierne. Bibelen benægter spiritismens påstande. Mørkets engle er i stand til at give sig ud for at være de d ødes ånder. Deres ansigter kan ligne menneskers ansigter. De kan endog på deres hoved bære »noget ligesom kranse, der så ud som guld«. Men det hele er bedrag. Profetien giver os det sande billede af deres karakter: »Deres tænder var ligesom løvers.«

Med dette i tanke kan man se, at opfyldelsen af synet om den sjette basun gælder hele verden. Der er fire ødelæggende engle, og deres opgaver er verdensomspændende. Omfanget af rytter hærenes aktivitet såvel som den enorme ødelæggelse, de anrettede (en tredjedel af menneskene blev dræbt), viser, at hele verden er skuepladsen for dette syn, og ikke kun et begrænset område i Mellemøsten.

Plagerne til trods er menneskenes hjerter hårde som flint over for kaldet til omvendelse: »De mennesker, som blev tilovers, og som ikke blev dræbt ved disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders værk, så de holdt op med at tilbede de onde ånder og afgudsbillederne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå. De omvendte sig ikke fra deres myrderier eller fra deres troddomskunster eller fra deres utugt eller fra deres tyverier.«

Her har vi uden tvivl et spejlbillede af verden i vore dage, der har oplevet to verdenskriges rædsler og lever i frygt for en tredje - men lader hånt om kaldet til omvendelse.

Åbenbaringsbogens basuner skulle vække os op, så vi vender os til Gud, medens dette endnu er muligt. Profeten Joel forklarer betydningen af synet om basunerne for de kristne i vor tid: »Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige bjerg! Alle i landet skal bæve, thi Herrens dag, den kommer.« »Selv nu, så. lyder det fra Herren, vend om til mig af ganske hjerte, med faste og gråd og klage! Sønderriv hjerterne, ej eders klæder, vend om til Herren eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på miskundhed, han angrer det onde.« Joel 2,1 og 12-13.

Man kunne forvente, at den syvende basun ville følge umiddelbart efter den sjette. Men inden den syvende engel lader sin basun lyde, ser vi »en anden vældig engel komme ned fra Himmelen. Han var indhyllet i en sky, og regnbuen var over hans hoved, og hans ansigt var som solen og hans ben som ildsøjler.« Den syvende basun markerer indledningen til en række begivenheder, som leder frem til udgydelsen af de syv sidste plager.

Beskrivelsen af den vældige engels tilsynekomst ved begyndelsen af kapitel 10 viser, at hans budskab må være af meget stor betydning. Denne engels tilsynekomst minder om et lignende syn hos Daniel (Dan. 10, 12 og 7), også her er der tale om en lille åben bogrulle. Dette er ikke den samme bogrulle, som var omtalt i kapitel 5. De græske ord, der i kapitel 5 og kapitel 10 er oversat med »bogrulle«, er forskellige. Denne lille åbne bogrulle i englens hånd kan udærket fremstille Daniels Bog, som skulle være forseglet »til endens tid«. Dan. 12,4. Basunstødene viser, at denne tid er kommet.

Johannes fik befaling om at spise den lille bogrulle. 10,8-11. Billedtalen at spise Herrens ord er velkendt fra både Gamle og Ny Testamente. Es. 2,8; Es. 3,1-3; Jer. 15,16; 1 Pet. 2,2-3. Johannes erfarede det samme som en bestemt gruppe kristne i begyndelsen af det nittende århundrede. Efter at have studeret tidsprofetierne i Daniels Bog, kom disse kristne til den konklusion, at Kristus ville vende tilbage til Jorden i 1844. Resultatet var bitter skuffelse. Jesus kom ikke. De havde misforstået den lange tidsprofeti (Dan. 8,14), der henviste til renselse af den himmelske helligdom.

Johannes beretter: »Jeg tog den lille bog af engelens hånd og sank den; den smagte sødt som honning i min mund, men da jeg havde spist den, følte jeg bitter smerte i maven"

»Og et rør, der lignede en målestok, blev givet mig med de ord: 'Stå op og mål Guds tempel og alter og dem, som tilbeder der.'«.

Templet i Jerusalem var blevet ødelagt i år 70, længe før Johannes fik dette syn. Imidlertid tjente den jordiske helligdomstjeneste gennem mange år som en symbolsk anskuelsesundervisning i Guds frelsesplan. Det jordiske tempel var en »skygge« eller en kopi af det langt større og fuldkomne himmelske tempel. Når nu templet skulle måles, og alteret nævnes særskilt, kan det tages som en opfordring til at sætte sig mere ind i, hvad Kristi præstetjeneste egentlig indebærer. At de tilbedende ligeledes skulle måles, leder tanken hen på, hvem der udgør Guds folk, det sande, åndelige Israel. Dette er et vigtigt spørgsmål, eftersom kun disse mennesker har ret til at indgå i det himmelske tempel. Hebr. 10,19-23.

»Men forgården uden for templet, lad den være, og mål den ikke, thi den er prisgivet hedningerne.« Her drages en skillelinje mellem menigheden og verden. Ligesom hedningerne ikke havde lov at komme ind i det jordiske tempel, sådan er det også med det himmelske tempel. Kun de, der ved Kristi blod har fået borgerret i Guds rige, kan indgå. Se Ef. 2,11-22. Gud kalder mennesker fra alle folkeslag og stammer til at få borgerret i dette rige. Her gælder det tro på Jesus Kristus. Gal. 3,26-29. Med udtrykket hedninger menes i Åbenbaringsbogen dem, som ikke tilhører Guds folk. I Åbenbaringsbogen må alt betragtes i lyset af korset, evangeliet og Kristi blod.

I synet om de to vidner (11,3-14) skildres først den frafaldets tidsalder, hvor middelalderens kirke holdt Guds ord »klædt i sæk«.

Gennem middelalderen var De hellige Skrifter i alt væsentligt klædte i sæk. De var iklædt et sprog, som folk ikke forstod, nemlig latin. De, der alvorligt gav sig af med at studere og gøre rede for Skrifterne, som f.eks. valdenserne og albigenserne, blev forfulgt af romerkirken og de borgerlige myndigheder.

»Vidnerne« profeterede virkelig, »klædte i sæk«, »i et tusind to hundrede og tresindstyve dage«. Denne tidsperiode omtales tillige i det foregående vers som toogfyrre måneder. Den pågældende tidsperiode var endvidere nævnt i Daniels Bog som »en tid og to tider og en halv tid« (Dan. 7,25; Dan. 12,7), det samme som tre og et halvt profetisk år. Perioden er også omtalt i Åbenbaringen 12,14. og flere andre steder, men selve tidsforløbet belyses fra forskellige synsvinkler i forskellige sammenhænge.

Når en profetisk dag fortolkes som et bogstaveligt år, ville disse 1260 år være opfyldt nøjagtigt med pavedømmets ubrudte magtperiode fra 530'erne til 1790'erne. Ved slutningen af denne periode opstod der en stor krise og omvæltning for pavedømmet. Den franske revolution (1789-1799) var i nogen grad et oprør mod kirkens tyranni, men var på samme tid et angreb på Bibelen og hele kristendommen.

Efter den franske revolution og Napoleons-krigene fik de to vidner en ny status. Bibelen blev læst i hidtil uset omfang. Ved begyndelsen af det nittende århundrede blev der oprettet bibelselskaber i mange lande. Gud holdt hånden over sit ord og alt gik i opfyldelse, som forudsagt i Åbenbaringsbogen 1700 år tidligere.

»Og den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: 'Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.'« »Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel, og der kom lyn og bulder og tordenskrald og jordskælv og store hagl.«

Den syvende basun forkynder, at Guds hemmelige rådslutning er fuldbyrdet. Da det syvende segl blev brudt, blev der stilhed i Himmelen, men da den syvende engel blæste i sin basun, hørtes der i Himmelen høje røster. Som allerede nævnt markerede den syvende basun begyndelsen til et langt begivenhedsforløb. Pagtens ark er midtpunktet for opmærksomheden på den store forsoningsdag, ifølge det gamle jordiske helligdomsritual. Den modbilledlige forsoningsdag dækker over de afsluttende begivenheder i den store strid mellem Kristus og hans modstander.

Det foregående kapitel sluttede med, at der blev blæst i den syvende basun. Dette basunstød blev efterfulgt af det sidste advarselsbudskab til menneskeheden før prøvetidens afslutning og udgydelsen af de sidste plager.

Inden beskrivelsen af den sidste krise kommer der her i Åbenbaringsbogen en indskudt forklaring. For at sætte læseren i stand til fuldt ud at forstå, hvad der skal ske, fremstiller Johannes de grundlæggende kendsgerninger omkring den store strid mellem Kristus og Satan.

»Et stort tegn viste sig på himmelen: en kvinde med solen som klædebon og månen under sine fødder og en krans af tolv stjerner på sit hoved. Og hun var frugtsommelig og skreg i barnsnød og fødselsveer. Og et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk og kastede dem ned på jorden. Og dragen stod foran kvinden, som skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun havde født det. Og hun fødte et drengebarn, som engang skal vogte alle folkeslag med jernspir; og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone.«

Her fører Åbenbaringsbogen os ned til stalden i Betlehem, hvor Jesus barnet blev født til at være konge, født til at dø. Jesus kom som opfyldelse af Det gamle Testamentes profetier, for at knuse Satans magt. 1 Mos. 3,5; Es. 7,14; Sl. 2,7-9.

Djævelen har altid brugt krigeriske verdslige magter imod Gud og hans planer på Jorden. Da Gud blev menneske i Jesus, prøvede Satan at tilintetgøre ham ved det hedenske Roms magt (Mattæus 2,16). Men Johannes ønsker, at læseren skal forstå, at den krig, der rasede på Jorden mellem Kristus og Satan, havde sin oprindelse i Himmelen: »Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham.«

Mikael var i Daniels Bog omtalt som den, der værner Guds folk. Her anfører han engle hærene imod dragen og dens engle. I den apokalyptiske litteratur bruges navnet Mikael som et andet navn for Kristus. Satan, der var skabt af Gud til at være den første blandt englene, blev hovmodig og gjorde oprør mod Gud. Han overtalte et betydeligt antal af de andre engle til at gå over på hans side. Mikael var imidlertid den stærkeste. Satan blev slået og styrtet ned til Jorden.

Men den himmelske fase af krigen mellem Kristus og Satan var kun begyndelsen. Krigen satte sig fast på Jorden. Sejren blev vundet på korset. »De har sejret over ham på grund af Lammets blod« Men selv på korset var kampen ikke forbi. Korset var D-dag; ikke V-dag. Dragen fortsætter sine angreb på menigheden. Dette fremgår klart af afslutningen af det 12. kapitel. Kapitel 13 giver flere detaljer vedrørende den store strid.

»Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på hornene ti kroner og på hovederne gudsbespottelige navne. Og dyret, som jeg så, lignede en panter, og det havde fødder som en bjørn og gab som en løve; og dragen gav det sin kraft og sin trone og stor magt.«

I dag betragtes pavedømmet med universel beundring og respekt, selv blandt protestanter. Ved slutningen af dets 1260 års herredømme blev den tilføjet et »dødeligt sår«, da paven blev taget til fange i 1798. Men med Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 begyndte pavedømmets genoprejsning - langsomt i begyndelsen. Nu kan vi blot falde i forundring over, hvordan det dybe sår er blevet så fuldstændig lægt, at apostlen Johannes' ord på ingen måde er nogen overdrivelse: »Hele jorderig fulgte undrende efter dyret.«

»Og jeg så et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn ligesom et lam, men talte som en drage. Og det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt.«

Religionsforfølgelse i Europa fik i det 17. og 18. århundrede mange til at søge religiøs frihed i »Den nye Verden«, Nordamerika. »Jorden kom kvinden til hjælp,« som det hed i kapitel 12. Lige fra første færd var religiøs frihed et vigtigt princip i De forenede Staters grundlov. Lammets to horn er et passende symbol på det frihedens land, der voksede op af det nye kontinent.

Det andet dyrs rolle må imidlertid betragtes som en endnu større verdensomspændende bevægelse. I det ydre ser det ud som en kristen bevægelse, men i realiteten fører det kristendommen ud i frafald. Teksten henviser til et verdensomspændende religiøst fænornen kendetegnet ved påberåbelse af mirakler - samt af den ære, som blev dyret til del, efter at dets dødelige sår var lægt.

»Og det forfører dem, der bor på jorden, ved de tegn, som det fik magt til at gøre for dyrets øjne, og det opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live.« Vers 14.

At der opstilles et billede af dyret, er et af de sidste stadier i udviklingen af en bevægelse, der har til hensigt at få hele verden til at tilbede Antikrist. Det er karakteristisk for dyret, at det bruger magt. Det bruger med andre ord de borgerlige myndigheder til at gennemtvinge religiøse lovbestemmelser.

I dette apokalyptiske billede af verdensomspændende tvangsforanstaltninger ligger, at man er gået bort fra princippet om religiøs frihed. Dette kan synes at være langt fra den fremherskende situation i verden i dag. Det er ikke desto mindre en kendsgerning, selv i protestantiske lande, og ganske givet i ikke-kristne lande, at religionsfrihedens ide er i direkte modstrid med forestillingen om en statskirke og statsreligion. I en krisesituation ville regeringerne i løbet af meget kort tid kunne finde en undskyldning for at foretage drastiske nedskæringer i frihed og menneskerettigheder. Vi er måske tættere på et totalitært diktatur, end vi forestiller os. Åbenbaringsbogens syner gør det klart, at verden i endens tid vil bevæge sig i denne retning.

»Og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede.« Vers 15.

Historien gentager sig! I det gamle Babylon blev det befalet Daniels venner at kaste sig ned og tilbede en billedstøtte på Durasletten. Åbenbaringsbogen viser, at denne magtudfoldelse vil blive gentaget i endetidens Babylon. Billedet er anderledes, systemet er mere raffineret, men mere forførende, mere effektivt. Princippet er det samme: menneskers bud befaler mennesker at bryde Guds bud. I stedet for at tilbede Gud og Lammet, vil mennesker blive kaldet (tvunget) til at tilbede dyret og dets billede.

Hvordan vil verden stille sig til dette ultimatum? Vi ved det ikke. Men et ved vi. Også til den tid vil Gud være et værn for sit folk, som han er det nu.

»Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.«

Atter får Johannes et syn af de beseglede, de frelste. Hensigten med dette syn var at opmuntre Guds folk. Under truslerne fra dyret, herunder også økonomisk boykot, vil Lammet sørge for sine. Hans segl beskytter de trofaste mod dyrets mærke. Kristi trofaste efterfølgere kan finde sikkerhed, også når de er stillet over for Antikrists forfølgelse.

Guds sidste advarselsbudskab fremstilles som om det bliver forkyndt af tre engle, der flyver midt oppe under himmelen. Lyden af den syvende basun giver genklang i disse engles budskaber:
»Derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: 'Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.' Og endnu en engel, den anden, fulgte efter; han sagde: 'Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.'

Og endnu en engel, den tredje, fulgte dem; han råbte med høj røst: 'Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger.«

Ifølge evangeliet retfærdiggøres mennesket ved tro. At retfærdiggøre betyder, under en domsafsigelse, at erklære en person for ikke skyldig. Evangeliet sættes således i forbindelse med en domshandling. Den himmelske domstol vil gennemgå og bekræfte, at frikendelsen var berettiget, ved tro på Lammets blod.

Den endelige dom følger efter en periode på tusinde år. Her står de ugudelige alene foran loven. Men i domshandlingen forud for genkomsten, den time, der »er kommet«, ifølge den første engels budskab, gør Kristus tjeneste som stedfortræder og forsvarer for dem, som tror på ham.

Den første engels budskab er et kald til menneskene om at tilbede Gud som Skaber. I sandhed et betimeligt budskab i en tid, hvor evolutionsteorien er trængt igennem alle vegne.

Den anden engel forkyndte Babylons fald. Babylon er et symbol på en by, som engang var retfærdig, men som er blevet en skøge. Se Esajas' Bog 1,21. Den er faldet, fordi den har vendt sig bort fra Bibelen og Jesu Kristi rene evangelium, og har forenet sig med Antikrists kræfter.

Den tredje engel advarer imod at tilbede dyret og dets billede. Dette er den sidste og mest højtidelige advarsel, et sidste ultimatum. Det endelige valg: mellem at tilbede Gud eller tilbede dyret, mellem Guds segl eller dyrets mærke.

»Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«

Ægte tro på Jesus og lydighed mod Guds bud hører sammen. De er kendetegnene på Kristi menighed ved endens tid. Her gælder det væsentligt de to grundlæggende principper i den protestantiske reformation, som de blev formuleret af Martin Luther: for det første Bibelen som eneste grundlag for kristen lære og livsførelse; for det andet at synderen retfærdiggøres ved tro alene og på grundlag af Kristi forsonergerning. Første princip: solo Scriptura - Skriften alene. Andet princip: solo lide troen alene.

Det grundlæggende spørgsmål i de sidste dages budskab er: Hvem skal vi tilbede - Gud eller mennesker? Adlyder vi Gud og hans ord, eller følger vi menneskers autoritet og traditioner, som er i modstrid med Guds ord?
Disse stridspunkter blev trukket skarpt op i striden mellem reformationen og modreformationen. Der blev indkaldt til kirkemødet i Trent for at man på ny kunne definere og tydeliggøre den romerskkatolske lære, da den var stillet over for reformationens trussel. På mødet nægtede den romerskkatolske kirke at acceptere Bibelen som eneste grundlag for sandheden. Kirkens tradition blev fremholdt som alternativ og en lige så vigtig grundvold. Forandringen af sabbatten fra lørdag til søndag, der var sket ved kirkens autoritet, blev fremstillet som et eksempel på det faktum, at den romerske kirke altid havde opretholdt traditionen og i nogle tilfælde havde gjort det i modstrid med Bibelens lære. På kirkemødet i Trent nægtede man også udtrykkeligt at acceptere reformatorernes lære om retfærdiggørelse ved tro alene.

Reformatorernes holdning til spørgsmålet om hviledagen var selvmodsigende. I den Augsburgske konfession havde de erklæret, at søndagshelligholdelsen ikke var grundet på guddommelig forskrift, men på menneskelig autoritet. Eftersom den menneskelige autoritet var ensbetydende med den romerskkatolske kirkes, kunne man have forventet, at de ville have forladt søndagshelligholdelsen til fordel for Skriftens bud og Jesu eksempel: helligholdelse af den syvende dags sabbat. Bevægelsen fra helligholdelse af søndagen (den første dag i ugen) til helligholdelse af lørdag (ugens syvende dag) viste sig faktisk kun blandt enkelte grupper blandt anabaptisterne. Inden for størstedelen af den reformatoriske bevægelse fortsatte man med helligholdelse af den romerske søndag.

Bibelen siger, at sabbatten er et tegn mellem Gud og hans folk. 2 Mos. 31,13; Ez. 20,12. På den anden side blev forandringen fra sabbat til søndag på Luthers tid fremhævet som et tegn på kirkens magt: »De har intet mere fremtrædende eksempel at fremføre end forandringen af hviledagen. Kirkens magt må i sandhed være stor, eftersom den har givet fritagelse for et af tibudslovens forskrifter.«

Det er tydeligt, at reformatorerne i det 16. århundrede ikke anså det for nødvendigt at forlade dette tegn på den religiøse tradition. De gik endog så langt, at de forfulgte de spredte evangeliske kristne, der var gået over til at helligholde den syvende dags sabbat. Først i det 19. århundrede blev syvende dags sabbaten genoplivet af et betydeligt antal evangeliske kristne, og det fjerde bud blev anerkendt som værende lige så betydningsfuldt som de andre ni.

Åbenbaringsbogen erklærer, at der vil komme en tid, hvor menneskeheden vil blive tvunget til at træffe et bevidst valg mellem dyrets mærke og Guds segl. En vigtig hensigt med budskaberne i Åbenbaringsbogen er at berede menneskene for den situation og den afgørelse.

Dette valg vil åbenbare vort forhold til de reformatoriske principper, som allerede er skitseret. Hvis vi går ind for sofa Scriptura, - Bibelen alene som grundlag for tro og livsførelse, modsiger vi os selv, hvis vi forkaster den bibelske sabbat. Hvis vi accepterer Bibelens lære om retfærdiggørelse ved tro, men stadig forkaster Guds sabbat, er vi igen inkonsekvente. Sabbatten er i virkeligheden et tegn på retfærdiggørelse ved tro.

Lige fra begyndelsen var sabbatten et tegn på Guds fuldbragte værk. Mennesket blev skabt på den sjette dag i skabelsesugen, et mesterstykke til fuldkommengørelse af en fuldkommen verden. Gud havde fuldført sit værk. Mennesket kunne intet føje til. På den syvende dag i skabelsesugen hvilede både Gud og mennesket.

Det samme gælder for genløsningen. Sent langfredag eftermiddag råbte Jesus: »Det er fuldbragt!« Derefter hvilede han i graven på sabbatten, for at opstå søndag morgen i det allerførste gry.

I alle kristne kirker er der ægte, genfødte Guds børn, som endnu ikke har indset vigtigheden eller betydningen af sabbatten. Vi har ingen ret til at dømme dem. Kun Gud kan se ind i hjertet. Men de sidste dages reformationsbevægelse, forudsagt og beskrevet i Åbenbaringens Bog, forkynder Guds profetiske budskab, og der fremstilles sabbatten som det stridspunkt, den sidste krise vil dreje sig om.

»Og jeg så, og se, en hvid sky, og på skyen sad der en, som lignede en menneskesøn, med en gylden krans på sit hoved og en skarp segl i sin hånd.

I lignelsen om sædemanden fortalte Jesus sine disciple om sin genkomst. »Marken er verden,« sagde han. »Høsten er verdens ende. Matt. 13,38-39. Når det »sidste evangelium« (symboliseret ved de tre engles budskaber) er blevet fremstillet for verden, da vil Kristus komme igen på himmelens skyer. Der er grund til at tro, at hans genkomst ikke vil blive udsat ret meget længere; den er faktisk umiddelbart forestående. Endnu forkyndes evangeliet en kort tid. Men det haster. Afgørelsens time er nu. »Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag.«

Når de syv sidste plager falder over verden, er nådetiden til ende, og tiden for Lammets vrede er kommet. Da er det for sent at bestemme sig!

Nu står vi ved tidens rand. Snart vil tiden vende sig på sin hængsel og blive til evighed.

»Og der kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blevet stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden - så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i hu, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin.«

Johannes' beskrivelse af udgydelsen af de syv vredesskåle er frygtelig. Hvordan kan vi undslippe? Hvordan kan vi undgå ødelæggelsen, når byerne falder? Hvad er Babylon den store, og hvordan kan vi komme ud fra hende?

Dette er vigtige spørgsmål. Spørgsmål, som har at gøre med menneskenes evige skæbne. Åbenbaringsbogen besvarer dem.

Lidelse og synd vil blive bragt til afslutning. Syv menigheder, syv segl, syv basuner, syvplager! Det synes, som om Åbenbaringsbogens nedtælling aldrig får ende. Men det salige håb om Jesu genkomst bliver lysere og klarere for hver dag, der går. Den tilsyneladende udsættelse er ikke andet end et yderligere bevis på Guds barmhjertighed: »Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nøle), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.« 2 Pet. 3,9.

Men selv Guds tålmodighed har grænser. Når de syv engle har ladet deres basuner lyde længe nok; når de tre engle oppe under himmelen har forkyndt det evige evangelium og Guds særlige advarselsbudskab om Babylons fald og dyrets bedrag til alle folkeslag - da er det tiden, hvor basunerne afløses af vredesskålene.

»Og jeg så et andet tegn på Himmelen, stort og underfuldt:
syv engle med de syv plager, som bliver de sidste; thi med dem er Guds harme fuldbyrdet.«

»Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syvengle: 'Gå hen og hæld Guds harmes syv skåle ud over jorden!'«

Når englene forlader templet for at udgyde vredens skåle, er Kristi ypperstepræstelige tjeneste afsluttet. Ingen kan mere gå ind i templet. Prøvens og barmhjertighedens tid er til ende. Vredsskålene er dommen over dem, »der lægger jorden øde«.

Den første vredesskål fremkalder ondartede og slemme bylder på de mennesker, der bærer dyrets mærke, og som tilbeder dets billede. Plagen rammer dem, som ikke har givet agt på den tredje engels budskab.

Den anden og tredje skål får vandet i havet, floderne og kildevældene til at blive til blod. Hvis denne beskrivelse skulle tages helt bogstaveligt, ville alle mennesker dø i løbet af få dage, eftersom mennesker ikke kan leve uden vand. Men det ser ud, som om livet fortsætter under de følgende plager. Men der foregår ikke desto mindre en miljøforurening af hidtil uset omfang.

Efter udgydelsen af den fjerde skål »fik solen magt til at hærge menneskene med ild.« Naturens verden er kommet voldsomt ud af balance.

»Den femte engel hældte sin skål ud over dyrets trone.

Da blev dets rige indhyllet i mørke.« Dyret havde modtaget sin trone fra dragen, og dyrets rige omfatter alle folkeslag. Her er tale om en religiøs magt, modstykket til Guds rige. Dyrets rige er uden morgenrøde, i bælgmørke er det stødt ud. Se Es. 8,20-22.

Den sjette plage er en logisk fortsættelse af den femte:
»Den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat. Da udtørredes flodens vand, så vejen var banet for kongernes fra solens opgang, Og jeg så, at der ud af dragens mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.« »Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.«

Eufrat-floden gennemstrømmer det store Babylon og er tæt forbundet med dyrets rige. Beretningen om det gamle Babylons undergang danner den historiske baggrund for denne symbolske beskrivelse. Det gamle Babylon blev indtaget af kongerne fra Øst, Kyros og Darios, der ledte Eufratflodens løb uden om byen, således at de i nattens mulm og mørke med deres soldater kunne marchere på det tørre flodleje ind i byen.

I Åbenbaringsbogen står Babylon for en blanding af alle falske religioner. Dets vande fremstiller folk og skarer og folkeslag, som giver den næring og opretholder dens liv. Når disse vande tørres bort, betyder det at næringstilførslen ophører.

Magterne, der kæmper mod Gud, vil, bistået af dæmoners mirakler, forsøge at samle hele Jordens konger til forsvar for det store Babylon. Men forgæves. Skarerne samles på det sted, der kaldes Harmagedon. Nogle bar ment, at dette navn hentyder til Megiddo, Jezreels slette ved foden af Karmel, hvor Israel på Det gamle Testamentes tid udkæmpede så mange store slag. Men der fortælles ikke om nogen bogstavelig krig i forbindelse med denne plage. Guds syvende vredesskål tilintetgør til sidst Babylon den stores hære.

Den syvende plage (Babylons og alle folkenes byers fald) beskrives i slutningen af kapitel 16. Det sker ganske kort før Kristi komme. Skildringen af genkomsten kommer imidlertid først i det 19. kapitel. Forinden tydeliggør Åbenbaringsbogen yderligere dyrets og Babylons karakter og skæbne.

Babylon den stores hemmelighed.
I kapitel 17 afslører Åbenbaringsbogen hemmeligheden om dyret og skøgen.

På apostlen Johannes' tid vidste alle, at Rom havde arvet Babylons stilling som Verdens førende by. De kristne i særdeleshed var klar over dette. I sit brev fra Rom sagde apostlen Peter ligefrem, at han sendte hilsener »fra Babylon«. 1 Pet. 5, 13. Alle bibelforskere er enige om, at på den tid, hvor Johannes skrev Åbenbaringsbogen, blev Babylon brugt som symbol på Rom.

»Og en af de syvengle med de syv skåle kom hen og talte med mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.' Og han førte mig i ånden ud i en ørken; der så jeg kvinden sidde på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn. Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder. Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed Babylon den store moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.

Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod. Og da jeg så hende, blev jeg grebet af stor forundring.«

Protestantiske bibelkommentatorer er alle enige om betydningen af Babylon i Åbenbaringsbogen. John Wycliffe, Jan Hus, Martin Luther, Philip Melanchton, John Wesley, Johann A. Bengel og mange andre bibelfortolkere var enige om, at her ikke blot var tænkt på hovedstaden for det romerske imperium. Betydningen af det mystiske »Babylon« var derimod en religiøs-politisk magt, der udfyldte tomrummet efter Romerrigets forfald og undergang. Kort sagt, en magtfuld kirke med politiske ambitioner.

Bibelen skildrer Guds sande menighed som en ren kvinde. Es. 54,5-6; Gal. 4,26; 2 Kor. 11,2; I modsætning hertil sammenligner Gud sit folks utroskab med utugt. Jer. 2,20; Jer 3,1; Ez. 16,15; Es. 1,21. For at blive i Bibelens billedsprog er betydningen af Johannes' syn forbløffende, men tydelig; en frafalden kirke; en prostitueret kirke - ridende på verdslig autoritet.

En illustration i Luthers bibeloversættelse af 1534 viser kvinden bærende den pavelige tiara. Et af de mest fremtrædende træk ved det 16. århundredes reformation er erkendelsen a\ det faktum, at det etablerede gejstlige system var faldet så langt fra evangeliets renhed, at det var blevet anti-kristeligt.

»Babylon den store« i Åbenbaringsbogen repræsenterer dog ikke kun middelalderens herskende kirke, som reformatorerne i det 16. århundrede syntes at mene. Babylon omfatter alle de organisationer og bevægelser, der er faldet fra Bibelens rene evangelium.

»Drag ud fra hende, mit folk!«

Åbenbaringsbogens 18. kapitel giver en malerisk beskrivelse af Babylons fald. Her er først og fremmest tale om et moralsk fald. »Den er blevet bolig for dæmoner og tilhold for alskens urene ånder«, fordi den har været utro mod Kristus. For ikke at gå til grunde sammen med Babylon, må de Guds børn, som endnu er inden for dets rækker, drage ud, forlade Babylon før de syv sidste plager falder.

»Og jeg hørte en anden røst sige fra Himmelen: 'Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.«

Dette er den sidste advarsel til menneskeheden. »Her beskrives den religiøse verdens forfærdelige tilstand,« skriver en kommentator vedrørende denne tekst. »Mennesker vil benytte religionen som en kappe til at dække over de hæsligste synder. Troen på spiritistiske manifestationer åbner døren for forførende ånder og djævles lærdomme, og onde engles indflydelse vil da gøre sig gældende i de forskellige trossamfund. ... Babylon ... har fyldt sit syndebæger, og straffen skal snart ramme hende. Men Gud har stadig et folk i Babylon, og ... disse trofaste kaldes ud af Babylon for ikke at blive 'delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.'«

Tiden, hvor Guds børn »drager ud«, er den sidste, ægte vækkelse. Det er tiden, hvor den reformation, som Luther og de andre reformatorer påbegyndte, bliver fuldført. Det er høstens tid.

»Der vil blive udrettet en gerning af samme art som den, der fandt sted på pinsedagen. Ligesom 'tidligregnen' blev givet ved Helligåndens udgydelse, da evangeliets forkyndelse begyndte, for at få den kostelige sæd til at spire, vil 'sildigregnen' blive givet ved afslutningen af evangeliets forkyndelse, for at sæden kan modnes. ... (Hos. 6,3; Joel 2,23). ... Ved budskabets forkyndelse vil argumenter have en mindre fremtrædende plads end Guds Ånds dybe overbevisning. Argumenterne er jo allerede blevet fremført. ... De skrifter, som er blevet solgt, ... har gjort deres virkning, men alligevel er mange, på hvem de gjorde indtryk, blevet forhindret i helt at forstå sandheden. ... Nu trænger lysets stråler ind overalt, sandheden ses klart og tydeligt. ... Hensyn til familien eller kirken er nu ude af stand til at holde dem tilbage. ... Til trods for de kræfter, som har sluttet sig sammen imod sandheden, tager et stort antal mennesker parti for Herren.«

Hvordan kan vi undslippe Babylons skæbne? Hvordan kan vi overleve, når byerne falder sammen?

Når vi hører basunen lyde, må vi angre og omvende os. Basunerne lyder nu. Guds folk er sikre og trygge, når de er tvættet i Lammets blod.

»Og jeg så Himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder 'Troværdig og Sanddru', og han dømmer og kæmper med retfærdighed. Hans øjne var som flammende ild, og på sit hoved havde han mange kroner og et navn skrevet, som ingen kender, uden han selv.

Han var iført en kappe, dyppet i blod, og det navn, han bærer, er 'Guds Ord'. Og de himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste, og de var iførte hvide, rene linnedklæder. Og af hans mund udgik et skarpt sværd, for at han med det skulle slå folkeslagene. Og han skal vogte dem med jernspir, og han skal træde persekarret, fyldt med den almægtige Guds vrede og harmes vin. Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: 'kongernes Konge og herrernes Herre.'«

Kristi genkomst skildres her som en kampscene. Baggrunden er, at Jordens konger har samlet sig »til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag«.

Kristi øjne skildres her som flammende ild. Ingen kan skjule sig for ham. Han ser alt. Dragen havde syv kroner, dyret, som steg op af havet, havde ti; men i denne skildring bærer Kristus »mange kroner«. Hans kongelige magt overgår langt alle andres.

»Jeg så en engel stå på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fugle, som fløj midt oppe under himmelen: 'Kom hid, og saml jer til Guds store gæstebud.'« »Jeg så dyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham, som red på hesten, og mod hans hær.«

Indbydelsen til »Guds store gæstebud« udgår, inden krigen er påbegyndt. For resultatet af krigen er forudset. Kristus og hans styrker udgør en vældig overmagt.

»Jordens konger og deres hære« blev samlet ved Harmagedon under den sjette plage. Nu er timen kommet, hvor kampen skal begynde. Johannes giver ingen beskrivelse af selve slaget. I realiteten er det nemlig for sent at udkæmpe noget slag. Dyret og den falske profet, - symboler på forføreriske organisationer, blev kastet i ildsøen. De, der havde taget standpunkt for dyret og den falske profet, blev tilintetgjort.

Dette syn af genkomsten fokuserer på Kristi sejr over al modstand. Kristi efterfølgeres skæbne bliver forbigået i denne forbindelse. Men deres sejr med Kristus er selvindlysende. Johannes havde allerede bemærket: »De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.«

Paulus maler hele det hjertegribende billede: »Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.« 1 Thess. 4,16-17.

Dette er den store dag. Guds folk samles fra øst og vest, nord og syd. Det er den lykkelige genforenings dag. Tusinder og atter tusinder vil blive genforenet med deres kære. Det er den dag, man har ventet så længe. Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde som krone om deres hoveder. Es. 51,11.

To opstandelser og de tusinde år.
"Og jeg så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den garnle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år, og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme.

Så skal han løses en lille tid.«
Der er udviklet fantasifulde teorier omkring de tusinde år, som er omtalt i Åbenbaringsbogens 20. kapitel. En omhyggelig gennemlæsning af dette kapitel viser imidlertid, at den populære opfattelse af et tusindårsrige med fred og lykke på Jorden ikke har hjemmel i Åbenbaringsbogen. De, der forkynder et jordisk tusindårigt fredsrige, henter deres information fra Det gamle Testamentes beskrivelser af en fredens tidsalder. De overser, at disse gammeltestamentlige beskrivelser af en fredens tidsalder efter alt at dømme vil blive virkelighed ved tidens ende. De pågældende afsnit (f.eks. Mika 4,1-4; Es. 2,1-4; Es. 9,1-6; Es. 25,6-8; kap. 35, kap. 60-66; Sef. 3,8-9; Zak. 8-14; Ez. 33-42) hører ikke til de tusinde år omtalt i Åb. 20. De er indbefattet i den uendelige periode af fred og lykke, som er beskrevet sidst i Åbenbaringsbogen.

Læser man det 20. kapitel igennem, vil man se, at det taler om to opstandelser. De retfærdiges opstandelse finder sted umiddelbart før begyndelsen af de tusinde år. »(De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende). Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.«

Den første opstandelse finder sted ved Kristi genkomst - umiddelbart før begyndelsen af de tusinde år. I denne opstandelse opstår »de døde i Kristus«. 1 Thess. 4,16. »De andre døde« (vers 5) opstår ikke, før de tusinde år er til ende. »Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå tilliv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dorn.« Joh. 5,28.29.

»Når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand. Og de drog op over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Da faldt der ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem.« 20, 7-9.

Nu kommer vi til de syner i Åbenbaringsbogen, som beskriver den sidste regnskabsdag. »De andre døde (de ugudelige fra alle tider, som har forkastet den frelse, Kristus tilbød) opstår i den anden opstandelse ved slutningen af de tusinde år. Åbenbaringsbogen kalder disse skarer Gog og Magog, i harmoni med profeten Ezekiel (kap. 38 og 39). Deres tilintetgørelse er fuldstændig: »Da faldt der ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem.« Vers 9.

Den sidste dom.
»Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.« Vers 11-12.

Synet af den sidste dom viser, at intet er overladt til tilfældigheder. Gud drager omsorg for, at retfærdigheden sker fyldest. Dommens præmisser er ikke hemmelige. Bøgerne bliver lukket op. Gud har til disposition et så avanceret computersystem, at menneskelige opfindelser i sammenligning vil være at regne som børns legetøj. Ingen bliver glemt. Alle kendsgerninger bliver taget med i overvejelserne.

Ilden fra Himmelen gør hele Jorden til en ildsø. Dette kaldes den anden død: »Døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.« Vers 14-15.

Fra den anden død er der ingen opstandelse. Tilintetgørelsen er endelig og fuldstændig. Evigt liv tilhører dem, hvis navne står skrevet i livets bog, og kun dem. For de øvrige hedder det evig død.

Syndens løn er død. Men tak Gud, at dette også er sandt: »Guds nådegave er evigt liv i Kristus, Jesus, vor Herre.« Rom. 6,23. Vor evige skæbne afhænger af vort svar på Guds barmhjertige tilbud. Har vi taget imod dette tilbud, står vore navne skrevet i livets bog. Da vil vi i den sidste dom være på retfærdighedens side, på livets side.

»Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: 'Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.' Og han, som sad på tronen, sagde: 'Se, jeg gør alting nyt: Og han siger: 'Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.'«

Guds plan fuldført.
Den nye Jord (en Jord genskabt til lighed med den Jord, der først kom fra Skaberens hænder) repræsenterer den endelige fuldførelse af Guds oprindelige plan. Guds bolig med Det nye Jerusalem stiger ned til den ny skabte og genskabte Jord - midt i den genløste menneskeslægt. På Det gamle Testamentes tid viste Guds herlighed sig i templet i det Allerhelligste. Nu bor Gud selv midt iblandt de genløste!

»Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.« 21, 7. Dette bliver den største arv-deling, man overhovedet kan forestille sig. Nu vil det testamente, som er indeholdt i den bogrulle, som kun Lammet kunne åbne, blive ført ud i livet. Efter en detaljeret beskrivelse af hovedstaden i Guds rige bemærkes, at kun de kan komme ind, »der står skrevet i Lammets bog, som er livets bog.« De er Guds arvinger.

Livets flod.
»Og han viste mig en flod med livets vand, klar som krystal. Fra Guds og Lammets trone vælder den ud.«.

Åbenbaringsbogens syner begynder foran tronen. Og de slutter foran tronen. Der er ingen altre, end ikke et tempel. Da der ikke findes synd, er der heller ingen syndere.

Efter menneskets fald blev der bygget altre (og senere helligdomme og templer) for at mennesker der kunne møde Gud. Men nu har Kristus fuldført frelses planen. Gud bor hos menneskene. Og omgivelserne omkring tronen overgår langt det første Paradis i både skønhed og herlighed.

»Der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke tillys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder.«

Åbenbaringsbogens syner har givet mange beskrivelser af den forbandelse, som synden forårsagede. Nu er syndens lange nat forbi. Selv solens lys er der ikke brug for længere. Guds herlighed stråler frit over hele det genoprettede Paradis. Alle profeternes mest vidunderlige syner af de genløstes arver nu gået i opfyldelse.

Midtpunktet for Den nye Jord er »Guds og Lammets trone«. Denne trone vil være »i staden«. Livets flod udvælder derfra. Af denne skildring kan vi forstå, at Kristi, Guds Lams, offer er det centrale tema for lovprisning på Den nye Jord - og vil vedblive at være det gennem evighedens endeløse tidsaldre.

»Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne.' Og Ånden og bruden siger: 'Kom!' Og den, som hører, skal sige: 'Kom!' Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.« »Han, som vidner om dette, siger: 'Ja, jeg kommer snart!'«

Dette er Jesu sidste ord i Bibelen. Enhver, som elsker ham og venter på hans genkomst, svarer: »Kom, Herre Jesus!«

Men indbydelsen »Kom!« er rettet til alle. Arven tilbydes alle, som vil tage imod den. Frelse og evigt liv er en Guds gave. Han skænker den frit - uforskyldt - men kun til dem, der kommer til Jesus.

Ned gennem århundrederne genlyder Johannes' appel til dem, der læser hans bog, og til enhver, som hører, hvad der er skrevet i den: »Kom!« Forkast ikke den store frelse, som Herren Jesus Kristus tilbyder. Tag imod den! Tag imod Jesu kærlige indbydelse. Følg ham. Sig det nu, i dette øjeblik:

»Herre, jeg vil komme. Tak fordi du tager imod mig, akkurat som jeg er. Jeg vil gerne tilhøre dig, Herre. Jeg vil gerne møde dig ansigt til ansigt i Det ny Jerusalem!« Herren Jesu nåde være med dig! Arnen.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk