Tordenvejr og deres afkom VII.

Over for sådanne overvældende energiudfoldelser syntes de menneskelige ressourcer ret begrænsede. I USA oprettede vejrtjenesten i 1954 i Kansas City i Missouri et varslingscenter for kraftige storme, der bl.a. fik til opgave at ildsende tornadovarslinger. Et årti senere etablerede vejrtjenesten The National Severe Storms Laboratory i Norman, Oklahoma, som især skulle foretage grundlæggende studier af tornadoers og andre kraftige stormes dynamik. Trods denne massive indsats på alle niveauer fra de teoretiske til de praktiske, herunder også anvendelsen af den moderne teknologi, har vejrtjenesten indtil nu stort set ikke kunnet udrette andet end at udsende meldinger om de generelle vejrforhold, som fører til tordenvejr og måske udløser tornadoer.

Mulighederne er dog stadigt blevet bedre. Siden 1971 har det nationale center i Norman eksperimenteret med Dopplerradar. Opfindelsen var opkaldt efter den østrigske fysiker Christian Doppler, der i 1800tallet opdagede, at lydbølger giver højere tone, når lydgiveren nærmer sig lytteren, end når den fjerner sig fra ham.

Under anvendelsen af dette princip preller Dopplerradaren radiosignaler tilbage fra vindpåvirkede regndråber i stormsystemer over afstande på 225 km. Modtagerne på radarstationerne opfanger de højere returfrekvenser fra regndråber, der blæser imod antennerne, og de lavere frekvenser fra dem, der drives væk derfra. Supercomputere analyserer de kontrasterende frekvenser og oversætter dem til søjler og mønstre på skærme. Stigende grader af rødt angiver f.eks. tiltagende hastighed væk fra radaren, hvorimod mere grønt indikerer stigende hastighed henimod radaren. Tilstedeværelsen af en tornado kan opdages i det nærineste nabolag af to tydeligt kontrasterende farver, som udtrykte en hurtigt roterende sky. Operatørerne kan derfor, i hvert fald i teorien, lokalisere det tydelige billede, som signalerer dannelsen af en tornado indvendig i et stormsystem, og der kan udsendes varslinger 20, ja, endog 30 minutter, før en dødbringende tragt rammer jorden.

Indtil nu har Dopplerresultaterne dog ikke været tilfredsstillende. »Vi har forfejlet nogle få tornadoer,« udtaler meteorologen Donald Burgess ved laboratoriet i Norman, »og vi har udsendt nogle få falske alarmer.« Et af problemerne er, at eftersom Dopplerradaren måler hastigheden ved vinde, der bevæger sig imod eller fra den, angives hastigheden for en vind, der bevæger sig i ret vinkel, at være på nul. Derfor undlader radaren at varsle en potentiel tornado i en kraftig tordenfront, som bevæger sig i en ret vinkel, selv om den sandsynligvis vil opfange den tæt roterende hvirvel, når den først er blevet dannet. En anden vanskelighed skyldes, at visse tordenvejr gengives som et kredsformigt vindbillede og derfor udløser alarm uden nogensinde at blive til en fuldvoksen tornado.

Dopplerradarens effektivitet øges dramatisk med antallet af maskiner, der kan anvendes i forbindelse med en given storm. Forsøg har vist, at hvis én radar ikke giver de tilstrækkelige informationer, kan et andet eller et tredje sæt elektroniske øjne, som iagttager stormen fra andre vinkler, fremkomme med svarene. Den nationale vejrtjeneste regner med at have et vidtrækkende netværk af Dopplerradarinstallationer i brug i løbet af 1990erne. Men indtil det er gennemført, ligger det bedste håb om at kunne magte tornadoerne i at låse op for hemmelighederne inderst inde i hvirvelstormene. Til de førende i kampen for mere viden om tornadoernes væsen hører en fremragende japanskfødt meteorolog, der til sin egen store ærgrelse aldrig selv har set en hvirvelstorm fra jorden.

Blandt de djævelske kræfter, som udløstes af atombomben, der udslettede Hiroshima den 6. august 1945, var der adskillige tornadoer, som var fremkaldt af varmen, der steg op i den koldere atmosfære fra den brændende storby. Noget lignende indtraf i Tokyo under ildebrandene, der blev antændt under det store jordskælv i 1923. Tre uger efter katastrofen var den 24årige doktorstuderende Tetsuya Fujita på stedet og undersøgte murbrokkerne for at drage lære af den frygtelige begivenhed. Lige siden og specielt i sine tre årtier som professor i meteorologi ved University of Chicago har Fujita, der i 1968 antog mellemnavnet Theodore, fulgt hvirvelstormenes baner. »Jeg elsker tornadoer,« siger han. »Jeg er kommet til et punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. jeg har næsten glemt, hvorfor jeg gør det. Det er blevet en lidenskab.«

Selv under forelæsninger for 200 studenter kan Fujita pludselig finde på at udbryde: »Jeg skal ud at jagte tornadoer« og derefter ile af sted. Selv om han aldrig har oplevet et tilfredsstillende syn af en tornado, er Fujita kendt for sin upåvirkethed af sit uheld. Som en ironisk erkendelse af hans frustrationer står der »TF 0000« på hans bilnummerplade. Selv siger han spøgende: »En morddetektiv behøver ikke at have set mordet for at være en god opdager.«

I løbet af sine mange års tornadoudforskning har Fujita både fra luften og fra jorden undersøgt over 3000 strækninger, som har været hjemsøgt af omkring 250 tornadosysterner. Under anvendelse af en anden lovogordenanalogi har han udtalt: »Tornadoer er ligesom kriminelle, der ikke kan slippe bort uden at efterlade fingeraftryk.« Ud fra sådanne spor som cykloniske opsugningssteder og de retninger, de knuste effekter er faldet i, kan Fujita udlede en forbavsende række kendsgerninger om tornadoers opbygninger, bevægelser og hastigheder.

Sammen med sin ven, den tidligere chef for tornadovarslingen under det nationale meteorologiske institut, Allen Pearson, har Fujita udarbejdet den nuværende standardskala med seks grader til angivelse af en tornados styrke ud fra dens vindhastighed og de anrettede skader. Undersøgelser af henved 16.000 tornadoer siden 1916 har vist, at langt de fleste lå inden for grupperne »let« til »anselig« ødelæggelse, mens 3407 var uhyrer, som Fujita har beskrevet, anrettede »alvorlig«, »voldsom« og »utrolig« ødelæggelse.

For flere år siden har Fujita opstillet en hypotese om lejlighedsvis forekommende »tornadofaldvinde«, som han definerer som »kraftig neddrift, som medfører udadrettede, ødelæggende vinde på eller nær jordoverfladen«. Fujita ser vidnesbyrd om disse faldvinde i nogle mærkelige ødelæggelsesmønstre, hvor murbrokker, træstumper o.l. lå spredt ud i vifteform, som om de havde fået et skråt slag med en hammer. Som regel samles disse stumper og stykker af den hvirvlende vind i spiraler. I begyndelsen var der flere af Fujitas kolleger, der ikke fæstede større lid til teorien, men efter omfattende studier gik de fleste over til hans tankegang. Det er Fujitas overbevisning, at disse kraftige faldvinde på en eller anden måde er baggrunden for opførslen hos nogle sjældent forekommende tornadoer, som i modsætning til alle kendte naturlove på den nordlige halvkugle roterer med uret i stedet for mod uret.

Efter at have arbejdet mere end et år med en computer, der var programmeret med 26.000 hvirvelstormes banelængder, konstaterede Fujita, at amerikanske tornadoer udviser særlige karakteristika, afhængige af om de indtræffer vest eller øst for en skillelinje, der løber mod nordnordøst fra det østlige Texas til Michigans øverste halvø. De vestlige tornadoer kulminerer i april og maj, mens de østlige er mest hyppige i marts og april. Vindhastighederne er almindeligvis sammenlignelige, men de østlige har flere superudbrud, hvor mange tornadoer hærger landet på én gang.

Fujita ved en masse om disse epidemiske tornadoer. Han ledede holdet, der fulgte sporene efter den største forekomst i meteorologiens historie.