Jeg har ladet mig fortælle, at en ung russisk zar en dag for mange år siden var ude at spadsere i de kongelige haver, da han ude på en mark i nærheden af paladset lagde mærke til en soldat, som var posteret i fuld mundering. Han spurgte den unge soldat, hvad han bevogtede. Soldaten vidste det ikke, udover at reglementet krævede, at der skulle stå en vagt på dette sted.

Den unge zar var blevet nysgerrig, gik hjem og så efter i gamle optegnelser. Han opdagede, at Katharina den Store en gang havde ladet anlægge et større areal med sjældne rosenbede. Og netop det pågældende sted havde der stået en skøn og sjælden rosenbusk. Hver uge havde bønderne fået lov at komme og beundre roserne. Men hun havde befalet, at der skulle stå en vagt ved denne særlige busk. Den ordre var aldrig blevet tilbagekaldt. Rosenhaverne var borte for længe siden. Men der stod stadig en soldat og holdt vagt ved et bed ukrudt!

Kunne det tænkes, at vi oprigtigt og i bedste mening står vagt ved et og andet, som overhovedet ikke er helligt? Århundrederne fortæller deres historie.

Det er en trøstende og styrkende kendsgerning, at frafaldet ikke rigtig trængte igennem i apostlenes levetid, så længe menigheden var påvirket af deres personlige indflydelse. Derfor finder vi ikke nogen optegnelser om dette i Bibelen. Men frafaldet skulle ikke lade vente længe på sig. Paulus sagde: »Lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed.« 2 Thess. 2,7.

Den første menighed stod frem strålende skøn i sin læres renhed, så længe apostlene havde deres gang iblandt dem. Men så kom der en anden generations kristne, på lidt større afstand af Kristi og apostlenes lære, lidt mere følsomme over for forfølgelsen, lidt mere tilbøjelige til fortrolig omgang med den hedenske verden. Og det varede ikke længe, før fra faldet kilede sig ind i menigheden - i form af ritualer og ceremonier, som Paulus og Peter aldrig havde hørt om.

Vidste du, at en meget gammel profetisk forudsigelse nøjagtigt angiver, hvilken særlig retning frafaldet ville tage?

Lyt:
»Og han skal ... tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han skal sætte sig for at ændre tider og lov, og de skal gives i hans hånd en tid og to tider og en halv tid.« Dan. 7,24-25.

»Sætte sig for at ændre tider og lov.« Vi kan altså forvente at finde en magt, som drister sig til at forandre Guds lov. Og disse forandringer vil dreje sig om tider.

Jeg spørger dig: Hvilken del af Guds lov drejer sig om tid? Det er helt tydeligt, at sabbatten skal blive skydeskive for frafaldet.

Skal vi da lade århundrederne fortælle deres beretning. Og vi må vende os til historien, til de første kristne skribenter. Den beretning finder vi nemlig ikke i Bibelen.

Frafaldet kom i stand ved et sammentræf af omstændigheder. Det begyndte omkring år 132-135 e. kr., da et jødisk oprør fandt sted under Bar Koba. Som følge af dette oprør blev jøderne bragt i miskredit i hele det romerske imperium.

For at undgå den forfølgelse, som fulgte, finder vi, at de kristne i stigende grad var ængstelige for på mindste måde at blive identificeret med jøderne. Og eftersom sabbatshelligholdelse var et almindeligt særkende for jøderne, blev mange tilbøjelige til at gøre mindre ud af denne.

Men forfølgelsen var kun en af faktorerne. Ønsket om accept og popularitet var en lige så stor årsag til den ligegyldighed, der snart skulle resultere i åbent frafald.

Menigheden indså hurtigt de timelige fordele ved et kompromis med hedenskabet. Kunne man ikke indføre nogle af de populære hedenske skikke i menigheden? Ville ikke sådan en sammensmeltning af skikke få hedningerne til at føle sig hjemme i menigheden? Hvorfor ikke indføre hedningernes helligdag? Hvis nu hedningernes helligdag blev indført i kristenheden, mon så ikke hedningerne selv ville følge efter?

Gennem mange hundrede år havde sol tilbedere helligholdt den første dag i ugen. Det var på den dag, de havde deres fester til ære for solen. Hvorfor ikke føre søndagen ind i menigheden - og hedningerne med den?

Sådan begyndte den gradvise nedbrydning af menighedens renhed - en nedbrydning, der skulle strække sig over adskillige hundrede år.

Når vi søger at spore frafaldets forløb er vi nødvendigvis henvist til kirkefædrenes skrifter. Disse fædre citeres ofte til støtte for søndagshelligholdelsen. Må vi først sige, at deres originale skrifter virker noget tørre og kedsommelige. Der er ikke mange, som gør sig ulejlighed med at søge tilbage til de originale kilder, men er tilfredse med at citere dem på anden hånd. Derfor er det ofte tilfældet, at fædrene netop ikke i virkeligheden sagde det, de citeres for at have sagt.

Imidlertid må vi have i tanke, at hvad de end har sagt, har de kun talt ud fra deres egen autoritet. De var på ingen måde inspirerede. Det, de har skrevet, beretter simpelt hen om den første menigheds praksis, ikke om autoriteten for denne praksis. Deres skrifter udgør en del af beretningen om frafaldet. De viser også, at sabbatten blev trofast helligholdt af mange gennem flere hundrede år.

Og dette er betydningsfuldt. Ingen kristen skribent fra de første århundreder henfører søndagshelligholdelsens autoritet til Kristus eller apostlene. Hør denne udtalelse af Augustus Neander, en førende kristen historiker :
»Søndagens helligholdelse, ligesom alle andre højtider, var altid kun en menneskelig anordning, og det var langt fra apostlenes hensigt at indstifte en guddommelig befaling i så henseende; langt fra dem og fra den første apostoliske menighed at overføre sabbats budet til søndagen. Omkring slutningen af det andet århundrede begyndte man muligvis at foretage falske henvisninger af denne art; for man synes på den tid at have betragtet arbejde om søndagen som en synd.«

Det var i begyndelsen af det fjerde århundrede, at den romerske kejser Konstantin den Store, som på det tidspunkt stadig var hedning, udstedte en officiel forordning gående ud på at håndværkernes værksteder skulle være lukkede den første dag i ugen - »solens ærværdige dag«. Og det var i det samme århundrede, at kirkemødet i Laodikæa gav søndagshelligholdelsen en fortrinsstilling, ifølge kanon 29:

»Kristne skal ikke være som jøder og være ledige om lørdagen (sabbatten), men skal arbejde på den dag. Men Herrens dag skal de særlig ære, og fordi de er kristne, skal de om muligt ikke udføre noget arbejde på den dag. Hvis de derimod findes at være som jøder, skal de udelukkes fra Kristus.« Læg mærke til, at der her henvises til søndagen som »Herrens dag«. Nogle har ment, at Johannes' henvisning til at have haft et syn på »Herrens dag« - Åb. 1,10 - er et bevis på søndagshelligholdelsens begyndelse på hans tid. Denne slutning er ikke underbygget. Det er tydeligt, at han henviser til sabbatten.

Udtrykket »Herrens dag« blev aldrig anvendt på søndagen af de kristne før langt senere. De første autentiske henvisninger til søndagen som »Herrens dag« kom henimod slutningen af det andet århundrede.

Det triste faktum er, at da udtrykket »Herrens dag« blev anvendt blandt de kristne, var det smittet af hedenskabet. Lyt til følgende udtalelse af portugiseren Agostinho Paiva fra en beskrivelse af Mitradyrkelsen:
»Fra umindelige tider var den første dag i ugen, søndag, helliget til Mitra, hvilket bekræftes af flere forfattere. Eftersom solen var gud, Herren par excellence, blev søndagen kaldet Herrens dag, til sidst også i kristenheden.«

Denne gliden væk fra sandheden skete gradvist. Det kom ikke fra den ene dag til den anden, eller ved et enkelt dekret. Til at begynde med blev søndagen ikke indført som en helligdag i det hele taget, men som en fridag. Gennem flere hundrede år blev begge dage fejret side om side - lørdagen som hviledag, søndagen som fridag. Men efterhånden som hedenskabet sivede jævnt og stille ind i menigheden under indflydelse af både popularitet og forfølgelse, blev der lagt mere og mere vægt på søndagen, mindre og mindre på sabbatten.

Lad os huske, at i de første århundreder var Den hellige Skrift ikke tilgængelig for alle og enhver, som nu. Læresætninger blev overbragt fra mund til mund, indtil lægfolket næppe kunne skelne mellem Den hellige Skrift og traditionen. Traditionen blev mere og mere accepteret som autoritet. Er det da så underligt, at en sådan rystende forandring i den kristne praksis kunne komme i stand gennem århundrederne og blive næsten alment accepteret uden at møde nogen alvorlig udfordring?

Den mørke tidsalder fulgte - lange århundreder, hvor sandheden blev holdt borte fra folket. Generation efter generation kom og gik, hvor meget få kendte sandheden, som apostlene lærte den. Den hellige Skrift var kun tilgængelig for de velstående, gemt hen i støvede biblioteker eller lænket til klostrenes mure.

Så kom Martin Luther og reformationen. Sandheder, som længe havde været skjult, blev genopdaget, den ene efter den anden. Der blev lagt et vist grundlag, trukket ganske bestemte linjer.

Traditionen var nemlig blevet ophøjet til en position på linje med og endog over Den hellige Skrift. Da Luther sagde: »Bibelen og Bibelen alene er vor rettesnor for tro og praksis,« kastede han derfor en bombe ind i sin tids tænkning.

Her var det måske på sin plads at definere, hvad vi mener med tradition. Med tradition mener vi simpelt hen kirkens opsamlede påbud, handlinger, retningslinjer og fortolkninger - dens udtalelser vedrørende både teologi og moralske normer.

Så kom kirkemødet i Trent. Der har aldrig været afholdt et mere betydningsfuldt kirkemøde i historien. Det strakte sig med mellemrum over atten år og begyndte i marts 1545. Spørgsmålet, man stod overfor, var: Kunne kirkens tradition med held forsvares over for reformationens mægtige vidnesbyrd, som stod for Bibelen og Bibelen alene? Det var et spørgsmål om autoritet.

Spørgsmålet blev diskuteret i årevis. Kirkemødet prøvede at finde et logisk argument for at fordømme det protestantiske princip om Bibelen alene som rettesnor for troen. Mangen en indflydelsesrig stemme ophøjede traditionen over Skriften. »Tradition, ikke Skriften, siger Lessing, er den klippe, hvorpå Jesu Kristi kirke er bygget.« A. Namipon:

Men en stærk gruppe i forsamlingen holdt hårdnakket på det synspunkt, at kirken burde tage standpunkt for Skriften alene. Og debatten fortsatte. Det var en tale af ærkebiskoppen af Reggio, der til sidst fik stemningen til at vende, som tilvejebragte det nødvendige argument til fordel for traditionen. Han hævdede, at traditionen måtte stå over Bibelen, fordi kirken havde forandret sabbatten til søndag, ikke på grundlag af Kristi befaling, men i kraft af traditionen alene. Her er hans ord:

»Sådan er tilstanden hos denne tidsalders kættere, at der er intet, de sætter større lid til, end dette, at de under påberåbelse af at holde sig til Guds ord omstyrter kirkens autoritet. Som om kirken, Kristi legeme, kunne være i modsætning til Kristi ord, han, der er hoved for legemet. Tværtimod illustreres kirkens autoritet mest tydeligt ved De hellige skrifter, for medens den på den ene side anbefaler dem, erklærer dem for at være guddommelige og anbefaler os at læse dem og i tvivlsspørgsmål tolker dem korrekt, og fordømmer alt, hvad der er i modstrid med dem, er på den anden side Den hellige Skrifts love og forskrifter blevet ophævet i kraft af den samme autoritet. Sabbatten, lovens mest ærefulde dag, er blevet forandret til Herrens dag. ... Dette og andre påbud er ikke blevet ophævet i kraft af Kristi lære (for han siger, at han er kommet for at fuldkomme loven, ikke for at nedbryde den), men det er sket ved kirkens autoritet. Sandelig, hvis dette skulle omgøres (for her matte I så fald være tale om kætterier), hvem ville da fremføre sandheden og gøre kætternes hårdnakkethed til skamme?«

Spørgsmålet var endelig afgjort. Men kan du se, hvordan det blev afgjort? Kan du se årsagen til, at kirkemødet tog dette standpunkt - det synspunkt, som fremkom den dag, spørgsmålet endelig skulle afgøres, Idet kirken kæmpede imod den friske blæst fra protestantismens bibelske forkyndelse? Læg mærke til hvordan dr. H. J. Holtzman I Sin bog Canon and Tradition, p. 263 har opsummeret den tale, som vendte stemningen:

»Til sidst ved den afsluttende åbning af rådsmødet den 18. januar 1562, blev al tøven lagt til side. Ærkebiskoppen af Reggio holdt et foredrag, hvori han åbent erklærede, at traditionen stod over Skriften. Derfor kunne kirkens autoritet på ingen måde være bundet til Skriftens autoritet, fordi kirken ... havde forandret sabbatten til søndag, ikke ifølge Kristi befaling, men ved sin egen autoritet." (Fremhævet her).

Hvad bragte den dag, da alt stod på spil? Det var et faktum, at kirken havde revet et af budene ud af Guds lov - I kraft af traditionen!

Er vi på sporet af, hvad der er sket med sabbaten? Åbenbart. Lyt til disse ord fra Den augsburgske Bekendelse, skrevet i 1530:
»De (katolikkerne) påberåber sig forandringen fra sabbaten til Herrens dag, tilsyneladende i modstrid med dekalogen; og de kan ikke anføre andet eksempel end sabbatens forandring. De må nødvendigvis regne kirkens magt for meget stor, eftersom den har set bort fra et af dekalogens bud.«

I så alvorlig en sag må vi passe på, hvordan vi bygger. Jeg vil gerne vise dig kendsgerningerne. Jeg vil gerne, at du læser dem for dig selv. Men hvordan skal jeg vide, hvad jeg skal udvælge, når det historiske materiale, der refererer til denne forandring, ville fylde en hel stor lastbil?

»Fra en simpel begyndelse udviklede kirken et særligt præsteskab og en detaljeret gudstjeneste. På denne måde syntes kristendommen og de højere former for hedenskabet tilbøjelige til at komme hinanden nærmere og nærmere, efterhånden som tiden gik. Det er rigtigt, at de i en forstand mødtes ligesom hære i en kamp på liv og død, men på samme tid syntes de at flyde sammen ligesom strømme, der løber i samme retning.«

Og Dean Stanley siger: »Bibeholdelsen af det gamle hedenske navn 'Dies Solis' eller 'søndag' for den ugentlige kristne højtidsdag har i høj grad bidraget til foreningen af værdsatte hedenske og kristne synspunkter, hvorved ugens første dag af Konstantin blev anbefalet til hans undersåtter, hedninger og kristne uden forskel, som 'solens ærværdige dag'. ... Det var hans metode til at harmonisere imperiets uharmoniske religioner under en fælles forvaltning.«

Lyt nu til følgende frimodige udtalelse. William Frederick siger: »På denne tid var det nødvendigt for kirken enten at antage hedningernes helligdag eller at få hedningerne til at forandre deres helligdag. At forandre hedningernes helligdag ville have været til forargelse og anstød for dem. Kirken kunne ganske naturligt nå dem bedre ved at antage deres helligdag.« Man gyser ved tanken om, at en så overfladisk betragtning i det hele taget kunne fremføres. Men det er, hvad der skete. Den tragiske sandhed er, at Herren Jesu Kristi hviledag blev ofret til populariteten og kompromisets guder.

»Efter at have forandret hviledagen fra den jødiske sabbat, eller ugens syvende dag, til den første dag i ugen, lader kirken (den katolske) det tredje bud henvise til søndagen som den dag, der skal helligholdes som Herrens dag.«

Og jeg læser følgende udtalelse fra det officielle katolske blad Our Sunday Visitor for 11. juni 1950 - en udtalelse, som ophøjer den katolske tro på traditionen og påpeger det inkonsekvente i protestanternes delvise fastholden af denne: »I alle deres officielle lærebøger hævder protestanterne, at deres religion er bygget på Bibelen og Bibelen alene, og de forkaster traditionen som værende blot en del af deres tros rettesnor. ...

Der er intet sted i Det nye Testamente, hvor det tydeligt erklæres, at Kristus forandrede tilbedelsesdagen fra lørdag til søndag. Men alle protestanter, undtagen syvende dags adventisterne, helligholder søndagen. ... Protestanterne følger traditionen i deres helligholdelse af søndagen.«

Er reformationens ånd blevet så svag, at store dele af den protestantiske verden må vendt sig netop til den tradition, de forkaster, for at finde autoritet for deres tilbedelsesdag?

Så pinligt er kompromiset.

»Det er sandt, at der ikke findes nogen direkte befaling om barnedåb.« Og han fortsætter: »Det er der heller ikke for helligholdelsen af den første dag i ugen.«

Vi kunne læse mange tilsvarende udtalelser. Kardinal Gibbons siger det på denne måde: »Du kan læse Bibelen igennem fra Første Mosebog til Åbenbarings bogen, og du vil ikke finde en eneste linje som grundlag for søndagens helligelse.

Bibelen indskærper religiøs helligholdelse af lørdag, en dag vi ikke helligholder.«

Vi finder intet grundlag for søndagshelligholdelse i Bibelen. Ingen befaling af Kristus. Kun en menneskelig forordning. Det er rigtigt, at den kom ind på et tidligt tidspunkt i menighedens historie. Men er det ikke tragisk, at den kom ind mærket med solgudens navn, farvet af frafald, et påbud direkte fra hedenskabets skød? Hvor sørgeligt, at menigheden tog så villigt imod den, så ukritisk, så blindt!

Er vi blevet taget på sengen? Hvordan kunne sådan noget ske? Hvordan kunne et sådant dramatisk brud på sandheden få lov at foregå upåagtet? Har vi uforvarende stået vagt over en forordning, som slet ikke er hellig?

Åbenbart. Men jeg tror, du kan se, hvordan det kunne gå til. Med de næsten to tusinde år, der er gået siden apostlenes dage, mange af dem formørkede af undertrykkelse af sandheden, med traditioner, som gradvist kilede sig frem til overherredømme over menneskers sind - er det så underligt, at millioner i dag aldrig har tænkt på spørgsmålet om hviledagen?

Det kunne ske. Det er sket. Vi har stået vagt over traditionen i stedet for sandheden. Vi chokeres, når vi ser vor fejltagelse.

Jeg ved, at millioner har helligholdt søndagen og regnet det for et helligt privilegium. De har tilbedt oprigtigt i den tro, at søndagen var det sande mindesmærke for vor Herres sejr over døden. Gud har godtaget deres oprigtige tilbedelse.

Men nu, idet den virkelige sammenhæng er ved at gå op for dem, idet de fornemmer de rænkefulde planer, der ligger bag denne fingeren ved Guds lov, standser de op i alvorlig eftertanke. Ulydighed er utænkelig, nu da sandheden har oplyst deres samvittighed.

Kan du se en ny betydning i det spørgsmål, Jesus en gang stillede? »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?« Og han tilføjede: »Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.« Matt. 15,3 og 9.

Århundrederne fortæller deres historie. Det sidste kapitel viser os millioner stående på vagt over noget, som slet ikke er helligt, idet de febrilsk klynger sig til noget, som ikke findes i Guds ord.

Men der er en anden side af historien. Sandheden har ikke været helt upåagtet ned gennem århundrederne. Der har altid været en trofast kerne. Selv gennem den mørke middelalder var der nogle, som trofast løftede sandhedens fakkel.

I reformationens dage blev så den ene sandhed efter den anden afdækket og pudset op til deres oprindelige glans. Den ene reformator efter den anden bidrog til dette voksende lys og samlede tilhængere på marchen fremad. Desværre var der hos disse efterfølgere en tendens til at standse op, der hvor deres leder var standset i efterforskningen af sandheden. De fortsatte ikke med at forske videre i det lys, de havde fået. Og derfor har vi vore mange forskellige trosretninger. Er det ikke paradoksalt, at selve kampen for at holde sandheden i live skulle resultere i den splittelse inden for kristenheden, som vi ser i dag? Ja vist, de værner om fædrenes lære og tænker sjældent på selv at stille spørgsmål. Ven, for længe siden besluttede Jeg at finde et folk, som var villigt til at stå vagt over sandheden, hvad det end skulle koste.

Der findes åbenbart en sådan gruppe. For Johanns taler om et folk i de sidste dage, »der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.« Åb. 14,12.

Reformationens lys, som begyndte at brænde klart for flere hundrede år siden, er ikke helt slukket. Det klareste lys ligger stadig forude. Det vil bryde frem i herlighed i de sidste dage af jordens historie. J eg vil gerne have del i det. »Retfærdiges sti er som et strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.« Ordsp. 4,18.

Ja, århundrederne fortæller en trist beretning om kompromis og rænker og intriger. De fortæller også en historie om troskab til døden. Ingen beretning er mere inspirerende end valensernes historie.

Der i Piedmonts dale i Norditalien nægtede de standhaftigt at gå på kompromis om sandheden. De fandt et tilflugtssted i disse dale under Alpernes tinder, og de tilbad ganske bogstaveligt Gud i jordens huler. Der er en stor hule dernede - man kan klatre ned i den på hænder og knæ - hvor to hundrede og halvtreds valdensere en gang gav deres liv, syngende lovsange til Gud med deres sidste åndedrag. De blev fanget, fordi deres fjender tændte et bål ved indgangen til hulen.

Fra barndommen af blev de oplært til at være missionærer. De afskrev Den hellige Skrift i hånden. Deres unge mænd drog ud forklædt som handelsrejsende med de dyrebare manuskripter gemt i deres klædedragt og spredte sandheden alle vegne. Somme tider betalte de med deres liv.

Men der er et tragisk efterspil til den historie. Det har forfulgt mig, lige siden jeg først hørte om det.

For ikke så længe siden besøgte en af mine venner sammen med en gruppe unge mennesker en af disse Piedmont-dale, En aften sad de omkring bålet og sang og fortalte hinanden beretninger fra missionen. Og nogle af dalens beboere kom nærmere og stod og lyttede i mørket. Deres hjerter blev grebet, idet de hørte unge mennesker synge om Jesu genkomst og beredte sig for at blive missionærer, som de havde været for århundreder siden.

Da de var færdige med at synge og fortælle, trådte en ældre valdenser ind i lyset fra bålet og sagde til min ven: »I må fortsætte!« Og han vedblev: »Vi valdensere har en stor arv bag os.

Vi er stolte af vort folks historie, og deres kamp for at bevare sandhedens lys op ad disse bjergsider og ned i disse dale. ... Dette er vor store arv fra fortiden, men vi har i virkeligheden ingen fremtid. Vi har opgivet den lære, vi en gang troede på.«

Han pegede hen mod den nærliggende bjergside, hvor der lå et valdensisk kapel. Og han fortsatte: »I disse dale, så fyldt med vort folks dybe minder, har vi i de senere år mistet de visioner, vi en gang havde. Vi har forgæves prøvet at holde vore unge inden for kirken. Ved siden af disse kapeller, hvorpå der står skrevet: 'Lyset skinner i mørket, har vi bygget dansesale for om muligt på denne måde at holde på vore unge. Men nu synes de ikke at have mere interesse for eller kærlighed til kirken. Deres interesser går ned til de store byers strålende lys.

De ønsker ikke længere at blive her. Hvilket mirakel, at jeres menighed stadig har unge mennesker, som er interesseret i at komme her til vor dal og studere den historie, vi elsker så højt Men alt dette er fortid nu, Det sørgelige er, at vi ikke længere går fremad med mod på fremtiden. I må fortsætte!"

Ja, disse ord forfølger mig. De er en trist efterskrift. Stå vagt over sandheden gennem århundreder - og så give op! Det maner til alvorlig eftertanke, at børnene af dem, som bestikkelse og forfølgelse, ja, selv martyrdøden, ikke kunne bevæge til overgivelse, til sidst skulle bukke under for et bekvemt livs tillokkelser, så de byggede danse sale ved siden af deres kapeller og mistede deres visioner, deres børn og deres håb, Det er en dybt alvorlig tanke, at en af deres egne efter århundreders usvigelig gudsfrygt måtte sige om deres egen gribende historie. »Men alt dette er fortid nu. Det triste er, at vi ikke længere går fremad med mod på fremtiden. I må fortsætte!"

Dette er valensernes uforglemmelige appel. Nogen må fortsætte. Nogen må løfte den sandhedens fakkel, som et en gang så trofast folk har lagt ned - og stå vagt til han kommer!

Er der stadig nogen, som vover at være anderledes? Eller har den underfundige, hypnotiske slåen på tromme gjort hvert eneste menneske til en ubevidst slave under mængdens tyranni?

Hvorfor denne mærkelige trang til at være som de andre? Vi marcherer omkring ligesom robotter, fortabt i gruppen, rædselsslagne ved tanken om at være anderledes. Hvor er den skabende vægring ved at bøje sig for flertallet, der frembragte fortidens helte og martyrer? Hvor er begejstringen ved at tage et standpunkt? Vi synes at være hypnotiserede af den barnlige leg »følg lederen«.

Margaret Applegarth har skrevet en ganske dejlig bog med titlen Men As Trees Walking (Mennesker som vandrende træer). I denne bog fortæller hun den sandfærdige, men næsten utrolige beretning om Jean Henri Fabre og hans studium af processionslarven.

Det synes, som denne larve bevæger sig omkring uden mål og med, fulgt af en lang række efterfølgere, som kravler, når den kravler, standser når den standser, og spiser når den spiser. Processionslarvens vigtigste næringsmiddel er fyrrenåle.

En dag prøvede Fabre at foretage et eksperiment. Han fyldte en urtepotte med fyrrenåle, som disse larver jo holder så meget af, og anbragte dernæst processionslarverne i en sluttet cirkel omkring kanten af urtepotten. De begyndte ganske rigtigt at kravle langsomt rundt og rundt om kanten, den ene lige efter den anden. Og, ja, du har sikkert allerede gættet det. De fortsatte denne meningsløse rundgang i syv dage uden at standse en eneste gang for at tage føde til sig indtil de begyndte at bryde sammen, den ene efter den anden.

Og forfatteren bemærker rammende, at skovene er fulde af processionslarver - forbløffende lig mennesker, som du og jeg kender.

Følge mængden - selvom den fører os rundt og rundt, uden at komme nogen vegne, så vi går glip af det bedste i livet. Rundt og rundt om konformitetens urtepotter - indtil vi bryder sammen.

Og vi ved ikke hvorfor!

Nej. Det er ikke altid det sikreste at følge mængden. At følge den offentlige mening på Kristi tid ville være det samme som at forkaste ham. Lyt til rapporten fra de officerer, som blev sendt ud for at tage Jesus til fange, men vendte tilbage uden ham: »Tjenerne svarede: 'Aldrig har noget menneske tal t, som dette menneske taler. 'Da svarede farisæerne dem:

'Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?'« Joh. 7,46-48.

Det var dette spørgsmål, der fik betydning for mange mennesker. Der var mange, som blev dybt berørt af Jesu gerning. Men hvis et menneske talte alvorligt om at følge ham, blev han stillet over for dette spørgsmål: »Har måske nogen af rådsherrerne ... troet på ham?«

Ja, der var en gang, da mængden ville have gjort Jesus til konge. Han havde netop bespist de fem tusinde. De blev opslugt af tanken om, hvad denne mand kunne gøre for dem.

Her var en general, som kunne rejse sig mod Rom - og sørge for forplejning til oprørshæren oven i købet.

Der var en dag, hvor Jesus triumferendered ind i Jerusalem og mængden sang til hans pris.

Men hvor skiftede stemningen dog hurtigt. Nogle, som begejstret havde råbt om at gøre ham til konge, nogle som havde strøet palmegrene foran ham, blev revet med i hoben hin fredag morgen foran Pilatus. Og disse samme læber, som havde sunget lovsange til ham, råbte nu: »Korsfæst ham!« Og de vidste ikke hvorfor!

Nogle af dem flygtede bare, ligesom hans disciple. De var bare ikke i nærheden, da krisetimen var inde. Hensynet til bekvemmeligheden kvalte overbevisningen. De var bange for at stå alene. De var tavse. De råbte: »Korsfæst!« Men de havde ikke mod til at udråbe: »Løslad denne mand! Han er uskyldig!«

Med skam at melde, nogle af os ville have gjort det samme!

Flertallet har tilsyneladende kun sjældent haft ret. Flertallet, med undtagelse af otte mennesker, forkastede sandheden på Noas tid, og gik til grunde i den katastrofe, som den offentlige mening erklærede ikke kunne ske.

På Elias' tid var sandheden så upopulær, at han klagede til Gud over, at han var alene tilbage. Og de syv tusinde trofaste, som han blev mindet om, var et ynkeligt lille mindretal.

Og det var ikke meget anderledes på Martin Luthers tid.

Det vil kræve det samme mod i dag.

Vi kan åbenbart ikke vente at sandhed og ret skal komme til os konfirmeret og godkendt af den offentlige mening. For lyt til disse Jesu ord: »Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.« Matt. 7,13-14.

Statistikken kan ikke afgøre, hvad der er ret. Sandheden kan aldrig måles efter, hvor mange der vil følge den. En vej kan være populær, men den kan føre vild. »Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.« Ordsp. 14,12.

Kunne det tænkes, at vor overbevisning ikke er så stærk som vor frygt for at være anderledes?

Faktum er, at mangen en ville føle mindre frygt foran en henrettelsespeloton end for at blive latterliggjort af mængden. Peter var en af dem. Han lovede højtideligt at forsvare sin Mester med sværdet. Og han ville have gjort det. Han viste det ved at drage sit sværd ude i haven. Han ramte forkert. Han huggede en mands øre af i stedet for at kløve hans hoved.

Peter ville have kæmpet for sin Herre, hvis han havde fået lov til det. Men han blev bange for at blive til latter for mændene i Kaifas' gård- i almindelighed - og for en enkelt tjenestepige i særdeleshed. Rede til at dø for sin Herre. Beredt for sværdet - men ikke for mængden. Rede til at dø. Ikke rede til at bekende sin Herre. Men Jesus sagde:

»Derfor, enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene.« Matt. 10,32-33.

Ja, det koster noget at kendes ved Kristus. Man bliver tit overrasket, når sandheden går op for en. Og sandheden kan somme tider være meget forstyrrende. For pludselig opdager vi, at prisen er høj.

En evangelist havde netop talt til sin forsamling om den dag, Gud beder os huske. Medens afslutningssalmen blev sunget, smuttede prædikanten ud gennem en sidedør. Han ville gerne hurtigt hen til udgangen for at kunne sige farvel til tilhørerne, når de gik.

I sit hastværk var han ved at løbe ind i en høj, kraftig mand, som stod tankefuld i skyggen. Han var alene. Hans øjne var fugtige. Præsten lagde sin hånd på hans skulder og spurgte, hvad han kunne hjælpe ham med. Manden vendte sig langsomt, så alvorligt ind i præstens ansigt og sagde: »Hele mit liv har jeg bedt om at lære sandheden at kende. Men jeg har aldrig tænkt på at spørge Gud, hvor meget det ville koste.«

Sandheden vil koste dig noget. Men den er det værd - selv om det skulle betyde at være anderledes.

Når den dag oprinder, når musikken spiller, når du hører lyden af mængdens hypnotiske trommehvirvler, når flertallet presser på for at få indført en menneskeskabt sabbat i stedet for Guds sabbat - vil du da bøje knæ? Eller vil du lytte efter lyden af en anden trommeslager, som minder dig om, at »den syvende dag er hviledag«?

Ja, musikken vil spille. Mængden vil råbe: »Bøj knæ, bøj knæ, bøj knæ! Og stærkt må det menneske være, der skal kunne løsrive sig fra trommernes hypnotiske tyranni og stå alene!

Jesus stod alene. Alle det ondes magter omringede ham fuldstændig hin nat i Getsemane. Og sovende disciple gjorde blot hans fristelse endnu frygteligere - fristelsen til at lade mennesket dø for sine egne synder.

Han kunne have gået ud af den have og overladt mennesket til sin skæbne. Og hvem kunne have bebrejdet ham? Men Gud ske tak, han gjorde det ikke! Han holdt fast ved beslutningen, som blev truffet dengang i evigheden - beslutningen om at frelse mennesket for hver en pris.

Og så døde han alene.

Fra det gamle England kommer beretningen om en lille dreng ved navn Bron, som for første gang kom til kirke sammen med sin barnepige.

Præsten besteg den høje prædikestol og gav sig til at fortælle nogle forfærdelige nyheder. Han fortalte, hvordan en uskyldig mand var blevet naglet til et kors og overladt til at dø.

Hvor frygteligt! Tænkte drengen. Hvor forkert! Det ville kirkegængerne sikkert gøre noget ved. Men han så sig om, og ingen syntes særlig berørt. De er måske nødt til at vente, til gudstjenesten er forbi, tænkte han. Så ville de sikkert gribe til noget for at gøre dette forfærdelige godt igen.

Han gik ud af kirken, skælvende af bevægelse, spændt på hvad alle kirkegængerne ville gøre. Og hans barnepige sagde: »Bron, lad nu være med at tage det så tungt - folk vil synes, du er mærkelig.«

Mærkelig - for at blive rystet, oprørt af uretfærdigheden?

Mærkelig - for at være vågen over for så tragisk en fortælling?

Mærkelig - for at føle interesse og nære et brændende ønske om at gøre noget ved det?

O, Gud! Gør os mærkelige, hvis det er, hvad der kræves!

Jeg spørger dig: Ønsker du at komme ud fra mængden? Ønsker du at blive befriet fra dens fortryllelse? Ønsker du mod til at stå alene?

Himmelen vil skænke dette mod. Den uforlignelige kraft fra Golgatas kors vil blive din, når du siger med hjertets forvisning: »Her står jeg. Jeg kan ikke andet!«

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk