Den dag Gud
aldrig glemmer!
Denne hjemmeside er en fortsættelse af den
dag Gud aldrig glemmer-1
Jeg er godt klar over, at skabelsesberetningen
i Første
Mosebog er blevet affærdiget af mange med et vantro smil. Oplyste
mennesker, får vi at vide, har for længe siden fundet ud
af,
at de første beretninger i Første Mosebog er bygget
på
myter og legender. Men senere dele af Bibelen skulle man nok kunne
stole
på.
På hvilket punkt ophører Bibelen
da med at
være myter og bliver autentisk historie? Det mærkelige er,
at så snart skriften og historien mødes, så snart
Skriften
og arkæologien løber sammen, finder vi overalt en
slående
overensstemmelse. Kunne det ikke tænkes, at også Skriftens
første beretninger kunne blive stadfæstet af
videnskabelige
opdagelser? Alle beviser er måske endnu ikke fremkommet!
Og vidste du, at Det nye Testamente indeholder
mange udtalelser
om skabelsen? Er de også myter? Må selv evangelierne
kasseres?
Hvem af jer er villige til at henføre beretningen om Golgata til
spekulationernes og teoriernes område? Hvem vil hævde, at
det,
som skete der, var en tilfældighed? Hvem vil betro sin fremtid,
ikke
til en naglemærket hånd, men til en uendelig, langsomt
henskridende
proces af stadige forandringer?
Utænkeligt, siger du.
Men menneskets eneste beretning om korset
findes i den
samme bog, som fortæller om skabelsen. At forkaste Skaberen som
den,
der skaber verdener med sit mægtige ord, er at forkaste ham, der
døde hin dag på en ensom høj. Hvis der ikke er
nogen
skaber, er der ingen frelser. Så enkelt er det!
Hvordan kan jeg komme med en så
kategorisk påstand?
Fordi de er en og samme person. Det kan lyde overraskende, men hvis du
følger omhyggeligt med, vil du finde, at Skaberen af denne
verden
ikke er nogen anden end ham, som gav Sit liv for den.
Johannes-evangeliets første kapitel
beskriver Herren
Jesus Kristus i hans forud tilværelse fra evighed af: »I
begyndelsen
var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt er blevet til
ved
det, og uden det blev intet til af det, som er. Han var i verden, og
verden
er blevet til ved ham.« Joh. 1,1 og 3 samt 10.
Disse ord henviser uden tvivl til Herren Jesus
Kristus,
din og min frelser - henviser til ham som Skaber og Opretholder af alle
ting. Hebræerbrevets forfatter omtaler Gud som den, der »nu
ved dagenes ende (har) talt til os ved sin Søn, ... ved hvem han
også har skabt verden.« Hebr. 1,1-2. Og i Ef. 3,8-9 omtales
Kristus direkte som »Gud, alle tings skaber«.
Her er ingen grund til forvirring. Den hellige
Skrifts
budskab er klart og konsekvent. Denne verden har en skaber. Den skaber
er Jesus Kristus.
Kan du se, at det, vi har lært, har en
forbløffende
betydning? Han, der døde på Golgata, er den samme, som
slyngede
kloderne ud i deres baner i rummet den dag, stjernerne sang. Den
Kristus,
som led på Golgata, er identisk med skaberen i Første
Mosebog.
At forkaste den ene er at forkaste den anden.
Ja, Skriftens budskab er klart og konsekvent.
Kristus
er Skaberen. Og dette budskab rækker helt frem til
Åbenbaringsbogen,
denne fascinerende bog om de sidste ting. Bogen, som har særlig
betydning
for mennesker, der lever I dag. Denne bemærkelsesværdige
profetiske
bog taler om en genoplivelse af skabelsestroen i de sidste dage af
denne
verdens historie. Og den kalder det et evigt evangelium. Lyt:
»Og derefter så jeg en engel flyve
midt oppe
under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der
bor på jorden. ... Og han råbte med høj røst:
'Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja,
tilbed
ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og
kildevældene.'«
Åb. 14,6-7.
»Tilbed ham, som har skabt.« Hvem
var det,
der skabte himmelen og jorden? Vi har fundet i Skriften, at Herren
Jesus
Kristus er Skaberen. Og Herren Jesus Kristus er selve midtpunktet i det
evige evangelium.
Han siger til hvert menneske: »Ræk
din finger
frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og
stik den i min side.« Joh. 20, 27.
Vi har rørt ved sårene i hans
hænder.
Vi har tilbedt ham som frelser. Men nu, i atomets tidsalder, beder han
os stikke vor hånd i hans Almagts side og kende ham som Skaber.
Her,
på tærskelen til hans komme, i en tid, hvor skabelsen
både
bliver angrebet og retfærdiggjort som aldrig før, kaldes
vi
til at kende ham, som skabte verden.
Hvordan kan vi anerkende ham som vor Skaber?
Hvordan kan
vi tilbede ham, som skabte himmelen og jorden? Kunne det have noget at
gøre med en dag, som Gud beder os huske?
Jeg tror, at du kan se, at det har det. Jeg
tror, du vil
indse, at vi aldrig kan glemme Skaberen, så længe vi mindes
denne særlige dag. Det er derfor ikke overraskende, at Gud har
anbragt
denne dag i selve hjertet af sin evige lov. Han har anbragt den i
hjertet
af den brudte lov, der gjorde Golgata-offeret nødvendigt. Han
satte
denne dag midt i den moralske rettesnor, som denne generation synes at
ville glemme.
Og prisen for at glemme - den betaler vi i
vore gader!
Prisen for at glemme
Det vanvittige crescendo er ikke opdigt. Det er
ingen
indstudering. Det er meget, meget virkeligt. Det giver genlyd over hele
landet, frem og tilbage - somme tider dæmpet i undergrunden,
somme
tider åbent i gaderne.
Lyden af oprør er kommet for at blive.
Det genlyder
i vore skoler og læreanstalter, understreget med dynamit. Det
gennemtrænger
vore mørke n æt ters stilhed og oplyser dem med ild.
Oprørets
sange skingrer i vore parker, på trapperne til vore
regeringsbygninger
og omkring vore skattede nationale mindesmærker.
Somme tider er ordene høflige. Men for
det meste
er de vrede. De er altid frustrerede. Og meningen er umiskendelig. En
desillusioneret
generation har besluttet, at vore dage er talte. Den har besluttet, at
det etablerede må forsvinde. Og den mener det alvorligt.
Hvad er det, vi er vidner til? Vi er vidner
til en generation,
som betaler prisen for at glemme. Og nogen har lært den at
glemme.
Den generation, som gik forud, har uforvarende ført an.
Jeg ved, at den nye generation finder
begrundelse for
disse gadernes åbne konfrontationer i det hykleri, den forbinder
med systemet. De unge henviser til hykleriet i vor forfinede kultur og
i vore hjem, som så mange af dem har oplevet det.
Og vi kan kun sympatisere med deres frustrationer.
Men her er alligevel noget mere
håndgribeligt end
hykleri med i spillet - noget, som jeg oprigtig tror ligger til grund
for
det oprør mod autoriteterne, der ulmer og brænder i
hjertet
på denne generation. Somme tider kommer det til udbrud i gaderne.
Somme tider holder det sig roligt og høfligt og afdæmpet
og
velformuleret. Men det er der - en udfordring til de traditionelle
normer,
en ligegyldighed over for moralske værdier, vi har betragtet som
hellige, som bringer mangen en fader og moder til at udbryde i
fortvivlelse:
»Er dette, hvad jeg lærte ham?«
Og svaret kunne i forfærdende mange
tilfælde
være: »Ja, det er!« For, hvor forstyrrende og
chokerende
tanken måtte forekomme, det kunne tænkes, at den
lovløshedens
syndflod, der fejer hen over vort land, til en vis grad kan
føres
hen til et og andet, vi har lært den opvoksende slægt. For
at gå tættere til sagen, hentyder jeg til visse farlige
tendenser
i den religiøse undervisning, som vi har bibragt de unge -
tendenser,
der som smittekim er vokset op til det oprør, vi ser i gaderne i
dag. Vi er ikke alle skyldige. Men nogle af os bærer utvivlsomt
noget
af skylden. Lad mig forklare:
Det var nemlig en gang, hvor vi betragtede
Bibelen som
troens eneste rettesnor, en inspireret, sikker, ufejlbarlig
åbenbaring
fra Gud til mennesket. Men nu er Den hellige Skrift gennem årtier
blevet revet i stykker lidt efter lidt, der er sat
spørgsmålstegn
ved visse afsnit, andre afsnit er kasseret. Noget er kaldt inspireret,
noget andet myte, dette bogstaveligt og hint symbolsk - indtil der er
meget
lidt tilbage. Og det er på en eller anden måde blevet
regnet
for fint at tvivle.
Det var en gang, da vi troede, at mennesket
var skabt
i Guds billede - og skyldte sin Skaber ikke at udviske dette billede. I
dag betragtes denne verdens og menneskets skabelse som resultat af en
tilfældig
udvikling gennem lange tidsperioder. Skaberen er glemt.
Der var en gang, hvor vi troede, at Adam og
Eva faldt
og gav oprørets arv videre til os. Derfor havde vi behov for en
frelser. I dag far vi at vide, at vi er udviklet fra urhavet og stadig
er på vej op - ikke ned. Og hvorfor skulle mennesket
behøve
en frelser, hvis mennesket aldrig er faldet?
Der var en gang, hvor tordenen fra Sinaj gav
genlyd i
vore ører og vi lyttede. De ti bud var noget, man ikke tog let
på.
I dag omtales de knapt nok. Det er overladt til enkelte
missionærer
og gamle koner at tale om De ti bud. Det var måske på sin
plads
at henvise til den tidligere norske statsminister Einar Gerhardsen, der
en gang under anden verdenskrig blev spurgt, hvad han anså for
kirkens
vigtigste opgave efter krigen, hvortil han svarede: »Jeg anser
det
for kirkens vigtigste opgave at lære vort folk at holde De ti
bud.«
Jeg spørger: Hvis vi som forældre
frasiger
os vort ansvar over for den opvoksende generation, er det da så
underligt,
at vi ser tingene udvikle sig, som de gør? Vi har nu I en
menneskealder
til stadighed undergravet samfundets grundvold med vore nye, moderne
tanker
om moral, med det frisind, vi bryster os af. Og nu ser vi for vore
skrækslagne
øjne, at murene er begyndt at slå revner.
Hvordan kunne det være anderledes? Vi
betaler kun
prisen for at glemme. Hvis skabelsesberetningen glemmes og regnes for
myter
og legender, hvordan kan vi da blive forvirrede over truslerne om en
kommende
dom i den samme bog? Hvis beretningen om menneskets tragiske fald er
glemt,
hvor er da behovet for en frelser? Hvis Sinaj glemmes, er autoriteten
uden
rygrad.
Vi betaler prisen for at glemme. Jeg
understreger: Nogle
af os er uden skyld, men nogle af os er skyldige. Og alle
behøver
vi en dybere forståelse.
Følg med mig tilbage til den
allerførste
begyndelse. Der, I slægtens første skønne morgen
vandrede
et menneske ved navn Adam sammen med sin Skaber, de talte sammen -
indtil
det skete. Mennesket gjorde oprør mod autoriteten. Og denne
klode
ryster stadig under følgerne.
Edens grønne plæner blev ikke
nedtrampet
af marcherende fødder. Der var ingen protester, ingen plakater,
ingen skingrende oprørssange. Adam og hans hustru Eva var de
eneste
medvirkende i dette tragiske drama fra det virkelige liv. Det gik alt
sammen
meget stille for sig. Kun det høflige, floromvundne
spørgsmål
fra en talende slange i et træ, om hvorvidt Guds krav var helt
rimelige.
Og Eva lod tanken slå rod i sit sind - og rakte ud efter den
forbudne
frugt.
Var Gud urimelig? Nej. Træet og dets
frugt var anbragt
uden for rækkevidde af en eneste grund - for at give mennesket
anledning
til at vise troskab og loyalitet over for sin Gud. Og Eva svigtede. Og
Adam fulgte.
Sådan en ubetydelig handling! Kun at
spise af et
træ, som ikke var beregnet for dem. Men i denne ene ubetydelige
handling
var den oprørets sæd, som er spiret og vokset til de
skingrende
protester, vi hører i vore gader. Til bomberne, krigstruslerne,
hadet der splitter os. Det er alt sammen sider af samme sag.
Oprøret
er det samme, enten det kommer til udbrud i gaderne eller ulmer stille
i hjertet.
Næppe var handlingen gjort, næppe
var valget
truffet, før Adam begyndte at forstå betydningen af
ordene:
»Syndens løn er død.« Og en af hans
første
handlinger, efter at oprøret havde fået indpas, blev at
tage
uskyldige dyrs liv for at skjule den nøgenhed, de først
nu
var blevet klar over. Adam begyndte at forstå.
Jeg forestiller mig, at Gud satte sig ved
siden af Adam
og fortalte ham om døden, og om livet. Han kunne ikke
fortælle
ham om vore gader, fordi Adam ikke ville have forstået det.
Men Gud forklarede tålmodigt Adam, at
han nu var
undergivet dødens herredømme, men at en dag ville Guds
Søn
selv træde i hans, Adams, sted. Men indtil da skulle Adam og hans
efterkommere fra tid til anden fremstille et lam - et uskyldigt lam -
og
tage dets liv. Alt dette skulle hjælpe ham at forstå,
hvordan
Guds uskyldige Søn måtte dø for at tilfredsstille
den
lovs krav, som han - Adam - havde overtrådt.
For nogle år siden besteg jeg Sinaj
bjerg. Knudret,
majestætisk, hæver bjerget sig over den vældige
slette.
Vindomsuste klippeblokke, som en gang følte Moses' fodtrin og
så
Guds ansigt.
Stående deroppe på bjergets
forrevne, vindomsuste
tinde skuede jeg, ligesom Moses for femogtredive hundrede år
siden,
ud over den umådelige slette. Udbredt foran mig lå
skuepladsen
for Guds passionsspil i ørkenen, hvor der hver dag blev
opført
et drama i miniature over Guds plan for at frelse mennesker. Dernede
på
sletten stod det tabernakel, som Gud havde befalet folket at indrette.
Der havde alteret været - brændofferet - lammet.
Hvorfor alle disse lam? Hvorfor al denne
slagtning? H
vor for denne forprøve på Golgata, før det virkelig
skulle ske? Fordi mennesket måtte forstå prisen for at
glemme.
Deroppe på Sinaj mindedes jeg, hvorledes
Moses havde
arbejdet sig op ad det rygende, tordnende bjergs stejle
skråninger
for at møde sin Gud. J eg mindedes, hvordan Gud havde lagt i
Moses'
arme de ord, som var skrevet i sten med Guds egen finger, om de ti
evige
principper for ret og retfærdighed, Guds standard for menneskene.
Det var denne lov, som vor generation så ligegyldigt skubber til
side. Og det var denne lov, som, hvis dens autoritet var blevet
respekteret,
ville være et mægtigt bolværk til at holde den
flodbølge
af forbrydelser og vold og lovløshed tilbage, som nu truer med
at
oversvømme os.
Misforstå mig ikke! Misforstå ikke
Sinaj!
Hvor hellig Guds lov end er, hvor retfærdig, hvor fuldkommen den
end er, den kan ikke frelse. Kristus alene kunne - og ville - frelse
på
Golgata.
Men Golgatas tid var endnu ikke kommet. Og en
kærlig
Gud ville ikke give sin lov uden også at demonstrere sin vilje
til
at tilgive. Derfor var lammet nødvendigt. Hver gang en angrende
synder hævede kniven for at tage et uskyldigt lams liv,
anskueliggjorde
han betydningen af Golgata. Og han gjorde det ved foden af Sinaj.
Kan du nu se, hvordan tingene passer sammen?
På
Sinaj var loven. Men nede i dalen var korset.
Vi kommer ned gennem århundrederne til
en høj
lige uden for Jerusalem. Golgata, hovedskalstedet. Jerusalems
galgebakke.
Men lad os først betragte aftenen
forud. Jerusalem
var i oprør. Scenen udspillede sig omkring Antonia-borgen.
Nærmere
bestemt i borggården. Romerske soldater havde ridset deres
spillefelter
i brolægningens flade sten - de er genfundet i løbet af de
seneste årtier.
Jeg stod ærbødigt på disse
sten og
følte mig så uværdig til den forret, der var min.
For
jeg stod på den samme brolægning, hvor Kristus havde
stået,
under den porthvælving, som en gang gav genlyd af Pilatus' ord:
»Se,
hvilket menneske!«
Jeg prøvede at genopleve disse timer.
Det var her,
den levende Guds Søn bar en simpel forbryders skam. Det var
noget
langt dybere end et simpelt justitsmord. Det var den sorteste
forbrydelse,
som mennesker nogen sinde har begået.
Men det varmere end menneskelig lidelse, mere
end små
lige menneskers hånlige tilråb, som gjorde denne sidste
aften
før korsfæstelsen til, hvad den var. Den knusende byrde af
verdens synder - dine synder og mine synder - hvilede på disse
skuldre.
Derude i haven, under oliventræerne i
den kolde,
fugtige nat, havde han bedt: »Fader, om det er muligt, så
lad
denne kalk gå mig forbi, dog ikke som jeg vil, men som du
vil.«
Det forfærdelige øjeblik var kommet. Hele Himmelen
så
i forundring mørkets magter rette desperate stormløb imod
ham. Ville han opgive kampen? En fortabt slægts evige
skæbne
stod på spil. »Syndens løn er død.« Gud
havde selv kundgjort det. Måtte hele menneskeheden gå
fortabt?
Nej! Guds Søn trådte ud af denne
have og
tillod onde mennesker at nagle ham til et kors. Han dyppede sin pen i
rødt
blæk og skrev »Tilgivet« hen over dine og mine synder.
Golgata er en demonstration af tilgivelse, som
en Bernhard
Shaw med sin begrænsede åndelige indsigt ikke kunne
forstå.
"Tilgivelse,« sagde han, »er krysterens tilflugt. Vi
må
betale, hvad vi skylder.« Men han kunne ikke se, og tusinder med
ham, at Gud netop ikke tog synden let, da han valgte at tilgive den.
Han
bar den selv!
Svaghed? Nej! Den stærkeste handling,
som mennesket
nogen sinde har været vidne til, var, da Gud betalte prisen for
Sin
brudte lov. Vi må da sige: Bort med den sentimentalitet, som vil
afskaffe Guds lov. Ret og retfærdighed i ethvert samfund ville
falde
sammen uden lov og orden. Enhver kristen, som tankeløst vil
nagle
De ti bud til korset - sagt efter moden overvejelse, sagt i al
venlighed
- gør nar af Jesu død.
Synes du, det er en stærk anklage? Ja,
den er stærk.
Men glem det aldrig. Jesus havde ikke behøvet at dø, hvis
loven kunne være sat ud af kraft. I dette ubestridelige faktum
ligger
lovens retfærdiggørelse - og korsets styrke. Jeg siger
igen:
Hvis denne lov kunne have været sat til side, hvis budene kunne
have
været sat ud af kraft, da ville Golgata-offeret være
unødvendigt,
kun et meningsløst drama.
Tilbage til vore gader. Begynder du nu at se,
hvad jeg
mener, nar Jeg hævder, at det er andet og mere end blot hykleri,
der leder den nye generation på afveje? Kunne det tænkes,
at
vi har misforstået det, der skete på Golgata, og at denne
misforståelse,
uanset hvor velment, er selve problemets kerne?
Lovens overholdelse er nemlig den naturlige
modgift mod
lovens overtrædelse. Men her er problemet. Visse af Guds lovs
påbud
er nemlig ikke tiltalende for det moderne menneske. Dette gælder
særlig, som vi skal se i det følgende, en dag, som Gud har
bedt os huske. Derfor har nogle, i et forsøg på at komme
uden
om denne ene forpligtelse, været villige til at undergrave hele
lovens
autoritet ved at hævde, at Guds lover blevet afskaffet,
ophævet,
sat til side, naglet til korset, forandret eller overflødiggjort
på Golgata. Undermineret Guds evige lovs autoritet - og givet
Golgata
skylden!
Uskyldige og velmenende? Oprigtige?
Måske. Det var
aldrig deres hensigt, at det skulle rå dette udfald. Men det har
det fået.
Og hvad kunne vi forvente? Kan vi
fortælle en mand,
at en lover afskaffet, og så blive overrasket, hvis han
overtræder
den? Kan vi betvivle autoriteten af den grundlov, Gud gav for denne
klode,
og alligevel forvente, at vore sønner og døtre skal
respektere
den? Kan vi fortælle en teenager, at denne generation ikke er
ansvarlig
over
for Guds lov, og derpå bebrejde ham, når han drager ud i
gaderne
og råber: »Brænd det hele ned«?
Tænk det igennem! Er vi i færd med
at så
oprørets sæd, medens vi påberåber os Golgatas
kors? For så at græde, når afgrøden kommer op?
Det kunne tænkes.
Det er vanskeligt at forstå, hvordan
nogen kan slutte,
at Jesu død på nogen måde kunne afskaffe eller
tilsidesætte
eller svække den lov, som han ærede højere end sit
eget
liv. Nej, langt fra at fritage os for loven, stadfæster hans
død
lovens autoritet for al fremtid. Lovens autoritet er den
mægtigste
årsag til, at Jesus måtte dø.
Hvorfor er Golgata blevet så
misforstået?
Hvorfor bruges nåden til at såre Jesu hjerte, han, der frit
tilbyder os den samme nåde?
Tilgivelse - frikendelse - omvendelse -
nåde. Afskaffer
disse begreber selve den lov, som gjorde dem nødvendige? Gud
tilgiver
mig min overtrædelse af loven, men betyder det, at den lov, jeg
har
overtrådt, hermed er afskaffet? Hvis jeg har fået
tilgivelse,
har jeg så lov til at stjæle din tegnebog? Hvis jeg er
frikendt,
har jeg da frihed til at lyve, stjæle, slå ihjel? Hvis jeg
er blevet omvendt, vil jeg da prøve at undergrave Guds evige
lovs
autoritet? Nej. Frikendelsen gør blot min
taknemmelighedsgæld
så meget dybere. Og hvis omvendelsen er ægte, er den kilden
til kærlighedens lydighed.
Det er sandt, at vi ikke er »under lov,
men under
nåde.« Det læser vi i Rom. 6,14. Men det er den
sidste
del af en sætning, som begynder med disse ord: »Thi synden
skal ikke få herredømme over jer.« Og har du lagt
mærke
til det følgende vers? »Hvad da? skal vi synde, fordi vi
ikke
er under lov, men under nåde? Nej, langtfra!« Nåden
er
åbenbart ikke en tilladelse til at synde, men en kraft til at
holde
op med at synde. »Synden skal ikke få herredømme
over
jer.« Hvilket løfte for et menneske, som er lænket
af
syndige vaner!
Men hvor ofte er Kristi hjerte ikke blevet
såret
på grund af vor misforståelse. Det var John Wesley, der
sagde:
»At tale om hans blod og samtidig tage hans krone fra ham, at
tage
let på den mindste del af hans lov under påskud af at ville
fremme hans evangelium, det er intet mindre end at forråde ham
med
et kys.« Hvad er det, vi er vidner til i gaderne? Prisen for at
glemme.
Hvad er det, vi bevidner, idet Adam tager det
første
uskyldige lams liv? Prisen for at glemme.
Hvad er det, vi bevidner neden for Sinaj bjerg?
Prisen
for at glemme.
Hvad er det, vibevidner, idet Jesus, Guds Lam,
ud ånder
på et kors, som burde have været dit - og mit? Prisen, den
ufattelige pris for at glemme.
Gud hjælpe os til at huske!
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|