Tordenvejr og deres afkom II.

Tornadoer som dræberskyen over Viroqua medfører i deres dødbringende spiraler de kraftigste af alle de vinde, der blæser på Jorden. Tornadoer eller skypumper lever kun i kort tid, typisk under 20 minutter og sjældent længere end 23 timer. På jordens enorme overflade følger tornadoer meget små baner, der som regel er under 1/2 km brede og 25 km lange. I USA tilbagelægger kun 0,5% af alle tornadoer over 150 km, men det er disse få superstorme, der tegner sig for henved 20% af alle tornadodødsfald.

Intet sted på jorden er helt sikkert med hensyn til skypumper. I Storbritannien er der ca. 60 om året. Der findes ingen eksakte tal for det europæiske kontinents vedkommende, men over en 25årig periode for nylig har man i Italien rapporteret om et årsgennemsnit på 10 skypumper. Fra Australien rapporteres om et årsgennemsnit på 14,6. Det lave tal kan skyldes den ringe befolkningstæthed. På det afrikanske kontinent er de sjældne, og i Indien er de få, der er rapporteret om, indtruffet i et lille område i den nordlige ende af Den Bengalske Havbugt.

Hvad angår tornadoernes antal og vildskab er der ingen paralleller til dem i USA. På USAs fastland blev der for nylig og over tre årtier meldt om ikke færre end 19.312 tornadoer eller mere end 640 pr. år. Under spidsbelastningen hvert år i maj slipper i gennemsnit fem tornadoer daglig deres blinde raseri løs over landet. Inden for de sidste 50 år har tornadoer i USA dræbt omkring 9000 mennesker svarende til det samlede antal omkomne ved oversvømmelser (5000) og hurricanes (4000). Mellem 1970 og 1976 beløb de materielle skader pr. år sig gennemsnitlig til 300 millioner dollars.

Tornadoer er så ondskabsfulde og opfører sig så lunefuldt, at de undertiden synes helt at leve deres eget liv uafhængigt af andre naturkræfter. Men tornadoer er i virkeligheden blot iøjnefaldende søskende inden for de kraftige lokalstormes familie. Blandt disse atmosfæriske tumulter er tordenvejret langt den mest kendte, og til de fleste tornadoer knytter sig voldsomme tordenvejr.

Hvert år mishandler over 16 millioner tordenvejr, i gennemsnit 45.000 om dagen, jordens fysiognomi. Hvert eneste øjeblik er omkring 2000 på vej samtidig, gennembløder kloden med vand, rammer dens beboere med hårde vinde, illuminerer dens himmel med dødbringende lyn og lader ofte haglvejr hamre løs mod dens overflade.

Skønt mennesket har levet med tordenvejr lige siden dets komme på jorden, er vor viden om deres opståen og deres indre mekanismer stadig ufuldstændig. Alt imens meteorologerne stræber efter bedre indsigt i de kraftige lokale uvejr, trænger de under deres søgen stadig dybere ind i cumulonimbusskyernes tilslørede og voldsomme verden, hvor der opstår helt utrolige kræfter.

I sin enkleste og måske mest banale udformning fremtræder tordenskyen Cumulonimbus som en ensom kæmpe, mørk og truende på himlen. Med en bredde på op til 80 km forneden kan den isolerede sky tårne sig 15 km eller mere og nå op i tropopausen, grænselaget mellem troposfæren og stratosfæren, hvor horisontale vinde og lavere temperatur udvider og afflader dens krone til en karakteristisk amboltfom.

Indenfor i denne dystre masse hvirvler der energi svarende til 10 eller flere Hiroshimaatombomber. Alligevel begynder dannelsen af tordenvejr uset og uhørt over relativt små strækninger af jordoverfladen, som er opvarmet af Solen. Skiftende eller ujævn opvarmning er et vigtigt led under udviklingen af et tordenvejr. En bakketop modtager måske således solstrålerne mere direkte end de omkringliggende fladere områder; tilsvarende opvarmes luft, som er i kontakt med land, hurtigere end luft over vand. Under alle omstændigheder begynder varm luft midt i koldere luft at stige til vejrs, næsten som var det en boble, og jo højere den stiger, desto mere fjendtlige omgivelser møder den.

Når boblen når et lavtliggende lag af kold, tør luft, fortættes dets vanddampe til små dråber, som danner små, harmløse, hvide cumulusskyer, som snesevis kan spredes tværs over himlen ligesom græssende får. Disse første cumulus-skyer ved højder på mellem 600 og 1500 m får et kort liv. Tør, kold luft bevirker fordampning og afkøling. Men efterhånden vil den hurtige fordampning bringe fugtighed til luften omkring skyerne og således sikre, at de efterfølgende skyer kommer til at ligge i et venligere klima. Som processen skrider frem, vil nye skyer holde længere og vokse sig højere end dem, der er blevet spredt. Flere vil samle sig til én enkelt, meget større sky, hvis ydre partier isolerer for den opvarmede luft, som fortsat stiger op indvendig.

Men til sidst vil også den beskyttede opdrift komme op i en højde, hvor der er så koldt, at dens partikler af vanddamp begynder at fryse. Vægten af disse frosne partikler bliver for meget for opdriften, og med cumulonimbusskyen under disse meget ustabile forhold vælter det hele. Selv om varm luft fortsætter med at storme opefter med en fart på indtil 100 km i timen, begynder iskugler eller dråber af vand at falde ned. Deres fald skaber luftnedslag, som udbredes horisontalt, når de nærmer sig jordoverfladen, og røber sig som de kraftige vindstød, som uvægerlig går forud for et tordenvejr.

Indvendig i en isoleret cumuloninibus kan der samtidig være adskillige opvinde og et tilsvarende antal faldvinde. Et sæt op og nedluftstrømme betegnes en celle, og ofte optræder der så mange som fem celler inden for en enkelt cumulonimbus. Cellerne er af kort varighed og eksisterer sjældent længere end 20 minutter, til dels fordi de frembringer syndfloder af vand, som afkøler jorden og kvæler de varme opvinde ved deres udspring. Men som cumulonimbusskyen skrider frem over land ad sin vindbårne kurs, erstatter nye celler de gamle, og tordenvejret kan vare ved i timevis.

I lærebogsterminologi er et tordenvejrs udvikling fra fødsel til død forudsigelig og velordnet, en afmålt fremadskriden af begivenheder. Men bøgerne antyder intet om de mareridtsdæmoner, der befinder sig i den majestætiske cumulonimbus. Så frygtelige er de krydsende op og nedluftstrømme, så druknende er regnen, at selv ikke det mest moderne fly ustraffet kan trænge ind i de mørke tårne. Mange piloter er gået deres undergang i møde i en tordensky. En af de flyvere, der har overlevet disse frygtelige kræfter, var en kamppilot fra USAs marineinfanteri. Over en halv time tilbragte han alene og dinglende hjælpeløst i en faldskærm helt overladt til malstrømmens nåde.