Tordenvejr og deres afkom I.

Ekspedienten John M. Bennett fra Viroqua i Wisconsin var en ivrig vejriagttager. Da han om morgenen den 28. juni 1865 var på vej hjem med sin hest og buggy fra en forretningstur, bemærkede han noget, som han senere førte ind i sin dagbog: »Ved solopgang passerede mørke, lave skyer hastigt forbi. Koldere. Stiv brise fra syd. Nåede snart dalen nedenunder og fandt den varmere (modsat normalt på denne årstid). Kl. 8 mærkedes den fugtige brise igen. Det blev varmere. Der viste sig cumulusskyer. Ved middagstid trykkende hede. Flere cumulusskyer. Min hest svedte kraftigt. Fortsatte turen og kom til Viroqua kl. 13.«

Det, Bennett havde set og mærket, var en samling af elementer, som inden dagen var omme var ved at koste ham livet. Omkring kl. 15 var luften, mindes Bennett, så lummer, at »vi følte det, som om vi befandt os inden i selve regnskyerne«. Ca. 15.45 indvarslede lynglimt og tordenbrag et uvejr 35 km nordvest for Viroqua. En anden byge var synlig i sydøst. Derpå viste sig direkte i vest »en mørk og forreven sky, som passerede hurtigt sydover, og samtidig en anden på vej mod nord. Når man betragtede en af dem, virkede det, som om den stoppede op og gik den anden vej. Vi havde aldrig set en tornado, men nu ved vi, at disse skyer bevæger sig hurtigt i cirkler«.

Bennett følte sig splittet mellem fortryllelse og en trang til at flygte. Nysgerrigheden sejrede, og han forblev som fastnaglet i sin have, mens den dødbringende sky udviklede sig. »Set i en afstand af 5 km var skyen kun 78 grader over horisonten,« fortalte han. »Bunden var på jorden. Skyen bevægede sig så hurtigt, at dens omdrejning eller rotation kun tog 23 sekunder, og den stormede fremad med næsten en mile (1609 m) i minuttet.«

Umiddelbart vest for Viroqua og lige i hvirvelstormens bane lå en skeformet fordybning, 3/4 km bred og omkranset af indtil 20 m høje klippevægge. Bennett skrev: »Inden denne sky nåede til Viroqua, havde den været ledsaget af en hvirveldel, som hagede sig til den som en parasit. Hele denne hvirvlende skymasse trak sammen i den lave fordybning og dannede en tæt sky med et vandret tværsnit på 400 m og en dybde fra bund til top på 60 m.«

Den truende hvirvel syntes at holde en pause i fordybningen og var tilsyneladende lukket inde af klippekanten. »Så strømmede de øverste og bredere dele op over barriererne og antog i denne forstyrrede tilstand form som grene af hoveddelen og strakte sig her og der ned og ødelagde alle bygninger undervejs.«

Blandt de første, der blev ødelagt, var en nybygning, som var solidt opført af kraftigt tømmer. Den tilhørte Herman Greve, der anvendte den til opbevaring af landbrugsmaskiner og produktion, og på den gældende dag også en vældig stak uld, som endnu ikke var kommet i sække.« Bygningen blev fuldstændigt ribbet fra hinanden og dens massive tømmer slynget 20 m eller mere op i luften, hvorpå det »knustes mod klipperne rundt omkring og fik jorden til at ryste i mange meters omkreds.«

Bennett, hans kone, voksne datter og den 6årige datterdatter »skyndte sig på dette sene tidspunkt ned i kælderen med døden i udsigt, troede vi«. Fru Bennett undgik med nød og næppe en nedstyrtende skorsten og var den sidste af de fire, der bragte sig i sikkerhed, hvor hun faldt på knæ og råbte: »Frels os, eller vi går til!«

Bennetts hjem blev tilintetgjort, og Bennett selv lå fastlåst under nedfaldet tømmer. Hans højre ben var brækket lige over anklen. Hans hue, kvindernes hårnet, ja, selv hårnåle, blev revet bort af den begærlige vind. Bennett skrev: »Med håret på vore hoveder hvirvlende omkring bombarderedes vi et frygteligt minut med omkringflyvende splinter. Vore øjne og hår fyldtes med vejstøv og murpuds blandet med blod, der strømmede fra vore blødende hoveder.«

Bennetts hest var blevet opstaldet 15 m øst for huset. Det 500 kg tunge dyr blev løftet op, som var det et stykke legetøj og »af hvirvlen kastet direkte ned over os. Dens hoved var ved siden af mit, så jeg kunne ånde den i ansigtet. Her blev den fastholdt, mens den kæmpede mod tømmeret omkring den.«

Den djævelske hvirvel passerede lige så hurtigt, som den kom  og mens en mærkelig stilhed sænkede sig over ruinerne af hans hjem, mistede Bennett bevidstheden.

Men lidelserne var på ingen måde ovre endnu. Med sine mange hvirvelvinde dræbte den 17 personer i Viroqua. Så løb de enkelte dele sammen i en enkelt søjle, som buldrede ud af byen mod vest, hvor der 3 kilometer ude på den åbne prærie lå en skole med 24 elever. Da hjælpen kom frem, var fem børn døde, mens en sjette, dødeligt såret pige blev vugget i skødet på lærerinden, der selv var alvorligt såret.

Da hvirvelstormen kom til West Kickapoofloden, gik den op over nogle 140 m høje skrænter. Den var ikke længere i berøring med jorden og skiftede retning til nordøst. Den blev sidst set lidt efter kl. 16, 50 km fra Viroqua som en uhyggelig, sort sky, hvorfra der faldt totter af uld fra Herman Greves gård, som var det sne i utide.