Tordenvejr og deres afkom IV.

Trods al dets forkrampede kraft var Rankins tordenvejr blot et enkeltstående og relativt uskadeligt medlem af en familie, som i henhold til den meteorologiske viden fortsat udvikler sig. For få år siden har man f.eks. konstateret gigantiske tordenvejrsansamlinger, som man har givet den besværlige betegnelse mesoskala konvektive komplekser.

Under dannelsen af disse komplekser samles adskillige individuelle tordenvejr af en endnu ukendt tiltrækningskraft til ét enkelt, velorganiseret system, som spreder sig opad over 100.000 km2 og varer i 12 timer eller mere. Disse mesoskalasystemer opfører sig imidlertid ikke som forvoksede udgaver af almindelige tordenvejr. Det siger meteorologen J. Michael Fritsch, der har studeret fænomenet for den Nationale Ocean og Atmosfærestyrelse i Boulder, Colorado: »I henseende til deres vindes opbygning, energikilde, måden, de påvirker det atmosfæriske kredsløb på, og den indre skystruktur er de sammensat og opfører sig anderledes end noget andet systern.« Mesoskala konvektionskomplekser adskiller sig fra almindelige tordenfronter, de såkaldte squall lines, ved formen, størrelsen og tidspunkterne, de indtræffer på. De fleste er sommertordenvejr med kun lidt eller ingen øvre vind til at transportere dem af sted.

»Og hvad der er mere overraskende,« føjer Fritsch til, »er de til stede overalt.« I det amerikanske Midtvesten, hvor mesoskalakomplekserne er særligt fremherskende, forekommer de mellem 60 og 100 gange om året. De kendetegnes som regel ved vedvarende og kraftig regn og er i så henseende en gave for farmerne. Også for meteorologerne kan de være en velsignelse på grund af deres enorme størrelse og relativt lange varighed, som gør dem velegnede til studieformål. De kan således give vigtige oplysninger om andre varmestrømningssystemer, herunder også tordenfronterne, som hører til de mest destruktive medlemmer af tordenvejrsfamilien.

Tordenfronter dannes fortrinsvis ved forskelligartede horisontale luftstrømninger (advektion). Modsat den lodrette luftstrømning ved konvektion betegner advektion en strømning af horisontale vinde med kold luft over varm luft eller tør luft over fugtig luft. Og igen er det amerikanske Midtvesten det ideelle udklækningssted, hvor varm luft, som presses nordpå fra Den Mexicanske Havbugt, løbes over ende af fra vest strømmende kold luft fra Rocky Mountains. Mellem de varme og kolde luftmasser findes almindeligvis et lag med forholdsvis stabil luft, hvor temperaturen i stedet for at falde med højden i virkeligheden stiger. Denne såkaldte inversion virker som en slags skjold mellem de kontrastrige luftmasser og hindrer varm luft i at stige op i de koldere lag.

Når Solen gradvis opvarmer jordoverfladen, kan der udvikles lommer af særlig varm luft, som tvinger sig igennem inversionsbarrieren og danner kraftige tordenvejrsceller langs med en mange kilometer lang linje. I fuldt udvokset tilstand er en tordenfront ikke til at tage fejl af, når den pisker, ruller eller tumler hen over landskabet, mens vinden river og flår i skyernes base. De to slags skyer, som karakteriserer en tordenfront, er de oppustede og cylindriske klodeskyer og de fladere bygeskyer med klart afgrænsede øvre konturer og forrevne baser.

For søens folk har tordenfronter altid været regnet blandt de mest frygtede af naturens luner. Og før den alt observerende radar blev taget i brug, var der mange flyvere, der kom til kort, når de forsøgte at afstikke en kurs gennem tordenfronts dødsensfarlige klynger af tordenvejrsceller. Det var en sådan storm, der blev katastrofal for en af Amerikas mere ambitiøse programmer inden for flyvningen.

Det glatte, sølvskinnende luftskib »Shenandoah« var en direkte efterkommer efter de tyske zeppelinere, der angreb London under i. verdenskrig, USAs flåde forestillede sig luftskibe som langtrækkende rekognosceringsfartøjer for sine skibe i Stillehavet. De skulle være sikre at flyve med, for mens de tyske, styrbare luftskibe var fyldt med den meget let antændelige brint, blev de amerikanske fartøjer fyldt med ikke brændbar helium, en sjælden luftart.

»Shenandoah« blev bygget for flåden til en pris af 3 millioner dollars, og den 3. september 1923 kastede den fortøjningerne og tog af sted på sin jomfrurejse fra en forladt militærlejr i fyrreskovene nær Lakehurst i New Jersey. Man havde planlagt en ekspedition til Nordpolen, men præsident Calvin Coolidge aflyste den af økonomiske grunde. Han mente, at rejsen ville blive alt for kostbar og risikabel. 1 1925 gennemførte luftskibet dog en rundrejse mellem Lakehurst, New jersey, og vestkysten. Dets 235 timer i luften gav næring til drømme om, at fartøjer af »Shenandoah«s type kunne skaffe USA dets første transkontinentale luftpassagerlinje.

Det var et pragtfuldt syn, når »Shenandoah« sejlede hen over himlen med sin længde af 207 m og tværmål på 24 m. Luftskibet var bygget til at rumme 60.000 kubikmeter helium og blev fremdrevet af seks Packardmotorer med hver 300 hk. Overalt, hvor luftskibet viste sig, stoppede trafikken på gader og veje nedenunder, og store skarer flokkedes for at overvære synet. jo, den amerikanske flåde havde sans for PR, og i begyndelsen af september havde man planlagt en færd fra Lakehurst til Detroit, hvor skibet ville vise sig over flere statslige landbrugsstævner. Det ville være »Shenandoah«s 57. flyvning.

Kl. 14.52 den 2. september løftede luftskibet sig fra den 50 m høje fortøjningsmast i Lakehurst og satte kurs mod vest. Skipper var den 36årige kaptajnløjtnant Zachary Lansdowne. Som observatør om bord på det britiske B 34 i 1919 havde han været den første amerikaner, der fløj fra England til USA i et stift luftskib. Ved skæbnens tilskikkelse var Lansdowne netop i færd med at skrive en instruktionsbog, hvori han bl.a. tilrådede, at stive luftskibe for enhver pris og uanset, om de var fyldt med helium eller brint, undgik tordenvejr.

I mørket den tidlige morgen 3. september signalerede lynglimt mod nord og øst den lurende tilstedeværelse af tordenvejr. Efter sine egne råd beordrede Lansdowne kursskifte til syd, hvor himlen syntes at være klar. I nærheden af Ava i Ohio viste der sig pludseligt ud for »Shenandoah«s styrbord bov en lang, mørk, stribet og hurtigt bevægende skybanke, en typisk tordenfront.

Næsten øjeblikkelig blev »Shenandoah« fanget af den rasende storm. »Skibet hæver sig næsten 1 m i sekundet, kaptajn!« rapporterede højderorsmanden i førergondolen. Trods alle anstrengelser for at få opstigningen under kontrol hævede det store skib sig fra 1600 til 3000 fods højde. Dér standsede det kort, mens det duvede kraftigt, og begyndte derefter igen at stige opad, nu med henved 1000 fod i minuttet. Ved 6000 fod (næsten 2000 m) stoppede opstigningen lige så brat, som den var begyndt. Nu begyndte »Shenandoah« at styrte ned gennem luften. Efter allerede at have udtømt helium for at lette nedstigningen, begyndte besætningen febrilsk at kaste vandballast over bord for at bremse op for faldet. 1 3000 fods højde greb en ny opdrift det hjælpeløse »Shenandoah«. Idet det vendte boven opad i en afsindig vinkel på næsten 30 grader, begyndte skibet på ny at stige. Så faldt det fra hinanden i to dele.

I førergondolen hørte Lansdowne den ildevarslende hylen af metal, der blev flået i stykker, og sagde roligt: »Enhver, der ønsker at forlade gondolen, er velkommen til det.« To mænd klatrede op ad en stige ind i den forreste skrogsektion. Lansdowne og syv andre blev tilbage. Indtil da havde de itubrudte sektioner af luftskibet været fastgjort til hinanden af de tunge rorflader og højderorskablerne, der førte fra førergondolen til halesektionen. Men kablerne brød snart sammen, og førergondolen styrtede til jorden, og alle ombordværende blev dræbt. Lidt senere rev de to motorgondoler foran og radiogondolen sig løs og førte seks mennesker i døden. Overraskende nok overlevede 29, der svævede til jorden i sektioner af luftskibet, der havde en del af deres helium i behold.

Under det efterfølgende forhør tilskrev en flådekommission »Shenandoah«s ødelæggelse »store, ubalancerede, ydre aerodynamiske kræfter fremkaldt af luftstrømninger med høj hastighed«. Havde »Shenandoah« været fyldt med brint, ville alle sikkert være omkommet ved eksplosioner, som udløstes af lynene i tordenfronten.