Gud fuldbyrder frelsesværket ved sin ånd. Ånden er den, der virkeliggør Kristi genløsningsværk. Kristus har sendt Helligånden som sin personlige repræsentant. Ånden genføder, helliger og genskaber den kristne. Lige fra det øjeblik et menneske tager det første skridt på frelsens vej, oplyser Ånden det og stadfæster troen hos det, til det til sidst bliver forvandlet til lighed med Kristus.

Helligånden er Kristi stedfortræder på jorden. "Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en Ånden talsmand til at være hos jer til evig tid." Joh. 14,16. Ånden er den Ånden talsmand, som følger den første Kristus. Hvad betyder den Ånden talsmands komme? Jesus siger: jeg kommer til jer." Joh. 14,18.

Bibelen taler om Faderens, Sønnens og Åndens iboen i os. Dette indebærer, at vi ejer frelse og guddommeligt liv. Men desuagtet må man ikke forveksle dem med hinÅnden. Det er Ånden, som gør Kristus stor for den troende. Det er ved Ånden, Kristus tager bolig i den troende. Ånden tilsidesætter ikke Kristus. Tværtimod, den forklarer Kristus. Ånden påminder den kristne om Kristi ord og giver ham Jesu sindelag og opstandelseskraft.

Kristus er midleren mellem Gud og mennesker, men Helligånden er midleren mellem Kristus og den kristne. Hvor Ånden findes, er Faderen og Sønnen også.

  "Helligånden er det åndelige livs åndedrag i sjælen." Helligånden er TalsmÅnden, akkurat som om Kristus selv var personlig til stede i sjælen.

Åndens dåb er ikke noget, man behøver at frygte. Vi er vel ikke bange for Jesus? Er det ikke vort hjertes attrå, at Jesus skal blive forherliget i os? Helligånden formidler en nøgtern, sund og velsignelsesbringende nærværelse i vore hjerter den gør Jesus virkelig og personlig.

 

Åndens gaver og velsignelser

Ånden fører liv med sig. Jesus siger: "'Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.' Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, engang skulle få; thi Ånden var endnu ikke kommen, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort." Joh. 7,3739.

Guds Ånd, som vi ved troen har modtaget i hjertet, er begyndelsen til evigt liv. Mennesket bliver en ny skabning.

Vand er nødvendigt for alt livs eksistens. Hvor der ikke findes vand, råder tørke og død. Jesus lover levende vand gennem Åndens formidling og ikke blot dråber eller en strøm, men strømme. Jesus siger: ,Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod." Joh. 10,10. I den nye fødsel får den troende liv, men det er Åndens fylde, som bringer liv og overflod.

Åndens liv er et guddommeligt, åndeligt liv i Kristus. Guds And virkede allerede i den gamle pagts tid, men ifølge Jesus var Ånden dengang ikke kommet i sin fylde. Ånden kunne først sendes til verden, efter at verden var blevet genløst. I den forløste verden blev Ånden udgydt over alt kød for at udvirke frelse ved evangeliets forkyndelse. Åndens gave var Jesu. kroningsgave. ,Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører." Ap. G. 2,33.

Da Jesus efter at have forløst verden atter vendte tilbage til herligheden, ophøjedes han og satte sig på Faderens højre side som vor midler og konge. Som tegn derpå udgød han Ånden over sin menighed.

 

Ånden udgyder kærligheden

"Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet." Rom. 5,5. Kærlighedens undertulde kraft er en gave. Vi kan aldrig erholde den ved vore egne anstrengelser og forsøg, men overalt, hvor Ånden får lov til at virke, vokser kærligheden frem som dens første frugt. Kærligheden er det guddommelige livs lov. Kærlighedens lovsang i 1 Kor. 13 er en beskrivelse af Åndens liv. Jesus sammenlignede ånden med strømme af levende vand".

Der findes i alt ni af disse levende vandstrømme: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed. (Gal. 5,22-23).

De tre førstnævnte levende vandstrømme, kærlighed, glæde og fred, er forbundet med vort forhold til Gud. Langmodighed, mildhed og godhed er strømme, som vederkvæger vort forhold til vor næste. Trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed er frugter af den kristnes nye liv og karakter.

Det 13. kapitel i første brev til korinterne forklarer nærmere kærligheden og afholdenheden, der er de to vigtigste egenskaber.

Paulus begynder med kærlighedens dom. Det er den mest frygtede dom. Den er en vægt, hvor alting vejes og findes for let med undtagelse af det sande og ægte. På kærlighedens vægt er det ikke blot synden, det simple og lave, som vejer for lidt, men også det gode, det høje og prisværdige.

Kærligheden er tegnet på Åndens fylde, men tungetalens og den profetiske gave er ikke noget tegn; thi uden kærlighed er mennesket blot et rungende malm eller en klingende bjælde. (1 Kor. 13,1-2).

Tungetalen er en Guds gave, men den er ikke en målestok for det indre livs værdi, ikke et bevis på karakter og hellighed.

At tro på profetiens gave eller selv at eje den er ikke af nogen værdi, dersom kærligheden mangler.

Vor tid er kundskabens tidsalder. Et menneske, som kendte alle hemmeligheder og ejede al kundskab, vil blive tilbedt af verden og være som et under for menigheden. Men vejet på kærlighedens vægt ville al denne kundskab blive fundet for let. Al tro, alle undergerninger og al selvfornægtelse gavner intet uden kærlighed. (1 Kor. 13,2-3).

Hvilken frygtelig dom! Hvad bliver tilbage af vor prædiken, vor profeteren, vor kundskab, vor tro, vor selvfornægtelse og vore ofre, efter at kærlighedens ild har prøvet dem? Hvor meget findes der af virkelig værdi i vor gudsfrygt?

Kærlighedens magt er uden grænser. Den ejer langmodighedens, mildhedens og glædens magt. Ordet alt forekommer fire gange i forbindelse med ordet kærlighed. "Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt." Intet kan tilintetgøre, forstyrre eller overvinde kærligheden. Paulus fremfører otte forskellige beviser på afholdenhed, selvbeherskelse, som er kærlighedens særskilte tegn.

Kærligheden udspringer fra sjælens dyb, dens kræfter er de styrende og bestemmende i menneskelivet. Menneskets opførsel bestemmes ikke af dets forstand, fornuft eller vilje, men af dets drifter, påstår nutidens psykologer. Omkring ni tiendedele af vort sjæleliv regnes for "det underbevidste", medens det kun er en tiendedel, som findes i "det bevidste". Ét menneskes liv bestemmes af dets underbevidsthed. Selvhævdelsen, seksualdriften, masseinstinktet er en del af dets drivkræfter. Det er disse skjulte kræfter, der bestemmer menneskets opførsel. De udgør den i lemmerne rådende lov, som gør mennesket til en fange og driver det til at gøre det, som det ikke vil.

Dersom et menneske modtager en eller flere nådegaver, kan disse lede til, at dets selvtilfredshed vokser, og dets eget jeg styrkes. Men kærligheden, der er blevet udgydt ved Ånden, er en ny faktor, en ny drivkraft, som virker i sjælens dyb, og som holder drifterne i tømme.

"Kærligheden misunder ikke, kærligheden praler ikke, den opblæses ikke. Den gør intet usømmeligt, den søger ikke sit eget, den lader sig ikke ophidse, den bærer ikke nag. Den glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden." Således forklarer Paulus kærlighedens væsen.

Selvtilfredsheden såres af andres fremgang. Selviskheden får et menneske til at prale, at overdrive og forstørre sin egen betydning. Den søger blot sit eget i alt. Men dersom man ikke lægger mærke til og roser et selvisk menneske, bliver det såret og bittert. Det bærer enten åbent eller hemmeligt nag mod alle, der på en eller Ånden måde har såret dets selvfølelse.

Men kærligheden giver selvbeherskelse. Den oplyser hjertedybet med sin visdom, åbenbarer urette bevæggrunde, der ikke blot kan lede til urette handlinger, men også til urette tanker. Helligånden renser menneskets indre. Åndens kraft er den eneste kraft, der formår at påvirke vor underbevidstheds hemmelige kræfter og holde dem i tømme. Derfor fremholder Paulus Åndens ledelse og kraft som det afgørende for det nye liv. J derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds ånd bor i jer." Rom. 8,9.

Mennesket kan ikke kontrollere kødets og sindets magter. Kundskab, vilje og Guds lov er magtesløse i menneskets liv, når det står under kødets herredømme. Romerbrevets syvende kapitel viser, at syndens magt er så stor, at menneskene er solgt som slaver under synden, solgt til kødelighed, magtesløshed og fangenskab. Men det kristne menneske ejer retten til at overlade sig til Ånden, og Åndens herredømme er mægtigere end kødets herredømme. "Livets Ands lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov." Rom. 8,2. Den fulde sandhed af dette blev åbenbaret i Paulus' liv.

Dette Åndens liv, som omtales i Romerbrevets ottende kapitel, er ikke for nogle få udvalgte kristne eller for dem, der har særskilte embeder. Nej, det liv gælder for alle, for enhver kristen, til alle tider. Thi dette liv gives til alle, der overgiver sig til Åndens herredømme.

Vi kan ikke sejre over synden, men Ånden kan. Vi kan ikke beherske os selv, dersom vi ikke tillader ånden at beherske os.