Tordenvejr og deres afkom VIII.

Den 3. og 4. april 1974 hærgede inden for 16 timer og 10 minutter ikke færre end 148 gennem 13 stater, fra Alabama og Georgia og nordpå til Michigan og en canadisk provins. 315 blev dræbt, 5484 såredes, og de materielle skader androg over en halv milliard dollars. Sammenlagt udgjorde tornadoernes baner 4180 km. Banerne havde en gennemsnitslængde på ca. 30 km. For alle tornadoer i USA udgjorde den i 1973 7,5 km og i 1972 5,3 km. Seks af tornadoerne opnåede en styrke på F5. 1 1973 kom kun én derop og i 1972 slet ingen. Endelig blev seks byer hjemsøgt, ikke af én, men af to særskilte tornadoer.

Omkring kl. 7 om morgenen onsdag den 3. april førte en koldfront, som med en gennemsnitshastighed af 60 km i timen bevægede sig neden under jetstrømme i stor højde, sig østpå fra Rocky Mountain og tværs over Texas. I Golfstaterne og Tennessee ventede en ustabil masse af lavtliggende tropisk luft på den. Kl. 8.42 viste satellitfotos, at en linje med varmestrømninger var under dannelse fra Lafayette i Louisiana og mod nordøst til Clarksville i Tennessee, hvorefter den bøjedes tilbage til i nærheden af Peducah i Kentucky. Tidligt om eftermiddagen kunne både satellit og radarbilleder udskille tre faretruende tordenfronter under udvikling. Den ene fra Michigansøen mod syd gennem Illinois og ind i Missouri, en anden fra det sydvestlige Indiana ind i det vestlige Kentucky og Tennesseé og en tredje fra det østlige Tennessee sydover ind i det nordvestlige Georgia og mod sydvest gennem det østlige centrale Alabama. Satellitfotografierne viste stormskytoppe, der nåede helt op i 20.000 meters højde. Det var et godt stykke over tropopausen og et sikkert tegn på voldsom aktivitet.

Kl. 13.10 slog en lille tornado ned i nærheden af Morris i Illinois uden at anrette skade. Ved 14tiden viste der sig hvirvelstorme i Bradley County i Tennessee og i Gilmer County i Georgia. Inden for 10 minutter ramte tornadoer McLean og Logan Counties i Illinois. Kl. 14.20 angreb morderiske hvirvelvinde Perry og Lawrence Counties i Indiana, og snart rapporteredes der om andre i Ohio, Kentucky og Alabama. Kl. 19 indtrådte et crescendo, da 15 tornadoer fór hærgende igennem denne region på samme tid. Mareridtet varede indtil kl. 9 om morgenen den 4. april, hvor den sidste tornado ramte North Carolina.

Inden for et døgn inspicerede Fujita det hærgede område som leder af et universitetshold på fem mand i forbindelse med forskere fra den Nationale Ocean og Atmosfærestyrelse. Under deres kortlægning af banerne for samtlige 148 tornadoer og beregning af deres styrke søgte Fujita og hans kolleger at udarbejde en meteorologisk profil af dette helt exceptionelle udbrud. Til deres overraskelse konstaterede de, at mange af tornadoerne havde holdt sig ved jorden til trods for den ugunstige topografi. I Georgia havde en tornado f.eks. krydset en højderyg på 1000 m og var steget ned i bunden af en 300 m dyb canyon, hvorefter den var klatret op til toppen af en 1000 m høj kam på canyonens modsatte side. Sporet forbavsede Fujita, fordi tornadoer, der spærres inde i en canyon, almindeligvis dør af mangel på store luftmasser. Denne tornado måtte have haft en kolossal intensitet, og ødelæggelsesbilledet kunne bekræfte, at den hørte til kategorien F4 med vinde på op til 400 km i timen.

Selv om kendskabet til en sådan tornadoopførsel var en stor hjælp for meteorologerne, ville den fulde virkning af begivenhederne den 3. og 4. april 1974 kun kunne forstås, når den blev opgjort i rædsler og menneskelige lidelser. I det nordvestlige Alabama dræbtes 19 personer, størstedelen i den lille by Guin, hvor en af statens politifolk senere rapporterede: »Guin er der bare ikke.«

I Jasper 60 km derfra blev rådhuset ødelagt, og en radiospeaker fortalte lytterne: »Vi har ikke forbindelse med politistationen. Den er netop blæst bort.« Byen Tanner blev ramt af to tornadoer, den ene kl. 19 og den anden en halv time senere. Den første hvirvelstorm knuste et murstenshus og alle dets seks beboere. Den førte dem 75 m gennem luften og kastede dem ned i en fyrreskov.

I Indiana var den 17årige Karen Scott sammen med fem venner i færd med at krydse en bro over en arm af Freemansøen i et Folkevognsrugbrød, da en tornado kastede bilen i vandet 20 m borte. Det lykkedes hende at komme ud af bilen og svømme i sikkerhed, men hendes ledsagere omkom. I Brandenburg i Kentucky dræbtes 29, hvoraf de fleste var børn, der legede udenfor efter skoletid. I flere dage søgte pårørende at identificere nogle af de lemlæstede lig. I Sugar Valley i Georgia greb en tornado fat i den 9årige Randall Goble og førte ham 200 m gennem luften, før den slyngede ham til jorden igen. På hospitalet råbte han til en sygeplejerske: »Sig, at det var en ond drøm. Hvor er min far og mor?« De og hans to søstre blev senere fundet døde i et af værelserne i deres ødelagte hjem.

Xenia i Ohio var den værst medtagne by i området. Den havde 27.000 indbyggere. 34 personer omkom, og henved 3000 boliger og andre bygninger blev enten ødelagt eller beskadiget. På en måde var Xenia alligevel heldig, fordi tornadoen, der skar sig en i km bred bane gennem dens centrum, først ankom efter skoletid, da de fleste elever havde forladt de fem skoler, som alle blev ødelagt. Men ved Xenias gymnasium stod den 18årige Ruth Venuti og ventede på en ven, der skulle køre hende hjem, da hun kl. 16.25 så en stor, sort sky 4 km borte, Gennem en døråbning iagttog hun skyen, mens den begyndte at antage form af en roterende, horisontal figur. »Jeg var klar over, at det var en tornado, da jeg så, at luftstrømmene begyndte at hvirvle,« sagde hun senere.

Ruth Venuti kom nu i tanker om, at 15 medlemmer af gymnasiets teaterhold var ved at øve i teatersalen i den anden ende af bygningen, hvorfor hun løb hen for at advare dem. Holdets leder, engelsklæreren David Heath, troede, at hun sagde det i spøg. Senere sagde Heath: »Jeg var på nippet til at bede alle om at glemme det og udføre et dansenummer, som de var ved at øve. I stedet sprang jeg ned fra scenen og bad alle om at følge efter, så vi kunne iagttage tornadoen. jeg forestillede mig, at vi skulle se på en søjlesky på himlen og derefter vende tilbage til prøverne.«

Men i stedet for på afstand at skulle overvære et interessant optrin så den forbavsede gruppe en ond, snoende søjle mindre end 200 m derfra. »Dernæst begyndte bilerne, der var parkeret foran skolen, at hoppe og danse,« fortalte Heath. »Jeg troede ikke mine egne øjne. En eller anden sagde, at vi hellere måtte søge beskyttelse, hvorfor vi alle løb hen imod skolens store hall. Lyset gik ud, netop da vi rundede hjørnet og krøb sammen mod murene på begge sider af gangen.«

Umiddelbart derefter slog tornadoen til »med en larm som tusinder af klaprende persienner ledsaget af uhyggelige knusende og skurrende lyde. Da jeg ind imellem åbnede øjnene, så jeg store stykker skrot og træ komme flyvende vandret ned gennem gangen.« Dernæst lagde vinden sig for et øjeblik, mens tornadoens øje passerede hen over bygningen. En dreng begyndte at rejse sig op, men Heath skreg til ham, at han skulle komme ned. »Så angreb vinden på ny med tilsyneladende endnu kraftigere styrke,« fortalte Heath. »Vi blev alle ramt af skidt, knust glas, mudder, træ og himlen må vide af hvad. To dage efter pillede jeg stadig glasstumper ud af mit hoved. Endelig stoppede det, og der blev fuldstændig stille.«

Ingen blev blot alvorligt såret. Men hele gymnasiets øverste etage var blevet blæst bort. Dele af taget var brudt sammen ned i teatersalen, som teaterholdet havde rømmet. Og på scenen, hvor de havde øvet, lå en skolebus på hovedet.

Fra begyndelsen til slutningen havde prøvelserne for eleverne på gymnasiet i Xenia kun varet fire minutter.