Den hvide post med stenene fra himlen!

På grund af deres pludselige ødelæggelse af afgrøderne kalder landmændene også hagl for »den hvide pest«. »Den tilintetgør én blot ved en skypassage,« jamrede en bondedreng fra Colorado bittert. »For en halv time siden havde vi halvdelen af vores hvede  300 tdr. land  klar til at blive høstet og kørt til byen. Nu ejer vi ikke en penny.«

Hvert år indtræffer der tusindvis af haglbyger, navnlig i de fugtige, tempererede klimaer på de mellemste breddegrader. I USA udgør skader på afgrøder efter hagl i alt omkring i milliard dollars om året. Hertil kommer 75 millioner dollars i tab på grund af dødt kvæg og materielle skader.

Kimen til disse ødelæggelser bliver nok så uskyldigt til langt inde i tordenvejrets curnulussky. Deroppe i de kolde højder på over 5000 m er luften først så ren, at små vanddråber kan eksistere ved temperaturer under frysepunktet uden at fryse til is.

Men efterhånden som stormens varmestrømninger bliver hurtigere, fører de nogle meget små partikler af støv og is opad og ind i skyen. Hvert enkelt af disse fremmedlegemer og potentielle haglkerner begynder at støde sammen med underafkølede vanddråber, som fryser fast til dem ved kollisionen. Mens det puffes omkring af serier af op og faldvinde, samler haglet lag på lag af is. Når det har vokset sig så tungt, at selv de kraftigste opvinde ikke formår at bremse det, falder det fuldvoksede hagl ned mod jorden.

Svage storme frembringer små hagl, som smelter, inden de når jordoverfladen, hvorimod voldsomme tordenvejr i USA er i stand til at danne hagl så store som æg, tennisbolde, ja, endog grapefrugter. Mens en særlig kraftig storm hærgede Coffeyville i Kansas den 3. september 1970, fandt beboerne bunker af usædvanligt store hagl, bl.a. ét med en diameter på 12 cm og en vægt på 3/4 kg (herunder til venstre). Det imponerende eksemplar blev sendt til Colorados nationale center for atmosfærisk forskning. Meteorologerne her kunne bekræfte, at det satte ny verdensrekord. De regnede ud, at det i slutfasen af sin vækst krævede en opdrift på over 150 km i timen, for at det endnu kunne holde sig i luften.