Tordenvejr og deres afkom V.

Når som helst der er tordenvejr og uanset størrelsen og typen, forekommer der også lyn og deres larmende følgesvend, torden. Blandt alle vejrfænomener er lynet måske den største dræber. Selv om statistikkerne ikke er helt nøjagtige, dræbes omkring 200 mennesker af lynet hvert år alene i USA. Varmeudviklingen i et enkelt lyn er ufattelig stor. På en milliontedel sekund kan temperaturen komme op på ca. 28.000'C eller fem gange mere end ved Solens overflade. Der medgår en utrolig mængde elektrisk energi til et lyn. Man har beregnet, at der langs jordens overflade udløses lyn 100 gange pr. sekund. Denne udladning repræsenterer 4 milliarder kW af vedvarende energi.

Til trods for deres dræbende allestedsnærværelse er lyn i mange henseender forblevet en gåde for forskerne. Et lyn defineres som en synlig elektrisk udladning fra en ladet sky. Man ved, at de øvre dele af tordenskyer er positivt ladede, hvorimod de nedre dele indeholder negative ladninger. Skyen fungerer derfor som en enorm elektrostatisk maskine.

Men hvad er grunden til, at skyen i det hele taget bliver elektrisk? Det er der desværre ingen, der ved helt præcist. En udbredt teori går ud på, at når skytemperaturen nærmer sig frysepunktet, omgives små dråber af negativt ladet vand af meget små partikler af positivt ladet is. Op og nedstrømningsturbulensen i skyen frasorterer vandet, som derefter falder ned fra de lettere iskrystaller, som bæres oppe af luften. Under alle omstændigheder opbygges der hurtigt en enorm elektrisk spænding mellem de modsatte poler med en ydeevne på indtil 100 millioner volt. Til sidst bliver ladningen så stor, at den overstiger luftens isolerende evne, og der opstår lyn enten overalt i skyen eller langs horisontale linjer mellem skyerne.

Selv om jorden almindeligvis er negativt ladet, fremkaldes der samtidig en positiv reaktion af de negative partikler i basen af en sky, der passerer ovenover. Når en tordensky går hen over himlen, følges den derfor på jorden af en positivt ladet, såkaldt »elektrisk skygge«, som forcerer samtlige forhindringer på sin færd  bakker, skorstene og kirketårne. jo højere den stiger, desto mere sandsynligt er det, at den skaber en strømcirkulation mellem sig selv og skyen.

Denne strøm er selvfølgelig et lynglimt. Det indledes, når en svag elektrisk impuls, ledestrålen, bevæger sig nedad fra skyen. Ledestrålen farer ca. 30 m ned eller mere, standser og fortsætter dernæst i en sekvens, som kan sammenlignes med de enkelte impulser i en elektrisk strøm.

Under denne proces, som varer omkring 1/100 sekund, opstår der en ledende bane, som måske ikke er tykkere end en blyant, men kan have en længde af 8 km. Når denne nærmer sig jordoverfladen, vil den positivt ladede skygge opsende nogle lysstriber, som regel fra de højeste fremspring, Når disse bånd møder den nedadgående ledestråle, er kredsløbet fuldendt, og et hvidglødende »modlyn« stiger op mod himlen langs med den allerede dannede ledende bane med en hastighed af hundreder af millioner meter i sekundet. Dette modlyn og skæret fra den overophedede luft i flere meter omkring dets smalle bane resulterer i det af mennesket så velkendte og frygtede lynglimt. Og selv om det for det menneskelige øje ser ud til at udspringe fra himlen, går det fra jordoverfladen mod skyen. Hvad tordenen angår, repræsenterer den blot en lyd, der dannes ved den hurtige opvarmning og udvidelse af luftarter i lynets bane.

Lynets kraft har en frygtindgydende virkning og er ofte lunefuld. Lyn har reduceret sejlskibes træmaster til høvlspåner, som flød rundt på havet. De har smeltet huller i kirkeklokker, svejset kæder sammen til jernstænger og endog stegt kartofler ude på markerne. I USA tilskrives 10.000 årlige skovbrande lynnedslag. Til tider rammer lyn mennesker på jorden direkte, men de fleste dræbte og sårede skyldes sidelyn fra opragende genstande i nærheden som f.eks. træer eller den høje spænding i jorden omkring lynnedslagsstedet. Stålskaftet på en golfkølle under en golfspillers tilbagesving er særlig attraktivt for lyn, ligesom en paraply eller antennen på en transportabel radio er det. Telefonering under tordenvejr kan være farlig, hvis lynet rammer en telefonpæl og ledes af sted via ledningerne.

Underligt nok er mennesker, der bevæger sig ind i lynets eget element, luften, som regel bedre stillet, end hvis de opholdt sig på jorden. Selv om de brintfyldte stive luftskibe er modtagelige for lyn på grund af deres stofbeklædning og den let antændelige luftart, er moderne metalfly på det nærineste usårlige. I stedet for at gennembore flyet vil lynets elektriske udladning blot strømme igennem dets konstruktion og kun efterlade få spor.

Der er dog undtagelser. F.eks. i 1938, da en pilot på et britisk fly, som fløj igennem en mørk nimbostratussky over Toulouse i Frankrig, åbnede vinduet i sit cockpit for at få bedre udsyn. Et brændende kuglelyn, som er et usædvanligt fænomen, som videnskaben endnu ikke har kunnet give nogen forklaring på, dansede ind gennem vinduet, sved pilotens øjenbryn af og rullede igennem den forreste passagerkabine og ned i den bageste afdeling, hvor det eksploderede med et brag, men uden at forvolde skade.

Lyn i et fly er imidlertid ikke altid så harmløse. Den 8. december 1963 ramte et lyn en Pan American 707jetliner over Elkton i Maryland med katastrofale følger. Lynet trængte igennem reservebrændstoftanken i vingen, antændte dampene og fik 707eren til at styrte ned som en ildkugle. Ved styrtet omkom 82 passagerer og besætningsmedlemmer.

Elktonulykken er et af de få eksempler, hvor lyn har optrådt som massemordere. I den triste oversigt over tordenvejrsresultater har denne rolle fortrinsvis været overladt til tornadoerne.