Bibel-skolen ønsker hermed ALLE en rigtig glædelig
jul.
Vi har modtaget nogle forespørgsler om, hvorvidt
julen er en hedensk skik og om vi som oprigtige kristne kan have et juletræ,
give julegaver, pynte op i stuen med lys og så videre.
Lad mig sige det rent ud. JA! du kan med god samvittighed
holde jul med juletræ, pynt, lys, julebagning, julesalmer, julegaver
og så videre, og så videre!
Jesus blev ganske vist IKKE født i december måned,
men dette må ikke hindre dig i at holde en rigtig god jul sammen
med din familie og dine kære.
Når jeg nu har sagt disse ting, vil jeg dog også
løfte en advarende pegefinger angående julen.
Hvis du køber gaver, pynt, mad og andre ting i
et sådant omfang, at du er flere måneder om at få denne
julegæld betalt eller hvis du køber dyre gaver og ikke har
mad at sætte på bordet eller tøj at give børnene
på, ja så bliver julen en forbandelse og ikke en velsignelse.
Hvis du på en eller anden måde tilbeder juletræet,
julen eller de ting der følger med julen, mad, gaver og lignende,
så er julen IKKE en velsignelse og bestemt IKKE noget at kristne
bør tage del i.
Gud ville finde behag i om hver eneste menighed havde
et juletræ i kirken, der hvor man kunne hænge større
og mindre gaver til disse i gudshus. Vi har modtaget brev fra mange
som spørger om vi kan have et juletræ, og om det ikke er at
ligne verden. Selvfølgelig kan det let få et verdsligt præg
dersom du er indstillet på det. Men du kan også gøre
det mest mulig ulig verden. Det er ikke nogen synd i sig selv at have et
duftende, grantræ i vore kirker. Synden ligger i de motiver vi handler
ud fra, og hvordan vi benytter de gaver som hænger på træet.
Hvert eneste træ i Satans have står behængt
med frugterne af forfængelighed, stolthed, selvets betydning, onde
ønsker og frådseri alt sammen forgiftede frugter, men meget
tilfredsstillende for det sanselige hjerte. Lad de mange menigheder sætte
juletræer op til Gud i hver eneste kirke; lad dem så derpå
hænge frugter af godhed og taknemmelighed ofre, der kommer fra villige
hjerter og hænder, frugter, som Gud vil modtage som et udtryk for
vor tro og vor store kærlighed til ham til gengæld for hans
gave: hans Søn, Jesus Kristus. Lad det stedsegrønne træ
blive behængt med rig, ren og hellig frugt, som Gud kan tage imod.
Skulle vi ikke holde sådan en jul, som himlen kunne bifalde?
Tusinder af kroner bliver unødvendigt ødslet
hvert år på gaver til hverandre. Det er midler, der er tabt
for Gud, tabt for hans sag. De stimulerer forfængeligheden, opmuntrer
stoltheden, skaber al slags utilfredshed, kritik og klager, fordi gaverne
måske ikke er lige netop det, der var ønsket eller til den
ønskede eller forventede høje pris. Julen bliver ikke fejret,
som det ligger i dens navn", at den burde. Menneskene har svigtet Gud i
næsten alt og vendt opmærksomheden mod selvet. De har forladt
de levende vandes rene udspring, som flyder fra Guds trone og har lavet
revnede brønde selv, brønde, der ikke kan holde på
noget vand. Gud gav mennesket en prøvetid, om det kunne blive skikket
til himmelen. Mennesket skulle se opad mod Gud, som skulle være genstanden
for sjælens tilbedelse; men talent, dygtighed og opfindsomhed bliver
alt sammen brugt til at vende opmærksomheden mod selvet som det største.
Mennesket har vendt sin opmærksomhed fra Guddommen og fæstet
sine øjne på det forgængelige, det jordiske, det fordærvede.
Satan er i fuld gang med at skubbe Gud ud af sindet og
lægge sig imellem Gud, verden og selvet, for at blikket ikke skal
være fæstet på Guds herlighed alene. Satan fanger og
besnærer sindet. Hans forbandede visdom bliver hele tiden udøvet
for at modellere og danne det materiale, som han arbejder med for at gøre
Gud til den mindste og sidste genstand for sjælens hengivenhed.
Julen er på vej. Måtte I alle få visdom
til at gøre den til en dyrebar tid. En tid med uskyldige fornøjelser
og rekreation, lad så de ældre menighedsmedlemmer slå
sig sammen i hjerte og sjæl med deres børn for at udtænke
måder og midler til at vise sand kærlighed til Jesus ved at
bringe gaver og ofre til ham. Lad alle tænke på Guds krav.
Hans sag kan ikke gå fremad uden jeres hjælp. Lad de gaver,
som I plejer at give til hinanden, blive bragt til Herrens skatkammer.
Lad i enhver menighed jeres små gaver blive anbragt på jeres
juletræ. Lad den skønne betegnelse: "stedsegrøn" antyde
Guds hellige arbejde og hans godhed imod os; og det kærlige hjerternes
arbejde vil være at frelse andre sjæle, som er i mørke.
Lad jeres gerninger blive i overensstemmelse med jeres tro. Lad det gå
fremad. Hvis alle, både ældre og yngre, ville give afkald på
at give hinanden gaver og give afkald på de selviske udgifter i forbindelse
med de kommende helligdage, ville der i himlen blive et i sandhed dyrebart
vidnesbyrd om selvfornægtelse for Jesu skyld.
|