Jagten på hvirvelvindenes Hemmeligheder IV.

I mellemtiden var der sat spørgsmålstegn ved Redfields generelt accepterede teori om stormes opførsel af James Pollard Espy, der tidligere havde været lærer, inden han i 1820 koncentrerede sig om meteorologi. Under sin lange karriere blev Espy kendt som »den gamle stormkonge«, lige så meget for sin trættekære væremåde som for sine meteorologiske fortjenester, der ikke var ubetydelige.

Mens Redfield koncentrerede sig om at beskrive stormes opførsel, søgte Espy efter årsagerne hertil. Han udviklede en teori, som en af hans kritikere måtte indrømme var »smuk og original«, gående ud på, at storme begynder, når fugtig luft opvarmet af jordoverfladen stiger til vejrs i en søjle, som om den ifølge Espy »klatrede op gennem en skorsten«, Når den opadstigende luft afkøles, dannes der skyer, og den latente varme i dem vil, når den afgives ved fortætning, ofte føre til en voldsom luftudvidelse  og storme.

Så vidt er alting i orden. Meget af det, som Espy hævdede var energikilderne til en storm, accepteres af den moderne meteorologi. Men Espy ragede uklar med Redfield ved at insistere på, at stormvindene i stedet for at rotere i en cirkulerende bevægelse hovedkulds og med fuld fart strømmer ind mod stormcentret fra alle sider. Ved at udråbe sin egen indsats som »begyndelsen til vor viden om stormes opståen« føjede Espy krænkelse til fornærmelse ved at benytte oberst William Reids omhyggeligt indsamlede data, som havde bekræftet Redfields hvirvelvinde, i den hensigt at føre bevis mod sin rival, For at få Relds materiale til at passe ind i sin egen teori blev Espy desværre tvunget til at foretage nogle himmelråbende udeladelser og fordrejelser. Under sin egen analyse af de tre hurricanes i 1780 valgte og vragede Espy blandt kilderne. Nogle accepterede han, andre ignorerede han, indtil han kunne lokalisere den første hurricane til dér, hvor vindene syntes at strømme ind mod centrum. Espys stedfæstelse af hurricanen lå over 300 km syd for den virkelige position.

Redfield tog selvfølgelig anstød heraf, og de to mænd mundhuggedes på tryk indtil deres dages ende. Begge døde uden at være klar over, at deres teorier eller i hvert fald det bedste ved dem supplerede hinanden, og at Redfields hvirvelvinde og Espys ideer om den vertikale varmestrømning og fortætning som kilde til en storms energi var nødvendige for en komplet teori.

Som en fodnote til James Pollard Espys polemiske liv udnævnte Kongressen ham 1842 til USAs regerings første officielle meteorolog. Som et af Washingtons mærkværdige påfund skulle han arbejde under generallægen.

Ved begyndelsen af anden halvdel af 1800tallet udgjordes meteorologiens akademiske bestanddele af observation, instrumentering og teoretisk formulering. Men der manglede én ting til, nemlig hurtig kommunikation mellem de eksisterende meteorologiske stationer, før den unge videnskab kunne anvendes til det kritiske og praktiske formål at udsende advarsler i tide om ødelæggende uvejr. Man rådede allerede over ét redskab, telegrafen, som Samuel EB. Morse i 1844 havde udviklet til fuldkommenhed. Tilskyndelsen kom i 1854 med et uvejr med storm og sne, slud og hagl, som ramte den lille havneby Balaklava på Krimhalvøens sydspids.

Mindre end en måned før havde den undergangstruede britiske Lette Brigade indskrevet sit navn i historien under slaget ved Balaklava. Nu, den 14. november, da stormen hærgede omkring byen, søgte krigsskibene i den forenede britiskfranske flåde ud på åbent hav og undslap, om end med omfattende skader, men fortsat flydende. Men 13 transport og forsyningsskibe med mad, og udrustning samt fourage til de allierede hæres heste blev knust mod klipperne på den ubarmhjertige Krimkyst. Uden transport og forsyninger blev hærene udsat for umenneskelige lidelser under den efterfølgende bitre årstid. Mens der kun døde 500 under den Lette Brigades angreb, omkom der over 8000 af kulde, sult og sygdom i Krimvinteren 185455.

Under disse tragiske omstændigheder så astronomen Urbain Jean Leverrier, planeten Neptuns opdager og nyudnævnt direktør for observatoriet i Paris, en lejlighed til at anvende telegrafen som et led i »et vældigt meteorologisk netværk med henblik på at advare søfarten mod forestående storme«. Han overbeviste Napoleon 3. om gennemførligheden af projektet, og den 17. februar 1855 gav kejseren ordre til systemets etablering. 1 1857 blev der daglig indsamlet vejrbulletiner fra 19 telegrafisk forbundne franske og udenlandske stationer. I Storbritannien blev der indført et lignende system i 1860, efter at en passagerdamper var sunket og 450 mennesker omkommet under en voldsom storm ud for Wales' kyst.

I USA var man i mellemtiden allerede begyndt at lægge kimen til en vejrtjeneste. Dens oprettelse hang ikke sammen med nogen speciel ulykke, men de almindelige fremskridt inden for forskning og offentlig service. I 1840rne havde James Espy og en anden meteorolog, Elias Loomis, under deres udarbejdelse af vejrkort ført det afgørende bevis for stormenes bevægelse vestøst tværs over det nordamerikanske kontinent. Denne betydningsfulde oplysning ville imidlertid være uden værdi, hvis den ikke kunne kommunikeres hurtigere end pr. hesteryg eller jernbane.

Svaret var Samuel Morses nye telegraf, I 1860 telegraferede ikke færre end 500 stationer under The Smithsonian Institutions auspicier daglige vejrberetninger til institutionens hovedsæde i Washington, D.C. Institutionen udsendte ikke egentlige vejrmeldinger, men kun daglige vejrkort. Enhver tænkende observator kunne dog regne ud, at en storm, der den ene dag blev lokaliseret over Chicago, ville ramme Boston den følgende eller næstfølgende dag.

Borgerkrigsudbruddet satte en stopper for Smithsonians tjeneste, selv om mindst én foretagsom person, den selvlærte praktiske meteorolog Francis L. Capen, i 1863 forsøgte at overbevise præsident Abraham Lincoln om, at anvendelsen af hans videnskab i krigsøjemed ville indebære enorme fordele. Desværre havde Capen ikke heldet med sig i et kritisk øjeblik og gjorde kun indtryk på Lincoln ved sin uvidenhed. Præsidenten beklagede sig den 28. april: »Det forekommer mig, at hr. Capen intet ved om det kommende vejr. For tre dage siden fortalte han mig, at det ikke ville regne igen før den 30. april eller i. maj. Det regner nu og har gjort det i 10 timer. Jeg kan ikke bruge mere tid på hr. Capen.«

Derved forblev det indtil krigens afslutning og der opstod fornyet interesse herfor blandt landmænd og søens folk. Nu var det den private organisation Cincinnatiobservatoriet under Cleveland Abbe, der ledede den unge videnskabs fortrop. Abbe nøjedes ikke med at udsende daglige vejrkort, men påtog sig som den første at fortælle abonnenterne, hvad alle de mærkelige tal og bølgelinjer betød med deres forudsigelse af hvilke vinde, der sandsynligvis ville være de fremherskende den følgende dag, og hvilke vejrforhold, man kunne forvente ledsagede dem, Abbes »sandsynligheder«, som han selv betegnede dem, fra 1868 og fremefter beskæftigede sig med potentiel stormfare over De Canadiske Søer, hvor vinde og bølger om vinteren var ødelæggende for handelen. I 1868 sænkede eller ødelagde voldsomme storme fra vest ikke færre end 1164 skibe og dræbte 321 passagerer og besætningsmedlemmer. I det følgende år udgjorde tabene 1914 skibe og 209 omkomne.

Abbes kort og vejrmeldinger viste sig så anvendelige, at USAs Kongres bemyndigede hærens signaltjeneste at opbygge et nationsomfattende stormvarslingsnetværk. 4bbe blev snart knyttet til den nye offentlige tjeneste, og under sine 45 års utrættelige og fremragende arbejde her så han den vokse op til at blive verdens største og mest effektive vejrorganisation. Fra 24 meldestationer i 1870 var antallet i 1878 steget til 284 stationer. Alle stationer rapporterede hver dag kl. 8 om morgenen og kl. 20 pr. telegraf til hovedkvarteret i Washington, D.C., med oplysninger om barometerstand, lufttemperatur, relativ fugtighed, vindhastigheder og retninger samt skydække og med observationer med hensyn til sol, tåge, regn og sne.

I Washington indtegnede en stab af meteorologer straks dataene på kortene og fremsatte prognoser for de næste 24 timer. Følte de, at informationen kunne stå inde for det, kunne de udvide vejrmeldingen til 72 timer. Altsammen skete med stor effektivitet og hastighed. Vejrmeldingen var klar og på vej gennem ledningerne til jernbanestationer og nyhedsorganisationer inden for en time. I løbet af den næste time var de detaljerede vejroversigter trykt og på vej til 7000 postkontorer rundt om i landet. Der blev hver dag trykt omkring 500 kort til ophængning på offentlige steder. Man udsendte særlige meldinger om varme og kuldebølger, frost, farlige vinde og om flodvandstande, når regnmængden inden for et døgn oversteg 1 tomme (2,54 cm).

Men alt for ofte viste vejrmeldingerne sig selvfølgelig at være unøjagtige. Når alt kommer til alt, var metoderne endnu meget mangelfulde, og forudsigelserne hvilede i højere grad på erfaringer end på nogen dybere forståelse af den atmosfæriske fysik. At gøre grin med vejrtjenesten blev almindelig udbredt. 'Vanskelighederne øgedes yderligere, når bureaukratiske forviklinger blev ødelæggende for de mest pålidelige meldinger. I begyndelsen af 1880erne udsendtes et alvorligt frostvarsel til Madison i Wisconsin 36 timer før tiden for at redde tobaksafgrøden, som var klar til at blive høstet. Men en telegrafist undlod at videresende meldingen, og afgrøden blev ødelagt.

Til trods for alle tilbageslagene lykkedes det alligevel for vejrtjenesten at vinde stadig større troværdighed år for år, så den hurtigt blev en del af den amerikanske dagligdag. En at datidens ansete videnskabsmænd udtrykte det således: »Selv om meteorologerne ikke kan fortælle på hvilket klokkeslæt, paraplyen skal frem, kan de fortælle, hvornår de store storme indtræffer og er således af stor værdi for hele landets erhvervsliv.«

Gennem hele denne periode med massivt offentligt engagement er det ikke desto mindre værd at fremhæve, at de mest overraskende blandt de tidlige gode resultater med hensyn til stormvarsler ikke kom fra Europa eller Nordamerika med de relativt tempererede klimaer, men fra det tropiske Vestindien, arnestedet for nogle af jordens mægtigste atmosfæriske forstyrrelser.