Til præsterne fordum blev der givet undervisning: "De skal lære mit folk at skelne mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt, og undervise dem i forskellen mellem rent og urent. Ved retterstederne skal de optræde som dommere; efter mine lovbud skal de dømme." "Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl." Ez. 44,23-24; 33,8-9.

Her klarlægges Guds tjeneres pligt. De kan ikke fritages for en tro udøvelse af deres pligt til at irettesætte synder og fejl hos Guds folk, selv om det kan være en ubehagelig opgave, og den, der har fejlet, måske ikke vil modtage tilrettevisningen. Men i de fleste tilfælde ville den irettesatte tage imod advarselen og give agt på tilrettevisningen, hvis det ikke var, fordi andre står i vejen. De optræder som medfølende og har medynk med den irettesatte og føler, at de må tage ham i forsvar.

De indser ikke, at Herren har mishag til den fejlende, fordi Guds sag er blevet såret og hans navn beskæmmet. Sjæle er blevet ledet bort fra sandheden og har lidt skibbrud på troen som følge af den fejlendes urigtige handlemåde; men den Guds tjener, hvis skøn er omtåget, og hvis dømmekraft er påvirket af urigtige indflydelser, ville lige så gerne stille sig solidarisk med overtræderen, hvis indflydelse har forvoldt megen skade, som med den, der irettesætter fejl og synd, og ved at gøre dette siger han i virkeligheden til synderen: "Lad det ikke besvære dig og vær ikke forsagt; der er trods alt ikke meget at udsætte på dig." Sådanne siger til synderen: "Det skal gå dig vel."

Gud kræver, at hans tjenere skal vandre i lyset og ikke tildække deres øjne for ikke at opdage Satans virke. De bør være rede til at advare og tilrettevise dem, der befinder sig i fare på grund af hans list. Satan arbejder alle vegne for at opnå fordele. Han hviler ikke. Han er ihærdig. Han er årvågen og kløgtig til at udnytte enhver omstændighed og vende den til sin fordel i striden mod sandheden og mod Guds riges interesser. Det er en sørgelig sandhed, at Guds tjenere ikke er halvt så vågne over for Satans træskhed, som de burde være. Og i stedet for at stå djævelen imod, for at han må fly fra dem, er mange tilbøjelige til at gå på akkord med mørkets magter.

"Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro. at han er til og lønner dem, der søger ham." Rom 11,6. Der er mange i den kristne verden, som hævder, at alt det, som er nødvendigt for at blive frelst, er at have tro; gerninger er uden betydning, tro er det eneste nødvendige. Men Guds ord fortæller os, at "tro uden gerninger er gold" når den er alene. Mange nægter at adlyde Guds bud, og alligevel gør de et stort nummer ud af tro. Men tro må have et grundlag. Guds løfter er alle givet på betingelser.

Hvis vi gør hans vilje, hvis vi vandrer i sandhed, så kan vi bede om, hvad vi vil, og det skal blive givet os. Når vi alvorligt bestræber os for at være lydige, vil Gud høre vore bønner, men han vil ikke velsigne os i ulydighed.

Hvis vi vælger at være ulydige imod hans bud, kan vi råbe lige så meget, vi vil: "Tro, tro, hav blot tro," og svaret vil komme tilbage fra Guds sikre ord: "Tro uden gerninger er gold." En sådan tro vil kun være baseret på "et rungende malm eller en klingende bjælde." For at kunne få fordel af Guds nåde, må vi gøre vor del; vi må arbejde trofast og bære frugt, som er omvendelsen værdig. Vi er Guds medarbejdere. Det er ikke meningen, du skal sidde i uvirksomhed og vente på en eller anden stor anledning, for at kunne gøre et stort arbejde for Mesteren. Du må ikke forsømme din pligt, som ligger direkte på din sti, men du må gøre det bedste ud af de anledninger, som åbner sig omkring dig.

Du må fortsætte med at gøre det allerbedste i livets små anledninger, og tage det arbejde, som Gud i sin forudviden har givet dig, op af hele hjertet og med troskab. Hvor lille arbejdet end er, må du udføre det med samme grundighed, som du ville et større arbejde.

Din trofasthed vil blive påskønnet i Himmelens optegnelser. Du behøver ikke at vente på, at vejen skal blive jævnet foran dig; gå til arbejdet for at få det bedste ud af dine betroede talenter. Du skal ikke bryde dig om, hvad verden tænker om dig. Lad dine ord, din sjæl og dine handlinger være et levende vidnesbyrd om Jesus, og Herren vil sørge for, at det vidnesbyrd til hans ære, afgivet i et velordnet liv og under en gudfrygtig samtale, vil blive uddybet og tiltage i styrke. Det er muligt, resultatet aldrig bliver set på Jorden, men det vil blive åbenbaret for Gud og engle.

Vi må gøre alt, vi kan, af vor del for at stride troens gode strid. Vi må kæmpe, arbejde, stræbe og anstrenge os til det yderste for at komme ind ad den snævre port.

Vi må stadig have Herren for os. Med rene hænder og rene hjerter må vi forsøge at ære Gud på alle måder.

Hjælp er blevet stillet til vor rådighed hos ham, som er i stand til at frelse. Sandhedens ånd og lys vil levendegøre os og forny os ved sin gådefulde vikken; thi al vor åndelige fremgang kommer fra Gud, ikke fra os selv. Den sande arbejder vil have guddommelig kraft til sin hjælp, men den, som går ledig vil ikke blive holdt oppe af Guds Ånd. På en måde bliver vi overladt til vor egen energi. Vi må stræbe alvorligt for at være nidkære og for at rense vore hænder og lutre vore hjerter for enhver besmittelse. Vi må opnå den højeste standard og tro, at Gud vil hjælpe os i vore anstrengelser. Vi må søge, om vi dog kunne finde og søge i tro. Vi må banke på, at døren kan blive åbnet for os. Bibelen lærer, at alt med hensyn til vor frelse afhænger af vor egen virkemåde. Hvis vi går fortabt, falder ansvaret Helt og Holdent tilbage på os selv. Hvis de rette foranstaltninger er gjort, og vi tager imod Guds betingelser, kan vi besidde det evige liv. Vi må komme til Kristus i tro, vi må være omhyggelige for at kunne gøre vort kald og vor udvælgelse sikker.

Syndsforladelse loves den, som angrer og tror; livets krone vil være dens belønning, som er tro til enden. Vi kan vokse i nåde ved at gøre fremskridt i den nåde, vi allerede har. Vi må holde os selv uplettet af verden, hvis vi ikke vil anklages på vor Herres Jesu Kristi dag. Tro og gerninger går hånd i hånd, de arbejder harmonisk sammen i kampen for at vinde sejr. Gerninger uden tro er døde, og tro uden gerninger er gold. Gerninger vil aldrig frelse os; det er Kristi fortjeneste, som vil være til nytte for os. Gennem troen på ham vil Kristus gøre alle mangelfulde anstrengelser, så de bliver antaget af Gud.

Troen, som vi skal have, er ikke en uvirksom tro. Frelsende tro er den, som arbejder i kærlighed, og som lutrer sjælen. Den, som løfter hellige hænder til Gud og beder uden vrede og tvivl, vil vandre forstandigt på Guds buds veje.

Hvis vi skal have vore synders tilgivelse, må vi først have forståelsen af, hvad synd er, så at vi kan angre og bære frugter, som er omvendelsen værdige. Vi må have en solid grundvold for vor tro; den må bygges på Guds ord, og dens resultater vil ses i lydighed over for Guds udtrykte vilje. Apostlen siger: "Uden hellighed skal ingen se Herren." Tro og gerninger vil holde os vel afbalanceret og give os fremgang i arbejdet med at fuldkommengøre den kristne karakter. Jesus siger: "Ikke enhver, der siger til mig 'Herre, Herre!' skal komme ind i Himmeriget, men den, som gør min himmelske Faders vilje." Idet han talte om det daglige brød, sagde apostlen: "Thi allerede da vi var hos jer, indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden." Samme regel gælder for åndelig føde. Hvis nogen vil have det evige livs brød, lad ham anstrenge sig for at få det.

Vi lever i en vigtig og interessant periode af verdens historie. Vi behøver mere tro, end vi har haft indtil nu. Vi har brug for et fastere greb fra oven. Satan arbejder af al magt for at vinde sejr over os, for han ved, at han har kun kort tid til at arbejde i. Paulus levede i frygt og bæven, mens han arbejdede på sin egen frelse; og burde vi ikke frygte, for at det løfte, som er blevet os givet, at nogen af os skulle synes ikke at nå det og vise os selv uværdige til det evige liv? Vi burde våge og bede og stræbe med fortvivlede anstrengelser for at kunne gå ind gennem den snævre port.

Der er ingen undskyldning for synd eller ligegyldighed. Jesus har vist vejen, og han ønsker, vi skal følge i hans fodspor. Han har lidt, han har ofret sig, som ingen af os kan gøre det, for at han kunne bringe frelsen inden for vor rækkevidde. Vi behøver ikke være mismodige.

Jesus kom til denne verden for at bringe Guds kraft til mennesket, så at vi ved hans nåde kunne blive forvandlet til at ligne ham. Når man af hjertet ønsker at adlyde Gud, når man gør sig hæderlige anstrengelser for at opnå det, tager Jesus imod denne indstilling og denne anstrengelse som et menneskes bedste tjeneste, og så erstatter han det, der mangler, med sin egen guddommelige fortjeneste. Men han antager ikke dem, som foregiver at tro på ham og alligevel er utro overfor hans Faders bud.

Det onde, der førte til Peters fald, og som udelukkede farisæeren fra samfund med Gud, viser sig at være årsag til tusinders fald i dag. Der er ikke noget, der er mere anstødeligt for Gud eller farligt for mennesket end stolthed og indbildskhed. Af alle synder er den mest håbløse, den, der er vanskeligst at aflægge.

Peters fald skete ikke pludseligt, men gradvis. Selvtillid fik ham til at tro, at han var frelst, og skridt for skridt blev taget på vejen, der førte nedad, indtil han fornægtede sin mester Vi kan aldrig være sikre, når vi stoler på os selv, eller føle, at vi kan være trygge over for fristelser så længe vi er i denne verden. De, der antager Frelseren, burde aldrig oplæres til at sige og føle, at de er frelst, hvor oprigtig deres omvendelse end måtte være. Dette er vildledende. Alle bør lære at nære håb og tro, men selv når vi overgiver os til Kristus og ved, at han har antaget os, er vi ikke uden for fristelsernes rækkevidde. Guds ord siger: "Mange skal sigtes, renses og lutres." Kun den, der holder ud i prøvelsen, vil modtage livets krone De, der antager Kristus og i deres første tillidsfuldhed siger: "Jeg er frelst " står i fare for at stole på sig selv. De taber deres egen svaghed af syne og glemmer at de stadig behøver guddommelig kraft. De står uforberedte over for Satans snarer og når fristelserne kommer, falder mange ligesom Peter i syndens dyb. Vi bliver påmindet: "Derfor skal den, der mener at stå tage sig i agt, at han ikke falder!" Vor eneste sikkerhed består i, at vi aldrig stoler på os selv, men forlader os på Kristus.

Det var nødvendigt for Peter at lære sine egne karaktermangler at kende, og at han behøvede Kristi styrke og nåde. Herren kunne ikke fri ham for fristelser men han kunne fri ham for nederlag. Dersom Peter havde været villig til at tage mod Jesu advarsel, ville han have været årvågen i bøn. Han ville have færdedes i frygt og bæven, for at han ikke skulle snuble. Og han ville have fået guddommelig hjælp, så at Satan ikke kunne have vundet sejren.

Det var på grund af indbildskhed, at Peter faldt, og det var ved anger og ydmygelse, at han atter fandt fodfæste. Enhver angergiven synder kan finde opmuntring ved at læse beretningen om Peters erfaring. Skønt han havde begået en alvorlig synd, blev han ikke forkastet. Kristi ord stod skrevet i hans sind: "Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe." Da han led samvittighedskvaler fandt han håb i denne bøn og mindet om Jesu kærlige og medlidende blik. Efter opstandelsen huskede Jesus Peter og gav engelen budskabet til kvinderne: "Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter at han går forud for jer til Galilæa; der skal I se ham." Peters anger blev antaget af Frelseren, der tilgiver synd.

Og den samme medlidenhed, som omfattede Peter for at redde ham, udvises mod hver eneste synder der er bukket under for fristelsen. Det er Satans særlige plan at få menneskene til at synde og derefter overlade dem hjælpeløse og skælvende, bange for at bede om tilgivelse.

Men hvorfor skulle vi frygte, når Gud har sagt: "Man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig." Der er truffet forholdsregler for alle vore skrøbeligheder og vi opmuntres på utallige måder til at komme til Kristus.

Kristus ofrede sit brudte legeme for at løskøbe Guds arv, for at give mennesket endnu en anledning. "Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever så han kan gå i forbøn for dem."

Ved sit pletfrie liv ved sin lydighed og ved sin død på Golgatas kors gik Kristus i forbøn for den fortabte menneskehed. Og nu går vor frelses ophavsmand ikke i forbøn for os som en, der blot ansøger om noget, men som en sejrherre, der henviser til sin sejr Hans offer er helt og fuldt, og som vor forbedrer udøver han den gerning, som han selv har påtaget sig, idet han for Gud frembærer røgelseskarret med sine egne lydefri fortjenester og sit folks bønner bekendelser og taksigelser Fyldt med vellugten af hans retfærdighed stiger de op til Gud som en sød duft. Offeret er fuldt og helt antageligt, og tilgivelse skjuler alle overtrædelser Kristus har lovet, at han vil være vor stedfortræder og gå i borgen for os, og han svigter ingen. Han, som ikke kunne tåle at se menneskene gå deres evige undergang i møde uden at udtømme sin sjæl til døden for deres skyld, vil have medynk og medlidenhed med enhver der bliver klar over at han ikke kan frelse sig selv.

Han vil ikke betragte nogen skælvende og ydmygt bedende uden at løfte ham op. Han, som ved sin egen forsoning skaffede mennesket en uendelig rigdom af åndelig kraft, vil ikke undlade at benytte denne kraft til vort bedste. Vi kan bringe vore synder og sorger til ham, for han elsker os. Hans kærlige blik og venlige ord opmuntrer os til at stole på ham. Han vil forme og danne, vor karakter i overensstemmelse med sin vilje.

I hele Satans hær findes der ingen magt, der kan besejre en eneste, som i barnlig tillid overlader sig til Kristus. "Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke."

"Hvis vi bekender vore synder er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." Herren siger: "Vedgå din uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud." "Da stænker jeg rent vand på eder så I bliver rene; jeg renser eder fra al eders urenhed og alle eders afgudsbilleder"

Men vi må have en klar forståelse af vor egen tilstand, en forståelse, der vil lede til anger før vi kan finde tilgivelse og fred. Farisæeren følte ingen syndeskyld. Helligånden kunne ikke påvirke ham. Han var omgivet af selvretfærdighedens panser som Guds pile, der blev styret og ledet af englehænder ikke kunne gennemtrænge. Det er kunden, der selv er klar over at han er en synder som Kristus kan frelse. Han kom for at udråbe for fanger at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed". "Men "de raske har ikke brug for læge, men de syge" " Vi må kende vor virkelige tilstand, ellers vil vi ikke føle, at vi behøver Kristi hjælp. Vi må forstå den fare, vi er i, ellers vil vi ikke søge ly Vi må føle smerten i vore sår ellers vil vi ikke ønske at finde lægedom.

Herren siger: "Fordi du siger: Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se." Guldet, som er lutret i ild, er troen, der er virksom i kærlighed. Det er det eneste, der kan bringe os i overensstemmelse med Guds vilje. Vi kan være virksomme, vi kan udføre meget arbejde, men hvis ikke vi har kærlighed, en sådan kærlighed, som Kristus havde, vil vi aldrig blive regnet med til den himmelske familie.

Intet menneske vil af sig selv kunne forstå sine fejlgreb. "Hjertet er svigefuldt frem for alt, det er sygt, hvo kender det?" Læberne kan give udtryk for en åndelig fattigdom, som hjertet ikke vil erkende. Medens man taler til Gud om at være fattig i ånden, kan man inderst inde være optaget af tanken om sin egen enestående ydmyghed og ophøjede retfærdighed. Et sandt kendskab til selvet kan kun opnås på én måde. Vi må betragte Kristus. Det er uvidenhed med hensyn til ham, der får menneskene til at være så store og selvretfærdige i deres egne tanker Når vi tænker på hans renhed og godhed, vil vi komme til at se vor egen svaghed og fattigdom og alle vore mangler som de virkelig er Vi vil se os selv som fortabte og uden håb, klædt i selvretfærdighedens klædebon, ligesom alle andre syndere. Vi vil da se, at hvis vi nogen sinde skal blive frelst, vil det ikke ske på grund af vor egen godhed, men formedelst Guds uendelig store nåde.

Tolderens bøn blev hørt, fordi den viste, at han var klar over sin afhængighed af Gud, og at han ønskede at gribe den Almægtiges hånd. For tolderen var selvet intet andet end skam og vanære. Sådan må det også være for alle, der søger Gud. I tro, den tro, som sætter al selvtillid til side må den, der føler sin trang, bede og tage imod guddommelig kraft.

Der er ingen ydre vedtægter der kan træde i stedet for enfoldig tro og en fuldstændig tilsidesættelse af selvet. Men intet menneske kan af sig selv sætte selvet til side. Vi kan kun indvillige i, at Kristus får lov til at gøre det for os. Da vil vi af hele vort hjerte kunne sige: "Herre, tag mit hjerte, for jeg kan ikke give det. Det er din ejendom. Bevar det rent, for jeg kan ikke bevare det rent for dig. Frels mig til trods for mig selv, thi jeg er svag og har ikke Kristi karakter Dan mig, form mig, løft mig op på et renere og helligere plan, hvor din kærlighedsfylde kan gennemstrømme min sjæl."