SANDHEDEN OM TUSINDARSRIGET

Måske fristes man til at give de unge skylden for den uhyggelige terror, der præger vor tid, men skal man være ganske ærlig, må man nok erkende, at vi i virkeligheden står over for et samfundsproblem. Det onde griber dybere ind i verdenssituationen, end nogen har kunnet forudse. Ser vi på fjernsynsprogrammerne, på litteraturen i kioskerne, på natklubberne og det, som foregår der, finder vi, at nedbrydende tendenser gør sig gældende overalt, og det er, som om ingen formår at dæmme op for den bølge af ondskab og nedværdigende påvirkning, man derigennem bliver genstand for.

Ingen blev født som voldsmand eller bandit; men forhold og omstændigheder udviklede onde tilbøjeligheder. Tusinder af hjem bliver opløst. Millioner af børn og unge bliver overladt til sig selv og får ikke den hjælp og støtte, en far eller mor skulle have ydet dem i ungdommens vanskelige tid. Begrebet synd lyder som fremmedord for vor generation, og millioner af mennesker vil ikke erkende, at netop ordet "synd" dækker over vor tids største problem. Vi kan ikke gå på akkord med de himmelske principper for moral og etik uden at ødelægge os selv. Ingen kan leve i et papirløst ægteskab uden at tage skade på sin sjæl, og ingen kan stjæle en andens ægtefælle uden at lide moralsk nederlag. Selv om psykoanalytikeren søger at fritage mennesket for personlig skyld, ændrer det ikke den kendsgerning, at mennesket overfor Gud må tage det moralske ansvar for sine handlinger. Det er på tide, vi erkender syndens virkelighed, kalder den ved dens rette navn og tager afstand fra dens degenererende indflydelse.

Skal det onde fortsat have overmagten i denne verden, eller er vi kommet til den tid. Da Gud vil gribe ind og bringe det onde under kontrol? Johannes' Åbenbaring tegner et overraskende perspektiv angående fjernelsen af det onde og udslettelsen af synden og dens ophavsmand:
"Og jeg så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke Denne forbavsende profeti om en tusindårig pause i denne verdens historie har været genstand for meget studium gennem tiderne, og forskellige tanker og ideer har krystalliseret sig i menneskenes tænkning.

En del kristne er af den mening, at der her er tale om en ny epoke i den evangeliske tidsalder, da de hedenske nationer skal få en ny chance til at vende sig til kristendommen, og at hele verden på den måde vil blive frelst. Denne teori underbygger man med en række uopfyldte profetier i Det gamle Testamente. Disse profetier, som Gud havde begunstiget det gamle Israel med, forsøger man med vold og magt at bringe i fokus.

Det må imidlertid straks påpeges, at disse profetier blev givet På betingelse af, at Israels børn holdt deres del af aftalerne, (hvilket de ikke gjorde), Og at Johannes; Åbenbaring derfor ikke giver rum for den omtalte fortolkning. Tværtimod tilkendegiver ordene i Åb. 20, at der ikke er tale om en ny anledning til omvendelse, men om det endelige resultat af opgøret mellem Kristus og Satan. Efter menneskets død bliver regnskabet qjort op, og dets evige skæbne er afgjort. Se Hebr. 9,27. Ved sit eget frie valg har det sikret sig frelse eller fortabelse, og det er dette endelige resultat, der især lægges for dagen i Ab. 20.

Det er klart, at et menneske ikke frelses ved, at det bliver forhindret i at synde, og at verden ikke kristnes ved at bringe Satan under lås og lukke. Hvis det var løsningen på denne verdens problemer, ville Gud for længst have benyttet sig af den.

Nogle vil hævde, at den nævnte periode på 1000 år er et overstået stadium i den kristne menigheds historie, og at den ikke må sættes i forbindelse med fremtiden. Hvis vi skal være i harmoni med Det nye Testamentes eskatologi, kommer vi imidlertid ikke uden om det faktum, at de tusind år er nært tilknyttet de dødes opstandelse og derfor tegner et fremtidsperspektiv. Opstandelsen af de hensovede er nøje forbundet med de sidste dage, specielt med Kristi genkomst. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at de tusind år hører fremtiden til, men at det ikke mere er en fjern fremtid, hvilket gør denne profeti højaktuel for os, som lever i de sidste tider.

Ordet "tusindsårsrige" findes ikke i Bibelen, og den bestemte periode på et tusind år er kun nævnt seks gange i den hellige skrift, og det kun i dette ene kapitel. (Åb. 20) Tusind år er et langt spand af tid, hvad enten vi tænker tilbage eller fremad. Dog i sammenligning med evighedens uendelighed, er det kun en ganske kort tid. Hvad er et tusind år i forhold til evighedens milliarder af år?

Angående tidsfaktoren vil nogle påstå, at der er tale om profetisk tid, som f.eks. andre steder i Johannes' Åbenbaring. Ifølge denne tidsmåling skulle et tusind år da blive: 360 x 1000 år = 360.000 år. Denne opfattelse baserer man især på den kendsgerning, at begivenhederne i Johannes' Åbenbaring illustreres med billeder og symboler. Derfor antager man, at denne lange tidsperiode også må være symbolsk. Ved en nøjere gennemgang af Bibelens sidste bog viser det sig imidlertid, at vi har med en blanding af symbolske og bogstavelige billeder at gøre. Gentagne gange bryder virkeligheden igennem i den apokalyptiske litteratur. Vi kan derfor ikke umiddelbart drage den slutning, at tusindårsperioden er symbolsk, for der er andre aspekter, som må tages i betragtning. Som allerede nævnt hentyder profetien til de dødes opstandelse, og vi tror ikke på en symbolsk, men på en virkelig, bogstavelig opstandelse af de hensovede, som det fremhæves andre steder i den hellige skrift. Perioden på et tusind år ligger uden for denne verdens historie, og der vil ikke være nogen grund til, at vi her skulle regne med profetisk tid, for menneskenes nådetid er udløbet, og de profetier, som har at gøre med denne verden, er opfyldt. Flertallet af bibelfortolkerne har derfor antaget de tusind år for at være bogstavelige.

HVORNÅR BEGYNDER DE TUSIND ÅR?

Dette vigtige spørgsmål Ønsker vi besvaret med sikre og uomstødelige fakta, som er vel funderet i den hellige skrift. Det 19. kap. i Johannes' Åbenbaring sluttede med en beskrivelse af det sidste opgør på jorden, Kristi genkomst og verdens afslutning. De magter, som havde ansvaret for verdens forførelse, nemlig dyret og den falske profet, kastes i ildsøen, og millioner af mennesker tilintetgøres. Det er de sidste faser af denne jords historie, der klarlægges i 19. kap.; men egentlig er det 20. kap. en fortsættelse af det 19. kap., således at forstå at vi skal fæste tankerne ved de begivenheder, der følger umiddelbart efter verdens ende og Kristi genkomst.

De fleste mennesker er tilbøjelige til at forestille sig verdens ende og Kristi genkomst som den totale afslutning på tilværelsen, men selv om disse begivenheder vil markere afslutningen på* denne verdens tragiske historie, vil det ikke sige, at alt dermed er forbi, eller at alt er gjort op. Kristi genkomst er hovedbegivenheden i Guds program for evigheden. I århundreder har de kristne med glæde og forventning set frem til denne enestående begivenhed, mens den overvejende del af menneskeheden desværre valgte at ignorere Bibelens budskab om Kristi andet komme. De hedenske religioner har været medvirkende til at lukke menneskenes Øjne for denne begivenhed, ligesom det 20. århundredes skepticisme i uhyggelig grad har undergravet kristenhedens forventning om Jesu genkomst. Verdens største behov er Jesus Kristus, men ham har man altid villet holde udenfor, og det vil man fortsætte med at gøre til det sidste.

Ser vi lidt nærmere på ordene i Ab. 20,16, finder vi, at de beskriver en kædereaktion, som udløses ved Kristi genkomst, og som er stærkt understreget i den øvrige del af Det ny Testamente. Djævelen, den gamle slange, som har forført hele verden, vil ikke undgå sin skæbne. Han bindes og kastes i den mørke afgrund i tusind år. Det vil med andre ord sige, at han vil blive straffet med et tusindårigt fangenskab. Ingen domstol kan forkorte eller ændre hans straf, og ingen vil protestere mod strafudmålingen, for hvem har større ansvar for denne verdens elendighed og Ødelæggelse end netop Djævelen?

Kristi genkomst, der som omtalt finder sted ved begyndelsen af de tusind år, vil gøre Jesu løfte om de helliges opstandelse til virkelighed. De "som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld," og de, som havde nægtet at tilbede Antikrist eller følge hans anordninger, bliver levende og bliver konger med Kristus i tusind år. "Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde ar." Åb. 20,56. På den store dag vil der kun findes to klasser mennesker på denne jord. Den ene har bøjet sig for Antikrist og går fortabt, medens den anden i ydmyg ærbødighed har bøjet sig for Kristus og vinder et evigt liv.

I virkeligheden har der gennem alle tider været to klasser mennesker og kun to. Derfor sætter Bibelen en uoverskridelig grænse mellem den første og den anden opstandelse. Jesus sagde følgende med henblik på opstandelsen: "Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå* til liv, men de, som har Øvet det onde, for at opstå til dom." Joh. 5,2829. Apostlen Paulus forklarer det yderligere: "Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå." 1 Thess. 4,16.

Åbenbaringens bog betegner de to opstandelser som "den første" og "den anden" opstandelse og overrasker os med at afsløre, at der er et tusind år mellem disse to opstandelser. Efter at have beskrevet den gruppe, som vil få del i den første opstandelse, og over hvem den anden død ingen magt har, skriver Johannes disse bemærkelsesværdige ord: "De andre døde blev ikke levende, før de tusind år var til ende." Åb. 20,5a.

Hvem er "de andre døde?" Det er alle dem, som ikke fik del i den første opstandelse, som kaldes: "livets opstandelse". Seidelins oversættelse siger: "De øvrige døde blev ikke levende, før de tusinde år var omme." Alle illusioner om en ny chance for det uomvendte menneske i løbet af de tusind år falder hermed bort, og vi står over for det ubestridelige faktum, at der er tusind år mellem de frelstes og de fortabtes opstandelse. Dette er en revolutionerende tanke angående Det nye Testamentes eskatologi, men vi kommer ikke uden om, at netop dette giver os nøglen til den sande forståelse af læren om de tusind år.

Vi kan nu danne os et nogenlunde klart billede af situationen i verden ved begyndelsen af de tusind år:

1. Jesus Kristus kommer igen ved verdens aften. Denne fantastiske begivenhed vil indtræffe under det sidste opgør ved Harmagedon.

2. Kristi genkomst vil forårsage den foreløbige tilintetgørelse af alle mennesker, magter og myndigheder (inkluderet dyret og den falske profet), som under Satans ledelse har modarbejdet Kristus.

3. Kristus vil ved sit andet komme kalde alle, som døde i troen på ham, tilbage til livet og give dem udødelighedens gave. Johannes' Åbenbaring erklærer, at denne opstandelse vil finde sted ved begyndelsen af de tusind år. Åb. 20,6.

4. De frelste både de som lever, og de som får livet tilbage ved opstandelsen vil blive ført hjem til Guds rige ved Kristi genkomst. 1 Thess. 4,14-18; 1 Kor. 15,51-53.

5. De Øvrige døde, alle, som ikke fik del i den første opstandelse, vil ikke blive levende, før de tusind år er til ende. Åb. 20,5.

Med disse bibelske fakta som baggrund er det hævet over enhver tvivl, at den omdiskuterede periode på et tusind år begynder ved Kristi genkomst. Bibelen omtaler altid opstandelsen af de døde i forbindelse med hans komme. Derfor kan vi med sikkerhed sige, at datoen for Kristi genkomst, for verdens ende og for de tusind års begyndelse er den samme. Det, som vi ikke ved, er, hvornår denne skæbnesvangre dag vil oprinde, Dagen og timen kender ingen anden end Gud selv, men det er vor pligt at læse tidens tegn gennem det, som sker i vor tid; og set fra denne synsvinkel er dagen nærmere, end de fleste på nogen måde tør tro.

En interessant opdagelse, som vi gør, når vi studerer profetien om de tusind år, er, at jorden bliver en øde og tom klode gennem denne lange tidsperiode. Begivenhederne på jordens sidste dag vil få denne klode til at se ud som en forladt slagmark. Millioner af mennesker vil den dag dø midt i deres oprør imod Gud; og Kristi herlige tilsynekomst vil for dem betyde død og dom. Se 2 Thess. 2,8; Åb. 19,21. De frelste, både de som lever den dag, og de som er opstået fra de døde vil blive taget bort fra jorden og ført hjem til Guds rige. De andre døde, de fortabte døde, vil ikke blive levende, før de tusind år er forbi. Altså er der ikke et levende menneske tilbage på denne planet under tusindårsperioden. Vi bemærkede tidligere, at Djævelen blev taget til fange og bundet for tusind år. Dette er et billede på den uvirksomhedstilstand, han vil befinde sig i gennem de tusind år. Lige siden det første menneske faldt i synd, har Djævelen spillet en aktiv rolle i det store bedrag, som i uhyggelig grad har berørt hele menneskeslægten. Gennem overraskende intriger, uigennemskuelige ideologier, indviklede systemer og skiftende kulturer har Satan bragt menneskene i opposition til Gud, hans lov og hans søn, Jesus Kristus. Hans intense modstand mod Kristus vil nå sit kulminationspunkt i opgøret ved Harmagedon.

Den store modstander vil blive "grebet" og "bundet" af konsekvenserne af sin egen gerning. Hans mål har siden verdens skabelse været at Ødelægge hele Guds skaberværk. Denne ødelæggelse vil blive så fuldstændig, at der ikke vil blive et eneste levende menneske tilbage, og det er denne omstændighed, der vil gøre jorden til en Øde, tom og mørk klode, og her vil Djævelen blive bundet af uvirksomhedens bånd i tusind 'ar. Dette er en del af hans straf.

Det onde kan ikke begrænses af restriktioner, bindes med bogstavelige lænker eller spærres inde bag fængslets mure. Det kan ene og alene båndlægges af omstændighedernes uoverstigelige hindringer. Guds straffedom over Djævelen og hans engle indbefatter et tusindårigt ophold i den verden, de selv har Ødelagt, og hvem vil benægte, at denne dom er retfærdig?

Dette er Johannes' Åbenbarings klare beskrivelse af "tusindårsriget", og med dette må vi erkende, at drømmen om et jordisk tusindårsrige blot er et fatamorgana, eftersom der ikke vil være et eneste menneske på jorden i denne periode. Derimod kan vi med rette sige, at der vil blive et himmelsk tusindårsrige, idet alle som får del i et evigt liv, vil være sammen med Kristus i himlen i tusind år. "Verdenshistorien set i lyset af de sidste tider viser for dem, som vil se og høre, at udviklingstanken og alle sekulære forventninger om et tusindårsrige og et gyldenår er uden forbindelse med virkeligheden."

Som ovenfor nævnt vil jorden blive et fængsel for Djævelen og hans engle i de tusindår. Det er Guds retfærdige og uomstødelige dom over syndens ophavsmandpå den planet, som i årtusinder har været et hjemsted for dæmoners ånder. Men så spørger vi: "Er dette hele hensigten med den lange, tusindårige periode, eller har Gud en højere plan med denne bestemt afmålte tid?"

I Johannes' Åbenbaring løftes fligen af det forhæng, som dækker Guds evige planer, og han viser os et lille glimt af det, som skal foregå i Himmelen i de tusind år, Den frelste skare er i audiens hos den levende, evige Gud, "og der blev givet dem magt til at dømme", og de "blev konger med Kristus i tusinde år". Disse ufattelige ord afslører, at Himmelen er et sted med liv og aktivitet, og at det aldrig har været Guds tanke, at de frelste skal sidde i en gyngestol og lytte til en kedsommelig evigheds klokkeslag. De får kongeværdighed, og de skal være med til at dømme. Hvad dette sidste punkt angår, må det betyde, at en retfærdig Gud vil gennemgå de fortabtes sag for åbent tæppe og afsløre, hvorfor han måtte lade "store mænds" navne indføre i "fortabelsens bog". Mennesker har delte meninger om mange ting, ikke mindst om deres medmennesker, og ofte er Gud blevet beskyldt for at være uretfærdig i sin handlemåde med jordens beboere.

Den store retssag om syndens problem vil blive klarlagt for de frelste for at fjerne enhver tvivl om Guds retfærdighed og for at fjerne muligheden for, at synden nogen sinde skal opstå igen. Pauli ord om, at de frelste en dag skal være med til at dømme engle, vil blive opfyldt i de tusind år. 1 Kor. 6,3. Hver mund skal lukkes, og hele verden stå strafskyldig for Gud. De tusind år i audiens hos Himmelens Gud vil blive en erfaring, der ikke tåler at sammenlignes med nogen jordisk erfaring. Historien beretter om store kirkemøder i svundne tider. Disse møder kunne strække sig over flere år, naturligvis med betimelige pauser, og vi kan kun svagt forestille os et himmelsk kirkemøde, hvor alle de uforståelige teologiske problemer bliver løst, og Gud bliver alt i alle. 1 Kor. 15,2428.

HVAD SKER VED SLUTNINGEN AF DE TUSIND ÅR?

Selv om tusind år er en lang tid, læser vi et sted, at tusind år for Herren er som én dag og én dag som tusind år. En dag kan føles uhyggelig lang, medens en anden kan føles forbavsende kort, alt eftersom hvordan vi har det, og hvad vi er optaget af.

Et årtusinde i den himmelske verden vil ikke føles langt, men mere som en nødvendig, interessant og indholdsrig tid ved Guds trone, i Guds universitet. Når denne tidsperiode er forbi, vil de Øvrige døde opstå*. De, som gjorde det onde, skal opstå til dom. Den anden opstandelse vil på en speciel måde markere afslutningen af de tusind år. (Åb. 20,5) Så snart denne opstandelse har fundet sted, sker der igen noget på jorden, for da er Satans fangenskab forbi.

Djævelen har været bundet af uvirksomhedens lænke i tusind år, fordi der ingen mennesker var at forføre. Ved den anden opstandelse vil de fortabte opstå, og man overvældes ved tanken om, at deres tal er som havets sand. Vi ved, at de milliarder mennesker. Vi ved ikke, hvor mange der har levetpå jorden i hele dens lange historie; men vi ved, at langt de fleste ignorerede Guds tilbud om frelse og gik deres egne veje. Derfor vil slutresultatet for dem blive evig fortabelse. Vi lægger mærke til, at så snart de fortabte er opstået, bliver Djævelen løsladt af sit fængsel, og han forfører dem på ny. Dette bekræfter, at årsagen til Djævelens fangenskab er, at jorden er mennesketom i de tusind år; men når der igen bliver mennesker at bedrage, er uvirksomhedens lænke fjernet.

Han forfører hele verden endnu engang: Ogde drog op over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad." Der er i det mindste to spørgsmål, man gerne vil stille i denne forbindelse:

1) Hvorfor vil Djævelen få lov til at forføre de fortabte endnu engang, da han har forført dem før, ellers ville de ikke være gået fortabt?

2) Hvorledes kan Djævelen sammen med den fortabte hær omringe "de helliges lejr og den elskede stad", når de "hellige" er i Guds rige?

Det sidste punkt er nok så enkelt. Det fremgår af Ab. 21,2, at Johannes så det ny Jerusalem komme ned fra Himmelen. For mennesker kan det være nok så problematisk at flytte blot et hus fra et sted til et andet, og det sker næsten aldrig på grund af de udgifter og vanskeligheder, en sådan flytning er forbundet med. Derfor er det umuligt for den menneskelige hjerne at forstå, at en hel by fra den fjerne himmelverden kan flyttes ned på jorden, men vi kan stole på Guds løfter, for intet er umuligt for ham.

Det ny Jerusalem vil komme ned på jorden ved slutningen af de tusind år, og de frelste vil, som vi tidligere har set, være med på denne rejse. Den hellige by vil blive genstand for detsidste angreb fra ærkefjenden med hele hans hær, hvis sidste forsøg på at udslette Gud og tilintetgøre hans planer bliver oprullet for vore Øjne. At forsøget vil mislykkes er en anden sag, men hvorfor dette sidste store bedrag?

Netop dette punkt i syndens drama, har været en gåde for mange bibelforskere. Syndens problem med dens lidelse og elendighed er uforståeligt, medmindre vi møder en retfærdig Gud, som er i stand til at bevise sin retfærdighed i ord og handling. Når Gud tillader Djævelen at udfolde sig til den sidste etape i det store opgør mellem godt og ondt, er det for at den ondes ondskab, mål og hensigter fuldstændig skal blotlægges for mennesker og for hele universet. Det var Satan, der inspirerede menneskene til at rejse korset uden for Jerusalem i et drastisk forsøg på at fjerne Gud fra denne verden; og den sidste belejring af Guds hellige stad vil stadfæste, at hans plan stadig er den samme. De fortabte vil være med i denne krigsmarch, hvilket bevidner, at de ikke har det ringeste ønske om at omvende sig, men at de stadig er i opposition til Gud og for enhver pris vil modarbejde ham.

Når ondskaben således har nået sit højdepunkt, er timen kommet, da dommen over den fortabte verden vil blive fuldbyrdet. Den anden opstandelse kaldes derfor: "dommens opstandelse". Hele den fortabte verden vil stå opmarcheret uden for det ny Jerusalem efter de tusind år, og da vil Guds retfærdighed være så tydelig bevist, at ingen hverken de frelste eller de fortabte - har et ord mere at indvende. Det vil blive et forfærdeligt øjeblik for de fortabte, når de står uden for den hellige stad med bevidstheden om, at de selv kunne have været i sikkerhed inden for denne uindtagelige bys mure med ret til et evigt liv. At se det, man kunne have nået, hvis man havde truffet det rette valg, er i sig selv den hårdeste straf; men den med gru forudsete dommedag er kommet, og ild vil falde ned fra himlen og fortære de fortabte. Djævelen vil blive kastet i ildsøen, og dermed vil syndens drama være udspillet. "Dette er den anden død: ildsøen."

Ifølge Johannes' Åbenbaring er fortabelse det samme som evig udslettelse. Det, som fortæres af den uslukkelige ild, fortsætter ikke med at eksistere. Et evigt brændende helvede er ikke foreneligt med en kærlig og retfærdig Guds handlemåde. "Der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere." Åb. 21,4. (Se også Mal. 4,13)

Den anden død er der ingen opstandelse fra, for den er evig; men de fortabte vil omkomme, og slutresultatet vil blive død og udslettelse, og kun på den måde må vi forstå Åb. 20,10 og 14,11. Dog vil Herrens ord om dommen stå ved magt: "og de blev dømt, hver efter sine gerninger.

Vi ser i dag mange beviser for, at jorden snart vil blive en øde og tom klode. Intet menneske vil overleve den kommende krise og verdens undergang, medmindre det kommer med Kristus hjem til den himmelske verden. En storstilet plan er lagt for at hjælpe os ud af syndens dilemma, ud af fortabelsens verden. Det vigtigste spørgsmål man derfor kan stille sig selv i denne tid, er dette:

Hvor skal jeg stå på dommens store dag?

Vi er optaget af så mange ting i denne verden, og til tider har vi så travlt, at vi næsten ikke har tid til at leve, men i lyset af vor evige skæbne, burde vi standse op og spørge os selv: "Hvor skal jeg tilbringe evigheden?"