Guds løfte til Manoa blev opfyldt til tiden, og han fik en søn, som blev kaldt Samson. Da drengen voksede op, viste det sig, at han var i besiddelse af usædvanlige fysiske kræfter. Men både Samson og hans forældre var klar over, at hans kræfter ikke skyldtes hans svulmende muskler, men at han var nasiræer, hvilket hans uklippede hår var et symbol på. Hvis Samson havde adlydt de guddommelige påbud lige så trofast som hans forældre, ville han have fået en smukkere og lykkeligere lod. Men han blev fordærvet, fordi han havde samkvem med afgudsdyrkere. Zora lå ikke så langt fra filisternes land, og Samson færdedes mellem filisterne som en ven. Derved knyttede han nær forbindelse med dem, allerede mens han var ung, og denne indflydelse kastede en mørk skygge over hele hans liv. Samson blev forelsket i en ung kvinde, som boede i filisterbyen Timna, og besluttede at tage hende til ægte. Hans gudfrygtige forældre forsøgte at råde ham fra det, men han svarede blot: "Det er hende, jeg synes om!" Forældrene føjede ham til sidst, og brylluppet blev holdt. 
Da Samson var blevet en moden mand og skulle begynde at røgte sit guddommelige hverv på det tidspunkt, hvor det var allermest påkrævet, at han var tro imod Gud sluttede han sig til Israels fjender. Han spurgte ikke, om han ville være bedre i stand til at ære Gud, når han havde forenet sig med den udkårne, eller om han ville bringe sig selv i en stilling, hvor han ikke kunne løse sin livsopgave. De mennesker, der først og fremmest søger at ære Gud, har fået løfte om visdom fra det høje, men de mennesker, som blot tænker på at behage sig selv, har ikke fået løfte om noget.
Hvor er der mange, der bærer sig ad ligesom Samson! Og hvor bliver der ofte indgået ægteskab mellem de gudfrygtige og de gudløse, blot fordi mennesker lader følelserne råde, når de vælger ægtefælle! Ingen af parterne beder om Guds vejledning, og de har heller ikke hans ære for øje. Kristendommen burde øve en mærkbar indflydelse på ægteskabet, men i alt for mange tilfælde er de vordende ægtefællers bevæggrunde ikke i pagt med kristne principper. Satan bestræber sig hele tiden på at styrke sin magt over Guds folk ved at tilskynde dem til at slutte sig sammen med sine undersåtter, og for at nå dette mål forsøger han at vække vanhellige lidenskaber i hjertet. Men Herren har gennem sit ord advaret sit folk imod at forene sig med mennesker, som ikke ejer hans kærlighed i hjertet. "Hvordan kan Kristus stemme overens med Belial? Eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?" 2Kor. 6,15-16.
Gennem sit ægteskab blev Samson knyttet til mennesker, som hadede Israels Gud. Når mennesker frivilligt knytter sådanne forbindelser, føler de sig til en vis grad forpligtede til at tillægge sig samme vaner og skikke som de mennesker, de færdes sammen med. Den tid, de benytter på denne måde, er fuldstændig spildt. Ved sådanne anledninger bliver der næret tanker og talt ord, der tjener til at nedbryde princippernes fæstning og svække sjælens skanse. 
Samson havde overtrådt Guds bud for at få en bestemt kvinde, og nu var hun troløs overfor ham, inden bryllupsfesten var til ende. Af vrede over hendes falskhed forlod Samson hende imidlertid og tog alene tilbage til sit hjem i Zora. Da hans vrede havde lagt sig, og han rejste tilbage for at hente sin brud, opdagede han, at hun havde giftet sig med en anden. Han hævnede sig ved at ødelægge alle filisternes marker og vingårde, og herover blev de så vrede, at de myrdede hende, skønt det var deres trusler, der havde fået hende til at begå det bedrag, der var årsagen til alle urolighederne. Samson havde allerede prøvet sine vældige kræfter ved at dræbe en ung løve helt alene og ved at dræbe 30 mænd fra Askalon. Nu blev hans vrede vakt på grund af det grusomme mord på hans hustru, og han angreb filisterne og slog dem "sønder og sammen med vældige slag", Da han havde gjort det, trak han sig tilbage til "fjeldkløften ved Etam" i Judas stamme for at få fred for sine fjender.
Her blev han forfulgt af en stor skare mænd, og de opskræmte judæere nedlod sig til at love at udlevere ham til hans fjender. Han blev nu opsøgt af 3000 judæiske mænd. Selv om de var så talstærke, ville de ikke have vovet sig i nærheden af ham, hvis de ikke havde været sikre på, at han ikke ville gøre sine egne landsmænd fortræd. Samson indvilligede i, at de bandt ham og udleverede ham til filisterne, men han fik først judæerne til at love, at de ikke ville angribe ham, så at han blev nødt til at dræbe dem. Han tillod, at de bandt ham med to nye reb, og derefter blev han ført ind i filisternes lejr under fjendernes jubelråb. Men endnu mens råbene gav genlyd i de omkringliggende høje, "kom Herrens Ånd over ham". Han flåede de stærke, nye reb, som om det var svedne sytråde. Så greb han det første våben, der var for hånden. Skønt det kun var en æselkæbe, var den mere effektiv end sværd og spyd. Med denne slog han filisterne, til de flygtede i rædsel og efterlod 1000 faldne på marken. 
Hvis israelitterne havde været rede til at slutte sig til Samson og forfølge sejren, kunne de have kastet undertrykkernes åg af sig på dette tidspunkt, men de var blevet modløse og feje. De havde forsømt at løse den opgave, som Gud havde givet dem, nemlig at drive hedningerne bort. I stedet for havde de sluttet forbund med dem, fulgt deres nedværdigende skikke og tålt deres grusomhed. Så længe det ikke gik ud over dem selv, billigede de den uret, som hedningerne begik. Da de selv kom under undertrykkernes åg, fandt de sig spagfærdigt i den nedværdigelse, som de kunne have undgået, hvis de blot havde adlydt Gud. Selv da Herren lod en befrier fremstå, svigtede de ham gang på gang og sluttede sig til fjenderne. 
Efter Samsons sejr gjorde israelitterne ham til dommer, og denne stilling havde han i 20 år. Men ét forkert skridt bereder vejen for det næste. Samson havde overtrådt Guds bud ved at ægte en filisterkvinde, og nu vovede han sig atter ned til dem sine dødsfjender opflammet af sine lidenskaber. Han stolede på sine vældige kræfter, som havde slået filisterne med rædsel, og nu drog han uforfærdet til Gaza og gik ind til en skøge, som at komme i nærheden af ham. Han skælvede ved var der, og de tørstede efter hævn. Deres fjende befandt sig inden for murene i deres stærkest befæstede by. De var sikre på deres bytte og ventede blot på, at det skulle blive lyst; så ville sejren være dem sikker. Ved midnatstide stod Samson op. Samvittighedens stemme anklagede ham, og det pinte ham, at han havde brudt sit nasiræerløfte. Men til trods for hans synd var Guds nåde ikke veget fra ham. Hans kolossale kræfter hjalp ham atter engang. Han gik hen til byporten, rev den løs og bar den med fløje og portstolper op på en bjergtop på vejen til Hebron. 
Selv om han var blevet frelst med nød og næppe, holdt han ikke op med at øve ondt. Han vovede sig ikke ned til filisterne mere, men blev ved med at søge de sanselige glæder, som blev hans ulykke. "Siden fik han kærlighed til en kvinde ved navn Dalila i Sorekdalen." Dette sted lå ikke ret langt fra hans fødeby, Dalila betyder "den, som fortærer". Sorekdalen var kendt for sine vingårde. Disse rummede en fristelse for den ustabile nasiræer, som allerede havde nydt vin og således overskåret et andet af de bånd, der bandt ham til renheden og til Gud. Filisterne holdt sig til stadighed underrettet om deres fjendes bevægelser, og da han havde nedværdiget sig ved at knytte denne nye forbindelse, besluttede de at dræbe ham ved Dalilas hjælp.