Tordenvejr og deres afkom III.

For oberstløjtnant William H. Rankin, en dekoreret veteran fra 2. verdenskrig og Koreakrigen, så den solrige søndag den 26. juli 1959 ud til at blive en rutinedag i enhver henseende. Han skulle gennemføre en simpel navigationsflyvning over 1000 km fra South Weymouth i Massachusetts til Beaufort i North Carolina i sit F8U Crusaderjetkampfly. Kort før han lettede hen på eftermiddagen, checkede han med meteorologen på flyvestationen i Massachusetts og fik at vide, at han kunne risikere at flyve ind i tordenvejr med skytoppe på mellem 10.000 og 13.000 m omkring Norfolk i Virginia. Meldingen var ikke noget, der bekymrede en erfaren pilot. »Well,« sagde Rankin, »jeg vil gå til 15.000 m og flyve over vejret.«

Da han nærmede sig Norfolk, så Rankin et tordenvejrs sorte og oprørte masser, hvis toppe lå lidt højere end de forudsagte 13.000 m. Da han derefter gik op til godt 14.000 m, hørte han en dump og rumlende lyd inde i flyet. De røde brandvarsellys tændtes, og flyet mistede hastigt kraft. De senere undersøgelser af vraget afslørede, at flyet havde været udsat for et motoruheld fremkaldt af en ekstrem friktion af ukendt årsag. 20 sekunder efter at Rankin havde hørt den første ildevarslende støj, og mens han endnu befandt sig i 14.000 meters højde, skød han sig ud af flyet.

»Jeg havde aldrig hørt om nogen, der havde skudt sig ud fra en sådan højde,« skrev han senere. »Udenfor var temperaturen tæt ved 60'C. jeg havde kun en sommerflyvedragt, handsker, hjelm og marinefeltsko på.« Mens han hvirvlede gennem luften, følte Rankin næsten øjeblikkelig en stærk stikkende fornemmelse, som hurtigt blev til en »velsignet følelsesløshed«. På samme tid fremkaldte den pludselige forandring fra cockpittets beskyttede atmosfære til den tynde luft udenfor et pinefuldt trykfald. »Jeg kunne mærke min bughule svulme op og spændes, så jeg troede, den ville briste,« mindes han senere. »Mine øjne føltes, som om de var revet ud fra deres huler, mit hoved, som om det var ved at splittes ad i flere dele, og mine ører, som var de ved at sprænges indvendig. Hele min krop pintes af kramper.«

Overraskende nok bragte Rankins frie fald ned i tordenskyen ham lindring. Hans faldskærm, som var forsynet med trykfølsomt udstyr, var indstillet til at åbne sig i en højde af 10.000 fod (ca. 3000 m). Den tættere luft lindrede både for kulden og smerten ved trykfaldet. Selv da han dalede med en fart på 3500 m i minuttet, havde Rankin åndsnærværelse nok til at se på sit armbåndsur. Han havde skudt sig ud præcis kl. 18, og selv om det var vanskeligt at se i de tætte skyer, syntes de selvlysende visere på uret nu at vise 18.05. Nogle få sekunder senere åbnede Rankins faldskærm sig. Rankin gik ud fra, at han nu befandt sig i 10.000 fods højde og regnede ud, at der ville gå 10 relativt rolige minutter, før han ramte jorden og begyndte derfor at slappe af. Men i virkeligheden var hans forfærdelige tur ned først lige begyndt. Faldskærmens udløsningsmekanisme var åbenbart blevet snydt af barometertrykket i skyen, og Rankin var nu på vej ind i stormens hjerte.

Han mindes, at »en massiv luftstrøm rystede mig fra øverst til nederst. Jeg steg op og op og op. Da jeg faldt igen, så jeg, at jeg var i et oprørt hav af fortættede skyer, sorte, grå og hvide, der kastede sig op over og opslugte hinanden.

Jeg blev puffet i alle retninger  op, ned, til siden, med uret, mod uret igen og igen. jeg steg lige op og lige ned og følte alle de underlige tyngdekraftsfornemmelser  de positive, de negative og neutrale. jeg blev strakt, banket og hamret på. jeg følte mig som en sæk kød og knogler, der smadredes mod et betongulv.«

»På et tidspunkt, efter at jeg var skudt ud ligesom en granat fra en kanon, opdagede jeg, at jeg så ind i en lang, mørk tunnel. Når jeg ikke ønskede at se, hvad der skete, lukkede jeg øjnene. Dette var en naturens galeanstalt, et sort bur fuld af skrigende sindssyge, der slog mig med flade stokke, brølede til mig og forsøgte at knuse mig. Det strømmede hele tiden ned med regn, så jeg troede, at jeg skulle drukne midt ude i luften. Flere gange holdt jeg vejret af frygt for at komme til at sluge litervis af vand.«

Omsider følte Rankin, at turbulensen var for aftagende. Da han åbnede øjnene, tog han et hastigt overblik og så et stykke grøn jord, Nogle få minutter senere landede han på jordoverfladen lige efter at være ramlet ind i en træstamme. Klokken var nu 18.40.

Efter disse frygtelige oplevelser var Rankin meget medtaget. Han var oversået med kvæstelser og skrammer. Under trykfaldet var hans krop svulmet så meget op, at den nu havde mærker efter flyverdragtens sømme. Senebånd, led og muskler var overbelastede og forstrakte. Han led af midlertidigt hukommelsestab og havde mistet balanceevnen, men han kom sig hurtigt og var snart ude at flyve igen. Til sine dages ende ville han helt sikkert huske minutterne inden i et »isoleret tordenvejr«, som meteorologerne ville betegne det.