Jagten på hvirvelvindenes Hemmeligheder I.

Måske er det Aristoteles, der har dannet ordet »meteorologi«, som betyder »ord om vejr«. Mens han spadserede omkring med sine elever i gymnasiets have i 300tallet f.Kr., funderede denne store athenske filosof og videnskabsmand over årsagerne til torden og lyn og til vinde og storme. Sine konklusioner samlede han i Meteorologica, som var det første værk om emnet. Selv om hans opfattelser nu kan synes noget løjerlige, blev de i 2000 år betragtet som et evangelium.

Under sine »rationelle forklaringer af tingene« hævdede Aristoteles, at Solen tiltrækker to slags »uddunstninger« fra jorden og dens vande. Den ene, et kølig!, fugtigt stof, var kilden til regnvand. Den, som var varm og tør, var »en slags røg«, som udgjorde »vindenes oprindelige og naturlige substans«.

Tilsammen blev de fugtige og tørre uddunstninger til luft, som samlede sig i skyer, når den udsattes for temperaturforandringer. Under fortætningsprocessen blev uddunstningerne undertiden udstødt fra skyerne med stor kraft i form af regn. Når dette indtraf i stor målestok, fejede vældige uvejr hen over jorden. Torden var en lyd, som frembragtes af vindene, når de, efter at være udstødt fra skyen, stødte sammen med de omgivende skyer. Aristoteles sagde endvidere: »Som regel brænder de udstødte vinde med en fin og nænsom ild. Det er det, vi kalder lyn.«

Aristoteles' elev Theofrastos supplerede mesterens deduktive logik med en lang række naturiagttagelser, ud fra hvilke vejret skulle kunne forudsiges. I sin »Bog om tegn« omtalte han 80 manifestationer, som han opfattede som budbringere om regn, 45 om vind og 50 om stormuvejr. Flere af dem var ret fantastiske. Theofrastos anførte bl.a., at »ulves hylen indvarsler storm inden for tre dage«. I virkeligheden hyler ulve, når de føler trang til det.

Men der var også tegn med rod i naturen. Theofrastos skrev: »Det klareste tegn kan observeres om morgenen, når himlen males rød, før Solen står op. Det betyder regn.« Ude i naturen skyldes en glødende morgenrøde, at solstrålerne spredes af luft, som er tungt ladet med vandpartikler. Den moderne forskning har påvist, at det indtræffer i 70% af tilfældene.

Under anvendelse af deres store tankekapacitet i forbindelse med bevidnede foreteelser i naturen skabte de gamle grækere, både ud fra Aristoteles' principper og Theofrastos' aforismer, grundlaget for den meteorologiske videnskab. Men derefter sænkede tavsheden sig i århundreder.

Under denne lange dvaleperiode var voldsomme uvejr ofte med til at ændre forløbet af menneskehedens historie. År 1281 sendte den mongolske hersker Kublai Khan, der allerede havde erobret Kina, f.eks. sin store invasionsflåde mod Japan. I syv uger holdt samuraikrigerne under frygtelige omkostninger angriberne tilbage inden for deres brohoveder. Netop som et mongolsk gennembrud syntes uundgåeligt, tordnede så en tyfons hvirvelvinde uden varsel frem fra havet og løsgjorde khanens krigsjunker fra deres surringer og drev dem ind mod den fjendtlige kyst. Det lykkedes kun for en håndfuld af de 1000 invasionsskibe at undslippe. Over 100.000 angribere enten druknede eller blev nedslagtet, når de udmattede kravlede i land fra den voldsomme brænding.

I deres sejrsglæde takkede japanerne deres guder for Kamikaze  den guddommelige vind ~ der havde frelst dem, De var i de efterfølgende århundreder overbeviste om, at deres øer på grund af stormkræfternes særlige beskyttelse var usårlige over for fjendtlige angreb, og under 2. verdenskrig genoptog de japanske selvmordspiloter navnet Kamikaze under slutfasen af forsvaret af deres land.

I 1588 var tilsvarende de 130 krigsskibe i den spanske armada bragt i stilling i Den Engelske Kanal i en tilsyneladende uovervindelig position. Plaget af de dristige engelske kaptajner sejlede den store flådestyrke nordpå langs den engelske kyst. Dens stilling blev værre og værre, men den kunne stadig anrette dødelig skade. Så fejede en 5dages storm pludselig hen over skuepladsen og kastede mange af spaniolerne ind mod den klippefulde skotske kyst. De resterende forsøgte at undslippe mod vest rundt om Irland, men et nyt stormvejrsangreb gjorde det af med de fleste. Efterfølgende kunne Elizabeths England på ny herske over havene  ved hjælp fra vindenes stormstyrke,

At storme kunne bestemme nationers skæbne, var for folk mere end tilstrækkeligt motiverende til, at de kunne begribe naturen af de store meteorologiske forstyrrelser. Men op gennem middelalderen, som videnskabeligt set var en mørk periode, fremstod Aristoteles' logik som en uanfægtet lysstråle. Man havde ikke hjælpemidlerne til at kunne påvise fejlslutningerne i den græske lære,

For at genopvække den meteorologiske videnskab og føre den videre ud over den rene spekulation måtte der eksperimenter til, der kunne efterprøve det spekulative. Mere end noget andet er meteorologi baseret på målinger  på målinger af temperaturer, af vindretninger og hastigheder, af det tryk, som luften udøver, og af størrelsen af massefylden og fugtigheden i den atmosfæriske kappe, der omgiver jorden.

Sådanne målinger kræver instrumenter, for uden dem ville meteorologien blot være en samling abstrakte teorier, hyrdesnak og sømandstradition. Så tidligt som i 300tallet f.Kr., og samtidig med at Aristoteles udviklede sine teorier om verden og dens vejr, kendte man i Indien ganske vist til brugen af en primitiv form for regnmåler. Den bestod af en simpel skål til at opfange regnen. Anbragt forskellige steder satte den bønder og andre i stand til at foretage sammenlignende studier omkring årstidernes skiften. Omkring 100 f.Kr. havde grækerne anbragt en vindfløj øverst oppe på et 12 m højt tårn på Athens Akropolis. Når den blev benyttet sammen med solure og vandure, som angav tiden om natten, kunne vindfløjen indpasse de skiftende vinde i en mere nøjagtig tidsramme.

Men bortset fra disse simple konstruktioner skete der bogstavelig talt intet før end i 1600tallet, da et utroligt opbud af opfinderenergi i et hendøende italiensk hertugdømme berigede den meteorologiske videnskab med de fleste af de måleinstrumenter, som endnu den dag i dag danner grundlaget for studiet af smukt eller dårligt vejrlig.