Når disse opvågnende skarer afkaster overtroens, traditionens og falske lærdommes lænker, som har bundet dem, vil de vandre i Guds nærværende sandheds glædesbringende lys. De vil erfare en følelse af frihed, som de aldrig tidligere kendte.

Kristus sammenligner sin menighed med en vinstok, som han plantede i en frugtbar mark: Med nænsom omsorg nærede og værnede han om den, så den kunne frembringe retfærdigheds frugt.

Kristus er vintræet, medlemmerne i hans menighed er grenene, og de kan vokse og bære frugt, når de vedligeholder den livgivende forbindelse med ham.

I alle tidsaldre siden skabelsen her Gud haft sin menighed på denne jord. Han her altid bevaret en levning til at tjene sig. Adam, Set, Enok, Metusalem, Noa, Sem og Abraham åbenbarede i en ubrudt linje Guds vilje med indbyggerne i deres tidsalder.

Medlemslisten i Guds første menighed på jorden bestod kun af tre navne - Adam, Eva og Abel. Disse trofaste troende modtog det første løfte om en frelser optegnet i 1Mos 3,15 "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen." Adam og Eva glædede sig ved helligt fællesskab med deres Skaber, da de i deres syndfri tilstand i Edens have tilbad ham ansigt til ansigt. Senere tilbad Abel sin Herre ved at ofre et lam på et alter. Ved denne handling tilkendegav han sin tro på en kommende forløser.

Retfærdige Enok, den syvende fra Adam, var medlem af Guds sande menighed. Som en af den hellige linje, som en stamfar til den lovede sæd, gjorde han alt, hvad han kunne, for at standse ondskabens flodbølge på sin tid og for at bevare den sande tro, som han havde modtaget på første hånd fra Adam. Enok kendte til og troede på løftet om en forløser, der skulle komme.

1Mos 5,22 "Efter at Enok havde fået Metusalem, vandrede han i 300 år med Gud og fik sønner og døtre." Denne vandring var ikke et sansebedrag for Enok, men et dagligt fællesskab med hans Herre. Den var ikke begrænset blot til religiøs gudstjeneste, men den blev ført ind i det praktiske livs anliggender. Han levede sin religion i sit hjem, blandt venner og i sin omgang med beboerne omkring sig. Medlemmerne i Kristi menighed i dag gør vel i at følge det eksempel, som han gav på et retfærdigt liv.

I tre hundrede år var Enok en retfærdighedens prædiker til en syndefuld tidsalder. Nogle troede på hans budskab og sluttede sig til Guds menighed, men de fleste spottede. Efter at Enok var vokset i nåden og havde vandret i nært samfund med Gud år efter år, blev han forvandlet og taget til Himmelen uden at smage døden - den første blandt mennesker, som fik denne erfaring.

Abraham var også et medlem af Guds sande menighed. Gud kaldte ham til at forlade Ur i Kaldæa og sagde: 1Mos 12,2-3 "Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes." Da Gud kaldte, adlød Abraham. Hebr 11,8 " I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen."

Abrahams ubetingede lydighed over for Guds kald var en af hans største åndelige fordele. Rom 4,3 "For hvad siger Skriften? 'Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed." For Abraham var tro mod sandheden. Hebr 11,1 " Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses." Jak 2,23 "Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: 'Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,' og han blev kaldt Guds ven."

Hvor som helst Abraham slog sit telt op, rejste han et alter for Gud. På disse altre ofrede han ofre, som fortalte om hans tro på den lovede forløser. Uafbrudt bar han et trofast vidnesbyrd om den sande Gud for en oprørsk og afgudsdyrkende generation. Til trods for at han nu og da kom til kort i at nå Guds høje mål, brugte Gud ham til at opretholde retfærdighedens forskrifter udtrykt i de guddommelige bud og til at gøre folket bekendt med frelsen, som skulle komme gennem Messias.

Senere var den jordiske helligdom eller tabernaklet et forbillede på den kristne menighed. Den symbolske tjeneste, som pegede hen til Kristus som menneskets forløser, begyndte da Moses oprettede helligdommen i ørkenen for Israels børn og fortsatte indtil Kristus døde på Golgatas kors. Tabernaklet i ørkenen var Guds bolig blandt sit folk. Dette jordiske tabernakel med ypperstepræstens tjeneste var, er billede på den himmelske helligdom, hvor Kristus vor store ypperstepræst fremfører vor sag for Faderen.

Tjenesten i tabernaklet pegede hen til Kristus - "det slagtede lam" - som en forsoning for menneskets synder. Ypperstepræsten i den jordiske helligdoms tjeneste repræsenterede Kristus.

Guds menighed på jorden er det "sande tabernakel," i hvilket Kristus tjener. Da Gud gav sin Søn til at blive korsfæstet på Golgatas kors, oprettede han dette tabernakel. Kristi evangelium samler fra alle nationer dem, som ved tro skal udgøre dette tabernakel eller denne menighed. Joh 12,32 "Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig."

I den smukke opfordring og i løftet, som er nedskrevet i Es 60,1-3 "Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans." Fremsætter Gud, hvad han håbede at udføre i verden gennem sit udvalgte folk - den jødiske nations - trofaste vidnesbyrd. Gud forventede, at Israel skulle "gøre sig rede" og blive "lys" for ham.

I en gammel profeti siger Gud: Es 27,6 "Til den tid skal Jakob slå rod, Israel skyde op og blomstre; de skal fylde hele verden med frugt." Men det var betingede løfter. Gud havde i sinde at hans udvalgte folks gudfrygtige vidnesbyrd skulle forberede verden for hans Søns første komme.

Men hans menighed på den tid opfyldte ikke hvervet. Det var hensigten at hans menighed skulle sprede kundskaben om Gud til hele verden, men I stedet for isolerede menigheden sig fra verden. Den undlod at give det til andre, som Gud havde betroet den i de hellige skrifter. Menigheden optog afguderiske skikke fra de omkringboende nationer. Og da de ikke havde opfattet den, symbolske betydning af tabernakeltjenesten, som dagligt pegede hen til Kristus som menneskenes eneste håb om frelse. Rom 10,3 "De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed." Blottet for Kristi ånd godtog de en selvtilstrækkelig formalisme til at dække over deres mangel på ægte religion. I stedet for befrielse fra synd vendte de deres hjerter mod en befrielse fra det romerske åg og genoprettelse af national magt og autoritet. I øvrigt havde de misforstået de bestemte profetier som pegede hen til hans første komme, så de modtog ikke Kristus som den håbede Messias. Joh 1,11 "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham."

Israel manglede ikke oplysning om Kristi komme som menneskets forløser. Det Gamle Testamentes skrifter indeholder mange henvisninger til den lovede Messias' komme. Profetien om de 70 uger, i Dan 9,24-27 "Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by, før overtrædelserne bliver tøjlet, synden bragt til ophør og skylden sonet, før den evige retfærdighed kommer, før profeternes syner bliver beseglet, og det højhellige bliver salvet. Du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er trængselstiden! Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom, og byen og helligdommen ødelægges af en fyrste, der kommer med sin hær. Han får sit endeligt i en stormflod. Det er besluttet, at ødelæggelserne skal vare, indtil krigen er forbi. Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør. Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens vinger, og det varer, indtil den ødelæggelse, der er besluttet, vælder frem mod ødelæggeren selv." Forudsiger den længe ventede prins eller Messias' komme og giver specielle detaljer med hensyn til naturen og hensigten med hans jordiske mission.

Mika 5,1 "Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage."

Dog, da Guds udvalgte folk - hans menighed for den tid - forkastede ham, kunne han ikke længere kræve dem som sine. Nu begyndte Jesus at lægge grundvolden til den kristne menighed. Mange år før havde profeten Zakarias forudsagt, at "Semak" (spire) skulle komme og bygge hans "Helligdom" eller menighed. Zak 6,12 "og sige til ham: Dette siger Hærskarers Herre: Der kommer en mand, hvis navn er Semak; han skal spire frem fra sit sted, og han skal bygge Herrens tempel." Denne helligdom er hans menighed, og den er sammensat af "levende stene" - personlige, gudfrygtige medlemmer. 1Pet 2,5 "og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud."

Kristus er både Guds menigheds grundvold og bygmester, i kraft af sit offer og sin midlertjeneste. Apostlen Paulus omtaler ham som hovedhjørnestenen. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I, sammen med os, opbygget til en Guds bolig i Ånden.

Da Kristus begyndte at opbygge den kristne menighed, kaldte han Johannes, Andreas, Simon, Filip og Natanael. Joh 1,29 "Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: 'Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.'"

Idet de fulgte deres Herres eksempel, fortsatte disse første disciple ved personlige anstrengelser at lægge grundstenene til den kristne menighed. Det var mand til mand evangeliske, og med Guds velsignelse lagt til deres anstrengelser Apg 2,47 "priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst."

Det fremgår klart af en omhyggelig undersøgelse af Bibelens tekster, som behandler emnet, at den kristne menighed skulle grundlægges på klippen, Kristus Jesus. Til at begynde med bestod menigheden blot af elleve disciple og nogle få trofaste kvinder. Men menigheden var bestemt til at vokse og bestå, for den var grundlagt på Jesus Kristus. Sl 95,1 "Kom, lad os juble for Herren, bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe." Ef 2,20 "I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten." 1Kor 3,11 "For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus."

Så blev det dyrebare lys, som menigheden bragte til verden, tilsløret under den mørke tidsalders ubarmhjertige forfølgelser. Masserne havde ikke fri adgang til Guds ord, og menigheden blev meget hæmmet i sit arbejde. Men selv om dens vidnesbyrd blev begrænset, gik menigheden dog ikke ind i total formørkelse.

På den tid, som nu, havde Gud sine udvalgte repræsentanter. Der var f.eks. waliserne, John Wicliff, Johan Hus, Jerome, Martin Luther, Zwingli, Hugh Latimer, John Knox, hugunotterne, John og Charles Wesley og mange andre, som uden frygt forkyndte Guds specielle budskab for deres tid. Således hjalp de til med at forberede vejen for forkyndelsen af Guds advarselsbudskab, som Bibelens profetier forudsagde, skulle gå til hele verden lige før Kristi andet komme.

I al Guds færd med menneskene har han sendt tilstrækkelige advarsler til at minde menneskeheden om den uundgåelige ødelæggelse. Han har gjort dette, fordi han elsker sine børn og ønsker, at de gennem passende advarsler skal forlade deres onde veje og modtage, hvad han har tilvejebragt for deres redning. I dag, i verdens sidste tid, har Gud oprejst en menighed til at advare hele verden om Guds uundgåelige dom og om plagerne. Denne menighed er beskrevet i Åb 14,12 "Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus."

Herren vil benytte sin menighed på jorden i dag til at fuldbyrde den plan, som han ville have gennemført med Israels hjælp. Det fremgår klart af dette, at de herlige løfter, som blev givet til det gamle Israel gennem profeten Esajas, også gælder Guds menighed i dag.

Guds sidste menighed vil forberede "vejen for folket" - det vil sige, at menigheden vil forelægge menneskene retfærdighedens vej, så de tusinder som er gået fejl af vejen, kan vandre ad rette stier. Menigheden vil udføre et arbejde, der ligner Johannes Døberens, Matt 3,3 "Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!" Der foruden vil menigheden opfordre alle mennesker til omvendelse Matt 3,2 "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!"

Guds sidste menighed vil også rydde falske lærdommes og misfortolkningers sten af vejen, sten som i århundreder har fået pilgrimme til at snuble på deres vej til kongeriget.

Guds sidste menighed vil opløfte en rettesnor for folkene. I denne tidsalder, da næsten enhver opførsel tolereres, og retfærdighedens rettesnor synes at blive trampet i støvet, vil menigheden opfordre menneskene alle steder, til at være tro mod Guds eneste sande rettesnor - for retfærdigt liv - de ti bud.

Guds sidste menighed har ikke alene fået betroet forkyndelsen. Matt 24,14 "Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme." Men også det specielle advarselsbudskab for de sidste dage. Åb 14,6-12 "Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder. Og en anden engel fulgte efter og sagde: Faldet, ja, faldet er det store Babylon, som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin. Og en tredje engel fulgte efter dem og sagde med høj røst: "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke. Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Hvis denne advarsel om uundgåelig dom bliver givet i Elias' og Johannes Døberens ånd og kraft, vil den opmuntre mennesker overalt, til at indordne deres liv under Guds ti bud - dommens store målestok, og modtage Kristus, som deres advokat foran den himmelske skranke. I tillæg til advarslen om den uundgåelige dom, vil Guds sidste menighed opfordre menneskene overalt, til at forlade den åndelige forvirring, der eksisterer i Det mystiske Babylon. "Drag ud fra hende, mit folk!" Åb 18,4 "Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager."

Også Esajas beskriver den tjeneste, Gud forventer hans menighed skal yde menneskeheden: Es 58,6-7 "Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne."

Videre taler apostlen Jakob om kendetegnene på denne rene, praktiske, sidste tiders religion: Jak 1,27 "En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden."

Når Guds sidste menighed udfører evangeliets befaling, vil den for verden demonstrere ægte kristendoms praktiske natur. Når den gør det, vil den følge Kristi eksempel, idet hans kærligheds gerninger langt overgik hans prædikener i antal. Menigheden vil være den gode samaritaner over for en verden i desperat nød.

Inspirationens løfter har til hensigt at opildne medlemmerne i Guds sidste menighed med tro, vederkvægelse og håb, og fylde dem med nidkærhed og energi, så de må holde ud i forkyndelsen af den sidste advarsel, idet hele verden er fyldt med kundskab om Guds kærlighed i Kristus Jesus. Guds sidste sandhedsbudskab vil ikke blive skjult under en skæppe eller forkyndt i hemmelighed. Derimod vil det gå frem i åbenhed. Es 62,1 "For Zions skyld vil jeg ikke tie, for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs, før dens ret bryder frem som et lysskær og dens frelse som en flammende fakkel." Dets klare stråler vil fordrive det mørke, som dækker jorden og bringe nyt mod, håb og lys.

Joel 4,14 "v14 Hør de larmende skarer i Afgørelsens Dal! Herrens dag er nær i Afgørelsens Dal." Es 60,2 "For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig." Jer 31,3 "I fortiden viste Herren sig for dem. Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig." Dette er høsten eller verdens ende.

Gud elsker sin sidste menighed og han våger bestandigt over den. Jer 31,3 "I fortiden viste Herren sig for dem. Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig." Intet i denne verden er så kært for Gud som hans menighed.

Men til trods for Guds uendelige kærlighed til sin menighed tillader han ofte prøver og lidelser at komme over den, for at rense og lutre den og forberede dens medlemmer til forvandling. Vi er blevet fortalt, at Guds kærlighed til sin menighed er lig Kristus. Han tillader kun, at der kommer lidelser over menigheden som er nødvendige for dens renselse - dens nuværende og evige gode. Han vil rense sin menighed, ligesom han rensede templet ved begyndelsen og slutningen af sin jordiske gerning.

Vi skal huske at menigheden, skønt den er svækket og mangelfuld, så er den dog den eneste ting på jorden, som Kristus skænker sin højeste agtelse. Med omsorg våger han bestandigt over den og styrker den med sin Hellige Ånd.

Når enhver lærdoms vind blæser. Es 59,14 "Retten er trængt tilbage, og retfærdigheden holder sig langt borte; for sandhed snubler på torvet, og ærlighed kan ikke komme frem." Kalder Gud på sin sidste menighed og beder den om at vise troskab og ære og lyde og stole på Himmelens Gud.

Menigheden er Guds redskab til forkyndelsen af sandheden og har af ham fået magt til at udrette en særlig gerning, og hvis den er tro og lydig mod alle hans bud, vil den guddommelige nåde i al sin herlighed tage bolig i den. Hvis den ikke svigter sit kald, hvis den ærer Herren, Israels Gud, vil ingen magt kunne holde stand imod den.

I dag er der så mange trossamfund og religioner i verden som hævder, at de har sandheden for denne tid, så vi med rette kan spørge: "Hvordan kan jeg med sikkerhed vide, hvilken der er Guds sande menighed i dag?" Vi vender os til Guds ord for at finde de karakteristiske kendetegn, som identificerer Guds sande menighed.

Det første af disse tydelige karaktertræk er dens enighed. Kristus erklærede: Joh 10,16 "Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde." Denne enighed er yderligere uddybet hos Paulus i 1Kor 12,12-13 "For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke." Vi er blevet fortalt, at når harmoni og enighed består blandt mennesker af forskellig natur, så er det det kraftigste vidnesbyrd om at Gud sendte sin Søn til denne verden for at frelse syndere.

Hellighed er et andet tydeligt mærke, som den sidste menighed har. Guds ord erklærer: Hebr 12,14 "Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren."

Selv om den sidste menighed er kendt for at være verdensomspændende, betyder det dog ikke, at dens tilhængere udgør et flertal. Bibelen siger ikke at kristendommen vil blive den mest populære religion, og at den vil drage et stort antal af jordens beboere ind i sin fold. Derimod siger den, at de som vil følge Kristus hele vejen, kun vil være en lille gruppe med en verdensomspændende mission. Læg mærke til denne tekst: Matt 7,13-14 "Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"

Den sidste menighed vil også kendes på at den er apostolsk. Ordet siger: Ef 2,20 "I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten." Så længe menigheden følger Jesu Kristi undervisning, som den er åbenbaret gennem profeterne og apostlene går den ad sikre stier.

Åb 14,7 "og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder." Guds sidste menighed vil tro på og frygte Gud. Mangel på tro på Gud er et af de sidste dages tegn. I Luk 18,8 "Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?" Åb 14,12 "Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus."

Åb 14,7 "og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder."

Det vil sige at hans menighed vil tilbede Gud, Skaberen, og ikke mammon, gode store forretninger, fornøjelser og andre falske guder eller afguder. Hans sande menighed vil tilbede Skaberen Gud, i en tidsalder hvor næsten hele verden har antaget evolutionsteorierne for denne verdens og menneskets opståen, i stedet for skriftens klare ord: 1Mos 1,1 "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden." Mennesket har ikke sin oprindelse i en klat slim fra et eller andet urhav. lMos 1,27 "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem."

Der foruden holder Guds sidste menighed budene. Johannes kalder dem i Åbenbaringen for hellige og siger: Åb 14,12 "Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus. Guds sidste menighed vil holde alle Guds ti bud og forblive tro mod Jesus. De vil helligholde den syvende dag  lørdag - som Guds sande sabbat, idet de

Følger Kristi eksempel, som hvilede på jordens første sabbat for at mindes sin gerning som skaber. Gud siger: 2Mos 31,13 "Sig til israelitterne: I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer."

Når menigheden står op og lyser for Gud, vil den tiltrække sig hele verdens opmærksomhed. Den kan ikke afslutte sit værk, for den har givet sit budskab som et vidnesbyrd til alle nationer.

Guds menigheds eneste hensigt på jorden er at evangelisere verden - at forkynde den gode nyhed om frelsen gennem Kristus - at opfordre alle mennesker overalt til at afstå fra synd og modtage Kristus som deres personlige frelser og berede sig for hans forestående komme. Vi er blevet fortalt, at menigheden er den hjælp, Gud har anvist til menneskers frelse. Den blev oprettet for at tjene, og det er dens opgave at bringe evangeliet ud i verden.

Menigheden er ikke en vogn som alle kan springe på og køre med til Guds rige. Af menighedens medlemmer kræves der at de er lydige imod og har tro på dens grundlægger. Lydighed mod Guds bud giver os adgang til hans menigheds privilegier.

Apg 16,31 "De svarede: 'Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.'" Åb 22,14 "Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen." Således er tro og lydighed de grundlæggende krav for opnåelse af medlemskab.

At være medlem af Kristi sidste menighed er det samme som at være en tapper korsets soldat. Det betyder, at man ifører sig Kristi rustning, kæmper hans kampe mod synd og uretfærdighed, holder alle hans bud og ombytter vore synd besmittede pjalter med hans pletfrie retfærdigheds klædning. Det betyder også, at man er en sjælevinder, for vi læser i Dan 12,3 "De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid."

Her i den jordiske histories sidste time opfordrer Kristus alle medlemmer i sin sidste menighed til at have en positiv og modig indstilling til menighedens arbejde. Han beder dem om at aflægge al uenighed, at stå sammen og således opfylde Kristi ønske: Joh 17,21 "at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig." Dette betyder at elske den uelskelige i menigheden. Dette betyder at elske mennesker uanset race. Det betyder at være en sand broder i Guds åndelige hus.

Satans vrede vil blive vækket, når menighedens vidnesbyrd intensiveres og stiger til det høje råb, der dækker hele jorden med Guds uendelige advarselsbudskab, og den sidste menighed vil blive genstand for hans mest ondskabsfulde angreb. Profetien taler om denne tid og siger: Åb 12,17 "Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn, som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd."

Satans modstand vil ikke være begrænset til ydre kræfter. Apg 20,29-30 "Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig." Vildfarelsens sti vil ligge tæt op ad sandhedens sti, så uden Den Hellige Ånds hjælp vil det være næsten umuligt at skelne det falske fra det sande. Det er derfor Paulus giver dette råd til de troende: Apg 20,28 "Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod."

For de uforberedte vil denne forfølgelsens prøvetid være ladet med store farer. Men alle trofaste troende i den sidste menighed vil finde sikkerhed i det guddommelige råd: 2Tim 1,13-14 "Du skal tage det, du har hørt af mig, som eksempel på sund forkyndelse, i tro og kærlighed ved Kristus Jesus; den skønne skat, som er betroet dig, skal du tage vare på ved Helligånden, som bor i os." Skønt smerteligt prøvet i Satans krig, vil den kæmpende menighed dog ikke svigte. Det kan se ud som om menigheden er ved at falde, men den falder ikke. Den forbliver, medens synderne i Zion sigtes fra.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på www.bibel-skolen.dk