Tordenvejr og deres afkom VI.

Fra syd mod nord tværs gennem USAs centrale sletteland ligger et 750 km langt og 650 km bredt område, som kaldes tornadostrædet og strækker sig fra det nordlige Texas gennem Oklahoma, Kansas og Missouri, hvor mere end 300 tornadoer, flere end noget andet sted i verden, foretager mellemlanding. Det er omstændighederne med varm, fugtig luft fra Den Mexicanske Havbugt, som støder sammen med koldere luftmasser fra vest, der fremkalder den kolossale mængde tornadoer. Hvirvelvindene er så hyppige, at de fleste farmere og mange byboere bygger deres huse med underjordiske beskyttelsesrum, cyklonkældre, hvor de og deres familier kan søge tilflugt, når hvirvelstormene kommer hylende.

På en tung og lummervarm eftermiddag den 22. juni 1928 var Kansasfarmeren Will Keller ude for at passe sine marker, da han så en tornados hvirvlende fangarme nærme sig med stor hast. Keller kaldte på sin familie, mens han løb ned i sin cyklonkælder. Lige da han skulle til at smække døren i for det sig nærmende uhyre, fik en pludselig indskydelse ham til endnu en gang at kaste et blik ud: »Da jeg standsede for at se, opdagede jeg, at den nederste del, som havde fejet hen over jorden, igen begyndte at stige til vejrs. jeg var klar over, hvad det betød, så jeg blev, hvor jeg var. jeg vidste, at jeg var i nogenlunde sikkerhed, og at hvis tornadoen dykkede ned på ny, kunne jeg falde ned og smække døren i, inden der skete nogen skade.

Tornadoen fortsatte støt fremefter, mens enden gradvis løftede sig op over jorden. Måske har jeg kun stået der i nogle få minutter, men jeg var så opslugt af, hvad der foregik, at det føltes som lang tid. Endelig kom tragtens store, buskede hale direkte hen ovenover.

Alt var så stille som døden. Der var en gennemtrængende gasagtig lugt, og jeg havde svært ved at få vejret. En hylende, hvislende lyd lød direkte fra enden af tragten. Jeg så op og kiggede til min forbløffelse ind i tornadoens hjerte.

I tragtens centrum sås en kredsformig åbning med et tværmål på 15 eller 30 m, og som strakte sig lukt opad over en strækning på mindst 3/4 km, efter hvad jeg kunne bedømme. Åbningens vægge bestod af roterende skyer, og det hele var så utroligt klart på grund af de konstante lynglimt, der siksakkede fra side til side.

Omkring den nederste kant af den store hvirvel dannedes der hele tiden tornadoer, der rev sig løs. De så ud som haler, når de vred sig frem ved enden af tragten. Det var herfra, den hvislende lyd kom. jeg bemærkede, at den store hvirvels retning og rotation gik imod uret, mens de mindre roterede begge veje, nogle til den ene, andre til den anden side.«

Will Keller er en af de meget få dødelige, der nogensinde har set ind i en tornados øje, og som overlevede, så han kunne berette om det bagefter. Vindene i en hvirvelstorm er nemlig så voldsomme, at tornadoer op gennem størstedelen af meteorologiens historie har gjort alle bestræbelser for at undersøge deres inderste mysterier til skamme, selv når der har været anvendt instrumenter. Apparater som anemometre og barometre overlever kun sjældent kræfterne i en tornado. Ifølge direktøren for The Nationale Severe Storms Laboratory i Norman, Oklahoma, Edwin Kessler, er en tornado »så voldsom og kortvarig, at den indtil for nylig ikke har levnet mange muligheder for at lade sig studere«. Så meget mere ærgerligt er det, eftersom en tornado ifølge Kessler »måske repræsenterer det sidste og endelige meteorologiske fænomen«.

I sin mest velkendte udformning er en tornado en tragtformet, dampagtig     masse med vinde, der med høj hastighed roterer omkring en lodret akse, mens     den strækker sig ned fra en tordensky eller en tordenfront. Konvergens og   rotation er de to vigtigste ingredienser ved dannelsen af en tornado. Konvergensen  ammenløbet af luftmasser med forskellig temperatur og fugtighedsgrad    er selvfølgelig baggrunden for tordenvejrs opståen. Men en tornado behøver  noget, der kan få de konvergerende bestanddele til at rotere. Når man tager     tornadoens hurtige udvikling i betragtning, har Corioliskraften, hvorved Jordens rotation omkring sin egen akse får luftmasser til at rotere, ikke tid nok  til at spille nogen afgørende rolle. Det er derimod mere sandsynligt, at rota   tionskraften opstår, når kraftige, lodrette vinde kommer ind i skyformationer   og skaber de forskydningsbetingelser, som bevirker, at opadstigende søjler af varm luft snor sig i spiraler.

Hvirveldannelsen starter langsomt, men efterhånden som spiralen bliver tyk  kere, øger den farten ved den såkaldte skøjteløberproces, idet jo mere en roterende kunstskøjteløber trækker armene ind til kroppen, desto hurtigere snurrer han rundt.

Inden en tornados tilsynekomst kan der dannes nogle mærkelige sækagtige     udvækster på undersiden af tordenskyambolten. Disse såkaldte mammatuscu mulusskyer, benævnt således efter den latinske betegnelse for kvindebryst,  »mamma«, dannes ved nedsynkningen af fugtig, kold luft og er et uhyggeligt varsel om det oprørte indre. Mammatusskyer dannes dog almindeligvis ikke i   forbindelse med tordenfronten, hvor de første synlige vidnesbyrd om en po   tentiel tornado efter alt at dømme er roterende cirkulation i de vindflossede skybaser.

Kort efter at rotationen er sat i gang i en sky, strækker en hvirvlende udløber     sig nedefter og vokser sig større og større og længere og længere, indtil den   rammer jordoverfladen i en eksplosion af omkringflyvende jord og sten. Frem     til dette øjeblik har tornadoen været gråhvid. Mens den derefter opsuger jorddele som en gigantisk støvsuger, bliver den hurtigt mørkere, men som altid     ved tornadoer er der undtagelser. 1 1970 blev en tornado, som passerede hen over en snemark i Utah, således hvid som sne.

Under sin bevægelse bort fra den fædrene sky og hyppigst fra sydvest mod    nordøst skrider tragten frem med en fart på omkring 50 km i timen, Den kan  dog komme op på over 100 km i timen. Tornadoen hopper og danser og kan  kortvarigt hæve sig op over jorden, men falder snart ned igen. Den svajer fra side til side, og undertiden hælder den forover og efterlader nogle halvcirkel    formede sugningsmærker på jorden. De tolkedes i gamle dage som hovaftryk efter enorme heste.

Med et tydeligt, men ubeskriveligt drøn, som kan høres over adskillige kilo meter, tilkendegiver tornadoen sin undergang ikke blot gennem smældende     vinde, men også gennem sugeeffekten inde i dens hvirvel. Engang troede man, at  tornadovinde opnåede hastigheder på over 1100 km i timen, men ifølge de nyeste beregninger overstiger de dog næppe 500 km pr. time. Denne formind   skelse er imidlertid kun en ringe trøst, eftersom vindens virkning øges kvadratisk. En vind på 500 km i timen er f.eks. ikke 10, men 100 gange mere ødelæggende end én på 50 km i timen.

Man troede også længe, at lavtryksområdet i tornadoens kerne fik huse på    jorden til at eksplodere udefter. Derfor fik man den idé, at vinduer skulle være åbne ud mod en kommende tornado, så trykket inden for og uden for bygningerne kunne udlignes. Nye undersøgelser tyder dog på, at selv om trykket i en tornado virkelig skulle falde så meget som f.eks. 140 ctopascal, skyldes ødelæggelserne på bygninger først og fremmest et andet forhold. På nogenlunde samme måde, som luft, der med stor hastighed strømmer hen over en vinges kurvede øvre overflade, skaber den opdrift, som løfter et fly op fra jorden, kan tornadovindes stormløb langs en tagryg løfte et hus løs fra dets fundament. For mennesker, hvis liv og ejendom er truet af tornadoer, er sådanne overvejelser nærinest af akademisk interesse. Det, der tæller, er den frygtelige kraft, som tornadoen kan oparbejde både ved sine vinde og sin opdrift.

Eksemplerne herpå er utallige. 1 1879 rev en tornado i Irving i Kansas en jernbro løs fra sine fundamenter og vred den til en ubrugelig skrammelbunke. Efter en tornado, som i 1970 ramte Lubbock i Texas, fandt man en 12 m lang og 13.000 kg tung kunstgødningsbeholder mere end i km borte fra dens oprindelige sted. Undersøgerne kunne ikke sige med sikkerhed, om den var fløjet hele strækningen, men dens bane førte den tværs over en firespors motorvej og en tilkørselsvej, hvoraf ingen var beskadiget.

Der meldes ofte om træer, der er blevet spiddet af halmstrå. Denne kuriositet kan forklares ud fra den omstændighed, at tornadovindene har bøjet træstammerne og åbnet porerne. I 1931 blev én person dræbt og over 60 såret, da en tornado tordnede igennem Moorhead i Minnesota og dykkede ned på eksprestoget »The Empire Builder«, som kørte 100 km i timen, greb fat i fem af dets 70 t tunge vogne og lod dem falde til jorden igen, den ene 25 m borte. En anden hvirvelstorm bar et næsten 400 kg tungt isskab 5 km gennem luften og en tredje et helt kirkespir ikke mindre end 25 km.